|
Evaluering af Grøn Guide Ordningen 1997-2000 Hvordan er det gået?
Samlet statusEfter mere end 4 års følgeforskning og på baggrund af de præsenterede analyser i denne rapport er konklusionen, at Grøn Guide ordningen samlet set har levet fint op til de formål og hensigter, som blev sat for den ved dens start. Den har styrket den lokale, folkelige miljøindsats - ikke blot ved de grønne guiders egen oplysende indsats, men gennem samarbejde med mange forskellige lokale parter om arrangementer og miljøforbedrende projekter, samt gennem koordination og netværksorganisering. Aktiveringen af de lokale kræfter har ikke været en nem opgave. De grønne guider kan ikke forcere processen, men må integrere sig lokalt og følge de frivillige borgeres og lokale professionelles tempo, som er præget af tidsmangel og mange andre gøremål. Men over tid sker der en udvikling, som ikke var sket, hvis der ikke havde været en grøn guide. De 3 år har også vist, at de grønne guider og kommunerne - efter gensidig usikkerhed over for hinanden i starten - har udviklet et positivt samspil, hvor guiderne støtter kommunerne i deres miljøinitiativer i forhold til borgerne, og borgerne i deres påvirkning af kommunens miljøindsats. Guidernes fri rolle mellem de øvrige lokale aktører giver gode muligheder for at bringe disse aktører sammen på tværs og fremmer dialogen mellem dem. Både i de aktive og de mere modstræbende kommuner er de grønne guider en helt central aktør i forsøgene på at styrke den folkelige involvering i kommunernes Lokal Agenda 21 indsats. Grøn Guide ordningen er rummelig, hvorfor de enkelte Grøn Guide projekter prioriterer forskelligt. Gennemgående er de grønne guiders arbejde imidlertid kendetegnet af mange forskellig opgaver. Bredden gør, at de når ud og får fat i de lysegrønne på flere forskellige måder; gennem direkte kommunikation på markeder, torvearrangementer o.lign., gennem samarbejdsprojekter med lokale institutioner og foreninger, gennem ’ambassadører’ som fx. de lokale butikker, samt gennem de lokale og regionale massemedier. Kombinationen af miljøinformation og handleorienterede projekter er vigtig, fordi det er metoder som komplementerer hinanden - og derfor tilsammen gør det sandsynligt, at grøn guide projekterne har formået at påvirke borgernes miljøadfærd. Denne adfærd er også påvirket ved, at de kompostordninger, genbrugsordninger, øko-torvedage, delebilsordninger m.v., som de grønne guider har været med til at få gennemført, gør det nemmere for folk at handle miljøvenligt.
Alt i alt giver denne status ikke nogen grund til at anbefale akutte, større ændringer i Grøn Guide ordningen i de kommende år. Det er dog ikke det samme som, at der ikke er nogle problemer, som gør at der er behov for justeringer. De bliver omtalt senere. Det betyder heller ikke, at fremtiden ikke byder på centrale problemstillinger og udfordringer, som Den Grønne Fond bør tage stilling til med henblik på ordningens videre skæbne efter den 2. periode. Et vellykket forløb hidtil betyder ikke nødvendigvis, at det vil være rigtigt at fortsætte på samme måde mange år frem. Grøn Guide ordningen har været innovativ. Hvis den skal fortsætte med det, er der også brug for at afveje nye muligheder i forhold til sikring af de kvaliteter, som nu er blevet opbygget. Det handler sidste del om. Sammenfatning af svar på de enkelte succeskriterie-spørgsmålBaggrunden for ovenstående generelle status er en række analyser, som har belyst, hvorvidt Grøn Guide ordningen har levet op til de opstillede succeskriterie-spørgsmål. Disse spørgsmål er baseret på de formål og intentioner, som oprindeligt blev lagt til grund for ordningen. I det følgende sammenfattes evalueringens svar på dem ét for ét: Grøn Guide projekterne og den lokale udvikling
På baggrund af en undersøgelse af 22 gennemførte hold 1 projekter, kan det konstateres, at langt størsteparten har haft et lokalt udgangspunkt og er blevet integreret i den lokale proces. Hvad angår det lokale udgangspunkt viser en opgørelse, at hovedparten af hold 1 projekterne ved starten, såvel som ved slutningen havde afgrænset deres målgrupper til kommunen eller mindre geografiske enheder. Herudover var der nogle få projekter, som dækkede mere end 1 kommune (men med lokale aktiviteter), samt 4 mere specielle projekter – hvoraf de to allerede i udgangspunktet var accepteret af fonden som sådanne, mens de to øvrige har arbejdet lokalt, men også har formidlet viden bredere ud på grund af særlig viden på et bestemt område. Hvad angår integrationsprocessen i det lokale samfund, kan det konstateres, at i 21 ud af 22 gennemførte hold 1 projekter er guiden blevet integreret lokalt. Der er tale om en proces, og selvom denne kun i ét tilfælde har været problematisk, så er det ikke det samme som, at processen er tilendebragt i alle de øvrige projekter. Efter de første 3 år er 10 af de 21 projekter godt integrerede, mens 11 vurderes som enten ikke at have tilendebragt integrationsprocessen eller kun at have opnået en forholdsvis smal eller ustabil integration. I 9 ud af disse 11 tilfælde har projektet enten været et såkaldt 0-punkt projekt (både guide og miljøindsats begynder fra 0-punktet i lokalområdet), eller et mellem-projekt (enten guide eller miljøindsatsen starter ved 0-punktet i lokalområdet). Når et projekt starter ved 0-punktet er integrationsprocessen forståeligt nok mere krævende. Men det er ikke sådan, at de nødvendigvis er længere tilbage efter 3 år end dem, som starter et sted med en allerede igangværende proces. Således er der antalsmæssigt lige så mange 0-punkt projekter, som er blevet godt integrerede på hold 1, som mellem-projekter og igangværende projekter, mens der relativt set er færre af dem, der når så langt. Opgørelsen viser også, at forskellene i udgangspunkter har konsekvenser for integrationen – om end de ikke er alarmerende. 0-punkt projekterne har således større risiko for at køre skævt end de igangværende projekter. Det kan være enten med en problematisk integration, ved skift af guide undervejs eller med projektophør i utide. Lidt over 1/3 af 0-punkt projekterne på hold 1 har fået den skæbne. Der skal dog her samtidig huskes på, at det kan være af særlig værdi, at igangsætte en proces et sted, hvor der intet skete i forvejen. Dette er lykkedes i de øvrige 0-punkt projekter.
En opgørelse af samtlige udadvendte aktiviteter i det anden arbejdsår for de 23 hold 1 projekter viser et gennemsnit på 10 samarbejdsrelationer med lokale parter. Selvom den samme partner kan gå igen i flere aktiviteter, viser opgørelsen også, at der er en stor bredde i gruppen af involverede samarbejdspartnere. Relationen til kommunerne er af største betydning for udviklingen af den lokale, folkelige miljøindsats. Forholdet mellem grønne guider og kommune generelt har udviklet sig positivt; Fra en i starten skeptisk eller usikker holdning fra kommunernes side til hvem guiderne er, har udviklingen typisk bevæget sig over etablering af gode, personlige kontakter om konkrete opgaver, til mere kontinuerlig kontakt, gensidig sparring og udvikling af samarbejder, der implicerer stadig flere parter inden for den kommunale forvaltning. 40 ud af 53 Grøn Guide projekter angiver en positiv eller delvis positiv udvikling i relationen til kommunen. Forholdet er påvirket af kommunernes forskellige ressourcer og politiske kulturer. Ca. 2/3 af de grønne guider har et nært samarbejde med kommunen. Heraf flest alene med den kommunale forvaltning. Kun i ca. 1/4 af tilfældene er der et nært samarbejde med både politikere og forvaltning i kommunen. En anden fjerdedel har jævnlig kontakt med kommunen, men ikke med et egentligt samarbejde. Ingen eller sjælden kontakt med kommunen er undtagelsen fra reglen. En stor kvalitet i de grønne guiders samarbejde med de lokale aktører er, at de udgør en ’fri spiller’ mellem de andre. I relationen mellem kommune og borgere, kan de i nogle sammenhænge fungere som "kommunens forlængede arm" ud mod borgerne, forstået sådan at de kan hjælpe kommunen med dens miljøinitiativer, fordi de står i tættere kontakt med borgerne, og er fri af den kommunalt ansattes image som "kontrollerende myndighed". I andre sammenhænge betyder den fri rolle, at guiden kan være "borgernes og miljøets advokat", der formidler ønsker, ideer og kritik til kommuner hvis miljøindsats er mangelfuld. Endelig er der også eksempler på, at de grønne guider kan fungere som "den dialogskabende 3. part", der kan hjælpe med at overvinde barrierer ved at skabe konstruktiv debat og konfliktløsning mellem kommunen, borgerne eller andre lokale aktører. Disse forskellige roller er i særlig grad relevante i forhold til at styrke kommunernes udvikling og gennemførelse af Lokal Agenda 21 handlingsplaner. Grønne guider har vist sig at kunne have flere vigtige funktioner i den forbindelse; både som igangsættere af borgerinddragelsen, som ressourcestøtter for de grupper og aktiviteter som kommer i gang, som primus motor i konkrete miljøprojekter, som rådgivere for kommunerne og som formidlere. De grønne guider samarbejder ikke kun med borgernes organiseringer samt kommunernes institutioner og forvaltninger. Mere end 3/4 af guiderne på de 3 første hold har samarbejdet med lokale butikker. Lidt over halvdelen har samarbejdet med lokale virksomheder. Generelt er erfaringen, at det ikke har været let. På den anden side ser det ud til, at de især i forhold til butikkerne har fundet en vej frem for samarbejdet. Nogle af Grøn Guide projekternes arbejde med udvikling af et "Grøn butik" koncept rummer således et potentiale for et større gennembrud på dette område. De grønne guider har en vigtig rolle som ’netværkere’, der bringer forskellige lokale aktører sammen omkring aktiviteter, eller som dem der opbygger og koordinerer mere permanente netværk – fx. i form af Grønne Råd eller Lokal Agenda 21 grupper: For de 3 første hold gælder det, at 69% af guiderne har bidraget til netværksudvikling mellem lokale borgere, 46% til netværksudvikling mellem lokalområder, 57% mellem borgere og politikere/embedsmænd, og 54% til netværksudvikling mellem andre lokale aktører.
Den koordinerende funktion er netop beskrevet og bekræftet ovenfor. Det følgende handler derfor om, hvorvidt det er lykkedes de grønne guider at aktivere borgerne gennem rådgivning og andre former for ressourcestøtte? Dette spørgsmål handler dermed ikke bare om hvorvidt guiderne har fungeret som tiltænkt, men også om det har nyttet noget. Og nytten handler i denne forbindelse om hvorvidt den lokale, folkeoplysende miljøindsats er blevet styrket. Så godt som alle grønne guider angiver, at den lokale miljøindsats er blevet styrket som følge af deres arbejde. Der er dog forskellige typer begrundelser. Nogle mere diffuse, andre mere kontante. En opgørelse af de 3 holds eksempler på, hvordan de har bidraget til at styrke den lokale miljøindsats viser, at der tilsyneladende sker en udvikling i projekterne, således at flere kan henvise til kontante eksempler på organisatorisk og aktivitetsmæssig udvikling som resultat af deres indsats, jo længere tid de har været i gang. Dette er i god overensstemmelse med analysen af de 8 udvalgte projekters udvikling i kapitel 4, samt med det bredere overblik i kapitel 5. Heri beskrives den typiske udvikling for et Grøn Guide projekt. I en ultrakort version fortæller den, at :
Der er selvfølgelig forskelle i, hvor langt projekterne er kommet efter 3 år. På hold 1 var 4 projekter kommet længere, mens det i 6 projekter fortsat virker usikkert, om de har fundet en farbar og lovende vej frem for det videre arbejde. Usikkerheden hænger sammen med de forskellige vilkår for projekterne, men også med de strategier, som projekterne prioriterer og guiderne evner. Her kan der skelnes mellem 3 roller: Guiden kan være "entreprenør", der opbygger nye, permanente institutioner/organiseringer. Hun eller han kan også være "projektmager", der fremmer lokale aktiviteter og konkrete miljøforbedrende projekter. Og endelig kan rollen som "informator" være den, der satses på. Guiderne har ofte alle 3 roller – men vægtningen er forskellig. I et lokalt udviklingsperspektiv er de to første roller de mest nyttige. Datamaterialet rummer mange eksempler, der viser, at grønne guider styrker det lokale miljøarbejde på flere forskellige måder:
Samlet kan man sige om de grønne guiders aktivering af borgerne og bidrag til at styrke den lokale folkelige miljøindsats, at der har været stillet urealistisk høje forventninger til de grønne guider. Tilbud om lokal ressourcestøtte antænder ikke lunten til en eksplosiv udvikling i den folkelige deltagelse. Derimod får de grønne guider gennem lokal integration og hårdt benarbejde efterhånden involveret lokale aktører i projekter, styrket netværk og nogle steder også forankret indsatsen i mere permanente organiseringer og institutioner. Der sker på denne måde gennemgående en styrkelse af den lokale, folkelige miljøindsats, som rækker ud over guidens egen tilførsel af ressourcer.
Kun 4 ud af hold 1’s 23 projekter var kommet så langt efter 3 år – og to af disse er forlænget for at fortsætte konsolideringen af indsatsen, samt igangsætte nye initiativer. I disse 4 tilfælde har der været tale om helt specielle forhold og om guider med særlige kompetencer. Det betyder, at man ikke kan forvente, at det skal gå sådan andre steder, og at de kan danne norm for, hvad man kan nå på 3 år. I tidligere forsøg med ressourcestøtte til miljøudvikling i lokalområder har 3 år vist sig at være for lidt til at skabe og forankre en miljømæssig og kulturel forandringsproces7. Det gælder tydeligvis også i tilfældet Grønne Guider. Det hænger sammen med, at guiden trods alt kun er én person, og at hun eller han ikke kan forcere, men må følge de frivillige borgeres, de travle handlendes og kommunens omstændelige tempo. Muligheden for at søge om en forlængelse på 2 ½ – 3 år har fået langt de fleste projekter til at gøre det. Spørgsmålet er derfor nu, om de vil være kommet så langt på det nye afslutningstidspunkt, så processen kan fortsætte ved hjælp af lokale ressourcer - med eller uden guiderne? Det handler om, hvilken udvikling der kan forventes i de kommende år, samt om økonomi. Begge dele tages op senere i denne sammenfatning. Grøn Guide projekternes folkeoplysning:
En opgørelse over målgrupperne for samtlige hold 1 projekternes aktiviteter i deres andet arbejdsår viser, at de altovervejende målgrupper er borgere/forbrugere og beboere. Kontakten til dem sker dels gennem medie-formidlede aktiviteter, dels gennem ’ambassadører’ – d.v.s. formidling til nogen som formidler det videre – og dels ved direkte kommunikation. De fleste projekter benytter igennem forløbet alle disse kanaler. Men vægtningen er forskellig. Hvad angår den direkte kommunikation, så er der mange guider, som laver torvedage og grønne markeder eller deltager på dyrskuer og lignende store offentlige arrangementer. Konventionelle metoder som foredrag og offentlige møder bliver også benyttet. Men der er også flere eksempler på mere oplevelsesprægede arrangementer, som besigtigelsesture, demonstrationsarrangementer i butikker og økologiske modeshows. Herudover er der aktiviteter med direkte kommunikation med en afgrænset målgruppe. Fx. samarbejdsarrangementer med spejderne, aktivitet for børn og forældre, spiseklubber m.v. De fleste projekter har gennem sådanne arrangementer og samarbejder med lokale aktører direkte borgerkontakt. Men der er stor forskel på, hvor meget, det præger deres arbejde. Der er nogle enkelte guider, som har lagt hovedvægten på rollen som "folkelige", d.v.s. på at fungere helt tæt på folk ude i deres sociale netværk. Rollerne som "netværkere" og "miljøkonsulenter" er langt mere udbredte. De bringer guiderne mere i kontakt med henholdsvis den aktive borgerkreds og med dem, der har en eller anden motivation for at gøre noget for miljøet i forvejen. Igen er det dog sådan, at rollerne oftest kombineres af guiderne.
Beskrivelserne af de 8 udvalgte projekter viser, at grønne guider kan nå endog meget langt ud og rykke i folk, samt at de fleste af disse projekter på forskellige måder har nået ud over de aktive og grønnes rækker. Et bredere overblik viser som nævnt, at de grønne guiders aktiviteter hovedsageligt er rettet mod folk, hvad enten det er som lokale borgere, som forbrugere eller beboere. De benytter for en stor dels vedkommende konventionelle aktivitetsformer og formidlingsmetoder såsom foredrag, udstillinger, møder m.v. Datamaterialet gør det ikke muligt at dokumentere om disse aktiviteter praktiseres i sammenhænge og på en sådan måde, så de når ud til de lysegrønne, eller om de kun når de aktivt interesserede. Differentieringen i direkte kommunikation, ambassadør-formidling og medieformidling viser imidlertid, at guiderne er aktive på alle tre områder. Heriblandt understøtter følgende indtrykket af, at de grønne guider er nået ud til de lysegrønne:
Evalueringen har ikke nogen opgørelse, som belyser den første del af det spørgsmålet. Ud fra det samlede datamateriale, og specielt det som handler om miljøinformationen, er det dog mit klare indtryk, at en stor del af deres aktivitet netop har handlet om det. Spørgsmålets 2. del har derimod givet anledning til at analysere den måde princippet om handleorienteret folkeoplysning er blevet praktiseret på. Der er ud fra materialet ingen tvivl om, at Grøn Guide projekterne har levet op til kravet om at være en praktisk handleorienteret støtte til folk. Det kan dels ses ud fra de 8 udvalgte projekter, som alle er udpræget handleorienterede. Af de øvrige 14 hold 1 projekter er der kun 2 som ikke giver eksempler på, at de har arbejdet handleorienteret. Hold 2 og 3 har ikke fået stillet samme spørgsmål, men ud fra deres eksempler i forbindelse med besvarelse af andre spørgsmål er det et tilsvarende helt entydigt indtryk, at deres udadvendte arbejde udpræget grad er handleorienteret. Handleorientering er imidlertid et uklart begreb. Det kan både opfattes som noget der står i modsætning til møder og debat, og som en arbejdsform baseret på "learning-by-doing". I det sidstnævnte tilfælde drejer det sig om at skabe gode rammer for igangsætning af handling, i stedet for at forsøge at motivere og belære folk ved at begynde med informationsformidling, og så regne med at det fører til handling. En stor del af de grønne guiders arbejde handler om den første form. Der er dog samtidig også store forskelle. Nogle guider er hovedsageligt "informatorer", mens andre ikke bruger tid på at formidle miljøinformationer. Som det fremgår af kapitel 2 har evalueringen ikke været inde og forsøge at undersøge, om de grønne guiders miljøinformation har fået borgerne og forbrugerne til at tænke og handle anderledes. Derimod gives en vurdering, baseret på forskellige andre relevante undersøgelser. Der konkluderes på den baggrund følgende: Handleorientering som information om miljørigtige handlemåder kan være en god måde at gøre miljøindsatsen konkret og relevant for folk på. Det er sandsynligt, at denne indsats kan føre til adfærdsændringer hos folk der allerede er aktivt engagerede i at forsøge at omlægge deres liv til at blive mere miljøvenligt. Hvor miljørådene er så overkommelige, at hverdagen kan fortsætte på samme måde, er der også gode chancer for at få en bredere kreds af borgerne til at ændre adfærd. Derudover er der nogle problemer ved den form for handleorientering. Miljøproblemerne opfattes generelt som et mindre presserende problem af befolkningen i dag og 2/3 del af danskerne mener ikke selv de har behov for yderligere miljøinformation. De vanskeligere miljøproblemer, som knytter sig til forbruget vil desuden næppe kunne ændres med miljøinformation, og der er en risiko for, at en strategi baseret på miljøinformation vil negligere disse problemer. Endelig kan det også hæmme folkeoplysningen, hvis folk identificerer de grønne guider som mere eller mindre hellige miljøagenter. Handlingsorientering, forstået som støtte til lokale aktiviteter og projekter med miljørelevans, har også sine styrker og begrænsninger. Den kan drives frem af andre motiver end miljøargumenter og alligevel fremme en miljøvenlig udvikling. Også på nogle af de mere vanskelige områder. Samtidig er aktivering af borgerne en bedre metode til at fremme læreprocesser, der kan ændre adfærd og livsstil. Men også denne form for handleorientering har sine begrænsninger, fordi folk i dag har travlt med så meget andet, og fordi borger-initierede projekter risikerer kun at gå efter de lavest hængende frugter, og at være så resultatorienterede, at opgaverne ikke vækker til refleksion og debat om værdier og strukturelle barrierer. Da de to former for handleorientering på den måde har forskellige styrker og begrænsninger er alsidigheden i Grøn Guide ordningen en fordel. Der arbejdes både udbredt med miljøinformation og med lokal aktivering. Der er dog grund til at overveje om handleorienteringen – trods forskellige muligheder – fortsat er en hensigtsmæssig ramme for den lokale folkeoplysning, eller om der i højere grad også bør åbnes for andre former, der fx. overskrider det lokale som ramme for løsninger eller som i højere grad skaber debat. Det spørgsmål behandles i den perspektiverende 3 del. Grøn guide projekternes bidrag til miljøforbedringer: Hensigten ikke bare med Grøn Guide ordningen, men med Den Grønne Fond som helhed, er at styrke den folkelige deltagelse i arbejdet på at fremme en miljømæssig bæredygtig udvikling. Selvom der ikke direkte er formuleret miljømål for Grøn Guide ordningen, så er det underforstået, at det er det, som det i sidste ende handler om. Men samtidig handler det eksplicit om, at folk skal være med til det. I det store perspektiv er det en forudsætning for, at hele det store bæredygtighedsprojekt skal kunne lade sig gøre. Ser man imidlertid på det i perspektiv af et Grøn Guide projekt, så betyder kravet om folkelig deltagelse ganske givet, at det er langt mere omstændeligt at komme frem til miljøresultater, end hvis man satte en grøn guide til at lave løsningerne for folk i samarbejde med andre professionelle miljøansvarlige i boligselskaber, kommuner, virksomheder m.v. Der er enkelte eksempler på det, men kun som undtagelsen der bekræfter reglen. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at succeskriteriet i Grøn Guide ordningen ikke handler om mest miljø for pengene, men om folkelig oplysning og folkets mulighed for at deltage og påvirke – samt på længere sigt styrke - miljøudviklingen.
Grøn Guide projekterne har selv kun opgjort få eksempler med en registreret miljøeffekt af deres indsats. Det skyldes til dels, at de ikke har forsøgt at effektvurdere deres indsats, men det handler også om at det er meget svært, fordi det ofte er svært at få sådanne tal fra affaldsselskaber, forsyningsselskaber m.v. Vandsparekampagner i bebyggelser er en af de få ting som flere noterer en registrerbar effekt af. Der er imidlertid også en anden side af de grønne guiders påvirkning af adfærd og livsstil. Det drejer sig om den påvirkning som sker gennem de handleorienterede miljøprojekter, som guiderne er med til at få gennemført. Effekten af sådanne projekter er ofte, at de gør det lettere for folk at handle miljøvenligt. I en opgørelse angiver ca. 2/3 af de adspurgte guider på hold 1 og 2 at deres arbejde har ført til regulære miljøforbedringer, mens ca. ½ delen af hold 3 – som på indsamlingstidspunktet havde været i gang i ca. 1 til 1 ½ år – har angivet det samme. Langt hovedparten refererer til projekter, som ikke bare giver en miljøforbedring, men som giver den ved at gøre det nemmere for folk at handle miljøvenligt. De mest udbredte eksempler er: Affaldssorteringsordninger indført i boligområder, installation af vandbesparende foranstaltninger, og omlægning til økokost i kommunens daginstitutioner. Hertil kommer mange andre eksempler fx. etablering af kompostordninger, oprettelse af økologiske torve, og åbning af genbrugsstationer for direkte genbrug. At fremme livsstilsændringer er mere krævende end at fremme adfærdsændringer. Forholdsvis få guider har forsøgt sig med eksplicitte initiativer til fremme af livsstilsændringer. Dem der har, har næsten alle forsøgt med et bestemt koncept for Grøn Livsstil kurser. Erfaringerne har ikke været særligt gode, dog med et par enkelte undtagelser. Denne type kurser er meget centreret om systematisk at arbejde med miljøforbedringer i husholdningen, hvilket kræver en stærk motivation. Muligheden for at tage afsættet i folks livsstilsproblemer - og ad den vej motivere til ændringer, som også har en miljøeffekt - er der ikke registeret eksempler på. Det indikerer, at de grønne guider gennemgående er uvant med at tænke miljø og folkeoplysning på denne måde.
