| Indhold |

2001

Miljøbistand til Udviklingslandene. Årsberetning 2000

Miljø-, Freds- og Stanilitetsrammen (MIFRESTA)

Indholdsfortegnelse

Forord

Et af Danmarks klare svar på Rio-konferencen om miljø og udvikling var oprettelsen af en særlig bevilling til bl.a. miljøbistand, nu kaldet Miljø-, Freds- og Stabilitetsrammen, MIFRESTA. Den årlige bevilling under rammen stiger frem mod år 2005 til 0,5% af BNI.

Der er mere end nogensinde behov for en aktiv international indsats til fremme af bæredygtig udvikling. Siden Rio-konferencen har globaliseringen taget fart. Det har – som det positive – givet bedre muligheder for øget velstand, bl.a. ved hjælp af den teknologiske udvikling, der kan afkoble økonomisk vækst og ressourceforbrug. Men der er en klar tendens til, at de fattige og de fattige lande bliver marginaliseret, og udviklingen har samtidig vist faren for et øget pres på naturen. Klimaproblemet er et meget aktuelt eksempel herpå.

Der er derfor mere end nogensinde brug for et globalt svar og global opbakning til at fremme en global økonomisk, social og miljømæssig bæredygtig udvikling.

I 2000 har miljøbistanden under rammen fokuseret på de områder, som et enigt Folketing i maj 1999 opfordrede regeringen til at opprioritere. Folketinget lagde bl.a. vægt på, at miljøbeskyttelse ikke kan ses isoleret fra udviklingsprocessen. Her spiller også sammenhængen mellem miljøindsatsen under MIFRESTA-rammen og miljøstøtten under u-landsrammen en vigtig rolle.

Folketinget bad også regeringen om at styrke indsatsen for, at internationale miljøaftaler efterleves. Sammenhængen mellem miljøbistanden og de internationale konventioner har derfor været på administrationernes dagsorden, hvilket har resulteret i både overordnede og konkrete forslag til, hvordan bistanden kan bruges til fremme af konventionerne.

I forhandlingerne med samarbejdslandene drøftes, hvordan dansk bistand kan bidrage til, at landene underskriver, ratificerer og efterlever konventionerne. Det har bl.a. resulteret i støtte til undersøgelser, der klarlægger konsekvenserne for landene ved at indgå i aftalerne. Det er nogle gange en overdreven frygt for konsekvenserne, herunder særligt de økonomiske, der får u-landene til at afstå fra at deltage – andre gange er det begrænsninger i de menneskelige og administrative ressourcer.

Et andet område, som Folketinget pegede på, og som også ligger regeringen stærkt på sinde, er anvendelse af bæredygtig energi. Danmark har betydelige erfaringer inden for såvel vedvarende energi som energieffektivitet og energibesparelse. Derfor er der lagt kræfter i at fremme bæredygtig energi i samarbejdslandene, også ved i dialog med samarbejdslandene at finde forståelse for behovet for bæredygtig energi og – særligt i de bedrestillede u-lande – afkobling af økonomisk vækst og energiforbrug.

Det er regeringens klare målsætning, at det gennembrud, der i 2000 skete i flere lande, skal følges op og bredes ud i de to udvalgte regioner i Afrika og Asien.

Miljøbistanden til udviklingslande under MIFRESTA-rammen spiller en positiv rolle ved at støtte en række udviklingslande i at forebygge og sikre en bæredygtig udnyttelse og beskyttelse af miljøet på en række områder.

Den seneste evaluering af bistanden til de fattige lande i det sydlige Afrika fremhæver bl.a., at MIFRESTA er et unikt svar på miljøudfordringerne i fattige lande. Problemernes alvor og manglen på egne ressourcer til at gøre noget ved det betyder, at Danmark yder en væsentlig støtte til at forebygge og rette op på miljøskader. Samtidig peges der også på den udfordring der ligger i at fremme ejerskab og sikre bæredygtighed i aktiviteterne.

Også støtten til kapacitetsopbygning til et af de bedrestillede lande i det sydlige Afrika, Sydafrika, blev evalueret i 2000. Det blev konkluderet, at bistanden havde fokuseret godt på de skiftende behov, og at effektiviteten som følge af de udførende institutioners styrke også havde været god. En afgørende årsag til bistandens høje relevans tilskrives den kvalificerede dialog på programniveau, som regeringen også tillægger stor vægt, og som man til stadighed søger at styrke. Det blev dog samtidig påpeget, at det overordnede tilsyn med projekterne burde styrkes, ikke mindst for at opnå synergi og sammenhæng mellem de enkelte projekter.

MIFRESTA-bistanden til u-lande har givet en række positive erfaringer, der kan bidrage til forberedelsen af det Verdenstopmøde om Bæredygtig Udvikling, der afholdes i Johannesburg i september 2002, ti år efter Rio-konferencen. Konferencen vil bl.a. gøre status for, hvordan landene har efterlevet Agenda 21 om at fremme bæredygtig udvikling og i lyset af udviklingen identificere områder, hvor en forstærket indsats er nødvendig.

Kapitel 1:
Dansk miljøbistand

I mange år har Danmark spillet en aktiv rolle i de internationale bestræbelser på at løse klodens voksende miljøproblemer og gøre princippet om bæredygtig udvikling til en integreret del af den globale samfundsudvikling og af udviklingen i de enkelte lande.

Danmark ydede således bistand og støtte til den proces, der i 1987 førte til Brundtland-rapporten om miljø og udvikling. Behovet for at se miljø og udvikling i sammenhæng blev et centralt element ved FN-konferencen om miljø og udvikling i 1992, den såkaldte Rio-konference, hvor konventionen om biologisk mangfoldighed og konventionen om klimaændringer blev underskrevet.

Siden da har disse to konventioner, deklarationen om miljø og udvikling, deklarationen om skove samt Agenda 21, der også blev vedtaget på Rio-konferencen, ørkenbekæmpelseskonventionen m.fl., dannet grundlag for en række initiativer og aktiviteter, såvel nationalt som mellem grupper af lande og på internationalt plan.

Som opfølgning på Rio-konferencen vedtog Folketinget, at der fra 1993 – ud over udviklingsbistanden på nu 1% af bruttonationalindkomsten – hvert år skulle bevilges penge over finansloven til miljø- og katastrofeindsatser i udviklingslandene og i Østeuropa (den såkaldte MIKA-ramme). Den årlige bevilling skulle ifølge Folketingets beslutning sættes op år for år, indtil den i 2002 nåede op på 0,5% af bruttonationalindkomsten (BNI), hvor den skal fastfryses.

Efter oprettelsen af MIKA-rammen overgik Danmark fra år 2000 til et nyt nationalregnskab, hvilket indebærer en betydelig teknisk forøgelse af den danske nationalindkomst. På den baggrund blev det i 1998 besluttet, at MIKA-rammen først skal nå op på 0,5% af BNI i 2005. Rammen vil til den tid være på cirka 6 milliarder kroner.

1. januar 1999 skiftede rammen navn til Miljø-, Freds- og Stabilitetsrammen (MIFRESTA), og pengene fordeles således:

	50% til katastrofebistand
	50% til miljøbistand, heraf 25% til Østeuropa og 25% til udviklingslandene og Arktis.

Bistanden til udviklingslandene administreres i fællesskab af Udenrigsministeriet (Danida) og Danced (Miljø- og Energiministeriet), således at Udenrigsministeriet står for bistanden til de fattigste lande, mens Danced står for bistanden til de økonomisk mere udviklede lande.

Danced, der er en forkortelse for Danish Cooperation for Environment and Development, har ansatte med en ’miljø-attaché’ i spidsen på ambassaderne i Pretoria i Sydafrika, Bangkok i Thailand og Kuala Lumpur i Malaysia. Udenrigsministeriet og ambassaderne administrerer den danske udviklingsbistand i øvrigt.

I 2000 var den del af rammen, der gik til miljøbistand i udviklingslandene på i alt 811,2 mio. kr., hvoraf Danida administrerede 452,9 mio. kr. og Danced 358,3 mio. kr. Pengene fordeles nogenlunde ligeligt mellem de to regioner, der er udvalgt til samarbejdet: Sydøstasien (5 lande) og Det sydlige Afrika (11 lande).

Fordelingen af den samlede Miljø-, Freds- og stabilitetsramme i 2000

I de fattigste lande hænger miljøproblemerne snævert sammen med fattigdommen og må derfor behandles som et led i en mere omfattende fattigdomsstrategi, hvor man kombinerer miljøbeskyttelse med øgede indtægter for befolkningen. Kun på den måde kan man stoppe udpining af landbrugsjorden og skovrydning, der ofte er et resultat af fattige menneskers kamp for at overleve.

Danida har i over 30 år administreret den danske bistand til udviklingslandene og har derfor mulighed for i de enkelte lande at skabe sammenhæng mellem miljøbistanden under MIFRESTA-rammen og den almindelige udviklingsbistand.

Danida administrerer miljøbistanden til Angola, Malawi, Mozambique, Tanzania, Zambia og Zimbabwe i det sydlige Afrika, og Cambodia, Laos og Vietnam i Sydøstasien.

De bedre stillede lande er ofte præget af en udvikling med høj økonomisk vækst og kraftig industrialisering Disse lande har i vid udstrækning selv pengene til den nødvendige indsats på miljøområdet, men miljøbevidstheden halter ofte langt bagefter den økonomiske udvikling.

Miljøbistanden til disse lande går derfor i høj grad ud på at skabe forståelse for den nødvendige miljøindsats, at styrke lokale myndigheders muligheder for at føre landets miljøpolitik ud i livet og at anvise konkrete løsninger på problemerne, bl.a. gennem demonstrationsprojekter.

Endelig administrerer Danida de midler, der er afsat til globale miljøprogrammer. I år 2000 var der tale om et beløb på 25 mio. kr., som især bruges til programmer, der sigter på at fremme internationale miljøkonventioner og andre instrumenter til at følge op på Rio-konferencen med henblik på fremme af bæredygtig udvikling. Der ydes især støtte til mellemstatslige organisationer, herunder FN-systemet, statslige organisationer og til internationale NGO’er.

Fordelingen i % af bevillinger på forskellige indsatsområder i miljøbistanden under Miljø-, Freds- og Stabilitetsrammen

Det rådgivende Udvalg for miljøbistand til udviklingslande under MIFRESTA-rammen rådgiver de to ansvarlige ministre, miljø- og energiministeren og udviklingsministeren.

Strategien for miljøbistanden

Danida og Danced har i fællesskab udarbejdet de overordnede rammer for miljøbistanden, "Strategi for miljøbistand til udviklingslandene" fra 1996. Der er også udarbejdet regionale strategier for Det sydlige Afrika og for Sydøstasien. Disse gennemgås længere fremme i årsberetningen.

Den generelle strategi fastslår, at miljøbistanden er en integreret del af den danske miljø- og udviklingspolitik, der skal tilstræbe at fremme danske miljø- og udviklingspolitiske mål som et led i Danmarks udenrigspolitik. Formålet er på den ene side at støtte en bæredygtig udvikling som en opfølgning på Rio-deklarationen, og på den anden side at afhjælpe den katastrofale miljøsituation mange steder i udviklingslandene.

Der lægges i strategien især vægt på tre overordnede indsatsområder:

	At sikre en miljømæssig bæredygtig udnyttelse af naturressourcer og naturbevarelse
	At forebygge og begrænse forurening af luft, vand og jord
	At fremme en bæredygtig energianvendelse

Det er samtidig et bærende princip i den danske miljøbistand, at indsatsen skal være styret af lokale behov, og der er derfor meget vide rammer for de områder, hvor miljøbistanden kan anvendes. I virkeligheden udelukker strategien ingen af de områder, som vi i Danmark forbinder med natur, miljø og bæredygtig energi, og også arbejdsmiljøet kan være mål for indsatsen.

Principper for miljøbistanden

Danced og Danida har i fællesskab vedtaget en række principper, der skal være styrende for den danske miljøbistand og herudfra udvalgt 7 indsatsområder.

Nogle af de vigtigste principper er, at indsatsen skal være styret af lokale behov, og at der skal være lokalt ejerskab til det enkelte projekt. Derudover lægges der bl.a. ved valg af indsatsområde vægt på, at der findes dansk viden og erfaring på området.

I forhold til de midler, der er sat af til miljøbistand, er miljøproblemerne enorme, og det er derfor afgørende at satse på områder, hvor behovene er store, og hvor aktiviteterne kan give en varig og langsigtet effekt. Udvælgelsen af områderne sker i en stadig dialog på regeringsplan, som resulterer i et fælles program, der så bliver styrende også for indsatsen fra de private organisationer, virksomheder og universiteter.

Ejerskabet til de enkelte projekter sikres gennem en deltagerbaseret proces. Diskussionerne formidles af administrationerne bistået af danske rådgivere, og processen resulterer i en projektbeskrivelse, som de involverede parter er enige om, og dermed et projekt, som har lokal opbakning og folkelig deltagelse, når det sættes i værk. De ikke-statslige organisationer (NGO’er), herunder folkelige NGO’er, udgør både i Danmark og i de enkelte modtagerlande markante samarbejdspartnere, og der ydes også bistand til at støtte det direkte samarbejde mellem danske og udenlandske NGO’er. Der vil her ofte være tale om aktiviteter, der går ud på at øge miljøbevidstheden i befolkningen.

Ligeværdigt samarbejde

En grundlæggende idé i miljøbistanden er at skabe alliancer mellem myndigheder og organisationer i Danmark og de tilsvarende institutioner i samarbejdslandene. Det kan være samarbejde på regeringsniveau, mellem kommuner, virksomheder, universiteter eller mellem danske og lokale miljøorganisationer.

Et særligt aspekt er at befordre samarbejdet mellem regeringer og finansielle institutioner for at skaffe finansiering til store miljøinvesteringer. Her kan relativt små danske midler være med til at hjælpe landene til store miljømæssige fremskridt.

Den største del af miljøbistanden bruges i regering-til-regering samarbejdet. Det vil typisk være aktiviteter med det formål at styrke landenes administrationer på miljøområdet. Projekterne identificeres og beskrives i et samarbejde mellem Danced eller Danida og de relevante fagministerier i landene. Derefter gennemføres de af de lokale myndigheder med hjælp fra danske eksperter, der normalt kommer fra danske rådgivningsvirksomheder, men som også kan være hentet i ministerier eller i amter og kommuner.

Formålet er at sikre en kapacitetsudvikling, der bidrager til at sætte landene i stand til selv at løse miljøproblemerne og forebygge, at der opstår nye. Det er en stor udfordring, for mange af de fattigste lande er først i disse år ved at få en lovgivning på vigtige miljøområder, mens andre nok har love og regler men ikke kapacitet hos myndighederne til at føre dem ud i livet. I de bedre stillede lande er administrationen stærkere, men miljøet har ofte stået i skyggen af ønsket om økonomisk vækst. Her handler indsatsen om at styrke forståelsen for miljøet og at styrke planlægningen og udarbejdelsen af procedurer på området.

Sideløbende hermed gennemføres demonstrationsprojekter, hvor konkrete metoder til beskyttelse og forvaltning af miljø afprøves og demonstreres. Det kan f.eks. være tekniske anlæg, indsamlingsordninger for affald, metoder til bæredygtig skovdrift og rammer for, hvordan lokalbefolkningens behov og beskyttelsen af vigtige naturområder kan gå hånd i hånd. Idéen bag demonstrationsprojekterne er naturligvis, at metoderne spredes til at blive anvendt også i andre dele af landet eller i nabolandene i regionen. Men demonstration af nye metoder har også stor betydning i forbindelse med kapacitetsudviklingen, fordi det ofte fremmer engagementet, når man ser ting ske i den virkelige verden.

Dansk ekspertise

Der vil som regel være ekspertise i Danmark på de områder, som gennem dialogen identificeres som de væsentligste. Det kan være både inden for erhvervslivet – især industrien og rådgivningsvirksomheder, de private NGO’er, fagbevægelsen, undervisnings- og forskningsinstitutioner eller offentlige myndigheder.

En stor del af den danske miljøviden ligger i de danske miljø- og rådgivningsfirmaer, som en stor del af den danske miljøbistand kanaliseres igennem. For danske producenters vedkommende koncentrerer samarbejdet sig om nøgleordene partnerskab og overførsel af knowhow, men da miljøbistanden i de bedre stillede lande ikke omfatter direkte investeringer, har den hidtil ikke ført til de store indkøb hos danske virksomheder. I de fattige lande ydes også støtte til investeringer – her søges lagt vægt på også at inddrage det lokale erhvervsliv. Både som led i miljøbistanden og som en del af Danidas Private Sektor Program søger man at fremme samarbejdet mellem virksomheder i Danmark og i modtagerlandene på miljøområdet. På tilsvarende vis har Danced etableret et Partnership Facility Programme, der støtter samarbejdet mellem danske virksomheder og virksomheder i Thailand og Malaysia.

Regionaliseret samarbejde

Der lægges fra bl.a. Folketingets side vægt på, at miljøbistanden skal være regionaliseret. Det vil sige, at der skal være tale om en helhedsorienteret og sammenhængende indsats i de to regioner, der er udvalgt: Sydøstasien og Det sydlige Afrika.

De to regioner er valgt, fordi der er tale om relativt homogene, geografiske enheder, som også har udviklet institutionelle bånd mellem de enkelte lande. I det sydlige Afrika har man således f.eks. længe haft det såkaldte SADC-samarbejde, mens man i Sydøstasien de senere år har udvidet samarbejdet kraftigt inden for ASEAN.

Baggrunden for ønsket om at prioritere den regionaliserede miljøbistand er, at en række miljøproblemer enten er fælles for landene i de to regioner, eller at der er tale om grænseoverskridende miljøproblemer, f.eks. i forbindelse med store floder. Ved at arbejde målrettet med en regionaliseret miljøbistand skaber man mulighed for at opnå en synergieffekt mellem indsatserne i de enkelte lande.

Der er flere muligheder for at skabe sammenhæng mellem indsatserne i de enkelte modtagerlande. Den mest oplagte er det tilfælde, hvor geografiske forhold gør, at landene nødvendigvis må være sammen om at løse problemerne. Det Sydkinesiske Hav, Mekongfloden og vandressourcerne i det sydlige Afrika er to områder, hvor en koordineret indsats fra flere lande er en forudsætning for at kunne bevare miljøet og udnytte ressourcerne på en bæredygtig måde.

En anden form for synergi opnås, når ét land i en region tager førertrøjen på og viser vejen for resten. Ikke mindst når det gælder arbejdet med de forskellige miljøkonventioner vil der være en potentiel mulighed for, at lande som Sydafrika og Malaysia kan spille denne rolle.

Endelig er der mulighed for i flere lande at gennemføre ensartede projekter, som retter sig mod det samme problem. Overførsel af erfaring fra land til land er ligeledes en mulighed, når der er tale om lande, der minder om hinanden og ligger i samme region. Her er indsatsen for at indsamle og bortskaffe forældede pesticider i Det sydlige Afrika et godt eksempel.

Erfaringen har vist, at det tager tid at regionalisere miljøbistanden og udmønte den i konkrete projekter. Myndigheder og regeringer har ofte rigeligt at se til med at løse landets egne problemer, og det er en forudsætning for at kunne regionalisere miljøbistanden, at den bygger på et solidt, nationalt fundament i de enkelte lande. Også den politiske vilje til at samarbejde er afgørende.

Udbredelsen af internettet fremmer mulighederne for at styrke et regionaliseret samarbejde, udveksle erfaringer på tværs af landegrænser og så videre.

Danced og Danida holder regelmæssige fællesmøder for at styrke og udbygge det regionaliserede samarbejde, herunder afgøre hvem af de to organisationer, der skal have det overordnede ansvar for de enkelte, regionaliserede projekter.

Syv indsatsområder

Danida og Danced har sammen udvalgt følgende syv områder, hvor hovedindsatsen skal koncentreres:

	Byudvikling og industrialisering (herunder affalds- og spildevandsbehandling, udnyttelse og beskyttelse af vandressourcer, reduktion og forebyggelse af industriel forurening og optimering af ressourceforbruget, håndtering af farligt affald, transport og trafikplanlægning og udfasning af stoffer der nedbryder ozonlaget)
	Bæredygtig energianvendelse (herunder enerigforvaltning, effektvisering af energiproduktionen og -anvendelsen, energibesparelser og vedvarende energi)
	Landbrug (herunder miljøforvaltning og bæredygtige produktionsmetoder)
	Vandressourcer (herunder bæredygtig forvaltning af vandressourcer og beskyttelse af ferskvandsressourcer)
	Skove og træressourcer (herunder skovforvaltning og bæredygtig skovdrift)
	Biologisk mangfoldighed (herunder bæredygtig udnyttelse, bevaring og kapacitetsopbygning)
	Kystzoner (herunder integreret planlægning og forvaltning, kapacitetsopbygning og bæredygtig naturforvaltning)

I Partnerskab 2000 fastslås det blandt andet, at fattigdomsbekæmpelse og sikring af en bæredygtig udvikling er to sider af samme sag

Partnerskab 2000 og miljøet

I år 2000 reviderede regeringen rammerne for den danske udviklingsbistand, hvilket udmøntede sig i den såkaldte "Partnerskab 2000"-strategi, hvor miljøet spiller en central rolle.

