Kapitel 11 De grønne guider og kommunerne, Miljøstyrelsen

Evaluering af Grøn Guide Ordningen 1997-2000

Del IV Forhold af betydning for Grøn Guide ordningens effekter

Denne del rummer ikke nogen dokumentation af Grøn Guide ordningens effekter, men belyser en række af de forhold, som har stor betydning for, om den får de ønskede effekter eller ej. Det er således forhold, som det er vigtigt at have indsigt i og at forholde sig til, når spørgsmålet om ordningens fremtid tages op i forbindelse med sammenfatningen af evalueringen.

Del IV tager således 4 sådanne forhold op:

Først - i kapitel 11 - forholdet til kommunerne: Hvordan har det udviklet sig, og hvilke problemer og muligheder ligger der heri?

Dernæst forholdet til andre lokale aktører. I kapitel 12 ses der her dels på guidernes forhold til det lokale erhvervsliv, dels på deres position i forhold til andre beslægtede aktører som naturvejledere, beboerrådgivere m.v.

Kapitel 13 omhandler nogle af de forhold ved Grøn Guide ordningen, som har indflydelse på effekten af de grønne guiders arbejde.

Til sidst - i kapitel 14 - rettes opmærksomheden så mod de grønne guider selv: Hvilke kompetencer er vigtige som grøn guide? Hvad har de haft svært ved? Og hvordan har efteruddannelsen fungeret i det lys?

Kapitel 11 De grønne guider og kommunerne

11.1.	Forskellige relationer
11.2.	Forskellige roller
11.3.	De grønne guider og det kommunale Lokal Agenda 21 arbejde
11.4	Guiderne og kommunerne nu og i fremtiden

Nogle Grøn Guide projekter har en hel region som arbejdsområde, andre en enkelt kommune og andre igen et enkelt kvarter eller boligområde. Uanset disse forskelle er kommunernes politik og forvaltning ofte afgørende for deres arbejde. Samtidig burde et konstruktivt samspil mellem kommunerne og de grønne guider kunne være begge parter – og ikke mindst miljøet – til gavn. Guidernes tætte kontakt med borgerne samt deres miljøfaglige og folkeoplysende kompetencer kan være kommunerne til hjælp i deres Lokal Agenda 21 arbejde. Og omvendt vil det ikke være så let at affærdige de grønne guiders initiativer som nogle miljø-freaks løsrevne aktiviteter, hvis de kobles sammen med kommunens LA 21 planlægning.

Når der i det følgende kastes lys over, hvordan det faktisk er gået med forholdet mellem de grønne guider og kommunerne må man som udgangspunkt være sig bevidst, at det ikke kun er Grøn Guide projekterne, der er forskellige, men også kommunerne. En forskel handler om størrelsen: I Københavns kommune og Århus kommune er der flere grønne guider, der sidder spredt rundt i de forskellige store bydele, men som samtidig samarbejder og forhandler fælles sager med kommunerne, som på sin side har særlige miljøforvaltninger med mange ansatte. I en landkommune som fx. Nørager med 5.500 indbyggere spredt ud på små landsbyer fortæller den tekniske chef fra kommunen, at de kun har råd til at lade LA 21 arbejdet være en del af en assistents arbejdsområde. De har kun er et par ansatte til hele teknik- og miljøområdet, selvom kommunen er forpligtiget til at tage sig af de samme typer opgaver, som i de store kommuner. Det indebærer en strukturel bremse ikke bare på at gøre noget ved LA 21 planlægningen, men også på at få et samarbejde med den grønne guide i gang.

En anden forskel handler om den politiske kultur. Nogle kommuner har en meget moderne og dynamisk kultur, hvor Grøn Guide projekter støttes eller ligefrem iværksættes på kommunalt initiativ. Andre kommuner har en traditionel politisk kultur, hvor grønne guider umiddelbart rubriceres som udenomsparlamentariske agenter, der kan true den eksisterende magt og orden. I flere tilfælde ses blandinger af disse kulturer. Det kan være en moderne, venligt indstillet forvaltning og en uinteresseret eller negativ politisk ledelse, eller en forskel mellem det eller de regerende partier på den ene side og oppositionen på den anden. De grønne guider er i høj grad afhængige af disse politiske kulturer og spillet mellem dem i kommunerne. Af eksemplet fra Ikast i kapitel 4 fremgik det, at kommunens grønne koordinator - og med ham teknisk forvaltning - havde været aktivt involveret i at skaffe en grøn guide til at styrke samspillet mellem borgerne i byens Grønne Råd og kommunen. Det fremgik også, at den grønne koordinator var entydigt positiv overfor samarbejdet med den grønne guide. I kontrast til det betød et politisk spil om budgettet, at politikerne ville stoppe bevillingen til den grønne guide. Med stor opbakning fra anden side lykkedes det dog at fortsætte Grøn Guide projektet. Da jeg besøgte Kolding, var Grøn Guide projektet her inde i en lignende situation. I dette tilfælde var det dog ikke bare den tekniske forvaltning, men også formanden for teknisk udvalg, som udtalte sig positivt om den grønne guides arbejde. Den tekniske udvalgsformand er fra et af oppositionspartierne og måske derfor fik hun ikke en større støtte igennem til det byøkologiske center, hvor den grønne guide var placeret. Det betød, at Grøn Guide projektet måtte opgives, trods opbakningen fra forvaltningen og nogle af politikerne.

Grønne guider er nye aktører på den lokale scene, og denne scene er altså meget forskellig fra sted til sted. Med det in mente, skal vi nu se på

de forskellige typer relationer, der er opstået mellem grønne guider og kommunerne,

de forskellige roller de grønne guider har fået i forhold til kommunerne,

de grønne guiders bidrag til udviklingen af LA21 planer, samt på

de problemer, man skal være opmærksom på ved en eventuelt fremtidig tættere kobling af grønne guider og kommune. Det sker i hver sit del-kapitel og baserer sig i det væsentligste på tre kilder: Interviews fra de 8 udvalgte projekter, det afsluttende spørgeskema til de øvrige grønne guider på hold 1, 2 og 3, samt en særlig spørgeskemaundersøgelse om Lokal Agenda 21 arbejdet.

11.1. Forskellige relationer

Der er forskel på, hvor tætte relationer der er opstået mellem de grønne guider og kommunerne. For at belyse det, blev de grønne guider fra hold 1, 2 og 3 bedt om at afkrydse den type relation, der kendetegner deres projekt. Samtidig er de også blevet bedt om at angive, om kommunen deltager i Grøn Guide projektet. I nedenstående diagram er svarene herpå opgjort:

Diagram 12: Se her!
Grønne guiders angivelse af deres samarbejdsrelationer med kommuner

Med forbehold for den unøjagtighed, der er i opgørelsen, viser den, at ca. 2/3 af de grønne guider angiver at have et nært samarbejde med kommunen. Heraf flest alene med den kommunale forvaltning. Kun i ca. 1/4 af tilfældene angives der at være et nært samarbejde med både politikere og forvaltning i kommunen. En anden fjerdedel har jævnlig kontakt med kommunen, men ikke med et egentligt samarbejde. Ingen eller sjælden kontakt med kommunen er undtagelsen fra reglen.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at det ikke nødvendigvis er sådan, at det er bedst med en tæt samarbejdsrelation til politikere og forvaltning og dårligt med en sjælden kontakt. I et projekt som det i Hørgården, som flere gange er blevet fremhævet for sin proces og resultater, har der kun været en forholdsvis beskeden kontakt med kommunen. Det hænger klart nok sammen med, at projektet har foregået i en almennyttig boligafdeling, hvor man i en vis forstand kan sige, at afdelingsbestyrelsen og ejendomskontoret har den samme rolle som kommunen har i andre projekter.

De grønne guider blev også bedt om at beskrive deres samarbejdsrelation og erfaringer hermed nærmere. På den baggrund kommer her et afsnit om hver af de 4 typer i skemaet på forrige side:

Sjælden kontakt

Som nævnt er dette undtagelsen fra reglen. Kun 3 af de 67 angiver en sådan relation. En af dem skriver herom:

"Kontakten handler især om miljøarbejdet i daginstitutioner og folkeskoler. Der været forsøgt indgået en formel samarbejdsaftale med Teknisk Forvaltning, da der her arbejdes med miljøstyring i daginstitutionerne. Det har de desværre afstået fra, men der er kontakt til enkelte medarbejdere. De betyder at den fælles styrke et samarbejde kunne give ikke bliver en realitet."

Et samarbejde kræver to parter, hvilket der ikke er i dette tilfælde. Når kommunen ensidigt er imod som her, kan det have noget at gøre med dens prioritering af ressourcer, som omtalt i eksemplet fra Nørager. Det kan imidlertid også have noget at gøre med Grøn Guide projektets rolle på den lokale scene – med borgerne på den ene side og kommunen på den anden. Det vender jeg tilbage til i 11.2.

Jævnlig kontakt, men ikke egentligt samarbejde

I Nørager ville den tekniske chef for kommunen gerne styrke kontakten til den grønne guide ud fra en interesse i, at hans arbejde kunne sikre, at der skete noget på LA 21 fronten i kommunen. Det skulle også sikre, at der ikke sker overlap, eller at forvaltningen og guiden ikke kommer på tværs af hinanden med deres initiativer og sager. Koordinering er altså i dette tilfælde mere et spørgsmål om at sikre en arbejdsdeling end om at samarbejde. For eksempel at aftale at en giftfri have kampagne er noget den grønne guide tager sig af, mens teknisk forvaltning så har ansvaret for noget andet. Det er en relativ formel form for kontakt. Hos flere andre grønne guider udvikler det sig derimod som uformelle person-kontakter med gensidig orientering:

"Den kommunale agenda 21 medarbejder sidder i min styregruppe så der er kontakt, men jeg finder ikke, at jeg har et frugtbart samarbejde med kommunen, der er kontakt til enkelt personer / medarbejdere. Den politiske interesse er lig nul."

Denne enkelt-person kontakt kan imidlertid udvikle sig til en tæt, gensidig udveksling, fx. med kommunens LA 21 ansvarlige. Som en anden guide skriver:

"Jeg har en meget tæt kontaktperson i kommunens miljøafdeling som jeg taler med flere gange om ugen. Hun spørger mig til råds i miljøspørgsmål og jeg spørger hende til råds om kommunale anliggender"

Den gensidige orientering og koordinering, kan udvikle sig som en vigtig faglig og arbejdsmæssig sparring for guiden, som jo de fleste steder står i en alene-arbejdssituation i det daglige. Guiden i Skagen er et eksempel på en, som får meget ud af kontakten med forskellige folk i den kommunale forvaltning:

"Min kontakt med Kommunen har overvejende været igennem den lokale Agenda 21 medarbejder, der ligeledes er afdelingsleder for miljøafdelingen. Jeg har dog efterhånden også fået et netværk blandt andre kommunale medarbejdere. Vi har blandt andet tilpasset vores handlingsplaner, så de passer samme, så f.eks. de tager fat på kompostering, transport, børnehaver m.v. samtidig med, at jeg gør det, og at vi samarbejder i de forløb. De har prøvet at få mig til at påtage sig de opgaver, som de ikke har tid til (Det har været særdeles nyttigt for mig at blive god til at sige nej). Vi mødes jævnligt og udveksler informationsmateriale, taler om hvad der er sket siden sidst og sammenfletter vores planer. Jeg får desuden inside viden om, hvad der sker i Kommunen af både godt og skidt. Kommunale medarbejdere deltog aktivt i mit idemøde og arbejdsgruppemøder om en ny genbrugsbutik. Desuden blev møderne planlagt i dialog med Kommunen. Jeg har givet Kommunen feedback på planberetningen før den kom til borgermøde. jeg har været med til at lave en aktivitetsplan for Kommunen i samarbejde med den tekniske chef og afdelingslederen for miljøafdelingen. Teknisk Forvaltning og Teknik- og Miljøudvalget tænker på mig, når de igangsætter noget miljømæssigt. Tænker på, hvordan jeg kan være med. Afdelingslederen for miljøafdelingen og jeg har aftalt, at jeg skal være konsulent i et større kompostprojekt. Driftslederen for Forbrændingen havde indsamlet et års reklamer. Han fortalte mig om det. Jeg lavede en konkurrence derom og Forbrændingen udlovede en præmie."

Her er der ret beset tale om et eksempel, hvor der også samarbejdes. Jeg har alligevel valgt at placere citatet her, fordi det illustrerer, hvor tæt og mangesidet kontakten mellem den grønne guide og kommunen kan udvikle sig, uden at den grønne guide af den grund bliver en del af kommunen.

Jævnlig kontakt kan altså både udgøre en formel, institutionel grænsedragning med aftalt arbejdsdeling og en uformel, personlig udveksling og synergi. Af afsnittet om udviklingen i guide - kommune relationen vil det fremgå, at dette ofte er faser i en udvikling mod egentligt samarbejde.

Nært samarbejde med forvaltningen

Her handler det om, at guide og kommune laver kampagner eller andre former for miljøfremmende initiativer i fællesskab. Nogle gange er det, som nedenstående citat fra guiden i Odder viser, guiden der tager initiativet og kommunen som går med, andre gange er det kommunens projekt, som guiden deltager i:

"Jeg har samarbejdet med kommunen omkring flere ting. 2 gange har jeg sammen med kommunen og Odder Vandværk lavet en kampagne omkring sprøjtefri haver/anlæg. Her var det mig som tog initiativet til kampagnen. Siden den første kampagne har kommunen opgivet brug af sprøjtemidler på deres områder.

En anden kampagne var omkring vaskepulver og vandmiljøet. Dette var et samarbejde mellem kommunen, spildevandscenter, en lokale kunstner, Kvickly, Århus amt ... og mig. (Ifølge Kvickly er salget af miljøvenlig vaskepulver steget siden kampagnen).
Her var det kommunen som tog initiativet til kampagnen."

