| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Sporstoffer til benzin, diesel og fyringsolie, - indledende screening
Med den nye jordforureningslov er der indført påbud om at forureninger, der sker i
fremtiden, skal fjernes af forureneren selv eller i særlige tilfælde af den, der har
erhvervet den forurenende virksomhed eller den forurenede grund. Til vurdering af
fremtidig forurening har miljømyndighederne ønsket en vurdering af, om der kan
tilsættes et sporstof til olieprodukterne benzin, diesel og fyringsolie, så tidspunktet
for forureningen kan adskilles.
Olieprodukter er en kompleks opløsning af mange kemiske stoffer, hvoraf de fleste er
af kulbrinte (hydrokarbon) typen. De enkelte produkter fremstilles ved destillation på
raffinaderi og er karakteriseret ud fra deres temperaturinterval ved destillationen. Til
de forskellige formål er olieprodukterne tilsat forskellige additiver. Additiverne
varierer noget fra benzin til diesel/fyringsolie, ikke bare indenfor de enkelte produkter
men også mellem producenterne. Da de enkelte additiver varierer med brændstoffets
kvalitet, årstid osv. er det ikke indenfor disse, at et sporstof skal søges.
Potentielle sporstoffer er søgt indenfor alkoholer og ethere, farvestoffer,
radioaktive stoffer, organometaller og ikke naturligt forekommende stoffer. Alkoholer og
ethere er involveret i en løbende udvikling og indgår også i anden lovgivning. De blev
derfor ikke anset for egnede. Farvestoffer tilsættes allerede i andre sammenhænge af
skattetekniske årsager og til visuel adskillelse. Nogle få er allerede angivet som
markører i international sammenhæng. Radioaktive stoffer er en potentiel mulighed, fordi
de kan anvendes i meget lille mængde og alligevel detekteres. Problemet med radioaktive
stoffer er den offentlige mening og et lovgivningsmæssigt ønske om at reducere
menneskeskabt radioaktivitet. En anvendelse af stabil-aktiverbare radioisotoper var en
reel mulighed, men udelukkes, fordi analysen kræver adgang til kernereaktor, og
isotoperne er dyre i anskaffelse. Anvendelse af ikke naturligt forekommende stoffer kan
være mulig, men kræver vurdering af de enkelte stoffers miljø- og sundhedsmæssige
skæbne og effekt samt stoffets påvirkning af brændstoffets effekt.
Konklusionen er derfor, at det er indenfor farvestofferne, at der er den største
mulighed for at finde et egnet sporstof. De fleste farvestoffer, der i dag tilsættes
benzin, diesel og fyringsolie, er tilsat for at kunne identificere anvendelsesområder
eller for at kunne afsløre misbrug af lavtbeskattede brændstoffer. Disse årsager
kræver en synlig farvemærkning.
I modsætning til en synlig farve behøver et sporstof ikke at afsløre sin
tilstedeværelse i et brændstof eller forurening, før det eftersøges ved en speciel
kvalitativ analyse. Et sporstof kan derfor tilsættes i væsentligt lavere koncentrationer
end et synligt farvestof. Sporstoffet kan søges indenfor de allerede kendte
farvestofgrupper. I teksten er omtalt farvestoffer af azo-, anthraquinon- og coumarin
typen. Disse vil være oplagte emner, eventuelt med en mindre ændring af molekylet, så
det ikke forveksles med andre farvestoffer, der er i anvendelse i andre lande eller til
andre formål.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top |