I Partnerskab 2000 fastslås det bl.a., at det er et centralt mål for dansk udviklingspolitik at fremme en miljømæssig, social og økonomisk bæredygtig udvikling som en afgørende forudsætning for fattigdomsbekæmpelse nu og fremover. For at fremme bæredygtig udvikling er der behov for at styrke udviklingslandenes muligheder for at tage de nødvendige hensyn til miljøet. De nuværende generationers forvaltning af naturressourcer må ikke ske på bekostning af fremtidige generationers muligheder.

Fattigdom skal bekæmpes ved at fremme bæredygtige levevilkår, hvor hverken naturressourcer eller samfundsmæssige ressourcer overudnyttes. Det fastslås videre, at dansk udviklingspolitik skal bidrage til løsning af nationale såvel som globale og grænseoverskridende miljøproblemer som led i den overordnede politik til fremme af bæredygtig udvikling og bekæmpelse af fattigdom.

Folketinget tilsluttede sig Partnerskab 2000 den 27. oktober 2000.

Kapitel 2:
Den globale situation:
Klodens miljøproblemer forværres

Forureningen kender ingen grænser, og de globale miljøproblemer kan kun løses, hvis verdens lande arbejder sammen om det.

En banal sandhed, måske, der er sagt og hørt mange gange, men ikke mindre rigtig af den grund.

Drivhuseffekten og nedbrydelsen af ozonlaget rammer hele verden, forureningen af en flod mærkes af alle, der bor langs floden og afskovning påvirker afgivelsen af vand til forbrug og landbrugsproduktion med stigende vandmangel i mange områder.

Hvor begrebet "den globale landsby" kan virke som et smart modeord, når det bruges generelt om globaliseringen eller om den IT-revolution, der via tv, computere og internettet har knyttet verdens lande sammen i et virtuelt fællesskab, så får begrebet en helt anderledes kontant betydning, når talen er om miljøproblemerne, der ofte rammer de fattigste hårdest.

Denne erkendelse er da også slået bredt igennem, og der er etableret en række organisationer og netværk, hvor man samarbejder regionalt og internationalt om at løse miljøproblemerne. Bedømt ud fra den målestok går udviklingen i den rigtige retning, men det tager tid at skabe forståelse for de tiltag, der skal sættes i værk, det tager tid at skabe den nødvendige politiske og økonomiske opbakning og det tager tid, inden man kan se effekten af den hidtidige indsats. Og målt på den led, sker der for lidt: også i år 2000 blev udsigten til en bæredygtig udnyttelse af klodens ressourcer forværret, målt ud fra en række centrale parametre så som en stigning i antallet af fattige, fortsat stigning i mængden af drivhusgasser i atmosfæren, reduktion af arealerne med regnskov, øget nedslidning af landbrugsjorden og så videre.

Det fastslår f.eks. FN’s miljø-organisation UNEP (United Nations Evironmental Programme), der ved årtusindskiftet udgav et digert værk, hvor man gjorde status over verdens tilstand. ’GEO-2000’ (Global Environment Outlook 2000), som titlen lyder, er baseret på indsamling af data fra FN’s mange organisationer verden over samt en række andre samarbejdspartnere. Værket fastslår, at "det globale miljøstyringssystem bevæger sig i den rigtige retning, men det bevæger sig alt for langsomt. Der findes allerede effektive og velafprøvede metoder, der meget hurtigere kunne føre til bæredygtighed. Hvis det nye årtusinde ikke skal skæmmes af store miljøkatastrofer, er det nødvendigt hurtigt at implementere alternative politikker."

Klimaforandringer

I slutningen af 90’erne var der næsten fire gange så meget kuldioxid i atmosfæren som i 1950, og niveauet var dermed ifølge ENEP det højeste i 160.000 år, først og fremmest som følge af landenes produktion og forbrug. Samtidig var der stigende enighed blandt forskerne om, at denne stigning allerede har ført til temperaturstigninger verden over, og at ændringerne vil føre til dramatiske og langvarige forandringer, såsom ændrede klima-zoner, forandringer i sammensætningen af dyr og planter et givet sted, et øget antal ekstreme ’vejr-begivenheder’ (storme, oversvømmelser mv.) og ofte uforudsigelige forandringer i økosystemer kloden over. Forandringerne i det store vand- og strømsystem i Stillehavet ud for Sydamerika, El Niño, der har været omtalt en del i medierne, har f.eks. påvirket klimaet og afgrøderne så langt væk som i det østlige Afrika.

Der er samtidig grund til at advare om, at den såkaldte Kyoto-protokol, der er en aftale om at reducere udledning af kuldioxid, ikke i sig selv er tilstrækkelig til bare at stabilisere kuldioxid-niveauet i atmosfæren på det nuværende niveau. Udsigten til, at Kyoto-protokollen kan træde i kraft i 2002, er samtidig blevet kraftigt forringet af den nye amerikanske regerings meddelelse i begyndelsen af 2001 om, at man ikke vil ratificere protokollen.

Kvælstof-katastrofe

Forskerne advarer med voksende styrke om, at den megen brug af kvælstof i bl.a. kunstgødning kan have globale skadevirkninger på samme niveau som dem, der skyldes forstyrrelserne i kuldioxid-balancen. Samtidig er mange udviklingslande, ikke mindst i Afrika, underforsynet med kvælstof og andre næringsstoffer til jorden.

Modsat er der grund til at glæde sig over, at der er opnået betydelige fremskridt med hensyn til at reducere produktionen, forbruget og udledningen af ozonnedbrydende stoffer, selv om der bl.a. stadig smugles store mængder over grænserne til illegalt brug særligt i udviklingslandene. Indholdet i den nedre atmosfære af disse stoffer nåede et højdepunkt i 1994 og mindskes nu langsomt. Det forventes, at ozonlaget omkring år 2050 vil nå tilbage på det niveau, det var på før 1980’erne.

Den skæve klode

Verdens befolkning fortsætter med at vokse med alarmerende hast, selv om der er tegn på, at væksten langsomt er ved at aftage, og at man omkring år 2050 vil nå et højdepunkt på godt 9 milliarder mennesker. Samtidig med at den globale gennemsnitsindkomst nu har passeret 5.000 $ om året (hvilket er 2,6 gange så meget som i 1950), så må knap hver fjerde indbygger i verden stadig leve for mindre end 1$ om dagen, og denne udbredte fattigdom er en af hovedårsagerne til mange miljøproblemer.

Indkomstforskellene mellem den rigeste femtedel og den fattigste femtedel af klodens befolkning blev mere end fordoblet på en generation: hvor forskellen var som 30:1 i 1960, nåede den op på 80:1 i 1995.

Modsat den fattigste femtedel fortsætter indbyggerne i den rige del af verden med at være storforbrugere af verdens ressourcer. De rigeste 20% af jordens befolkning står således for 60% af energiforbruget, og en nylig, detaljeret undersøgelse af forbrugsmønstrene i fire industrialiserede lande viste, at det totale forbrug af naturressourcer, der var nødvendigt for at understøtte disse landes økonomi, lå mellem 45 og 85 tons pr. person pr. år. En stor del af disse råvarer kommer fra udviklingslandene. Hvis der skal være tilstrækkeligt med ressourcer til at tilfredsstille behovene hos befolkningerne i udviklingslandene, skal ressourceforbruget i den industrialiserede verden reduceres samtidig med, at ressourceeffektiviteten skal forbedres, så den hidtidige kobling mellem økonomisk vækst og en stigning i ressourceforbruget ophæves.

Pres på ressourcerne

Befolkningsvæksten medfører bl.a., at der bliver stadig mindre landbrugsjord til rådighed pr. indbygger. Mens der i 1975 var et verdensgennemsnit på omkring 0,32 ha pr. indbygger, var tallet i 1995 nede på 0,24 ha – et fald på 25%. Mulighederne for at inddrage ny landbrugsjord er begrænset, og derfor stiger presset på den eksisterende jord, der nedslides og/eller udsættes for massiv gødning for at øge udbyttet.

Presset på klodens fiske-ressourcer har nået et niveau, hvor omkring 60% af alle fiskepladser enten har nået eller er tæt på at nå det punkt, hvor man ikke kan opretholde bestanden på det nuværende niveau.

Også presset på jordens ferskvandsressourcer er voksende og har nået et omfang, hvor der tales om en global vand-krise. Omkring 20% af verdens befolkning mangler således adgang til sundt drikkevand, og halvdelen har ikke adgang til et sundt og sikkert kloaksystem.

Brug for vækst

Halvdelen af jordens befolkning bor nu i byer, og mange lever under miserable forhold og med en ofte alarmerende forurening. Omkring halvdelen af alle kroniske luftvejssygdomme menes således at have forbindelse til luftforurening.

Listen over miljøproblemer er lang, og det er især de fattige, der rammes. En løsning kræver en økonomisk, social og miljømæssig bæredygtig udvikling, hvor økonomisk vækst, fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udnyttelse af ressourcerne går hånd i hånd. En meget væsentlig reduktion af den globale fattigdom er en forudsætning for at kunne mindske klodens miljøproblemer.

Kapitel 3:
Rammerne for den danske miljøbistand

I det følgende opridses nogle af de overordnede rammer, som arbejdet med at udmønte den danske miljøbistand foregår indenfor. I hver af de to regioner – Sydøstasien og det sydlige Afrika – beskrives en række af de generelle problemstillinger og udviklingstendenser samt udviklingen inden for de syv indsatsområder, der er valgt ud som særlige mål inden for MIFRESTA-rammen:

	Byudvikling og industrialisering
	Bæredygtig energianvendelse
	Landbrug
	Vandressourcer
	Skove og træressourcer
	Biologisk mangfoldighed
	Kystzoner

Sydøstasien

Den danske miljøbistand i Sydøstasien omfatter Cambodia, Laos, Malaysia, Thailand og Vietnam.

Landene i Sydøstasien er kun langsomt ved at komme over den økonomiske krise, som ramte regionen i 1997. Selvom den negative økonomiske udvikling er vendt, vil det tage mange år at overvinde de sociale konsekvenser af krisen, der på dramatisk vis har demonstreret, hvor sårbare de asiatiske økonomier er over for pludselige, udefra kommende finansielle påvirkninger. Behovet for at omstrukturere de finansielle markeder, indføre mere demokratiske og gennemsigtige regeringsformer og at etablere en vis form for socialt sikkerhedsnet for befolkningen i de enkelte lande er blevet åbenbart. Det er også blevet klart, at et tættere regionalt og internationalt samarbejde kunne have gjort landene mindre sårbare over for krisen.

Den stærke økonomiske vækst i regionen gennem de seneste 10 år har øget problemerne med f.eks. industriforurening, øget energiforbrug og øgede mængder affald. Den økonomiske krise har yderligere bidraget til at skærpe miljøproblemerne. Arbejdsløsheden har tvunget folk til at søge andre indtjeningsmuligheder med yderligere pres på naturen til følge, f.eks. i form af udpining af landbrugsjorden, skovrydning og overudnyttelse af kystområderne, f.eks. ved stærkt forurenende rejedambrug.

Byudvikling og industrialisering

Den kraftige vækst i byerne har ofte medført, at infrastrukturen halter bagefter. Det gælder ikke mindst i Vietnam og Thailand, men også i de øvrige lande i regionen og i den fattige del af Malaysia har kun et mindretal af byboerne adgang til rent drikkevand og kloakering, affaldshåndteringen kan slet ikke følge med væksten i affald, ligesom både den kollektive trafik (busser og tog) og vejsystemerne ikke kan klare det stigende befolkningspres.

I de fleste lande i regionen forventes det, at befolkningstallet i de store byer vil blive tredoblet over de næste 40 år.

En forholdsvis høj andel af industriaffaldet, herunder også farlige kemikalier, bortskaffes ubehandlet.

Bæredygtig energianvendelse

Energiforbruget i regionen er kraftigt stigende som en følge af både industrialiseringen og befolkningstilvæksten. Energibehovet forventes således at blive fordoblet hvert 12. år mod en fordoblingstakt på 28 år på verdensplan.

I mange lande i Sydøstasien har plantager til blandt andet palmeolie-produktion erstattet store dele af den oprindelige regnskov

En stor del af forbruget kommer fra fossile brændstoffer, hvoraf kul står for omkring halvdelen. Meget af den forbrugte olie og kul indeholder relativt store mængder svovl, hvilket har ført til en kraftigt forøget svovlforurening, som rammer store områder i regionen.

I byerne er udstødningen fra de mange biler, herunder ikke mindst blyforureningen, et stort problem.

Landbrug

I Sydøstasien er der over årene sket store forandringer med anvendelsen af jorden, først og fremmest på grund af kommerciel skovhugst og introduktionen af store plantager. For eksempel blev det dyrkede areal i Malaysia femdoblet i perioden fra 1900-1950 for at skabe plads til store gummi- og palmeolie-plantager – og ikke til landbrugsafgrøder.

I de senere år er den del af jorden, der bruges til landbrug, kun vokset langsomt, f.eks. fra 16,8% i 1975 til 19,6% i 1992 for hele det sydøstlige Asien. Det betyder, at landbrugsarealet pr. indbygger er faldet kraftigt og er helt nede på 0,09 ha mod et verdensgennemsnit på 0,24 ha. Især i kystområderne inddrages landbrugsjord til de voksende byer, til veje og anden infrastruktur samt til industrien.

Alt dette gør det nødvendigt at øge udbyttet pr. ha ved hjælp af kunstgødning, forbedrede dyrkningsmetoder, indførelse af højtydende sorter, kunstvanding mv. I Mekong Deltaet har udvaskningen af naturligt forekommende salte sammen med saltvandsoversvømmelser fra havet skabt store skader på nogle af de mest frugtbare landbrugsområder.

Vandressourcer

Skønt der er meget ferskvand til rådighed pr. indbygger i Sydøstasien – knap 11.000 kubikmeter pr. indbygger pr. år mod 4.200 i hele Asien og et verdensgennemsnit på 7.000 kubikmeter – trues drikkevandsressourcerne nogle steder af forurening både fra industrien og fra utilstrækkelig eller manglende kloakering, ligesom den massive udbygning af store dæmninger og opførelsen af kunstvandingsanlæg har skabt forstyrrelser i den naturlige vandforsyning i visse områder.

Indholdet af opløst tørstof (især jord) i floderne er stærkt stigende på grund af nedslidningen af landbrugsjorden. Således fragtes 4 gange så mange enheder opløst tørstof nu som for 20 år siden, og floden har ligesom andre vandveje i regionen ofte et alarmerende højt indhold af colibakterier mv. En af følgerne er, at diarré på grund af forurenet vand er en af de mest udbredte sygdomme i regionen, og ikke mindst en alvorlig trussel mod børn under fem år.

Overgødskning af overfladevand som følge af både menneskelig forurening og kvælstof fra landbruget samt industrispildevand er et alvorligt problem, bl.a. i Mekong Deltaet.

Skove og træressourcer

Omfattende skovhugst til eksport og rydning af skove til fordel for plantager gennem hele det sidste århundrede har medført, at de oprindelige skove er blevet markant reducerede i omfang. Mange af de tilbageværende skove i regionen er blevet overudnyttede i en grad, så de nu er af en kritisk lav kvalitet. For eksempel er kun 10% af den tilbageværende skov i Laos af en kvalitet, hvor den kan udnyttes kommercielt. Skovrydningen er stadig på et niveau, hvor omkring 1,6% af den tilbageværende skov forsvinder hvert år. For at stoppe denne udvikling er der nu indført forbud mod skovhugst i Cambodia, Laos, Thailand og Vietnam, men illegal skovhugst florerer stadig i en del områder. I disse lande er der også sat omfattende træplantningsprojekter i gang.

Det sydøstlige Asien er et af de områder i verden, der i 1990’erne har været hårdest ramt af omfattende skovbrande. De store brande i 1997 var de værste i 15 år og ødelagde mindst 4,5 mio. ha skov, mens røg og dis påvirkede mindst 70 mio. mennesker.

Også krige har sat sine spor på skovene. I Vietnam blev 2 mio. ha skov ødelagt på grund af bomber og kemikalier, og eftervirkningerne af dette kan endnu mærkes, især i mangroveområderne.

Biologisk mangfoldighed

Sydøstasien har et rigt og varieret dyre- og planteliv, og Malaysia er således med blandt de 12 lande i verden, der har den største biodiversitet. Men mangfoldigheden er under pres, og alene i denne region er 59 pattedyr-arter, 81 fugle-, 23 krybdyr-, 16 fiske- og 1 padde-art på listen over truede dyrearter.

En bæredygtig forvaltning af regnskovene har afgørende betydning for det globale miljø

Især den store eksport af træ og fisk truer sammen med befolkningsvæksten, den intense udnyttelse af arealer, der tidligere "bare" lå hen, og nedslidningen af jorden den biologiske mangfoldighed.

Ved kysterne er mangroveskovene mange steder stærkt truede, fordi store områder ryddes. Således er halvdelen af Vietnams mangroveskov forsvundet siden 1950, og i Thailand er arealet gået tilbage fra 368.000 ha i 1961 til 160.000 ha i 1996.

Kystzoner

I mange lande i regionen foregår hovedparten af de økonomiske aktiviteter i kystområdet, hvilket har sat kystzonernes økosystemer under enormt pres. Også fiskeriet er vokset gennem mange år, men er nu mange steder oppe på den maksimale udnyttelse – eller endog i en situation hvor udbyttet er faldende på grund af overfiskning.

Den kraftige tilbagegang i mangroveskovene skyldes ikke mindst en kraftig vækst i dambrug (akvakultur – dvs. aflukkede områder, hvor man dyrker f.eks. rejer). Det betyder, at disse områder er mere sårbare over for følgerne af tropiske storme, og det har ført til en generel tilbagegang i biodiversiteten og en nedslidning af områderne. Trods de negative virkninger forventes det, at vil øges i de kommende år, fordi det traditionelle fiskeri er nået til grænsen for overfiskning.

Det sydlige Afrika

Den danske miljøbistand til det sydlige Afrika omfatter Angola, Botswana, Lesotho, Malawi, Mozambique, Namibia, Sydafrika, Swaziland, Tanzania, Zambia og Zimbabwe.

Miljøproblemerne i disse lande hænger nøje sammen med den udbredte fattigdom, de svage regeringsapparater og de begrænsede økonomiske ressourcer, som gør det vanskeligt for hovedparten af landene i tilstrækkelig grad at beskytte miljøet.

Mange af landene i det sydlige Afrika hører til verdens mindst udviklede og fattigste, om end Sydafrika har et større økonomisk potentiale.

De fleste af landene er først inden for de seneste år begyndt at tage hånd om den nationale miljøplanlægning og opbygningen af en miljøforvaltning. Det samme gælder koordineringen af miljøpolitikken, og miljøministerierne hører ofte til de svagere ministerier i centralforvaltningerne. På samme måde er de kommunale myndigheder ved at opbygge deres kapacitet på miljøområdet, hvilket hænger snævert sammen med decentraliseringen af forvaltningen i landene.

Voksende fattigdom

Afrika syd for Sahara er det område, der forholdsmæssigt har flest fattige, idet halvdelen af alle afrikanere i år 2000 levede under fattigdomsgrænsen – og hver fjerde var underernæret. Afrika er den eneste verdensdel, hvor det forventes, at fattigdommen vil stige i de kommende årtier. Det er også den verdensdel, hvor befolkningstilvæksten er størst, og det forudses, at den afrikanske befolkning i år 2025 vil være næsten dobbelt så stor som i dag og nå op på knap 1,5 milliarder mennesker. Fattigdommen er også både en vigtig årsag til og en følge af det miljømæssige forfald og den formindskelse af naturressourcerne, der truer regionen. Overalt i Afrika er bekæmpelse af fattigdommen den vigtigste prioritet at tage fat på.

HIV/AIDS er blevet en af de vigtigste dødsårsager i mange lande og har sænket den gennemsnitlige levealder dramatisk i en række lande i regionen.

Byudvikling og industrialisering

Selv om flertallet af befolkningen i regionen stadig bor på landet, er udviklingen ikke mindst Sydafrika præget af store slumområder med massive menneskelige og miljømæssige problemer, overalt ser man, at udbygningen af infrastruktur og serviceydelser i form af bl.a. rent drikkevand, kloakering mv. ikke følger med. Mangel på rent drikkevand, især i de fattige bydele, giver store sundhedsmæssige problemer. Affalds- og hygiejnesituationen er i mange byer kritisk: i f.eks. Zambias hovedstad Lusaka er det kun 10% af de 1.400 tons fast affald, befolkningen producerer hver dag, der skaffes bort, og kun en tredjedel af befolkningen har adgang til kloakerede toiletter.

