Ti års miljøbistand til Østeuropa
Fra murens fald til EU's udvidelse
Da Berlin-muren faldt og Sovjetunionen blev opløst, stod Europa tilbage med en række lande, der ønskede demokrati og markedsøkonomi. Men Europa stod også tilbage med nogle meget alvorlige miljøproblemer, som de tidligere magthavere i østbloklandene ikke havde taget hånd om. Gennem de sidste ti år har Danmark derfor ydet lige godt tre milliarder kroner i miljøstøtte til Central- og Østeuropa, en støtte, hvor EU's udvidelse mod øst i dag er det helt centrale tema.
Natten mellem den 9. og 10. oktober i 1989 udspandt sig den største og mest gribende begivenhed i Europas nyere historie.
Det foregik udramatisk.
Om aftenen den 9. oktober begyndte østberlinerne at stimle sammen ved grænseovergangene. De havde hørt i fjernsynet, at den kommunistiske centralkomite havde besluttet, at der fremover ville være fri udrejse af DDR.
Det samme havde grænsevagterne godt nok også hørt, men nyheden var så revolutionerende, at de tøvede med at lade folk passere. Men i takt med at køen af folk, som ville besøge Vestberlin, voksede, steg presset på grænsevagterne. Og efter et stykke tid gav de efter og åbnede portene.
Jerntæppet, som havde delt Europa siden 2. Verdenskrig, var sprunget læk, og berlinerne festede natten igennem, mens resten af Europa så til med lige dele vantro og glæde.
Enorme miljøproblemer i øst
Berlin-murens fald var det første skridt i den proces, som kulminerede med Sovjetunionens opløsning i december 1991.
Tilbage stod et nyt Europa med en hel række af cen-tral og østeuropæiske lande, som alle ville have demokrati og markedsøkonomi, hvilket i sig selv var en stor udfordring. Men det nye Europa stod også tilbage med en miljøudfordring af gigantiske dimensioner.
For utroligt mange steder i de tidligere østbloklande var miljøsituationen mere end kritisk. Døde floder, osende skorstene, grå byer og voldsomt forurenende industrikomplekser prægede førstehåndsindtrykket.
Behovet for genopretning af miljøet var indlysende, og opgaven oversteg så langt landenes økonomiske evner. Ja, faktisk blev opgaven med at genoprette miljøet i Central- og Østeuropa sammenlignet med Mar-shall hjælpen efter 2. Verdenskrig.
Bæredygtig økonomisk vækst
I 1991 vedtog det danske Folketing derfor at bruge 100 millioner kroner om året i de følgende fem år i miljøstøtte til Central- og Østeuropa.
Fra starten var Danmark således et af foregangslandene i den store indsats.
Det første år gik støtten til Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkoslovakiet og Ungarn, hvor målet var at forhindre, at den økonomiske rekonstruktion og genopbygning skulle føre til øget miljøbelastning.
Væksten i de nye markedsøkonomier skulle tilrettelægges sådan, at de erfaringer, man allerede havde gjort sig i Vesteuropa omkring bæredygtig udvikling, blev nyttiggjort. Med andre ord skulle de fejl, som Vesteuropa selv havde begået, ikke gentages i Østeuropa.
De store forureningsproblemer betød også, at en pæn del af indsatsen var dedikeret til at rydde op efter fortidens synder.
Allerede i 1992 udvidede Folketinget beløbet på de 100 millioner kroner med yderligere 60 millioner, og med Sovjetunionens opløsning kom programmet også til at omfatte Ukraine, Hviderusland og Rusland, hvor nærområderne i Skt. Petersborg-regionen og Kaliningrad fik den største bevågenhed.
Ved udgangen af 1992 besluttede Folketinget som opfølgning på Rio-konferencen, at Danmark skulle øge sin indsats over for de internationale miljøproblemer, og at miljøbistanden skulle stige betydeligt. Halvdelen af indsatsen på miljø- og katastrofeområdet skulle således svare til en halv procent af bruttonationalindkomsten i år 2002. Senere blev dette årstal sat til 2005. Året efter fik miljøstøtten til Østeuropa en ny formel status, da den blev en del af Miljø- og Katastroferammen.
Anden finansiering kommer primært fra lokale og nationale østeuropæiske samarbejdspartnere, men også fra EU's programmer eller andre donorlande, samt de internationale banker såsom Verdensbanken og EBRD.
Danmarks opfølgning på Rio-topmødet
Miljødelen af denne ramme fik fire ben:
 | Miljøindsatser i Øst- og Centraleuropa |
| Særlige miljøindsatser i udviklingslande |
| Arktisk miljø |
| Multilateral miljøindsats |
Ud over at øststøtten formelt blev en del af den indsats, som idag kaldes MIFRESTA (Miljø-, Freds- og Stabilitets-rammen), blev der ved denne lejlighed også tilføjet et nyt element til indsatsen i form af de miljø-relaterede sektorprogrammer.
Formålet er, at de enkelte sektorministerier, som for eksempel landbrugsministeriet, gennemfører en miljøindsats inden for deres ekspertiseområde.
