| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Reduktion af mineralsk olie i spildevand
6. Anbefalinger til reduktion af olieafledninger
Fremgangsmåde der kan anvendes i forbindelse med udarbejdelse af
tilslutningstilladelse
I det nedenstående beskrives en generel fremgangsmåde til reduktion af
olieafledninger til brug for små og mellemstore virksomheder og kommuner i forbindelse
med kommunernes udarbejdelse af tilslutningstilladelser. De enkelte punkter i
fremgangsmåden er uddybet i rapportens foregående kapitler. Derefter er der opstillet
konkrete anbefalinger i relation til det praktiske arbejde med reduktion af
olieafledninger.
På baggrund af projektets erfaringer kan nedenstående generelle fremgangsmåde
anbefales til at undersøge mulighederne for at minimere afledningen af mineralsk olie
samt miljøskadelige vaskemidler. Fremgangsmåden er rettet mod processerne (1-6)
beskrevet i kapitel 1, og bør følges i den nævnte prioriterede rækkefølge.
Fremgangsmåden gennemføres når der er konstateret et konkret problem med olie i
spildevandet, og efter at der er foretaget en kortlægning af processerne, herunder vand-
og kemikalieforbrug.
Udgangspunkt
Udgangspunktet for fremgangsmåden er dels, at det eksisterende olieudskillersystem er
dimensioneret korrekt i forhold til spildevandsmængderne (vandstrømmen) fra de aktuelle
processer i henhold til SBIanvisningen (SBI, 1997). Dels at sandfang og olieudskiller
tømmes regelmæssigt og rettidigt i forhold til belastningen. Olieudskilleren bør
tømmes, når 75% af olieudskillerens maksimale kapacitet er nået, og sandfangene bør
tømmes, når de er halvt fyldte. Er der tale om en udendørs vaskeplads, skal der tages
højde for nedbørsbelastningen, jf. SBI-anvisningen.
Generel fremgangsmåde
Fremgangsmåden er følgende:
1. Ændrede arbejdsgange. Først undersøges mulighederne for at ændre
arbejdsgange med hensyn til at:
 | Undgå afledning til kloak. Grundlæggende bør det undersøges, om rengøring
uden brug af vand er en mulighed. Kan rengøringen foretages ved aftørring eller vask i
"lukket" vaskemaskine? |
 | Opsamle spild. Virksomheden undersøger, om der er specifikke aktiviteter, som er
hovedkilder til olien i spildevandet. Er det muligt at opsamle spildet, inden det blandes
med vand? |
 | Begrænse mekanisk emulgering. Virksomheden undersøger, om aktiviteter med
højtryksrenser kan gennemføres uden højtryk - eller ved lavere tryk - for at undgå
kraftig mekanisk emulgering. Anvendelse af varmt vand bør også overvejes. Dette skal ses
i sammenhæng med nedenstående vedrørende substitution af vaskemidler |
2. Substitution af vaskemidler. Dernæst undersøges muligheder for substitution
af vaskemidler gennem undersøgelse af vaskemidlernes:
 | Indhold af A- og B-stoffer. Kemikalieleverandøren dokumenterer procentvist
indhold af A- og B-stoffer i vaskemidlerne, jf. kapitel 2 og bilag 5. Det er
leverandørens opgave at dokumentere indholdet af A- og B-stoffer |
 | Evne til olieseparation. Vejledende undersøgelse af vaskemidlernes præstation i
laboratorietest med hensyn til evnen til at separere efter blanding af olie, vand og
vaskemiddel (jf. kapitel 2) |
 | Funktionsevne. Hvis de udvalgte vaskemidler ikke indeholder A- og B-stoffer og
har vist positiv evne til olie/vand-separation, vil sidste skridt inden substitution være
en praktisk test af vaskemidlernes rengøringsevne i forhold til processerne |
3. Renseteknologier. Hvis ikke ændrede arbejdsgange eller substitution af
vaskemidler kan reducere afledningen af mineralsk olie i tilstrækkeligt omfang, kan det
være nødvendigt at anvende supplerende renseteknologier. Følgende renseteknologier er
relevante i forhold til olieholdigt spildevand (jf. kapitel 4):
 | Batchvis henstand til separering |
 | Koalescens- og adsorptionsfilter |
 | Membranfiltrering |
 | Biofiltre |
 | Fældning og filtrering |
 | Inddampningsanlæg |
Membranfiltrering og inddampning/destillationsanlæg har det potentiale, at det rensede
vand kan genanvendes. Omvendt er disse renseteknologier mindre attraktive set ud fra
anskaffelsespris og driftsudgifter.