Nord for Odder – i Århus – mødes de 7 grønne guider en gang om måneden – bl.a. for at tage fælles initiativer til samarbejde med kommunen. Her har det været en barriere, at kommunen ønsker, at miljø-initiativer, som den står for eller er deltager i, skal dække hele kommunen, hvilket der i begyndelsen ikke var nok guider til at sikre. Derfor var kommunen forbeholdne overfor at bruge dem. Efterhånden kom de dog til at dække hele kommunen, hvorved kommunen bedre kunne bruge dem. En af guiderne skriver om deres samarbejde:

"Sammen med affaldskontoret har vi deltaget i kompostkampagner i 1999 og 2000, sammen med vandforsyningen har vi uddelt pjecer om sprøjtefri haver, hvor vi selv står som konsulenter, og jeg har arrangeret ture til vandværker og informeret om grundvand, spildevand og miljøet. Sidste projekt drejer sig om Miljøtrafikugen, og er et ny etableret samarbejde med vejkontoret i Århus kommune."

Et sådant samarbejde med de kommunale forvaltninger kan give et stærkt rygstød i forhold til, hvis guiden selv skulle skrabe penge sammen og alene gå i gang med en sag. På den anden side, er det ikke altid, at kontaktpersonen i kommunen åbner nye døre for den grønne guide:

"Det kan af og til være lidt problematisk, at kommunen har en grøn koordinator. Det betyder, at de ofte skyder alle "grønne" initiativer ind under hende - uden at de nødvendigvis har opbakning i den øvrige del af forvaltningen. Det betyder også, at min kontakt til kommunen ofte bliver kanaliseret gennem den grønne koordinator, hvorfor jeg kan have svært ved at nå de andre ansatte."

Det nære samarbejde med den kommunale forvaltning kan også give guiden et image som ’kommunal’ i borgerne øjne, som kan være problematisk. Det vil jeg vende tilbage til i 11.2. Desuden giver det en usikkerhed vedrørende forankringen af grøn guide projektet, hvis samarbejdet ikke også omfatter det politiske niveau, hvilket eksemplerne fra Ikast og Kolding i indledningen af dette kapitel illustrerer.

Nært samarbejde med både politikere og forvaltning

Som omtalt er det kun i ca. 1/4 af grøn guide projekterne, at samarbejdet også omfatter det politiske niveau. Det åbner ellers muligheder for, at den grønne guides viden om miljøforholdene og om borgerne kan inspirere arbejdet i de kommunale udvalg, at guiden kan fungere som sparringspartner for kommunen i dens LA 21 planlægning og miljøpolitik, samt at guiden kan fungere som en uvildig 3. part, der kan styrke dialogen mellem kommune og borgere. I nogle tilfælde er det nok Grøn Guide projekterne, som er så koncentreret om arbejdet med informationsformidling til borgerne, at koordinering med kommunens politiske niveau ikke forekommer relevant. På den anden side har det ikke været sådan, at politikerne har stået og banket på hos den grønne guide og er blevet afvist. Det er i nok så høj grad politikerne, som ikke forbinder grønne guider med en potentiel mulighed for at styrke det lokale demokrati og få input til politikudviklingen. Sådan er det dog heldigvis ikke alle steder. I Herlev er guiden således ikke bare med i en baggrundsgruppe - med bl.a. formanden for Miljø og Teknik udvalget - som skal koordinere miljøtiltag i kommunen. Han har også en aftale om at mødes med borgmesteren 2 gange om året for at debattere miljø og politik. I København har flere guider en nær kontakt med politikerne i de enkelte bydele. En af dem skriver:

"Jeg præsenterer aktiviteter, særlig dem hvor bydel og grøn guide samarbejder, for Miljø- og trafikudvalget cirka hvert halve år. Der er temmelig meget fokus på miljøaktiviteter og på grøn guide projektet i bydelen, både hvad angår politikere og bydelsadministration. Det gør det let at skaffe information og lave (fælles) projekter."

I øvrigt er den politiske interesse for de grønne guiders arbejde i en del tilfælde knyttet til sikringen af den LA 21 planlægning og proces, som regeringen forlanger af dem. Nogle kommuner ser her den grønne guide som et aktiv, som i eksemplet her:

"LA21. Kommunen er officielt ’arrangør’ af projektet. Dog er det mig som tager initiativerne og skal være med i udarbejdelsen af A21 i kommuneplanen."

Andre kommuner inddrager de grønne guider i en bredere organiseret indsats. Fx. i Allerød:

"Der har altid været en god dialog med Allerød Kommune, som i foråret 1998 vedtog en handlingsplan med årlige temaer for Agenda 21 arbejdet, og som nedsatte en kommunal Agenda 21 gruppe. Et medlem fra den kommunale Agenda 21 gruppe deltager fast i foreningens bestyrelsesmøder, ligesom Den Grønne Guide deltager fast i Agenda 21 møderne på rådhuset. Min forening og den kommunale Agenda 21 gruppe har løbende samarbejdet om forskellige projekter ud fra de årlige Agenda 21 temaer i kommunens handlingsplan."

I 11.3. vil de grønne guiders mulige funktioner i den kommunale LA21 proces blive belyst nærmere. Samspillet med det politiske niveau vil desuden også være centralt i afsnittet om guidens mulige rolle som formidler mellem borgere og kommune i 11.2,

Udviklingen i relationen mellem grønne guider og kommune

Da vi som led i evalueringen i foråret 1999 lavede en spørgeskemaundersøgelse om de grønne guider og kommunernes LA 21 arbejde, var det generelle indtryk, at det gik trægt, og at de grønne guider mange steder var frustrerede over kommunernes negative eller halvhjertede indstilling. Lidt mere end et år efter gav besvarelserne af det afsluttende spørgeskemas spørgsmål om samarbejdet med kommunerne et helt andet positivt indtryk. Det kan selvfølgelig godt hænge sammen på den måde, at guiderne på flere måder har et godt samarbejde med folk i kommunen, men samtidig at kommunen generelt set er for passiv med LA 21 arbejdet. Der er dog på den anden side ingen tvivl om, at det også handler om en at der er sket en udvikling i relationen mellem guider og kommunerne. Et af spørgsmålene i det afsluttende spørgeskema handlede direkte om denne udvikling. Ud fra svarene fra de 53 guider, som besvarede dette spørgsmål, fremstod dette billede af udviklingen:

Tabel 11:
De grønne guider om udviklingen i deres relation til kommunerne ¹⁰⁰

Positiv udvikling	20
Delvis positiv udvikling	20
Ingen udvikling	6
Delvis negativ udvikling	2
Negativ udvikling	2
Andre typer svar	3

De uddybende svar fra de grønne guider viser først og fremmest, at den positive udvikling, skyldes, at de grønne guider er nye aktører på den lokale scene, og at det har skabt usikkerhed. En guide fra hold 3, skriver om sit første år:

"Min rolle er for kommunerne meget utydelig. De ved ikke, hvad de skal bruge en grøn guide til. Og først nu efter ca. 1 år i jobbet er det også først begyndt at blive klarere for mig selv. Inden jeg fik jobbet havde jeg ingen anelse om, hvordan det kommunale system fungerer og så er det jo svært at vide, hvad man selv kan tilbyde en kommune. Samarbejdet vil helt sikkert blive stærkere fra nu af, da jeg nu ved mere om, hvor jeg tror jeg kan gå ind. Og jeg ved nu, hvor vigtigt det er, at jeg selv tager kontakt og informerer kommunerne om, hvordan de kan bruge mig."

