Der er lavet positivlister for kemikalier i husholdninger, der er tilkoblet pileanlæg
(Al Seadi og Kiel 1998, Bukhave 1998). Det er desuden en udbredt holdning, at "man
skal være grøn" for ikke at svide et pileanlæg af.
Der er ikke nogen fagligt begrundet større begrænsning i anvendelsen af kemikalier i
husholdningen, end hvad der gælder for de øvrige rensningssystemer for spildevand fra
den spredte bebyggelse. Pileanlæg er, som nævnt i Afsnit 5.1, relativt store, hvilket
vil indebære en fortynding af evt. forurenet spildevand. Dertil kommer pilens
fytoremedierende evne og den mulige opholdstid for tungtnedbrydelige forbindelser.
Hvis der kun tilledes gråt spildevand, bliver der måske behov for gødning de første
år, afhængigt af jordens næringstilstand.
Hvis der indgår en pumpe i systemet, må der påregnes tid til vedligehold af pumpen.
Tidsforbruget hertil kan ikke gøres op, da der er stor variation i pumpers kvalitet
(Simonsen, 2000).
Der må påregnes et vist tidsforbrug til (bestilling af) tømning af
bundfældningstanken.
Pilen må ikke udsættes for konkurrence, før den selv er stærk nok til at skygge
anden vegetation væk. Derfor skal anlægget holdes helt rent for ukrudt gennem første
sæson. Derefter skygger pilens store bladareal for betydelig vækst af ukrudt, se Figur
5.1.

Figur 5.1:
Anlæg 6, Marjatta. Skvalderkål, brændenælde m.m. står så tæt, at det
skjuler pilestokkene, der er ved at skyde op efter høst den foregående vinter. På grund
af pilens 8 år gamle rodsystem og egenskaber, vil den i løbet af sæsonen vokse op over
ukrudtet og skygge det væk.
Pilen skal skæres ned vinteren efter første sæson for at stimulere skuddannelsen,
så vegetationen bliver tæt. Derefter høstes 1/3 eller 1/4 af anlægget hver vinter,
således at planterne hele tiden forynges og dermed holdes i maksimal vækst og
fordampning (Danfors et al. 1998, Larcher 1995) samtidig med, at der hvert
forår er en stor del af planterne, der er så store, at de kan gå i gang med at
fordampe, så snart vejret tillader det.
Det er vigtigt ikke at høste rækkevis men klumpvis, fordi klumpvis høst giver mere
lys til genvækst end rækkevis høst, hvor de ikke høstede rækker tager lyset (Verwijst
1996b). Der er i projektet registreret stor dødelighed i rækker, der er høstet mellem
ikke høstede rækker.
Registreringer af tidsforbruget til høst i 5 anlæg vinteren 1999/2000 viste, at
behovet er på ca. 2 timer/tilkoblet person til høst/år. Høsten kan planlægges i god
tid og kræver ingen kundskaber. Mange stokke er dog sandsynligvis visnet i anlæg 6 pga.
flænsede skæreflader ved høst, der derefter er blevet angrebet. En vis forsigtighed er
således påkrævet.
For hver gang der høstes, må stokkene og grenene høstes højere end gangen før for
at bevare de skud, der er dannede. Derfor er det vigtigt at høste lavt første gang. Dvs.
ca. 10-15 cm over jordoverfladen. Dette er rådet for pil i pileplantager. Det er dog i
projektet overvejet, hvilke fordele og ulemper der er ved høstning ca. 40-50 cm over
jordoverfladen. Derved kommer bladene gennemsnitligt ca. 30 cm højere op, hvilket kan
være en fordel mht. fordampning, fordi vindhastigheden stiger med højden, mens
fugtigheden falder med højden i tørre perioder. Samtidig vil den buskede del af pilene
hæves fra jordoverfladen, således at muligheden for vind, og dermed fordampning, henover
jordoverfladen øges. Det vurderes, at den ekstra transportvej for vand op gennem pilenes
xylem ikke nedsætter fordampningsevnen.
Der høstes med ørnenæb eller buskrydder. En motorsav kan ikke anbefales, fordi den
har tendens til at flænse stokkene, og fordi den lave høsthøjde og de forholdsvist
tynde stokke indebærer risiko for skade på fødder og ben (Kofman 2000). Større
høstmaskiner, der kan køre ind i anlægget, frarådes, idet de vil pakke jorden (se
Afsnit 4.4 for betydningen af pakning) og idet det areal, der skal høstes, typisk er så
lille som 50-150 m2/familie. Desuden er høstmaskiner til pileplantager
afprøvet og vurderet uegnede til høst af pil i Danmark (Kofman og Spinelli 1997a).
Grødeskærer er foreslået, men ikke afprøvet. Det kunne være relevant at afprøve en
grødeskærer i det tilfælde, at en kommunal teknisk forvaltning forestod høsten af
flere pileanlæg indenfor et mindre område.
Det er muligt, at der med fordel kan tilføjes endnu et driftskrav. Som det beskrives i
Afsnit 9, ophobes salte i pileanlæggene. En vis koncentration af salte vil begrænse
fordampningen. Derfor kan pilenes og dermed anlæggets levetid forlænges
ved, med års mellemrum, at fjerne de forholdsvist få kubikmeter frit vand, der er sidst
på sommeren i anlægget. Se Afsnit 14.10 for egnet form for tilledning af hensyn til
muligheden for oppumpning af en relativt saltholdigt blanding af spildevand og nedbør.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|