| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Evaluering af Grøn Guide Ordningen 1997-2000

Kapitel 10 Den sociale dimension

I dette kapitel tages der fat på de sidste af de opstillede succeskriterie-spørgsmål, nemlig dem om Grøn Guide ordningens sociale dimension:

Af kapitel 3 fremgår det, at det første af disse succeskriterier hidhører fra intentionerne om, at Grøn Guide projekterne skal være helhedsorienterede; et begreb som er åbent for fortolkning, men som bl.a. er blevet udlagt som et ønske om, at de grønne guiders miljøarbejde medtænker den sociale sammenhæng. Som sådan er der ikke tale om et ultimativt kriterium, men dog om et relevant tema for evalueringen af ordningen. Det behandles i 10.1., hvorefter der i 10.2. ses nærmere på Grøn Guide ordningens beskæftigelseseffekt.

10.1. Sammenhænge med sociale forhold

Der er flere eksempler blandt de 8 udvalgte Grøn Guide projekter, som kan belyse, om der er sket en samtænkning af miljømæssige og sociale aspekter, og hvordan det i givet fald er sket:

I Malling var projektet helt fra starten formuleret som et projekt med vægt på, at guiden ikke blot skulle være miljøagent, men også arbejde for styrkelse af de sociale netværk og det sociale liv i området. For et 0-punkt projekt tager det imidlertid lang tid at blive integreret i de eksisterende sociale netværk og få gang i aktiviteter, som både har sociale og miljømæssige mål. Efter i den første tid at forsøge at samle folk omkring miljøinitiativer som fx. foredrag og grøn livsstil kurser, blev guiden efterhånden integreret i nogle lokale udviklingsinitiativer. Hun lægger nu sine kræfter i projekter, som overordnet set handler om udvikling af lokalområdets sociale miljø, og arbejder i den forbindelse på at få miljøaspekter og dialog om miljø ind som en del heraf. Det sker fx. gennem udviklingen af det lokale IT-netværk og gennem en datastue for ældre borgere. På sigt er ideen, at denne ‘omvej’ via projekter med et socialt indhold skal sikre en kobling af borgernes lokale livskvalitet med bæredygtig miljøudvikling i området.

Den samme investering af kræfter i den lokale, sociale udvikling - og integration af miljøet heri - ses hos guiden i Nørager, hvor først oprettelsen af Landsbyrådet, og siden dette råds aktiviteter har denne karakter. Projektet inde på Bryggen i København har til dels også denne karakter. To af guidens større aktiviteter – Grøn Plads projektet og markedsdagene "Bryggens virkelighed" – var dog begge allerede igangsat ud fra sociale motiver inden guiden begyndte. Guiden har imidlertid gået ind og har styrket arbejdet med dem, samtidig med at hun har tilføjet miljøperspektivet.

I Høje-Taastrup har etableringen af laug omkring lokal selvforsyning og en vegetarisk spiseklub med foredrag om miljøemner også en klar social sammenhæng. Man kan sige, at der her er integreret klare sociale kvaliteter i organiseringen af miljøfremmende indsatser. Hvor det ovenfor var sociale aktiviteter, som fik et miljømæssigt islæt, er der her snarere tale om, at det er miljøaktiviteter med sociale kvaliteter.

Projektet i Hørgården kan på en måde minde om det i Malling, i og med at det også her både handler om miljøudvikling og social udvikling. Men der er alligevel en forskel, for i Hørgården har miljøaktiviteterne et langt stykke ad vejen været midlet til at styrke beboer-aktivitetsniveauet, skabe liv og debat og opbygge bebyggelsens selvværd. Man kan ligefrem tale om, at det lokale miljøarbejde også har været et socialpolitisk virkemiddel.⁹⁶

Ser vi bredere ud på resten af hold 1 projekterne, så har 10 ud af 14 af dem også eksempler på to af de ovennævnte typer af koblinger mellem miljøet og det sociale.⁹⁷

Den første type social-miljø koblinger, der er eksempler på, er den, hvor miljø-aktiviteten bidrager til et socialpolitisk projekt. Her nævnes tre eksempler:

De fleste af de 10 guiders eksempler handler om miljøaktiviteter med sociale kvaliteter. Det drejer sig om

Vægtningen af miljøet og det sociale er her ikke helt den samme. Når man fx. laver en torvedag med café, bliver det sociale et middel til at trække folk til. I andre af eksemplerne er det sociale et mål ved siden af det miljømæssige mål.

Så var der den tredje type, hvor udviklingen i lokalsamfundets sociale liv mere omfattende er guidens strategi for at få engageret borgerne og integreret initiativer til fremme af en bæredygtig udvikling. Her er det bemærkelsesværdigt, at tre af de 8 udvalgte projekter kunne regnes til denne type, mens de øvrige grønne guider på hold 1 ikke angiver at arbejde sådan. Det kan dog meget vel være en følge af spørgsmålets formulering, hvor der spørges til, om de har medvirket til eller stået for aktiviteter, som også havde sociale mål eller motiver. Analysen af de grønne guiders integration og bidrag til udvikling af de lokale netværk og miljøaktiviteter i kapitel 6 indikerer, at de også på denne måde i en eller anden grad bidrager til at styrke det sociale liv i lokalsamfundene. Det er dog meget muligt, at det ikke som i Malling og Nørager er en bevidst strategi.

Mit indtryk, fra besøg og diskussioner på de 3 første hold grønne guiders efteruddannelseskurser, er, at de grønne guider er stærkt optaget af metode-spørgsmål, mens de i ringe grad reflekterer deres indsats på et strategisk niveau. Det kan have betydning for deres forhold til den sociale dimension. Det sociale bliver generelt betragtet som et vilkår og et middel. Det er der ikke noget i vejen med. Men koblingen mellem det sociale og miljøet kan også omhandle de sociale dynamikker, der skaber miljøproblemerne, som et område man kan påvirke og herigennem fremme en bæredygtig udvikling. Endvidere kan det sociale inddrages som mål, der må medtænkes i løsninger ud over de miljømæssige mål. Den ringe opmærksomhed herpå er ikke noget der gælder særskilt for de grønne guider. Miljødiskursen er generelt meget ’miljøcentreret’⁹⁹; dvs. optaget af at analysere miljøproblemerne og anvise samfundet miljørigtige løsninger herudfra, mens det skorter på forsøg på at forstå, hvad det er i samfundet der skaber miljøproblemerne, hvordan forskellige sider af samfundets udvikling påvirker vilkårene for at løse dem, og hvad det er for sociale mål og hensyn, som miljøløsninger også må medtænke.

Da folkeoplysningen om bæredygtig udvikling har til opgave at styrke miljødiskursen i befolkningen burde det i særdeleshed være væsentligt for den at forholde sig til de begrænsninger og muligheder, der ligger for udviklingen af denne diskurs. En central udfordring i de kommende år vil være at få integreret de sociale og økonomiske dimensioner med miljødimensionen i arbejdet for en bæredygtig udvikling. Det er umiddelbart vældigt abstrakt i forhold til lokalt miljøarbejde, men på den anden side bør folkeoplysningen på området vel forsøge at være med i en sådan diskurs- og strategiudvikling, i stedet for at gå i stå og gentage det samme. Forbrugs- og livsstilsudviklingen er flere gange blevet nævnt som et af de områder, som guiderne har haft svært ved at håndtere. Her er der ellers et område som er oplagt interessant – såvel set ud fra en analyse af dynamikker bag miljøbelastningen, ud fra motiver blandt borgerne for at engagere sig, og ud fra sociale mål, der kan kobles med miljømål, At det er vanskeligt konkret at få gang i aktiviteter herom, kan netop skyldes den ’miljøcentrerede’ forståelsesform, som fx. kommer rent til udtryk i det hollandske "grøn livsstil" kursuskoncept, som er blevet importeret til Danmark og anvendt af flere guider. I stedet for denne systematiske træning i miljøoptimering af husholdningen, kunne det være, man skulle tage udgangspunkt folks liv i stedet for i miljøet; i problemerne i moderne menneskers hverdagsliv og i deres drømme og behov. Udfordringen kunne bestå i gennem konkrete udviklingsaktiviteter at give disse frustrationer og længsler nogle positive og bæredygtige svar.

Som nævnt i kapitel 3 er det præciseret i en bekendtgørelse om Den Grønne Fond, at miljørådgivningen for lokalsamfund og private husholdninger skal tilstræbe "at beskæftigelseseffekten af den givne støtte bliver størst mulig". Jeg har ikke været inde og analysere, om de enkelte projekter kunne have fået sat flere i arbejde. Derimod kan spørgeskemabesvarelser fra hold 1 og 2 om den direkte beskæftigelseseffekt af deres projekter give et indtryk af, hvad der faktisk er sket. Spørgeskemaet er besvaret af i alt 35 grønne guider: 14 fra Hold 1 og 21 fra hold 2. Svarprocenten er dermed kun 64%, hvorfor opgørelsen også må tages med forbehold. Det kan således tænkes, at de guider der har kunnet angive en beskæftigelseseffekt har været mere villige til at svare, end dem der ikke har kunnet angive en sådan effekt. Der kan dog selvfølgelig også være andre grunde til de manglende svar – fx. travlhed – men en skævhed som omtalt kan ikke udelukkes.

