|
Evaluering af Grøn Guide Ordningen 1997-2000 Perspektiver på fremtiden
Vurderingen af ordningens muligheder i fremtiden afhænger ikke kun af, hvad den har præsteret indtil videre. Den må i en eller anden grad også forholde sig til, hvad fremtiden vil byde på af behov og vilkår for en lokal miljøvejleder ordning. Det tages op først, hvorefter der ses på muligheder, risici og nogle anbefalinger i den forbindelse. Udviklingstendenser - behov, vilkår og mulighederAlt har sin tid. I en årrække har der været politisk konsensus om, at miljøet var blevet forringet lokalt og truet globalt. Det har sat gang i miljøpolitikken – og i industrien. Nogle karakteriserer ligefrem vores tid som "den økologiske moderniserings tid": Miljøproblemerne afvises ikke mere, men tages som en udfordring som faktisk kan være ’lokomotivet’ der driver vores samfund fremad. Men er den folkelige miljøindsats så nødvendig mere, når nu industri og regeringer tager fat? På en EuroEnvironment konference i Ålborg i oktober 2000 deltog både de store, internationale industrikoncerner, top-bureaukrater og NGO’er. Og de var faktisk ret enige. Det store dilemma i dag er samspillet mellem forbrug og industri:
Som borgere og forbrugere skaber vi gennem vore daglige valg af produkter den efterspørgsel og det pres, der driver værket – og dermed også rammerne for både den vilje og de muligheder, som industrien har for at omstille sig." Formanden for miljøkommisionen i International Chamber of Commerce i London og et medlem af Greenpeace Internationals ledelse havde samme budskab:
Det store problem på lidt længere sigt er, at mens vi ad teknologisk vej er blevet bedre til at økonomisere med ressourcerne og forurene mindre, så øget vi forbruget. Vi isolerer, men bygger større huse, vi kører i mere miljørigtige biler, men stadig flere kilometer, vi genbruger, men smider også mere ud. Det er historien om gyngerne og karrusellen. Dertil kommer, at det er lidt tidligt at sige, at vi er ved at have løst miljøproblemerne. Sammenhængen mellem landbrugsproduktion, miljø og sundhed fylder ikke for ingenting stadig meget i avisernes spalter. Drivhuseffekten var endnu teori, da de grønne guider startede, nu er der beviseligt ved at forårsage store miljøforandringer på grund af den globale opvarmning. Transportens mange miljøproblemer er heller ikke løst. Der er stadig masser af kemi i fødevarer, rengøringsmidler osv., som er skadelige for sundhed og miljø. Også i det perspektiv er det oplagt for tidligt at afslutte den folkelige inddragelse i miljøproblematikken. Samtidig er der imidlertid forhold, der gør situationen væsentligt anderledes end tidligere. Den konsensus, der som omtalt har præget miljøindsatsen i en del år, er under nedbrydning. En af måderne, forbruget forsøges reguleret på, er gennem miljøafgifter. Selvom der generelt har været opbakning bag det, har der på det seneste været fremført en kritik af, at det blot er en anden form for skat, som gør, at folk pludselig ikke mere har så meget at købe for. Det kan sætte miljøvenligheden på en alvorlig prøve. Hvor økologien tidligere var i offensiven i en kritik af den officielle politik, er den i disse konsensus-tider blevet en del af denne politik, hvilket nu gør den selv åben for angreb fra en kritisk opposition. Som eksempel har Bjørn Lomborg gjort sig til talsmand for en anti-miljøbevægelse, og selvom dens betydning indtil videre er begrænset, så vidner det også om, at de dage, da næsten alle i den offentlige debat tilsluttede sig miljøindsatsen, er ved at være ovre. Hvis det næste bliver, at problemerne om livsstilsudvikling og forbrugsvækst kommer op, så er det ret sikkert også slut med harmonien mellem miljøhensyn og forbrugerinteresser. Det vil antænde en konflikt mellem vores allesammens ønske om et bedre miljø og vores allesammens behov for selvværd og selvrealisering gennem forbrug.17 Ud fra et folkeoplysningsperspektiv vil en nedbrydning af konsensus ikke nødvendigvis være dårligt. 