Statistik for glasemballage 1999 1. Metode1.1 FormålFormålet med statistikken er at opstille et årligt datagrundlag for at følge udviklingen på området og på denne baggrund vurdere fordelingen mellem genanvendelse og affaldsbortskaffelse i forhold til den politiske målsætning. Krav fra EU om dataindsamling på området har dels det formål at overvåge opfyldelsen af målsætning om genvinding og genanvendelse af emballageaffald i Europa, og dels det formål at medvirke til opbygning af en fælles europæisk database, der skal kunne anvendes som oplysningskilde for området. 1.2 Statistikkens dækningNærværende statistik beskriver potentiale (forbrug), indsamling, genbrug og genanvendelse af glasemballage i Danmark i 1999. I forhold til en massestrømsanalyse indgår der ikke data for forbrug af råvarer til glasemballageproduktion. Af hensyn til opgørelsen af data jf. EU's emballagedirektiv (94/62/EF) indeholder kapitel 8 en særlig opgørelse, der skal opfylde EUs indberetningskrav. 1.3 Statistikkens grundlagStatistikkens grundlag baseres på to typer data, nemlig data fra:
Offentliggjorte statistiske oplysninger Hertil regnes oplysninger fra Danmarks Statistik og andre offentlige myndigheder som f.eks. Skatteministeriet. Rexam Holmegaard, der er Danmarks eneste glasemballageproducent og VSOD, der er brancheorganisation for importører og forhandlere af vin og spiritus i Danmark. Oplysningerne anvendes fortrinsvis til at beregne glasemballagepotentialet. Indberetninger til projektet For at belyse indsamlingen af brugte glasemballager i Danmark udsender projektet hvert år indberetningsskemaer til kommunale genbrugscentre, flaskehandlere og flaskeskyllerier. Den indberettede mængde kan suppleres med data fra Kommunedatabasen. Denne database opdateres årligt af Videncenter for affald og genanvendelse på baggrund af spørgeskemaer, der udsendes til alle landets kommuner. De kilder, der er anvendt, beskrives i det følgende. 1.3.1 PotentialeBeregning af glasemballagepotentialet baserer sig på mængden af den banderolerede mængde vin og spiritus, der sælges i Danmark. Oplysningerne fås fra VSOD, /1/ (Vin- og Spiritus Organisationen i Danmark) og DS (Danmarks Statistik), /2/. Mængden justeres for vin solgt i papemballage. Oplysningerne hertil fås fra VSOD. Der korrigeres for vin og spiritus købt i grænsehandel. Oplysninger om grænsehandelen indhentes hos Skatteministeriet, /3/. Siden 1988 har analyseinstituttet Observa (fra 1990 GfK) foretaget kvartalsvise undersøgelser af, hvor stor en del af danskernes vinforbrug, der købes i grænsehandel. Undersøgelsen foretages på basis af et udvalg på 2.000 husstande, der er repræsentative for Danmarks godt 2 mio. husstande, og opgøres som grænsehandlens procentvise markedsandel af vinforbruget. Disse undersøgelser har udgjort grundlaget for den beregnede størrelse af den del af det danske vinforbrug, der er indkøbt i grænsehandel og ved toldfrit salg. I 1995 blev opgørelsesmetoden hos GfK ændret, så der i undersøgelsen nu også medtages hedvin, vermouth, mousserende vin og perlevin. Imidlertid har undersøgelsen slet ikke vurderet omfanget af udlændinges køb i grænsehandel, der bør modregnes danskernes indkøb. Skatteministeriet udgav i november 2000 "Rapport om grænsehandel 2000". Der er her tale om den første undersøgelse, der beskriver den samlede grænsehandel. I rapporten vurderes andre undersøgelser, der beskæftiger sig med grænsehandlen, og Skatteministeriet konkluderer, at for såvidt angår vin- og spiritussalg er en nedjustering nødvendig, idet udlændinges køb har været undervurderet. I forhold til 1998 er grænsehandelens omfang således lavere i 1999. Da Skatteministeriet fremover agter at udarbejde rapporten årligt er rapportens opgørelser anvendt som beregningsgrundlag for vurderingen af grænsehandlens omfang i 1999. Data vedrørende konserves- og fødevareglas, medicinglas mm. fås fra notatet "Emballageforsyningen i Danmark 1999" /4/. Notatet baserer sig på resultater fra en samkørsel af data fra Danmarks Statistiks udenrigshandel og varestatistik. Primæroplysninger om dansk produktion af emballageglas hentes fra Rexam Holmegaard (tidl. PLM, Holmegaard) /5/. I kapitlet om indberetninger til EU (kapitel 8) indgår der en beregning af den mængde glasemballager, der cirkulerer i retursystemer. Det drejer sig her om øl- og vandflasker. Oplysninger herom er hentet fra "Emballageforsyningen i Danmark 1999" /4/. 