| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Udvikling af pakkeløsninger til etablering af faskiner ved hjælp af no-dig teknik

4. Faskiner

Nedsivningsanlæg for overfladevand består af et sandfang og en nedsivningsdel, der kan udformes som en faskine. En faskine er i princippet et hul/hulrum i jorden, hvor overfladevandet siver ud gennem faskinens bund og sider, og hvor faskinens volumen skal være stort nok til at opmagasinere vandmængden, hvis tilstrømningen er større end udsivningen.

Alle faskiner skal forsynes med et effektivt sandfang ved indløbet, så bundfældeligt og suspenderet stof fjernes inden indløbet i faskinen.

For små faskiner (parcelhuse) er en nedløbsbrønd tilstrækkelig. Ved større faskiner skal der anvendes traditionelle sandfang.

Figur 4.1
Opbygningen af en traditionel faskine ved et parcelhus. Afstandskravene på tegningen er vejledende.

4.1 Faskineformen

Da udsivningen primært foregår gennem sidefladerne, skal faskinen udformes, så den får størst muligt sidefladeareal i forhold til bundfladen.

Dette medfører, at en lang smal faskine er bedre end en kvadratisk.

Figur 4.2
Faskiner bør være lange og smalle.

Bunden i større faskiner med fordelerarrangement skal anlægges med et fald på 2 - 3 ‰ bort fra fordelerarrangementet.

4.2 Fyldmateriale i faskiner

Materialet skal vælges ud fra hulrumsprocenten - jo større hulrumsprocent jo større magasineringsvolumen.

Hvis der anvendes sten, bør materialet være vasket, så stenmel og ler er væk inden anbringelsen. Normalt anvendes singels 32/64 mm.

Som alternativ til en faskine fyldt med sten, kan faskinen eksempelvis bygges op af kassetter, lodretstående perforerede plastrør eller lignende. Ved denne løsning opnås en meget stor hulrumsprocent.

Figur 4.3 viser et eksempel på et kassettesystem, hvor en plastkassette anvendes til at udfylde hulrummet i jorden.

Figur 4.3
Eksempel på en kassette, der kan bruges som fyld i faskiner og som giver en stor hulrumsprocent.

På det danske marked findes også en faskinetype, hvor faskinen opbygges af en plastbeholder med perforerede sider. Udsivningen foregår således gennem de perforerede sider, og hele volumenet inde i beholderen kan anvendes til opmagasinering af regnvand. Hulrumsprocenten i denne faskinetype er således 100.

Fig. 4.4
Faskine udført af perforeret plastbeholder. Hulrumsprocenten er 100.

4.3 Afgrænsninger mod eksisterende jord

Ved faskiner bør der indlægges et "filter" mellem faskinefyldet og jorden, hvis den eksisterende jord består af enskornet sand. Dette filter kan enten være geotekstil eller et sandfilter - der kan dimensioneres jf. "Norm for dræning af bygværker, DS 436". Ved "kassettefaskiner" skal anlægget altid pakkes ind i geotekstil. Geotekstilet skal være en ikke vævet type, have en vandgennemtrængelighed på tværs af geotekstilets plan på mindst 20.000 liter/mē/døgn og en brudforlængelse på mindst 25%.

Geotekstil skal vælges med omhu, idet der findes mange forskellige typer. Vælges den forkerte, kan geotekstilen stoppe til og forhindre udsivning fra faskinen.

4.4 Fordeling i faskinen

Regnvandet skal fordeles over hele faskinen så hurtigt som muligt. Derfor skal der altid i større faskiner med stenfyld udlægges fordelerrør, se figur 4.5.

Figur 4.5
Faskine med slamfang, fordelerrør og rensebrønd.

Af hensyn til lufttilgang til faskinen samt drift og vedligehold bør fordelerrørene afsluttes i en rensebrønd, så der er mulighed for at rense hver ledning for sig. Fordelerrørene kan være almindelige drænrør eller ikke-opspolede rør med et stort slidareal. Indvendigt glatte rør er nemmere at rengøre end korrugerede rør.

4.5 Valg af faskinetype

Valg af faskinetype afhænger af økonomi, pladsforhold, holdbarhed mv. Hidtil har faskiner opbygget med singels været det mest almindelige. Hvis kassetterne bliver tilstrækkelig billige, vil de på sigt afløse singels som fyld i faskiner. I etablerede haver er kassetter oftest billigst, fordi det giver mindre opgravning og jordhåndtering og dermed også mindre retablering.

4.6 Ledningsdimension og ledningsfald

Jævnfør DS 432 Norm for afløbsinstallationer kan ledninger efter sandfang (nedløbsbrønd) lægges med 10 ‰, uanset hvor små vandstrømme der skal føres bort. Minimumsfaldet mellem nedløbsbrønden og faskinen kan derfor sættes til 10 ‰

En afløbsledning skal normalt ligge mireret, og specielt ved fald omkring minimumsfaldet er dette krav vigtigt. Hvis der er stort fald mellem huset og en faskine, er det mindre vigtigt, at ledningen ligger helt mireret. Der må dog ikke være strækninger, der ligger vandret eller har bagfald.

Mindste ledningsdimension (indvendig diameter) for en ledning, der fører regnvand, er 75 mm. Der er imidlertid ikke VA-godkendte rørsystemer til jord i den diameter. PE-rør er godkendte i dimensioner fra 90 mm og for de øvrige materialer er den praktiske minimumsdimension ø100/ø110 mm.