| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Afgift på farligt affald

1. Indledning

1.1 Baggrund

I denne rapport er der foretaget en forhåndsvurdering af effekterne af at indføre en afgift på farligt affald som et supplement til den eksisterende regulering ved hjælp af regler og gebyrer m.v. for håndtering af farligt affald. Ved farligt affald forstås i rapporten affald, som er brandfarligt, farligt for sundheden eller for miljøet.

Figur 1.1:
Alternative muligheder for en afgift på farligt affald

Hvis formålet med en afgift er at reducere produktionen af farligt affald eller at øge genanvendelsen af det farlige affald, der produceres, kan afgiften i princippet være udformet som:

1. en afgift på de kemiske stoffer eller produkter, der anvendes i produktionen hos de oprindelige affaldsproducenter (primære kilder),
2. en afgift på de mængder af farligt affald, som tilføres affaldsbehandlingsanlæg, som er godkendt til behandling af farligt affald (sekundære kilder),
3. en afgift på de restprodukter fra de sekundære kilder, der er klassificeret som farligt affald.

Udover de nævnte muligheder kan en afgift endvidere være udformet, så den kun omfatter visse typer af kemiske stoffer og produkter eller fraktioner af farligt affald. Endelig kan afgiften være udformet, så den kun omfatter bestemte former for bortskaffelse, f.eks. deponering, ligesom det er muligt at anvende en kombination af de nævnte afgiftstyper.

Udgangspunktet for denne undersøgelse har været, at grundlaget for den eksisterende affaldsafgift udvides til også at omfatte farligt affald fra de primære affaldsproducenter (b), dvs. med de gældende afgiftssatser og med den gældende opkrævningsform, hvor affald, der tilføres godkendte behandlingsanlæg, er pålagt afgiften, mens afgiften refunderes for affald, der fraføres de godkendte anlæg. Endvidere forudsættes genanvendelse af farligt affald at være fritaget for afgiften, som det er tilfældet med genanvendelsen af ikke-farligt affald.

Tabel 1.1:
Satser for afgiften for ikke-farligt affald i 2000
(Kilde: Skatteministeriet (1998: 1))

På baggrund af erfaringerne med affaldsafgiften forventes det, at en afgift på farligt affald vil medvirke til, at virksomhederne reducerer produktionen af visse typer af farligt affald eller øger genanvendelsen. Endvidere er det et spørgsmål, om en afgift på farligt affald vil kunne tilskynde til yderligere anvendelse af renere teknologi (Miljøstyrelsen, 1997b: 21 og 36).

1.2 Begrundelserne for at fritage farligt affald for affaldsafgiften

Der er i de senere år blevet stillet spørgsmål ved de miljømæssige og økonomiske begrundelser for at fritage farligt affald for affaldsafgiften fra Miljøstyrelsens side. Begrundelserne har hidtil været, at behandlingspriserne for farligt affald generelt var betydeligt højere end for andet affald, samt at man ville undgå en yderligere tilskyndelse til, at farligt affald blev blandet og bortskaffet sammen med ikke-farligt affald. Prisen for at bortskaffe visse typer af farligt affald er imidlertid ikke højere end for ikke-farligt affald (Miljøstyrelsen, 1997b: 20-21). Dette gælder især for private husholdninger og små virksomheder, der gratis kan aflevere farligt affald på de kommunale modtagepladser (Lauridsen og Riemann, 1998: 673), og for autoværksteder m.v., som hidtil har kunnet komme af med deres spildolie omkostningsfrit som følge af en tilskudsordning for bortskaffelse af spildolie (Dansk Olie Genbrug, 1998: 5). Endvidere er der store forskelle i behandlingspriserne for de forskellige typer af farligt affald, der bortskaffes på Kommunekemi A/S i Nyborg (herefter Kommunekemi). Affaldsbortskaffelsen på Kommunekemi, som er det centrale anlæg til bortskaffelse af farligt affald i Danmark, er beskrevet nærmere i afsnit 5.3.

Et yderligere argument for at indføre en afgift på farligt affald kunne være, at noget af affaldet lovligt bortskaffes på almindelige affaldsforbrændingsanlæg eller deponeres, og at det ved at være fritaget for affaldsafgiften måske endda bliver bortskaffet billigere end ikke-farligt affald, således at der er et økonomisk incitament til at klassificere ikke-farligt affald som farligt affald.

