| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Udredning om miljødeklaration af forbrugerelektronik – fra viden til handling

4. Relevante miljøparametre i miljødeklarationer for forbrugerelektronik

Kapitel 4 indledes med en oversigt over identificerede parametre og deres grundlæggende miljøpåvirkninger.

Tabel 4.1 viser en opsamling af de anvendte parametre i miljømærkeordningerne med relevante kriterier samt angivelse af processer, materialer og komponenter, som miljøvurderingerne har peget på som væsentlige. I tabellen er det endvidere angivet hvilke miljøpåvirkninger, der ligger bagved de valgte parametre. Tabellen er opbygget, så det er muligt på baggrund af miljømærkekriterier og miljøvurderingen at udpege nogle relevante parametre.

Tabel 4.1
Miljømærkeordningernes parametre og tilhørende kriterier sammenholdt med parametre udpeget ved screening af LCA/miljøvurderinger/affaldsundersøgelser og de tilknyttede miljøpåvirkninger

4.1.1 Diskussion af miljøparametre

Tabel 4.1 lister en række parametre, der kan indgå i en "simpel" miljødeklaration for forbrugerelektronik. De potentielle miljøbelastninger, som er relateret til parametrene, er kort beskrevet herunder.

Screeningen af elektronikprodukternes miljøbelastning viser, at energiforbruget i brugsfasen giver anledning til den største miljøbelastning. AV-produkter hører til blandt de relativt mest energiforbrugende elektronikprodukter. Samtlige miljømærkeordninger stiller krav til, at elektronikprodukter skal tilhøre de mindst energiforbrugende, hvis de skal kunne erhverve sig et miljømærke. Det maksimale effektforbrug under normal drift må ikke overskride en fastlagt værdi, og der stilles krav til effektforbrugets størrelse i apparatets standby mode. Eksempelvis må en 17 tommer PC skærm ikke have et effektforbrug, der overstiger 130 W, og i laveste standby (deep sleep mode) må effektforbruget ikke overstige 8 W. Det giver en energibesparelse på ca. 95% for skærmen, når den går i laveste standby mode efter, at operatøren har forladt sin PC. En korrekt miljømæssig udnyttelse af energisparefunktionen vil kunne reducere miljøpåvirkningen. Mindre energiforbrug betyder mindre udslip af energirelaterede emissioner som CO₂, NO_X, SO₂, CO og tungmetaller og dermed mindre bidrag til drivhuseffekt, forsuring og eutrofiering.

Udslip af miljøfarlige stoffer, som halogenerede stoffer, tungmetaller og andre sundhedsskadelige stoffer er ikke ønskeligt set ud fra deres giftighed og svært nedbrydelighed og deres evne til at optages i planter, dyr og mennesker. Miljøvurderingerne (kapitel 2) vurderer ikke kvantitativt disse stoffers betydning for miljøet (flammehæmmere, tungmetaller og halogenerede stoffer). Undersøgelsen af miljøskadelige stoffer i elektronikskrot viser dog, at disse stoffer er tilstede i materialer, der anvendes til forbrugerelektronik. Miljømærkeordningerne stiller generelt krav til indholdet af disse stoffer i produkterne.

Disse stoffer kan undslippe til miljøet ved forbrænding af plast, der indeholder flammehæmmere og andre farlige stoffer. Afbrænding af PVC eller anden plast med indhold af halogenerede organiske forbindelser giver anledning til dannelse af hydrogenchlorid (HCl) og hydrogenbromid (HBr), som fjernes med et røggasrensningsanlæg. Denne proces giver anledning til dannelse af store mængder af restprodukter, der skal deponeres. Idet den eksisterende teknologi til genanvendelse af elektronikskrot ikke udnytter det fulde potentiale (Elektronikpanelets Handlingsplan 1999), vil der være en miljøgevinst ved at reducere indholdet af disse stoffer i plastmaterialer og komponenter i elektronikprodukter. En anden måde er at reducere mængden af anvendte materialer og sikre en bedre adskillelse af de forskellige anvendte materialetyper med henblik på genanvendelse. Dette omfatter bl.a. anvendelse af konstruktioner baseret på færre materialetyper; de anvendte materialer bør være mærket med henblik på identifikation.