Spørgsmålet er blevet besvaret ud fra undersøgelsen af de 8 udvalgte projekter. Ud fra disse virker det oplagt, at Grøn Guide projekter som led i deres primus motor rolle eller rådgivning er med til at identificere barrierer og hjælpe med at finde løsninger. En opgørelse af eksemplerne fra de 8 projekter viser 4 forskellige typer bidrag. Det drejer sig om bidrag til:
10 af de 14 hold 1 guider, som er blevet spurgt, har eksempler på aktiviteter som også har sociale aspekter. Sammenlignes det med de 8 udvalgte projekter, ligger de fleste eksempler inden for to typer af koblinger mellem miljøet og det sociale: Dels miljøaktiviteter med sociale kvaliteter (i den lette ende fx. en café i forbindelse med et torve-arrangement – i den tunge ende et affaldsprojekt, som også havde en social mission). Dels miljøarbejde som samtidig har en socialpolitisk funktion (fx. aktiviteter med bistandsklienter eller knyttet til indvandrer-projekter). Tre af de udvalgte projekter arbejder med en 3. type, som mere omfattende handler om at investere kræfter i den lokale, sociale udvikling - og i forbindelse med dette arbejde sikre en integration af miljøet heri. Koblingen mellem miljøarbejdet og de sociale sammenhænge håndteres altså mere eller mindre omfattende. Overvejende opfattes det sociale som vilkår og midler for miljøarbejdet, mens inddragelsen af det sociale som rummende dynamikkerne bag forbrugs- og miljøudviklingen, samt som en anden side af målene for en bæredygtig udvikling kun i begrænset omfang er kommet til udfoldelse i Grøn Guide ordningen.
En særskilt spørgeskemaundersøgelse med svar fra 35 guider fra hold 1 og 2 viste, at antallet af ansættelser i løbet af Grøn Guide projektforløb på fra 2 ½ til 4 år, i gennemsnit ligger på ca. 1,5 person i tilknytningen til selve bemandingen af Grøn Guide projektet (excl. den grønne guide selv) samt 1,2 person i tilknytning til de udadvendte projekter. De førstnævnte er overvejende midlertidige ansættelser, især i forbindelse med jobtilbud/aktivering. Over halvdelen af de sidstnævnte er faste ansættelser. Hertil kommer, at de 35 guider i gennemsnit har haft 2,5 praktikant hver. Da kun 64% af guiderne på de to hold har besvaret spørgsmålene om beskæftigelse, må tallene tages med det forbehold, at der muligvis er en overvægt af svar fra projekter, som har ført til ansættelser. Grøn Guide ordningen har i sig selv bidraget med max. 70% til finansieringen af lønudgiften til de næsten 100 grøn guide stillinger. Disse penge har hjulpet til at skaffe de resterende min. 30% ud af lokale midler – og med forlængelserne af de fleste projekter kan det konstateres, at de fleste af disse lokale økonomiske bidragydere har været villige til at yde bidrag til at fastholde disse stillinger i endnu en periode. Også heri ligger der en beskæftigelseseffekt. 3 For en uddybning af nedenstående sammenfatning jævnfør kapitel 5 4 For en uddybning af nedenstående sammenfatning jævnfør kapitel 6, samt kapitel 11 vedrørende kommunerne og kapitel 12.3 vedrørende samarbejde med det lokale erhvervsliv 5 For en uddybning af nedenstående sammenfatning jævnfør kapitlerne 4, 5 og 6. 6 For en uddybning af nedenstående sammenfatning jævnfør kapitel 5 7 jfr. Læssøe, J. (1993): Folkeoplysningens mulighed i lokale, handleorienterede, grønne borgerprojekter", Tværfagligt Center, DTU, s. 130f. 8 For en uddybning af nedenstående sammenfatning jævnfør kapitel 8 og 12. 9 For en uddybning af nedenstående sammenfatning jævnfør del-kapitel 8.2. 10 For en uddybning af nedenstående sammenfatning jævnfør kapitel 9 11 For en uddybning af nedenstående sammenfatning jævnfør kapitel 9 12 ibid. 13 For en uddybning af nedenstående sammenfatning jævnfør kapitel 10 14 ibid |