1.3 Målsætninger for håndteringen af farligt affald

I Affald 21, som er regeringens affaldsplan for perioden 1998-2004, findes der ikke nogle kvantitative mål for produktionen af farligt affald eller fordelingen af håndteringen af farligt affald efter behandlingsform, som det er tilfældet for ikke-farligt affald¹. Målene i 2004 er derimod en effektiv indsamling og en øget genanvendelse af farligt affald (Miljø- og Energiministeriet, 1999: 174).

En af de tilsigtede effekter ved at indføre en afgift på farligt affald er netop at øge genanvendelsen af affaldet. Som det fremgår af begrundelserne for at friholde farligt affald for affaldsafgiften, er det imidlertid spørgsmålet, om en afgift kan være med til at sikre en effektiv indsamling af farligt affald, eller om effekten af afgiften snarere vil være den modsatte². Da en afgift på farligt affald, der er udformet som den nuværende affaldsafgift, alt andet lige må forventes at give affaldsproducenterne en yderligere tilskyndelse til at reducere mængderne af farligt affald, der tilføres forbrænding og deponering, er det afgørende i forbindelse med en eventuel indførelse af en afgift, at andre virkemidler er med til at sikre, at der sker en effektiv indsamling af affaldet. For at opfylde målene om en effektiv indsamling og en øget genanvendelse af farligt affald har Miljøstyrelsen besluttet, at der skal udarbejdes en vejledning om farligt affald og tages initiativer til at fremme genanvendelse af farligt affald (Miljø- og Energiministeriet, 1999: 177).

1.4 Afgrænsning

I rapporten er der foretaget en forhåndsvurdering af effekterne af en afgift på de affaldsmængder, som generelt er klassificeret som farligt affald. Rapporten omfatter imidlertid ikke klinisk risikoaffald, som på grund af smittefare er klassificeret som farligt affald³, eller affaldsfraktionerne imprægneret træ og shredderaffald, der, selv om de indeholder en række miljøbelastende stoffer, som medfører problemer i forbindelse med håndteringen af affaldet, ikke nødvendigvis er klassificeret som farligt affald⁴.

1.5 Rapportens opbygning

I kapitel 2 gennemgås indledningsvis nogle af de centrale dele af den miljøøkonomiske teori om en afgift på farligt affald. Herefter følger en række kapitler, som danner baggrund for den egentlige analyse af en afgift på farligt affald i Danmark. I kapitel 3 er de gældende regler og praksis for håndtering af farligt affald i Danmark beskrevet nærmere. I kapitel 4 er håndteringen af farligt affald i den galvaniske og grafiske branche og affaldshåndteringen af spildolie beskrevet nærmere. Endvidere er produktionen og bortskaffelsen af restprodukter fra røggasrensningen fra affaldsforbrændingsanlæg beskrevet nærmere. I kapitel 5 foretages en samlet analyse af en afgift på farligt affald i Danmark på baggrund af de foregående kapitler. I kapitel 6 gennemgås erfaringerne med en afgift på farligt affald i andre lande. I kapitel 7 er der foretaget en sammenfatning af forhåndsvurderingen.

Rapporten er udarbejdet af cand.oecon. Niels Dengsøe, CeSaM (Center for Samfundsvidenskabelig Miljøforskning), Aarhus Universitet.

I forbindelse med udarbejdelsen af rapporten har der været nedsat en følgegruppe bestående af:

Charlotte F. Münter, Miljøstyrelsen
Mette Hyldebrandt-Larsen, Miljøstyrelsen
Elisabeth Paludan, Miljøstyrelsen
Jørgen Schou, Miljøstyrelsen
John Fuhrmann, Skatteministeriet
Tanja Nissen, Syddansk Universitet, Odense Universitet

Udover følgegruppen har også lektor Mikael Skou Andersen, Ph.D., Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, bidraget med en række nyttige kommentarer og forslag til rapporten.

¹ Målsætningerne i Affald 21 er, at de samlede affaldsmængder stabiliseres, og at affaldshåndteringen i 2004 fordeler sig med 64 pct. genanvendelse, 24 pct. forbrænding og 12 pct. deponering (Miljø- og Energiministeriet, 1999: 10 og 18). [Tilbage]