Screeningen af elektronikprodukters miljøbelastning viser, at metaller udgør det største ressourceforbrug ved fremstilling af elektronikprodukter. Der stilles ikke direkte krav til anvendelsen af metaller i miljømærkeordningerne men indirekte ved, at producenten skal garantere en høj genanvendelighed af samtlige større materialer og komponenter. Metaller er en ikke fornybar ressource. Miljømæssigt vil det have betydning, hvis et eksisterende indsamlings- og genanvendelsessystem kan sikre en tilfredsstillende høj genanvendelse.

Der stilles krav i miljømærkeordningerne til antallet af anvendte plasttyper ved fremstilling af dele til forbrugerelektronik. Kravene stilles for at sikre en mere enkel demontering, som sikrer en øget genanvendelse af produktet. Kravene, der også påvirker affaldsmængderne, er rettet mod større plastdele - primært af chassis og kabinetter. Plasttyperne kan være homo- eller co-polymerer fremstillet af f.eks. ethylen, propylen, styren, etc. eller polymerblandinger. Valget af plasttype afhænger af de ønskede egenskaber.

De gennemgåede miljøvurderinger medtager i et vist omfang miljøbelastningerne ved udvinding af olie og naturgas, fremstilling af monomerer og polymerer, mens miljøbelastningerne ved produktion af elektronikkomponenter ikke er medtaget.

Plast anvendt til elektronikprodukter kan indeholde miljøskadelige stoffer (afsnit 2.3), som ved forbrænding kan slippe ud i miljøet. Undersøgelsen af elektronikskrot viser f.eks. at ca. 5% af plasten indeholder flammehæmmere (1994-tal).

Oversigten over sammensætning af udvalgte elektronikprodukter viser, at det gennemsnitlige plastforbrug i PC’er, fjernsyn, CD-afspillere, tunere og forstærkere udgør ca. 14% af produktet. Der er ikke foretaget en vurdering af energiforbruget ved at fremstille plast af genanvendt plast sammenlignet med plast fremstillet af nye råstoffer. Genanvendelse af plast reducerer ressourceforbruget i form af olie, gas mv. og andre stoffer til fremstillingen af ny plast.

Miljømærkeordningerne stiller krav til, at producenten skal stille med en reservedelsgaranti, der sikrer, at forbrugeren kan erhverve reservedele for elektronikkomponenter i mindst 5 år. Produktet skal kunne opgraderes med nye komponenter, og opbygningen skal være enkel, så udskiftning er mulig. Kravene til de forskellige produkter er generelt de samme, men det må antages, at værdien af oplysningerne afhænger af produktets levetid på markedet. PC’er vil typisk have en kommerciel levetid på mindre end 3 år, hvorimod TV-apparater og radioer typisk lever længere (omkring 10 år). Desuden vil en korrekt anvendelse af standby funktionen forlænge produktets tekniske levetid. De gennemgåede miljøvurderinger medtager indirekte holdbarhedens betydning for produktets samlede miljøbelastning - her tænkes specielt på energi- og ressourceforbrug.

Miljømærkeordningerne stiller en række generelle krav til producenten for at sikre, at separation af produktets komponenter er mulig for derigennem at øge genanvendelsen. Mulighederne for at påvirke genanvendelsen ligger i designfasen, hvor konstruktøren sikrer en modulopbygning, som gør det muligt at skille produktet ad i forskellige materialer og uden brug af specialværktøj. Desuden skal materialerne typemærkes. Den miljømæssige betydning af genanvendelsen er i miljøvurderingerne vist at kunne reducere belastningen fra ressourceforbruget - især aluminium, jern og kobber - væsentligt, men den afhænger dels af produktets konstruktion dels af indsamlings- og genanvendelses ordningens effektivitet. Ved en mindre effektiv ordning vil større mængder gå til anden affaldshåndtering, og den samlede miljøgevinst bliver mindre.

Omfanget af genanvendelse er ud over produktets størrelse direkte afhængig af hvor meget, der går til forbrænding, til deponering, til genbrug eller genvinding. Affaldshåndteringen af elektronikskrot er derfor afhængig af de eksisterende ordninger, der indsamler og sorterer dele og komponenter i genanvendelige fraktioner. En parameter som affaldshåndtering kan derfor give flere oplysninger om hvilke miljøforhold, bortskaffelse af elektronikprodukter medfører.

Brugen af elektronikprodukter kan give anledning til forskellige arbejdsmiljø problemer. Såfremt brugen af et elektronikprodukt giver anledning til forhold, der forringer arbejdsmiljøet, skal det oplyses brugeren. De gennemgåede miljøvurderinger omfatter ikke en vurdering af elektronikprodukternes arbejdsmiljø belastninger. De potentielle belastninger, der fokuseres på, er ofte emissioner af støv, støj, ozon og styren. Desuden kan tonere, blæk og pigmenter indeholde miljø- og sundhedsskadelige stoffer.

Brugerinformation nedfældet i f.eks. produktets brugervejledning er vigtig i forbindelse med oplysninger, som kan sikre en miljørigtig anvendelse i brugsfasen og bortskaffelse. Miljømærkeordningerne kræver, at der skal være oplysninger om, hvordan energisparefunktionen udnyttes. Dette er vigtigt, da den største miljøbelastning i elektronikprodukters livscyklus er energiforbruget i brugsfasen. Der skal være oplysninger om tilbagetagnings garanti primært for miljømærkede produkter eller for udtjent elektronik ved køb af miljømærkede produkter. Der skal være oplysninger om holdbarheds garanti og om produktets muligheder for opgradering. Dette vil samlet sikre besparelser af ikke-fornybare ressourcer (matrialeråstoffer og energi) og mindske produktets samlede miljøbelastning i dets brugsfase og ved dets bortskaffelse.

4.1.2 Prioritering og sammenfatning af parametrene

Nedenstående liste viser en grov prioritering af brugbare parametre i en miljødeklaration for forbrugerelektronik

1. Energiforbrug
2. Miljøskadelige stoffer
3. Affaldshåndtering
4. Holdbarhed
5. Arbejdsmiljø
6. Brugerinformation

Prioriteringen er opstillet på baggrund af parametrenes miljømæssige betydning, som er diskuteret i afsnit 4.1.1. De væsentligste argumenter for prioriteringen er følgende:

Som det er blevet diskuteret i de foregående afsnit, er flere parametre koblede; eksempelvis ressource - energiforbrug, energiforbrug - holdbarhed, holdbarhed - genanvendelse, energi/ressourcer - genanvendelse.

Målgruppen for miljødeklarationen er forbrugeren, hvorfor de udarbejdede eksempler kun medtager 3 af de 6 udpegede parametre: energiforbrug, farlige stoffer og affaldshåndtering. De 3 parametre er blevet udvalgt på baggrund af deres umiddelbare betydning for miljøet og for forbrugeren (læs uddybning i afsnit 4.1.1).

Afsnit 4.2 illustrerer miljødeklarationsmuligheder inden for 3 udvalgte parametre, nemlig energiforbrug, indhold af farlige stoffer og affaldshåndtering.

4.2 Relationer mellem en simpel miljødeklaration og miljø- og energimærkeordninger

Formålet med dette afsnit er at sammenligne parametrene i den skitserede enkle miljødeklaration (simple) med de eksisterende ordninger (miljømærke- og energimærkekriterier) og de krav, der kan forventes, at en formaliseret type III miljøvaredeklaration vil stille. Denne viden er vigtig i en diskussion af hvor stor tillid, forbrugeren kan have til, at den simple miljødeklaration i sidste ende kan accepteres som en type III miljøvaredeklaration.

4.2.1 Sammenligning af den simple miljødeklaration, formaliseret miljøvaredeklaration (type III) og miljø- og energimærker

Diskussionen tager udgangspunkt i ordningernes stillede kriterier og beskriver de forskelle og ligheder, der stilles til informationen. Under de enkelte parametre er der ligeledes givet en reference til IT-Branchens miljødeklaration for PC’er i det omfang, det er relevant.

Tabel 4.2 viser en generel og relativ vurdering af omfanget i de stillede kriteriekrav (informationsbehovet) for de enkelte parametre i en simpel og formaliseret miljødeklaration (type III) og energi- og miljømærker.

Vurderingen er opstillet på baggrund af antallet af kriterier, der anvendes i miljø- og energimærkeordningerne og om, hvorvidt der anvendes kvantitative eller kvalitative informationer. Et eksempel på kvantitativ information kan være batteriers indhold af bly angivet ved % eller g/kg. Et eksempel på kvalitativ information kan være brugerinformation eller, om batterierne indeholder bly.

Tabel 4.2
Kriteriekrav til en simpel miljødeklaration, en formaliseret miljødeklaration (type III) samt energi- og miljømærkeordninger. Omfanget af kriteriekrav er vurderet relativt ved, at de hvide felter viser parametre, hvor der stilles de færreste krav (mindst information). De mørkeste grå felter viser de parametre, hvor der stilles flest krav (mest information).

En væsentlig forskel mellem miljødeklarationerne og energi- og miljømærkeordningerne er, at miljødeklarationerne ikke indeholder grænseværdier/kriterier, der skal overholdes. Principielt medfører dette, at der er større mulighed for at bruge generiske data i miljødeklarationerne, hvis produktspecifikke data ikke kan tilvejebringes. Generiske data med baggrund i f.eks. litteratur og gennemsnitstal er typisk nemmere at fremskaffe i forhold til den produktspecifikke information. Udbredt anvendelse af generiske data betyder dog, at muligheden for at skelne forskellige produkters miljøpræstation fra hinanden forringes, og herved risikerer miljødeklarationen at miste sin berettigelse.

Som det ses af Tabel 4.2 er informationsbehovet mindre (færre krav) for energimærker og den skitserede miljødeklaration sammenlignet med miljømærker, idet den simple miljødeklaration og energimærkeordningerne kun stiller krav til effektforbrugets størrelse i standby eller i drift mode. Miljømærkeordningerne stiller yderligere krav ved også at medtage kriterier, som stiller krav til effektforbrugets størrelse i drift mode og krav til, at forbrugeren skal informeres om energisparefunktionen. De foreslåede oplysninger vedrørende energi vil bl.a. kunne findes i IT-Branchens miljødeklaration punkt 4.1 for energiforbrug ved drift henholdsvis ved standby.

En formaliseret type III miljøvaredeklaration er baseret på en LCA, hvorfor producenten skal skaffe miljødata ikke bare i brugsfasen men for hele produktets livscyklus. Energiforbruget i en type III miljøvaredeklaration skal udover energiforbruget fra brugsfasen også indeholde energiforbruget fra råstofudvindingen, produktionen og bortskaffelsen. Det kan være vanskeligt og behæftet med betydeligt mere arbejde at skaffe relevant miljøinformation fra led længere tilbage i produktionskæden (f.eks. råstofudvindingen), som producenten ofte ikke har kontakt med.

Screeningen (kapitel 2) og miljømærkeordningerne peger på de samme stoffer som værende miljøskadelige (flammehæmmere og tungmetaller i plast og tungmetaller i batterier, i skærme og andre komponenter). Overensstemmelsen indikerer, at disse er de væsentligste miljøskadelige stoffer, hvorfor de medtages i de skitserede miljødeklarationer under "Uønskede stoffer" (læs afsnit 4.3.2).

Dokumentationen eller informationsbehovet er nogenlunde det samme for den simple miljødeklaration som for det Svanemærkede produkt. For at få svanemærkning skal ansøger kunne dokumentere indholdet af miljøskadelige stoffer i plast og i komponenter. De samme oplysninger er nødvendige i den simple miljødeklaration. De foreslåede oplysninger vedrørende uønskede stoffer vil kunne findes i IT-Branchens miljødeklaration, punkterne 2.4 - 2.11 samt punkt 3 for informationer om tungmetaller henholdsvis halogenerede forbindelser.

Den formaliserede type III miljøvaredeklaration er baseret på en LCA, hvorfor miljøbelastningen fra de miljøskadelige stoffer skal være opsamlet for hele produktets livscyklus. Der kræves derfor mere information end for miljømærker og den simple miljødeklaration. Der kræves bl.a. en mere tilbundsgående undersøgelse af, hvilke miljøskadelige stoffer produktion såvel som affaldshåndteringen producerer eller emiterer, f.eks. fra afbrænding af plast eller deponering af tungmetalholdige batterier samt en mere præcis beskrivelse af de miljømæssige forhold omkring råstofudvindingen.

Der er en forskel på måden, Svanen og den simple miljødeklaration medtager de miljøskadelige stoffer. Svanen stiller krav til indholdet af miljøskadelige stoffer ved krav stillet til indholdet i materialerne (parameter kaldes "Materialer"), hvor den simple miljødeklaration beskriver indholdet af miljøskadelige stoffer i en parameter af samme navn. En ikke uvæsentlig årsag til dette er, at kriterierne i Svanen er udviklet primært for, at ansøger skal kunne fokusere på sit materialevalg. Derimod skal informationen i miljødeklarationen formidles til slutforbruger, som sandsynligvis har større forståelse for en parameter, der enkelt og direkte formidler de miljø- og sundhedsmæssige risici.

Den foreslåede parameter og opdeling af denne dækker indirekte kriterierne i Svanen, idet det opgør den del af produktet, der er potentielt genanvendeligt. Parameteren er således ikke i modstrid med miljømærkekriterierne, idet formålet med parameteren er at opregne mængden af materialer, der reelt kan genanvendes. Der er dog en væsentlig forskel, idet et svanemærket produkt opfylder en række krav, som sikrer høj genanvendelse på op til f.eks. 90% for PC’er (f.eks. krav om mærkning af større dele og adskillelses hastighed). Dette vil ikke være tilfældet i en simpel miljødeklaration, hvor genanvendelsen opgøres fra 0 - 100%. De foreslåede oplysninger vedrørende affaldshåndtering vil indirekte kunne findes i IT-Branchens miljødeklaration punkterne 2.1 - 2.3 samt punkt 10. Informationerne vil dog skulle suppleres og bearbejdes før, de kan indgå i den simple miljødeklaration af forbrugerelektronik.

Den formaliserede type III miljøvaredeklaration er baseret på en LCA, hvor miljøgevinsten fra genanvendelsen af materialer skal godskrives (allokeres) til relevante steder i produktets livscyklus. Genbrug af materialer sparer ressourcer et andet sted i produktionskæden, og forbrænding med energiudnyttelse spare energi i det samlede regnskab. Der er derfor et betydeligt større arbejde i at udarbejde en formaliseret type III miljøvaredeklaration.

Der er en væsentlig forskel på en parameter anvendt i Svanen og den foreslåede parameter i miljødeklarationen. Svanen stiller krav til designet, så produktet er nemt at skille ad og derfor bliver mere genanvendeligt. Miljødeklarationen viser i stedet genanvendelsen i form af affaldshåndtering, som viser andelen, der potentielt kan genanvendes og andelen, der må bortskaffes. Denne forskel opstår som følge af ansøgers og forbrugers forskellige behov, hvor ansøgeren skal have anvisninger om hvilke design, der egner sig bedst til at sikre høj genanvendelse. Brugeren kan nemmere forholde sig til en parameter vedrørende de mængder, der kan genanvendes.

4.2.2 Sammenfatning

Konklusionen af denne gennemgang er, at producenten af et produkt, der i forvejen er svanemærket, relativt nemt kan udfylde den foreslåede simple miljødeklaration, fordi alle relevante oplysninger stort set vil være fremskaffet. De skal blot behandles på en anden måde. Omvendt vil producenten af et produkt med en simpel miljødeklaration skulle fremskaffe nye oplysninger som f.eks. dokumentation for at produktet kan genanvendes i tilstrækkelig grad.

