| Forside | | Indhold | | Næste |
Arealanvendelse til transportformål i Danmark
Denne rapport er besvarelse på en stillet opgave fra Miljøstyrelsens 17. Kontor
"Transport- og Luftkvalitetskontoret".
"Kortlægning af tilgængelighed af data for arealanvendelse til
transport/transportrelaterede formål. Der angives datakilder, ejerskab, pris for
anvendelse, nøjagtighed, opdatering m.m.
Data forsøges identificeret for:
Opgøre arealanvendelsen i dag, fordelt på ovenstående grupper. Subsidiært, i det
omfang det er praktisk muligt, opstilles tal for arealanvendelsen til transportformål i
1960, 1970, 1980, 1990"
"Case studie af en by hvor fordelingen på de ovennævnte kategorier opgøres i
det omfang, det er muligt."
Opgavens samlede budget er på kr. 150.000.-, svarende til 2 personer i 6 uger, og
kontrakt-perioden løber fra 28. december 1999 til 10. januar 2000.
Som arbejdet med opgaven skred frem, blev det klart, at ovenstående opdeling i
kategorier var uhensigtsmæssig i praksis. I samråd med Miljøstyrelsen blev det derfor
besluttet at fortsætte arbejdet med en mere hensigtsmæssig opdeling. Det blev således
en opgave i sig selv nærmere at definere og afgrænse de anvendte kategorier.
Den meget korte kontraktperiode har gjort det nødvendigt at nedprioritere andre dele
af opgaven. I arbejdet med rapporten har vægten hovedsageligt været lagt på at
identificere mulige metoder til opgørelse af arealet, og i mindre grad på at kunne
præsentere konkrete og præcise tal.
De indsamlede oplysninger er forsøgt præsenteret gruppevis, med et kapitel for hver
af de relevante kategorier af areal til transportformål. Der er først i hvert kapitel en
liste over forskellige metoder, man kunne anvende, hvis man skulle gennemføre en
opgørelse af arealet. I hvert kapitel findes desuden nogle afgrænsninger og overvejelser
af, hvad der henregnes til den aktuelle kategori. Hvor det har været muligt, gengives
data som illustrerer den historiske udvikling af den pågældende kategori. Endelig
præsenteres alternative bud og resultater, hvoraf nogle er detaljerede oplysninger på et
lille geografisk område, mens andre kan være et bud fra en ekspert på området. Disse
alternative opgørelser er af ret forskellig art, og er derfor vanskelige at sammenligne.
For at give en oversigt over institutioner og datasamlinger er disse samlet bagerst.
Der henvises løbende i kapitlerne til hvilke institutioner og datasæt, der kan være
relevante.
Det blev oprindeligt bestemt, at rapportens casestudie skulle afvikles på Vejle
kommune, da det forventedes at data, fx matrikelkortet, for dette område, var let
tilgængelige.
Den korte projektperiode har imidlertid betydet, at det ikke har været muligt at
fremskaffe dækkende data selv for én kommune. Casestudiet er derfor i stedet blevet
gennemført som overslagsberegninger for hele landet, med en deraf følgende mindre
nøjagtighed.
På denne baggrund har det været muligt at fremkomme med et første forsigtigt skøn
over en samlet national værdi for arealet anvendt til transportformål i Danmark.
Videre arbejde med området er nødvendigt for at kunne få overblik over den danske
arealanvendelse. Det er forfatternes håb, at denne undersøgelse kan bidrage til at
opmuntre til en kvalificeret faglig diskussion. Specielt opgørelserne af arealet til
parkeringspladser appellerer til yderligere undersøgelser.
10. januar 2000 - Forskningscentret for Skov & Landskab
Martin Hvidberg
| Forside | | Indhold | | Næste | | Top |