|
Evaluering af Grøn Guide Ordningen 1997-2000 Kapitel 6 Grøn Guide projekternes betydning for den lokale folkelige miljøindsats
Temaet i dette kapitel hænger tæt sammen med temaet i sidste kapitel, men er alligevel et lidt andet. Hvor fokus i sidste kapitel var på udviklingen i Grøn Guide projekterne er det i dette kapitel på udviklingen i den lokale folkelige miljøindsats: Nytter Grøn Guide projekternes integration og aktiviteter noget med hensyn til få borgerne og de andre lokale aktører aktiveret? Eller tages der måske med kyshånd imod guiderne, fordi man så kan lægge arbejdet over på deres skuldre og selv slappe af? Bliver aktiviteterne en række ’sæbebobler’ eller sker der en organisatorisk udvikling, som kan styrke mulighederne for, at den folkelige miljøindsats fortsætter? Det er vigtigt at huske på, at dette fokus kun belyser en del af de grønne guiders aktivitet. Borgerinddragelsen og aktiveringen af andre lokale aktører omkring de lokale og kommunale miljøforhold udgør kun ét ud af flere elementer i deres arbejde. Nogle Grøn Guide projekter gør meget ud af det, mens andre har lagt mere vægt på formidling af miljøinformationer til forbrugerne eller på at fungere som kritisk og konstruktiv sparringspartner over for kommunen. 6.1. Udviklingen i det lokale aktivitetsniveauSom nævnt i kapitel 5.2. har mange guider været overrasket over, hvor svært det har været at få aktiveret borgerne. I 0-punkts projekterne og en del af Mellemtype-projekterne har guiderne ikke kunnet springe ind i et igangværende aktivt miljø og fungere som en partner i samspil med de lokale aktive. De har derfor selv taget initiativer og været primus motor for de projekter, det lykkedes at få i gang sammen med nogle lokale parter. Hvis borgerne så ikke efter et stykke tid selv tager over, begynder guiden at tabe modet og føle sig slidt. De følgende citater fra guider i Birkerød og Roskilde illustrerer dette:
Det er ikke alle grønne guider, der har oplevet det sådan. Tag fx. projektet i Ikast (jfr. kap. 4) , hvor der eksisterede et Grønt Råd i forvejen, som ansatte guiden og med hendes hjælp fik styrket deres arbejde, så de nu i højere grad kan køre videre selv. Eller projektet i Hørgården (jfr. også kap. 4) hvor afdelingsbestyrelsen og ejendomskontoret var aktive i forvejen, og hvor den grønne guide hurtigt fik skabt kontakter og inddraget mange beboere i nogle store, synlige projekter. Desuden er vanskelighederne med aktiveringen ikke ensbetydende med, at det ikke kan lade sig gøre disse steder. Som omtalt i skitsen af den typiske udvikling af Grøn Guide projekter i sidste kapitel fører det midlertidigt til kriser, hvor projekterne må justere deres planer til realiteterne og fokusere på de steder, hvor de ser et potentiale. Blandt de udvalgte projekter er Nørager og Bryggen eksempler på projekter, som arbejder sig ud af vanskelighederne og får styrket det lokale aktivitetsniveau. Denne pointe – at vanskelighederne ikke forhindrer Grøn Guide projekterne i at styrke den lokale folkelige miljøindsats – bekræftes af spørgeskemaundersøgelsen. De følgende afsnit vil vise hvordan: Bidrag til den lokale udvikling På spørgsmålet "Er der forskel på det lokale aktivitetsniveau til forbedring af miljøet nu, og da du begyndte som grøn guide" svarede 68 guider fra hold 1, 2 og 3 næsten alle, at der var sket en udvikling. Diagram 1 viser dette. Guidernes begrundelser for at svare sådan, kan imidlertid være forskellige. Et tillægsspørgsmål, hvor de skulle beskrive, hvordan der var forskel, er derfor blevet analyseret på den måde, at jeg har skelnet mellem argumenter, som handler om at der er sket en organisations- og aktivitetsudvikling, og andre typer forklaringer. Disse andre typer forklaringer kan handle om, at det er den grønne guides arbejde, der udgør den øgede aktivitet, eller at der kan registreres en ændring i holdninger hos lokale aktører, eller at der er gennemført projekter med forbedringer af miljøforhold ift. tidligere. Eksempler på en begrundelse af første type er bl.a.:
Diagram 1: Se her! Eksempler på andre slags forklaringer på det øgede lokale aktivitetsniveau er bl.a. følgende:
Som det fremgår er denne type forklaringer ikke på nogen måde dårlige, men jeg har alligevel fundet det interessant at se på, hvor mange guider der på denne måde svarer ud fra egne iagttagelser og vurderinger, og hvor mange som henviser til kontante organisatoriske fremskridt. I nedenstående diagram ses forholdet mellem de to typer begrundelser for de 3 hold grønne guider: Diagram 2:
Der sker tilsyneladende en udvikling i projekterne, således at flere kan henvise til kontante eksempler på organisatorisk og aktivitetsmæssig udvikling, jo længere tid de har været i gang. Denne tendens bliver samtidig mere markant, hvis de 7 interviewede projekter fra hold 1 indregnes på baggrund af deres oplysninger i interviewene. I såfald ser opgørelsen for hold 1 sådan ud: Diagram 3:
Ud fra dette overblik over Grøn Guide projekternes bidrag til udviklingen i den lokale folkelig miljøindsats bekræftes billedet fra de 8 udvalgte projekter, om end disse fortsat hører til i den bedre del. Projekterne møder vanskeligheder i deres forsøg på at aktivere borgerne, men trods det sætter de gang i en udvikling, som over tid også ser ud til at øge organiseringen af mere permanente netværk til at fremme den lokale miljøindsats. En anden synsvinkel på de grønne guiders betydning for den lokale folkelige miljøindsats fremkommer ved at se på deres samarbejdsrelationer, og på om det er lykkedes dem at leve op til succeskriteriet om at fremme samarbejde på tværs af de lokale aktører. Fra de 8 udvalgte projekter er hovedindtrykket, at guiderne her har været meget udfarende med hensyn til at opsøge og engagere lokale aktører i samarbejder. I flere af dem har guiderne haft en vigtig funktion som "netværkere"; d.v.s. som dem der bringer folk sammen og koordinerer projekter, hvori flere parter indgår. Men hvordan ser det ud, hvis vi ser på hold 1 som helhed? Diagram 4:
Der har sikkert været flere samarbejdspartnere end de nævnte, idet årsrapporterne ikke omfatter alle aktiviteter. Oversigten må dog formodes at indeholde de vigtigste målgrupper. I alt rummer opgørelsen 222 samarbejdsrelationer for de 23 guider dette år – dvs. knap 10 pr. guide. Det behøver ikke nødvendigvis at betyde, at der er tale om 10 forskellige samarbejdspartnere, i det der kan være gennemført flere aktiviteter med den samme part involveret. På den anden side viser oversigten, at der er en stor bredde i gruppen af samarbejdspartnere. Udover de 20 kategorier, hvor der har været minimum 3 samarbejder i løbet af året, dækker kategorien "Diverse" yderligere 10 aktør-kategorier, hvor der i enkelte tilfælde har været samarbejde. Blandt disse er bl.a. plejehjem, arbejdsformidlinger, produktionsskoler og biblioteker. Dertil kommer at den hyppigste samarbejdspartner er Lokal Agenda 21 grupper eller Grønne Råd, hvilket i mange tilfælde er grupper/råd med repræsentation fra flere forskellige lokale aktørgrupper. Kategorien "Andre grønne guider" er ganske givet væsentlig større i dag, fordi der er flere guider, hvilket gør at der ikke er så langt mellem dem. De fleste kategorier består af andre professionelle aktører i lokalområdet. Det skal dog bemærkes, at lægfolk ikke kun indgår i kategorien "Borgere/beboere", men også findes i lokale Agenda 21 organiseringer, i boligselskabers afdelingsbestyrelser, i grundejerforeninger og foreninger i øvrigt. Der er ikke noget odiøst i, at de professionelle aktører alligevel dominerer billedet. Tværtimod er der god fornuft i, at de grønne guider har søgt at koble deres kræfter med andre eksisterende professionelle ressourcer i lokalsamfundene. Det kan dog også afspejle det omtalte problem med at få aktiveret borgerne. Antal og type samarbejdspartnere siger imidlertid ikke noget om, hvorvidt de grønne guider har fremmet samarbejde på tværs. Men i den afsluttende spørgeskemaundersøgelse er der et spørgsmål, hvis besvarelse kan sige noget om det. Det drejer sig om de grønne guiders bidrag til udvikling af netværk. Guiderne