Ved samme lejlighed blev der formuleret en strategi for den danske miljøindsats i Central- og Østeuropa. Ifølge denne skulle miljøbistanden gennemføres således:
| at den bidrog til størst mulig miljø- og naturbeskyttelse i modtagerlandene, og begrænsede såvel regional som global forurening - herunder særligt grænseoverskridende forurening, som kunne ramme Danmark. |
| at udviklingen i retning af demokrati og markedsøkonomi blev fremmet under størst mulig hensyntagen til miljøet. |
| at den fremmede overførsel af miljøviden og -teknologi fra Danmark til modtagerlandene. |
De første fem år
Efter fem års indsats viste internationale opgørelser over miljøbistanden til Østeuropa, at Danmarks ambition om at være foregangsland havde bund i realiteter.
Målt pr. indbygger var den danske miljøbistand til Østeuropas højest af alle. Og målt i absolutte tal blev den danske miljøbistand kun overgået af USA.
For de 864 millioner kroner, som var blevet ydet i støtte i de første fem år, havde udløst en samlet miljø-indsats på næsten 4,3 milliarder kroner. Med andre ord havde den danske indsats udløst 3,4 milliarder kroner yderligere til miljøforbedrende projekter fra andre donorer eller modtagerlandene.
Miljøstøtten fordelt på lande i % 1991-2000
| Miljøtilstanden i Østeuropa De østeuropæiske lande, der har søgt om medlemskab af EU, har mange miljøproblemer til fælles med EU-landene, men der er også store forskelle. Miljøproblemerne i østlandene er alvorlige. I de store industriområder er der sket miljøskader særligt som følge af forureningen med svovl og tungmetaller. I mange andre områder er vandkvaliteten dårlig, og det gælder især der, hvor vandforsyningen stammer fra grundvand, der er forurenet af nitrat. Der er også store miljømæssige risici forbundet med for eksempel Sovjettidens atomkraftværker og militærbaser. Mange af miljøproblemerne skyldes "fortidens synder". Murens fald afslørede mange steder en stærkt forurenende produktion med brug af forældet teknologi. Kollapset i østlandene førte paradoksalt nok til et fald i forureningen. En lavere produktion betød fx lavere energiforbrug, mindre forbrug af kemikalier og mindre affald - og dermed mindre forurening og mindre risiko for miljø og sundhed. Men mange steder var skaden allerede sket. Op gennem 1990'erne og i den nuværende overgangsfase, hvor flere østeuropæiske lande venter på at blive optaget i EU, er der stor fare for, at miljøet belastes yderligere, hvis østlandene vælger at følge samme udviklingsvej som de 15 EU-lande. Den største udfordring for ansøgerlandene til EU er derfor at sikre, at de - i en periode med stærk økonomisk vækst - ikke begår de samme fejl, som de vesteuropæiske lande har gjort gennem en årrække. Udgangspunktet er ikke kun negativt. I nogle ansøgerlande er den økonomiske aktivitet i dag miljømæssigt mere bæredygtig end i EU- landene. Der er betydelige naturværdier i landene, og udnyttelsen af natur og miljø er ikke lige så intensiv som i mange EU-lande. Dette er positivt for biodiversiteten, landskabsvariationen og de økologiske processer. Skrevet ud fra Europas miljø ved århundredeskiftet - et resumé, udgivet af Det Europæiske Miljøagentur i 1999. |
Miljøeffekterne af denne indsats kan ikke gøres op i tal med samme lethed som økonomien. Men konkrete eksempler viste allerede efter fem års indsats, at miljøgevinsterne virkeligt var betragtelige sammenlignet med, hvad man ville kunne opnå med de samme midler i Danmark.
For eksempel gav indsatsen i to større og en række mindre projekter en reduktion svarende til langt over halvdelen af den samlede årlige danske svovlemission. Og på spildevandsområdet havde man opnået en reduktion svarende til biologisk rensning af spildevandet fra ca. 2,6 millioner mennesker med 37 konkrete projekter.
Danmark fik med andre ord utroligt meget miljø for pengene gennem sin miljøbistand til Central- og Østeuropa.
EU-optagelse som drivkraft
I takt med at samfundsøkonomien i modtagerlandene blev styrket, blev viljen til at løfte miljøopgaverne også styrket. Den stigende vilje til selv at tage hånd om miljø- og naturbeskyttelsen var imidlertid også en del af en mere langsigtet målsætning for de fleste af landene.
Hovedparten af de central- og østeuropæiske lande, som modtog dansk miljøbistand, havde nemlig en klar politisk målsætning om at blive optaget i EU.
En sådan udvidelse af EU-samarbejdet mod øst blev hilst velkommen af Danmark, som på en række regeringskonferencer støttede landene kraftigt i deres ønsker.
Omkring 1995 indleverede ti lande optagelsesansøgninger til EU.
Der var tale om Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Slovenien, som alle undtagen Slovenien havde modtaget dansk miljøbistand.
Arbejdet med at tilnærme miljøbeskyttelsen til EU's krav i ansøgerlandene fik meget høj prioritet med det samme og har siden præget store dele af de følgende fem års danske øststøtteindsats.
