| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Ti års miljøbistand til Østeuropa

EU's udvidelse mod øst vil fortsat være det helt centrale tema i de kommende års
miljøbistand til Østeuropa. Desuden vil støtten i stigende omfang fokusere på at
styrke miljøadministrationerne og NGO'erne i modtagerlandene, men også på at styrke den
private sektors evne til at løse sine egne miljøproblemer. Sådan lyder de vigtigste
målsætninger i "Strategi for Miljøstøtteordningen til Østeuropa 2001-2006".
Ti års øststøtte med et samlet støttebeløb på lige godt tre milliarder kroner, og
miljøprojekter til en samlet værdi på mere end 13 milliarder kroner, repræsenterer
naturligvis en kæmpe miljøgevinst.
Men den massive indsats repræsenterer også en enorm erfaring, som blandt andet kommer
til udtryk i "Strategi for Miljøstøtteordningen til Østeuropa 2001-2006"
Strategien er således et kvalificeret bud på de træk, som kommer til at præge de
kommende års miljøbistand til Central- og Østeuropa.
Nogle af nyhederne er konkrete, mens andre i sagens natur ikke er helt så håndfaste.
For erfaringen viser, at en strategi for den samlede danske miljøstøtte til
Østeuropa skal kunne rumme lidt af hvert. I de forgangne ti år har udviklingen indtil
flere gange taget en helt uventet og til tider dramatisk drejning med krigen på Balkan
som et tragisk eksempel.
Moldova nyt samarbejdsland
Geografisk har den danske miljøbistand været centreret om Østersøregionen i de
forløbne ti år, hvilket vil sige, at støtten for langt den største dels vedkommende er
gået til lande som Estland, Letland, Litauen, Polen og de russiske nærområder i Skt.
Petersborgregionen og Kaliningrad.
Den allerhøjeste prioritet i indsatsen har været de fire ansøgerlande i
Østersøregionen, som ønsker optagelse i EU.
Men de øvrige ansøgerlande i Central- og Østeuropa har også fået og vil -
jævnfør den nye strategi - også fremover få støtte til at gennemføre de tiltag, som
er nødvendige for at leve op til EU's krav.
Imidlertid er enkelte af disse lande skønnet såpas stærke i deres evne til selv at
håndtere miljøbeskyttelsen og tilnærmelsen til EU, at de opgives som samarbejdslande.
Det gælder Ungarn og Tjekkiet, som ellers har været vigtige samarbejdslande i
miljøstøttens første år.
I takt med at optagelsesprocessen til EU skrider frem, vil de lande, som kommer til at
grænse op til det nye EU, i stigende grad komme i fokus.
Et af fællestrækkene for disse lande er nemlig, at miljø- og sundhedsrelaterede
problemer får meget lidt opmærksomhed i den økonomiske genopbygningsproces. Konkret er
der tale om Rusland, Ukraine, Hviderusland og som et nyt samarbejdsland Moldova.
Endelig vil de kommende års indsats også omfatte bistand til Balkan, hvor
Miljøstyrelsen i samarbejde med Udenrigsministeriet bidrager til
"Miljøgenopretningsprogrammet for Sydøsteuropa".
Tværgående temaer
Helt som det har været tilfældet i de seneste firefem år, kommer EU-tilnærmelsen
til at være omdrejningspunktet i strategien for de kommende år. Og det gælder både i
forhold til EU-ansøgerlandene og i forhold til SNG-landene, der i princippet har
forpligtet sig til at nærme sig EU's krav på miljøområdet.
Filosofien er klar: Jo før ansøgerlandene efterlever EU's miljølovgivning i praksis
jo bedre, da det vil give et betydeligt løft til Europas samlede miljøtilstand. Ikke
mindst fordi nogle ansøgerlande allerede har bedt om en overgangsperiode på helt op til
11 år i forhold til at efterleve EU-kravene på miljøområdet.
Selvom EU-tilnærmelsen er det mest dominerende tværgående tema i miljøstøtten, er
der også andre tværgående temaer, som får høj prioritet.
Offentlig deltagelse og NGO'ernes vigtige rolle i miljøbeskyttelsen har siden
vedtagelsen af Århus-konventionen (jvf. historien herom side 52-55 i denne publikation)
fået en stadigt større plads i det samlede billede.