Konkrete anbefalinger i relation til arbejdet med reduktion af afledning af olieholdigt
processpildevand:
Separationstests giver kun grov indikation - konkrete undersøgelser er
nødvendige
 | De eksisterende olieseparationstests vurderes kun at give en grov indikation af
vaskemidlernes separationsevne ved afledning gennem olieudskiller. Der er derfor altid
behov for konkrete undersøgelser af virksomhedens spildevand, som viser, hvor lang
henstandstid der reelt er nødvendig, før spildevandet separerer. |
Tungere vægtning af iboende egenskaber
 | Ved valg af vaskemidler bør vurdering af indholdsstoffernes iboende miljø- og
sundhedsfarlige egenskaber (f.eks. som projektets ABCmiljøvurdering) altid vægtes
tungere end resultaterne af olieseparationstests. |
Behov for afklaring omkring separationstests
 | Både olieseparationstests, der bygger på visuelle bedømmelser, og tests som bygger
på analyser, giver betydelige relative afvigelser. For at kunne anvende
olieseparationstests er der behov for afklaring af, hvilke kemisk/ fysiske egenskaber ved
vaskemidler, som kan medføre gode separationsevner, og om det overhovedet er realistisk
at opnå sådanne egenskaber for alkaliske affedtningsmidler og shampoo. Under hensyntagen
til disse forbehold kan f.eks. testmetoden (DB TL 91881, modificeret) fra dette projekt
anvendes som indledende undersøgelse af vaskemidlers separationsevner (jf. bilag 3).
Testen bør udføres ved mindst tre forskellige henstandstider f.eks. 5, 30 og 120
minutter, og der bør altid foreligge dobbelttests og dobbeltanalyser, som kan indikere
afvigelsen på resultaterne. |
Selvspaltende koldaffedtningsmidler bør anbefales med forbehold
Visse koldaffedtningsmidler - produkter uden
emulgatorer - viste positive selvspaltende egenskaber i projektets undersøgelser. Det er
dog ud fra en miljømæssig helhedsbetragtning betænkeligt at anbefale anvendelse af
disse petroleumsbaserede affedtningsmidler. Petroleumsdestillater er samlet grupperet som
A-stoffer og er dermed uønskede i kloaksystemet. Derfor bør koldaffedtningsmidler kun
anvendes, hvor virksomheden kan dokumentere, at oliedestillaterne enten opsamles efter
brug eller udskilles effektivt i olieudskilleren.
Vandbaserede vaskemidler kræver lang henstandstid
 | De vandbaserede vaskemidler (alkaliske affedtningsmidler og shampooprodukter) viste alle
ringe selvspaltende egenskaber inden for de 5 minutter, som var testens henstandstid i
dette projekt. Blindprøver bestående af olie og vand viste klar adskillelse efter fem
minutter. Der er behov for længere henstandstider, før olie/vandblandingen med disse
vaskemidler vil separere. Det betyder, at det ikke er muligt at forbedre udskilningen i en
traditionel olieudskiller med en reel gennemløbstid på 5- 10 minutter gennem
kemikaliesubstitution til alternative vandbaserede vaskemidler. Gennemløbstiden bør
erfaringsmæssigt generelt være over 2 timer (helst over et døgn), før spildevand med
vandbaserede vaskemidler separerer. Anvendelse af vandbaserede affedtningsmidler bør
derfor altid følges af en konkret vurdering af, om batchvis henstand af spildevandet er
nødvendig. |
Supplerende rensning nødvendig ved afledning af større mængder emulgeret olie
Supplerende rensning (eller opsamling af
vaskevandet) er generelt nødvendig til spildevand fra processer, som medfører afledning
af større mængder emulgeret mineralsk olie, såsom motorvask, afvoksning og
undervognsvask. Substitution af vaskemidler og ændring af arbejdsgange kan forbedre
olieudskillerens rensningsgrad betragteligt og kan dermed få olieudskilleren til at
fungere som en effektiv forrensning inden en supplerende rensning.
Mulige billige renseteknologier
De billigste supplerende renseteknologier i form af adsorptionsfiltre er
tilgængelige fra anlægspriser omkring 40.000 kr. (2000-priser) med driftsudgifter til
filterskift på omkring 4.000-16.000 kr. pr. år. Alternativt kan lavtteknologisk batchvis
henstand også anvendes. Supplerende renseteknologier kræver dog oftest, at de største
oliemængder er separeret fra ved forrensning i den eksisterende olieudskiller. Derfor vil
det til stadighed være hensigtsmæssigt, at olieseparationen sker så hurtigt som muligt.
For traditionelle koalescensfiltre inklusiv olieudskiller og gravearbejde vil
anskaffelsesomkostningerne være 100.000-160.000 kr. afhængig af kapaciteten.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |
|