1.3.2 Indsamling af flaskerOpgørelsen af den mængde flasker, der indsamles, baserer sig på oplysninger i indberetningsskemaerne, /6/. Flaskehandlere Flaskehandlerne bliver bedt om at oplyse det antal flasker, de har indsamlet og sorteret med fordeling på flasketyper og karakteren af indsamlingsordning (kommunal, detailhandel eller restaurant). Hvis der er tale om eksport af flasker anføres dette tillige. Der skal videre gives oplysninger om afsætning og slutbehandling af skårmængden (eksport, indenlandsk afsætning eller deponering,). Skyllerier Der er i Danmark 4 flaskeskyllerier. Disse bliver bedt om at give oplysninger om antallet af uskyllede og skyllede flasker, der håndteres på skyllerierne. Opgørelserne indeholder fordelinger på flasketyper. Videre ønskes det oplyst, hvad der sker med den skårmængde, der genereres under håndteringen. Genbrugscentre og affaldsselskaber En række genbrugscentre og affaldsselskaber indsamler og grovsorterer glasemballager. Disse modtager et indberetningsskema, der er helt identisk med det skema, der sendes til flaskehandlerne. Genbrugscentre og affaldsselskaber afhænder normalt deres indsamlede glasemballager til flaskehandlerne, der således fungerer som mellemhandlere i forbindelse med den videre afsætning af genbrugelige flasker. Kommuner Enkelte kommuner grovsorterer også den indsamlede mængde af glasemballager. Oplysninger, om hvilke kommuner der sorterer, kan hentes fra Kommunedatabasen, der årligt opdateres af Videncenter for Affald & Genanvendelse /7/. Opdateringen sker via et spørgeskema indeholdende spørgsmål bredt inden for de kommunale aktiviteter på affalds- og genanvendelsesområdet. Kvaliteten af oplysningerne er svingende, og antallet af kommuner, der indberetter, varierer fra år til år. 1.3.3 Indsamling af skårUdover de oplysninger fra indberetningsskemaerne /6/ om skårmængden, indsamles også data om skår fra to andre kilder, nævnt nedenfor. Rexam Holmegaard Fra glasværket modtages oplysninger /8/ om den mængde skår, der er modtaget til omsmeltning. Mængden er fordelt på typer og efter farve. Videre oplyses der om mængden af importeret skår samt om den skårmængde, der kasseres. Mængden af skår til omsmeltning sammenholdes med de oplysninger, som modtages fra indsamlingsleddet herunder skyllerierne. Danmarks Statistik Fra Danmarks Statistik modtages oplysninger om den skårmængde, som i følge udenrigshandelsstatistikken importeres og eksporteres /9/. 1.3.4 DatakvalitetKvaliteten af de oplysninger, der indsamles fra de forskellige kilder, beskrives i kapitel 9. 1.4 DefinitionerPotentiale Potentialet eller forbruget defineres her som den mængde af vin- og spiritusflasker, konserves- og fødevareglas, medicinglas samt engangs øl- og vandflasker, der omsættes i Danmark. Det er her forudsat, at køb og forbrug sker samme år. Potentialebegrebet anvendes synonymt med forbrug eller forsyning. Grænsehandel Grænsehandel defineres som ind- og udførsel af varer i de rejsendes bagage, betinget af afgiftsforskelle. Størrelsen af grænsehandlen indgår i beregning af potentialet. Indsamling Indsamling defineres som den mængde flasker og skår, der indsamles via kommunale genbrugscentre, kommuner, flaskehandlere og flaskeskyllerier. Der kan i enkelte år registreres andre virksomheder, som beskæftiger sig med indsamling end de, der er nævnt ovenfor. Indsamlingsprocent Denne størrelse udtrykker i procent, hvor stor en del af potentialet, der indsamles. Genanvendelse Ved genanvendelse forstås her den mængde brugt glas, der kan genudnyttes. Det kan ske som brugte men skyllede emballager (genbrug) eller som knuste glasemballager, der anvendes i en ny glasproduktion. Genanvendelsesprocent Denne størrelse udtrykker i procent, hvor stor en del af potentialet, der indsamles og genanvendes. 1.5 BeregningerDer gennemføres en række beregninger, der danner grundlag for opgørelserne i glasemballagestatistikken. Potentialet Potentialet beregnes på følgende måde. Forbruget opgøres som vægten af emballager fra dansk salg af vin og spiritus i glas, mængden af glas fra vin og spiritus der er blevet indført via grænsehandel, samt årets forbrug af andre glasemballager, der omfatter glasemballager fra nærings- og nydelsesmiddelsektoren samt medicinalvaresektoren.