I 1997 lavede Miljøstyrelsen i Danmark et skøn over den samlede opgave med at få de ti ansøgerlandes miljøsektor opgraderet til EU's krav.
I kroner og øre vurderede Miljøstyrelsen, at det mindst ville kræve investeringer for 500 milliarder kroner, hvis de ti lande skal bringes op på et niveau, hvor de lever op til EU's krav på miljøområdet. Senere analyser fra EU-Kommissionen opgjorde tallet til 700 milliarder kroner, og i dag er der en forståelse af, at tallet ligger et sted imellem de to skøn alt afhængigt af, hvor mange krav man medtager.
En ting er dog sikkert: Der er et klart behov for fortsat støtte.
Gode karakterer til Øststøtten
I 1996 nåede den samlede danske miljøbistand til Central- og Østeuropa op over en milliard kroner, hvilket naturligvis er et anseeligt beløb efter danske forhold.
Derfor besluttede Folketinget, at indsatsen skulle ses grundigt efter i sømmene, hvilket skete i en ekstern og uafhængig evaluering af den danske miljøstøtteordnings første seks år.
Analysen omfattede knap 47 afsluttede projekter i 12 samarbejdslande, hvoraf de 35 fik betegnelsen "tilfredsstillende" eller "meget tilfredsstillende", hvilket fik miljø- og energiministeren til at konkludere, at pengene var givet ganske godt ud.
Derudover viste evalueringen, at dansk erhvervsliv også havde haft gavn af øststøtten, for miljøbistanden havde ud over miljøgevinsterne også medført en betydelig miljøeksport fra Danmark. Populært sagt var støtten kommet igen med 130 procent i form af ordrer på leverancer og udstyr til de danske virksomheder.
I 1999 lavede statens regnskabsmæssige vagthund, Rigsrevisionen, en undersøgelse med den uafhængige evaluering som udgangspunkt. Og Rigsrevisionen bakkede i det store og hele op omkring den positive vurdering i evalueringen fra 1998, og konkluderede ligeledes at miljøstøtten havde givet et tilfredsstillende resultat.
Miljøbidstanden bidrager også til at give danskerne et bedre miljø. For eksempel er en stor del af indsatsen koncentreret om at beskytte den fælles Østersø mod udledning af forurenet spildevand.
Medspil og miljøeffekter
En styrke, som også blev fremhævet i den uafhængige evaluering fra 1998, ved den danske øststøtte har i sammenligning med andre programmer været, at modtagerlandenes ønsker har spillet en betydelig rolle, når de konkrete projekter skulle skrues sammen.
En indikator for dette vigtige medspil er for eksempel graden af medfinansiering fra modtagerlandenes side.
Gennem de sidste ti år har den danske støtte på lige godt tre milliarder kroner udløst en medfinansiering på ca. ti milliarder kroner. Altså mere end tre gange så meget, som Danmark har ydet i støtte, hvilket illustrerer de 16 modtagerlandes store interesse i arbejdet.
Miljøeffekterne ved at rydde op efter kraftigt forurenet jord, rensning af spildevand og fremme af vedvarende energi er alle meget vidtrækkende og positive.
Det ligger i sagens natur, at miljøeffekten af de knap 1200 projekter til en samlet værdi af ca. 13 milliarder kroner ganske enkelt ikke kan koges ned til nogle få sammenlignelige tal. Men det ligger fast, at der er høstet såvel lokale som regionale og globale miljøgevinster.
De lokale miljøgevinster kommer for eksempel fra naturbeskyttelses-, jordforurenings-, og affaldshåndteringsprojekter, hvor gevinsterne er beskyttelse af befolkningen og den lokale natur mod alvorlig forurening.
De regionale miljøgevinster kommer typisk fra spildevandsprojekter og renere energi- og teknologiprojekter, som fører til en renere Østersø og mindre forsuring til gavn for skovene i store dele af Europa. De renere energiprojekter indebærer som regel også en reduktion i udslippet af CO2 , hvilket reducerer den stadigt stigende drivhuseffekt og den tilhørende globale opvarmning.
Reduktionen af de ozonlagsnedbrydende stoffer er et andet eksempel på en indsats, som tager hånd om et globalt miljøproblem, nemlig nedbrydningen af de ozonlag, som beskytter mennesker og dyr mod solens skadelige ultraviolette stråler.
Endeligt giver projekter, som sikrer en mere åben miljøadministration, NGO'ere, berørte borgere og politikere bedre muligheder for at stille krav og spørgsmål til myndighederne på miljøområdet. Og her handler det primært om at sætte en positiv proces gang og dermed også om at fremme demokratiet.
Det samme er tilfældet med projekter, der sigter på at styrke miljøadministrationerne og tilnærme modtagerlandenes regelsæt til EU's. De største miljøgevinster i Østeuropa er knyttet til de mange forskellige former for støtte til landenes bestræbelser på at blive optaget EU, der uden sammenligning er den stærkeste drivkraft i hele omstillingsprocessen.