har således svaret på, om de har bidraget til netværksudvikling mellem lokale borgere, på tværs af lokalområder, mellem borgere og politikere/embedsmænd og/eller mellem andre lokale aktører. I dette tilfælde er de grønne guider fra hold 2 og 3 også blevet bedt om at besvare spørgsmålet, selvom de ikke har haft så lang tid som hold 1 til at bidrage til netværksudviklingen. Baggrunden herfor har været ønsket om at få en indikation af, om arbejdet på de senere hold adskiller sig væsentligt fra hold 1’s. Kategorien "mellem andre lokale aktører" dækker over mange forskellige samarbejder på tværs. Eksempelvis mellem et museum, en kommune, og et amt eller mellem en SFO, en beboerrådgiver, og en A21 medarbejder. Det må understreges, at der er en usikkerhed i denne opgørelse, idet det ikke er muligt at se, hvorvidt besvarelserne omhandler bidrag til netværkssamarbejde omkring en enkelt aktivitet eller om det handler om bidrag til organisering af mere permanente netværk. Begge dele indebærer dog "at fremme samarbejde på tværs", så i den forstand viser diagrammet, at mellem 40 og 80% af guiderne har bidraget på de forskellige områder.57 Der ligger ikke noget krav om, at guiderne skal bidrage til samarbejde på tværs på alle disse måder. Samlet set giver opgørelsen indtryk af, at den udfarenhed omkring at skabe samarbejde og den koordinerende "netværker-rolle", som er tydelig i de fleste af de 8 udvalgte projekter, også er generelt gældende. Diagram 5: Se her! I øvrigt viser diagrammet, at hold 2 og 3 ikke står tilbage for hold 1 m.h.t. at samarbejde på tværs. Inden for kategorien "På tværs af lokalområder" har de dog foreløbig en lidt lavere aktivitet. Forskellen mellem holdene er snarere som det blev vist i den foregående analyse, at guiderne på hold 2 og 3 generelt ikke er nået lige så langt med en mere permanent organisering af netværksrelationerne. Forskellige typer bidrag til den lokale udvikling Det er vigtigt, at være opmærksom på, at Grøn Guide projekterne bidrager på forskellige måder til at styrke det lokale miljøarbejde. I det foregående afsnit blev det allerede antydet gennem differentieringen af deres indsats i forhold til udvikling af forskellige typer netværk. Men det kan også belyses med lidt mere kød og blod på, ved at se på, hvad det er for forskellige typer initiativer, som de grønne guider tager, eller er med til at opbygge. Analytisk kan vi skelne mellem to typer grøn guide indsatser for at fremme det lokale aktivitetsniveau:
Det følgende giver nogle typiske eksempler på, hvad det kan handle om: Projekter der sigter på at få miljøhensyn bragt ind i eksisterende praksisser hos forskellige lokale aktører:
Initiativer til – eller understøttelse af – nye, tværgående, miljøfremmende indsatser:
I forlængelse af denne liste kan det være på sin plads at introducere én måde analytisk at skelne mellem forskellige typer grønne guider.58:
Tilbage i delevalueringen beskrev vi det som et spørgsmål om, hvor snævert eller bredt guiderne når ud, og hvor dyb eller overfladisk processen i det enkelte tilfælde bliver.59 Det er vigtigt at være opmærksom på, at Grøn Guide ordningen giver rum til disse forskellige typer - eller strategier om man vil. Det er også vigtigt at være klar over, at de fleste guider kombinerer de forskellige typer på forskellig vis. Pointen her er, at i forhold til lokaludviklingsperspektivet, kommer "entreprenørerne" og "projektmagerne" tydeligst frem, mens informatorerne ikke bidrager så meget til den side. Det indebærer imidlertid ikke, at de ikke er aktive. De kan være både meget aktive og have gode succeser, fx. i et folkeoplysningsperspektiv (som behandles i kapitel 8.) 6.2. Erfaringer med barrierer og mulighederI dette delkapitel vil jeg tage nogle af de grønne guiders erfaringer op, som kan sige noget om, hvad der er vigtigt for at kunne befordre en udvikling af den folkelige lokale miljøindsats. Passivering i stedet for aktivering? Nu blev det vist i 6.1. at det trods besvær lykkes mange af guiderne at bidrage til en aktivering af borgere og andre lokale aktører. Men igennem årene har jeg flere gange hørt guider tale om, at der sker en delegering af ansvar over på dem fra de lokale aktive. Man kan derfor stille sig spørgsmålet, om Grøn Guide ordningen på en måde også har en passiverende effekt? Guiden fra Egebjerg på Fyn skriver om det:
