| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Afgift på farligt affald

4. Effekterne af en afgift på farligt affald i udvalgte brancher og sektorer

4.1 Indledning

Reguleringen af farligt affald har medført, at affaldet hidtil er blevet effektivt indsamlet, destrueret eller deponeret. Der har imidlertid kun været en begrænset opmærksomhed på udvikling af metoder til oparbejdning og genvinding af affaldet (Miljøstyrelsen, 1997b: 7 og 19-20).

I dette kapitel er effekterne af en afgift på farligt affald på produktionen og bortskaffelsen af farligt affald i udvalgte brancher og sektorer undersøgt nærmere. Det farlige affald, der produceres i de omtalte brancher og sektorer, udgør årligt 115.000 tons, eller hvad der svarer til over 40 pct. af de samlede mængder af farligt affald³⁰. I afsnit 4.2 og 4.3 beskrives produktionen og bortskaffelsen af farligt affald i "galvanobranchen" (den elektrogalvaniske branche og varmforzinknings-branchen) og i den grafiske branche. Brancherne er i Miljøstyrelsens debatoplæg om Erhvervsaffald og udvalgte affaldsstrømme nævnt som eksempler på brancher, hvor det er nødvendigt, at der for at nedbringe den samlede mængde af farligt affald gøres en særlig indsats for at udbrede renere teknologier i små og mellemstore virksomheder, eller for at etablere særlige indsamlinger og særskilt behandling af det farlige affald i brancherne, hvis der skal ske en genanvendelse af affaldet (Miljøstyrelsen, 1997b: 20). I afsnit 4.4 beskrives produktionen og bortskaffelsen af spildolie, som er en af de største fraktioner af farligt affald fra de primære affaldsproducenter. I afsnit 4.5 beskrives produktionen og bortskaffelsen af restprodukter fra røggasrensningen på affaldsforbrændingsanlæg, som er den største affaldstype, der er klassificeret som farligt affald.

4.2 Produktion og bortskaffelse af farligt affald i galvano-branchen³¹

Den galvaniske branche omfatter i Danmark omkring 20 varmforzinkningsvirksomheder og ca. 100 virksomheder, der udfører elektrolytisk overfladebehandling. Omkring 85 pct. af produktionen af forzinkede emner fremstilles på 4-5 virksomheder, og 2 af virksomhederne foretager over halvdelen af varmforzinkningen.

Tabel 4.1
Farligt affald fra den galvaniske branche (Kilde: Miljøstyrelsen (1997b: 114))

De samlede mængder af farligt affald fra den galvaniske branche udgør 6.-7.000 tons pr. år. Størstedelen af det farlige affald fra den galvaniske branche sendes til behandling på Kommunekemi. Affald fra affedtning og bejdsning består af metalholdigt slam, der hovedsageligt deponeres på Kommunkemis kontrollerede deponi, Klintholm. Det olieholdige slam forbrændes på Kommunekemi.

Med støtte fra Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi er der udviklet en række renere teknologier, som endnu ikke er blevet udbredt til hele branchen. Mulighederne for bl.a. at minimere mængden af farligt affald og for at øge genanvendelsen af det producerede farlige affald udnyttes derfor ikke optimalt³³. En implementering af kendte renere teknologier forventes at kunne reducere den årlige mængde af farligt affald fra branchen med ca. 5.000 tons (Miljøstyrelsen, 1997b: 28) svarende til en reduktion på 75-85 pct.

Siden 1993 har Miljøstyrelsen støttet et projekt, der skulle vurdere mulighederne for at oprette en dansk genvindingscentral for galvanisk affald m.v. til at oparbejde affaldet til anvendelige produkter og kemikalier. I forbindelse med projektet har man bl.a. foretaget en nærmere undersøgelse af metoderne på nogle tyske anlæg, hvor der allerede sker en oparbejdning og genvinding af tungmetalholdigt affald fra bl.a. den galvaniske branche. I 1996 blev man opmærksom på en russisk metode, der i laboratorie- og et par mindre fuldskala anlæg var i stand til at oparbejde blandet galvanisk slam. Metoden, der er en forholdsvis traditionel uorganisk proces, er i stand til at adskille de galvaniske affaldsfraktioner (herunder blandet slam) for derefter at oparbejde dem til salgbare produkter, hvilket man ikke tidligere anså for at være muligt. I projektet anbefales det, at man nøjere undersøger mulighederne for at etablere en dansk genvindingscentral for tungmetalholdigt affald efter den russiske metode³⁴. Kommunekemi nævnes i den forbindelse som en realistisk placering af centralen på grund af det eksisterende indsamlingssystem for farligt affald og muligheden for at oparbejde det tungmetalholdige slam, som hidtil er blevet deponeret på Kommunekemi (Dahl et al., 1999: 3-7, 16-18, 43).

I forbindelse med en eventuel etablering af en dansk genvindingscentral for galvanisk affald anbefales det, at skatte- og afgiftssystemet anvendes som en økonomisk løftestang (Dahl et al., 1999: 22)³⁵.

Det må på baggrund af ovenstående oplysninger vurderes, at en afgift på farligt affald vil tilskynde til, at nogle af de kendte renere teknologier vil blive implementeret i den galvaniske branche. Endvidere vil en afgift medføre, at det galvaniske affald i højere grad bliver sendt til danske oparbejdningsvirksomheder som f.eks. Kemira Miljø A/S, eller at affaldet eksporteres til oparbejdning eller genvinding i f.eks. Belgien eller Tyskland fremfor at blive bortskaffet på Kommunekemi. Det er imidlertid vanskeligt at vurdere effekterne af afgiften på produktionen og eksporten af galvanisk affald, da de bl.a. vil afhænge af, i hvor høj grad afgiften overvæltes i bortskaffelsespriserne på Kommunekemi, jf. afsnit 5.3, og af hvor prisfølsom affaldshåndteringen i den galvaniske branche er. Der er dog ingen tvivl om, at en afgift på farligt affald vil være en betydelig belastning for virksomhederne i den galvaniske branche, hvis virksomhederne ikke har mulighed for at undgå afgiften ved at reducere den producerede mængde af farligt affald eller ved at sende affaldet til genanvendelse³⁶.

4.3 Produktion og bortskaffelse af farligt affald i den grafiske branche³⁷

Den grafiske branche omfatter ca. 3.000 virksomheder indenfor trykkeri og bogbinderi, hvoraf hovedparten er små virksomheder med mindre end 10 ansatte.

Tabel 4.2
Kemikalieaffald fra den grafiske branche (Kilde: Miljøstyrelsen (1997b: 123-124))

De samlede årlige affaldsmængder fra branchen omfatter 120.000 tons makulatur, 35.000 tons industriaffald og ca. 9.000 tons farligt affald. Det farlige affald, der udgør omkring 5 pct. af de samlede affaldsmængder, består hovedsageligt af organiske opløsningsmidler, tungmetaller, affald fra fotografiske processer og klude forurenet med organiske opløsningsmidler.

Den årlige produktion af farligt affald forventes at falde til ca. 5.000 tons. Med støtte fra Rådet vedrørende genanvendelse og mindre forurenende teknologi er der blevet udviklet renere teknologier til brug i branchen, og der blev i 1997 arbejdet på et projekt, som bl.a. omfattede etableringen af en landsdækkende indsamlingsordning, så det kunne blive rentabelt at genanvende affaldsmængderne indenfor branchen.

Til trods for at virksomhederne har pligt til at aflevere affaldet, er det tidligere blevet skønnet, at 10 pct. af den anvendte mængde af brugt fremkalder ulovligt bortskaffes i forbindelse med udledningen af fotovirksomhedernes spildevand (Seedorff et al., 1993: 9).

Sammenlignet med den galvaniske branche vil en afgift på farligt affald omfatte betydeligt flere virksomheder i den grafiske branche, og det må forventes, at effekterne af afgiften derfor vil være forholdsvis begrænsede³⁸. Effekter af en afgift på farligt affald vil endvidere kunne begrænses ved, at virksomhederne i højere grad anvender de eksisterende muligheder for at genanvende affaldet.