Den væsentligste forskel i arbejdet med at udvikle en simpel miljødeklaration til en formaliseret type III miljøvaredeklaration er, at data til type III skal udvikles til også at formidle miljøpåvirkningerne for hele produktets livscyklus. De valgte parametre: energiforbrug (i brugsfasen), uønskede stoffer samt affaldshåndtering kan ikke umiddelbart indgå i udarbejdelsen af type III miljøvaredeklarationer. Energiforbruget vil kunne indgå i opstilling af energiscenarier for brugsfasen, og oplysninger om uønskede stoffer vil efter kvantificering kunne indgå i emissionsscenarier for bortskaffelse/genanvendelse. Datagrundlaget for en type III miljøvaredeklaration vil derimod kunne give de ønskede kvalitative og kvantitative informationer til den simple miljødeklaration. Det kan være et stort og tidskrævende arbejde, og det kan være behæftet med vanskeligheder at skaffe relevante data. Forslaget til den simple miljødeklaration indebærer et bestemt format, som desuden skal ændres, idet type III miljøvaredeklarationer udarbejdes efter ISO 14040-43, der angiver en standard for indhold og opbygning.

Forbrugerens tillid til miljødeklarationen afhænger i høj grad af informationens kvalitet. I det omfang, miljødeklarationen ikke er tredjeparts-certificeret, kan det være nødvendigt at beskytte forbrugerens tillid. Miljødeklarationen kan være forsynet med et logo, der indikerer, at miljødeklarationen er udført i henhold til branchens regler. Formidlingen skal være præcis, tydelig og ensartet opbygget for den samme produktgruppe. Data bør derfor formidles efter et fast format, og der bør stilles nogle minimumskrav til informationen, så forbrugeren kan sammenligne produkterne.

Informationen i en formaliseret type III miljøvaredeklaration skal på samme måde som den simple miljødeklaration være korrekt og præcist formidlet. Livscyklusdata baseret på for meget litteratur og gennemsnitstal giver en usikker og utydelig miljøprofil for produktet. Det kan påvirke forbrugerens tillid til type III miljøvaredeklarationen. Med andre ord, hvis der ikke kan skaffes det fornødne datagrundlag, opstår der en risiko for, at en type III miljøvaredeklaration ikke får den ønskede gennemslagskraft.

I øvrigt behandles forhold om organisering af en miljødeklarationsordning, herunder tredjeparts-certificering eller anden certificering, ikke udtømmende i denne rapport. Forholdene diskuteres i afsnit 5.3 og i kapitel 6.

4.3 Parametre i en enkel/simpel miljødeklaration

For at det skal være muligt at følge og forstå tankegangen bag det endelige format, afspejler afsnit 4.3 arbejdsprocessen og præsenterer de forskellige formater for de enkelte parametre, der har været overvejet.

4.3.1 Parameter 1: Energiforbrug

Energiforbruget for elektronikprodukter er i LCA-screeningen såvel som i screeningen af miljømærkekriterier udpeget som en væsentlig parameter.

Som beskrevet tidligere er miljøbelastningerne fra energiforbruget forbundet med alle faser i elektronikprodukters livsforløb - fra udvindingen af råstoffer, produktion, brug og bortskaffelse af det udtjente produkt. For mange elektronikprodukter vil brugsfasen være den mest dominerende. Derfor fokuseres der på denne i det følgende. Energi i brugsfasen kan opdeles i mange dele. I en liste nedenfor er nævnt nogle af de mest typiske.

I Tabel 4.2a er der opstillet 4 scenarier for forskellige brugsmønstre, hvor der dels indgår "standby"/slukket dels kort/lang brugstid:

Scenarie 1: slukket, kort brugstid
Scenarie 2: slukket, lang brugstid
Scenarie 3: standby, kort brugstid
Scenarie 4: standby, lang brugstid

Scenarierne er opstillet for et TV med en skærmstørrelse på 28". Den korte brugstid er 2 timer og den lange 6 timer. Energiforbruget oplyst som effektforbruget ved brug er antaget at være 90 W og effektforbruget ved standby 3 W. Ved standby forstås her den tilstand, fjernsynet er i, når det er slukket med fjernbetjeningen. Nye fjernsyn kan være forsynet med forskellige funktioner, der gør at de automatisk går over i standby f.eks. et fastsat tidsrum efter sidste program er afsluttet.

Tabel 4.2a
Energiforbruget ved forskellige brugsmønstre for TV.

Scenarierne viser - med de valgte forudsætninger, at der er op til 27% besparelse ved at slukke fjernsynet helt frem for blot at slukke med fjernbetjeningen. I scenarie 3 og 4 ses energiforbruget ved standby at udgøre henholdsvis 27% og 9%. I det øjeblik, effektforbruget ved standby ikke er så lavt som i de viste scenarier, vil der ske en forskydning mod en større andel af energiforbruget ved standby. Idet scenarierne kun gælder for fjernsyn og lignende produkter (f.eks. PC-skærme), vil det være relevant at lave lignende scenarier for alle omfattede produktgrupper ved etablering af en fast ordning.

Eksemplet viser, at "brugsfasen" (den tid fjernsynet er tændt) er den mest betydende, og at det derfor vil være hensigtsmæssigt, at supplere den simple miljødeklaration med information om en eventuel energibesparende foranstaltning. Nedenstående kasse giver en anbefaling til en parameter, hvorledes energiforbruget kan vises i en simpel miljødeklaration af forbrugerelektronik. Anbefalingen gøres på baggrund af ovenstående diskussion.

4.3.2 Parameter 2: Farlige/Uønskede stoffer

Indhold af farlige/uønskede stoffer i elektronikprodukter er i LCA-screeningen såvel som i screeningen af miljømærkekriterier udpeget som væsentlige parametre.

Farlige stoffer er stoffer, der er klassificeret i henhold til Miljøstyrelsens bekendtgørelse om klassificering, emballering, mærkning, salg og opbevaring af kemiske stoffer og produkter (Miljø- og Energiministeriet, 1997). Stoffer, der er klassificeret af Miljøstyrelsen, findes i "Listen over farlige stoffer" (Miljø- og Energiministeriet, 1999a) med angivelse af fareklasse og risikosætninger. Fareklasse og risikosætninger fortæller om stoffernes farlighed. Tilstedeværelse af farlige stoffer i elektronikprodukter udgør potentielle risici i forskellige faser i livsforløbet afhængig af stoffernes karakter.

Uønskede stoffer er stoffer, der er opført på Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer. Listen opdateres med mellemrum. Stofferne på listen er stoffer, der har miljø- og sundhedseffekter, og som bruges i større mængder. Der er ikke tale om forbud mod de pågældende stoffer, men et signal om at anvendelsen på sigt bør reduceres eller stoppes.

Ved registrering af farlige stoffer (kvalitativt eller kvantitativt) kan man komme ud i det problem, at nogle stoffer kan være nødvendige for at produktet kan opfylde visse funktioner/krav⁴. Det vil derfor være relevant at overveje, om og hvordan disse stoffer skal indgå i miljødeklarationen på lige fod med de øvrige farlige stoffer.

Farlige stoffer som parameter har sandsynligvis en for stærk og måske forkert signalværdi i forhold til almindelige forbrugere. Uønskede stoffer⁵ vil have en bedre signalværdi sammenlignet med farlige stoffer.

Det er vigtigt, at producenter/importører har lyst til at udfylde en miljødeklaration, og der er formodentlig ikke mange, der har lyst til at skrive, at deres produkt er farligt. Følgende ord er relevante beskrivelser af indholdet af farlige stoffer: Farlige stoffer, Problematiske stoffer og Uønskede stoffer. Farlige stoffer er kendt i fagkredse. Problematiske stoffer er måske uheldige i nogle sammenhænge men ikke i andre. Uønskede stoffer bruges af Miljøstyrelsen om stoffer, der skal søges fjernet fra produkter. Efter nøje overvejelser vurderede Følgegruppen, at "Uønskede stoffer" som en betegnelse for farlige stoffer vil være mest anvendelig i en miljødeklaration⁶.

Nedenstående kasse giver en anbefaling til, hvorledes farlige stoffer kan vises i en simpel miljødeklaration af forbrugerelektronik. Anbefalingen er foretaget på baggrund af ovenstående diskussion.

De nødvendige oplysninger om uønskede stoffer i produktet tilvejebringes evt. ved, at producenten udfylder et skema med en række punkter, der belyser indholdet i forskellige materialer og komponenter. Punkterne er listet nedenfor, og producenten besvarer dem med ja, nej eller ved ikke: