| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Afgift på farligt affald

3. Håndtering af farligt affald i Danmark

3.1 Indledning

Håndteringen af farligt affald, eller hvad der tidligere blev betegnet som "olie- og kemikalieaffald", har siden begyndelsen af 1970'erne været omfattet af en særlig regulering. I afsnit 3.2 er den hidtidige praksis for affaldshåndteringen beskrevet med udgangspunkt i indsamlingen af farligt affald via modtagestationerne og behandlingen af affaldet på Kommunekemi. I afsnit 3.3 er de væsentligste strømme af farligt affald fra de primære og sekundære kilder til de forskellige behandlingsformer beskrevet nærmere. I afsnit 3.4 er behandlingen af det indsamlede farlige affald beskrevet med udgangspunkt i de 4 forskellige behandlingsformer: genanvendelse, forbrænding, særlig behandling og deponering. I afsnit 3.5 er import og eksport af "anmeldelsespligtigt affald" beskrevet nærmere.

3.2 Indsamling og behandling af farligt affald

Størstedelen af det farlige affald, der indsamles eller behandles i Danmark, fremkommer som et biprodukt i forbindelse med virksomhedernes produktion. Virksomhederne har pligt til at anmelde deres mængder af farligt affald til kommunerne, og de har ligeledes som udgangspunkt pligt til at benytte det indsamlingssystem for farligt affald, som kommunerne er forpligtet til at etablere i form af afhentningsordninger.

I en undersøgelse af, i hvor høj grad virksomhederne tidligere overholdt reglerne om anmeldelse og aflevering af olie- og kemikalieaffald, fremgik det, at reglerne om anmeldelse kun blev efterlevet i et begrænset omfang i begyndelsen af 1980'erne, men at især afleveringen af kemikalieaffald blev behandlet mere seriøst (Hansen og Nedergaard, 1981: 75).

Indsamlingen og behandlingen af farligt affald i Danmark fremstilles ofte som i figur 3.1, hvor affaldet indsamles via modtagepladserne og modtagestationerne, hvorefter det sendes til behandling på Kommunekemi. Der er imidlertid sket store ændringer i indsamlingen og behandlingen af farligt affald i de senere år, hvor især de tilførte affaldsmængder til Kommunekemi indtil 1999 blev reduceret betydeligt. Denne udvikling er beskrevet nærmere i afsnit 3.4.

Figur 3.1
Det landsdækkende indsamlingssystem for farligt affald (Kilde: Hansen og Nedergaard (1981: 12))

Ifølge Lauridsen og Riemann (1998: 677) skyldes reduktionen i de tilførte mængder af farligt affald, at virksomhederne har øget indsatsen for at reducere frembringelsen af affaldet og for at øge den interne genanvendelse af kemikalier, samtidig med at der er kommet flere private aktører på området. Endvidere vurderes det af andre, at modtagestationerne i stigende grad er begyndt at udføre de samme opgaver som de alternative indsamlere og behandlere af farligt affald (Rasmussen, 1996: 58).

De mange ændringer i de senere år har medført, at det er blevet vanskeligere at få et overblik over indsamlingen og behandlingen af farligt affald. For forenklingens skyld er det kun de væsentligste strømme af farligt affald fra de primære kilder (affaldsproducenterne), som er beskrevet i figur 3.2. De mængder af farligt affald, der frembringes af de sekundære kilder (affaldsbehandlerne), er beskrevet nærmere i afsnit 5.3.

I hver kommune er der en modtageplads, hvor private og små erhvervsdrivende uden betaling kan aflevere deres farlige affald¹⁷. Affaldet sendes herefter videre til én af de 18 modtagestationer, hvor det sorteres og deklareres, før det sendes videre til Kommunekemi. På modtagestationerne fastsættes modtageafgifterne, der dækker omkostninger i forbindelse med transporten fra modtagestation til Kommunekemi og behandlingen af affaldet der.