Mængden af konserves- og fødevareglas samt medicinglas fås fra "Emballageforsyningen i Danmark 1999", hvor mængden er beregnet på basis af oplysninger fra Danmarks Statistik. Oplysninger om forbruget af engangs øl- og vandflasker fås fra Rexam Holmegaard. Omfanget af vin og spiritus i grænsehandlen er beregnet af Skatteministeriet. Indsamling Grundlaget er her de oplysninger, der modtages via indberetningskemaerne. Denne kilde er den eneste, der kan give oplysninger om mængden af indsamlede og skyllede flasker. Flasker opgøres i antal stk. og skår i tons. Skemaerne giver også oplysninger om den indsamlede skårmængde. Tilsvarende oplysninger fås også fra Rexam Holmegaard. Er der forskel mellem de to opgørelser anvendes oplysninger fra Holmegaard. Skår opgøres i tons. Retursystemer Til EU-indberetningerne er der foretaget en opgørelse af den mængde glasemballager, der cirkulerer i retursystemer. Det drejer sig her om øl- og vandflasker. Oplysningerne er hentet fra "Emballageforsyningen i Danmark 1999", hvor denne mængde er beregnet. Oplysninger om engangsøl- og vandflasker i retursystemer fås fra bryggerierne. Tomme og fyldte emballager Til EU-indberetningerne er der foretaget en opgørelse af produktion, import og eksport af tomme glasemballager. Mængden af importerede og fyldte glasemballager er ligeledes opgjort. Oplysningerne er hentet fra "Emballageforsyningen i Danmark 1999", hvor disse mængder er beregnet. Flaskevægte Statistikkens nøgletal oplyses i tons. De kilder der er anvendt opererer med forskellige enheder. Til omregning fra antal flasker til vægt er der benyttet følgende omregningsfaktorer. Vægten af vinflaske er sat til 475 gram. En snapseflaske vejer 520 gram. En vis del af de skyllede flasker er imidlertid halvflasker. På flaskeskylleriet De Danske Spritfabrikker, der skyller hovedparten af snapseflaskerne i Danmark, udgjorde halvflaskerne ca. 14% af det totale antal skyllede snapseflasker i 1996. Det vurderes derfor, at hvis den gennemsnitlige flaskevægt sættes til 475 gram for de skyllede Gl. Dansk- og snapseflasker, vil det samlede resultat svare til den samlede vægt af disse flasker. Vægten af en spiritusflaske er sat til 650 gram. Vægten af en genbrugt engangsølflaske er sat til 200 gram. En flaske vejer mellem 160 og 240 gram afhængigt af, om der er tale om en korthalset eller langhalset flaske. 1.6 LovgivningRåstofloven har bl.a. til formål at sikre, at naturbundne råstoffer i videst mulig omfang erstattes med affaldsprodukter. Dette kan i høj grad udnyttes i glasproduktion, hvor glasskår kan erstatte jomfruelige råstoffer. Der sker ingen kvalitetsforringelse af glasset, der kan smeltes igen og igen uden materialesvækkelse. Der er derfor et politisk ønske om at genanvende flasker, glas og skår, dels for at udnytte råstoffer ne bedre og dels for at minimere affaldsmængden. 1.6.1 Bekendtgørelse 299/1997Ifølge bekendtgørelsen /11/ skal kommunerne iværksætte indsamlingsordninger for glasemballage fra private husstande i bebyggelser, hvor der til stadighed er mere end 2000 husstande. Omkring 2/3 af den vin der drikkes i Danmark importeres på flaske. Et tal der med baggrund i de faldende vinpriser har været stigende gennem de sidste år. Sammenholdt med en generel vækst i det samlede vinforbrug er der et stigende antal brugte flasker, der ikke umiddelbart kan findes anvendelse for her i landet. Det stigende overskud af flasker bliver derfor bl.a. eksporteret til genpåfyldning i udenlandske vin- og aftapningsvirksomheder. Ifølge bekendtgørelsen om afgifter på visse detailsalgs-pakninger /12/ skal der betales en afgift på 1,60 kr. både af nyproducerede og af importerede fulde og tomme flasker. Ved eksport af brugte flasker kan der opnås refusion for denne emballageafgift på betingelse af, at der har været en dokumenteret import af tilsvarende flasketyper - en dokumentation, der kan handles mellem de enkelte firmaer. Glasstatistikken blev i 1995 ændret på enkelte områder i forhold til tidligere år, således at opgørelserne på visse områder blev tilpasset indberetningskravene i forhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om emballage og emballageaffald, /13/ også kaldet emballagedirektivet - med henblik på, at de indsamlede resultater fremover skal kunne anvendes i forbindelse med den samlede danske indberetning til EU. Ifølge emballagedirektivets artikel 6, stk. 1 skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at opnå følgende mål:
I stk. 3 fastlægges det, at Europa-Parlamentet og Rådet dels skal vurdere de erfaringer, medlemsstaterne har gjort i den første periode og dels fastlægge målene for den næste 5 års periode.
|