| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Evaluering af Grøn Guide Ordningen 1997-2000

Kapitel 13 Støtten til Grøn Guide projekterne

Grøn Guide ordningens og Grøn Guide projekternes interne organisering var hovedtemaet i del-evalueringen fra 1998. I denne evaluering er det derimod det udadvendte arbejde, der er i fokus. Det betyder, at de interne, organisatoriske forhold kun inddrages, som noget der kan have betydning for effekterne af det udadvendte arbejde. I kapitel 5 blev de grønne guiders alene-arbejde således taget op, fordi det har været et udbredt problem, der har hæmmet udviklingen i nogle af projekternes indsats. I dette kapitel handler det på tilsvarende vis, om Grøn Guide ordningen har støttet Grøn Guide projekternes arbejde.

Det absolut største tema her, drejer sig om den økonomiske støtte: Delfinansieringsordningen, Grøn Guide projekternes aktivitetsmidler og deres økonomiske forankring i fremtiden behandles i 13.1. Derefter følger i 13.2. et relativt kortfattet bidrag til belysning af de grønne guiders erfaring med støtten fra Den Grønne Fonds sekretariat, med Grøn Informations netværksstøtte til Grøn Guide ordningen, samt med det elektroniske netværk GAIA. Herudover har Grøn Guide ordningens støtte til projekterne også bestået i en efteruddannelse. Den tages imidlertid først op i næste kapitel i tilknytning til behandlingen af de grønne guiders kompetencer.

13.1. Den økonomiske støtte

Ulemperne knytter sig klart til de fattige og usikre projekter og handler om flere ting:

Udover den stress og det tidsforbrug, som det påfører guiden, betyder usikker og utilstrækkelig økonomi altså også, at de lokale frivillige må bruge deres kræfter på at skaffe penge, at arbejdet prioriteres efter hvad der kan give penge, at gejsten falder og langtidsplanlægning vanskeliggøres.

Disse ulemper mærkes især blandt projekter, hvor projektet er funderet i foreninger og græsrodsorganiseringer med begrænset støtte fra kommunalt hold. Men det er heller ikke alle projekter med tilstrækkelig kommunal medfinansiering, som entydigt oplever medfinansieringen som en fordel. En guide skriver fx:

Der er altså nogle, for hvem delfinanieringssystemet er et stort problem. Når mange guider generelt er tilfredse med bevillingskriterier og kravene fra Den Grønne Fond, kan det tolkes som en konsekvens af, at ordningen passer godt til de rige og forholdsvis progressive by-kommuner samt til de store boligselskaber, som derfor har kunnet iværksætte mange grøn guide projekter, - mens den ikke egner sig så godt for fattige foreninger og frivillige borgerorganisering, samt for fattige landkommuner – hvorfor Grøn Guide projekter her er få og problemfyldte. Ud fra den tolkning handler vurderingen af delfinansieringssystemet også om, hvad det er for typer Grøn Guide projekter, man vil fremme.

Hvad angår spørgsmålet om, hvilke typer Grøn Guide projekter finansieringsordningen skal befordre, vil jeg henvise til de gode erfaringer med udviklingen af samarbejdet mellem Grøn Guide projekterne og kommunerne (jfr. kapitel 11). Det er godt at have en så væsentlig part i lokalsamfundet som kommunen knyttet til Grøn Guide projektet. Og det er godt hvis projektet samtidig kan have en delvis autonomi i forhold til kommunen, så den kan fremme dialogen mellem kommune og borgere. Samtidig er der et problem, de steder, hvor kommunerne er meget modvillige overfor at styrke miljøindsatsen, og/eller hvor de er små og fattige som på landet. Som vist gør Grøn Guide projekter nogle steder god gavn ved at styrke den folkelige aktivitet og være borgernes advokat overfor kommuner, der ikke gør noget ved LA 21 arbejdet. Tilsvarende er Grøn Guide projekterne i landområderne også blevet fremhævet som værdifulde, fordi det her er muligt at starte miljøaktiviteter op på steder, hvor der ingen aktivitet har været i forvejen og at sætte gang i en levende miljødebat – ikke mindst med en tiltrængt dialog mellem landmænd og forbrugere. Ud fra disse betragtninger vil jeg foreslå, at delfinansieringsordningen fastholdes, men at fonden overvejer at indføre en dispensationsordning. Den skal gøre det muligt for ansøgere, der beviseligt forgæves har forsøgt at finde den nødvendige lokale delfinansiering, og som har et i øvrigt troværdigt og perspektivrigt projekt, at opnå helt op til fuld finansiering. Der skal selvfølgelig være særdeles gode, ekstraordinære argumenter for at kunne opnå en sådan dispensation, således at det ikke kan betale sig for en kommune rent taktisk at afslå støtte til et Grøn Guide projekt i forventning om, at det så vil få dispensation til fuld støtte fra fonden.

Aktivitetsmidlerne

De grønne guider har ikke blot behov for penge til løn og den basale drift. Vil de lave arrangementer eller aktivere borgere omkring lokale miljøprojekter er det begrænset, hvad de kan gøre uden penge. I den forbindelse skrev vi i Del-evalueringen:

Dette er det ene potentielle problem: Skaber de grønne guider et pres på de eksisterende midler til miljøaktiviteter, så der opstår et flaskehals problem, der medfører, at mange projekter må afvises med skuffelse til følge, og at de mindre professionelle græsrødder får vraget deres projektideer i konkurrencen? Det andet potentielle problem handler om, hvorvidt det lokale medfinansieringskrav medfører at de lokale aktivitetsmidler drænes, fordi de bruges til løn til grønne guider?

Foranlediget af det første af disse potentielle problemer indeholdt det afsluttende spørgeskema til guiderne et spørgsmål om, hvorfra de har skaffet penge til lokale projekter samt hvor store beløbene havde været. Desværre var besvarelserne af dette spørgsmål så mangelfulde, at det ikke har været muligt at lave en samlet, troværdig opgørelse. Besvarelserne viser dog, som det fremgår af listen herunder, at Grøn Guide projekterne får støtte til lokale projekter fra mange forskellige kilder:

Tabel 13:
Bevillingsgivere hvorfra de grønne guider har skaffet penge til lokale projekter:

Som det ses spreder bevillingerne sig ud på mange forskellige kilder. Da hverken antal bevillinger eller beløbsstørrelser har kunnet opgøres, kan flaskehalsproblemet imidlertid hverken be- eller afkræftes, men må stå åbent som et potentielt problem, som fonden bør være opmærksom på og få undersøgt nærmere.

Hvad angår det andet potentielle problem – om delfinansieringskravet sluger nogle af de lokale midler, som ellers kunne bruges til lokale miljøaktiviteter – så giver datamaterialet heller ikke her mulighed for at be- eller afkræfte det. Spørgsmålet kan ses i sammenhæng med de grønne guiders beskrivelse af ulemperne ved del-finansieringssystemet. Det er ikke kun projekter fra kategorien "decideret usikre", men også dem som tilhører kategorien "fattige projekter", som nævner det som en hæmning af effektiviteten i deres arbejde, at de må bruge så meget tid med at skaffe penge. I alt 33 guider ud af 72 angiver ulemper ved delfinansieringsordningen og et gennemgående element heri er, at de oplever at må bruge uforholdsmæssig meget tid på at skaffe penge. Denne del af Grøn Guide projekterne har et problem med ordningen, som det er vigtigt at forholde sig til. Der er ikke nogen speciel fornuft i at bruge penge til etablering af Grøn Guide projekter, som så må bruge en stor del af deres tid på at skaffe penge – ofte uden resultat og ofte med forsinkelser af tidsfølsomme processer. Den Grønne Fond bør derfor overveje at etablere en særskilt aktivitetspulje til Grøn Guide projekterne, som de kan søge om forholdsvis beskedne økonomisk bidrag til de udadvendte aktiviteter, hvor de ikke på anden måde har mulighed for at skaffe penge, uden at der går for meget tid eller bruges for mange kræfter. Det skal ikke være til større projekter, men brugsmidler til initiativer og mindre opgaver i det udadvendte arbejde – fx. med et max. beløb på 3000 kr. Der bør i givet fald sikres en hurtig bevillingsprocedure. Med så små beløb kunne beslutningskompetencen måske overlades til fondens sekretariat. Hvis det ikke er muligt at få en øget bevilling til en sådan aktivitetspulje, kunne man overveje at reducere antallet af Grøn Guide projekter til fordel for den.

Mulighederne for en økonomisk forankring af Grøn Guide projekterne

Som beskrevet i 2. del har 3 år ikke været nok til at sikre en lokal forankring af den folkelig miljøindsats. Forlængelsen af projekterne med endnu en periode vil sandsynligvis bringe flere projekter så vidt, at aktiviteterne kan fortsætte med eller uden de grønne guiders medvirken. Der er dog klart en økonomisk side af den sag: Hvis det skal være med de grønne guiders medvirken, er der så lokale økonomiske ressourcer til at overtage finansieringen heraf, eller kan guiderne fortsætte som selvstændige, der lever af at sælge deres viden?

Hvad angår muligheden for indtægtsdækket virksomhed, så er der kun ét projekt på hold 1, hvor guiden har forsøgt at fortsætte selvstændigt – og det er med et firma som udvikler vandrensningssystemer m.v. – ikke med en fortsættelse af processerne i det lokalområde, hvor han oprindeligt var ansat. Herudover er der også nogle igangværende Grøn Guide projekter, som forsøger at satse på at udvikle kompetencer og funktioner, som senere kan sælges til kommunen, boligselskaber, lokale virksomheder m.fl. Den grønne guide i Høje-Taastrup forsøger at gå den vej. Som det fremgår af beskrivelsen af dette projekt i kapitel 4, så giver det et dilemma, fordi det kun kan bygge på miljøkonsulent-funktionen, mens rollerne som ’folkelig oplyser’ og ’lokal netværker’ ikke er til at få betalt i en grad, så det kan dække en grøn guides løn, drift og aktiviteter. Det dilemma er ikke kun hans, men generelt for denne forankringsstrategi.

Hvad angår muligheden for at søge økonomiske ressourcer til en eventuel fortsættelse af Grøn Guide projektet, svarede over halvdelen af de grønne guider i spørgeskemaundersøgelsen, at de vil søge at sikre en fortsættelse ad den vej, såfremt støtten fra Den Grønne Fond ophører:

Diagram 15: Se her!
Andel Grøn Guide projekter som vil forsøge at sikre en anden finansiering, såfremt støtten fra Den Grønne Fond ophører – samt de grønne guiders holdning til om en kommunal bevilling i givet fald vil være ønskelig

På spørgsmålet om en kommunal bevilling i givet fald vil være ønskelig, svarede 37 af de 65 guider ja – hvilket faktisk er 1 mere end de 36 som angiver, at de vil forsøge at finde en anden finansiering. Forklaringen på det kan være, at nogle guider har angivet deres generelle holdning til, om kommunale bevillinger er ønskelige, selvom de ikke forventer, at deres eget projekt vil søge en ny bevilling efter den igangværende periode. Det interessante ved opgørelsen er dog først og fremmest, at kun 8 ud af de 65 guider svarer nej til at en kommunal bevilling er ønskelig, såfremt finansieringen fra Den Grønne Fond ophører. Begrundelsen er i disse tilfælde frygten for at blive stækket af en kommunal ansættelse. Det fremgår også af besvarelserne, at de grønne guider ikke ser andre realistiske alternativer end kommunerne, hvis Den Grønne Fond falder fra. Dermed kommer spørgsmålet om en fortsættelse af de eksisterende grøn guide projekter til at dreje som om kommunerne vil være villige til helt at overtage finansieringen af projekterne, samt om dette i givet fald vil være ønskeligt. Med hensyn til det sidste blev det i sidste kapitel påpeget, at det vil have negative konsekvenser for de grønne guiders autonomi, fri rolle og dialogskabende funktion, hvis de bliver en del af det kommunale system. Ud fra det perspektiv ville en kombination af kommunale og statslige midler være en bedre løsning. Den ville kunne sikre disse roller og funktioner samtidig med, at det ville være en måde at sikre, at der både var lokale og mere overordnede interesser bag Grøn Guide projekterne, således at de lokale miljøperspektiver ikke kommer til at skubbe de nationale og globale miljøperspektiver helt i baggrunden.

Afklaringen af mulighederne for økonomisk forankring hænger imidlertid også uløseligt sammen med spørgsmålet, om det i det hele taget er en god idé at forankre projekterne, som de er nu; om Grønne Guider skal være en ny permanent institution eller et midlertidigt og foranderligt initiativ? Dette spørgsmål tages op i den samlede diskussion.

13.2. Andre former for ressourcestøtte

Grøn Guide projekterne har ikke blot fået en pose penge fra Den Grønne Fond. Fondens sekretariat følger aktivt med. Dels kontrolleres en række formalia for det enkelte projekt, dels ydes rådgivning og vejledning til projekter. Grøn Information har to personer ansat som netværkskoordinatorer for ordningen, herunder som ordstyrere for IT-konferencesystemet GAIA, der siden begyndelsen har givet muligheder for informationsudveksling og debatter guiderne imellem. Som nævnt har ordningens organisatoriske elementer været i fokus i evalueringens 1. del, hvorfor de har været nedprioriterede i denne 2. del. Der har dog været plads til at checke, om der har været tilfredshed eller utilfredshed hos de grønne guider med disse støtte-elementer, da dette kan have indflydelse på effektiviteten i deres arbejde.

Den Grønne Fonds sekretariat har betjent Grøn Guide projekterne godt. Som det fremgår af diagram 16 på næste side er lige knap 80% af de adspurgte guider enten meget tilfredse eller tilfredse. Af de supplerende kommentarer får sekretariatet ros for deres venlige og brugbare betjening, og for deres aktive deltagelse på GAIA. Flere fremhæver, at det er blevet bedre med tiden. Den ringe kritik der er, går på at det nogen gange har taget lidt lang tid med et svar, og at der kunne sættes yderligere ind overfor at vejlede styregrupperne.

Diagram 16:
Tilfredshed med kontakten til – og sagsbehandlingen hos – Den Grønne Fonds sekretariat

Baseret på svar fra de grønne guider på hold 1, 2 og 3. I alt 68 svar.

Grøn Informations netværkskoordination får også ros for deres arbejde. Som diagram 17 viser, er ca. 2/3 af de grønne guider enten meget tilfredse eller tilfredse. Rosen går både på den hjælp, de har ydet og på de en-dages faglige ad hoc kurser, som de har arrangeret. Ad hoc kurserne er der dog delte meninger om. Der er flere, der synes, de har manglet faglig dybde. Andre mener, koordinatorerne kunne have struktureret GAIA bedre, og at der er brug for en bibliotekar til at opsamle erfaringer fra Grøn Guide projekterne. En tredje kritik går på, at der har manglet en kobling til ekspertstøtte. Det er dog ikke kritikker, som går ud over den samlede tilfredshed. Der er således ingen, der har markeret at være meget utilfreds, og kun 9% er delvist utilfredse.

IT-konferencesystemet GAIA får en hårdere kritik, som det kan ses af diagram 18. Over halvdelen af guiderne er enten meget utilfredse eller utilfredse med systemet. Kritikken går ikke på selve ideen med at have et konferencesystem, men især på de tekniske problemer, som har præget det anvendte system. En anden kritik, som der også er flere der nævner, går på, at selve opbygningen af systemet er for uoverskuelig, og at det er rodet og omstændeligt at bruge. Dette problem er ikke blevet mindre af, at der nu er næsten 100 guider, der benytter det. Som evaluator har jeg selv benyttet systemet, og kan tilslutte mig kritikken.

Diagram 17:
De grønne guiders tilfredshed med Grøn Informations netværkskoordinering og støtte

Baseret på svar fra de grønne guider på hold 1, 2 og 3. I alt 70 svar.

Diagram 18:
De grønne guiders tilfredshed med GAIA-netværket

Baseret på svar fra de grønne guider på hold 1, 2 og 3. I alt 67 svar

Kritikken af GAIA-netværket har været den samme siden begyndelsen af ordningen. Tilsyneladende har forsøgene på at opstramme systemet ikke været tilstrækkelige. Der er på den anden side ingen tvivl om, at det er godt for ordningen at have et sådant kommunikationsværktøj. Der er derfor behov for at Den Grønne Fond med professionel assistance får undersøgt mulighederne for at erstatte det nuværende system med et simplere og mere funktionsdygtigt system. I den forbindelse burde fordele og ulemper ved et system, der kan fungere direkte på World Wide Web, overvejes.

Som det ses i forbindelse med driften af tilsvarende systemer, er tilstedeværelsen af en aktiv ordstyrer- og oprydder-funktion i de enkelte konferencer af stor betydning. Det vil derfor være en god idé, hvis fonden og netværkskoordinatorerne afklarer, hvordan denne funktion kan styrkes.