Flere nævner, at kommunens folk til en begyndelse var forbeholdne eller direkte negative, men at det efterhånden lykkes at overvinde denne modstand:

"Kontakten er væsentlig bedre nu end i starten, hvor "de" ikke anede hvad en grøn guide var. Der er nu en større respekt fra kommunes side til os grønne guider. Vi kan noget de ikke kan. Men i nogen tilfælde er vi nogen, som medarbejderne i kommunen synes de skal "passe på", fordi vi er delvise græsrødder eller har så tæt kontakt til græsrødderne."

"Jeg synes generelt, det bliver mere og mere positivt efterhånden som "man" oplever, at jeg ikke er rabiat eller farlig, og at jeg som oftest ved, hvad jeg taler om og kan trække på de 99 andre grønne guiders erfaringer."

Det handler altså om, at fjendebilledet gradvist forsvinder, når kommunerne opdager, at de grønne guider ikke er farlige, men nyttige. Effekten af de grønne guiders arbejde åbner i hvert fald i nogle tilfælde kommunalfolkenes øjne for mulighederne i et samarbejde:

"Kommunen [København] er under en udvikling, hvor man er ved at indse fordelene ved at miljøarbejde også foregår lokalt, og sætter stadig flere ressourcer af til borgerrettet miljøarbejde. Jeg synes, der er stor åbenhed overfor at lære af de grønne guiders erfaringer og et ønske om at bruge de grønne guider til at formidle kommunens miljømål"

København er særlig i den forstand, at der er langt fra den centrale miljøforvaltning ud til byens mange kvarterer. Derfor giver det gode muligheder at samarbejde med de grønne guider, som er i gang derude. Men også i en rigtig landkommune på Fyn, er der sket en ændring. I begyndelsen var kommunen her ikke interesseret i en grøn guide:

"Min kommune var imod projektet, da jeg kom – ting tager tid – styret af V&K – lille landkommune som tydeligt er økonomisk presset, hvilket ikke gør det nemmere.."

Men nu støtter de ham. Ændringen skyldes ifølge guiden, at de har erfaret ham som

"...en konstruktiv medspiller og modspiller. Som konsulent, kendt som en ildsjæl som ikke er fanatisk og som har øje for og forstår økonomi"

Kommunen har opdaget, at guiden er en handlekraftig dynamo, som kan få ting sat i gang, som de har brug for:

"Jeg har og udfører fortsat et stort politisk lobbyarbejde såvel på politisk som på embedsmandsniveau. Dette har givet sig udtryk i en begyndende miljømæssig ændring på kommunalt niveau. Største enkeltsag har været at overtale kommunen til at købe mig til som konsulent, at planlægge, gennemføre og evaluere en forsøgsordning med hjemmekompostering med 200 husstande (hvoraf de 85 var tvungne). Det har betydet at kommunen her året efter (2000) har indført en permanent ordning og købt 500 kompostbeholdere og vil i de kommende år uddele en gratis til samtlige husstande."

Den positive udvikling hænger sammen med integrationsprocessen. I Nørager begyndte guiden at gøre sig synlig gennem en række initiativer. Herved blev han måske en tand for rebelsk for politikerne i byrådet, som er vant til traditionel ledelse, hvor borgmesteren styrer i detaljer top-down. Da guiden siden blev integreret med lokale kræfter i Landsbyrådet blev kommunikationen med borgmesteren stærkt forbedret, fordi den lokale gavn af hans arbejde hermed blev tydelig.

Integrationen handler om, at samarbejdet udvikler sig gennem personlige kontakter. Gennem konkrete sager lærer guiden stadig flere ansatte i de forskellige forvaltninger at kende:

"Udover teknisk forvaltning er de andre forvaltninger begyndt at samarbejde med mig. fx med skole- og kulturforvaltningen, ældrekonsulenterne, biblioteket, parkvæsenet."

"[Forholdet til kommunen] er blevet klart bedre, idet man var meget afvisende og nervøs det første halve års tid. Kommunens tekniske chef har hele tiden haft plads i min bestyrelse og har især i starten fungeret som budbringer mellem kommune og grøn guide.

I dag er kendskabet til og samarbejdet med kommunen bredt uden hans medvirken så jeg i dag har et aktivt samarbejde med især erhvervsrådet, turistgruppen og socialforvaltningen hvor jeg fx har folk i aktivering og i jobtræning (henholdsvis bistandsmodtagere og arbejdsløse)."

I det tidligere citat fra guiden i Skagen nævnede hun, at kommunen også kan gå for langt med at indrullere hende i opgaver, så hun må sige nej. Andre guider har også oplevet, at udviklingen når dette punkt, hvor det ikke handler om mere integration og samarbejde, men også om at sikre en vis distance og autonomi:

"I forbindelse med tildelingen af et årligt tilskud fra Københavns kommune er de Grønne Guider i kommunen blevet udnævnt som Miljøambassadører. Dette er en rolle som dels passer os godt fordi den giver os handlefrihed overfor kommunen og en betydning i den kommunale miljøpolitik. På den anden side passer den os dårligt fordi vi derved får et for nært forhold til kommunen…vi føler, at vi er dem der skal udføre kommunens politik, hvilket vi ikke kan eller vil. Vi påpeger derfor jævnligt at vi ikke kan påtage os den rolle.

Alt i alt vi jeg karakterisere min rolle som positiv. Vi har stor opbakning fra politisk side (specielt fra miljøborgmesteren) og har et uproblematisk og ligefremt forhold. Vi kan ringe, de kan ringe og vi arbejder sammen. Ikke som ligeværdige parter….men det kommer."

Et andet problem i udviklingen kan være, at ikke alle i den kommunale forvaltning reagerer lige positivt. Succes kan føre til brødnid - og initiativer til forsvar for eget territorium. Nogle guider har oplevet, at personer reagerer på dem som konkurrenter og irriterende græsrødder. Modstanden kan bunde i flere forhold:

Der kan være modstand blandt de kommunale medarbejdere, fordi guiderne måske overtager noget af det, der kunne være sjovt/udviklende for de kommunale medarbejdere.

Der kan opstå problemer, fordi guidernes loyalitet er i forhold til miljøsagen og parter uden for kommunen, mens medarbejderne i kommunen har både det politiske system og rammerne for deres arbejde, der giver dem andre spillerum og forpligtigelser end guiderne.

Der kan opstå problemer i form af kompetencespørgsmål. Hvor guiden ofte har udstrakt kompetence på sit felt, vil de kommunale medarbejdere ikke altid have fået tildelt kompetence til at beslutte, hvad der skal gøres. Det kan give forsinkelser, misforståelser mv.

Guidernes rolle som igangsættere samt som miljøets og borgernes advokater kan betyde, at de kommer til at sætte en anden dagsorden end kommunen havde tænkt sig.

Kommunen kan have nogle andre interesser knyttet til miljøpolitik og -forvaltning, der handler om image, økonomi, politik mv.

Der er altså nok af grunde til, at udviklingen mellem grønne guider og kommune kan gå galt. Ikke mindst i det lys er den registrerede udvikling positiv. De hæmmende faktorer har trods alt kun skabt en lille modvind i en gennemgående positiv udvikling i de grønne guiders relation til den lokale scenes mest magtfulde aktør – kommunen.

11.2. Forskellige roller

Ovenfor blev guider citeret for, at de også af og til siger nej til tættere samarbejde med kommunerne. Det er helt i overensstemmelse med Den Grønne Fond, som flere gange har markeret overfor guiderne, at de ikke må påtage sig traditionelle kommunale myndighedsopgaver. I dette kapitel skal vi se nærmere på forskellige roller – eller positioner – som de grønne guider kan have i forhold til kommunerne. De kan være værdifulde at være bevidste om, når det senere handler om, hvilken relation man kan tænke sig, at de grønne guider skal have til kommunerne i fremtiden.

Rollerne kan ikke defineres alene i forhold til kommunen, men må ses som guidernes position i spændingsfeltet mellem kommunen og borgerne. Det skal ikke forstås sådan, at der nødvendigvis er konflikt mellem borgernes organiseringer og kommunerne. Nogle steder er der stor afstand og gensidig skepsis, mens det andre steder mere handler om, at man ser på det samme fra forskellig synsvinkel. Desuden er der typisk også tale om, at græsrøddernes engagement i en enkelt sag står overfor det kommunale systems mere omstændelige, professionelle og politiske procedurer og planer. I det spændingsfelt kan guiderne fungere som "kommunens forlængede arm" ud mod borgerne, som "borgernes og miljøets advokat" i forhold til kommunen og/eller som en "uvildig 3. part", der fungerer som formidler og bindeled mellem kommune og borgere. Guiderne kan godt varetage flere af disse roller. Fx. har guiden i Malling både været kommunens forlængede arm i dens kompost-kampagne og borgernes advokat i arbejdet på at få genbrugspladsen åbnet for klunsning. Men lad os se nærmere på, hvad de 3 roller indebærer:

Rollen som kommunens forlængede arm

De grønne guider kan hjælpe kommunerne på flere måder. De har borgerkontakten, hvad kommunens folk sjældent har. Jeg har allerede flere gange været inde på eksempler, hvor de styrker kommunernes kampagner for genbrug, kompostering, vandbesparelser m.v. Guiden fungerer her som

"Et supplement til det tekniske, jeg kan tilbyde mere "blød" miljøvejledning
En forlænget arm som når helt ud til den enkelte borger
En igangsætter af arrangementer, hvor kommunens rolle typisk vil være at hjælpe med adresser, tilladelser, lokaler og evt. penge."

Kommunen får også mange små henvendelser fra borgerne, som de kan henvise til den grønne guide:

"Jeg vil karakterisere min rolle som en slags forlængede arm. Jeg får mange henvendelser/spørgsmål omkring miljøet. Mange af de personer som kontakter mig har første kontaktet kommunen, som henviser dem videre til mig. Så jeg føler at de sætter pris på min eksistens. Jeg kan svare på mange flere spørgsmål end mange af embedsmændene fra kommunen kan, det har de selv indrømmet."

De grønne guider kan også udføre konsulent-opgaver på bestilling. I Høje-Taastrup kommunes tekniske forvaltning er de fx. glade for, at de kan bruge Miljø- og Energicenteret med den grønne guide, i stedet for at skulle ud og engagere eksterne konsulenter. Fx. til planlægning af et cykelstinet. De har også brugt dem til at få sat gang i nogle initiativer på LA 21 området, da en pulje på 200.000 kr. til støtte til borgernes egne initiativer ikke var blevet brugt.

Det kommunale LA 21 arbejde er i det hele taget en opgave, hvor de grønne guider kan være kommunerne til stor gavn som forlænget arm ud mod borgerne. Det skal imidlertid ikke beskrives nærmere her, da 11.3 handler om lige netop det.

Rollen som kommunens forlængede arm er ikke uden problemer:

Et problem er det nævnte med, at guiden risikerer at "række fanden en lillefinger"; at guiden overbebyrdes med opgaver og har svært ved at opretholde en grænse til det ordinære kommunale forvaltningsarbejde.

Et andet problem er, at den grønne guide risikerer at blive identificeret med kommunen, hvilket i mange folks øjne er lig en kontrollerende myndighed. Den grønne guide i Vestsjælland har flere gange oplevet denne reaktion, når han var på besøg hos frilufts- og idrætsforeninger.

Et tredje problem er, at den grønne guide bliver inddefineret i den kommunale måde at opfatte og gøre tingene på, og derfor efterhånden ikke kan forholde sig kritisk og innovativt til kommunens lokale miljøindsats og borgerinddragelse.

Et fjerde problem kan være, at guiden med sit samarbejde kommer til at alliere sig med det laveste niveau i det kommunale magthierarki. En guide skriver herom:

"Grøn guide har et problem, hvis man indgår med loyalitetsforpligtigelse nederst i hierarkiet af kommunale embedsmænd, som hver agerer en lille smule mere hæmmet end sine overordnede for ikke at gøre nogen fejl. Altså den grønne guide bør ikke være kommunens forlængede arm"

Disse problemer anfægter ikke, at de grønne guider i konkrete sager samarbejder med og hjælper kommunen. Derimod kan man sige, at det er problematisk, hvis guiden kun påtager sig denne rolle, og ikke forholder sig bevidst til, hvornår der bør siges fra og vælges at gå egne veje.

Rollen som borgernes og miljøets advokat

De grønne guider er nogle steder den professionelle ressource blandt græsrødderne, som har tiden og kompetencen til at presse på overfor forvaltning og politikere, når de selv og deres bagland i borgerorganiseringerne ikke synes, der sker nok på miljøfronten. En guide beretter således:

"Der sker ikke ret meget på miljøområdet, så længe der ikke er taget en politisk beslutning om at gennemføre en lokal Agenda 21 plan. Ingen embedsmænd har villet sætte noget i gang og de ansatte på plejehjemmene har holdt sig tilbage så længe der ikke kommer signaler ovenfra. Det er lykkedes at få kommunen på banen til nogle få enkle tiltag som f.eks. deltagelse i giftfri have kampagnen. Grøn guide stillingen giver ikke i sig selv nogen kompetence, hvilket gør det vanskeligt at trænge igennem."

En anden guide har stået i samme situation, og har i første omgang forsøgt at mobilisere borgerne til at presse kommunen, men har så skiftet strategi og valgt selv at gøre det:

"Kommunen har 3 observatører i styregruppen, to fra forvaltningen og en politiker, da den betaler rest-lønnen. Men det har ikke betydet, at jeg har været nødt til at arbejde sammen med eller for kommunen. I virkeligheden har jeg selv taget de initiativer, der har været til samarbejde. Da det gik op for mig, at det ikke umiddelbart ville lykkes at skabe en ny græsrodsbevœgelse, begyndte jeg at "lobbie" nogle udvalgte politikere for at de skulle sætte et udredningsarbejde i gang med henblik på at vedtage en lokal A21, og det er lykkedes."

I Høje-Taastrup har den grønne guide et godt forhold til både borgmesteren, og de kommunale forvaltninger. Det indebærer som beskrevet, at han og Miljø- og Energicenteret fungerer som kommunens forlængede arm. Men i andre situationer kan man nærmest betegne deres rolle som "den kritisk ven", der kritiserer kommunen, fx. når den laver et grønt regnskab, som på flere punkter er mangelfuldt, og næste år helt undlader at lave et. Her – men også på andre Energi- og Miljøkontorer – identificerer man sig med de lokale miljø-græsrødder. En guide fra et af den andre Energi- og Miljøkontorer skriver:

"Kort sagt repræsenterer jeg Miljø- og Energikontoret og dermed de mest aktive græsrødder på det praktiske plan overfor de offentlige myndigheder."