Tabel 8 på næste side viser, at de tilsammen 35 grønne guider indtil videre har haft 51 personer ansat i tilknytning til deres projekter. Af disse har de fleste – nemlig 37 været ansat for en periode på mellem 3 og 12 måneder. Det skyldes, at de grønne guider har haft mange arbejdsløse i jobtilbud og/eller bistandsklienter i aktivering. Den grønne guide i Høje-Taastrup har fast 3 personer i aktivering og har alt i alt haft 16 aktiverede knyttet til projektet i løbet af de 4 år som grøn guide. Det har ikke været uproblematisk. Nogle af de aktiverede har været for hårdt belastede. Det har givet konflikter, hvor den grønne guide har oplevet at mangle arbejdsgiver-kvalifikationer. Efterhånden har det dog fundet et rimeligt leje, hvor guiden ikke tager imod alle tilbud om arbejdskraft.

Tabel 8:
Beskæftigelseseffekt i form af ansættelser i stillinger i tilknytning til den grønne guide – hold 1 og 2:

En anden side af de grønne guiders bidrag til beskæftigelsen handler om de projekter, de har været med til at sætte i gang i lokalsamfundet. Det kan fx. være et genbrugsprojekt, hvor der skal ansættes flere ejendomsfunktionærer for at klare opgaven, eller et kursus for grønne gårdmænd, hvor deltagerne får kvalifikationer, der bagefter bringer dem i fast arbejde. Tallene i tabellen nedenfor afspejler næppe hele effekten heraf, i det den kun dækker den direkte beskæftigelseseffekt, mens man også må regne med, at bl.a. genbrugsprojekter, som mange grønne guider har arbejdet med, også har en indirekte effekt ved at fremme beskæftigelsen med oparbejdning af det genbrugelige affald.

Tabel 9:
Beskæftigelseseffekt i form af nye arbejdspladser i forbindelse med de udadvendte projekter, som grønne guider på hold 1 og 2 har bidraget til:

Udover bidrag til at få flere i lønarbejde har de grønne guider også hjulpet uddannelsesinstitutioner med praktikpladser og projektsamarbejder med studerende. Det har typisk været praktikanter fra ernærings- og husholdningsøkonom seminarer samt fra universiteter. Som det fremgik af beskrivelsen af projektet i Hørgården, havde guiden her alene 27 praktikanter i løbet af 3 år. De samlede tal for de 35 hold 1 og 2 guider ser således ud:

Tabel 10:
Praktikanter i Grøn Guide projekter – hold 1 og 2:

Samlet kan man altså ud fra disse 35 grønne guider sige, at den registrerbare beskæftigelseseffekt for Grøn Guide projektforløb på fra 2 1/2 til 4 år, ligger på ca. 1,5 person i tilknytningen til selve bemandingen af Grøn Guide projektet (excl. den grønne guide selv), samt 1,2 person i tilknytning til de udadvendte projekter. De førstnævnte er overvejende midlertidige ansættelser, især i forbindelse med jobtilbud/aktivering. Over halvdelen af de sidstnævnte er faste ansættelser. Hertil kommer, at de 35 guider i gennemsnit har haft 2,5 praktikant hver. Det nævnte forbehold ved opgørelsen betyder dog, at disse tal muligvis er højere, end hvis alle projekter på de 2 hold havde indgået i opgørelsen.

Grøn Guide ordningen har i sig selv bidraget med 70% til finansieringen af næsten 100 grøn guide stillinger. Disse penge har hjulpet til at skaffe yderligere 30% ud af lokale midler – og med forlængelserne af de fleste projekter kan det konstateres, at de fleste af disse lokale finansiører er villige til at yde bidrag til at fastholde disse stillinger i endnu en periode. Den økonomiske belastning af de offentlige kasser, som disse små 100 arbejdspladser indebærer, må imidlertid også ses i sammenhæng med, at disse projekter i den anden ende gavner samfundet – ikke bare miljømæssigt – men også ved at skabe nye arbejdspladser i det omfang, som er vist her.