| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Evaluering af Grøn Guide Ordningen 1997-2000
I dette kapitel vil der blive redegjort for de spørgsmål, som har været styrende for
evalueringen, og som den så vidt muligt vil søge at besvare. Det ene udgangspunkt herfor
er de succeskriterier, som regeringen og Den Grønne Fond oprindeligt har sat for
ordningen. Som det vil fremgå af det første del-kapitel, er der ikke tale om egentlige,
eksakte succeskriterier, men om nogle formål og retningslinier, som dog godt kan bruges
til at opstille en række væsentlige spørgsmål til effekterne af ordningen. Det andet
udgangspunkt er følgeforskningens tidligere analyser af de grønne guiders aktiviteter
i særdeleshed dem der findes i 6. kapitel af del-evalueringen fra 1998.
Følgeforskningen har forløbet som en fortsat veksling mellem iagttagelser og analyser.
Herudaf er der opstået en række temaer, spørgsmål og hypoteser omkring ordningens
effekter, problemer og muligheder, som siden har præget den videre dataindsamling og
bearbejdning. De har på denne måde også haft betydning for denne afsluttende
evaluering, og bliver derfor præsenteret i det andet del-kapitel.
Der er som nævnt ikke formuleret nogle eksplicitte succeskriterier for Grøn Guide
ordningen. Udgangspunktet må derfor i stedet tages i de formål og retningslinier som
gælder for Den Grønne Fond som helhed og for Grøn Guide ordningen i særdeleshed. Det
giver en væsentlig forskel. Formål og retningslinier er ikke så konkrete og eksakte som
egentlige succeskriterier; de angiver nogle opgaver og principper, på baggrund af hvilke
ordningen skal fungere, mens de kun siger noget meget overordnet om den forventede
nyttevirkning heraf.25 Som konsekvens heraf er de
succeskriterier, som opstilles senere i dette del-kapitel, formuleret som spørgsmål til
om Grøn Guide ordningen og Grøn Guide projekterne har levet op til formålene og
retningslinierne.
Hvad er det så for formål og retningslinier, som Grøn Guide ordningen er baseret
på?26
Ordningen hører under Den Grønne Fond, hvis formål er
"at engagere befolkningen i at fremme en
miljøvenlig og økologisk, herunder byøkologisk udvikling ved at give økonomisk støtte
til
 | aktiviteter, der indebærer livsstilsændringer med henblik på
nedbringelse af ressourceforbruget og beskyttelse og forbedring af natur og miljø,
herunder nyskabende eller tværgående miljøforbedrende initiativer, og
|
 | initiativer til oplysning, uddannelse og erfaringsudveksling, der
kan tilskynde til en miljøvenlig adfærd." (Lov om Den Grønne Fond)
|
|
Udover disse formål fra loven fremhæves det i § 3 i "Bekendtgørelse om Den
Grønne Fond af den 2. februar 1996" at det i forbindelse med tilskud til løn m.v.
til lokal miljørådgivning for lokalsamfund og private husholdninger skal tilstræbes "at
beskæftigelseseffekten af den givne støtte bliver størst mulig". Ordningen
medfører en umiddelbar beskæftigelseseffekt, idet dens støtte er betinget af 30%
medfinansiering af lønnen + dækning af driftsmidler fra lokal side. Statsmidlerne
animerer således til at finde lokale midler til ansættelse af grønne guider. Derudover
har fonden tolket det politiske krav om en beskæftigelseseffekt som, at der skal lægges
vægt på, hvor mange stillinger der skabes i tilknytning til de grønne guider.27
Hvad angår de overordnede formål med fonden, så rummer de to pointer, som er
væsentlige i denne sammenhæng. For det første at Den Grønne Fond skal fremme folkeoplysningen
på miljøområdet; den skal styrke befolkningens engagement og aktive deltagelse i at
fremme en miljøvenlig udvikling. For det andet at denne folkeoplysning om miljø skal
være handlingsorienteret, idet den skal støtte aktiviteter og initiativer, der
indebærer livstilsændringer og tilskynder til miljøvenlig adfærd.