Denne udvikling vil fortsætte i de kommende år.
Stærkere NGO'ere på miljøområdet bidrager dels til, at Århus-konventionens krav om
åbenhed og adgang til beslutningsprocesserne efterleves i praksis i modtagerlandene, og
dels til at give liv til og stabilisere demokratiet mere generelt i lande, hvor de
demokratiske spilleregler endnu ikke har slået dybe rødder.
Støtte til miljøadministrationerne
Men det er ikke kun NGO'erne, som skal styrkes. Det skal de private virksomheder og de
offentlige administrationer også, hvor der er et stort behov for opbygning af kapacitet
til at håndtere miljøproblemerne.
Erfaringen er nemlig, at det er de stærkeste administrationer, som opnår størst
respekt omkring miljø-arbejdet i landet og dermed de bedste resultater, blandt andet
fordi de stærke administrationer også formår at tiltrække flest nationale midler til
miljøområdet og flest internationale midler i form af støtte til investeringer fra de
internationale banker. Styrkelsen af de centrale miljømyndigheders kapacitet hænger
naturligvis tæt sammen står EU-tilnærmelsesprocessen, da denne i høj grad gennemsyrer
hovedparten af lovgivningsarbejdet hos ansøgerlandene.
Givet at det er de regionale og lokale myndigheder, som står med det endelige ansvar
for gennemførelsen af lovgivningen, vil disse få langt større opmærksomhed i de
kommende år.
De private virksomheder er på samme måde helt tæt på problemerne og skal på samme
måde inddrages i langt højere grad.
Private virksomheder inddrages
Under den centralt styrede planøkonomi i de centralog østeuropæiske lande foregik
store dele af industriproduktionen med stærkt forældede produktionsmetoder og uden
hensyn til, hvor stor den tilhørende forurening var.
Uden reel prisdannelse var der kun få incitamenter til at spare på ressourcerne og
belastningen af omgivelserne.
Resultatet var, at virksomhederne udledte stærkt forurenende spildprodukter, som igen
resulterede i høje koncentrationer af tungmetaller samt partikler i luften og i
spildevandet.
Omstillingen til markedsøkonomi har betydet, at hovedparten af virksomhederne er
blevet privatiseret. Derfor er det vigtigt at sikre, at den forholdsvis nye private sektor
i fremtiden bidrager aktivt til at løse deres egne miljøproblemer.
Det kan for eksempel ske ved at fremme danske investeringer gennem
Miljøinvesteringsfaciliteten for Østlandene eftersom erfaringen er, at der som regel
følger rimelige miljøforbedringer med direkte udenlandske investeringer.
Kemikalier som nyt indsatsområde
Almindeligvis opdeles miljøbistanden i en række indsatsområder.
Der er tale om henholdsvis luft-, vand-, affalds- og naturområdet, som er
indsatsområder, der har været med lige siden de første år i miljøstøtteordningens
levetid. Om end der naturligvis har været skiftende prioriteter og målsætninger inden
for det enkelte indsatsområde.
Med den nye strategi optræder der et nyt indsatsområde, som handler om kontrol af
forurening med kemikalier, som har fået stigende opmærksomhed gennem de senere år.
Sagen er den, at der overalt i Central- og Østeuropa markedsføres en del kemikalier,
som potentielt er skadelige for sundhed og miljø. Og uønskede stoffer, som er forbudt i
resten af Europa, bruges fortsat, og kan så genfindes i affald, restprodukter, slagger og
slam.
Derfor er det vigtigt, at EU-ansøgerlandene rent faktisk begynder at overholde EU's
lovgivning, mens SNG-landene skal have støtte til at overholde de relevante konventioner,
som mange af dem allerede har undertegnet. Dette gælder i øvrigt også
EU-ansøgerlandene.
Den danske støtte vil blandt andet basere sig på de erfaringer, som er blevet høstet
gennem de sidste ti år med udfasningen af de ozonlagsnedbrydende stoffer inden for
rammerne af Montrealprotokollen.
Det kommer for eksempel til at gælde for udfasning af bly i benzin samt indsamling og
destruktion af forældede pesticider.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |