Københavns Kommune anvender alle de pesticidfri bekæmpelsesmetoder, der er anført i
spørgeskemaet. Det samme gør sig gældende for Frederiksberg Kommune, der anfører
flammebehandling som den foretrukne metode for befæstede arealer, mens dampmetoden ikke
anvendes.
Københavns Kommune indførte i 1996 et forsøgsvis stop for anvendelse af herbicider
på kommunens arealer. Undtaget var anvendelse af glyphosat mod Kæmpe-bjørneklo samt
bekæmpelse af bredbladet ukrudt på visse af Københavns Idrætsanlægs opvisningsbaner.
Anvendelsen af pesticider blev ikke genoptaget ved forsøgets slutning, da erfaringerne
var så gode, at dette ikke syntes nødvendigt. Forbudet mod brug af pesticider indgår i
Københavns Kommunes kontrakter for udliciterede arealer.
Frederiksberg Kommune udfasede brugen af pesticider i 1996 med stop 1. januar 1997. For
kommunens kirkegårde gennemførtes udfasningen i forsommeren 1998. I kontrakter for
udliciterede områder angives, at pesticider kun må anvendes i særlige tilfælde og
efter aftale med kommunens tilsyn.
Københavns Kommune angiver, at det er vanskeligt at opretholde samme standard uden
brug af pesticider, og at ukrudtsmængden i bede og hegn er øget. Ligeledes anføres, at
det er en barriere at få alle led i organisationen indstillet på ændringer samt
indførelse af nye arbejdsmetoder.
Frederiksberg Kommune er tidligt gået aktivt ind i arbejdet med introduktion af nye
arbejdsmetoder, hvilket har betydet, at de gennem årene har opnået erfaring med de nye
metoder og løbende har kunnet ændre holdningen hos medarbejdere. Dette har betydet, at
der ikke har været nogen barrierer for et ophør.
Københavns Kommune angiver, at ukrudtsbekæmpelse er dyrere uden brug af pesticider,
og at det primært skyldes et øget forbrug af mandskabstimer.
I 2000 er der bevilget 3 mio. kr. til bl.a. Københavns Idrætsanlæg, som 1. januar
2000 har indført totalt stop for anvendelse af pesticider. En del af bevillingen vil gå
til indkøb af materiel.
Frederiksberg Kommune anfører, at de har anskaffet det nødvendige materiel til
pesticidfri bekæmpelse som en løbende proces, men at der generelt er tale om en
merudgift, bl.a. til gas.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|