Som sådan ligger intentionerne bag Den Grønne Fond i direkte forlængelse af de
første statslige initiativer til at støtte den folkelige deltagelse på miljøområdet,
nemlig "Vor Fælles Fremtid kampagnen" og "Grønne Kommuner", som blev
gennemført i perioden 1989-92. De indebar begge en nyskabelse i forhold til de vanlige
statslige informationskampagner og støtteordninger for debat-arrangementer. Hvor
informationskampagner snævert har til formål gennem en afgrænset viden at påvirke til
en bestemt holdning og en bestemt adfærd (fx. vask kogevask ved 60 grader), der byggede
Vor Fælles Fremtid kampagnen og Grønne Kommuner på en grundtvigiansk opfattelse af
folkeoplysning som gående ud på at skabe det bedst mulige videngrundlag og de bedst
mulige betingelser for at anspore til personlig stillingtagen og engagement i at løse et
aktuelt samfundsproblem. (jfr. I. Højlund 1990, s. 90ff; N. Højlund 1983). Men samtidig
er metoden hertil nærmest blevet vendt om i forhold til Grundtvigs læggen vægt på
"det talte ord" og på undervisning på højskoler som ramme herom. Med Vor
Fælles Fremtid kampagnen og Grønne Kommuner blev der i stedet lagt vægt på
ressoucestøtte til handling, og på at handlingerne skulle foregå dér, hvor folk
lever og bor. Hjælpen til at komme i gang med den lokale miljøhandling skal nære
engagementet, og gennem de lokale miljøprojekter skulle viden og holdninger så gerne
udvikles.28
Grøn guide ordningen udgør endnu en knopskydning på denne bestræbelse på at fremme
en handlingsorienteret folkeoplysning på miljøområdet. Det fremgår ganske vist ikke af
selve definitionen af de grønne guider som "lokale miljøvejledere" eller af
den efterfølgende fremhævning af, at de vigtigste arbejdsopgaver vil være rådgivning
og vejledning om:
 | "miljømæssige konsekvenser af vores levevis og forbrug |
 | miljøvenlige alternativer i hverdagslivet |
 | den sidste ny viden på miljøområdet, som har betydning for vores måde at leve og bo
på" (Fondens pjece om støtte til grønne guider 1996) |
|
Men den videre præsentation af ordningen bevidner om, at denne miljøviden skal indgå
i den grønne guides støtte til borgernes egen handlen:
"Det er ikke tilstrækkeligt at bombe borgerne
med miljøinformation og dokumentation for, at det går den gale vej. Tværtimod er det
helt afgørende at give forbrugere og producenter mulighed for selv at formulere
løsninger og konkrete forslag til, hvad der kan gøres" (Daværende formand,
Elsebeth Gerner Nielsen i forordet til fondens pjece om støtte til grønne guider 1997)
"Problemet løses ikke med mere information.
Nutidens menneske er tværtimod truet af informations-overload. Et menneske, der udsættes
for massive informationskampagner om miljøproblemerne, risikerer at blive
miljøstressede og helt opgive at gøre noget som helst, fordi opgaven
forekommer for overvældende.
Miljøoplysningen må derfor ud i lokalområderne, hvor der kan gives konkrete anvisninger
på, hvordan man kommer videre, og der kan igangsættes en lokal dynamik, der opleves som
positive tilbud til de motiverede" (Den Grønne Fonds årsberetning for 1996)
|
Af pjecen "Støtte til Grønne Guider" fremgår det i overensstemmelse
hermed, at den grønne guide, udover at være informerende, også skal være "inspirerende,
handlingsorienteret, aktiverende og koordinerende" (ibid.).
Med det aktiverende og koordinerende fremhæves guiden som en ressource, der giver "en
ny mulighed til at få styrket eller iværksat den lokale miljørådgivning"
altså en ressourcestøtte til udvikling af de organisatoriske rammer og lokale
netværk, som skal bære processen videre (Fondens pjece Støtte til Grønne Guider 1996).