4.4 Produktion og bortskaffelse af spildolie³⁹

Spildolie udgør med en årlig produktion på næsten 40.000 tons en af de største affaldstyper, der er klassificeret som farligt affald. Spildolien, der hovedsageligt produceres af autoværksteder, transport- og industrivirksomheder, forsvaret og privatbilister (Miljø- og Energiministeriet, 1999: 220), indsamles af nogle private spildolieindsamlere⁴⁰. På grund af de begrænsede mængder og særlige forhold, der gælder for bortskaffelse af olieaffald fra skibe, er det kun den landbaserede spildolie, som er beskrevet nærmere i dette afsnit⁴¹.

Figur 4.1
Indsamling og bortskaffelse af spildolie i Danmark (Kilde: Miljøstyrelsen (1997b: 110-111))

Spildolie bortskaffes i Danmark udelukkede ved forbrænding på fjernvarmeværkerne, Kommunekemi og Aalborg Portland. Det er imidlertid muligt at genanvende spildolie, hvilket i figur 4.1 er angivet ved hjælp af den stiplede pil. På fjernvarmeværkerne forbrændes der både uraffineret og genraffineret spildolie, mens Kommunekemi udelukkende forbrænder uraffineret spildolie. Forbrændingen af den uraffinerede spildolie på fjernvarmeværkerne vurderes at være årsag til en betydelig del af de samlede emissioner af bly i Danmark, hvorimod emissionen af miljøbelastende stoffer fra forbrændingen af genraffineret spildolie på fjernvarmeværkerne vurderes at være meget begrænset. Rensningseffektiviteten for bly i forbindelse med forbrændingen af spildolie på Kommunekemi vurderes ligeledes at være meget høj.

Som følge af den danske energi- og varmeplanlægning, hvor naturgas og biogasbrændsler foretrækkes i fjernvarmeproduktionen fremfor spildolie, forventes det, at anvendelsen af spildolie på fjernvarmeværkerne vil blive reduceret i fremtiden. Fra 1993 til 2000 blev der ydet et tilskud til indsamling af spildolie, der blev nyttiggjort som brændsel på fjernvarmeværker. Afskaffelsen af refusionen af spildolieafgiften ved forbrænding af spildolie til fjernvarmeproduktionen med virkning fra juli 2000 synes således at være i overensstemmelse med ønskerne om en øget genanvendelse af spildolie eller anvendelse af spildolie som støttebrændsel på Kommunekemi. Det er således muligt at genanvende spildolien i forbindelse med produktionen af ny smøreolie, som det f.eks. sker i Tyskland og Frankrig. Det vurderes, at 25.000 tons af den nuværende indsamlede mængde af smøreolie i Danmark på 30.000 tons kan anvendes til genraffinering. Denne mængde vil kunne danne grundlag for produktionen af omkring 15.000 - 18.000 tons ny smøreolie svarende til ca. 20 pct. af det danske forbrug af smøreolier.

De private spildolieindsamlere indsamlede i 1996 ca. 22.500 tons spildolie beregnet som ren olie, mens Kommunekemi modtog 13.380 tons olieaffald, hvilket svarede til ca. 3.100 tons spildolie beregnet som ren olie (Miljøstyrelsen, 1998). Det vurderes, at de 25.600 tons spildolie beregnet som ren olie, der blev indsamlet, udgjorde 80 pct. af det beregnede potentiale. Den mængde spildolie, som i 1996 blev behandlet på Kommunekemi, udgjorde derfor mindre end 10 pct. af de samlede mængder spildolie.

Hvorvidt det vil være hensigtsmæssigt at indføre en afgift på farligt affald i forhold til bortskaffelsen af spildolie, afhænger af, hvordan afgiften forventes at fungere i forhold til den eksisterende regulering af olieaffald. Det har imidlertid ikke været muligt at vurdere betydningen af, at tilskudsordningen til bortskaffelse af spildolie på fjernvarmeværker er blevet afskaffet og erstattet af en ordning i privat regi.

4.5 Produktion og bortskaffelse af restprodukter fra røggasrensning på affaldsforbrændingsanlæg m.v.

I de foregående afsnit 4.2 - 4.4 har der hidtil været fokuseret på effekterne af en afgift på farligt affald på de primære affaldsproducenter. I dette afsnit er effekterne af en afgift på de sekundære affaldsproducenter undersøgt nærmere.

Siden 1992 har der været krav om, at røggassen fra affaldsforbrænding skulle renses for sure gasser. Røggasrensningen foregår enten som en tør/semitør proces, hvor der tilsættes kalk direkte til røggassen, eller som en våd proces, hvor røggassen vaskes med vand og en efterfølgende neutralisering og rensning af vaskevandet. Rensningen af de sure gasser har medført en væsentlig reduktion i luftforureningen fra affaldsforbrændingsanlæggene, men den har samtidig resulteret i betydelige affaldsmængder, der udgør et potentielt forureningsproblem for grund- og overfladevand på grund af udvaskningen af salte og tungmetaller fra de ubehandlede mængder af fast affald (Flyvbjerg og Hjelmar, 1997: 17).

Tabel 4.3
Farligt affald fra affaldsforbrændingsanlæg (Kilde: Miljøstyrelsen (1997b: 94))

Restprodukterne fra røggasrensningen på affaldsforbrændingsanlæg udgør med en årlig mængde på ca. 60.000 tons den største affaldstype, som er klassificeret som farligt affald. Hertil kommer restprodukterne fra røggasrensningen på Kommunekemi og på specialforbrændingsanlægget Special Waste System (SWS), der ikke er omfattet af opgørelsen (Miljøstyrelsen, 1997b: 94). I 1997 blev ca. 35.000 tons røggasaffald deponeret på midlertidige deponier i Danmark, mens ca. 25.000 tons blev eksporteret til deponier i Norge eller Tyskland (Miljø- og Energiministeriet, 1999: 211).

I forbindelse med vedtagelsen af Handlingsplan for affald og genanvendelse 1993-97 blev det i begyndelsen af 1990'erne vurderet, at det ikke var muligt at genanvende flyveasken og røggasrensningsprodukterne fra affaldsforbrændingsanlæg. Det blev derfor besluttet, at der skulle etableres 2-3 permanente deponier til restprodukterne fra røggasrensningen (Miljøministeriet, 1992: 48).

I forbindelse med et efterfølgende udredningsprojekt for Miljøstyrelsen blev det på baggrund af en oversigt over metoder til behandling og deponering af faste restprodukter fra røggasrensning på affaldsforbrændingsanlæg i 1997 anset for sandsynligt, at væsentlige dele af de producerede mængder også i fremtiden vil blive bortskaffet ved deponering. Det blev derfor anbefalet, at der som første prioritet blev etableret behandlingsmetoder, som gør det muligt at deponere restprodukterne miljømæssig forsvarligt (Flyvbjerg og Hjelmar, 1997: 113-115). Af Affald 21, som er regeringens affaldsplan for 1998-2004, fremgår det, at der efterfølgende er blevet taget initiativ til at etablere 3 landsdækkende deponier for stabiliserede røggasreningsprodukter for at sikre egnede anlæg til bortskaffelse af affaldet i Danmark (Miljø- og Energiministeriet, 1999: 212).

Ifølge Flyvbjerg og Hjelmar (1997: 113) findes der en række metoder til at oparbejde og genanvende restprodukter fra røggasrensningen på affaldsforbrændingsanlæg, men selvom de fleste af processerne anses for at være teknisk gennemførlige, eksisterer der ingen eller kun meget få erfaringer med processerne i fuldskala. Processerne vurderes endvidere ikke at være økonomisk attraktive, hvilket imidlertid kan ændre sig som følge af f.eks. en bevidst økonomisk styring ved hjælp af afgifter eller konkrete tekniske fremskridt.