90’ernes konsensus- og handleorientering har på sin vis lagt låg på den demokratiske-folkelige debat om mål og midler. Lomborg har ikke bevist, at der ikke er miljøproblemer. Han har derimod argumenteret med, at han har en anden tænkemåde, nogle andre værdier og derfor også nogle andre politiske synspunkter på prioriteringer i den offentlige indsats. Det provokerer til at forholde sig til egne værdier og mål, og til at argumentere for dem. Denne værdiorienterede form for folkelig miljødebat har vi ikke rigtig haft i Danmark siden begyndelsen af 70’erne.18 Måske vil den smuldrende konsensus vække den til live. Ikke på samme måde som dengang. Risikoen for en stærk reaktion mod miljøindsatsen er tilstede i dag. Men i stedet for at negligere den, kunne folkeoplysningen spille sin rolle som demokratisk proces-værktøj og kvalificere den. Den voksende teknologiske og forvaltningsmæssige indsats for miljøet taler også for en sådan rolle; den folkelige inddragelse i miljøindsatsen handler også om at sikre, at folk er med til at bestemme, hvilken form for bæredygtig udvikling, de vil foretrække. Mange af tidens risiko-problematikker er præget af en forståelseskløft mellem eksperter og lægfolk. En voksende erkendelse af at risiko-problemer også har etiske og politiske aspekter, som gør eksperterne til part snarere end til objektive dommere, betyder at hverken borgerne eller politikerne har den samme ukritiske tillid til videnskaben mere. "Participation" – folkets inddragelse – bliver derfor i stigende grad inddraget i politiske overvejelser. Herhjemme har det fx. givet sig udtryk i et ønske om benytte folkehøringer i større politiske sager. I EU har erkendelsen ført til, at det kommende 6. rammeprogram for forskning får "Videnskab, Samfund og Borgerne" som et hovedtema. Man vil have gang i dialogen mellem eksperter og folk. I det perspektiv synes initiativer til borgerinddragelse som Grøn Guide ordningen ikke at være på vej ud, men snarere at kunne blive et pionér-eksempel for en videre udvikling. Grønne Guider har fokuseret på det lokale, nære, hverdagslige. Det er der, folk er. Spørgsmålet er, om det passer godt eller dårligt til fremtiden? Et af de centrale træk ved samfundsudviklingen er den samtidige globalisering og individualisering. I det perspektiv er svaret både-og. På den ene side er der en optagethed af hverdagslivets gøremål, hjemmet, forbruget m.v. På den anden side overskrider vores samfunds strukturer i høj grad den lokale ramme. Produktion, varedistribution, underholdning m.v. bliver – ikke mindst p.g.a. IT – i stigende grad globaliseret. Jævnfør kapitel 7, så bliver det lokale fokus på den måde en snæver ramme, som vanskeliggør arbejdet med de ikke-lokalt organiserede sider. Det er også relevant at se Grøn Guide ordningens fremtid i forhold til denne dobbeltbevægelse: På den ene side vil det lokale og hverdagslivet fortsat være en vigtig arena. Med regeringens opstramning af kravene til kommunerne om at lave Lokal Agenda 21 handlingsplaner burde der komme mere gang i aktiviteterne her. I kapitel 11 beskrives de grønne guiders forskellige funktioner i forhold til LA 21 arbejdet. Det peger på, at de vil kunne få nok at lave med at sætte i gang, følge op og holde i live. På den anden side ser man også en tendens til at det lokale, praktiske miljøarbejde, vækker ny interesse for de større sammenhænge. En del grønne guider har bidraget til landskampagner som fx. "Mobil uden bil", og Øko-netværket har samlet miljø-græsrødder om at forholde sig aktivt til regeringens kommende nationale strategi for bæredygtig udvikling. Vi har tidligere set skift i miljøbevægelsens fokus; fra det lokale og person-nære til det globale og politiske og tilbage igen. Folkeoplysningen på området kan følge og støtte sådanne konjunktur-skift. Men den kunne også gøre det til sin udfordring at styrke koblingen mellem mikro og makro niveauet. En sådan kobling ville indebære to ting:
Det kunne samtidig være en måde at forholde sig offensivt til en anden udfordring i fremtiden: Den bliver i kapitel 7 beskrevet som "de lavest hængende frugters problematik": Kort fortalt handler den om, at det lokale miljøarbejde selvfølgelig er startet, der hvor det er lettest. Hurtige succeser her giver gejst. Men skal processen fortsætte, kommer vi efterhånden til opgaver, hvor barriererne er større; "De højt hængende frugter". Grønne guider kan ganske givet fortsætte i flere år endnu med at finde lette muligheder for miljøoptimeringer i husholdninger og lokalområder. Men det handler ikke kun om, hvad der er teknisk let, men også om hvad folk vil. I det perspektiv kan det være vigtigt at sende signaler op i det politiske system om, hvad det er for barrierer, der generelt og på konkrete områder forhindrer folk i at ville ændre adfærd. Lokale miljøvejledere er de første til at høre herom. Omvendt kan det give perspektiv og relevans i den lokale miljøindsats, hvis den kobles tættere til aktuelle, mediedækkede miljødebatter på de større scener. Lokale miljøproblemer er ikke altid dem, der optager folk mest. Derimod kan aktuelle sager som fx. kogalskab, gensplejsning, kemikalier m.v. i landbrugsproduktionen gøre det. Rimeligheden i miljøafgifter, eller uenigheden om der skal flere eller færre regler til for at sikre miljø og sundhed, er andre eksempler på temaer, som ikke er lokale, men som alligevel berører folks hverdag. De udviklingstendenser, som er blevet beskrevet indtil videre, taler alle for, at det fortsat er vigtigt at støtte borgernes aktive deltagelse i indsatsen for en bæredygtig udvikling. En anden side af sagen er, om det overhovedet er muligt at styrke eller endsige fastholde det hidtidige borgerengagement? Både i kapitel 7 og 8 refereres undersøgelser, som viser, at engagementet er dalende. Danskerne er stadig bekymrede for miljøet, men ikke så meget som tidligere. Der er ikke nogen krisestemning; noget der virkelig rykker folk op af stolene. Kun få er direkte negative over for miljøsagen, men man er godt tilfreds med den politiske indsats, og slapper derfor af, eller engagerer sig i andre ting. I dag er folk ikke passive over for miljøproblemer, fordi det virker håbløst, men snarere fordi de er fulde af håb over for, at problemerne nu er ved at blive løst. Langt de fleste borgere oplever desuden ikke, at de mangler viden om, hvad de kan gøre for miljøet. De læser derfor mindre om det, og handler mindre. Samtidig med at det som beskrevet er vigtigt, at få forbrugerne til at spille en aktiv rolle over for industrien, og være aktive som borgere i at forme en bæredygtig udvikling m.v. – så står folkeoplysningen på miljøområdet altså over for et voksende motivationsproblem. Den simple reaktion på det, er at sige: "Vi har ikke gjort nok. Vi må fortsætte med at gøre det samme, men meget mere". Altså ikke 100 grønne guider, men 1000 eller mere. Det kan der være noget rigtigt i ud fra denne evaluerings konklusioner om, at det lokale folkelige aktivitetsniveau på miljøområdet styrkes, hvor der er grønne guider. Det vil kunne hjælpe, men det vil også have sin begrænsning, fordi det er en utrolig svær opgave, at få folk til at opprioritere deres tid. En anden side af motivationsproblemet handler nemlig slet ikke om interessen for miljøet, men om at tendensen går i retning af, at vi har mere og mere travlt med alle vores gøremål. Hverdagslivet er pakket tæt med aktiviteter. Informationer om miljøvenlig adfærd trænger kun ind, hvor de ikke belaster denne hårdtspændte hverdag. Især fritiden som er domæne for rekreation, lyst og selvrealisering er svær at fravriste minutter til være mere aktiv som politisk forbruger og borger. Det er derfor vigtigt ikke blot at afsætte flere ressourcer, men også at forsøge at forholde sig offensivt til dette motivationsproblem. Én mulighed, som kunne afprøves, består i at tage udgangspunkt i det som aktuelt motiverer mange mennesker, nemlig deres problemer med tid og livskvalitet i den hårdtpumpede, travle hverdag. Når den såkaldte ’skraldemandsmodel’ i sin tid blev en populær orlovsordning, når bøger om tidsproblemet bliver bestsellere, når stress ikke kun præger dot.com-folket, men også SID’erne, fordi de tager ekstra-arbejde for at kunne følge med i forbrugsræset, - så er det tegn