Grøn Guide ordningen lægger op til en stor bredde i den grønne guides arbejde: De skal i en eller anden grad både være folkelige, netværkere og miljøkonsulenter. Desuden skal de være helhedsorieterede; ikke kun arbejde med ét miljøemne, men med flere. Spørgsmålet er, om det er hensigtsmæssigt? Der er i hvert fald nogle problemer i det:

For det første er en grøn guide jo kun én person til at udfylde alle rollerne. Bredden gør let guiden til en ’blæksprutte’ med 10 bolde i luften. Med ordningens implicitte forventninger om, at de kan udfylde alle rollerne i en eller anden grad, og med egne præstationskrav er det blandt andet det, der gør alenearbejdssituationen så belastende. I kapitel 5 omtalte jeg i den forbindelse vores undersøgelse af alenearbejdsproblemet, som bl.a. viste at 21 ud af 51 guider havde haft problemer med for stor arbejdsbelastning, og 20 ud af dem med ene-ansvaret. Som det fremgik her kan denne psykiske belastning hæmme grøn guide projektets udvikling. Den kan i værste fald føre til, at de grønne guider brænder ud og dropper ud af projektet. Dertil kommer, at det ikke er særligt effektivt, hvis bredden bliver så stor, så det går ud over kontinuiteten i arbejdet; d.v.s. at guiden ikke kan holde alle bolde i luften, men på grund af travlhed med nogle af dem, taber nogle af de andre.

For det andet kan bredden give Grøn Guide projektet en uklar profil udadtil. Den grønne guide i Roskilde skriver i sin selvevaluering:

"Af svagheder ved projektet peger både foreninger og kommunen på, at det er vanskeligt at afgrænse den grønne guides arbejdsområde, at der er meget stor spredning i arbejdsfeltet, og at det giver mange forventninger til projektet, som det kan være svært at indfri på én gang. Flere anfører den store spredning i arbejdsfeltet som en svaghed i projektet. Jeg tolker dette som, at de har haft svært ved at se en klar profil i projektet, og det har skabt usikkerhed om, hvad de kan bruge mig til, og hvad de kan forvente af mig. Måske har de i nogle tilfælde gerne villet have et tættere samarbejde med mig, men har oplevet, at jeg er meget ’hængt op’ med andre ting."102

Som det fremgik af kapitel 5 er problemet med bredden til dels selvforskyldt, fordi projekterne har lagt et for højt ambitionsniveau i deres ansøgninger. Som det også fremgår, justerer og afgrænser projekterne sig typisk efterhånden og reducerer derved bredde problemet. Dertil må man tilføje, at rummeligheden også har nogle klare fordele:

Rummeligheden giver for det første en fleksibilitet. Den grønne guide kan lettere sætte ind, hvor behovet er og mulighederne viser sig, og dermed gøre større nytte, end hvis hun eller han har en klart afgrænset, smal profil.

For det andet gør rummeligheden det lettere at udvikle projektet i takt med udviklingen i den lokale miljøindsats. Grøn Guide projekterne skal være igangsættende og innovative. Men hvis et projekt fx. er afgrænset til netværker-rollen, og netværkene så en dag er udviklet og fungerer, så vil denne afgrænsning blive en sten om benet. Som beskrevet i 12.1. giver rummeligheden mulighed for en gradvis vægtforskydning mellem rollerne.

For det tredje giver rummeligheden i Grøn Guide ordningen ikke mindst den fordel, at Grøn Guide projekterne kan designes efter de særlige forhold der gør sig gældende det særlige sted.

På den baggrund vil jeg mene, at det mest fornuftige vil være at fastholde en rummelig ordning, men ikke kræve eller forvente en tilsvarende rummelighed i de enkelte projekter. Tværtimod bør de enkelte grøn guide projekter animeres til klare, afgrænsede, men også midlertidige profileringer, hvor de prioriterer bestemte roller og arbejdsopgaver for en periode. Med prioriteringer menes, at noget har klar forrang fremfor andet, men at det ikke udelukker det andet. Når Grøn Guide projekterne indleverer årsrapporter og forlængelsesansøgninger til Den Grønne Fond, er der til dels allerede heri prioriteringer af arbejdsopgaver. Samtidig er sådanne dokumenter også en form for legitimering af, at man yder noget for pengene, hvorfor jeg stadig synes, at der er en tendens til at opliste alle de forskellige ting, man vil gøre, snarere end at formulere prioriteringer for, hvordan man vil arbejde i den kommende periode. Her kunne Den Grønne Fond indskærpe over for styregrupperne og guiderne, at ikke blot initiativrigdom og aktivitet, men også en afklaret, realistisk afgrænsning og prioritering er noget, der lægges vægt på ved vurderingen af årsrapporter og forlængelsesansøgninger.

Naturvejlederne opfattes vist af mange udenforstående som nærmest identiske med grønne guider. Natur og miljø kan vel komme ud på et. Men der er nogle væsentlige kvalitative forskelle. En grøn guide, der har været naturvejleder, før han blev grøn guide, fremhæver 3 sådanne forskelle:

	Naturvejlederne skal fortælle folk, hvordan tingene hænger sammen, grønne guider, hvordan de kan laves om.
	Naturvejlederne arbejder med at give borgerne positive og gode oplevelser, hvilket ikke er så forpligtigende, som de grønne guiders projekter.
	Naturvejlederne tager folk med væk fra deres hverdag, grønne guider arbejder i hverdagen.

Trods disse forskelle mellem ordningerne, er der grønne guider, som laver naturvejledning. Jævnfør diagram 10 i del-kapitel 9.1. er det faktisk relativt udbredt. Omvendt er der også naturvejledere, som laver forbrugerinformation om miljø. Guiden på Bryggen fortæller fx. at naturvejlederne i København lavede et arrangement der hed "Hvad kommer vi i indkøbskurven?" i Brugsen i hendes område.

Omvendt illustrerer skemaet også, at de grønne guider let vil komme til at overlappe, hvor der findes nogle af de andre aktører. Der er et par ting, der taler for at dette ikke er et problem:

For det første betyder deres rummelighed, at de kan være de fleksible, der positionerer sig efter, hvem andre der er, og satser på de områder, de andre ikke dækker.

For det andet giver overlappet mulighed for samarbejde og synergi. Man skal være opmærksom på, at samtlige disse aktører typisk er alene om deres opgave. Et vigtigt element i de grønne guiders problemer med alenearbejdssituationen er, at mangler en faglig sparring i deres daglige arbejde. I det perspektiv handler det altså ikke om at undgå overlap, men om at fastholde en struktur med delvist forskellige, delvist overlappende aktører, fordi det giver muligheder for styrke idérigdommen, kvaliteten og styrken i en del af aktiviteterne.

På den anden side betyder disse argumenter ikke, at det er irrelevant at se på mulighederne for at undgå unødvendige overlap. Når nu Grøn Guide ordningen åbner så mange muligheder, så er der nogle typer aktiviteter, som kunne nedtones for at give flere kræfter til nogle af de andre:

	At så mange grønne guider, der har så meget at gøre, laver naturprojekter og naturvejledning, som det fremgår af diagram 10 virker ikke fornuftigt, når landet også har en udbygget naturvejleder-ordning104.
	At formidling af miljøinformation fortsat bør være en vigtig del af de grønne guiders arbejde, kan der af flere grunde også stilles spørgsmål ved. Som beskrevet i kapitel 8 kan miljøinformation have flere nyttige effekter, men samtidig fremgik det også, at der er flere problemer ved at satse på det område. Ud fra et rolle-synsvinkel kan man tilføje, at der er flere andre aktører på denne bane. De her nævnte beslægtede aktører – nemlig naturvejlederne, energivejlederne og LA 21 medarbejderne bidrager delvist også på det område. Dertil kan lægges nationale aktører som Grøn Information og det nye Forbrugerinformation, som godt nok er på større distance, men samtidig er godt gearede til at benytte vores nye IT-virkelighed. Der er dog ganske givet områder og behov, som disse aktører ikke dækker, og hvor det kan være vigtigt med grønne guider til at sikre informationen til folket. Det kan være vigtigt at få belyst mere i detaljer.
	Rollen som miljøkonsulenter er vigtig, fordi folk, der gerne vil gøre noget for miljøet, ellers let bremses af manglende viden. Der er imidlertid et grænse problem mellem de Grøn Guide projekter, som er udprægede miljøkonsulent-projekter, og Energi- og Miljøkontorernes konsulentarbejde. Ser man på projekterne i Kolding og Vestsjælland (jfr. kap. 4), så er de ikke lokale på samme måde som projekter af den folkelige eller netværkskabende type er det. Skulle man drage en grænse, kunne man derfor eventuelt udvikle denne type projekter i Energi- og Miljøkontorernes regionale regi, og lade dem samarbejde med de lokale Grøn Guide projekter.

Disse grænsedragningsspørgsmål tages op igen i evalueringens sammenfattende diskussion, da det uvægerligt hænger sammen med spørgsmålet om Grøn Guide ordningens fremtid. Den kommende evaluering af spørgsmålet vil forhåbentligt kunne gå mere i dybden. Overfladisk set antyder overlap, at der er nogle mulige rationaliseringsgevinster. Men ser man på de mange roller, de grønne guider forvalter i dag, så vil en rationalisering, der vil betyde, at flere ordningers opgaver samles under ét og klares af færre, forværre de problemer, de grønne guider har i dag med bredden og arbejdsbelastningen – og samtidig forringe den synergi og styrke det giver, når flere aktører samarbejder i det samme område. I stedet kan man forsøge at trække de enkelte aktørers profiler klarere op i forhold til hinanden og anvise muligheder for at fremme deres samvirken.

Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |