De kommende år, Miljøstyrelsen

Evaluering af Grøn Guide Ordningen 1997-2000

De kommende år

Justeringer – hvad kan der gøres i de kommende år?

Hovedparten af det første hold Grøn Guide projekter påbegyndte deres anden 3 års periode i starten af 2000. Tilsvarende begynder de fleste hold 2 projekter deres anden periode på 2 ½ år i løbet af 2001. Og i 2002 begynder anden periode for de forlængede hold 3 projekter. Hvad betyder disse forlængelser? Hvad kan vi forvente, at der vil ske i løbet af disse ekstra år?

Først og fremmest er der god grund til at forvente, at Grøn Guide projekterne vil blive meget mere målrettede og effektive. Og det vil igen betyde, at effekten af de grønne guiders arbejde må forventes at blive større: Netværk og strukturer, der kan bære den videre proces, vil blive yderligere opbygget og styrket, og der vil blive gennemført flere og større miljøforbedrende projekter end i de 3 første år. Baggrunden for denne antagelse er selvfølgelig, at de grønne guider nu kan bygge videre på alt det, de har bygget op i løbet af de første 3 år: De praktiske rammer omkring guidernes placering, faciliteter og økonomi fungerer nu (hvis vi ser bort fra en mindre del af projekterne, som er meget fattige). Efter de første 3 år er guiderne nu integrerede i lokalsamfundene, med mange kontakter til folk, samarbejdsrelationer og netværk som fungerer. Folk har nu kendskab og tillid til dem. De ved, at guiderne udgør en ressource, man kan have glæde af i planlægningen og gennemførelsen af forskellige aktiviteter. Det gælder også de ansatte i de kommunale forvaltninger, som på deres side har erfaret fordelene ved at samarbejde med de grønne guider, hvilket omvendt giver de grønne guider vigtige muligheder for at styrke deres indsats. Interessen for guiderne næres også af, at de nu har nogle resultater at henvise til. Alt det frigør ressourcer til at koncentrere sig om de konkrete udadvendte aktiviteter. Og her er det jo sidst, men ikke mindst sådan, at guiderne nu er erfarne; de skal ikke mere i samme grad prøve sig frem, de har fået mere kompetence i at disponere deres egne kræfter, de ved hvor de kan indhente manglende viden, søge penge etc.

Vi ved nu, at opgaven med at aktivere folk er en svær opgave. Den 2. periode vil heller ikke føre til rejsning af en ny folkelig miljøbevægelse. Barrieren er ikke kun mangel på viden og afmagt, men handler også om mangel på tid og en oplevelse af, at tingene går den rigtige vej, så det er ikke strengt nødvendigt at øge egen indsats. Men guidernes integration i de eksisterende lokale netværk vil betyde, at de i stigende grad vil bidrage, hvor folk er aktive, i stedet for at forsøge at aktivere folk omkring deres egne ideer. Det vil guiderne også være interesseret i, fordi det er slidsomt at være primus motor hele tiden og samtidig skulle tolerere græsrøddernes langsomme tempo. Det er bedre at indgå som konsulent og katalysator, og det vil det lokale kendskab til dem i højere grad muliggøre. Noget af det, der vil være spændende ved denne udvikling, er, om det fører til en reduktion af miljørelevansen i aktiviteterne, fordi den indpasses i aktiviteterne i de lokale netværk, eller om koblingen til lokale og sociale motiver fører til større udviklingsprojekter, der både kan styrke en social og økologisk bæredygtighed. Står det til guiderne vil de fleste satse på at arbejde med færre og større projekter end i 1. periode.

Samarbejdet med kommunerne har som nævnt udviklet sig godt. Det er ofte baseret på personlige kontakter, og det er spørgsmålet, om det udvikler sig videre herfra til de mindre engagerede medarbejdere i forvaltningen og til politikerne, som mange steder ikke er opmærksomme på guidernes kvaliteter. Med opstramningen af kravene til kommunernes LA 21 planlægning og indsats burde der være gode chancer for, at samarbejdet yderligere styrkes i den kommende periode.

Udviklingen i Grøn Guide projekterne er i øvrigt svær at sætte på én formel, fordi de lokale betingelser er vidt forskellige og grøn guide ordningen er så rummelig, at projekterne er lagt an på forskellige strategier. Men uanset om guiderne vægter rollen som ’folkelig’, ’netværker’ eller ’miljøkonsulent’ – eller mellem at være ’informator’, ’projektmager’ eller ’entreprenør’ – så bliver noget af det afgørende i den 2. fase – om de stivner i deres nuværende rolleprofil – eller om styregruppen og guiden besidder den ledelseskompetence og dynamik, der skal til for at drive projektet fremad. Indtrykket her er, at en vis mængde ’projektmager’ eller ’entreprenør’ i projektet er vigtig for, at projektet ikke går i stå, efterhånden som projektet er etableret, og rutinerne er opbygget. Ud fra de opgørelser, jeg har lavet af udviklingen på hold 1, vurderer jeg, at en mindre del af projekterne vil køre fast i den kommende periode, mens hovedparten vil finde et leje, hvor de fortsat udvikler sig, og det på en mere erfarent styret måde end i den første periode. Det kan fx. betyde, at de omdefinerer deres projekt til at koncentrere sig om et nyt boligområde, en anden målgruppe, til at satse mere på koordinering el.lign.

En anden måde projekterne kan udvikle sig på, er gennem øget samarbejde mellem projekterne. Der er nu små 100 Grøn Guide projekter og det regionale samarbejde fungerer. Det giver bedre muligheder for samarbejde end tidligere. Og det kan være en måde at bringe ny energi ind i projekterne.

Samtidig kan det også være en vej til at modvirke en alvorlig trussel mod udviklingen i 2. periode: I første periode har mange guider følt et stort forventningspres, og har arbejdet hårdt for at leve op til det. Samarbejdet med styregrupperne har desuden ikke alle stedet fungeret lige godt. Der er derfor en risiko for, at guiderne efterhånden slides, brænder ud og søger andet job. Det vil selvfølgelig sætte de projekter, hvor det sker, alvorligt tilbage.

En anden risiko er den usikkerhed, der er omkring, hvad der skal ske efter 2. periode. Guiderne er rådvilde. En finansiering fra kommunen vil måske være mulig, men hvad vil det betyde for grøn guide rollen? Denne usikkerhed om fremtiden risikerer også at få grønne guider til at kigge efter andet arbejde.

Det er vigtigt, at Den Grønne Fond griber fat om, og finder modtræk til, disse risici nu. Det næste afsnit handler bl.a. om det.

Justeringer – hvad kan der gøres i de kommende år?

Som det er fremgået, har Grøn Guide ordningen levet op til de mål og hensigter, som var sat for den. Ordningen fungerer, og der er derfor heller ikke umiddelbar grund til at anbefale akutte ændringer. Uden at anfægte denne konklusion identificerer evalueringen dog nogle problemer og risici, som både Den Grønne Fond og Grøn Guide projekterne bør være opmærksomme på og forsøge at imødegå i de kommende år. Evalueringens forskellige analyser indeholder en række forslag hertil, som kort vil blive opsummeret i det følgende. Det er vigtigt at understrege, at det har været Grøn Guide projekternes udadvendte aktiviteter, som har været i fokus for evalueringens 2. del (fra 1998-2001), hvorfor de rent organisatoriske problemstillinger i denne del kun har været berørt perifert, dér hvor de har haft betydning for de grønne guiders indsats og fremtid. Indtrykket herfra er – som det fremgår af kapitel 13 og 14 - generelt positivt. Fondens bevillingskriterier, sekretariatets funktion, de ansatte netværkskoordinatorer samt efteruddannelsen bedømmes således overvejende positivt af de grønne guider. Der noteres trods dette nogle problemer – hvoraf nogle også blev beskrevet i evalueringsrapporten fra 1998, hvor fokus netop var på de organisatoriske forhold. Da det aktuelle datamaterialet ikke går i dybden med de organisatoriske forhold, er der imidlertid ikke grundlag for præcise anbefalinger til justeringer. Udover at synliggøre de problemstillinger, hvor der er justeringsbehov, har jeg derfor i stedet valgt at fremsætte nogle ideer og forslag til indsatser, som input til fondens og projekternes videre arbejde med dem.

Først kommer der en række ideer og forslag knyttet til problemstillinger, der er relevante her og nu. Dernæst følger ideer og forslag til problemstillinger, som først vil være relevante, hvis Grøn Guide ordningen forlænges, således at der skal igangsættes nye Grøn Guide projekter. Rækkefølgen inden for disse to kategorier er vilkårlig, og teksten ret summarisk i det såvel problemstillinger og forslag beskrives nærmere i de analytiske kapitler.

Ideer og forslag til organisatoriske justeringer – her og nu

Vedrørende alenearbejdet

Problem: Selvom denne evaluering ikke har fokuseret på de organisatoriske forhold, har de grønne guiders problemer med alenearbejdet trængt sig på. Mange beskriver det som det sværeste ved deres arbejde.

Forslag:

	Fondens sekretariat eller ordningens netværkskoordinatorer kunne lave en aktuel status over hvor mange grønne guider, der har problemer med det, hvilken type de har , og hvor alvorlige de er.
	Der kunne afholdes et særligt møde om problematikken, hvor løsningsmuligheder kunne drøftes mellem fonden, de grønne guider, repræsentanter fra projekternes styregrupper og repræsentanter fra beslægtede ordninger.
	En af de ting, man kunne diskutere og forsøge at organisere, er et tættere samarbejde mellem Grøn Guide projekterne i regionerne, således at guider går sammen om at arbejde på skift hos hinanden.
	Udvikling af samarbejdet/synergien med ansatte i de andre lokale miljøvejleder-ordninger.

Se herom: Kapitel 5, 12 og 14.

Vedrørende styregrupperne

Problem: I nogle Grøn Guide projekter er der fortsat store problemer i samarbejdet mellem guide og styregruppe.

Forslag:

	Lav en aktuel status over hvor mange Grøn Guide projekter, der har problemer med samarbejdet mellem guide og styregruppe, hvilken karakter disse problemer har, og hvor alvorlige de er.
	Er det forholdsvis få tilfælde kan støtte til konsulenthjælp til konfliktløsning være en mulighed.
	Er det et udbredt problem, at styregrupperne består af medlemmer, som ikke har erfaring med den slags arbejde, så kunne fonden/ordningen tilbyde dem regionale kurser på samme måde som guiderne har fået supervisionstræning.

Se herom: kapitel 14.

Vedrørende projekternes udvikling

Problem: Nogle forlængelsesansøgninger og årsrapporter indeholder et svælg mellem meget abstrakte visioner og helt konkrete lister over gøremål i den kommende periode. Det er vigtigt at sikre dynamik i projekterne. Derfor bør de kunne redegøre for deres erfaringer og på den baggrund for deres næste skridt; for strategi, prioriteringer, delmål, metode. Mere grundliggende handler det om at styrke Grøn Guide projekternes ledelseskompetence.

Forslag:

	Den Grønne Fond stiller krav herom, men kunne i deres vurderinger af forløbet af Grøn Guide projekterne i højere grad lægge vægt på, om det fremgår, at der sker en udvikling i dem.
	Efteruddannelse kunne i højere grad kvalificere guiderne til løbende at planlægge strategisk og innovativt.
	I de tilfælde hvor guiden eller styregruppemedlemmer forlader projektet kan man lægge vægt på at finde en erstatning, som har kompetence i projektledelse og strategisk-innovativ tænkning.

Se herom: Kapitel 8

Vedrørende for store ambitioner

Problem: Stor bredde i projekternes aktiviteter har nogle gode kvaliteter, men når det kobles med store forventninger til guiden fra forskellige parter fører det til et for stort arbejdspres med risiko for nedslidning af guiden.

Forslag:

	Styregrupperne bør være opmærksom på risikoen ved for mange og vidtfavnende forventninger til guiderne, og - sammen med dem – afklare hvordan de vil afgrænse og prioritere den grønne guides roller i forhold til, hvad der vil være vigtigt for at fremme processen i den kommende periode.
	Den Grønne Fond kan indskærpe over for styregrupperne og guiderne at ikke blot initiativrigdom og aktivitet, men også en afklaret, realistisk afgrænsning og prioritering er noget, der lægges vægt på ved vurderingen af årsrapporter og forlængelsesansøgninger.

Se herom: Kapitel 12

Vedrørende diffuse mål

Problem: De fleste Grøn Guide projekter er baseret på nogle diffuse og ambitiøse visioner og hensigtserklæringer. Det er uheldigt i forhold til mulighederne for at gøre sine erfaringer op.

Forslag:

Der er behov for at få udviklet en operationel og overkommelig model for projektledelse, som kan hjælpe projekterne med at opstille nogle klare delmål, en strategi, nogle planer, samt nogle indikatorer, som sammen med råd om kvalitativ proces-evaluering kan danne grundlag for planlægning og selvevaluering. Et oplæg hertil kunne udvikles i et samspil mellem Den Grønne Fonds sekretariat, netværks-koordinatorerne og nogle af de Grøn Guide projekter, hvor man allerede arbejder med selvevaluering.