på, at livsstil og livskvalitet er et særdeles potentielt emne. At tage udgangspunkt i folk og deres hverdagsliv, i stedet for i miljøet, kan måske sætte gang i en kulturel bevægelse for et bedre hverdagsliv, som netop vil gavne miljøet, på den måde som citaterne fra EuroEnvironment konferencen efterlyste. Tilsvarende arbejder nogle grønne guider med initiativer der i virkeligheden drives af ønsker om lokal og social udvikling, men som kan rumme det grønne inde i den udvikling. Som andre strategier er dette givet ikke et columbusæg - men det er et bud på et svar på både motivations- og forbrugsvækst problemet. Det kunne også være en måde at forsøge at komme videre med arbejdet for en bæredygtig udvikling. Problemet – og en stor udfordring for de kommende år – er at få miljøudviklingen koblet med bæredygtighedens sociale og økonomiske dimensioner. Konklusionen på denne fremtidsperspektivering er, at det på den ene side fortsat er uhyre vigtigt at støtte og styrke den folkelige inddragelse i bæredygtig udvikling. På den anden side bør man ikke bare hvile på laurbærrene, fordi Grøn Guide ordningen foreløbig har fungeret godt, men være opmærksomme på, og forholde sig offensivt til de udviklingstendenser, som er blevet omtalt. Det gælder nedbrydningen af konsensus som ramme, relationen mellem det lokale og de større sammenhænge samt motivationsproblemet. Som beskrevet rummer disse tendenser nye muligheder. Det er væsentligt, at Den Grønne Fond forholder sig til dem i de kommende års overvejelser om den videre udvikling. Grøn Guide ordningen og fremtidenSet i forhold til de mål og retningslinier, som Den Grønne Fond havde sat for Grøn Guide ordningen, er den et rimeligt vellykket eksperiment. Som beskrevet er der gode grunde til at forvente, at dens 2. periode endda bliver mere effektfuld. Og som netop beskrevet er der også videre frem brug for at styrke den folkelige deltagelse i bæredygtig udvikling. Disse forhold taler for, at eksperimentet bør erstattes af en mere langsigtet ordning, enten ved en forlængelse af Grøn Guide ordningen i 5-10 år, eller ved konstruktion af en ny permanent ordning for det lokale miljøarbejde, hvori Grøn Guide ordningens kvaliteter indarbejdes i samspil med kvaliteter fra de andre beslægtede ordninger. En særskilt evaluering vil senere i år belyse en række aspekter af relevans for de nævnte udviklingsperspektiver. Denne evaluering indeholder imidlertid også nogle input til den overvejelse, som vil blive resuméeret og afrundet i det følgende. Kapitel 12 handler om de grønne guiders forskellige roller og deres relationer til naturvejlederne, energivejlederne, LA 21 medarbejderne i kommunerne og beboerrådgiverne. En af pointerne her er, at Grøn Guide projekterne har en langt bredere profil end de andre (jfr. tabel 9). Ikke engang hvis man slår alle de andre sammen, vil det helt dække de grønne guiders mulige roller. Denne bredde har nogle fordele:
Det kan således være vigtigt at sikre, at der fortsat er en sådan rummelighed i fremtiden. Hvis nogle af de udviklingstendenser, som blev beskrevet i sidste afsnit tages med i betragtning, så kan der tillige være grund til at gøre aktivitetsrammen endnu bredere:
Fusion med de beslægtede ordninger Set ud fra de beskrevne kvaliteter ved Grøn Guide ordningen burde en fusionering i givet fald ske ind i en ordning med Grøn Guide ordningens rummelighed eller i en endnu bredere bæredygtighedsramme. Hvis de samlede ressourcer fra de forskellige ordninger – eller flere – lægges ind i en sådan bred ordning – kunne det være en interessant mulighed. Derimod vil det – set ud fra Grøn Guide ordningen – være et tilbageskridt og en trussel mod en sådan fusioneret ordnings stabilitet, hvis den gennemføres som en økonomisk rationalisering, hvor færre ressourcer skal klare det samme eller mere. Risikoen ved en bred ordning med for få ressourcer er dels at ressourcestøtten bliver for spredt og springende til at sikre den nødvendige kontinuitet på de forskellige områder, dels at arbejdsbelastningen bliver for hård, for de ansatte i ordningen, så de brænder ud. En anden mulighed er at sikre en bedre koordinering i stedet for en fusionering. Det vil sige at trække de enkelte aktørers profiler klarere op i forhold til hinanden og anvise muligheder for at fremme deres samvirken. For Grøn Guide ordningen ville det indebære, at den i givet fald skulle fortsættes. Der kunne være to fordele ved en sådan model:
Som beskrevet i kapitel 12 kunne en samordning samtidig godt indebære en arbejdsdeling, hvor Grøn Guide ordningen generelt nedtoner visse funktioner, fordi de er kerneområder i de andre aktørers smallere profiler. Det kunne dreje sig om:
Sådanne afgrænsnings- og samordningsmanøvrer vil selvfølgelig afhænge af, hvad Den Grønne Fond i givet fald ønsker at lægge vægt på ved en fortsættelse af Grøn Guide ordningen. Skal profilen være den samme? Skal den være bredere? Eller skal der satses mere eller mindre på den ene eller den anden rolle? Ønsker man fx. at ordningen hurtigere skal føre til flere og større miljøforbedringer, så er det rollen som lokal miljøkonsulent, som skal fremmes. Er det borgernes inddragelse, der skal styrkes, så er det den folkelige rolle med projekter i boligområder/små kvarterer, som skal vægtes. Er det den organisatoriske udvikling og koblingen mellem den kommunale indsats og den civile indsats, så er det netværker-rollen, som skal tillægges vægt. Evalueringens analyser indeholder en del input til sådanne overvejelser. Hvad enten der vælges at fortsætte med en helt ny ordning, eller med en fortsættelse af Grøn Guide ordningen, så er et helt centralt spørgsmål relationen til kommunerne. Kommunerne er ansvarlig - politisk og forvaltningsmæssigt – for den lokale miljøudvikling, og de er også den absolut stærkest repræsenterede part blandt de lokale medfinansiører af Grøn Guide projekter. I et fremtidsperspektiv er det derfor nærliggende at vurdere, om Grøn Guide ordningen eller en ny ordning ikke simpelthen burde lægges ind under kommunerne. I Kapitel 11 analyseres Grøn Guide projekternes relation til kommunerne nøjere, i kapitel 12 belyses forskellene mellem grønne guider og kommunernes LA 21 medarbejdere, og i kapitel 13 behandles delfinansieringsproblematikken. Samles trådene herfra kan man sige:
På den baggrund vil jeg anbefale, at man ved en fortsættelse af Grøn Guide ordningen eller konstruktion af en ny ordning, arbejder for en samfinansiering mellem stat og kommuner, som kan sikre guidernes autonomi og bredde i mulige roller. Det vil samtidig være en måde at sikre, at der både er lokale og mere overordnede interesser bag Grøn Guide projekterne, således at de lokale miljøperspektiver ikke kommer til at skubbe de nationale og globale miljøperspektiver helt i baggrunden. Som det er fremgået af en tidligere anbefaling, vil det desuden være god idé at indføre en dispensationsordning, hvor ansøgere, som beviseligt forgæves har forsøgt at opnå kommunal eller anden lokal delfinansiering, og som har et i øvrigt troværdigt og perspektivrigt projekt, kan opnå helt op til fuld statslig finansiering. Sikringen af stabilitet og innovation Treårige forsøgsordninger er som beskrevet for kort en periode, når det handler om at iværksætte og fuldføre en lokal og kulturel udviklingsproces. Det medfører en usikkerhed i projekterne, når de kan se frem til, at pengekassen snart lukkes i, samtidig med at de har svært ved at finde veje til at finde andre penge, eller måder hvorpå de lokale kræfter kan fortsætte indsatsen for egen kraft. En udvej på dette kunne være en permanentgørelse af den nuværende ordning. På den anden side, så er formålet at understøtte en udvikling i den lokale og folkelige indsats til fremme af en bæredygtig udvikling. De grønne guider skal være igangsættere og fornyere. Man er derfor nødt til at forholde sig til, hvordan man undgår, at en stabilisering af ordningen og de lokale projekter ikke kommer til at underminere det innovative mål. Der er en risiko for, at man konstruerer ordningen ud fra situationen i dag, hvilket så om nogle år ikke mere fremmer innovation, men måske ligefrem bliver en forhindring for