Forurening fra industrien er også et voksende problem i regionen, ikke blot i de lande, hvor industrialiseringen er langt fremme som i Sydafrika og Zimbabwe, men også dér hvor industriudviklingen er af nyere dato. I f.eks. Mozambique er der over hundrede fabrikker i og omkring hovedstaden Maputo, som leder deres affaldsprodukter direkte og urenset ud i omgivelserne.

Også arbejdsmiljøet i virksomhederne er et område, der hidtil har været temmelig overset i regionen, og hvor der er et stort behov for at skabe forståelse for at koble forbedringer af arbejdsmiljøet sammen med forbedringer af produktiviteten.

Mange steder er industri placeret klos op og ned af de fattigste og mest befolkede boligområder i byerne.

Generelt er luftforurening, både fra industri og biler, ved at blive et miljøproblem i en række byer, og især i de sydafrikanske slumbyer er der store miljøproblemer, fordi der fyres med dårlige kul.

Bæredygtig energianvendelse

Trods industrialisering og udbygningen af kraftværker i mange lande, er biobrændsel stadig den dominerende energikilde for den almindelige befolkning. Selv i år 2010 forventes 80% af energiforbruget i Afrika syd for Sahara at bestå af biobrændsel i form af brænde eller trækul. Landene i det sydlige Afrika er dog den region, hvor dette forbrug er mindst.

Den forventede vækst i regionen vil betyde, at udledningen fra kraftværker vil blive 10-doblet, mens bilernes udstødning vil være en vigtig årsag til luftforurening, og den meget gamle bilpark i det sydlige Afrika betyder, at energiforbruget og forureningen pr. kørt km er højt.

Sydafrika er verdens 15. største udleder af drivhusgasser på grund af landets mange kraftværker, der fyrer med kul af en dårlig kvalitet og udnytter energien dårligt.

Pres på ressourcerne

Befolkningernes vækst i landområderne og i byerne skaber et voksende pres på naturressourcerne. I landområderne øges den voksende befolknings efterspørgsel efter jord til græsning og dyrkning, samtidig med at forældede dyrkningsmetoder gør det svært at udnytte jorden hensigtsmæssigt, hvilket ofte kan føre til udpining af jorden. Efterspørgsel efter brænde skaber mange steder afskovning, der kan føre til jorderosion og i værste tilfælde til ørkendannelse. Tab af naturlige vådområder og biodiversitet er ligeledes miljømæssige udfordringer for en bæredygtig udvikling. Tilbagevendende tørkeperioder i regionen forværrer problemerne omkring jordudpining. Det er derfor nødvendigt med en bedre udnyttelse og forvaltning af naturressourcerne på en måde, der tillige kan give lokalbefolkningerne indtægter.

Landbrugsudbyttet i det sydlige Afrika risikerer at blive halveret i de næste 40 år på grund af nedslidning af jorden

Landbrug

I Afrika syd for Sahara skønnes det, at omkring 500 mio. ha jord, heraf 65% af al landbrugsjord, siden 1950 er blevet ramt af mærkbar jordnedslidning. Alene Sydafrika menes at miste 400 mio. tons jord om året, og forskerne advarer om, at landbrugsudbyttet i det sydlige Afrika kan blive halveret i løbet af de næste 40 år, hvis udviklingen fortsætter på det nuværende niveau.

I det sydlige Afrika er en massiv vækst i kvægdrift og den deraf følgende over-græsning den vigtigste årsag til den stigende nedslidning af jorden. Denne udvikling er blevet fremskyndet af, at nogle lande så som Namibia har givet store tilskud til kvægdrift, men nu er denne politik ved at blive ændret, og der er dermed håb om, at nedslidningen af de sårbare områder vil mindskes i de kommende år. De faldende høstudbytter, der præger landbruget i SADC-regionen, skyldes udhuling af vandreserverne samt mangel på bæredygtige landbrugsteknikker, der kan øge udbyttet pr. ha uden nedslidning, og som samtidig via den mere intensive drift kan friholde sårbare økosystemer til fordel for bl.a. biodiversiteten.

En del af jorden er tør eller halvtør og i fare for at blive ramt af ørkendannelse. Regionen rummer dog også landområder, der kan udnyttes langt mere end tilfældet er i dag.

Antallet af underernærede børn i Afrika syd for Sahara er fordoblet til 200 mio. siden 1960, ikke mindst fordi fødevareproduktionen pr. indbygger som det eneste sted i verden er faldende.

De seneste år er der kommet tegn på, at der har fundet et voldsomt overfiskeri sted i farvandene ud for det sydlige Afrika

Biologisk mangfoldighed

Afrika har et meget rigt og varieret dyre- og planteliv, men mange arter trues af udryddelse. I Lesotho og Swaziland er fire antilope-arter allerede forsvundet, det samme er den blå gnu i Malawi. Andre arter er forsvundet fra områder, hvor de har holdt til så længe, man ved. Også i vådområder som Okavango-deltaet i og omkring Zambezi-floden er dele af det rigt varierede dyre- og planteliv i fare.

I Sydafrika og dele af Zimbabwe er de naturligt voksende træer ved at blive udkonkurreret af akacie- og pinje-arter fra Australien.

Skove og træressourcer

Indtil for nyligt mistede det sydlige Afrika over 200.000 ha skov om året på grund af den udbredte anvendelse af en særlig dyrkningsmetode, hvor skoven brændes ned og jorden dyrkes nogle få år, hvorefter man rykker et nyt sted hen. Nu er denne praksis ved at blive afløst af mere bæredygtige landbrugsmetoder, men presset på regionens skove vil fortsætte med at vokse på grund af den kraftigt voksende befolkning.

Behovet for træ til brænde og for trækul er fortsat stort og forventes at vokse yderligere i det kommende årti.

Modsat er der en stigende tendens til at genplante træer, ligesom kommerciel, bæredygtig skovdrift er i vækst. Det er dog endnu langt fra oppe på et niveau, hvor det kan modvirke afskovning og nedslidning af de tilbageværende skovområder.

Kamp om vandressourcer

Det stigende pres på naturgrundlaget skaber interessekonflikter både lokalt og mellem lande i regionen. Vand er et godt eksempel på en naturressource, som mange mennesker og lande må deles om, og som kan skabe konflikter både i knaphedssituationer og i tilfælde af oversvømmelser, hvor udnyttelsen af flodsystemets øverste del for eksempel gennem dæmninger kan have store konsekvenser for lande i den nedre ende af floden.

Inden for de kommende 10-20 år menes landene i det sydlige Afrika at ville stå over for permanent knaphed på vand. Med den stigende befolkning og dens berettigede forventning om en forbedret levestandard og en ekspanderende udvikling inden for industri og landbrug vil vandknaphed blive et meget alvorligt problem. Hertil kommer, at regionen også er berørt af tilbagevendende tørkeperioder og oversvømmelser, som forværrer situationen.

En bedre regulering af fordelingen af vandressourcer, f.eks. i delte flodsystemer og søer, vil kunne forebygge økonomiske og politiske konflikter i enkelte lande og i regionen. Miljøindsatser kan hermed også virke konfliktforebyggende på regionalt plan.

Kystzoner

I kystzonerne er de miljømæssige udfordringer relateret til vandforurening fra industri, turisme, ødelæggelse af vigtige økosystemer, overudnyttelse af fiskeressourcer og tab af biologisk mangfoldighed.

I havene ud for det sydlige Afrika fanges der omkring 1,25 mio. tons fisk om året, og i Namibia står fiskeindustrien for 35% af bruttonationalproduktet og beskæftiger 12.000 mennesker.

De årlige fangstkvoter kan teoretisk komme helt op i nærheden af 3 mio. tons om året og stadig være bæredygtigt. De seneste år har man dog oplevet et skarpt fald i sammensætning af de fisk, der landes, og i antallet af tons. Det er tegn på, at der har fundet et voldsomt overfiskeri sted i disse farvande, der regnes for nogle af de rigeste i verden.

Kystzonerne rummer store muligheder for turisme, der dog stort set kun udnyttes i Sydafrika.

Modsat udgør de hastigt voksende byer en trussel mod kystzonerne, og det er for få år siden blevet beregnet, at der hver dag blev pumpet over 850 mio. liter vand med industriaffald og menneskeligt affald ud i havene i det sydlige Afrika – det meste af det helt ubehandlet.

Kapitel 4:
Sydøstasien – samarbejdet i regionen og med de enkelte lande

Regionale aktiviteter
Cambodia
Laos
Malaysia
Thailand
Vietnam
  

Regionale aktiviteter

Den danske MIFRESTA-indsats i Sydøstasien omfatter Cambodia, Laos, Malaysia, Thailand og Vietnam.

Skønt der er store økonomiske forskelle mellem landene i Sydøstasien, har de en række miljøproblemer til fælles: overudnyttelse af naturressourcerne, skovfældning, truede vandressourcer og kystzoner samt hastig vækst i byerne. Mange af regionens miljøproblemer er desuden grænseoverskridende og deles mellem to eller flere lande. Det gælder f.eks. transport af farligt affald og vandbåren forurening. Disse miljøproblemer løses derfor bedst ved fælles indsatser af landene i regionen.

Men de regionale institutioner i Sydøstasien er fortsat forholdsvis svage, både når det angår økonomiske og menneskelige ressourcer. Det har derfor været svært at finde solide holdepunkter for en større regional miljøindsats. Samtidigt er de nationale myndigheders interesse i at medvirke aktivt i regionale miljøindsatser ofte begrænset, ligesom de økonomiske ressourcer der afsættes, fordi de nationale problemer som regel står i forgrunden.

Men bevidstheden om det nødvendige i et grænseoverskridende, regionalt samarbejde om at løse en række miljøproblemer er voksende, både blandt politikere, embedsmænd og NGO’er. Og for at styrke de regionale aspekter i Danidas og Danceds programmer i regionen er det derfor et fælles mål at øge støtten til både regionale institutioner og nationale aktiviteter, der fokuserer på ens eller fælles problemer. Et fokuspunkt er at styrke landenes evne til at opfylde deres forpligtelser i henhold til internationale miljø-konventioner.

Den danske, regionale miljøbistand i Sydøstasien, der er blevet til i et samarbejde mellem Danida og Danced, identificerer tre hovedområder for indsatsen i regionen:

	Forvaltning af naturressourcer.
	Bæredygtig udvikling af byer og industri
	Bæredygtig energi

Danidas samarbejdslande

Danida samarbejder med Cambodia, Laos og Vietnam, der alle er lavindkomstlande. I perioden 1996-2000 har Danida samlet givet tilsagn på 79 mio. kr. til regionale projekter under MIFRESTA–programmet.

Egentlig nye regionale projekter blev ikke sat i gang i år 2000, men der blev derimod sat gang i en række regionale aktiviteter med udspring i nationale projekter. Det drejede sig om udveksling af projekterfaringer gennem regionale møder og seminarer for at videreudvikle metoder og strategier på miljøområdet. Der er også en stigende interesse for at samarbejde inden for tematiske emner, f.eks. på byområdet.

Den regionale indsats vil fortsat blive koncentreret om bæredygtig forvaltning af naturressourcer, bæredygtig udvikling af byer og industri samt kapacitetsopbygning inden for både offentlige og private miljøorganisationer. Danida har udarbejdet et miljøstøtteprogram for Laos, som blev godkendt i efteråret 2000, og udkast til miljøstøtteprogrammer for Vietnam og Cambodia som forventes godkendt i 2001. De nationale programdokumenter baseres på den regionale miljøstrategi for Sydøstasien.

Den tidligere bevilgede miljøbistand til International Union for Conservation of Nature and Natural Resources – World Conservation Union (IUCN), Verdensnaturfonden og World Wildlife Fund for Nature (WWF) fortsatte i årets løb.

Forvaltning vedrørende Mekongfloden

Det regionale projekt vedrørende forvaltning af naturressourcerne i bjergområderne ved Mekongfloden i Laos og Vietnam gennemføres planmæssigt. Projektets formål er at styrke dialogen mellem nationale NGO’er og lokale myndigheder vedrørende miljøplanlægning i grænseområdet mellem Vietnam og Laos for at fremme en bæredygtig brug af regionens naturressourcer. Projektet gennemføres som et samarbejde mellem Københavns Universitet, Roskilde Universitetscenter og World Ressource Institute (WRI). Den danske del af projektet består af miljøanalyser af Ca River, som udspringer i Laos og løber gennem Vietnam med udløb i det Sydkinesiske Hav.

Skovfrø

Det regionale skovfrøprojekt gennemføres som planlagt. Projektet har til formål at styrke kapaciteten i skovfrøsektoren i Laos, Cambodia og Vietnam og bidrage til at gøre disse lande bedre rustet til at udvikle nationale strategier og gennemføre planer inden for frøforsyning, træforædling og genkonservering. En udvidelse af projektet til at omfatte Cambodia forventes gennemført i 2001.

Danceds samarbejdslande

Danced samarbejder med Malaysia og Thailand, der begge er mellemindkomstlande.

I år 2000 iværksatte Danced et projekt, der skal hjælpe de to lande til at opfylde Basel-konventionen om international transport og bortskaffelse af farligt affald. Efter at have udarbejdet en status på området, skal der afholdes et seminar med deltagelse fra en større kreds af lande i regionen, hvor strategien videre frem fastlægges, og hvor man identificerer de behov, der er for hjælp fra dansk side.

Forældet og farligt affald

I løbet af år 2001 vil der på samme måde blive iværksat et projekt, der skal hjælpe Malaysia og Thailand med at registrere, indsamle, opbevare og eventuelt destruere forældede pesticider og de såkaldte POP’er. POP’er er sværtnedbrydelige, organiske forurenende stoffer (på engelsk Persistent Organic Pollutants), som udgør et stort miljøproblem, hvis de ikke bliver håndteret og bortskaffet korrekt.

Et andet projekt i de to lande sigter på at opbygge faciliteter i havnene til at modtage affald, så havforureningen med olie og fast affald fra de mange skibe i regionen mindskes. Projektet skal også omfatte de to Danida-samarbejdslande Cambodia og Vietnam. I første omgang afholdes et regionalt seminar, hvor der gøres status på området, og hvor man sammen med havnemyndigheder og regeringerne i de berørte lande diskuterer løsningsmuligheder.

Cambodia er det land i Sydøstasien, der i forhold til landets størrelse har det største areal med uberørt natur

Cambodia

Cambodia er efter mere end 20 års borgerkrig et af Asiens fattigste lande. Landets turbulente nyere historie med De Røde Khmerers rædselsregime og den efterfølgende vietnamesiske besættelse har medført omfattende sociale, politiske og kulturelle omvæltninger. Siden en ny koalitionsregering under premierminister Hun Sen kom til magten efter de demokratiske valg i november 1998, har den politiske udvikling stabiliseret sig og skabt grundlag for reformer på det økonomiske, administrative og retlige områder. Det vil imidlertid tage mange år at genopbygge de menneskelige ressourcer og den fysiske infrastruktur efter de mange års konflikt. Der er ligeledes behov for at genoprette tilliden til de offentlige institutioner og at gennemføre et retsopgør med de ansvarlige for Pol Pot-periodens grove menneskerettighedskrænkelser.

Cambodia er rigt på naturressourcer, men utilstrækkelig forvaltning og overudnyttelse af landets naturressourcer, særligt inden for skovbrug, minedrift og landbrug, har haft alvorlige konsekvenser for miljøet. Hertil kommer, at mio. af landminer og ueksploderede bomber gør store dele af landbrugsjorden uanvendelig. Den manglende regulering af dambrug, kommercielt fiskeri og industriudviklingen kombineret med den voksende urbanisering vil ligeledes kunne medføre store miljøproblemer for landet.

Viljen er til stede

Cambodia er det land i Sydøstasien, der i forhold til landets størrelse har det største areal med uberørt natur, og der er i landet en klar erkendelse af behovet for at tage fat på de kritiske spørgsmål inden for miljø- og naturressourceforvaltningen. Regeringen har da også allerede taget en række skridt i den retning. I 1993 omdannede Cambodia således i alt 3,3 mio. ha, svarende til mere end 18% af landets samlede areal, til 23 naturbeskyttede områder. Cambodia har desuden underskrevet en række internationale miljøkonventioner, herunder om vådområders internationale betydning, om verdens naturarv, om biodiversitet og om klimatiske forandringer. Inden for forvaltningen af naturressourcer har regeringen opsagt en række koncessioner til træfældning, reguleret fiskeriet til fordel for den fattige del af befolkningen og iværksat lovgivning, der sigter mod at beskytte naturressourcerne.

Det skete i 2000

Aftalen om samarbejde mellem Cambodia og Danmark på miljøbeskyttelsesområdet blev underskrevet i 1997, og i 2000 blev der sat gang i arbejdet med at formulere et 5-årigt miljøstøtteprogram.

Den danske miljøstøtte til Cambodia skal forbedre levevilkårene for den fattige befolkning i land- og byområderne. Programmet forventes godkendt i 2001 med følgende komponenter:

	National kapacitetsopbygning
	Integreret fysisk planlægning
	Forvaltning af by- og industriudvikling
	Forvaltning af naturressourcerne

Budgettet for miljøstøtten for 2001 er på 73 mio. kr. Den samlede ramme for årene 2000-2004 ventes at blive på omkring 370 mio. kr.

I 2000 blev der også igangsat nye projekter inden for kystzoneforvaltning, planteværn, landsby- og brugeradministreret skovbrug samt givet støtte til uafhængig overvågning af illegal træfældning. Hertil kom planlægning af nye projekter, der søges bevilget i 2001 som støtte til kapacitetsudvikling af miljøsektoren, forvaltning af vandskel samt affaldshåndtering.

Kamp mod illegal skovhugst

I 2000 blev to projekter godkendt inden for biodiversitet og forvaltning af beskyttede områder. Det første projekt skal sikre den biologiske mangfoldighed ved at støtte NGO’en Global Witness, der skal holde et vågent øje med den illegale tømmerhugst i Cambodia. Global Witness skal løbende rapportere om omfanget af den illegale træfældning og overvåge den cambodianske regerings indsats for at opfylde "Deklarationen om Forvaltning af Skov og forhindring af Illegal Tømmerhugst". Dette skal bl.a. ske ved hjælp af interviews, undersøgelser og uanmeldte inspektioner.

Bæredygtige kystzoner

Herudover godkendtes anden fase af et projekt fra 1997, der skal styrke de cambodjanske provinsmyndigheders kapacitet til at opbygge en effektiv kystzoneforvaltning og prioritere indsatsområder. Det sker i tæt samarbejde med Den Asiatiske Udviklingsbank. Projektets umiddelbare formål er ikke mindst kapacitetsopbygning hos stats- og provinsmyndighederne og i ministeriernes lokale afdelinger i kystområderne. Desuden skal der etableres pilotprojekter vedrørende udvikling af bæredygtige produktionsmetoder i et eller to mindre samfund i hver af kystprovinserne eller bykommunerne.

Færre pesticider

På landbrugsområdet blev der bl.a. igangsat et projekt, der skal mindske brugen af pesticider i landbruget og samtidig øge landbrugsproduktionen. Det skal ske ved at uddanne lokale undervisere inden for integreret planteværn, som senere skal sprede deres viden og erfaring. Yderligere sigter projektet mod at gennemføre kurser, som skal øge bøndernes viden om dyrkningsforhold og mulighederne for en mere målrettet brug af pesticider.

Landsbyboerne skal med

Et andet projekt, der blev godkendt i 2000, skal give folk i landsbyerne bedre adgang til at udnytte naturressourcerne i skovene. Det primære sigte er at uddanne trænere, som i samspil med skovmyndighederne og lokalbefolkningen kan støtte aktiviteter og initiativer i lokalsamfundet og uddanne landsbybefolkningen i bæredygtig udnyttelse og håndtering af skovens produkter.

Det er bl.a. tanken, at der skal oprettes landsbybaserede skovbrugsprojekter. Derudover skal den lokale befolknings færdigheder og viden om bæredygtigt skovbrug øges gennem uddannelse og praktisk erfaring. Endelig vil projektet støtte forskning og indsamling af data, som kan bruges til at udforme ny lovgivning vedrørende brugeradministreret skovbrug.

Laos

Mekongfloden er truet af forurening fra industrien og den voksende befolkning

Laos er et af de fattigste lande i Sydøstasien. Over halvdelen af befolkningen får ikke dækket grundlæggende behov for mad, bolig og uddannelse. Børnedødeligheden og antallet af kvinder, der dør i forbindelse med graviditet og fødsel, er blandt de højeste i verden. Den økonomiske krise i Asien har sammen med stagnerende vækst og faldende eksportindtægter lagt yderligere begrænsninger på de nationale budgetter og på mulighederne for at forbedre landets sundheds- og uddannelsessektor. Den laotiske økonomi er stærkt afhængig af udenlandsk bistand.

Det bjergrige land har stadig store skovområder med mange dyre- og plantearter, men fattigdom og befolkningstilvækst lægger et stort pres på skovene, som belastes af svedjebrug og ukontrolleret tømmerhugst. Tømmer er p.t. landets største indtægtskilde.

Mekongfloden forsyner landet med elektricitet og vand til kunstvanding, og den er desuden en vigtig kilde til ernæring. Men vandet er truet af forurening fra den voksende befolkning og fra industrien. En stor del af Mekongflodens vand (ca. 36%) kommer fra Laos, og derfor har landets forvaltning af vandressourcer og vådområder stor betydning for både Cambodia og for Mekongdeltaet i Vietnam, der ligger længere nede ad floden.

Voksende problemer

Miljøproblemerne i forbindelse med industri, minedrift og byudvikling er stadig forholdsvis små, men den økonomiske vækst og udviklingen i den industrielle sektor vil øge efterspørgslen efter energi og udnyttelsen af landets mineralforekomster. Dette vil sætte naturressourcerne endnu mere under pres. Samtidig søger flere og flere laoter mod byerne i håb om at finde bedre levevilkår, men antallet af boliger og udbygningen af sundhedsydelser, vandforsyning og sanitet kan ikke følge med, hvorfor slumkvartererne vokser i de større laotiske byer.

Regeringen i Laos er opmærksom på miljøproblemerne, men på grund af fattigdom, lav økonomisk vækst og en svag administration er der store begrænsninger for, hvad der lokalt kan gøres for at afhjælpe og forebygge nye miljøproblemer.

Det dansk-laotiske samarbejde om miljøbistand blev indledt i 1997. Der er siden givet tilsagn for i alt 84 mio. kr. til aktiviteter i Laos. De største indsatsområder har indtil videre været forbedret naturressourceforvaltning og kapacitetsopbygning i den offentlige administration. Endvidere er projekter vedrørende industriforurening, minerydning, affalds- og spildevandsbehandling samt bymiljø enten sat i gang eller under forberedelse.

En pumpe sparer ikke blot mange timers vandring efter vand - den forbedrer også sundheden, fordi vandet ikke er forurenet

Det skete i 2000

Danmark og Laos blev i 2000 enige om et overordnet program for den danske miljøbistand til Laos. Programmet bygger på samarbejdsaftalen mellem Laos og Danmark fra 1997 og fastlægger mere præcise rammer for den danske indsats i Laos. Den samlede ramme for årene 2000-2004 ventes at blive på ca. 315 mio. kr.

Tre områder indgår i det danske miljøprogram i Laos:

	Kapacitetsopbygning og institutionel udvikling
	Bæredygtig by- og industriudvikling
	Bæredygtig naturressourceforvaltning

Der vil under hvert tema blive gennemført en række projekter, der på forskellig vis søger at løse de problemer, Laos står over for inden for f.eks. byudvikling. Hovedformålet med programmet er således at fokusere den danske indsats.

Programmet er geografisk koncentreret om tre områder: det sydlige Laos (provinserne Champassak og Attapeu), det nordøstlige Laos (provinserne Xieng Khoung og Hua Phan) samt området omkring hovedstaden Vientiane.

I 2000 blev der godkendt to nye projekter inden for naturressourceforvaltning og et nyt projekt inden for bæredygtig byudvikling, og gennemførelsen af de eksisterende projekter fortsatte.

Dialog om beskyttelse

Den danske støtte til biodiversitet blev indledt i 1998 med et projekt i to beskyttede naturområder (Nam Et og Phuo Loei). bl.a. med baggrund i erfaringerne herfra blev der i 2000 indledt et samarbejde mellem den laotiske regering, Danmark og UNDP om udvikling af en national strategi og en handlingsplan for biodiversitet.

I Laos støtter Danmark blandt andet arbejdet med at udarbejde en behandlingsplan til at sikre landets biodiversitet

Projektet vil yde støtte til opbygning af kapacitet i de dele af den nationale forvaltning, der er ansvarlig for at sikre og beskytte biodiversiteten i Laos. Der vil i projektet blive lagt vægt på at sikre en bred dialog – både internt i den laotiske regering på tværs af de forskellige sektorer og i forhold til vigtige interessegrupper i samfundet. Formålet er at udvikle styringsmidler, der umiddelbart kan bruges i den nationale forvaltning.

Afstrømningsområder

Den laotiske forvaltning er på eget initiativ gået i gang med at udarbejde en national strategi for forvaltning af afstrømningsområder. Et af de væsentligste mål er at stabilisere og senere reducere omfanget af svedjebrug. Den største forhindring i dette arbejde er den store mangel på uddannet arbejdskraft, der kan rådgive ved planlægningen af en bæredygtig udnyttelse og beskyttelse af naturressourcerne.

Danida er derfor gået ind i et projekt på provins-, distrikts- og landsbyniveau, der skal sikre en integreret forvaltning af afstrømningsområderne omkring Nam Neun floden samt støtte udviklingen af alternativer til særligt miljøbelastede former for landbrug.

Bedre bymiljø

Laos er et tyndt befolket landbrugsland, men befolkningsvæksten medfører en stigende urbanisering. De fleste byer – herunder hovedstaden – har kun få asfalterede veje, og grundlæggende service som vandforsyning, kloakering og affaldshåndtering bliver ofte kun løst i meget begrænset omfang. Det giver en række sundhedsproblemer, der primært rammer de fattigste befolkningsgrupper.

Danmark støtter derfor et projekt, der forbedrer miljøet i hovedstaden Vientiane og provinshovedstæderne Phonsavan og Sam Neua. Projekternes umiddelbare formål er at gennemføre en række pilotaktiviteter, der kan vise myndighederne, hvordan bymiljøet kan forbedres og udvikles bæredygtigt. Samtidig søger projekterne at forbedre myndighedernes evne til at løse miljøspørgsmål på en måde, der tager højde for befolkningens behov og prioriteter.

Malaysia

Malaysia er et af de lande i verden, der har den største biologiske mangfoldighed. Således er der 8.000 typer blomstrende planter, heraf 800 eksotiske orkideer, og regnskovene, som har eksisteret uforstyrret i 130 mio. år, hører til verdens ældste jungleområder.

Ifølge de officielle statistikker er knap halvdelen af landet stadig dækket af skov, men arealet svinder kraftigt ind. I det hele taget er miljøet under pres på grund af den omfattende økonomiske udvikling og industrialisering, landet har været igennem de seneste årtier, kombineret med en høj befolkningstilvækst (2,5% om året).

Malaysias økonomi er overvejende baseret på eksport til oversøiske markeder, og derfor blev landet ikke ramt så hårdt af den økonomiske krise i 1997 som andre lande i regionen. Nedgangen er nu atter afløst af imponerende væksttal: I 1999 var der en vækst på 5,8%, mens der forventes 7,5% i 2000 og 7,7% i 2001. Den store udfordring i de kommende år bliver at kombinere de høje væksttal og den fortsatte industrialisering med en målrettet indsats for at beskytte den enestående natur og skabe et godt miljø i de hastigt voksende byer.

Høj prioritet

Den danske miljøbistand til Malaysia var i 2000 på 65 mio. kr., og Danceds indsats i landet er aftalt i et samarbejdsprogram for årene 1999-2001, hvor den overordnede indsats er udstukket efter Malaysias egen miljøpolitik og prioriteringer. Den overordnede koordinering varetages af Malaysias Economic Planning Unit, en afdeling under premierministerens kontor. Det er et tegn på den høje prioritering, Malaysia giver samarbejdet, og det er med til at sikre, at projekterne får den fornødne opbakning og støtte rundt om i forvaltningerne.

Danceds indsats er især koncentreret på føderalt niveau og de to delstater Sabah og Sarawak på Borneo, der er den økonomisk mindst udviklede del af landet. Der er udpeget fire områder for den danske indsats i landet:

	Miljøforvaltning i byerne og i industrien
	Bæredygtig energianvendelse
	Naturressourceforvaltning
	Undervisning og miljøbevidsthed.

Desuden har Danced et Partnership Facility Programme, der skal støtte samarbejdet mellem private virksomheder i Danmark og Malaysia.

Byer og industri

Over halvdelen af den malaysiske befolkning bor i byerne, der er vokset eksplosivt og stort set uden overordnet planlægning. Det betyder, at infrastrukturen halter langt bagefter, hvad enten der er tale om veje og kollektiv trafik, kloakering, adgang til rent drikkevand eller mulighed for at komme af med husholdningsaffaldet. Skidtet hober sig op overalt, fordi affaldshåndteringen er utilstrækkelig.

Over halvdelen af befolkningen er flyttet ind til byerne, der er vokset eksplosivt og uden overordnet planlægning

To projekter omkring bæredygtig byudvikling, hvoraf det ene blev sat i værk i 2000, skal ved hjælp af en række demonstrationsprojekter vise, hvordan man kan skabe rene, sunde og bæredygtige byområder – på en økonomisk rentabel måde vel at mærke. Desuden er et dansk-malaysisk universitetssamarbejde omkring bæredygtig miljøforvaltning i byer og industri startet i 2000.

Industrien står for godt en tredjedel af Malaysias bruttonationalprodukt, men selv om den malaysiske miljølovgivning på mange måder ligner den europæiske med grænseværdier, godkendelser og tilladelser, er der ikke tilstrækkelig kapacitet i den offentlige administration til at sikre, at lovene efterleves. Farligt affald er derfor et stort problem, som Danced hjælper med at løse. Kommunekemi samarbejder således med en malaysisk virksomhed om at opbygge et system til indsamling, håndtering og forbrænding af farligt affald, og Danced bistår med at opbygge kapacitet i ministerier og lokalforvaltning ligesom man bl.a. støtter indførelsen af et miljøledelsessystem i industrien.

Stort energi-potentiale

Energien er billig i Malaysia. En liter benzin koster 2,50 kr., og en kWh-strøm fås for 30 øre. Grunden er dels, at staten giver tilskud for at holde priserne nede, dels at Malaysia selv har meget store ressourcer af både kul, olie, gas og vandkraft. Med den situation har det været svært at motivere folk til at spare eller tænke på bæredygtig energi, men krisen i 1997 gav stødet til at ændre på dette. Samtidig siger prognoser, at landet om 15 år bliver netto-importør af energi.

I den nyeste 5-årsplan har man derfor så småt lagt roret om, så det hedder, at 5% af energiforbruget i år 2010 skal komme fra vedvarende energikilder. Selv om det ikke lyder af meget i danske ører, er det et gennembrud i Malaysia, og holdningsændringen er blevet hjulpet på vej af to danske rådgivere, der som led i et Danced-projekt har hjulpet ministerierne med at udarbejde planen.

Med den nødvendige vilje vil det ikke blive svært at nå målet: landet råder over enorme mængder biobrændsel i form af affald fra træindustrien og palmeolie-produktionen. Det meste får i dag lov til at ligge og rådne, men blev det anvendt i f.eks. biomasse-kraftværker eller i små, decentrale kedler, ville Malaysia have biobrændsel til en værdi af mere end 400 milliarder kr. over de næste 20 år.

Et dansk-malaysisk virksomhedssamarbejde har med succes udviklet en sådan kedel til biobrændsel, og Danced hjælper på en række områder med at opbygge kapacitet og integrere biomasse som det 5. brændstof (ved siden af kul, olie, gas og vandkraft) i landets planlægningssystemer.

Naturforvaltning

Formålet med den danske miljøindsats i Malaysia er ikke mindst at bevare den helt unikke biodiversitet i de oprindelige, malaysiske regnskove, der er truet af omfattende skovhugst, som har bevirket, at 20% af skovene er blevet fældet de seneste 20 år. Der er ikke meget oprindelig skov tilbage, idet skovområderne udnyttes kommercielt, enten til skovhugst eller i form af plantager. Dermed er de naturressourcer, der i mange år har været landets vigtigste indtægtskilde, under pres.

I år 2000 afsluttede Danced bl.a. et stort projekt vedrørende bæredygtig forvaltning af tørvemoser. Tørvemoserne er en vigtig vandressource, men områderne udtørres og mister deres "svampe-effekt", der sikrer vand året rundt, på grund af bl.a. dræning og anlæggelse af veje til at transportere tømmer på. Projektet eksperimenterede med mere skånsomme skovhugstmetoder og havde gode erfaringer med anlæggelse af lette tipvognslignende jernbaner i stedet for veje, så tørvemosen ikke ødelægges, selv om den udnyttes kommercielt.

At uddanne miljømedarbejdere er en strategi, der kan påvirke udviklingen i Malaysia i bæredygtig retning, men en egentlig universitetsuddannelse inden for miljøområdet har hidtil manglet. Et kandidatstudie i bæredygtig arealanvendelse blev i 2000 etableret i et samarbejde mellem det føderale universitet UNIMAS og danske RUC, AU og KVL. Samarbejdet omfatter også udveksling af lærere.

Et projekt vedrørende integreret kystzoneforvaltning blev afsluttet efter bl.a. at have resulteret i udarbejdelse af et udkast til en føderal kystzoneforvaltningslov og etablering af demonstrationsprojekter i 3 delstater. Her har de malaysiske myndigheder indhøstet erfaringer med fysisk planlægning ud fra en dansk model med offentlige høringer, og resultaterne har været så gode, at det vil blive et fokusområde i det kommende landeprogram.

Endelig har Danced i 2000 startet et projekt, der hjælper med udarbejdelse af bæredygtige forvaltningsplaner i fire nationalparker med aktiv inddragelse af lokalbefolkningen.

Miljøbevidsthed og lokalt engagement

Undervisning og miljøbevidsthed er et område, der endnu ikke er fuldt udviklet. Der er ikke i Malaysia den samme tradition som i Danmark for at have en underskov af aktive og ofte højtråbende græsrods-organisationer (NGO’er), men der er en stigende erkendelse overalt i samfundet af, at det ikke mindst på et område som miljøforvaltning og miljøbevidsthed er vigtigt med en lokal forankring af projekterne og en meget aktiv inddragelse af borgerne, hvis der skal flyttes holdninger og ændres adfærd.

Thailand

Thailand er en af Asiens økonomiske tigre, men den kraftige økonomiske vækst og omfattende industrialisering har betydet, at landets natur og miljø er under et voldsomt pres, der ikke blev mindre af den økonomiske krise, som ramte landet i 1997. Nu er de økonomiske konjunkturer vendt og de økonomiske statistikker viser atter pæne væksttal (4,2% i 1999, noget tilsvarende i år 2000 og en forventning om en vækst på ca. 5% i 2001), om end situationen er stabiliseret på et lavere niveau end tidligere. Krisen afslørede også en række mangler og svaghedstræk i den thailandske økonomi, ikke mindst i den finansielle sektor.

Decentralisering

En ny grundlov i 1997 gjorde op med den traditionelle, meget hierarkiske magtstruktur i landet til fordel for en kraftig decentralisering samt øget borgerindflydelse og deltagelse i den politiske proces, ikke mindst i forvaltningen af landets naturressourcer og miljøet.

I 1999 blev grundlovsændringen fulgt op af en decentraliseringslov, hvor det bl.a. fastlægges, at stadig flere funktioner og offentlige midler skal overføres fra central til lokal forvaltning. Hvor man på lokalt plan tidligere har administreret 10% af de offentlige budgetter, skal dette tal stige til 35% i år 2006.

Målet er at gøre den offentlige sektor mere effektiv, mere ansvarlig, mere åben og gennemskuelig. Decentraliseringen omfatter både en lovreform, en reform af den offentlige sektor og en uddannelsesreform.

År 2000 har derfor ikke mindst været kendetegnet ved det fortsatte arbejde med at konkretisere decentraliseringen, herunder offentliggørelsen af en masterplan i oktober. Det er en proces, der kan mærkes i forhold til den danske miljøbistand, for blandt de områder, der lægges ud til lokal forvaltning, er ikke mindst forvaltningen af naturressourcerne og miljøet og den lokale infrastruktur med bl.a. kloakering, affaldshåndtering og drikkevandforsyning. Danced er involveret i en lang række projekter, der støtter decentraliseringen og fremmer borgernes aktive deltagelse i den politiske proces (se "Decentralisering" side 51).

Miljøbevidsthed

Miljøet fremhæves som et særligt indsatsområde i Thailands nye femårsplan, hvilket er endnu et tegn på den stigende bevidsthed, der præger politikere, forvaltning og den offentlige debat. Den meget ensidige fokusering på økonomisk vækst frem til midten af 90’erne er blevet afløst af en mere afbalanceret tilgang med en voksende vægt på bæredygtig udvikling.

Et forbud mod skovhugst har stoppet tidligere tiders massive skovfældning, der reducerede landets skovarealer til knap 25%, som samtidig bliver mere og mere fragmenterede. Også vådområderne er gået dramatisk tilbage i omfang, ligesom kystområderne er under et kraftigt pres: mangroveskovene forsvinder, fiskebankerne overfiskes af store trawlere og ’reje-farme’ fører til en kraftig forurening med næringsstoffer.

Det menneskelige miljø særligt i storbyerne er under pres på grund af manglende kloakering og adgang til rent drikkevand, mangelfuld affaldshåndtering, luftforurening, kemikalier og støj.

Den danske bistand

En stigende del af indsatsen finder sted inden for energiområdet, som i 2000 kom op på at modtage 13% af bistanden (og forventes at stige til cirka 30% i 2001), mens NGO’erne samlet modtager omkring 30%.

Den thailandske regering har desuden bedt Danmark om hjælp til arbejdet med at efterleve kravene i en række internationale miljøkonventioner. Endelig har Danced et Partnership Facility Programme, der skal støtte samarbejdet mellem private virksomheder i de to lande. På grund af den økonomiske krise er samarbejdet endnu ikke blevet så omfattende som håbet, men udviklingen går i den rigtige retning.

Miljøforvaltning i byer og i industrien

Cirka 1/3 af Thailands befolkning bor i byerne, der bidrager med ca. 80% af bruttonationalproduktet. Danceds indsats på byområdet omfatter især integration af miljøaspektet i planlægning og forvaltning på alle niveauer af den offentlige administration.

I industriområdet Samut Prakarn syd for Bangkok leverer Danmark de "bløde komponenter" ved etableringen af et stort spildevandsanlæg. Det drejer sig bl.a. om systemer til overvågning af vandkvaliteten, brugerbetaling og oplysningsarbejde.

Også information og holdningsbearbejdning i forhold til børn og unge er et område, der støttes gennem en række NGO’er, som arbejder på mange forskellige planer, lige fra at producere pris-vindende tv-programmer over støtte til lokale landmænd til at få integreret miljøaspektet i undervisningen.

Land, skove og biologisk mangfoldighed

Danced rådgiver bl.a. de ansvarlige ministerier, der arbejder med at bevare de eksisterende skove, bremse jorderosion og nedslidning i samarbejde med lokalbefolkningen.

Fisk er et vigtigt supplement til en ofte ensidig kost, men floder og andre vandløb trues af overfiskning.

Tre projekter i det nordlige og nordvestlige Thailand sigter bl.a. på at skabe grundlag for lokal naturressourceforvaltning ved at udvikle nye samarbejdsformer mellem lokale befolkningsgrupper og de lokale embedsmænd.

Bæredygtige kystzoner og landbrug

Et koncept for bæredygtige reje-farme med udgangspunkt i erfaringerne fra danske dambrug er et af de projekter, Danced arbejder med for at støtte etableringen af bæredygtige kystzoner.

Inden for landbruget yder Danced bl.a. rådgivningsstøtte til landbrugsministeriet. Et andet projekt skal mindske brugen af sprøjtegifte og kunstgødning i produktionen af frugt og grøntsager.

Bæredygtig energi

Væksten i energiforbruget ligger omkring 10-15% pr. år, hvilket betyder, at der sker en 3-dobling på 10 år. 70% af energien kommer fra fossile brændstoffer, der importeres. Alt i alt er det en situation, der både belaster landets økonomi og miljø alvorligt. Alligevel har der hidtil ikke været særlig meget fokus på vedvarende energi, som i Thailand primært vil sige biomasse fra palmeolieproduktionen, fra landbruget og fra træindustrien. Danmark har en høj grad af ekspertise inden for bl.a. biomasse-baserede kraftværker, og Danced bidrager derfor til at styrke den thailandske regerings viden om mulighederne på området, ligesom man støtter et NGO-samarbejde omkring informationskampagner og demonstrationsprojekter.

Vietnam

Vietnam er et af verdens tættest befolkede lande. Landet har de seneste år oplevet stor økonomisk vækst og en ekspanderende industrisektor, men selv om fattigdommen er blevet markant reduceret, lever en tredjedel af befolkningen fortsat under fattigdomsgrænsen. Fattigdommen er mest udbredt i landområderne, og den er ulige fordelt mellem de forskellige regioner. Fattigdommen er mest omfattende i nord, i de centrale og nordlige højlandsregioner samt i Mekongdeltaet. Landbruget er stadig eksistensgrundlaget for størstedelen af befolkningen, og Vietnam er i dag verdens næststørste eksportør af ris

Befolkningstilvæksten har sammen med den økonomiske vækst ført til et voldsomt pres på landets naturressourcer, som især giver sig udslag i ureguleret afskovning, voldsomt slid på værdifulde maritime områder, udpining af landbrugsjorden og forurening af floder og vandløb. I de sidste 50 år er skovdækket reduceret fra 43% til 29%, der er en stærk befolkningstilvækst i byerne og omkring 30% af landets areal vurderes at være miljømæssigt nedslidt.

