Dansk miljøeksport af produkter og rådgivningsydelser inden for affaldssektoren i 1999

1. Indledning

Denne undersøgelse giver et aktuelt overblik over størrelsen, den geografiske fordeling og arten af den danske eksport af produkter og rådgivningsydelser til affaldssektoren.

En del af undersøgelsens formål har været at definere og udarbejde en afgrænsning af affaldssektoren for at finde frem til de virksomheder, der udgør den danske affaldssektor. I denne sammenhæng skal begrebet affaldssektor forståes som de virksomheder, der leverer viden og produkter til den egentlige affaldssektor, d.v.s. dem som foretager affaldshåndtering og affaldsbortskaffelse samt myndigheder med ansvar for området.

Forholdet mellem udmøntningen af den danske miljøbistand under Miljø-, Freds- og Stabilitetsrammen, MIFRESTA og den danske eksport af miljøudstyr og –viden til modtagerlandene er ikke belyst i denne undersøgelse.

Undersøgelsen er foretaget som en spørgeskemaundersøgelse blandt virksomheder inden for affaldssektoren. Samme metode har været anvendt af Energistyrelsen inden for energisektoren. Der er derfor et overlap mellem denne opgørelse over miljøeksporten til affaldssektoren og Energistyrelsens opgørelse over eksport af energiprodukter og rådgivningsydelser.

51 virksomheder er blevet spurgt. Ifølge besvarelsen var der i år 1999 i alt 20 virksomheder, der eksporterede produkter, og 9 virksomheder, der eksporterede rådgivningsydelser. I alt 29 virksomheder. Der er medtaget oplysninger om virksomhederne i eksportørkataloget (bag i publikationen) i det omfang virksomhederne har ønsket det.