Ifølge Miljøstyrelsen (1997b: 96) bør der arbejdes for, at alle restprodukterne nyttiggøres, hvis forskellige forsøg med nyttiggørelse af restprodukterne viser, at det er teknisk og økonomisk realistisk. Endvidere vil oprettelsen af en dansk genvindingscentral for galvanisk affald m.v., der er omtalt i afsnit 4.2, måske på længere sigt kunne omfatte andet tungmetalholdigt affald som f.eks. røggasreningsprodukter (Dahl et al., 1999: 42).

Røggasrensningen på affaldsforbrændingsanlæg er allerede delvist omfattet af affaldsafgiften, idet grundlaget for afgiften med virkning fra 1. januar 1997 blev udvidet til også at omfatte kalk, der tilføres forbrændingsanlæg til røggasrensning ved affaldsforbrænding⁴². Formålet var at sikre, at kalk til røggasrensning er afgiftsneutral, idet afgiften refunderes, når kalken, der bliver bundet i restprodukterne fra røggasrensningen, fraføres forbrændingsanlægget som affald. Da restproduktet er klassificeret som farligt affald, betales der ikke afgift, når restproduktet efterfølgende sendes til behandling eller deponering.

Ved hjælp af en behandling af røggasrensningsprodukterne er det i princippet teknisk muligt at udskille restprodukterne i tungmetalfrie og tungmetalholdige fraktioner, hvorefter de genanvendelige dele sendes til genanvendelse, mens der sker en stabilisering af tungmetaller og salte i de tungmetalholdige produkter, der ikke kan genanvendes.

En afgift på restprodukterne fra røggasrensningen på affaldsforbrændingsanlæg vil give anlæggene et incitament til at reducere mængden af restprodukter, og til at forstærke indsatsen for at kunne genanvende de restprodukter, der produceres, idet afgiften vil ændre på, hvor økonomisk rentable de forskellige behandlingsmetoder er. Da affaldsforbrændingsanlæggene (ekskl. Kommunekemi) er underlagt hvile-i-sig-selv princippet, vil anlæggene kunne overvælte omkostningerne til affaldsafgiften på affaldsproducenterne.

4.6 Sammenfatning

Selvom de forskellige affaldstyper i dette kapitel er klassificeret som farligt affald, er der, som det fremgår af de forskellige afsnit, tale om vidt forskellige problemstillinger i forbindelse med en forhåndsvurdering af effekterne af en afgift på bortskaffelsen af affaldet.

I de galvaniske og grafiske brancher produceres der betydelige mængder af farligt affald. I den galvaniske branche produceres der årligt 6.-7.000 tons farligt affald, mens der i den grafiske branche årligt produceres ca. 9.000 tons farligt affald. Den største forskel er imidlertid, at hvor det farlige affald i den galvaniske branche produceres af omkring 120 virksomheder, produceres de lidt større mængder af farligt affald i den grafiske branche af ca. 3.000 virksomheder. I Miljøstyrelsens debatoplæg om Erhvervsaffald og udvalgte affaldsstrømme er begge brancher nævnt som eksempler på, hvor det er nødvendigt, at der gøres en særlig indsats for at udbrede renere teknologier i små og mellemstore virksomheder for at nedbringe den samlede mængde af farligt affald, og for at etablere særlige indsamlinger og særskilt behandling af det farlige affald, hvis der skal etableres en genanvendelse af affaldet (Miljøstyrelsen, 1997b: 20, 115 og 123).

Bortset fra den galvaniske branche vil omkostningsbelastningen ved en afgift på farligt affald være begrænset i de fleste brancher. Det er imidlertid vanskeligt at vurdere effekterne af en afgift på produktionen og bortskaffelsen af farligt affald i de forskellige brancher mere præcist, da de bl.a. vil afhænge af, i hvor høj grad afgiften overvæltes i bortskaffelsespriserne på Kommunekemi, og af hvor prisfølsom affaldshåndteringen er i de forskellige brancher.