Der kan imidlertid spores en stigende bevidsthed om miljøproblemerne, f.eks. i forbindelse med afskovning, hvor Vietnams regering på eget initiativ finansierer et stort genplantningsprogram. Vietnam har endvidere, som et af de første lande i regionen, udarbejdet egentlige miljøhandlingsplaner i 1986, og i 1994 blev der vedtaget en miljølov. De vietnamesiske myndigheder savner imidlertid tilstrækkelig kapacitet til at kunne koordinere og integrere miljøhensyn i den offentlige forvaltning og planlægning, hvilket hindrer, at den i øvrigt veludbyggede miljørammelovgivning bliver effektivt gennemført. Den vietnamesiske regering søger at gennemføre miljøkonsekvensanalyser i forbindelse med større anlægsinvesteringer.

I en række lande er Danmark indvolveret i projekter, der uddanner landbefolkningen i at sprøjte så skånsomt og effektivt som muligt

Bistand for 262 mio. kr.

Det dansk-vietnamesiske samarbejde om miljøbistand blev indledt i 1997. Der er siden givet tilsagn for i alt 262 mio. kr. til aktiviteter i Vietnam. Indsatsen fokuserer på fire tematiske områder:

	biodiversitet og forvaltning af beskyttede områder
	bæredygtig forvaltning af kystzoner og beskyttede havområder
	bæredygtig by- og industriudvikling
	miljøundervisning og oplysning

Samarbejdet er højt prioriteret af den vietnamesiske regering og projekterne tager i flere tilfælde sigte på regionale miljøproblemer, der optræder i f.eks. Cambodia, Laos og Thailand. Miljøindsatsen i Vietnam lægger endvidere vægt på samarbejde med regionale institutioner som Mekong River Commission og Asian Institute of Technology.

Det skete i 2000

Udviklingen af miljøstøtteprogrammet for Vietnam fortsatte i 2000. Et programdokument for indsatsen frem til 2003 er under udarbejdelse og forventes færdiggjort medio 2001. Den samlede ramme for årene 1999-2003 ventes at udgøre omkring 685 mio. kr.

Naturforvaltning ved Ca floden

I 2000 godkendtes to projekter inden for området biodiversitet og forvaltning af beskyttede områder. Det første projekt har som mål at forbedre forvaltningen af skove og biologisk mangfoldighed i Ca flodens øvre afstrømningsområder beliggende i Nghe An og Ha Tinh provinserne. Gennem bedre styring af ressourceudnyttelsen og aktiv lokaldeltagelse forudses bedre levevilkår for lokalsamfundene. Projektet vil konkret arbejde i to pilotområder – Truong Son-bjergene i Ha Tinh og omkring beskyttelsesområdet Pu Houng i Nghe An, hvor der i tæt samarbejde med lokalbefolkningen vil blive gennemført aktiviteter, der skal reducere presset på skov- og naturressourcer. Endvidere gennemføres en undersøgelse af biodiversiteten, bl.a. sammen med relevante vietnamesiske institutioner.

Lokalbefolkningens aktive deltagelse er afgørende for de flestes miljøprojekters succes

Bæredygtigt naturreservat

Et andet projekt skal bidrage til en bæredygtig forvaltning af det nyligt godkendte Ke Go naturreservat i Ha Tinh provinsen i det centrale Vietnam og samtidig forbedre levevilkårene for befolkningen i de tilstødende områder. Desuden vil projektet bidrage til kapacitetsopbygning af reservatets personale til støtte af lokalt forankrede pilotprojekter med henblik på bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne i området og bevidstgørelse af lokalbefolkningen og myndigheder om forvaltning af skove og biologisk mangfoldighed.

Truet mangfoldighed i havet

Inden for bæredygtig forvaltning af kystzoner og beskyttede havområder ydes der støtte til bevarelse af den internationalt betydningsfulde og truede biologiske mangfoldighed i havet omkring øerne Hon Mun ved Nha Trang i Vietnam. Projektet skal arbejde med deltagerstyret planlægning og forvaltning af det beskyttede område, alternative indkomstskabende aktiviteter for lokalbefolkningen gennem pilotprojekter (f.eks. forskellige former for akvakultur) samt kapacitetsudvikling og overvågning af den biologiske og socio-økonomiske udvikling i projektområdet.

Vietnam er et af verdens tættes befolkede lande

Sundere byggematerialer

Forureningsbekæmpelse i forbindelse med produktion af byggematerialer er et af de to projekter inden for området bæredygtig by- og industriudvikling, som blev godkendt og påbegyndt i 2000. Projektet yder støtte til udvikling af regeringens kapacitet til at overvåge og kontrollere udviklingen i forureningen fra produktionen af byggematerialer. Projektet vil via konkrete eksempler vise økonomisk bæredygtige metoder til forureningsbegrænsning og sikre, at de indhøstede erfaringer spredes. Projektet vil betyde, at beboere tæt på de forurenende virksomheder, der ofte tilhører de fattigste befolkningsgrupper, udsættes for mindre støj og forurening. De ansatte i byggeproduktionen, hvoraf ca. halvdelen er kvinder, vil med de forbedrede produktionsmetoder kunne arbejde under sundere og mindre belastende arbejdsforhold.

Herudover er der i 2000 godkendt et projekt vedrørende miljørigtig behandling og bortskaffelse af kommunalt fast affald og hospitalsaffald, forberedelse af etableringen af en losseplads, samt udbredelse af udviklede metoder til bæredygtig og miljørigtig behandling af fast affald. Projektet foregår i Nghe An provinsen, herunder hovedsageligt i provinshovedstaden Vinh og kystbyen Cua Lo.

Miljøundervisning

Under indsatsområdet miljøundervisning og -oplysning ydes der støtte til opbygningen af en tværfaglig, videregående uddannelse inden for miljø på Can Tho universitetet (se "Miljø på hjernen" side 57).

Kapitel 5:
Det sydlige Afrika – samarbejdet i regionen og med de enkelte lande

Regionale aktiviteter
Botswana
Lesotho
Malawi
Mozambique
Nambia
Sydafrika
Swaziland og Lesotho
Tanzania
Zambia
Zimbabwe
 

Regionale aktiviteter

Den danske MIFRESTA-miljøindsats i det sydlige Afrika omfatter Angola, Botswana, Lesotho, Malawi, Mozambique, Namibia, Sydafrika, Swaziland, Tanzania, Zambia og Zimbabwe.

Mange af regionens miljøproblemer er grænseoverskridende og deles mellem to eller flere lande. Det gælder f.eks. transport af farligt affald og vandbåren forurening. Disse miljøproblemer løses derfor bedst ved fælles indsatser af landene i regionen.

De regionale institutioner i det sydlige Afrika er imidlertid svage, både når det angår økonomiske og menneskelige ressourcer. Det er derfor svært at finde solide holdepunkter for en større regional miljøindsats. Derudover er de nationale myndigheders interesse i at medvirke aktivt i regionale miljøindsatser ofte begrænset, ligesom de økonomiske ressourcer der afsættes, fordi de nationale problemer som regel står i forgrunden.

Interesse for vand-samarbejde

På vandområdet synes der at være skabt et stærkere fundament for en regional indsats, idet landene har udvist en stigende interesse i at samarbejde. Dette skyldes bl.a. den lidt paradoksale udvikling, at vandressourcerne især i den sydlige del af regionen er ved at blive knappe, samtidig med at regionen jævnligt rammes af voldsomme oversvømmelser. De fleste af regionens store floder løber igennem flere lande, og et enkelt lands dispositioner i forhold til ressourcerne i en flod kan derfor få betydelige konsekvenser for vandressourcerne i nabolandene. Denne gensidige afhængighed har ved flere lejligheder givet anledning til konflikter og udgør på sigt en potentiel sikkerhedsrisiko for regionen som helhed.

Som et udtryk for den øgede fokus på et regionalt samarbejde har SADC formuleret en overordnet politisk ramme for vandressourceforvaltning i det sydlige Afrika. Først vedtog SADC’s ministerråd i 1998 en "Regional Strategisk Handlingsplan for Integrerede Vandressourcer", der dækker perioden 1999-2004. I august 2000 har SADC-landenes ministre med ansvar for vandressourcer vedtaget "Protokollen for Fælles Flodsystemer", der forpligter landene til et tæt samarbejde om de fælles floder.

Vandressourceforvaltning er blevet udpeget til et hovedområde for den regionale miljøbistand under MIFRESTA-rammen, og strategien fra 1996 nævner vandressourcer i større flodsystemer, der løber gennem flere lande, som et regionalt indsatsområde. Regionalt samarbejde om adgang til og udnyttelse af vandressourcer er ikke kun en miljøindsats men virker også konfliktforebyggende.

Danidas samarbejdslande

Danida samarbejder med Angola, Malawi, Mozambique, Tanzania, Zambia og Zimbabwe. Disse lande er alle lavindkomstlande på nær Zimbabwe, der er mellemindkomstland. Alle landene er programsamarbejdslande for Danida med undtagelse af Angola, hvor Danida alene yder humanitær nødhjælp til ofrene for borgerkrigen i landet.

Der faldt mange rosende ord, da Danced og Danida fik dele af deres miljøbistand evalueret i 2000

I 2000 blev der udført en evaluering af Danidas miljøbistand til det sydlige Afrika. Evalueringen konkluderer, at miljøbistanden er et enestående svar på miljøudfordringerne i det sydlige Afrika. Danida har på kort tid og på professionel måde opbygget relevante programmer i tæt samarbejde med lokale og internationale samarbejdspartnere. Samtidig fremgår det, at de centrale udfordringer for miljøbistanden fremover vil være at sikre større bæredygtighed og lokalt ejerskab i projekter og programmer. Evalueringen fremhæver, at det bl.a. kan opnås ved at have et længere tidsperspektiv for projekt- og programindsatserne.

Danceds samarbejdslande

Danced samarbejder med Botswana, Lesotho, Namibia, Sydafrika og Swaziland, hvoraf Botswana, Namibia og Sydafrika er mellemindkomstlande, mens Lesotho og Swaziland som lavindkomstlande er med i Danced-samarbejdet på grund af deres tætte tilknytning og beliggenhed i forhold til Sydafrika.

I 1999-2000 blev der udført en evaluering af Danceds bistand til Sydafrika. Evalueringen konkluderer, at det er lykkedes at fokusere bistanden godt, så den har svaret til de skiftende behov undervejs i opbygningen af den nye republik. Bistandens høje relevans tilskrives et højt fagligt niveau i den fortløbende dialog på program-niveau. I internationalt perspektiv placerer evalueringen Danced som en af de absolut førende bistandsorganisationer, når det gælder omsætningen af internationalt anerkendte principper for miljøindsatser til praktisk bistandspolitik og metoder for projektsamarbejde. Effektiviteten af bistanden bedømmes som god, hvilket tilskrives de projektudførende organisationers forståelse for og enighed om de overordnede målsætninger.

Vandressourceforvaltning

I august 2000 udsendtes en Danida-mission til SADC-regionen for at undersøge mulighederne for at udbygge indsatsen vedrørende den regionale vandressourceforvaltning. Missionen har identificeret en række muligheder, som Danida vil arbejde videre med i den kommende tid for i første omgang at påbegynde en række mindre projekter på området. På længere sigt er det målet at opbygge en større og mere strategisk indsats.

Danmark, Norge og Sverige gik i 2000 sammen om at støtte anden fase af et projekt under Zambezi River Action Plan med hver 10 mio. kr. Danida har i en årrække støttet udviklingen af denne handlingsplan, hvis overordnede formål er at forbedre levevilkårene for befolkningen omkring Zambezi-floden ved at fremme udviklingen af en integreret strategi for vandressourceforvaltning i området. Strategien skal medvirke til at øge de tilgængelige vandressourcer samt til at fremme beskyttelsen mod oversvømmelser, tørke, forurening og forringelse af vandkvaliteten. Projektets væsentligste aktivitet er etableringen af "Zambezi River Basin Commission", der et tænkt som det centrale omdrejningspunkt for vedtagelser landene imellem om, hvordan flodsystemet skal udnyttes.

Zambezis potentiale

Zambezi-floden er den fjerdestørste flod i Afrika og dækker sammen med sine bifloder et tilstrømningsområde på ca. 1,8 mio. kvadratkilometer. Det svarer til tre gange Frankrigs areal. Zambezi-floden er den væsentligste vandressource inden for SADC-landene.

Langs Zambezi-floden findes en række af regionens vigtigste naturlige vådområder, søer og flodmundinger med et vildtliv og en biologisk mangfoldighed, der er enestående for det sydlige Afrika. Flodens ressourcer har samtidig stor betydning for de omkringliggende landes økonomi. En væsentlig del af energiforsyningen i Zimbabwe, Zambia, Malawi og Mozambique stammer fra vandkraft fra Zambezi-floden, ligesom floden bruges til kunstvanding af omkring 140.000 ha jord og til fangst af 120.000 tons fisk årligt. Floden giver også grundlag for turisme og en spirende småindustri.

Flodens ressourcer vil i de kommende år blive udnyttet langt mere intenst. Det skønnes, at udnyttelsen af vandkraft kan tredobles, og der anslås at være omkring 4 mio. ha jord i flodsænkningen, som er egnet til kunstvanding. Men dette forudsætter, at landene samarbejder om en bæredygtig udnyttelse.

Flodkontor

Danida har siden 1997 støttet det internationale flodkontor i Mozambique med henblik på at bidrage til en mere balanceret udnyttelse til vandressourcerne i det sydlige Afrika ved at styrke Mozambiques deltagelse i det regionale samarbejde på området. I 2000 sikredes en fortsat støtte til indsatsen, der er særligt vigtig for Mozambique, der er "nedstrømsland" for flere væsentlige flodsystemer.

Industrimiljøforvaltning

Danida har satset på industrimiljøforvaltning gennem flere indsatser i regionen: i 1999 blev det besluttet at oprette et center for træning og teknologioverførelse til at gennemføre Basel-konventionen om håndtering af farligt affald, og den egentlige gennemførsel gik i gang i 2000. Det samme gælder SANTREN-projektet, der har til formål at støtte Southern Africa Network for Training on the Environment i at gennemføre træningskurser inden for renere teknologi og integreret kystzoneforvaltning.

Arbejdsmiljø

En regional NGO-indsats vedrørende arbejdsmiljø, der bl.a. bygger på erfaringerne fra arbejdsmiljøindsatsen i Zimbabwe, blev forberedt af Danida i 2000 med henblik på godkendelse i 2001.

Erfaringsudveksling om skovbrug

Siden 1995 har Danida og Danced samarbejdet med en række lande i regionen om en miljømæssig udvikling af skovsektoren. Formålet har været at sikre en bæredygtig forvaltning og brug af skovene i området, og en række lande er enten ved at revidere deres skovpolitik eller har lige gjort det.

Samarbejdet har fokuseret på tre indsatsområder:

	Udvikling af politikkerne og lovgivningen
	Inddragelse af lokalbefolkningen i forvaltningen af naturressourcerne
	Bevarelse og forvaltning af skovenes genetiske ressourcer

I samarbejdet er man bl.a. stødt på problemer på grund af de lokale forvaltningers begrænsede kapacitet til at udnytte den tekniske assistance og udpege målgrupper for projekterne.

For at give samarbejdet øget momentum blev det i 2000 besluttet at afholde en regional workshop, hvor man ikke mindst vil fokusere på erfaringsudveksling og diskutere, hvordan de nyreviderede skov-politikker kan føres ud i livet. Workshoppen vil finde sted i august 2001 i Windhoek.

Universitetssamarbejde

Et samarbejde mellem fem sydafrikanske universiteter og University of Botswana blev startet i 2000 med henblik på at uddanne Masters-kandidater med speciale inden for miljøplanlægning mv.

I samarbejde med en gruppe universiteter i Danmark udvikles fælles læseplaner, og den fælles uddannelse indebærer bl.a., at de studerende følger kurser på flere universiteter, herunder udenlandske, ligesom det er meningen, at man i løbet af 2001 også vil udveksle lærere.

Miljøuddannelse

Danced har i årenes løb støttet miljøuddannelse i flere af sine samarbejdslande. I øjeblikket er tre ret store projekter undervejs i Sydafrika, hvor anden fase blev startet i 2000, samt i Lesotho og Namibia, der begge var i design-fasen i 2000.

En række lande tilkendegav på en workshop i juli 2000 i Swaziland, at de gerne så miljøuddannelserne lagt ind i et regionalt samarbejde i overensstemmelse med anvisningerne i Agenda 21. Danced har derfor i samarbejde med Sida besluttet at designe et regionalt miljøuddannelses-projekt, og i marts 2001 udarbejdede man sammen et oplæg, der i øjeblikket er til høring i de berørte lande.

Forældede pesticider

I sommeren 2000 kortlagde en Danced-mission situationen vedrørende bortskaffelse af forældede pesticider i regionen og mulighederne for et regionalt samarbejde på området. Det viste sig, at status er meget forskellig fra land til land. Sydafrika har således indsamlet over 1000 tons forældede pesticider, inkl. en smule fra Namibia, og fået dem bortskaffet uden for regionen. Botswana har indsamlet og opmagasineret 200 tons og Swaziland har 50 tons stående, mens man i Lesotho ikke har overblik over situationen.

På baggrund af denne undersøgelse indbød Danced de 5 lande til en konference, der blev afholdt i Namibia i november. Her blev udarbejdet en projektbeskrivelse for et regionalt samarbejde om registrering, indsamling, opbevaring og bortskaffelse af forældede pesticider, som er sendt til godkendelse i de respektive lande.

Sværtnedbrydelige, organiske forureningskilder

POP’er er sværtnedbrydelige, organiske forurenende stoffer (på engelsk Persistent Organic Pollutants), som udgør et stort miljøproblem, hvis de ikke bliver håndteret og bortskaffet korrekt. I sommeren 2000 undersøgte en Danced-mission, hvor langt de enkelte lande var med hensyn til POP-håndteringen. Det skete som led i forberedelserne til et møde i Johannesburg i december i den komite, der er ved at udarbejde en international såkaldt POP-Konvention.

I forbindelse med dette møde inviterede Danced de regionale samarbejdslande til at deltage i et fælles møde med henblik på at undersøge mulighederne for at lave et regionalt POP-projekt. Dette møde er planlagt til at finde sted i Botswana i marts 2001.

Botswana

Botswana er et af verdens tyndest befolkede stater, og store dele af landet er dækket af Kalahari-ørkenen. Gennemsnitsindkomsten er forholdsvis høj, men pengene stammer altovervejende fra produktion og salg af diamanter, og gennemsnittet dækker over en meget stor forskel mellem rige og fattige.

Miljøsamarbejdet med Botswana blev indledt af Danced i 1996, hvor der blev udpeget tre hovedområder for indsatsen: byudvikling og industrialisering, bæredygtig energianvendelse og forvaltning af naturressourcerne. I 1999 besøgte en programkommission landet for at vurdere de igangværende projekter og mulighederne for et fremtidigt samarbejde, og i 2000 blev der indgået en ny regeringsaftale, som viderefører støtten i 5 år frem til år 2004. Der er afsat 50 mio. kr. i økonomisk ramme for perioden. En dansk-botswansk styregruppe mødtes første gang i september 2000.

Det er samtidig besluttet at iværksætte fire nye projekter, hvoraf de to er inden for energiområdet. Det ene skal fremme anvendelsen af miljø- og energirigtige byggematerialer og energibesparende indretning af boliger. Det andet drejer sig om at hjælpe Botswanas myndigheder med den nationale energiplanlægning og med at opbygge kapacitet i ministerierne.

Inden for området forvaltning af naturressourcer er det besluttet at udvikle et projekt, der skal opstille en lokal Agenda 21-plan med hovedvægten på naturbeskyttelse i udvalgte landområdet. Projektet skal bl.a. fokusere på ’community forestry’, hvor en landsbys beboere sammen tager ansvaret for en bæredygtig udnyttelse af de ofte fåtallige træer og sørger for genplantning af velegnede, lokale sorter, samtidig med, at man lærer om en mere bæredygtig brug af brændsel og om naturlige afgrøder.

Endelig er det besluttet at iværksætte anden fase af et vandprojekt. Vandressourcerne i Botswana er begrænsede, og det er derfor vigtigt både at beskytte dem mod forurening og at anvende dem så målrettet og bevidst som muligt. Anden fase af projektet skal dels videreføre arbejdet med at sikre vandkvaliteten, dels integrere vandressource-forvaltningen i de statslige strategier og politikker.

Botswana er i gang med at skabe det juridiske og administrative grundlag for en bæredygtig udvikling, og bevidstheden om miljøproblemerne er voksende – både i befolkningen og blandt politikere og embedsmænd. I landets 8. udviklingsplan, der går frem til år 2003, er der fokus på en bæredygtig udvikling, som integrerer befolkningen, økonomien og naturressourcerne.

I forbindelse med forberedelsen af den næste udviklingsplan støtter Danced dette arbejde ved at rådgive i forbindelse med udarbejdelsen af miljøkapitlet.

Malawi

Malawi er det fattigste af Danmarks 18 programsamarbejdslande. Fattigdommen er den direkte årsag til mange af landets miljøproblemer, såsom dyrkning af marginaljorder, overgræsning og ukontrolleret brændselshugst. Selv om bybefolkningen kun udgør 14%, vokser den stærkt, og miljøproblemerne i byerne tiltager i form af ureguleret vækst, affaldshåndtering, etc.

Landet lider under en række af de samme miljøproblemer som de øvrige lande i det sydlige Afrika: jorderosion, afskovning og nedslidning af vandressourcerne. Men problemerne forstærkes i Malawi af den højere befolkningstæthed og den ekstreme fattigdom.

Den danske miljøbistand til Malawi er en del af landets samlede miljøstøtteprogram, der fører regeringens nationale miljøhandlingsplan fra 1994 ud i livet. Det sker gennem den nationale miljøpolitik og miljøforvaltningsloven, der begge blev vedtaget i 1996.

Miljøbistanden er samtidig et led i en større decentraliseringsreform, der blev igangsat i december 1998, og som flytter ansvaret for udarbejdelse af lokale distriktsudviklingsplaner, herunder den miljømæssige indsats, ud til de 27 landdistrikter og 12 byråd.

Hovedsigtet med den danske miljøbistand er således at støtte de miljøindsatser, der sættes i værk af de nye lokalråd for at komme lokalsamfundene på landet og i byerne til gode.

Det skete i 2000

Den danske miljøbistand blev indledt i 1996, og efter den første programgennemgang i marts 2000 blev de enkelte komponenter og projekter i juni 2000 skrevet sammen til et sammenhængende dansk bistandsprogram for Malawis miljøforvaltning. Sammen med støtte fra bl.a. UNDP, USAID og Verdensbanken indgår det som led i gennemførelsen af den nationale miljøhandlingsplan.

Miljøbistandsprogrammets overordnede målsætning er at bidrage til at forbedre levestandarden i lokalsamfundet ved at udvikle og gennemføre en bæredygtig brug og forvaltning af Malawis naturressourcer og miljø med lige adgang for alle. Programmet skal ikke mindst støtte kapacitetsopbygning hos de nationale og lokale aktører på miljøområdet, både i den offentlige og private sektor, blandt NGO’er og i lokale fællesskaber. Umiddelbart rettes indsatsen mod at forbedre miljøforholdene i 11 udvalgte distrikter og 4 bysamfund langs Malawi-søen og at styrke regeringens miljøforvaltningsdepartement.

Miljøbistandsprogrammet består af fire komponenter med i alt 9 projekter.

Forvaltning af naturressourcer

Fire projekter vedrører fællesskabsbaseret naturressourceforvaltning i 11 distrikter:

	Miljøforvalting i Chilva-søens vådzoneområde
	Bilharzia-kontrol i Mangochi distriktet
	Distriktsmiljøforvaltning langs Malawi-søen
	Planlægning af miljøhandlingsplaner på distriktsniveau i Karonga og Chitipa distrikter

Vedvarende energi

Udvikling af kapacitet i regeringens energidepartement og demonstrationsprojekter inden for solenergi, biogas og mini hydro-elektriske anlæg, og forberedelse af fælles-donor energisektor-program

Bedre bymiljø

Miljømæssig forvaltning i byerne Mangochi, Salima, Nkhotakhota og Nkhota Bay (bevilget i 2000)

Kapacitetsopbyning

	Opbygning af miljøforvaltningskapacitet i miljøforvaltningsdepartementet
	Rehabilitering og udvikling af Malawis nationale naturressourcetræningscenter
	Finansiel støtte til offentlige og private fonde for decentrale miljøprojekter (bevilget i 2000)

Perspektiver

Den første fase af det danske miljøstøtteprogram på det nationale niveau forventes at resultere i, at der udarbejdes retningslinjer og informationssystemer for lokale miljøstatusrapporter. Desuden medvirker Danida i forberedelsen af den årlige nationale miljøstatusrapport til forelæggelse i parlamentet.

På distriktsniveau vil støtten medføre rekruttering af miljøafdelingsledere i hvert distrikt, udarbejdelse af basisstudier og miljøstatusprofiler samt distriktshandlingsplaner, støtte til konkrete mikro-projekter i lokalsamfund, identifikation af akutte miljøproblemer, etablering af lokale overvågningssystemer, og integration af de miljømæssige aspekter i distriktsplanlægningen.

I anden fase, der starter i oktober 2001, vil der i højere grad blive lagt vægt på en mere programmatisk tilgang og teknisk assistance til de lokalråd, der vil have ansvaret for forvaltningen af miljøet.

Malawis decentraliseringsreform er ved at tage fart med valg af lokalrådsrepræsentanter i november 2000, og programmet vedrørende miljøforvaltning vil derfor med styrke kunne støtte opbygningen af både den politiske bevidsthed og administrative kapacitet i det lokale samfund.

Mozambique

Mozambique er et af verdens absolut fattigste lande, og i dag lever omkring 70% af befolkningen under fattigdomsgrænsen. Landets udvikling i de senere år har været præget af årtiers kolonistyre, af en lang og voldsom borgerkrig og senest af de voldsomme oversvømmelser i 2000.

Fattigdom er årsagen til landets væsentligste miljøproblem, som er overudnyttelse af landets naturressourcer. Hertil kommer begyndende forurening fra industri, minedrift og energiforsyning, de hastigt voksende byer samt forurening fra landbrug og skovdrift. Sammenlignet med andre lande i regionen må miljøsituationen i Mozambique dog anses for at være mindre kritisk, fordi landet stadig er mindre industrielt udviklet.

I de kommende år vil der være behov for at give miljøindsatsen i Mozambique høj prioritering bl.a. på grund af en række store investeringsprojekter, en stærkt stigende turisme i kystområderne og de hurtigt voksende byer.

I 1996 blev Mozambiques hovedprioriteringer på miljøområdet lagt fast i et nationalt miljøprogram med fokus på kystzoneforvaltning, forvaltning af naturressourcer samt bymiljøforvaltning. I 1998 fik Mozambique sin første miljølov, som bl.a. forudsætter, at der skal nedsættes et nationalt råd for bæredygtig udvikling under ledelse af premierministeren.

Til trods for de lovgivningsmæssige resultater, der er nået på miljøområdet i Mozambique, kniber det med at føre de gode intentioner ud i livet. Det skyldes bl.a., at Mozambiques miljøministerium endnu har begrænsede finansielle og menneskelige ressourcer til rådighed, og at det nationale råd for bæredygtig udvikling endnu ikke er etableret. Interessekonflikterne på miljøområdet er udprægede, og de forstærkes af det stigende befolkningspres og den hastige udvikling af industrien. I 2000 gennemgik miljøministeriet en større omorganisering, der skulle gøre det mere handlekraftigt, hvilket forhåbentlig vil føre til en bedre koordinering af miljøpolitikken i Mozambique.

Danmark søger at hjælpe miljøministeriet gennem kapacitetsopbygning og støtte til ministeriets funktion som koordinator på miljøområdet. De konkrete danske indsatser omfatter i overensstemmelse med de mozambiquiske prioriteter tre områder:

	Kystzoneforvaltning
	Bymiljøforvaltning
	Industriforvaltning

Der arbejdes nu på at binde de danske projektaktiviteter sammen i et miljøstøtteprogram. Et programdokument, der beskriver de overordnede rammer for Danmarks miljøindsats i Mozambique har været forberedt i 2000 og forventes færdigt i 2001.

Det skete i 2000

Kystzoneforvaltning

Danmark har siden 1997 støttet et projekt vedr. fremme af bæredygtig forvaltning af naturressourcerne langs Mozambiques 2700 km lange kyststrækning. I 2000 blev anden fase sat i gang for bl.a. at styrke kapaciteten til at formulere og gennemføre integreret kystzoneforvaltning i Mozambique, etablere modeller for kystzoneforvaltning i samarbejde med lokalsamfundene i udvalgte distrikter i provinserne Gaza og Inhambane samt definere konserveringsprogrammer for bevarelse af den biologiske mangfoldighed i kystområder.

Aktiviteter på kystzoneområdet omfatter tillige støtte til naturressourceforvaltning i to distrikter ved Niassa søens bred. Dette projekt blev godkendt i december 2000 og vil derfor først blive påbegyndt i 2001. Projektet vil blive gennemført i tæt samarbejde med et tilsvarende projekt på den malawianske del af Niassa søen, ligesom mulighederne for et samarbejde med den tredje søkyststat, Tanzania, undersøges.

Endelig godkendtes i 2000 et projekt, hvor en regional organisation skal stå for en række kurser, der skal øge deltagernes kapacitet til at forberede og gennemføre projekter inden for kystzoneforvaltning, samt videregående kurser vedrørende udarbejdelse af miljøkonsekvensanalyser.

Bymiljø

Siden 1998 har Danmark støttet et projekt, der skal afhjælpe bymiljøproblemer i to byer i Zambezia-provinsen, provinshovedstaden Quelimane og Mocuba. Formålet er bl.a. at styrke miljøforvaltningskapaciteten hos de kommunale myndigheder og lokale NGO’er samt at gennemføre konkrete miljøaktiviteter. På grundlag af erfaringerne fra de første års indsats forberedte man i 2000 en udvidelse af projektet til i alt fem byer.

Bortskaffelse af pesticider

Siden 1996 har Danmark støttet et projekt med det formål at opbygge kapacitet til indsamling og bortskaffelse af forældede pesticider i overensstemmelse med Basel og Bamako konventionerne. Projektet omfatter 900 tons forældede pesticider, som blev identificeret og indsamlet under projektets første fase. Bortskaffelsen skulle efter de oprindelige planer ske ved afbrænding under ultrahøje temperaturer i en eksisterende cementovn, men på grund af omfattende debat om bortskaffelsesmetoden besluttede Mozambiques regering i 2000 at sende pesticiderne til afbrænding i Europa.

Industriforurening

Et projekt med det overordnede formål at reducere og forebygge industriforurening i Mozambique blev sat i gang i løbet af år 2000. Projektet har til formål at opbygge kapacitet i miljøministeriet til at vurdere og håndtere miljømæssige aspekter i forbindelse med såkaldte mega-industriprojekter samt at udarbejde et program vedrørende håndtering af farligt affald og industriaffald. Endelig skal etableringen af en særlig losseplads for farligt affald og industriaffald i Maputo-området forberedes.

Namibia

Med en gennemsnitlig befolkningstæthed på under 2 pr. kvadratkilometer er Namibia et af verdens tyndest befolkede lande, og med 50% af befolkningen koncentreret på kun 5% af arealet, ligger hovedparten af landet øde hen. Næsten halvdelen af landet består af ørken eller halvørken, og det meste af den anden halvdel egner sig kun til græsning for køer, geder og andet kvæg.

Der er næppe noget andet land i verden, der er så dårligt stillet, når det gælder nedbør og vandforsyning. Kun i de to grænsefloder (Orange mod syd og Kunene mod nord) er der vand hele året, og disse fysiske rammer giver Namibia nogle helt specielle miljømæssige udfordringer at takle.

Landets vigtigste indtægtskilde er minedrift (uran og diamanter bl.a.) og fiskeri, men turismen er i fremdrift. Pengene fra minedriften og fiskeriet sikrer landet en relativt høj gennemsnitsindkomst, men velstanden er meget ulige fordelt, og den udbredte fattigdom giver sammen med den sårbare natur store miljøproblemer i form af afskovning, overgræsning og jorderosion.

Miljø med i planlægningen

Namibias miljølovgivning efter uafhængigheden i 1990 var stort set forældet og ukomplet. Det er der nu ved at blive rettet op på, idet de nødvendige politiske værktøjer er ved at være på plads, ligesom den generelle bevidsthed omkring bæredygtig udvikling er kraftigt stigende. Endnu kniber det dog med at få ført intentionerne ud i livet, men et nyt skridt i retning af en sammenhængende og bevidst miljøpolitik blev taget i år 2000, hvor Danced støttede indarbejdelsen af bæredygtige miljøstrategier i den anden fem-årige nationale udviklingsplan, som skal vedtages i 2001.

Danced har været til stede i Namibia siden 1995, og i begyndelsen koncentrerede man indsatsen på to områder: kystzoner og skove. I 1999 blev det besluttet at forlænge miljøbistanden til Namibia, og samtidig blev indsatsområderne udvidet, så de omfatter de samme temaer som i Sydafrika, dvs.:

	Naturressourceforvaltning (inkl. biodiversitet, skov og træressourcer)
	Kystzoneforvaltning
	Bæredygtig miljøforvaltning af byer og industri
	Bæredygtig energiudnyttelse og vedvarende energi

Budgettet vil være på ca. 15 mio. kr. årligt i år 2000, 2001 og 2002.

Bæredygtig energi

I november 2000 besøgte en energimission landet for at undersøge mulighederne for at iværksætte miljøprojekter på energiområdet. Man fandt, at der inden for områderne bæredygtig energi og effektiv energiudnyttelse både er store muligheder for forbedringer og en tydelig interesse fra de namibiske myndigheders side i at samarbejde med Danced. På den baggrund anbefales det at iværksætte energiprojekter på fire områder:

	Opbygning af kapacitet i ministerier og hos andre samarbejdsparter
	Støtte til et trænings- og forskningscenter
	Opførelse af et demonstrationsprojekt med sol-vandvarme
	Fremme af bæredygtig energi i bygninger

Træplantning

I år 2000 blev det ligeledes besluttet at forlænge to grønne skovprojekter frem til slutningen af år 2001 for at sikre den lokale forankring og ejerskab til projekterne, så de kan køre videre, når den danske støtte stopper. Projekterne går ud på dels sammen med lokalbefolkningen at udvikle modeller til, hvordan man kan administrere fælles savanne- og skovområder bæredygtigt og at fremme træplantning, dels et holdningsbearbejdende projekt målrettet skolerne, hvor eleverne lærer om miljø og at plante vejrbestandige træer. De to projekter gennemføres begge i Okavango-området i det nordlige Namibia, som er det tættest befolkede område i landet og udsat for en kraftig nedslidning af naturen.

Skovprojekterne skal også føre til udarbejdelsen af en national skovstrategi og lovgivning på området. Denne del er dog blevet forsinket på grund af administrative forhold.

Sydafrika

Sydafrika rummer alle verdens komplekse miljøproblemer samlet i ét land. Arven fra apartheid-tiden, hvor landet var skarpt raceopdelt mellem hvide, sorte og farvede, og hvor de 13% hvide sad på al magt og alle rigdomme, mærkes stadig overalt. I den ene ende en meget rig, hvid overklasse, der har været vant til at betragte ressourcerne og mulighederne som grænseløse, og i den anden ende de mange mio. sorte, der lever i de trøstesløse slumbyer med dårlige boliger, manglende adgang til rent vand og kloakering og bjerge af affald, eller ude på landet, hvor jorden ofte er udpint, markerne overgræsset og skoven fældet for at skaffe brænde.

Siden 1994, hvor der blev indført flertalsstyre med Nelson Mandela som præsident, har den nye, sydafrikanske regering arbejdet målrettet på at udjævne forskellene og give den fattige befolkning bedre livsbetingelser. Men selv om landet er Afrikas rigeste, står de økonomiske muligheder sjældent mål med ambitionerne.

Danmark størst

Danced har været i Sydafrika siden 1995 og er i dag den største, udenlandske miljødonor i landet. Den samlede miljøbistand fra 1995 til 2002 er på 540 mio. kr., hvoraf omkring 85 mio. kr. blev brug i år 2000.

Landeprogrammet har fire hovedområder:

	Miljøforvaltning i byområder
	Forureningsbekæmpelse og affaldshåndtering
	Vedvarende energi og bæredygtig energiudnyttelse
	Bæredygtig udnyttelse og forvaltning af naturressourcerne

Danced har støttet opbygningen af en samlet miljølovgivning i Sydafrika og hjulpet med at få integreret miljøaspektet i forbindelse med en række store reformer, f.eks. omkring vandforsyning og jordfordeling. En stor del af den danske støtte er givet til sydafrikanske NGO’er, der historisk har været særdeles slagkraftige.

Miljøforvaltning i byområder

Mere end 50% af Sydafrikas befolkning bor i byområder, og flugten fra de fattige landområder til byen, hvor det meste af den økonomiske vækst også finder sted, er på 5% årligt. Der er derfor både brug for at rette op på fortidens synder, og på at forebygge skaderne ved yderligere vækst.

Sydafrikanske byer er derfor ofte ved at kvæles i overbefolkning og indbyggernes eget affald, og mange industriområder ligger ofte klos op ad de sorte boligområder, hvor hovedparten af befolkningen bor.

På papiret er der mange flotte visioner om, hvordan byområderne skal indrettes og opgraderes, men i praksis har Sydafrika ikke nogen samlet politik for miljøforvaltning i byerne. Det har gjort det svært at gennemføre Danceds ambition om at påvirke hele området fra de øverste politiske cirkler til praktiske projekter. Støtten til miljøforvaltning i byområder er derfor koncentreret om projekter med lokale myndigheder og NGO’er, der arbejder med miljøproblemer i de sorte townships.

I byen Midrand mellem Johannesburg og Pretoria støtter Danced f.eks. en "Grøn By Vision", ligesom man giver penge til et samarbejde mellem Organisation for Vedvarende Energi og en sydafrikansk NGO (SEED), der skal integrere bæredygtige energiløsninger i lavindkomstbebyggelser både i byerne og på landet.

Forureningsbekæmpelse og affaldshåndtering

Dette hovedtema handler om både industriens forurening og husholdningsaffald. Danced har spillet en hovedrolle i at hjælpe Sydafrika med at skrive en national affaldsstrategi med bidrag fra alle de parter, der skal arbejde med den. Siden har Danceds konsulenter hjulpet embedsmænd med at føre strategien ud i livet og arbejdet med demonstrationsprojekter i både fabrikker og townships. Men som i mange andre hjørner af Sydafrika er der langtfra penge til at føre alle visionerne ud i livet.

I år 2000 startede to nye projekter, der skal sikre bedre teknologi i henholdsvis tekstilsektoren og metalindustrien, nærmere bestemt galvanisering.

Omkring 500 små og mellemstore virksomheder arbejder med galvanisering, og næsten alle skaber miljøproblemer med udledning af tungmetaller i spildevand, luftforurening og store mængder fast affald, herunder farlige kemikalier.

I tekstilsektoren arbejder Danced-projektet med en livscyklus-forståelse, hvor man går ind i alle led af produktionen fra bomuldsfrø til færdig T-shirt – dog med hovedvægten på bomuldsdyrkningen og vådbehandling med kemikalier af de færdige tekstiler – og analyserer mulighederne for at anvende mere bæredygtige metoder, der samtidig er økonomisk rentable.

Begge steder er der store muligheder for at indføre renere teknologi, og der lægges vægt på både at lave demonstrationsprojekter, skabe netværk og opbygge kapacitet i branchen til at håndtere problemerne fremover.

I år 2000 udarbejdede man et forprojekt vedrørende håndtering af hospitalsaffald som forberedelse til, at man i år 2001 skal udmønte en sammenhængende, overordnet strategi for håndtering af affald i hele Sydafrika. Strategien omfatter 3 elementer: hospitalsaffald, indsamling og bearbejdning af affaldsdata samt genanvendelse.

Vedvarende energi og bæredygtig energiudnyttelse

Sydafrikas kolossale kulminer med lavtlønnet arbejdskraft sikrer landet nogle af verdens laveste elpriser. Og et politisk ønske om at gøre transport over de lange afstande billig har i mange år holdt brændstofpriserne nede. De lave priser har været med til at gøre Sydafrika til et af de ti mest energifrådsende lande i verden, målt som energiforbruget i forhold til samfundsøkonomiens størrelse.

Billig olie og el har indtil for nylig ikke gjort det særligt interessant at eksperimentere med alternativ energi, selv om Sydafrika bl.a. er begavet med mange solskinstimer. Tilhængerne af alternativ energi har desuden det problem, at det nationale elselskab ESKOM hidtil har haft monopol og har været mere interesseret i at udvikle en ny type atomreaktor end eksperimentere med alternativ energi.

Danced har siden 1995 forsøgt at fremme forståelsen for, at det er vigtigt at udbygge den vedvarende energi bl.a. for at mindske CO₂-udledningen – på det praktiske plan bl.a. med støtte til et projekt, der skal føre til opførelsen af landets første vindmøller, Darling Windfarm. Projektet fik i juni 2000 status som nationalt demonstrationsprojekt, men det befinder sig endnu kun i en forberende fase, bl.a. fordi en række tekniske forhold skal afklares.