det. Den samme risiko ligger i projekterne som gennem et længerevarende forløb på godt og ondt vil opbygge bestemte måder at anskue opgaven på, bestemte rutiner, bestemte roller og relationer til andre mv. Der kan med andre ord ske en institutionalisering som på lidt længere sigt blokerer for den innovative kraft, som var meningen med det hele. Hvordan kan den risiko modvirkes? En første og ret ligetil måde, er ved ikke at permanentgøre – men sætte en tidsgrænse, hvor ordningen så igen skal tages op til revision. For at sikre stabilitet i organiseringen af indsatsen samt ordentlig tid til at opnå kontinuitet og udvikle processer i de lokale aktørers langsomme tidsrytme, bør tidsgrænsen imidlertid sættes med større interval end 3 år. 5 - 10 år vil som tidligere nævnt være bedre. En proces kan imidlertid sagtens gå i stå på kortere tid. En måde at modvirke det på, er i forbindelse med projektbevillinger at lægge vægt på, at styregruppen og guiden besidder kompetencer til strategisk ledelse og organisationsudvikling, samt evner flere af rollerne som ’katalysator’, ’projektmager’ og/eller ’entreprenør’. Efteruddannelse kan til dels styrke disse kompetencer, men ikke bygge dem op fra grunden. Man kan imidlertid godt være dynamisk, men køre frem i en bestemt skure, uden evne til at se de samme ting i et nyt lys og finde helt andre måder at angribe sagerne på. Der kan også meget let ske en gradvis tilpasning til omgivelserne, således at indsatsen for en bæredygtig udvikling fx. bliver begrænset til det, folk nu synes er sjovt, billigt og let. Tager guiden omvendt udgangspunkt i det, som er mest relevant ud fra et miljøsynspunkt, så risikerer udviklingskravet at blive så stort, at der heller ikke sker noget. Dette dilemma mellem på den ene side at havne i den alt for store åbenhed og på den anden side i den alt for skrappe styring ud fra miljørelevans, er noget af det sværeste ved at bedrive folkeoplysning om bæredygtig udvikling.19 Det gælder om kunne skabe "den tilpasse forskel" – noget der modsiger det, der er, men som ikke er mere forskelligt, end at det kan konkurrere med det20. Det er vigtigt, at de grønne guider har deres nationale netværk, hvorigennem de kan inspirere hinanden til nytænkning, og med måder til at ramme denne ’tilpasse forskel’. Deres styrke er, at de kender tingene på egen krop. De ved helt konkret gennem deres daglige kontakt, hvordan tingene er. I forhold til det innovative, kan det på den anden side også betyde, at de ikke kan komme på distance – ikke kan se skoven for bare træer. Som alle andre risikerer de, at opbygge en fælles identitet og nogle tænke- og handlemåder, som de fastholder hinanden i. Projekternes styregrupper har et ansvar for at inspirere guiderne og for at tænke nyt på grundlag af de indhøstede erfaringer. Med tilføjelse eller udskiftning af styregruppemedlemmer undervejs er der også en mulighed for at hente ny inspiration ind denne vej. På den anden side er der også en risiko for, at deres lokale forankring begrænser ud- og fremsynet. Desuden er der ingen garanti for at styregruppemedlemmer ikke fungerer modsat – dvs. som dem der holder projektet fast i bestemte perspektiver og opgaver. For at undgå risikoen for stivnen i projekterne, men også for at undgå at Grøn Guide ordningen som helhed stivner, kunne man derfor overveje at oprette et nationalt støtte-netværk, hvis opgave det skulle være at give nye input udefra og være ’kritisk ven’ og sparringspartner for guiderne og Den Grønne Fond. Det kunne bestå af folk ’med fingeren på pulsen’ både på miljøområdet og i samfundet i øvrigt. Blot til illustration kunne det fx. være personer fra: Miljøministeriet, Naturrådet, Teknologirådet, Grøn Information, Forbrugerinformation, DN, Øko-net, NOAH, oplysningsforbundene, universi-teternes miljørelaterede institutter, fra det sociale og kulturelle område etc. Det kunne fx. også være en trendanalytiker, en miljøjournalist og erfarne tidligere guider, som nu sidder i andre positioner og ser på ordningen udefra.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