Bevillingsperioden på 3 år samt usikkerheden om en mulig forlængelse gjorde det
vigtigt, at indsatsen ville nå at blive så vel forankret lokalt, at den kunne fortsætte
i en eller anden form. Fonden så tre muligheder for en fortsættelse af indsatsen ud over
de 3 år:
"De kan forsøge at finde tilskud andre steder, f.eks. hos
kommunerne. De kan forsøge at dreje deres virke i en retning, der muliggør
indtægtsdækket virksomhed eller de kan betragte deres egen rolle som begrænset
til de 3 år og forsøge at bruge denne periode til at etablere nogle nye strukturer, som
kan fungere uden fastansatte medarbejdere" (Årsberetningen for Den Grønne Fond
1997, s. 11)
|
Nærheden til lokalområdet fremhæves: Udgangspunktet skal tages i lokalområdet, og
"det vigtigste er, at den grønne guide kommer ud at røre
i mulden og fungerer som en del af lokalområdet." (ibid.).
|
I lokalområdet kan guiden
"indgå i konkrete handlingsorienterede projekter" og
"hjælpe med at afdække de vigtigste hindringer for en mere miljøvenlig levevis og
komme med løsninger på problemerne".
|
Det fremhæves endvidere i den forbindelse, at rådgivningen "bør være
tværgående og helhedsorienteret" (ibid.). Det tværgående refererer til et
ønske om, at de grønne guider vil samarbejde med og skabe samarbejde mellem
de forskellige lokale aktører; skoler, beboere, butikker, virksomheder,
foreninger, kommune etc. (Fondens pjece om støtte til grønne guider 1997). Det
helhedsorienterede kan forstås på forskellige måder, og fonden har ikke helt klart
redegjort for, hvad den mener med det. I en omtale af de første ansøgninger skriver
fonden i dens årsberetning for 1996, at
"en del projektbeskrivelser emnemæssigt var for snævert
fokuserede på f.eks. natur/grønne områder eller et andet enkeltområde, og således
ikke levede op til kravet om en helhedsorienteret og tværgående indsats".
|
Her forstås som det helhedsorienterede altså som at anlægge en miljømæssig
helhedsforståelse. En anden tolkning er, at det helhedsorienterede handler om at koble
miljøhensynene med den sociale sammenhæng. Som evaluatorer hørte vi ved flere
lejligheder denne udlægning i ordningens første tid. Fx. fra den daværende formand for
fonden, Elsebeth Gerner Nielsen, der på de grønne guiders årsmøde i 1997 sagde:
"Målet er det lysegrønne Danmark. Guiderne skal arbejde sammen
med de lokale foreninger, som er dem der kan være med eller tage over. Det vigtigste er
at være folkelig, at få folk engageret i miljø og indgå i sociale sammenhænge. Det
drejer sig både om natur og samfund. Det sociale og det miljømæssige er to sider af
samme sag."
|
Med formuleringen "målet er det lysegrønne Danmark" rummer dette citat
også et signal om målgruppen for Grøn Guide ordningen. Det er hverken de allerede
erfarne grønne eller de mest negative over for miljøsagen som er den primære
målgruppe, men den store gruppe af lysegrønne:
"Den almindelige dansker ved heldigvis godt, at der skal
omfattende livsstilsændringer til, hvis vi ikke skal ødelægge denne klode, som vi alle
sammen bor på, med overforbrug, affaldsbjerge og forurening. Til gengæld er det ikke så
ligetil at pege på, hvordan vi så skal leve. Over halvdelen af befolkningen angiver
faktisk, at de gerne vil leve mere miljøvenligt, men mangler viden om, hvad de konkret
skal gøre." (DGFs årsberetning for 1996)
|
Når Den Grønne Fond ikke har opstillet mere præcise mål, har det været for at
bevare en vis åbenhed og fleksibilitet i ordningen, så de generelle krav ikke bliver for
rigide i forhold til de særlige lokale forhold, og så der gives plads til
eksperimenteren og innovation29. Der lægges som
nævnt også vægt på, at udgangspunktet for den grønne guide er lokalområdet, og det
konstateres derfor også, at "arbejdsopgaverne vil være forskellige alt efter
lokalområdets interesser" (Pjecen Støtte til Grønne Guider 1996). De lokalt
formulerede grøn guide projekter har derfor kunnet konstrueres forskelligt og opsætte
deres egne specifikke målsætninger inden for de relativt åbne og fleksible hensigter,
som ligger til grund for ordningen.30
Efter denne gennemgang af Grøn Guide ordningens formål og intentioner kan
evalueringens succeskriterier præciseres. De kan, som nævnt, ikke formuleres som eksakte
succeskriterier. På grundlag af ovenstående formål og retningslinier fra fondens side,
er de i stedet formuleret som nogle centrale spørgsmål, som evalueringen er struktureret
efter, og som den vil forsøge at besvare. De er altså styrende for evalueringen,
samtidig med at de bevidst ikke er formuleret som ultimative krav. Den spørgende form er
mere i overensstemmelse med ordningens eksperimenterende, innovativ ånd, og de brede
formuleringer af formål og intentioner.