Danced støtter desuden en række NGO’er, der lobbyer for vedvarende energi. I år 2000 igangsatte man således et projekt, der skal undersøge, hvilke barrierer, der er for uafhængige energiproducenter som arbejder med vindkraft, sol og biomasse. Anden støtte går til energibesparelse, først og fremmest i de fattige boligområder i township’ene.

Bæredygtig udnyttelse og forvaltning af naturressourcer

Sydafrika har meget store naturressourcer og er et af de lande i verden, der har den største biologiske mangfoldighed. Men naturen er under voldsomt pres på grund af de store forandringer i landet og den udbredte fattigdom. Danced har bl.a. hjulpet Sydafrika med at få ført CITES-konventionens forbud mod handel med truede dyrearter ud i livet – både i forbindelse med lovændringer, kapacitetsopbygning og konkrete projekter, der bl.a. skal forbedre kontrollen med handel med truede dyrearter.

Danced har støttet arbejdet med at udarbejde et sæt nye skovlove, ligesom man støtter forskellige projekter, der baserer sig på at opbygge et samarbejde med lokalbefolkningen omkring bevarelse af den lokale natur frem for – som det mange steder har været traditionen – at betragte mennesker som naturbevarelsens fjender.

I år 2000 indledte Danmarks Naturfredningsforening et Danced-støttet samarbejde med den sydafrikanske NGO GEM (The Group for Environmental Monitoring), der sammen bl.a. skal skabe et uddannelsesprogram om lokale Agenda21-aktiviteter og opbygge kapacitet i GEM.

Endelig har Danced støttet arbejdet med at beskytte vandforsyningen og begrænse forureningen fra spildevand i township’ene, både som en overordnet strategi og ved praktiske projekter i alle landets provinser. Desuden er Danced involveret i tre af i alt 17 nye "Water Management Authorities", der får ansvaret for at pleje og fordele vandforsyningerne i hver sin del af Sydafrika.

Miljøundervisning

Miljøundervisning er det største enkeltprojekt i det sydlige Afrika, og i år 2000 afsluttede Danced første fase, der under overskriften Learning for Sustainability løb af stablen i de to provinser Gauteng og Mpumalanga (se beskrivelsen i "En helt ny måde at lære på" side 80). I år 2000 blev lignende projekter designet for Lesotho og Namibia, og et regionalt projekt til koordinering og spredning af erfaringerne fra de nationale projekter kom på tegnebrættet med henblik på at blive ført ud i livet i 2001.

Universitetssamarbejde

Også når det gælder miljøuddannelserne i det sydlige Afrika var der gang i de grænseoverskridende aktiviteter i 2000. Et universitetssamarbejde mellem en gruppe universiteter i Danmark og en tilsvarende i Sydafrika og Botswana kom på skinner med henblik på at samarbejde om at udvikle læseplaner og – i løbet af 2001 – at udveksle studerende og lærere.

Swaziland og Lesotho

Både Lesotho og Swaziland er fattige udviklingslande, der er helt økonomisk afhængige af Sydafrika, som de geografisk er omkranset af. Tusindvis af landenes indbyggere søger arbejde i Sydafrika. Begge lande er landbrugslande – i Lesotho til trods for at kun et minimum af jorden i det bjergrige land kan dyrkes.

Fattigdommen og manglen på overordnet forvaltning af landområderne har gennem årene ført til overgræsning, udpint landbrugsjord og jorderosion og – især i Swaziland – til problemer med en omfattende skovrydning. Tilflytningen til byerne er stor og har givet problemer bl.a. omkring energiforsyning og affald. Hertil kommer problemer med vandforsyning, spildevand og industriforurening i øvrigt.

Samtidig er miljøområdet præget af mangel på uddannede ansatte, mangel på passende teknologi, mangel på koordinering mellem de relevante myndigheder på miljøområdet og en utilstrækkelig lovgivning. Dette gælder i begge lande, om end situationen er værst i Lesotho.

Miljøsamarbejdet

I 1997 indgik Danced aftaler om miljøbistand til Lesotho og Swaziland med programmer, der udpeger de samme tre indsatsområder for bistanden:

	Affaldsproblemer i byerne
	Bæredygtig energi
	Bæredygtig udnyttelse af landområderne

Lesotho

I Lesotho lå arbejdet under programmet stille i det meste af 1998 på grund af voldsomme politiske uroligheder, men efter den vanskelige start blev samarbejdet genoptaget i 1999.

I år 2000 fortsatte Danced i Lesotho støtten til de to igangværende projekter om henholdsvis generel styrkelse af kapaciteten på miljøområdet i den offentlige administration og kapacitetsopbygning på energiområdet i forbindelse med gennemførelsen af en overordnet energiplan for Lesotho.

Herudover blev der underskrevet en regeringsaftale om et nyt projekt vedrørende miljøundervisning i Lesothos grundskole. Endelig fortsatte forberedelsen af et projekt om støtte til udvikling af en national affaldsstrategi samt en plan for at etablere et affaldsindsamlingssystem for hovedstaden Maseru. I tilknytning hertil nedlægges Maserus nuværende losseplads, området, hvor den har ligget, genoprettes og der etableres en ny losseplads på miljømæssigt betryggende vis. Etableringen af den ny losseplads ønskes finansieret af Lesotho selv.

Swaziland

For så vidt angår Swaziland fortsatte Danced i 2000 støtten til de tre igangværende projekter i forbindelse med henholdsvis skove og skovforvaltning, bæredygtig energi samt indsamling og håndtering af fast affald.

Tanzania

Tanzania er et af verdens fattigste lande. De senere års økonomiske udvikling har imidlertid vist en stabil, opadgående kurs, og væksten i BNP har siden 1995 været højere end befolkningstilvæksten. Den økonomiske vækst forventes at stige fra 4,7% i 1999 til 5,5% i 2001. Den store udfordring er nu at formulere og gennemføre en økonomisk politik, der kan sikre højere vækstrater og reducere fattigdommen. Regeringen fortsætter i forståelse med IMF, Verdensbanken og andre donorer strukturtilpasningen i retning mod markedsøkonomi. Der er tale om en gennemgribende reformproces, som regeringen i stadig stigende grad har taget ejer- og lederskab af i et partnerskab med donorerne.

En hastigt voksende befolkning giver et stigende pres på landbrugsjorden og andre naturressourcer, f.eks. træ til brænde. I byerne skaber en ukontrolleret byudvikling problemer med kloakering, vandforsyning og affald. I den tanzaniske miljøhandlingsplan beskrives landets miljøproblemer i følgende seks punkter:

	Nedslidning af dyrkningsgrundlaget
	Mangel på rent drikkevand
	Forurening af miljøet
	Tab af levesteder og biologisk mangfoldighed
	Forringet vandkvalitet såvel i havet som i søer og floder
	Afskovning

Tanzanias miljøpolitik lægger op til prioriteringer:

	Der skal være ligevægt mellem de kortsigtede økonomiske gevinster og kravet om bæredygtighed
	Miljøet skal inddrages i samtlige sektorer, sektorpolitikker, strategier og investeringsbeslutninger
	Der skal udvikles miljøstyringsinstrumenter

Det forventes, at arbejdet med at udmønte miljøpolitikken i praktisk lovgivning vil blive sat i gang, så snart regeringen har truffet beslutning om den fremtidige opbygning af landets miljøadministration, baseret på anbefalingerne i en analyse af miljøområdet fra 1999.

Den danske bistand følger de rammer, der sammen med den tanzanianske regering blev udstukket for det fremtidige samarbejde på miljøområdet, da det samlede danske miljøstøtteprogram for Tanzania blev udarbejdet. Programmet rummer to hovedkomponenter, nemlig miljøindsatser i byområder samt naturressourceforvaltning og beskyttelse af biodiversitet. Miljøbistanden skal desuden omfatte støtte til miljølovgivningen.

Det skete i 2000

Det danske miljøstøtteprogram til Tanzania blev godkendt i 2000. Som en opfølgning vil Danida i den nærmeste fremtid i samarbejde med partnerne i Tanzania udarbejde komponentbeskrivelser for bymiljø- og naturressourceforvaltningsprojekter i landet.

Bymiljø

Med bevillinger til anden fase af bymiljøprojektet i Mwanza og med opstarten af et nyt bymiljøprojekt i Arusha i 2000 omfatter miljøindsatsen i byområder nu tre byer, Mwanza, Iringa og Arusha, mens fire andre, Tanga, Moshi, Morogoro og Dodoma er under forberedelse. For at sikre en bæredygtig miljøforvaltning forsøger byprojekterne at inddrage en bredere offentlighed i udarbejdelsen af miljøhandlingsplaner og i gennemførelsen af miljøforbedrende aktiviteter. Den danske ambassade er endvidere i dialog med regeringen om at få oprettet en central koordinerende enhed for bæredygtige byer i Departementet for Regionsadministration og Lokalregering under Præsidentens kontor. Denne enhed skal styrke erfaringsudviklingen, udvikle fælles træningsprogrammer og koordinere støtte (bl.a. i form af udstyr og teknisk bistand) til det nationale program for bæredygtige byer.

Naturressourcer

På skovområdet er der knyttet en rådgiver for landsbybaseret skovforvaltning til Ministeriet for Naturressourcer og Turisme. Rådgiveren bistår ministeriet med at formulere lovgivningen for deltagerorienteret forvaltning af naturressourcer i Miombo skovene. Derudover har Danmark siden 1999 støttet to skovforvaltningsprojekter i Iringa regionen, og i 2000 startede et nyt skovforvaltningsprojekt i Lindi regionen. Endvidere har Dansk Ornitologisk Forening siden 1999 deltaget i et projekt, der støtter Wildlife Conservation Society of Tanzania med kapacitetsopbygning og beskyttelse af skovene i Uluguru-bjergene ved Morogoro.

I 1999 tilsluttede Tanzania sig Ramsar-konventionen om vådområder af international betydning, og Malagarasi-Muyovozi vådområdet i det nordvestlige Tanzania blev samtidig udpeget til at være landets første Ramsarområde. Danmark har siden 1999 støttet et projekt for bæredygtig og integreret forvaltning af dette område, og et andet vådområde projekt omkring Lake Natron i det nordlige Tanzania er nu under forberedelse.

Zambia

Zambia er et af de mindst udviklede lande, og økonomien er sårbar, fordi landet er meget afhængig af verdensmarkedspriserne på kobber. Generelt lever mere end 70% af befolkningen under fattigdomsgrænsen.

Den økonomisk betydningsfulde minedrift af kobber har betydet, at landet har udviklet sig til at blive et af Afrikas mest urbaniserede samfund. Befolkningen bor langs "jernbanelinjen", der går fra Kobberbæltet i nordvest til Lusaka i midten af landet og ned til den sydlige provins. Mange af miljøproblemerne er koncentreret om mineindustriens luft- og vandforurening af Kafue floden, der samtidig forsyner Lusaka med drikkevand. Den store befolkningstilvækst i byerne betyder, at de offentlige vandværker ikke har kunnet holde trit med udviklingen med deraf følgende vand- og sanitetsproblemer.

Husholdningernes store behov for brændsel har betydet, at skovområder i og omkring byerne er blevet ryddet med efterfølgende jorderosion. Selv om problemerne er alvorlige, er de koncentrerede i afgrænsede områder, hvilket betyder, at en målrettet indsats vil kunne have gunstige effekter på miljøet.

Miljøministeriet har det overordnede ansvar for beskyttelse af miljøet, forureningskontrol, vildtkonservering og rationel anvendelse og bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne, men en række andre ministerier – bl.a. turisme, landbrug, energi og vand – varetager specifikke miljøspørgsmål inden for deres resort. Et miljøråd koordinerer initiativer mellem ministerierne, og fungerer som rådgiver for regeringen. Miljørådet indsamler data og overvåger og udarbejder standarder for forureningskontrol. Alle institutionerne har for få personalemæssige og økonomiske ressourcer til rådighed.

Den zambiske regering vedtog i 1985 "the National Conservation Strategy", der som det første dokument definerede miljømålsætningerne for landet. Strategien er revideret i 1994 i den nationale Miljøhandlingsplan, der bygger på princippet om, at enhver borger har ret til at færdes i et rent og sundt miljø.

Zambias nationale miljøhandlingsplan fra 1994 har identificeret følgende fem hovedstrategier for Zambias miljøindsats:

	Klarlægning af ansvarsfordeling mellem Miljøministeriet og Miljøråd, samt mellem disse enheder og andre institutioner, der gennemfører miljøinitiativer
	Udvikling af den institutionelle kapacitet til at forvalte miljøet og styrkelse af lovgivningen
	Styrkelse af traditionelle institutioner og folkelig deltagelse med henblik på at fremme en kultur, der støtter forbedring af miljøet og en bæredygtig anvendelse af naturressourcerne
	Obligatorisk miljøvurdering ved alle større anlægsprojekter
	Udvikling af finansieringsmekanismer og øget adgang til ressourcer til miljøforbedrende aktiviteter

Det skete i 2000

I 1996 blev Zambia udpeget til at være et af samarbejdslandene under den danske miljøramme. I 1997 begyndte forberedelsen af det danske miljøprogram for Zambia, men på grund af den politiske udvikling i landet blev forberedelserne suspenderet i 1998. Som følge af forbedringer på menneskeretsområdet og forbedret regeringsførelse blev det i forbindelse med de årlige landeforhandlinger mellem Danmark og Zambia i 1999 besluttet at genoptage forberedelsesprocessen.

I 2000 blev der udarbejdet et udkast til Danmarks miljøprogram for Zambia. Programmet færdiggøres endeligt i 2001.

Danidas Styrelse tiltrådte i slutningen af 2000 det første MIFRESTA-projekt til landet. Projektet er et affaldshåndteringsprojekt, hvor der ydes støtte til Lusaka by med henblik på at forbedre byens renovationssystem.

Et andet projekt, der støtter naturressourceforvaltning i Mumbwa distriktet, er under forberedelse.

Zimbabwe

Zimbabwe betegnes af FN som et mellemindkomstland. Landet er præget af stor social ulighed, men det har en forholdsvis veludviklet infrastruktur og industri. Til trods for en hastig urbanisering bor over 70% af landets befolkning i landområderne i de såkaldte fællesområder, uden selvstændig ejendomsret til dyrknings- eller græsningsjord. Indbyggerne i fællesområderne hører til de fattigste i landet. Sammen med befolkningstilvæksten har manglen på kapacitet og ressourcer øget miljøproblemerne og presset på naturressourcerne.

Behovet for jord til græsning og dyrkning i de overbefolkede fællesområder er stort, og miljøet nedslides på grund af den intense udnyttelse kombineret med jævnlige tørkeperioder. Det fører til jorderosion, udpining af jorden, afskovning og tab af naturlige vådområder og biodiversitet.

Siden landets uafhængighed i 1980 har en jordreform med en omfordeling af dyrkningsjorden været anerkendt som en social, økonomisk og miljømæssig nødvendighed, men tiltagene har hidtil været helt utilstrækkelige eller mislykkede.

Zimbabwes relativt veludviklede industrisektor og byernes hastige vækst på omkring 6% om året betyder samtidig, at byernes miljøproblemer og den industrielle forurening udgør et stigende problem. Der er endnu ikke formuleret generelle målsætninger eller politikker for byudvikling, og der har hidtil ikke været en central forvaltningsmæssig forankring af området. Samtidig vokser bybefolkningen og byerne så hurtigt, at myndighederne ikke kan følge med til at udbygge infrastrukturen og serviceydelser som vand- og sanitetsforsyningen.

Den nye miljølov, der har været under forberedelse i adskillige år, er ikke vedtaget af parlamentet, og en national miljøsektorstrategi er stadig under udarbejdelse. Zimbabwe har ikke den nødvendige forvaltningskapacitet på miljøområdet, og der er fortsat behov for en bedre koordinationen inden for miljøsektoren.

Den danske indsats i Zimbabwe er formuleret i et miljøstøtteprogram, som blev aftalt mellem Danmark og Zimbabwe i 1999. Programmet omfatter fire indsatsområder:

	Miljøplanlægning og -forvaltning i landområder
	Miljøplanlægning og -forvaltning i byområder
	Industriel miljøforvaltning
	Vedvarende energi

Det skete i 2000

I januar 2000 lå et projektforslag vedrørende vedvarende energi færdigt til godkendelse, men i lyset af den ustabile politiske situation blev det op til parlamentsvalget i 2000 fra dansk side besluttet at sætte det i bero.

De politiske omstændigheder har i det hele taget løbende indvirket på aktivitetsniveauet og gennemførselstakten i miljøprogrammet både direkte og indirekte. Udviklingen på miljøområdet i det forløbne år har generelt været utilfredsstillende med udsigt til en yderligere forværring fremover. Den generelle økonomiske udvikling medfører et forøget pres på naturressourcerne, marginale områder opdyrkes i byerne, og behovet for brændselstræ vokser i takt med de stærkt stigende priser eller direkte mangel på petroleum. Der er risiko for, at regeringens jordreformprogram fører til miljømæssige ødelæggelser i form af ukontrolleret skovrydning, forkerte dyrkningsmetoder, rovdrift på vildt mm.

Som følge af den politiske udvikling i landet besluttede den danske regering i november 2000, at der foreløbig ikke vil blive igangsat nye aktiviteter i samarbejde med den zimbabweanske regering. Der vil derfor kun blive sat nye aktiviteter i gang, som baseres på samarbejde med NGO’er og den private sektor.

Bymiljø

Et bymiljøprojekt, der består af en række mindre projekter, blev påbegyndt i 2000. Projektets første fase skal løbe over 3 år og fokuserer på opbygning af metoder, systemer og arbejdsgange til miljøplanlægning og miljøforvaltning i Harare samt de mindre byer Bindura, Victoria Falls og Norton. Projektet forbereder miljøhandlingsplaner for udvalgte byområder og gennemfører konkrete opfølgningsaktiviteter og demonstrationsprojekter. En stor del af projektets aktiviteter gennemføres af en lokal NGO.

Miljøplanlægning og -forvaltning i landområder

Et projekt vedrørende lokal miljøplanlægning og deltagerstyret miljøforvaltning gik efter forsinkelser ind i gennemførelsesfasen i september 2000. Samtidig blev rådgiverindsatsen til projektet styrket i lyset af den ringe kapacitet i den ansvarlige zimbabweanske myndighed.

Tværgående aktiviteter og programkoordination

Der er i Zimbabwe behov for en omstrukturering af rådgiverbistanden og for støtte til arbejdet med at formulere nationale miljøpolitikker og -prioriteter. Et mindre projekt inden for disse to områder blev derfor sat i gang i 2000.

Evaluering af MIFRESTA i det Sydlige Afrika

Zimbabwe var valgt som et af to case studier i forbindelse med en evaluering af den danske miljøbistand til det sydlige Afrika, som blev gennemført i foråret 2000. Blandt de vigtigste konkrete observationer for Zimbabwe var, at miljøstøtteprogrammet i Zimbabwe består af en god blanding af aktiviteter i den offentlige sektor, den private sektor og NGO-miljøet. Indsatsen kunne dog – i lyset af den stærke lokale ressourcebase i civilsamfundet og den private sektor i Zimbabwe – rettes endnu mere mod disse sektorer. Endelig peger evalueringen på, at miljøstøtteprogrammet for Zimbabwe, der var det første af sin slags, havde betalt en stor del af "lærepengene" for miljøstøtteprogrammerne i de øvrige samarbejdslande.

Kapitel 6:
De globale miljøprogrammer

Siden oprettelsen i 1993 har Danida haft MIFRESTA-midler til at støtte opbygningen og gennemførelsen af globale miljøprogrammer. Midlerne under rammen udgjorde i år 2000 i alt 25 mio. kr., og de forventes at vokse i takt med udbygningen af MIFRESTA-rammen.

Den globale bistand til miljøindsatser ydes ud over den regionale miljøbistand, som er omtalt i de foregående kapitler.

Det skete i år 2000

Støtten i år 2000 har bl.a. været rettet mod initiativer på ørkenområdet, klimaområdet, biodiversitetsområdet, kemikalieområdet samt handel og bæredygtig udvikling.

Klimaområdet

På klimaområdet gives der støtte til bl.a. workshops og kapacitetsopbygning. Således er der i samarbejde med den asiatiske udviklingsbank (AsDB) afsat en bevilling på 300.000 kr. til gennemførelse af 12 nationale workshops om klimaforandringer og Kyoto-protokollen og de mekanismer, der skal bruges for at føre den ud i livet. Inden for opbygning af kapacitet er der bl.a. ydet støtte til fase 2 af “South Pacific Regional Environment Programme” (SPREP), der skal støtte medlemslandene, der er små ø-stater, med videnskabelig og teknisk rådgivning i de internationale klimaforhandlinger. Herudover gives der støtte til udarbejdelse af rapporter og vurderinger af forløbet af klimamøder i FN til brug for beslutningstagere i SPREP’s medlemslande, lokale medier, nationale og regionale institutioner og NGO’er. Der ydes endvidere støtte til at opbygge kapacitet til at samarbejde med andre regionale organisationer i Stillehavsområdet om initiativer til fremme af bæredygtig energi og en række andre indsatser.

I-landene har med Kyoto-protokollen forpligtet sig til at reducere de nationale udslip af drivhusgasser. Dette vil ifølge protokollen bl.a. ske ved at anvende de såkaldte Kyoto-mekanismer, herunder den såkaldte “rene udviklingsmekanisme” (Clean Development Mechanism, CDM). Det sker, når partnerne til konventionen har vedtaget nærmere regler og retningslinier for anvendelsen af CDM.

I-landene vil via CDM kunne investere i projekter i u-landene, der reducerer deres udslip af drivhusgasser, og vil så kunne godskrive en del af reduktionen i deres egne nationale drivhusgas-reduktions-regnskaber.

FN’s Miljøprogram (UNEP) og Det Internationale Energiagentur (IEA) har gennem længere tid arbejdet med at udvikle metoder til at fastlægge grundlaget for sådanne beregninger – såkaldte baselines. UNEP og IEA vil i 2001 afholde en international workshop i Risø for at drøfte, hvorledes der kan udarbejdes sektorspecifikke baselines. Workshoppens resultater vil indgå som et vigtigt bidrag i den videre proces under klimakonventionen.

Ørkendannelse

FN’s konvention om bekæmpelse af ørkendannelse i de lande, der er ramt af alvorlig tørke og/eller ørkendannelse, særligt i Afrika, blev ratificeret af Danmark i december 1995 og trådte i kraft den 26. december 1996. Den har til formål at bekæmpe ørkendannelse og afhjælpe virkningerne af tørke og/eller ørkendannelse gennem en effektiv indsats på alle niveauer. Dette skal støttes af internationale samarbejds- og partnerskabsarrangementer. Et vigtigt led i gennemførelsen er at udarbejde og iværksætte handlingsplaner på forskellige niveauer: nationalt, subregionalt og regionalt. Danmark bidrog med 2,8 mio. kr. til dette område i 2000. Endvidere ydede Danmark et særligt bidrag på 300.000 kr. til ørkenkonventionssekretariatet, ligesom vi gav 520.000 kr. til fattige u-landes og NGO’ers deltagelse i partskonferencen i Bonn i december 2000.

Biodiversitet

En overflytning af penge fra regionale formål til den globale ramme har betydet, at man kunne iværksætte et projekt til at identificere og udvikle et biologisk bekæmpelsesmiddel til kontrol af vandhyacinter. Projektets overordnede formål er at etablere en bæredygtig kontrol af vandhyacinter i Afrika. Det skal ske ved at udvikle et biologisk bekæmpelsesmiddel til kontrol af vandhyacinter baseret på afrikanske svampe, som kan opfylde de internationale krav til effektivitet, miljø- og sundhedsmæssig sikkerhed samt anvendelighed.

Vandhyacinten, der oprindeligt stammer fra Amazonas, kom til Afrika for næsten 100 år siden. I sit oprindelige miljø skaber planten ikke problemer. I Afrika udvikler planten sig imidlertid til tykke, frit flydende måtter, der kan dække meget store vandområder, med betydelige socio-økonomiske, biologiske og sundhedsmæssige skadevirkninger til følge.

Den forventede udvikling af en prototype af kontrolmidlet vil i modsætning til de agrokemikalier, som normalt anvendes i bekæmpelsen af vandhyacinter, være et rent afrikansk produkt, og det vil blive produceret og solgt i Afrika. Udover at være en miljømæssig bæredygtig løsning på problemet er der grund til at tro, at produktet også vil være kommercielt bæredygtigt, fordi der er et meget stort behov for et biologisk bekæmpelsesmiddel som alternativ til de problematiske kemiske ukrudtsmidler.

Projektet vil indgå i et samarbejde med 16 andre vandhyacintprojekter i 14 lande i Afrika, herunder i Tanzania, Malawi, Zimbabwe, Zambia og Sydafrika. Projektet forvaltes af Centre for Agriculture and Bioscience International i Storbritannien, som har mere end 25 års erfaring med kontrol og bekæmpelse af vandhyacinter. Fra dansk side er der givet en bevilling på 19,7 mio. kr.

Kemikalieområdet

I december 2000 blev FN-medlemslande enige om teksten til en konvention til udfasning af sværtnedbrydelige, organiske kemikalier, de såkaldte POP’er. POP-konventionen ventes undertegnet i maj 2001. Som opfølgning på den opnåede enighed ydede Danida i 2000 knap 3 mio. kr. i støtte til UNEP til at afholde regionale workshops mv., så en række u-lande får mulighed for med eksperter at drøfte behov, muligheder og prioriteringer i arbejdet med at ratificere og gennemføre konventionens bestemmelser.

NGO-støtte

I 2000 blev der over de globale midler ydet støtte til NGO-deltagelse i Rio-processen.

92-gruppen, som er en samling af danske miljø- og udviklingsorganisationer, modtog støtte til at afholde en international NGO-konference i København i juni 2000. Også Miljøstyrelsen støttede konferencen. Formålet med mødet var at drøfte NGO-forberedelsen til Topmødet om Bæredygtig Udvikling, der afholdes i 2002 i Johannesborg.  Konferencen ventes fulgt op af et større 92-gruppe-initiativ til fremme af kapacitetsopbygning og netværksdannelse i Syd med henblik på bæredygtig udvikling og Topmødet herom i 2002.

Handel og bæredygtig udvikling

Handel og bæredygtig udvikling har fået en stadig større aktualitet. Behovet for, at handelsaftaler udformes, så de fremmer en økonomisk, social og miljømæssig bæredygtig udvikling, herunder med henblik på fattigdomsbekæmpelse i u-landene, er stigende. I 2000 fortsattes samarbejdet med et internationalt center, der arbejder for at fremme bæredygtig handel (International Centre for Trade and Sustainable Development), som blev etableret med bl.a. danske midler i midten af 90’erne. Centret har siden formået at tiltrække andre donorer. Centret samler og udsender information om udviklingen på handelsområdet, især i relation til WTO mv., som især u-lande og NGO’er har gavn af. Centret yder desuden kapacitetsopbygning til u-lande.

Danida ydede også støtte til Verdensnaturfondens arbejde med at udvikle metoder til at vurdere bæredygtigheden i handelspolitiske tiltag.

Verdenstopmøde om Bæredygtig Udvikling

I forbindelse med FN’s Verdenstopmøde om Bæredygtig Udvikling i 2002, ti år efter Rio-konferencen, har FN Generalforsamlingen udpeget Kommissionen for Bæredygtig Udvikling, CSD, som det centrale forum for det forberedende arbejde. Danida ydede i 2000 støtte til FN’s forberedelse af Topmødet, herunder til regionale møder i u-lande og u-landsdeltagelse i forberedelsesmøderne. Desuden fik UNEP knap 3 mio. kr. til at gennemføre et studie af miljøsituationen og miljøudsigterne i Afrika, Africa Environmental Outlook.

Bilag 1:
Beretning fra Det Rådgivende Udvalg for Miljøbistand til Udviklingslande under Miljø-, Freds- og Stabilitetsrammen, 2000

Udvalget fik i 2000 ny formand, rektor for Syddansk Universitet, cand.phil. Henrik Tvarnø. Ved udgangen af året meddelte udvalgets næstformand Knud Vilby, at han ønskede at træde ud. Ny næstformand er generalsekretær i WWF Danmark, Kim Carstensen.

Arbejdet i det forgangne år har været præget af en fortsat konsolidering af bistanden, herunder fortsat styrkelse af det strategiske grundlag, hvorpå bistanden implementeres. Administrationerne har fremlagt detaljerede strategiudkast for bistandens implementering i modtagerlandene og udvalget har kommenteret disse på det strategiske niveau. Endvidere har udvalget fulgt op på redegørelsesdebatten af 4. maj 1999, bl.a. ved at nedsætte en ad hoc arbejdsgruppe, der har rådgivet strategisk om en større folkelig deltagelse, debat og oplysning om bistanden til udviklingslande under rammen. Ligeledes har udvalget i opfølgningen af forespørgselsdebatten den 4. maj 1999 haft en temadrøftelse af en styrket indsats for efterlevelse af internationale miljøkonventioner, jf. nedenfor.

Udvalget er i årets løb blevet orienteret om landeforhandlingerne med Malawi (miljøprogram), Zambia, Malaysia, Namibia, Thailand, Mozambique, Sydafrika, Botswana, Tanzania (miljøstøtteprogram) og Laos (miljøstøtteprogram). Det har været positivt, at administrationerne fremlægger samlede strategiske oplæg for de enkelte lande til drøftelse i udvalget. Herudover har udvalget på sine møder haft fire temadrøftelser vedrørende arbejdsmiljø, bymiljø, forskning og indsatsen for efterlevelse af internationale miljøaftaler.

Udviklingsminister Jan Trøjborg deltog i december-mødet. Udvalget fandt det positivt, at man fortsat havde mulighed for en direkte dialog med ministrene.

Udvalget havde på sit møde i marts en drøftelse af arbejdsmiljø. Arbejdsmiljø er et område, som er omfattet af strategierne for MIFRESTA-miljøbistanden til u-lande som et selvstændigt indsatsområde og som et tværgående hensyn. Det foreslås at koble arbejdsmiljøforbedringer med produktivitetsforbedringer for derved at fremme forståelsen for at et godt arbejdsmiljø kan virke fremmende på produktiviteten i de enkelte virksomheder. Strategierne fastslår, at både det interne og det eksterne miljø ofte har samme forureningskilde, hvorfor en miljøindsats der favner begge områder er relevant.

Udvalget fremhævede i sin drøftelse, at arbejdsmiljøområdet ikke havde den prioritering i modtagerlandene, som man fra dansk side kunne ønske. Det var vigtig at være proaktiv fra dansk side og fremme arbejdsmiljøforbedringer i partnerskab med modtagerlandene. Udvalget efterlyste nogle mere håndgribelige retningslinier på arbejdsmiljøområdet, som nu er under udarbejdelse i Udenrigsministeriet med inddragelse af ressourcebasen og Danced. Danced vil også anvende disse retningslinier.

Udvalget drøftede på sit møde i juni miljøindsatser i byområder. Erfaringerne tilsagde, at det var vigtigt med en holistisk og participatorisk tilgang til identifikation og prioritering af indsatserne med vægt på folkelig deltagelse og involvering af de vigtigste interessenter inklusive NGO’er og erhvervssektoren for at sikre bæredygtige løsninger. Udvalget fandt, at bymiljø var et område, det var vigtigt at satse på. Det var et godt eksempel på en additionel indsats i forhold til u-landsrammebistanden. Erfaringsudveksling indenfor landegrænser og mellem lande burde støttes, hvor det var naturligt. Det gjaldt uanset om der var tale om Danced- eller Danida-lande. Det var vigtigt at tænke holistisk og inddrage både det regionale og det globale perspektiv. Der burde arbejdes videre med modelbykonceptet og land-by problematikken.

Endelig opfordrede udvalget Danced til at fortsætte støtten til små bymiljøprojekter. Det var endvidere vigtigt at man prioriterede efter hvad ressourcebasen i Danmark var god til. Man burde i endnu højere grad gøre brug af ansatte i amter og kommuner til twining-arrangementer og kommune-til-kommune-samarbejde.

Udvalget havde i september en drøftelse af forskning. I drøftelserne fremhævedes bl.a., at det i vidt omfang burde være aktører i marken, som formulerede de problemer, som forskningen skulle medvirke til at afhjælpe, og derefter forskerne som angav løsninger. Det måtte anses for vigtigt i højere grad at få bl.a. samfundsvidenskaberne og naturvidenskaberne til at arbejde sammen. Der var enighed om, at den danske støtte til forskning bidrog til opbygning af nødvendig kapacitet i Danmark til forskning i u-landsforhold.

Et uløst problem var kapaciteten ude. Man måtte sikre stærke samarbejdsrelationer mellem danske forskningsmiljøer og institutioner ude, således at der blev opbygget den nødvendige kapacitet i modtagerlandene. Det var vigtigt, at man gik på mindst to ben: dels burde man fokusere på konkrete projekter, hvor der var et forskningsindhold og dels en mere koncentreret forskningsindsats, men på færre og større områder. Forskere skulle i højere grad forpligtes til - og understøttes i - at formidle deres forskningsresultater til udsendte rådgivere og lokale medspillere.

Spørgsmålet om at anvende bistandsmidler til at opbygge ressourcebasen i Danmark på forskningsområdet blev diskuteret. Den betydelige vækst i midler til miljøbistand op gennem 1990’erne har ikke indebåret en tilsvarende vækst i kapaciteten i Danmark, hvilket på sigt kan svække både mulighederne for at anvende midlerne optimalt og sikre dansk tilstedeværelse i fortsatte projekter. Også hvis man ville fastholde målet om at øge vidensopbygningen lokalt, måtte man nytænke strategien for, hvordan dette mål skulle nås, bl.a. ved mere systematisk at øge kapacitetsopbygningen i Danmark. Man burde i den forbindelse overveje langsigtede partnerskaber med forskningsinstitutioner. En række af udvalgets medlemmer henviste til den internationale arbejdsgruppe som udviklingsministeren havde nedsat for at se på forskningen.

Udvalget så frem til at drøfte emnet igen, når arbejdsgruppens rapport forelå.

Udvalget havde i opfølgning af Folketingets vedtagelse V.79 af 4.maj 1999 en drøftelse af de internationale miljøaftaler, herunder en styrkelse af deres efterlevelse. Administrationerne havde i deres tilgang til emnet lagt vægt på konventionernes implementering. Mange af de internationale konventioner havde både miljøudfordringer og udviklingsudfordringer, som greb ind i landenes udviklingsbestræbelser. Det var centralt i forbindelse med konventionsarbejdet at få analyseret omkostningerne ved indsatsen. Det var vigtigt, at man anvendte forskellige strategier i landene. Måling af indsatsen var vigtig, og behovet for at kunne dokumentere indsatsen i forbindelse med bl.a. de internationale forhandlinger var voksende. Mange af modtagerlandene havde ikke den fornødne kapacitet til at implementere konventionerne.

Udvalget konkluderede, at der var behov for at styrke administrationerne. Det ville både være rationelt og økonomisk fordelagtigt i forhold til at indgå kontrakter med konsulentbranchen. Den danske ressourcebase kunne ligeledes styrkes, ligesom det ville være fornuftigt at styrke modtagerlandenes internationale forhandlingskapacitet. Tilgangen til konventionsarbejdet i modtagerlandene måtte være fleksibel og afspejle lokale behov. Man bør skele til områder, hvor Danmark står stærkt.

Bilag 2:
Medlemmer af Det Rådgivende Udvalg for Miljøbistand til Udviklingslande pr. 1. januar 2001

Formand

Rektor, cand.phil. Henrik Tvarnø
Syddansk Universitet

Næstformand

Generalsekretær Kim Carstensen
Verdensnaturfonden WWF

Medlemmer

Afdelingsleder Kirsten Ewers Andersen
Rambøll

Professor Bo Larsen
Sektion for Skovbrug, KVL

Formand Arne Jensen
NORDECO

Informationschef Martin Lidegaard
Mellemfolkeligt Samvirke

Centerdirektør Torkil Jønch-Clausen
Dansk Hydraulisk

Seniorforsker Lene Lange
Novozymes

Konsulent Mads Bugge Madsen
U-landssekretariatet

Seniorforsker Ida Nicolaisen
Nordisk Institut for Asienstudier

Anette Dørge Jessen
CARE Danmark

Miljøchef Frank Bill
Dansk Industri A/S

Professor Anette Reenberg
Geografisk Institut
Københavns Universitet

Projektkonsulent Johannes Østergaard
Landbrugsrådet

Vibeke Tuxen
Regnskovsgruppen Nepenthes

Astrid Ragn Jensen
Håndværksrådet

Politiske observatører

Jens Hald Madsen, MF,
Venstre

Jeppe Kofod, MF,
Socialdemokratiet

Ole M. Nielsen, MF,
Kristeligt Folkeparti

Inger Marie Bruun-Vierø, MF,
Det Radikale Venstre

Henriette Kjær, MF,
Det Konservative Folkeparti

Svend Aage Fauerholdt, MF,
Dansk Folkeparti

Bilag 3:
Strategi og indsatsområder i miljøbistanden under MIFRESTA-rammen

"Strategi for miljøbistand til udviklingslandene" fra 1996 udstikker de overordnede rammer for Danida og Danceds indsats under miljødelen af Miljø-, Freds- og Stabilitetsrammen (MIFRESTA).

Af strategien fremgår det bl.a., at bistanden skal koncentreres om grupper af lande i to sammenhængende områder. Disse er fem lande i Sydøstasien: Cambodia, Laos, Malaysia, Thailand og Vietnam, samt 11 lande i det sydlige Afrika: Angola, Botswana, Lesotho, Malawi, Mozambique, Namibia, Sydafrika, Swaziland, Tanzania, Zambia og Zimbabwe.

Desuden fastslår strategien, at miljøbistanden er en integreret del af den danske miljø- og udviklingspolitik, og at den skal medvirke til dels at støtte en miljømæssigt bæredygtig udvikling, dels at forbedre miljøsituationen i udviklingslandene. Indsatsen skal rettes mod tre generelle målsætninger:

	Sikring af miljømæssig bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne og støtte til naturbevarelse
	Forebyggelse og begrænsning af forurening af luft, vand og jord
	Fremme af bæredygtig energianvendelse

Strategien udpeger de syv indsatsområder, som miljøbistanden skal koncentreres om:

	Byudvikling og industrialisering
	Bæredygtig energianvendelse
	Landbrug
	Vandressourcer
	Skove og træressourcer
	Biologisk mangfoldighed
	Kystzoner

Indsatsområderne er valgt bl.a. på baggrund af prioriteringerne fra FN’s Konference om Miljø og Udvikling i Rio de Janeiro i 1992, internationale konventioner på miljøområdet, erfaringer med den allerede gennemførte miljøbistand samt Danmarks ekspertise på området.

"Strategi for dansk regional miljøbistand i det sydlige Afrika" (1996) fastlægger rammerne for indsatsen i det sydlige Afrika. Den regionale strategi bygger på principperne i den overordnede "Strategi for miljøbistand til udviklingslandene", og den udpeger tre hovedproblemer i regionen:

	Forringelse af naturressourcerne
	Miljøproblemer i byerne
	Miljøproblemer i kystzonerne

Indsatsen i forbindelse med disse problemer skal ydes gennem aktiviteter inden for:

	Landbrug og skovdrift
	Miljøproblemer i byer og industri
	Forvaltning af vandressourcer
	Kystzoneforvaltning
	Energiforsyning
	Biologisk mangfoldighed

Strategien for det sydlige Afrika gennemføres dels som regionale projekter landene imellem, dels som nationale projekter rettet mod det samme problem i forskellige lande. Vægtningen af indsatsområder kan dog variere mellem landene, fordi der er forskel fra land til land på, hvilke miljøproblemer, der er mest presserende.

"Strategi for dansk regional miljøbistand til Sydøstasien" (1997) bygger på principperne i den overordnede "Strategi for miljøbistand til udviklingslandene", og udpeger tre hovedområder for indsatsen i regionen:

	Bæredygtig forvaltning af naturressourcerne (land, skov, biodiversitet, ferskvandsressourcer, kystzoner
	Bæredygtig udvikling af byer og industri
	Bæredygtig energianvendelse

Strategien for Sydøstasien gennemføres dels som regionale projekter landene imellem, dels som nationale projekter rettet mod det samme problem i forskellige lande.

De tre strategier for miljøbistand under MIFRESTA-rammen er gratis og kan bestilles fra Danida eller Danced.

Bilag 4:
Bevillingsoversigt 2000

Bilag 5:
Bevillinger fordelt geografisk og på emner

Fordeling i % af bistanden på lande i
Det sydlige Afrika, (1994-2000)

Fordeling i % af bistanden på lande i
Sydøstasien, (1994-2000)

Fordeling i % af bistanden på indsatsom-
råder i Det sydlige Afrika, (1994-2000)

Fordeling i % af bistanden på indsatsom-
råder i Sydøstasien,(1994-2000)

Projektmodtagere i % af bevillingen,
Det sydlige Afrika, (1994-2000)

Projektmodtagere i % af bevillingen,
Sydøstasien, (1994-2000)

Kontraktparter i % af bevillingen,
Det sydlige Afrika (1994-2000)

Kontraktparter i % af bevillingen, Sydøstasien (1994-2000)

Bilag 6:
Sydøstasien – programmer i regionen og i de enkelte lande

Listen giver en oversigt over igangværende
projekter på over 1 mio. kr.

Regionale projekter

Cambodia (Danida)

Laos (Danida)

Malaysia (Danced)

Thailand (Danced)

Vietnam (Danida)

Bilag 7:
Det sydlige Afrika – programmer i regionen og i de enkelte lande

Regionale projekter

Botswana (Danced)

Lesotho (Danced)

Malawi (Danida)