| Forside | | Indhold | | Næste |
Dansk miljøeksport af produkter og rådgivningsydelser inden for affaldssektoren i
1999
Forord
Af miljø- og energiminister Svend Auken
Danmark har altid været i front, når det drejer sig om sikre en miljømæssig optimal
håndtering og behandling af affald. Allerede for 30 år siden etablerede Danmark et unikt
system for indsamling og behandling af farligt affald.
Som det første land i verden stoppede Danmark deponering af organisk og
forbrændingsegnet affald. Energien i affaldet bliver både udnyttet ved forbrænding og
bioforgasning. Ved forbrænding bliver så godt som al energi udnyttet. 20% af energien
udnyttes til kombineret el- og varmeproduktion - en procentandel, der forventes at stige
til 25% i år 2004. Danmark lægger stor vægt på, at håndtering og behandling af affald
sker med mindst mulig miljøbelastning og mindst mulig energi- og ressourcetab.
Håndteringen af affald skal samtidig foregå uden arbejdsmiljømæssig belastning.
I de kommende år vil Danmark især satse på affaldsforebyggelse. Økonomisk vækst
bør ikke nødvendigvis resultere i en stigning i affaldsproduktionen. Den enkelte
affaldsfraktion skal behandles, så den belaster miljøet mindst mulig og udnytter det
energi- og ressourcepotentiale, som affald har. Den nye danske affaldsstrategi Affald
21 skal sætte dagsordenen for styringen og håndteringen af affald i Danmark i
fremtiden. Affald 21 introducerer en række nye initiativer, som vil sikre en endnu
bedre og endnu mere effektiv affaldsstyring.
De krav, der stilles til affaldshåndtering og affaldsbehandling, betyder, at der i
Danmark er opbygget systemer, anlæg og viden, som kan danne grundlag for eksport på de
internationale markeder. I 1999 eksporterede Danmark viden og produkter til
affaldssektoren på ca. en halv mia. kr.
Den danske affaldspolitik giver både eksport og et bedre miljø, uden at
omkostningerne til bortskaffelse af affald er specielt store i Danmark. Der er derfor
ingen tvivl om, at Danmark skal fortsætte den hidtidige linje til gavn for både miljøet
og eksporten.
| Forside | | Indhold | | Næste | | Top | |