Overordnet vil grøn guide ordningen blive vurderet på, om den har styrket den lokale,
handleorienterede folkeoplysning på miljøområdet. Succeskriterierne anlægger fire
synsvinkler herpå. Heraf tager de tre første udgangspunkt i henholdsvis målene for det
lokale, for folkeoplysningen og for miljøet. Det fjerde succeskriterie
dækker ordningens sociale dimension.
Succeskriterier vedrørende den lokale udvikling:
 | Har grøn guide projekterne taget udgangspunkt i de lokale samfund og har de formået at
blive en integreret del af dem?. |
 | Har de benyttet de eksisterende lokale netværk, fremmet udviklingen af dem og
herigennem fremmet samarbejdet på tværs af lokalområdets aktørgrupper? |
 | Er det lykkedes for grøn guide projekterne at fungere som en lokal ressourcestøtte der
ved at aktivere, koordinere og rådgive har fremmet udviklingen af den lokale
folkeoplysende miljøindsats? |
 | Har grøn guide projekterne sikret en fortsættelse af guidens indsats efter den
treårige bevillings ophør enten ved at skaffe lokal finansiering af guidens
forsatte arbejde, ved at udvikle projektet, så det kan fortsætte som indtægtsdækket
virksomhed eller ved at gøre de lokale aktører i stand til selv at videreføre arbejdet?31 |
Succeskriterier vedrørende det folkeoplysende arbejde:
 | Er de grønne guider kommet ud og fungere blandt folk? |
 | Er grøn guide projekterne nået bredt ud, d.v.s. ud over de allerede grønne til
de mange lysegrønne , som har behov for rådgivning og vejledning? |
 | Har grøn guide projekterne gennem formidling af ny miljøviden om konsekvenser og
alternativer, samt gennem praktisk rådgivning og vejledning, aktivt medvirket til, at
folk selv finder løsninger og handler? |
Succeskriterier vedrørende bidraget til miljøforbedringer:
 | Har grøn guide projekterne gennem folkeoplysning bidraget til at fremme adfærds- og
livsstilsændringer til gavn for miljøet? |
 | Har grøn guide projekter bidraget til realiseringen af handleorienterede
miljøprojekter gennem at afdække hindringer og finde løsninger? |
 | Har de grønne guiders indsats været miljømæssig helhedsorienteret i den forstand at
den har dækket et bredt spekter af miljøemner? |
Succeskriterier vedrørende sammenhængen med sociale
forhold:
 | Har grøn Guide projekterne været helhedsorienterede i den forstand, at de har
medtænkt de sociale sammenhænge i bestræbelserne på at understøtte borgernes
miljøindsats? |
 | Hvilken direkte beskæftigelseseffekt har grøn guide ordningen haft; d.v.s. hvor mange
stillinger er der skabt i tilknytning til den grønne guides arbejde? |
3.2.
Andre centrale evalueringsspørgsmål
Som indledningsvist nævnt følger her en række temaer og spørgsmål, som supplerer
dem, der netop er blevet præsenteret som succeskriterier. De udspringer af
følgeforskningen og har for nogens vedkommende - karakter af problemstillinger og
spørgsmål, hvis besvarelse kan nuancere forståelsen af, om Grøn Guide ordningen har
levet op til sine egne mål og principper. Andre af spørgsmålene ligger ikke på denne
måde inden for ordningens præmisser, men sigter mod en vurdering af hensigtsmæssigheden
af disse præmisser; af ordningens mål og principper.32,
De supplerende problemstillinger og spørgsmål vil sammen med
succeskriterie-spørgsmålene blive behandlet og besvaret i de følgende kapitler. I den
korte præsentation af dem, som følger her, grupperes de derfor i overensstemmelse med
kapitlerne.
Spørgsmål i relation til det lokale perspektiv:
 | Vil det lokale som omdrejningspunkt vise sig holdbar i en tid, hvor individualisering og
globalisering står på dagsordenen? Hvor de mange lokkende tilbud giver den enkelte mange
alternativer til det lokale og det miljømæssige engagement? |
 | Hvad betyder det, at de grønne guider har forskelligt udgangspunkt: At nogen så at
sige starter fra 0-punktet, fordi der ikke er gang i lokalt miljøarbejde i forvejen
og/eller fordi de selv er helt nye i lokalområdet, mens andre kommer ind i en allerede
igangværende lokal proces og/eller kender lokalområdet i forvejen? |
 | Sætter de grønne guider gang i nye aktiviteter, som ellers ikke var blevet lavet eller
sker der en delegering af miljøarbejdet over på guiden, således at de lokale aktive i
virkeligheden gør mindre selv? |
 | Grøn guide ordningen og de grønne guider bygger i vidt omfang på "de små
skridts strategi"; på at tage udgangspunkt i målgruppens motiver for miljøhandling
og håbe at kunne bygge videre derfra. Men kan man komme videre fra "de lavest
hængende frugter" eller indtræder der en stagnation, når disse er plukket, og når
nyhedsværdien er væk? Giver pioner-ånd og gode eksempler anledning til ringspredning
eller ikke? |
 | Vedrørende forankringen af den lokale miljøindsats efter Den Grønne Fonds bevilling
ophører: De grønne guider er tænkt som igangsættere og innovative aktører i
lokalsamfundet. Samtidig skal de også støtte det lokale miljøarbejde. Altså på den
ene side den midlertidige fornyer på den anden side den professionelle, stabile støtte.
Medfører det sidste et ønske om at gøre de grønne guider til en fast institution i
lokalsamfundet og kan det i givet fald forenes med den innovative funktion? |
Spørgsmål i relation til det folkeoplysende perspektiv:
 | Hvilke konsekvenser har handleorienteringen for folkeoplysningen? |
 | Hvilken gennemslagskraft har grønne guider haft i massemedierne? |
 | Hvilke erfaringer er der gjort med ambassadør-strategien?; dvs. med at
kontakte og samarbejde med lokale aktører, som formidler videre til lokalsamfundets
borgere (fx. ansatte i butikker, håndværkere, foreninger m.v.)? |
Spørgsmål i relation til miljøperspektivet:
 | Hvilke miljøemner og projekter har de grønne guider typisk arbejdet med? |
Spørgsmål til de sociale perspektiver:
 | Ligger der nogle potentialer i folks optagethed af deres hverdagsliv, der kan fremme
folkeoplysningen og give nogle miljøeffekter uden at fokus er på det negative, på
afsavn, som ofte er tilfældet, når talen falder på miljø? Eller trækker koblinger til
det sociale liv og dets interesser og problemer opmærksomheden væk fra
miljøproblematikken? |
 | Lykkes det at integrere miljøarbejdet med sociale aspekter eller kipper det til
en af siderne? |
Spørgsmål til grønne guiders roller og relationer til
andre aktører:
 | Hvilke forskellige roller har de grønne guider? |
 | Hvor mange forskellige roller kan en enkelt guide håndtere? |