Arbejdet med selvevaluering kan integreres i efteruddannelsen.

Se herom: Kapitel 9.

Vedrørende grønne guiders synlighed i landsdækkende medier

Problem: Mens mediedækningen i lokale og regionale medier er god, er den ikke god i de landsdækkende medier. Det skyldes selvfølgelig til dels, at disse ikke prioriterer lokalt stof. Men eksempler viser, at det kan lade sig gøre.

Forslag:

Tilknytning af en freelance-journalist til landskoordineringen af Grøn Guide ordningen, med henblik på at opspore egnede historier fra de grønne guiders logbøger og på at hjælpe med at servere dem for landsmedierne.

Se herom: Kapitel 8.

Vedrørende IT-konferencesystemet GAIA

Problem: Ideen er god, men teknisk fungerer det ikke tilfredsstillende. Designet og indholdet er desuden uoverskueligt.

Forslag:

	Undersøg med professionel assistance mulighederne for at erstatte det nuværende system med et simplere og mere funktionsdygtigt system, og overvej i den forbindelse fordele og ulemper ved et system, der kan fungere direkte på World Wide Web.
	Som det ses i forbindelse med driften af tilsvarende systemer, er tilstedeværelsen af en aktiv ordstyrer- og oprydder-funktion i de enkelte konferencer af stor betydning. Det vil derfor være en god idé, hvis fonden og netværkskoordinatorerne afklarer, hvordan denne funktion kan styrkes.

Se herom: Kapitel 13.

Ideer og forslag til justeringer - ved fortsættelse af ordningen ud over den nuværende periode

Vedrørende de økonomisk usikre projekter

Problem: Det har været et stort problem for nogle Grøn Guide projekter, at de er blevet påbegyndt trods stor usikkerhed om den videre lokale medfinansiering efter det første år. Sådanne Grøn Guide projekter kommer i det dilemma, at guiden må bruge meget af sin tid på at sikre den fortsatte finansiering, hvilket går fra den korte tid, der er til at bevise værdien af projektet over for de lokale bevillingsgivere. Desuden hæmmes planlægning af usikkerheden.

Forslag:

En løsning er ikke ligetil, fordi en stor del af Grøn Guide projekterne ikke kan garantere den lokale medfinansiering flere år frem, hvorfor en strammere kurs fra fondens side, vil umuliggøre mange projekter som hen ad vejen får økonomien på plads og derfor bliver gennemført. I et mindre antal af de usikre projekter er det så svært at skaffe den fortsatte lokale finansiering undervejs, at situationen udvikler sig som omtalt i problembeskrivelsen. Det er imidlertid svært fra starten at identificere, hvilke af de usikre projekter, som udvikler sig til på denne måde at blive egentlig kritiske. Et forslag kan derfor være, at fonden allerede efter et halvt år afkræver de usikre projekter en status, og herefter vælger et mindre antal ud, hvor mulighederne for at sikre finansieringen i særlig grad synes usikker. Her kunne der så indledes en dialog/forhandling med henblik på at fremskynde en afklaring om, hvorvidt projektet kan fortsætte eller ej. Dermed kan man forhåbentlig forkorte de umulige arbejdsvilkår for guiden og formindske de ødelæggende effekter for projektforløbet.

Se herom: Kapitel 13.

Vedrørende fattige projekter

Problem: Nogle projekter er så fattige, at det i høj grad hæmmer deres aktiviteter. Der er ikke nogen speciel fornuft i at bruge penge til etablering af Grøn Guide projekter, som så må bruge en stor del af deres tid på at skaffe selv mindre beløb til deres udadvendte arbejde – ofte uden resultat og ofte med forsinkelser af tidsfølsomme processer.

Forslag:

Den Grønne Fond kunne overveje etablere en særskilt aktivitetspulje til Grøn Guide projekterne, som disse så kunne søge om forholdsvis beskedne økonomisk bidrag til de udadvendte aktiviteter, hvor de ikke på anden måde har mulighed for at skaffe penge, uden at der går for meget tid eller bruges for mange kræfter. Det skal ikke være til større projekter, men brugsmidler til initiativer og mindre opgaver i det udadvendte arbejde – fx. med et max. beløb på 3000 kr. Der bør i givet fald sikres en hurtig bevillingsprocedure. Med så små beløb kunne beslutningskompetencen måske overlades til fondens sekretariat. Hvis det ikke er muligt at få en øget bevilling til en sådan aktivitetspulje, kunne man overveje at reducere antallet af Grøn Guide projekter til fordel for den.

Se herom: Kapitel 13.

Vedrørende krav til nye ansøgninger

Problem: Ansøgere har for vane at tilbyde et helt katalog over alt det, som de gerne vil bruge en grøn guide til. Det er mest ideer – og den grønne guide kommer til at bruge meget tid på at forsøge sig frem med, hvad der kan lade sig gøre. Der er en tendens til at forcere, fordi den grønne guide gerne vil vise sit værd. Men i virkeligheden vil det ofte være bedre at give sig tid til at ’stikke fingeren i jorden’ før planerne lægges. Dette gælder især ved opstart af projekter fra 0-punktet, men kan også gælde for igangværende projekter, som vil starte aktiviteter op på et nyt område eller et nyt sted.

Forslag:

Fondens vejledning til ansøgere til Grøn Guide ordningen kunne tilføjes et afsnit som påpeger, at der lægges vægt på, at nye projekter og nye indsatsområder i eksisterende projekter afsætter tid i deres arbejdsprogrammer til en åbne afsøgning af muligheder i dialog med de lokale aktører, samt på at projektbeskrivelserne ikke vurderes mere positivt, jo mere der loves, men derimod bedømmes ud fra, hvor realistiske de virker.

Se herom: Kapitel 5

Vedrørende 0-punkt projekter

Problem: Risikoen, for at Grøn Guide projekter ikke kommer til at fungere godt, er størst i lokalområder, hvor der ikke i forvejen er gang i miljøarbejdet, og/eller hvor guiden er ny. Dette bør dog ikke afholde Den Grønne Fond fra at støtte sådanne projekter. Dels fordi flere af disse projekter har udviklet sig godt, dels fordi dette på sin vis er særlig godt, fordi der så er kommet gang i en udvikling et sted, hvor der ikke foregik noget i forvejen.

Forslag:

	I disse tilfælde bør Den Grønne Fond være særlig omhyggelige med at sikre sig, at der ikke bare er etableret en lokal styregruppe bag ansøgningen, men også at denne betragter grøn guide projektet som deres projekt , og at de har en troværdig plan for, hvordan integrationen af den grønne guide skal sikres.
	Der bør også lægges vægt på, at få sådanne ansøgergrupper til at ansætte guider med gode kommunikative og organisatoriske/netværksudviklende kompetencer.

Se herom: Kapitel 5

Vedrørende efteruddannelsen

Problem: Der er en potentiel modsætning mellem kravet om en obligatorisk, fælles efteruddannelse af de grønne guider på den ene side – og Grøn Guide ordningens rummelighed med forskellige projekter og guider på den anden side. Det er vanskeligt at lave en fælles efteruddannelse for guider med så forskellige behov og forudsætninger. I dag er der da også mulighed for at differentiere – nemlig v.h.a. frivillig deltagelse i ad hoc kurser og – efter 2 år – gennem individuel støtte til deltagelse i eksterne kurser. Selvom guiderne er rimeligt tilfredse med den nuværende efteruddannelse er der også en kritik som vidner om, at forskelligheden fortsat betyder, at de fælles forløb ikke passer til alles behov.

Forslag:

Man kunne forsøge at gå et skridt videre med opdelingen af efteruddannelsen i 2 dele:

En del for faglig udvikling og metodetræning, hvor guiderne med støtte fra netværkskoordinatorerne kan gå sammen om ad hoc kurser (som der allerede er muligheder for) eller kan vælge eksterne kurser (som guiderne efter 2 år har fået mulighed for).

En fælles del med to formål: Dels at styrke guidernes kendskab til og erfaringsudveksling med hinanden. Dels at sikre uddannelse i at være grøn guide. Dvs. projektledelse, samarbejde med styregruppe, supervision, m.v.

Se herom: Kapitel 14.

Hermed er det ikke slut med bud på de videre udviklingsmuligheder. Der kommer flere i forbindelse med den næste perspektiverende del.

De kommende år

Hvad vil der ske?

Justeringer – hvad kan der gøres i de kommende år?