Figur 3.2 Se her!
Produktion, indsamling, behandling og bortskaffelse af farligt affald fra primære kilder i Danmark

Virksomhederne kan dog blive fritaget af kommunen for at benytte modtagestation/Kommunekemi-systemet, som i figuren er illustreret med en ramme, hvis de kan godtgøre, at affaldet bortskaffes forsvarligt på anden måde, f.eks. af de private indsamlere og behandlere af farligt affald eller af andre offentlige affaldsbehandlere (affaldsforbrændings- eller deponeringsanlæg). I figuren omfatter affaldsforbrændingsanlæg de traditionelle affaldsforbrændingsanlæg og specialforbrændingsanlægget SWS (Special Waste System), der udover at bortskaffe klinisk risikoaffald ved forbrænding, også bortskaffer andre fraktioner af farligt affald.

Da indsamlingen og behandlingen af farligt affald som regel vurderes med udgangspunkt i modtagestation/Kommunekemi-systemet, omtales de private indsamlere og behandlere af farligt affald ofte blot som "alternative behandlere". Strømmene af farligt affald til genanvendelse er i figuren beskrevet ved hjælp af de stiplede linier.

Spildolie, der udgør en af de største fraktioner af farligt affald, bortskaffes i Danmark udelukkende ved forbrænding på fjernvarmeværkerne, Kommunekemi og Aalborg Portland. Det er imidlertid muligt at genanvende spildolie i forbindelse med produktion af ny smøreolie (Miljøstyrelsen, 1997b: 29). På figuren er det endvidere markeret, at der indtil juli 2000 var en tilskudsordning i forbindelse med indsamlingen af den spildolie, der blev frembragt i Danmark og bortskaffet som brændsel på fjernvarmeværkerne¹⁸.

Blandt de industrielle virksomheder, der bortskaffer farligt affald, fandtes der tidligere udover Aalborg Portland A/S, der bl.a. modtager destillationsrester fra oprensningen af olieaffald (Miljø- og Energiministeriet, 1999: 221), Danyardværftet i Frederikshavn, som i begyndelsen af 1990'erne forbrændte olieaffald fra færger (Bauer et al., 1992: 39 og bilag 4)¹⁹. Det er uvist, om denne praksis er fortsat i forbindelse med nye værftsaktiviteter efter nedlukningen af værftet i 1999.

3.3 De væsentligste strømme af farligt affald

Selvom det i forbindelse med den nuværende registrering af indsamlingen og behandlingen af farligt affald i princippet skulle være muligt at lave en fuldstændig kortlægning af de forskellige strømme af farligt affald fra affaldsproducent til affaldsbehandler, er der i praksis forbundet en række problemer med en sådan kortlægning.

For det første er det på grund af registreringsproblemer vanskeligt at få et overblik over bestemte fraktioner af farligt affald, hvilket bl.a. også er fremgået af tidligere undersøgelser af indsamlingen og bortskaffelsen af farligt affald for Miljøstyrelsen (Hansen og Nedergaard (1981: 64)²⁰ og Bauer et al. (1992: 44)²¹). For det andet indgår de mængder af farligt affald, der genanvendes internt i virksomhederne, ikke i registreringen hos indsamlere og behandlere af farligt affald. For det tredje er de mængder af farligt affald, der behandles, ikke blot summen af de registrerede mængder, idet det både registreres, hvor meget affald der kommer fra de primære og fra de sekundære kilder. For det fjerde er de mængder af farligt affald, der frembringes, ikke lig med de mængder, der bortskaffes, som følge af import og eksport af farligt affald. Endelig registreres den ulovlige bortskaffelse af farligt affald ikke. En vigtig del af undersøgelsen har derfor været at fastlægge de væsentligste strømme af farligt affald ved hjælp af forskellige kilder.

I Miljøstyrelsens affaldsstatistik findes den mest aggregerede oversigt over mængderne af farligt affald fordelt efter primære og sekundære kilder og behandlingsform. De primære kilder er affaldsproducenterne (hovedsageligt virksomheder), mens de sekundære kilder er affaldsbehandlerne, der omfatter Kommunekemi og almindelige affaldsforbrændingsanlæg²². Ifølge Miljøstyrelsen (2000a: 20) er det rimeligt at medregne affald fra både primære og sekundære kilder, når man skal vurdere den samlede produktion af farligt affald.

Tabel 3.1 Se her!
De registrerede mængder af farligt affald i Danmark 1995-1998 (Kilde: Miljøstyrelsen (1997c: 17), Miljøstyrelsen (1999: 20), Miljøstyrelsen (2000a: 21))²⁴

Den samlede produktion af farligt affald i Danmark blev reduceret fra 269.000 tons i 1996 til 249.500 tons i 1997. Reduktionen på 7 pct. var imidlertid ikke udtryk for en generel udvikling, da de forskellige affaldsfraktioner udviklede sig meget forskelligt. F.eks. steg produktionen af farligt affald fra de primære kilder i perioden med 7.500 tons, eller hvad der svarede til næsten 7 pct., mens flyveaske og røggasrensningsprodukter fra affaldsforbrændingsanlæg blev reduceret med 10.500 tons, svarende til 15 pct. (Miljøstyrelsen, 1999: 21).

Af de 178.000 tons farligt affald, som blev produceret af de primære kilder i 1997, blev 51.500 tons sendt til genanvendelse. Heraf udgjorde olie- og kemikalieaffald fra andre primære kilder 28.500 tons, blybatterier 15.000 tons og svovlsyre fra kulfyrede kraftværker 8.000 tons. Næsten 38.000 tons blev forbrændt, mens 78.500 tons hovedsageligt blev sendt til særlig behandling på Kommunekemi. Kun 10.000 tons blev deponeret (Miljøstyrelsen, 1999: 20-21).

I 1997 producerede de sekundære kilder 71.500 tons farligt affald. Ca. 10.000 tons af affaldet bestod af filterstøv fra røggasrensning, som blev sendt til genanvendelse. Endvidere blev 24.000 tons flyveaske og røggasreningsprodukter fra affaldsforbrændingsanlæggene deponeret i Norge eller Tyskland, mens 37.000 tons blev deponeret på midlertidige deponier i Danmark (Miljøstyrelsen (1999: 20-21) og Miljø- og Energiministeriet (1999: 211)).

Fra 1997 til 1998 steg den samlede produktion af farligt affald i Danmark til 280.500 tons. Stigningen på 12 pct. skyldtes hovedsageligt, at mængderne af farligt affald fra de sekundære kilder steg med over 30 pct., mens mængderne af farligt affald fra de primære kilder steg med 5 pct.

Af de 187.000 tons farligt affald, som blev produceret af de primære kilder i 1998, blev 56.500 tons sendt til genanvendelse. Heraf udgjorde olie- og kemikalieaffald fra andre primære kilder 10.300 tons, blybatterier 14.500 tons og svovlsyre fra kulfyrede kraftværker 6.000 tons. Næsten 24.000 tons blev forbrændt, mens omkring 82.500 tons hovedsageligt blev sendt til særlig behandling på Kommunekemi, og 24.000 tons blev deponeret (Miljøstyrelsen, 2000a: 20-21).

I 1998 producerede de sekundære kilder 93.500 tons farligt affald. Heraf bestod ca. 11.000 tons af filterstøv fra røggasrensning, som blev sendt til genanvendelse. Endvidere blev 49.000 tons flyveaske og røggasreningsprodukter fra affaldsforbrændingsanlæggene udsat for særlig behandling, mens 33.500 tons blev deponeret (Miljø- og Energiministeriet, 1999: 211).

Selvom den samlede produktion af farligt affald således har varieret i de senere år, var fordelingen af produktionen af farligt affald på de forskellige kilder fra 1995 til 1998 forholdsvis konstant, idet de primære og sekundære kilder i perioden producerede henholdsvis 2/3 og 1/3 af mængderne.

Tabel 3.2 Se her!
Fordelingen af de registrerede mængder af farligt affald i Danmark i 1995-1998 (Kilde: Miljøstyrelsen (1997c: 17), Miljøstyrelsen (1999: 20), Miljøstyrelsen (2000a: 21))

Andelen af farligt affald fra de primære kilder, der blev genanvendt, steg fra 25 pct. i 1995 til 30 pct. i 1998. Ifølge Miljø- og Energiministeriet (1999: 178) foregår genanvendelsen hovedsageligt i udlandet. I den samme periode blev 12-14 pct. af det farlige affald fra de sekundære kilder genanvendt. Den andel af mængderne af farligt affald fra de primære kilder, der blev genanvendt fra 1995 til 1998, var således mere end dobbelt så stor som den tilsvarende andel af affaldet fra de sekundære kilder.

Af tabellen fremgår det endvidere, at der ikke sker nogen forbrænding af det farlige affald fra de sekundære kilder, mens andelen for de primære kilder i 1996 og 1997 var på 20 pct. Desuden blev over halvdelen af det farlige affald fra de sekundære kilder deponeret i 1996 og 1997, mens den tilsvarende andel for de primære kilder kun udgjorde 6-7 pct. Forskellene i fordelingen af behandlingen af det farlige affald fra primære og sekundære kilder skyldes bl.a., at det er nemmere at genanvende de forskellige typer af farligt affald, før de behandles sammen med andre typer af farligt affald, og at nogle af restprodukterne fra de sekundære kilder netop stammer fra forbrændingen af farligt affald fra de primære kilder.

Mens fordelingen af de registrerede mængder af farligt affald på de forskellige behandlingsformer var forholdsvis uændret fra 1996 til 1997, skete der i 1998 en række ændringer. Andelen af det farlige affald fra de primære kilder, der blev forbrændt, blev reduceret fra 21 til 13 pct., mens andelen, der blev deponeret, steg fra 6 til 13 pct. Endvidere blev andelen af farligt affald fra de sekundære kilder, der blev udsat for en "særlig behandling" forøget fra 34 til 53 pct., mens andelen af affaldet, der deponeres, omvendt blev reduceret fra 52 til 36 pct.

3.4 Bortskaffelsen af farligt affald i Danmark

Selvom Kommunekemi er en central aktør for behandlingen af farligt affald, er det specielt i de senere år blevet tydeligt, at man ikke kan få et indtryk af udviklingen i de samlede mængder af farligt affald ved udelukkende at se på udviklingen i de mængder, der tilføres virksomheden.

Tabel 3.3
Virksomheder i Danmark, der i 1997 behandlede farligt affald (Kilde: Miljøstyrelsen (1999: 45-46) og Miljø- og Energiministeriet (1999: 178))

I Miljøstyrelsen (1999: 45-46) er der omtalt 27 danske virksomheder fordelt på 29 anlæg, der indberetter til ISAG (Miljøstyrelsens Informationssystem for Affald og Genanvendelse) om de mængder af farligt affald, som de behandler. Listen over virksomheder omfatter kun anlæg, der årligt behandler mere end 100 tons farligt affald.

Miljøstyrelsen vil offentliggøre en database over behandlere af farligt affald, der indeholder data om 54 behandlingsvirksomheder. Det antages i Miljøstyrelsen (2000b), at der findes omkring 60 virksomheder, som behandler farligt affald i Danmark.

3.4.1 Kommunekemi

Da Kommunekemi er det største anlæg til behandling af farligt affald i Danmark²⁶ er udviklingen i de tilførte mængder af farligt affald til virksomheden og deres fordeling efter behandlingsform beskrevet nærmere i dette afsnit. Endvidere er nogle af konklusionerne i en analyse af Kommunekemis markedssituation i midten af 1990'erne beskrevet nærmere.

Kommunekemi, der ejes af Kommunernes Landsforening og Københavns og Frederiksberg Kommune, tilføres farligt affald fra ca. 7.000 kunder, heraf tegner de 150 største kunder sig for ca. 60 pct. af de tilførte affaldsmængder (Danmarks Statistik, 1997: 2)²⁷. Ifølge en anden kilde står de 36 største affaldsproducenter for 50 pct. af de tilførte mængder af farligt affald til Kommunekemi (Knudsen, 1996: 39). Virksomhedens miljø- og sikkerhedssystem er certificeret efter BS 7750, og den årlige miljøredegørelse er verificeret efter EMAS.

Tabel 3.4 Se her!
Farligt affald frembragt i Danmark (ekskl. Færøerne og Grønland) og tilført Kommunekemi (Kilde: Danmarks Statistik (1994:6) og Danmarks Statistik (1998: 7))²⁸

Udviklingen i de tilførte mængder af farligt affald til Kommunekemi kan kort beskrives ved, at der fra begyndelsen af 1980'erne og frem til 1988 skete en betydelig stigning i affaldsmængderne, hvorefter affaldsmængderne stagnerede indtil 1992. Herefter faldt de tilførte affaldsmængder, hvilket især har været gældende for olieaffald, der i 1997 kun udgjorde en fjerdedel af de tilførte affaldsmængder i 1988. Reduktionen i de tilførte mængder af olieaffald skyldes, at der siden 1993 er blevet givet tilskud til indsamling af spildolie, som blev frembragt i Danmark og bortskaffet som brændsel på fjernvarmeværker. Da tilskudsordningen ikke omfattede de mængder af spildolie, der blev indsamlet og forbrændt på Kommunekemi, er denne mængde blevet reduceret betydeligt. Kommunekemi har forsøgt at kompensere for de manglende tilførte mængder af spildolie ved at importere store mængder af spildolie.

Da Danmarks Statistik ikke har offentliggjort oplysninger om de mængder af farligt affald, der blev tilført Kommunekemi efter 1997, er udviklingen i de senere år beskrevet på baggrund af oplysninger om de tilførte mængder af farligt affald m.v., som de offentliggøres af Kommunekemi.

Tabel 3.5
Hovedtal for tilført og behandlet affald for Kommunekemi 1995-1999 (Kilde: Kommunekemi (2000c: 20))

De tilførte mængder af affald til Kommunekemi blev fra 1995 til 1998 reduceret med over 17.000 tons, eller hvad der svarer til en reduktion på næsten 17 pct. I 1999 skete der imidlertid en stigning i de tilførte mængder af affald på over 22.000 tons. Stigningen på 26 pct. i forhold til 1998 medførte, at de tilførte mængder i 1999 var 5 pct. højere end i 1995.

Ifølge Miljøstyrelsen (1997b: 19-21) har etableringen af Kommunekemi i 1972 og indsamlingssystemet for farligt affald betydet, at Danmark i mange år har haft en miljømæssig forsvarlig håndtering og bortskaffelse af farligt affald. Imidlertid bliver det meste af affaldet forbrændt eller deponeret, og virksomheden har hidtil ikke været særlig opmærksom på at udvikle oparbejdningsmetoder, der i højere grad fremmer udnyttelsen af ressourcerne i affaldet, herunder genvinding af miljøbelastende stoffer i det farlige affald. Som det fremgår af tabel 3.5, er det således kun omkring 1 pct. af det modtagne affald, der genanvendes.

Tabel 3.6
Den gennemsnitlige merpris på Kommunekemi (Kilde: Kommunekemi (1996a: 5 og 34))

I en analyse af det danske marked for farligt affald blev Kommunekemis konkurrencesituation i midten af 1990'erne vurderet at være af monopollignende karakter. Ifølge markedsanalysen var virksomhedens prisstruktur mangelfuldt tilpasset omkostningsstrukturen, og Kommunekemis konkurrenter kunne derfor tage den mest lukrative del af markedet, da behandlingspriserne på Kommunekemi på det tidspunkt var væsentlig dyrere end de alternative behandlere på deres specialområde (Kommunekemi, 1996a: 4-5). De nuværende behandlingspriser på Kommunekemi er beskrevet nærmere i afsnit 5.3.

Blandt de alternative behandlingsmuligheder blev det i markedsanalysen vurderet, at især genvinding af farligt affald og samforbrænding af farligt affald på kommunale forbrændingsanlæg var en trussel for Kommunekemi (Kommunekemi, 1996a: 5).