På Møn har guiden også oplevet det, og lægger ligesom Egebjerg-guiden vægt på, at man må leve med det:
Som det fremgår her, handler problemet om forholdet mellem guiden som professionel og samarbejdspartnerne som frivillige. I forbindelse med interviewene vedrørende de 8 udvalgte projekter, spurgte jeg samarbejdspartnerne, om de ikke kunne have gennemført de samme ting uden en grøn guide. Hertil var svaret, at initiativerne enten ikke var blevet til noget eller havde været mindre og taget længere tid at etablere, hvis ikke den grønne guide havde været der. De oplevede det ikke som om, at de delegerer og slapper af, men tværtimod som at guiden har givet deres arbejde en saltvandsinsprøjtning, som gjorde at de holdt ud og kunne være med til større og bedre aktiviteter. Det passer jo godt med det generelle indtryk fra den hidtidige analyse her i kapitlet. Konkret kan de aktive borgere lade ting over til guiderne og slappe mere af, end de ville have gjort, hvis der ikke var en guide, men det ser i det store billede ikke ud til at være et generelt og alvorligt problem. Derimod handler det om, at guiderne, styregrupperne og Den Grønne Fond reviderer nogle forhåbninger til borgeraktiveringen, som i begyndelsen har været for høje. Guiderne bag ovenstående citater har erkendt, at de i flere sammenhænge vil stå som ene professionel med en frivillig kreds borgere. Endnu en guide, dennegang fra Birkerød, supplerer, når hun skriver,
På den ene side består problemet nok i, at borgerne, som guiden skriver her, generelt har en stadig mere travl hverdag, hvor deltagelse i et miljøarbejde som med tiden bliver stadig mere professionaliseret kræver store ofre. På den anden side har vi så guiderne, som kommer med høje forhåbninger og et pres for at bevise deres værd. Det giver forståeligvis let anledning til frustrationer. Guiderne bliver dynamoerne, som sikrer at der sker noget, og at tingene bliver gjort ordentligt. En opgørelse af hold 1’s aktiviteter i deres andet år viser, at de i 70 ud af 127 aktiviteter havde denne primus motor rolle, mens de i de øvrige 57 tilfælde var en aktiv part blandt flere. Ligesom flere af de interviewede guider nævner også flere guider i spørgeskemabesvarelserne, at de håber, at de efterhånden i mindre grad skal være arbejdshesten der trækker læsset og i højere grad konsulenten til borgernes og de andre lokale aktørers egne projekter. Med den positive udvikling i det lokale aktivitetsniveau, som ses i mange af projekterne, er en sådan udvikling ikke urealistisk. På den anden side så må forestillingen om borgerinddragelsen som noget, der blot skal skubbes i gang, som en vogn der skubbes ned ad en bakke, aflives. Det er sejt arbejde. Vognen skubbes i begyndelsen stort set hen ad en jævn, tung vej, men der er visse tegn på, at guiderne ikke behøver at skubbe ligeså hårdt, når vognen efterhånden begynder at rulle. De grønne guider arbejder under forskellige betingelser, og hvad der er den rigtige fremgangsmåde det ene sted, er det ikke nødvendigvis det andet sted. Fx. skriver en guide fra Esbjerg, at foredrag er en god metode der, mens happeninger i gågaden virker alt for anmassende på folk. Det er helt modsat mange andre steder, hvor det er endog meget svært at få folk til at komme til et foredrag. Trods denne forskellighed har jeg samlet nogle af de erfaringer, som jeg mener generelt peger fremad i forhold til de grønne guiders borgerinddragelse: Integrering af miljøhensyn i lokale netværk og projekter: I delevalueringen citerede vi guiden i Nørager for noget, som godt kan tåle gentagelse:
Som mange andre begyndte han med at kontakte en masse folk, men var også utålmodig og forsøgte at samle dem omkring sine initiativer til miljøprojekter. Jævnfør beskrivelsen i kapitel 4 lykkedes det delvist, men processen kom først rigtigt i gang, da han var medinitiativtager til et landsbyråd, som samlede deltagere fra kommunens 6 landsbyer om at arbejde for lokalsamfundenes overlevelse og udvikling. Her var udgangspunktet altså ikke et miljøemne, men folks lokale og sociale liv. Men det giver rig mulighed for at han så kan deltage heri og hjælpe med at få medtænkt miljøet i denne lokale udviklingssammenhæng. Historien fra guiden i Malling handler også om en sådan udvikling. Om at møde folk ved at tage udgangspunkt i lokalsamfundet og det sociale liv – og her få miljøperspektivet integreret, i stedet for at forsøge at bruge miljø-opgaver som guleroden, der skal få folk til at mødes og gøre noget aktivt. Ambassadørstrategien: Princippet om at udbrede budskaber gennem at formidle til formidlerne er på ingen måde nyt. Når mange guider samarbejder med andre professionelle i lokalsamfundet er det ofte denne ambassadør-strategi, de benytter. I et folkeoplysningsperspektiv er risikoen, at det bliver de professionelle som sammen tager sig af sagen, og løser den for folk. Men når guider samarbejder med butikker om at forhandle miljøvenlige produkter, eller med daginstitutioner om kompostering, øko-mad m.v., så er det også en måde at nå forbrugerne, børnene og deres forældre. Samtidig er det en måde, som udnytter eksisterende ressourcer i lokalsamfundet, hvilket ikke kun giver større effekt, men også er en god måde at forsøge at forankre miljøindsatsen. Opsøge og modtage hjælp udefra: En anden måde at styrke indsatsen og nå flere borgere handler om at alliere sig med aktører udenfor lokalsamfundet, som gerne vil komme og deltage i nogle bestemte projekter. Den grønne guide i Hørgården kunne aldrig selv have besøgt 650 lejligheder og talt med beboerne om mulige miljøforbedringer. Her havde hun et hold praktikanter til at hjælpe sig, ligesom hun i flere andre projekter har samarbejdet med studerende fra uddannelsesinstitutioner. Andre mulige samarbejdspartnere er fx. forsyningsselskaber og forskere. Ad hoc opgaver i stedet for permanente grupper: Borgernes modvillighed behøver ikke betyde, at de ikke gerne vil, men kan bunde i en angst for at række fanden en lillefinger og binde sig til noget, som vælter hverdagens stramme tidsplan med konsekvenser for familieliv, helbred m.v. Guiden i Allerød fandt en vej frem, da han i stedet for at køre faste temagrupper, forsøgte med projektgrupper i afgrænsede tidsforløb i stedet. Det er stadig de samme som deltager på kryds og tværs, men med den forskel, at de nu kan overskue, hvad de er gået med til, og let kan regulere deres aktive deltagelse. Hverdagsmagere frem for elite-aktivister: I et nyligt afsluttet forskningsprojekt om "Demokrati fra neden" skelner forskerne mellem "hverdagsmagerne" som dem, der er aktive i demokratiske sammenhænge, som vedrører deres egen hverdag og elite-aktivister, som har politisk aktivitet nærmest som livsform, og som retter deres indsats mod de større politiske problemstillinger. Hvis vi tager lidt frit på denne opdeling og også indregner de centrale beslutningstagere og mest politisk aktive i lokalsamfundene hertil, så kan man sige, at de på flere måder kan være gode at samarbejde med for grønne guider, men at også de har et tidsproblem, som gør, at man måske ikke skal satse alt for meget på dem. Som omtalt i beskrivelsen af forløbet på Bryggen (jfr. kap. 4), havde guiden her netop satset på at bruge lokalsamfundet spidser som nøglepersoner, der som en slags ambassadører skulle hjælpe projekter i gang og videre ud til en bredere borgergruppe. Det viste sig imidlertid, at tingene ikke kom nogen vegne, fordi de også havde så mange andre sager kørende. Der kom derimod skred i tingene, da hun henvendte sig til de mindre aktive, men dog stadig aktive borgere i kvarteret omkring konkrete projekter. Herigennem fik hun projektgrupper i gang, hvor deltagerne brændte for netop dette ene projekt og ikke havde 100 andre jern i ilden.
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
