Dansk miljøeksport af produkter og rådgivningsydelser inden for affaldssektoren i 1999

5. Dansk styrkeposition inden for affald

Danmark er langt fremme på affaldsområdet. 30 års erfaring med stadigt stigende krav til affaldshåndtering og affaldsbortskaffelse har ført til, at danske virksomheder har en stor kompetence på affaldsområdet. Hertil kommer, at de danske kommuner i mere end 15 år har haft ansvar for at planlægge og sikre behandlingsmæssig infrastruktur til bortskaffelse af alle typer affald, både fra boliger og erhverv. I fremtiden vil fokus i den danske affaldsstrategi være på en endnu bedre udnyttelse af ressourcerne i affaldet,og en bedre affaldskvalitet, herunder affaldsminimering.

Flere nøgleområder i den danske affaldsstrategi har været inspirationskilde for de fælles EU-regler. Det betyder, at danske virksomheder står stærkt i eksport øjemed, da de har erfaring med at leve op til EU-lovgivningen. Specielt i de central- og østeuropæiske lande, hvor landene skal leve op til EU’s lovgivning i forbindelse med deres fremtidige medlemskab, kan de danske virksomheder drage fordel af deres erfaring og ekspertise.

Det er en styrke for de danske rådgivningsvirksomheder, at virksomheder og offentlige myndigheder samarbejder om at forestå affaldsbehandlingen. På rådgivningsområdet betyder det blandt andet, at danske konsulentvirksomheder har gode forudsætninger for at bidrage med know-how, masterplanlægning og institutionel opbygning på både statslig, regionalt og lokalt plan.

Inden for anlægssiden har danske rådgivere stor viden og erfaring både med projektering og kravspecifikation til et bredt udvalg af anlægstyper. Inden for produktsiden findes der danske leverandører inden for næsten alle områder. Det drejer sig om leverandører af indsamlings- og transportudstyr, forskellige former for neddelings- og komprimeringsudstyr, udstyr til komposteringsanlæg, biogasanlæg, forbrændingsanlæg, lossepladsmembraner mv.

Især inden for forbrændingsanlæg er de danske virksomheder leveringsdygtige i alt fra forbrændingsriste over kedler til røgrensningssystemer.

Den stærke position på forbrændingssiden skyldes, at Danmark har satset på at brænde og udnytte energien fra forbrændingsegnet affald. I Danmark findes der samtidig virksomheder, der er i stand til at levere såvel afgrænsede dele som hele systemer. Også inden for specialforbrænding, både af farligt affald og specielt risikoaffald, har Danmark stærke forudsætninger for at levere alt inkl. nøglefærdige anlæg.

På biogassiden må Danmark ligeledes antages at have en stærk position. Det skyldes, at danske virksomheder på dette område er helt i front, specielt på grundlag af den viden, der er opbygget med behandling af gylle og forskellige industrielle restprodukter fra bl.a. levnedsmiddelindustrien.