3.4.2 Andre virksomheder

Reduktionen i de tilførte affaldsmængder til Kommunekemi skyldtes, som det tidligere er beskrevet, at der bl.a. er sket en stigning i antallet af private indsamlere og behandlere af farligt affald og offentlige affaldsbehandlere. I markedsanalysen af Kommunekemis konkurrencesituation omfattede de alternative behandlere 64 private virksomheder og 54 hel- eller halvoffentlige selskaber, heraf 18 modtagestationer (Kommunekemi, 1996a: 27). I analysen blev det vurderet, at de alternative behandlere i 1995 modtog ca. 83.000 tons farligt affald og slutbehandlede ca. 38.000 tons, hvoraf 27.000 tons blev genindvundet, mens 11.000 tons blev forbrændt (Kommunekemi, 1996a: 30-31). Restprodukterne fra de alternative behandleres behandling af farligt affald sendes oftest videre til Kommunekemi, efter at affaldet er blevet behandlet, så langt, som det er økonomisk fordelagtigt (Kommunekemi, 1996a: 5). Affaldet fra de større alternative behandlere sendes dog i stor udstrækning videre til andre alternative behandlere fremfor Kommunekemi (Kommunekemi, 1996a: 32).

3.5 Import og eksport af "anmeldelsespligtigt affald"

I henhold til EU's transportforordning er affald opført på OECD's røde og orange affaldslister, som eksporteres til nyttiggørelse eller bortskaffelse, anmeldelsespligtigt (Miljøstyrelsen, 2000a: 23). Det har imidlertid ikke været muligt at afgøre, hvor stor en andel farligt affald udgør af det anmeldelsespligtige affald.

Tabel 3.7 Se her!
Anmeldelsespligtigt affald 1995-1998 (Kilde: Miljøstyrelsen (1996: 16-17), Miljøstyrelsen (1997c: 21-22), Miljøstyrelsen (1999: 24-26) og Miljøstyrelsen (2000a: 25-26))

I 1995 var importen af anmeldelsespligtigt affald mere end dobbelt så stor som eksporten af anmeldelsespligtigt affald. I 1996 balancerede importen og eksporten af anmeldelsespligtigt affald med ca. 65.000 tons. Herefter blev importen af anmeldelsespligtigt affald reduceret med over 30 pct. fra 64.500 tons i 1996 til 44.500 tons i 1998, samtidig med at eksporten af anmeldelsespligtigt affald steg med 110 pct. fra 65.200 tons i 1996 til 137.000 tons i 1998. I de senere år har Danmark således haft et stort "eksport-overskud" af anmeldelsepligtigt affald. I 1998 var overskuddet enddog større end de mængder af farligt affald, der blev behandlet på Kommunekemi.

3.6 Sammenfatning

Størstedelen af de mængder af farligt affald, der produceres i Danmark, fremkommer i forbindelse med virksomhedernes produktion. Virksomhederne har pligt til at anmelde deres mængder af farligt affald til kommunerne, og de har ligeledes som udgangspunkt pligt til at benytte det indsamlingssystem for farligt affald, som kommunerne skal etablere i form af afhentningsordninger.

Indsamlingen og bortskaffelsen af farligt affald i Danmark foregik i mange år ved, at affaldet blev indsamlet via kommunernes modtagepladser og - stationer, hvorefter det blev sendt til behandling på Kommunekemi. I de senere år er der imidlertid sket store ændringer, og de tilførte mængder af farligt affald til Kommunekemi er gradvist blevet reduceret indtil 1999, hvor der skete en betydelig stigning i de tilførte mængder af farligt affald.

Der har dog ikke været tale om nogen entydig udvikling i produktionen og bortskaffelsen af farligt affald fra 1995 til 1998. Andelen af farligt affald fra de primære kilder, der blev genanvendt, steg fra 25 pct. i 1995 til 30 pct. i 1998. I den samme periode blev 12-14 pct. af det farlige affald fra de sekundære kilder genanvendt.

¹⁷ Gebyret for indsamlingen og bortskaffelsen af farligt affald fra private husholdninger vil ofte udgøre en del af det samlede årlige renovationsgebyr. [Tilbage]

¹⁸ Bekendtgørelse nr. 1179 af 23. december 1993 om tilskud til bortskaffelse af spildolie blev ophævet den 8. juli 2000 med Bekendtgørelse nr. 620 af 27. juni 2000 om ophævelse af bekendtgørelsen om tilskud til bortskaffelse af spildolie.  [Tilbage]