I Århus er der lidt forskellig holdning blandt guiderne med hensyn til, hvorvidt de skal udtale sig samlet om kommunens politik. I nogle tilfælde har de gjort det og dermed påtaget sig rollen som miljøets – men til dels også borgernes – advokat overfor kommunen:

"Vi prøver at være vagthunde – siger til kommunens embedsmænd hvor de kunne tænke miljø ind, og har glemt det. Fortæller dem, hvor de efter vores opfattelse – og ofte borgernes – kunne bruge pengene bedre. f.eks. omkring Miljøhandlingsplanen i Århus og det planlagte affaldssug i Århus midtby til 400 mill."

Rollen som borgernes advokat behøver imidlertid ikke at handle om at fremføre egen eller borgernes kritik af kommunen. Den kan også simpelthen bestå i at kvalificere og støtte borgernes indspil til kommunen:

"Jeg har kontakt flere gange om ugen med min kontakt i Teknisk Forvaltning, da næsten alle mine projekter omhandler et samarbejde Beboere - Grøn Guide – Kommunen.

Beboerne kommer med ideer, Den grønne Guide støtter og laver projektbeskrivelser, Kommunen udfører."

Modspillet til kommunen er som medspillet ikke uden problemer. Det er jo trods alt den som oftest sidder med beslutningskompetencen. En af guiderne gjorde denne erfaring:

"Jeg tror politikerne og de ledende embedsmænd har syntes jeg var "a pain in the ass". Bl.a. fordi mine medlemmer gerne ville bruge mig til puste kommunen i nakke og spørge hvorfor de ikke gør sådan eller sådan. Og kommunen kan ikke lide at der bliver stillet spørgsmålstegn ved deres arbejde. Jeg prøver nu at lægge afstand til den rolle."

Som med rollen som ’forlænget arm’ handler det også her om, at det er problematisk, hvis den grønne guide bliver fastlåst i opponent-rollen. Desuden handler det om måden modspillet leveres på; om at have ’fingerspitzgefühl’ og ikke gå over stregen, så der opstår en blokerende reaktion, men i stedet levere saglige og konstruktive modspil i en given sag. Det er en svær balancegang. Som en guide fortalte i en diskussion herom, så havde han fået en politisk reprimande i en sag, hvilket umiddelbart ikke var så godt. På den anden side: Hans problem var, at han kun fik politisk accept, sålænge det han lavede ikke berørte ømtålelige områder, og sålænge man blev ved de smukke ord uden at gøre noget konkret. Reprimanden fik han, da han gik i gang og fik noget op at stå. Men herved havde han brudt den handlelammende konsensus og sat gang i en debat, som måske kunne bringe processen videre.

Modspillet er en svær rolle, men på den anden side kan medspillets konsensus også blokere den videre proces. Kompetencen til at fungere som kommunens modspiller uden at sætte den konstruktive dialog over styr er derfor ret væsentlig for de grønne guider.

Rollen som uvildig 3. part

Rollen som borgernes advokat og som kommunens forlængede arm behøver ikke at udelukke hinanden. Guiden kan skifte mellem dem, og derved undgå at hænge fast i nogen af dem. Men en anden mulighed er, at guiden gør en dyd ud af at udvikle sin rolle til at være ’formidleren’ og ’bindeleddet’ mellem borgerne og kommunen. Her kan man sige, at den grønne guides folkeoplysende rolle forstås som at skabe rammerne og stille de rigtige spørgsmål som kan bringe de lokale aktører ind i en konstruktiv dialog om bæredygtig udvikling. Blandt de udvalgte projekter var der to gode eksempler på denne 3. parts rolle:

I projektet i Ikast blev guiden placeret som sekretær for det Grønne Råd, der med hendes hjælp kom til at fungere og blev udviklet, så det i dag er bredt sammensat af lokale aktører. Kommunen og borgerorganiseringerne kommunikerer v.h.a. dette Grønne Råd, og med den grønne guide som nøglepersonen, hvis ressource sikrer denne dialog.

I Nørager var den grønne guide med til at skabe Landsbyrådet, som har fået en debatskabende 3. part funktion. Den er langt bedre end kommunen til at skabe rammerne om debatter om kommunens miljøforhold og fremtidige udvikling, fordi kommunen selv er part i disse spørgsmål. Hvis kommunen inviterede til møde herom, ville folk komme for at skyde på den. Når Landsbyrådet arrangerer møder og fremtidsværksteder aktiverer de ikke borgerne til en sådan passiv kritik, men til aktivt at deltage i at udforme udspil til kommunen, som man så kan diskutere med den.

I kapitel 8 var jeg inde på, at denne uafhængige 3. parts rolle også giver den grønne guide mulighed for at indgå som konfliktløser mellem de lokale parter. Der var flere eksempler på, at de grønne guider har haft en sådan funktion. Herudover giver det også en frihed til at bevæge sig mellem de forskellige parter. På de møder vi i begyndelsen af 2000 inviterede de grønne guider til i henholdsvis Århus og København var flere af deltagerne inde på, at netop denne rolle som ’fri spiller’ gør dem til en enestående aktør på den lokale scene. Da guiden i Birkerød holdt op, fik hun at vide af hendes samarbejdspartnere, at det var netop denne funktion, der havde gjort hende værdifuld. I nogle tilfælde fremmer den ikke blot dialogen mellem kommune og borgere, men også indenfor den kommunale forvaltning, fordi guiden er en af de få, som arbejder på tværs af disse:

"Min rolle synes jeg er meget at være formidler mellem de forskellige forvaltninger mht. agenda 21. Jeg kan præsentere nye idéer i de fleste fora - men det er ikke det samme som at idéerne bliver gennemført. Sætningen "den grønne guide som kittet mellem de etablerede strukturer" er ikke helt ved siden af."

Er der så ingen problemer knyttet til denne rolle? Jo, som en af guiderne gør opmærksom på, er forholdet mellem græsrødder og det repræsentative demokrati uklart – og denne uklarhed kan også hæmme den grønne guides arbejde. Man risikerer simpelthen at komme ind i et minefelt, hvor aktive græsrødder og kommunale politikere og embedsmænd har stærke modforestillinger om hinanden, og hvor guiden som 3. part bliver hevet kraftigt i begge arme. Det handler også om at få eksperterne og borgerne til at kommunikere på en rimelig måde, men det er lettere sagt end gjort. Som han skriver:

"Ekspertvælde duer ikke, Det gør amatørisme heller ikke. Hvad gør vi så?"

Ja, man kan jo sige, at netop en 3. part, som kender og kan tale med både kommune folk og borger, med både eksperter og amatører, er nødvendig for at komme videre med den lokale borgerdeltagelse og demokrati. Hvis guiden placeres som den ene eller anden parts allierede overfor den anden, så bliver det svært. Derfor er det væsentligt, hvis guiderne skal spille den demokratifremmende og folkeoplysende funktion i den lokale bæredygtige udvikling, at de opbygger og fastholder en autonomi og autoritet i forhold til begge parter.

11.3. De grønne guider og det kommunale Lokal Agenda 21 arbejde

Hvilken betydning har Grøn Guide projekterne for det kommunale LA 21 arbejde? Dette spørgsmål lavede vi midtvejs i evalueringsforløbet en særskilt spørgeskemaundersøgelse af, hvis resultater blev fremlagt på Den Grønne Fonds seminar om de grønne guider og kommunerne i juni 1999. På den baggrund har jeg valgt ikke at gå i dybden med undersøgelsen her, men kun at præsentere de vigtigste resultater.

Hvad menes der med Lokal Agenda 21 arbejde? LA21 er de lokale myndigheders forpligtelse til en plan, en agenda, i det globale arbejde for et socialt, økonomisk og økologisk bæredygtigt verdenssamfund i det 21. århundrede – Agenda 21. D.v.s. ansvaret for LA 21 planen ligger på myndigheden, og indholdet handler ikke kun om at gøre noget ved miljøet, det handler blandt andet også om demokrati, om livskvalitet, om lokalt engagement, om dialog, om alles medvirken.

Som lokal myndighed har de danske kommuner altså en forpligtelse til at udarbejde en Lokal Agenda 21. Det burde indebære en plan, hvor man sætter sig mål for den lokale indsats for at bidrage til Agenda 21, hvor man afklarer, hvordan man vil opfylde målene (d.v.s. midler og metoder), hvem der skal deltage, og hvordan man hen ad vejen vil evaluere om målene bliver opfyldt. Men ikke alle kommuner opfatter en LA 21 plan på denne måde. Nogle mener, man kan klare sig ved at lave et katalog over de miljøaktiviteter kommunen foretager sig. Andre sætter en række konkrete initiativer i gang uden egentlig at have gjort sig klart, hvad man vil med dem – bare det at lave nogle enkeltstående aktiviteter med miljø, bæredygtighed, borgerinddragelse opfattes i sig selv som en LA21. Og så er der selvfølgelig også dem, der tager det alvorligt og både opstiller mål, laver handlingsplaner og prøver at føre dem ud i livet, selv om det ofte ikke er særlig nemt. Denne forskel i kommunernes opfattelse af LA 21 og i deres praksis har forståeligt nok betydning for, hvordan de ser på de grønne guider i forhold til LA 21.

Når det handler om de grønne guiders arbejde kan man sige, at alt hvad de laver egentlig er Agenda 21 arbejde, idet de arbejder med bæredygtighed økologisk, men til dels også socialt og med borgerinddragelse som det gennemgående element. Men ikke alt deres arbejde er LA21 arbejde i den ovenfor beskrevne forstand - faktisk meget mindre end det kunne være. Det hænger ikke bare sammen med den forskellige behandling af LA 21 hos kommunerne, men også mere bastant med at ikke alle kommuner har lavet en LA21 plan. Desuden hænger det også sammen med afstanden mellem de grønne guiders aktiviteter i civilsfæren og de kommunale politikere og planlæggeres mere generelle kommunale perspektiv. Som beskrevet har kun 1/4 af guiderne et nært samarbejde, som også implicerer det politiske niveau i kommunen.

Uanset dette så viste vores undersøgelse, at de grønne guider en række steder faktisk på mange måder har været et vigtigt aktiv for det kommunale LA 21 arbejde, og derfor potentielt også kunne være det andre steder. Det gælder selvfølgeligt mest oplagt for de kommuner, som har taget udfordringen om at udvikle og realisere en LA 21 plan aktivt op. Men også hos de mere modstræbende kommuner, har guiderne vist, at de kan gøre gavn i forhold til LA 21 arbejdet. Det vil fremgå af nedenstående opgørelse af de funktioner grønne guider har haft og kan have i LA 21 arbejdet:

De grønne guider kan have en igangsættende funktion. Nogle guider har været en del af kommunernes opstart af LA 21 og har hjulpet med at få borgerne i gang fx. ved at arrangere og gennemføre borgermøder, fremtidsværksteder m.v. Andre guider har selv taget initiativer og har – sammen med engagerede borgere – lagt pres på kommunen for at overhovedet at få den til at tage LA 21 seriøst og komme i gang med arbejdet:

"Generelt er kommunen ikke begyndt på A21 arbejde. Mener overordnet at de altid har inddraget og haft en god dialog med borgerne, hvilket ikke er helt korrekt. Jeg forsøger i en ansøgning til kommunen for det kommende år at få A21 trukket mere frem som et område, som skal prioriteres, og at kommunen her oplagt kan bruge mig."

"Det har helt klart givet et skub til kommunen, som egentlig ikke er kommet i gang endnu. Der vil i løbet af året blive ansat en Agenda 21 medarbejder. Efter 1 års pres på kommunen tror jeg, at vi får et Grønt Råd op at stå inden årets udgang."

"Vi arbejder p.t. i Det Grønne Råd på at få Farum Kommune og ikke mindst Farum byråd overbevist om, at vi i fællesskab skal have udarbejdet en A21 handlingsplan for Farum."

Grønne guider har haft den meget vigtige funktion at understøtte processen efter de første initiativer til borgerinddragelse. De har fx fungeret som sekretær, konsulent og/eller koordinator for de emnegrupper, som er blevet nedsat på et borgermøde.

"Tog initiativet til oprettelse af en lokal agenda 21 gruppe, er stadigvæk i opstartsfase. Har været med til at lave byøkologisk handlingsplan (kommunen), den er ikke helt færdig endnu. Det er meningen, at der skal nedsættes et byøkologisk udvalg, jeg skal med i udvalget. Har været med til at danne diverse mindre arbejdsgrupper sammen med nogle borgere, bl.a. trafikgruppen, naturcentergruppe mm."

"Bedre muligheder end nogensinde for borgere, der vil gøre en indsats for miljøet på næsten enhver måde. En sparringspartner, motivator og tovholder står parat. Der er givet direkte tilbud om inspirationsture til de, der har markeret interesse for miljøarbejde."

"Jeg tillader mig også at sætte spørgsmål ved, om Det Grønne Råd ville have overlevet som dialogforum uden mig som sekretær og koordinator."

"Sekretær i lokal agenda 21 undergruppen: Økobyg. Vigtig funktion at binde de forskellige personer sammen. Gruppen har 15 "medlemmer", alle med en viden om bæredygtigt byggeri og vedligeholdelse, lige fra ingeniører, arkitekter, græsrødder og interesserede. Alle skal føle sig velkomne i gruppen og have en plads."

Udover at forbedre mulighederne for at borgergrupperne overlever og leverer bidrag, kan guidens understøttende funktion også fremme udviklingen af netværk og samarbejdsrelationer, som kan styrke det videre arbejde.

Også den helt konkrete udførelse af LA 21 projekter og aktiviteter har været en vigtig funktion for nogle grønne guider. I den funktion er guiden altså en regulær arbejdskraft i gennemførelsen af LA 21 projekter.

"Jeg tror generelt, det er vigtigt for A21 interesserede borgere og kommunalt ansatte at have en grøn guide med i miljøarbejdet. Det giver flere ideer, vi kan finde svar på forskellige miljøspørgsmål og ikke mindst kan vi holde gang i arbejdet, så det ikke går i stå."

I nogle enkelte tilfælde har den grønne guide også fået en rådgivningsfunktion overfor kommunen. Kontakten med borgerne, kendskabet til metoder til borgerinddragelse og viden om lokal miljøprojekter andre steder i landet gør guiden til en relevant sparringspartner i udviklingen af LA 21 planer i kommunen.

"Forebyggelsesudvalget ville afholde et borgermøde, hvor bl.a. jeg skulle sidde i et panel. Området er imidlertid meget tamt, hvad miljøaktiviteter angår, så både kommunens egne folk og jeg selv mente, at det nok ikke ville trække særlig mange. Jeg foreslog derfor i stedet en kampagne, som i løbet af en måned på mange forskellige måder skal vise, hvad LA21 er. Og som forhåbentlig kan skabe et afsæt for en større interesse, både i offentligheden og internt i kommunen. Dette er nu besluttet, og jeg er i færd med at organisere den. Det er i store træk mit A21-arbejde (og kommunens med for den sags skyld)."

Endelig kan guiderne også have en formidlingsfunktion. De kan udbrede og konkretisere budskabet om LA 21.

"Jeg deltager i en redaktionsgruppe, der informerer borgere i Slagelse kommune om A21. I den forbindelse arrangerer vi også grønne foredragsaftner om forskellige emner."

Men de kan også formidle den anden vej; altså bringe ideer og synsmåder blandt borgerne ind i de kommunale cirkler:

"Min funktion i kampagnen er at formidle kommunens grønne kompostbudskaber til borgerne og bringe gode ideer mv. den anden vej."

Sådan kan de grønne guider bidrage til det kommunale LA 21 arbejde – og sådan gør de det rent faktisk nogle steder. Men altså ikke altid. I beskrivelsen af de grønne guiders roller i 11. 2. viste jeg, at det ikke altid er let at være grøn guide mellem borgerne og kommunen. Det handler ikke kun om den grønne guides gode vilje, ressourcer og kompetence. Om potentialerne udnyttes handler i høj grad også af holdningerne og viljen hos kommunen og borgerne. Her er der imidlertid god grund til at tro på, at det går den rigtige vej – jævnfør de gode meldinger fra guiderne om udviklingen i samarbejdet med kommunerne. Der er dog tilsyneladende stadig et stykke vej dertil, hvor guiden som proces-katalyserende 3. part kan fungere som en slags ’ordstyrer’ for den lokale politiske debat mellem kommune, borgere, erhvervsliv m.fl. om den kommunale LA 21 plan for en bæredygtig udvikling.

11.4 Guiderne og kommunerne nu og i fremtiden

Status i dag er, at forholdet mellem grønne guider og kommune generelt har udviklet sig positivt; fra en i starten usikker holdning til hvem guiderne er, over etablering af gode, personlige kontakter om konkrete opgaver, til mere kontinuerlig kontakt, gensidig sparring og udvikling af samarbejder, der implicerer stadig flere parter inden for den kommunale forvaltning. Det politiske niveau er der derimod kun et nært samarbejde med i ca. 1/4 af projekterne. Dette, men også analysen af de grønne guiders mulige funktioner i det kommunale LA 21 arbejde, viser, at der er et potentiale for en videre udvikling. Om den gode udvikling kan fortsætte, er imidlertid både afhængig af guidernes håndtering af deres rolle og af kommunernes holdning til guiderne. Det er i den forbindelse vigtigt, at de grønne guider ikke låser sig – eller låses – i en bestemt rolle, men kan bevæge sig mellem politikere, forvaltninger, borgergrupper m.v. som ’den fri spiller’ der i nogle sammenhænge fungerer som ’kommunens forlængede arm’, i andre som ’borgernes og miljøets advokat’ og i andre igen som ’den dialogskabende 3. part’.

Set i forhold til den fremtidige udvikling bliver det vigtigt, hvilken rolle kommunerne skal have i forhold til Grøn Guide ordningen. Som ansvarlige for den Lokale Agenda 21 udvikling – incl. kravene om borgerinddragelse heri – burde kommunerne være aktivt interesserede i at sikre fortsættelsen af det arbejde, som de grønne guider har sat i gang. I mange Grøn Guide projekter er kommunerne allerede økonomisk involverede ved enten helt eller delvist at stå for det lokale bidrag til guidens løn og projektets udgifter til drift og aktiviteter. Man skal her være opmærksom på det dilemma der ligger i, at de grønne guider på den ene side dårligt kan undvære denne kommunale opbakning, men på den anden side som følge af den risikerer at blive stækket i deres fri rolle. På den ene side kan man således argumentere som guiden her:

"Hvis ikke der er en eller anden form for kommunikation med kommunen, så vil de grønne projekter leve et liv afsondret fra de kommunale beslutningstagere og politikerne, som vil gøre gennemførelsen af projekterne vanskeligere. Derfor er det godt, hvis kommunen føler en eller anden form for ’ejerskab’ og medansvar for de grønne projekter."

På den anden side så vil den økonomiske afhængighed af kommunen kunne blokere guidernes mulighed for at fungere i rollerne som henholdsvis ’borgernes og miljøets advokat’ der lægger pres på kommunerne for at fremme miljøindsatsen, og som ’den dialogskabende 3. part’, der fra en uafhængig position kan skabe debat og fremme konfliktbearbejdning, så også barriererne for en bæredygtig lokal udvikling bearbejdes. Det er et problem, som flere guider allerede har oplevet under den nuværende ordning. Skal guiderne fungere som ressourcestøtte for borgerne eller fremme en debat om lokale barrierer for handling på miljøområdet, så kan de dårligt undgå af og til at komme til at stå som modpart til den kommune, som de samtidig er økonomisk afhængig af.

En eventuel overdragelse af Grøn Guide ordningen til kommunerne vil i det lys være højst problematisk. Herved ville de grønne guider blive kommunalt ansatte og dermed underlagt den kommunale ledelse og mange steder også den kommunale sektoropdelte struktur. De vil herved ikke som nu kunne sige nej, hvis kommunen ville ønske, at de overtager kommunale forvaltningsopgaver, som i dag ikke hører under de grønne guiders arbejdsopgaver. De vil ikke kunne værge sig mod, at borgerne nu ville betragte dem som en repræsentant fra kommunen, og dermed mod at de vil forholde sig til dem som ’kontrollerende myndighed’. Og deres folkeoplysende rolle som igangsætter og katalysator ville altså som nævnt blive helt underlagt kommunens politiske og forvaltningsmæssige magtstruktur, med guiden på det laveste niveau i hierarkiet.

Hvordan balancere dette forhold mellem på den ene side behovet for kommunal støtte og commitment i forhold til Grøn Guide projekterne – og på den anden side sikringen af disse projekters autonomi? En eller anden grad af samfinansiering, som betyder, at Grøn Guide projekterne ikke underlægges kommunerne er vigtig. Derudover er det vigtigt, at kommunerne i givet fald forpligtiger sig skriftligt til en kontrakt, som klart beskriver projekternes folkeoplysende idé, funktioner og relative autonomi.

Denne anbefaling vil blive videreudviklet i kapitel 13 om grøn guide ordningen og effekterne, hvor det økonomiske spørgsmål vil blive taget op.

¹⁰⁰	Opgørelsen er baseret på min tolkning af svarene på spørgsmål 28.3 i det afsluttende spørgeskema, jfr. bilaget