 | Er det fornuftigt at bygge endnu en ny struktur et nyt netværk op i
lokalsamfundet i stedet for at støtte de allerede eksisterende aktører og netværk? |
 | Hvordan er forholdet mellem de grønne guider og de andre lokale miljøaktører? |
Spørgsmål til de grønne guiders forhold til kommunerne:
 | Hvordan fungerer de grønne guider i forhold til kommunerne? |
 | Bidrager de grønne guider til udviklingen af den kommunale Lokal Agenda 21 indsats? |
Spørgsmål til grøn guide ordningens betydning for grøn
guide projekternes effekter:
 | Hvad betyder de grønne guiders alenearbejdssituation for deres indsats? |
 | Er der økonomiske barrierer for grøn guide projekternes indsats? |
 | Er Den Grønne Fonds initiativer til opkvalificering og netværkssamarbejde mellem
guiderne lykkedes? |
Spørgsmål til de grønne guiders kompetencer:
 | Hvad skal en grøn guide kunne? Hvad kan de og hvad har de generelt set
sværest ved? |
25 Denne skelnen mellem om ordningen har
fungeret som tiltænkt, og hvilken nyttevirkning den har haft, svarer til forskellen
mellem primære og sekundære effekter, som er beskrevet i kapitel 2. Pointen med at
skelne mellem funktion og nytte her er dels at markere, at der ikke findes succeskriterier
for Grøn Guide ordningen som klart siger, hvilken nytteeffekt, man har forventet
dels at åbne evalueringen for at belyse om samme funktion kan medføre forskellig nytte
under forskellige omstændigheder. For nogle af de succeskriterier, som bliver opstillet i
dette kapitel, vil denne skelnen mellem funktion og nytte ikke være klar og derfor ikke
blive foretaget. Men hvor det er muligt, vil evalueringen rumme en særskilt vurdering af
nytten.
26 Den følgende udredning af formål og
retningslinier er baseret på dokumenter og udtalelser fra 1996-1997 dvs. fra
ordningens forberedelse, introduktion og etableringsfase. Der findes også senere
materiale, der på nogle punkter rummer lidt anderledes formuleringer. Jeg har dog ikke
fundet det rimeligt, at anvende disse formuleringer, som er midt i eller sent i det
treårige forløb. Ordningen bør vurderes efter de retningslinier, den er igangsat og har
fungeret efter, og ikke efter senere reformuleringer.
27 Den Grønne Fonds årsberetning for 1996.
28 jfr. Læssøe, Jeppe 1992:
Folkeoplysningens opgave i indsatsen for en bæredygtig udvikling grundliggende
betragtninger. Tværfagligt Center, DTH.
29 I forordet til Støtte til Grønne Guider
1997 skrev formanden, Elsebeth Gerner Nielsen, således om kravene til ansøgningerne:
"Jeg vil gerne understrege, at der ikke er tale om en facitliste. Vi modtager gerne
ansøgninger af en helt anden type, f.eks. fra håndværks- og handelstandsforeninger,
ungdomsklubber og sportsforeninger gerne i samarbejde med de lokale grønne
foreninger. Desuden ser vi gerne ansøgninger, som fokuserer på nye temaer: Æstetik og
skønhed som element i det grønne forbrug; kvalitet og godt håndværk set i
forhold til ressourceproblemer o.s.v.".
30 Det må i det forbindelse præciseres, at
det hverken har været hensigten eller muligt indenfor evalueringens ressourcer at
gennemføre evalueringer af de enkelte grøn guide projekter og dermed for at tage højde
for deres specifikke målsætninger.
31Forudsætningerne for dette spørgsmål har
ændret sig siden Grøn Guide ordningens start, idet der er blevet bevilget penge til
forlængelse af Grøn Guide projekterne ud over de 3 år. Besvarelsen af spørgsmålet er
dog fortsat relevant, idet det handler om projekternes mulighed for at forankre deres
indsats lokalt I dag er spørgsmålet dog mere rettet mod, hvad der sker efter 5 ½ - 6
år, hvor projekternes 2. periode med støtte fra Den Grønne Fond ophører.
32 Nogle af disse spørgsmål findes allerede
opsamlet i Korremann & Læssøe (1998): Et år med de grønne guider
Delevaluering af grøn guide ordningen, s. 20f.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |
|