Energiforbrug og emissioner fra skibe i farvandene omkring Danmark 1995/96 og 1999/2000

11. Afslutning

I denne rapport er der fokuseret på energiforbrug og emissioner fra skibe. Det står klart, at der er tale om betydelige energiforbrug og emissioner til luften. Dette er resultatet af, at der i verden transporteres meget store godsmængder, og et meget stort antal passagerer.

Når det er sagt, skal det også gøres klart, at skibstransport alt andet lige er en miljøvenlig transportform. Med handelsskibe kan der transporteres store godsmængder for en begrænset energi- og miljøudgift pr. ton/km. Ved de transporter, hvor skibstransport er mulig, er de afledte miljøgener også gunstige for skibstransport, idet der ikke er så mange personer, der kommer til skade, få bliver direkte generet af larm og vibrationer, som ellers er kendetegnende for andre gængse transportformer som bane, vej og fly transport.

Med de mange tiltag, der er i gang omkring forskning i moderne motor og røgrensningsteknologi, er der udsigt til i fremtiden, at kunne reducere energiforbrug og udledning af emissioner.

Der er ingen tvivl om, at der i årene fremover vil være øget fokus på de miljømæssige aspekter ved skibstransport. Dette gælder indenfor skibsfartsbranchen, hos motorkonstruktører, hos rederier og hos politikere og menigmand.

Færgen "Thyco Brahe".
"Thyco Brahe" er indsat på ruten Helsingør-Helsingborg og giver i efteråret 2000 Øresundsbroen kamp til stregen.