|
Miljøstyring og miljørevision i danske virksomheder 4. Dybdeanalyse4.1 ProjektanalysenDer skal indledningsvis fremsættes en række bemærkninger til projektanalysen, der er baseret på sagsgennemgang af samtlige projekter finansieret under ordningen. Evaluator skal understrege, at de i bilagsrapporten rapporterede projektvurderinger ikke skal læses, som var der tale om en evaluering af enkeltstående projekter. Udgangspunktet er, at der er tale om en programevaluering, der nødvendigvis må funderes i en vurdering af de under programmet finansierede projekter. Samlet bidrager de enkeltstående projektvurderinger således til en evaluering på programniveau. Nærværende projektanalyse er baseret på flere elementer. Det gælder såvel den komplette sagsgennemgang som en analyse af projekternes produkter. Det gælder endvidere en analyse baseret på 44 spørgeskemaer modtaget fra projektledere, som har modtaget støtte under tilskudsordningen. 4.1.1 Sagsgennemgang og produktanalyse4.1.1.1. Indledning Projektanalysens første komponent var en grundig og systematisk gennemgang af sagsakter og produkter under tilskudsordningen. Denne gennemgang var en forudsætning for en komplet analyse og vurdering af samtlige projekter og dermed tilskudsordningens samlede output og resultater. Sagsgennemgangen omfattede blandt andet gennemgang af projektansøgninger, bevillingsskrivelser, periodeafrapporteringer, mødereferater (faglige følgegrupper), korrespondance mellem projektansøger og myndighed og eventuelle aftaler om justeringer og afvigelser i forhold til det oprindeligt ansøgte, dokumentation for udgivelse af projektpublikationer, og afsluttende rapporter. Evaluator har endvidere benyttet søgning på Internettet til at indsamle yderligere oplysninger. Endelig har evaluator anvendt udvalgte data fra guiden "Vejen til Miljøledelse" samt et projektkatalog som er udgivet under programmet. Dette kapitel er udarbejdet dels på baggrund af sagsgennemgangen, dels på baggrund af en gennemgang af de færdige produkter. Hvert enkelt projekt har været analyseret og vurderet, hvad angår de i ansøgningen lovede aktiviteter og resultater, som er sammenholdt med en beskrivelse af projektets faktiske aktiviteter og resultater. Undervejs i visse af projektforløbene er foretaget ændringer – blandt andet som konsekvens af de faglige følgegruppers funktion med monitorering og styrelsernes aktive rådgivning – som har givet anledning til budgetændringer og afledt deraf, justeringer af rapporternes eller produkternes omfang og indhold. Evaluators analyse er for hvert enkelt projekt afsluttet med en samlet vurdering, der hviler på en sammenstilling af forventninger til projektet og realiserede aktiviteter og effekter. Både projektets slutprodukt og den pågældende sagsgennemgang er anvendt under udarbejdelsen af den samlede vurdering. Hvad angår den samlede vurdering af projekterne, har evaluator gjort brug af en række evalueringskriterier, der er indeholdt i boks 4.1. Boks 4.1:
Evaluator har operationaliseret disse kriterier yderligere. I vurderingen udfra effektivitetskriteriet har evaluator eksempelvis lagt vægt på, om projekternes resultater står mål med de anvendte ressourcer, herunder hvilke aktiviteter man har valgt at gennemføre. Hvad effektkriteriet angår, har evaluator set på, om produktet har været tilgængeligt på flere forskellige medier, været let at fremskaffe, om det er formidlingsvenligt udformet, om der har været afholdt kurser, gå-hjem-møder og workshops, og om der eventuelt er blevet certificeret virksomheder i forbindelse med projektudarbejdelsen. Hvad operationaliseringen af levedygtighedskriteriet angår, har evaluator især set på, om produktet foreligger i genoptrykte eller reviderede udgaver. Ved hjælp af en pointskala har evaluator foretaget en vurdering af projekterne på hver af de fem evalueringskriterier, og efterfølgende aggregeret til en samlet vurdering for hvert projekt. Der er ikke foretaget vægtning af kriterierne. I det følgende danner ovenstående kriterier grundlag for en samlet bedømmelse af programmet som helhed. Til brug for en aggregering af projekterne til et resultat på programniveau er anvendt en kombineret kvalitativ-kvantitativ metode med en graduering baseret på en skala fra 1-5 (se boks 4.2). Boks 4.2:
Nedenfor præsenterer evaluator de overordnede resultater af sagsgennemgangen og produktanalysen i en aggregeret form, dvs. rettet mod tilskudsordningen som helhed. Hvad angår projekternes relevans, vurderet i relation til tilskudsordningens overordnede målsætninger, viser analysen, en høj til meget høj grad af relevans. Det gennemsnitlige projekt opnår efter evaluators vurderingsskala en score på 4,4. Også på projektniveau ligger det samlede resultatet mellem en høj og en meget høj grad af relevans, med 4,4 på evaluators vurderingsskala. Evaluators vurdering af programmets samlede effektivitet vurderet i forhold til målsætninger og ressourceindsats er, at gennemsnitsprojektet har haft en grad af effektivitet, som ligger i intervallet imellem acceptabel og høj (3,7). Når det gælder programmets samlede effekter, dvs. effekter på deltagere og øvrige målgrupper, finder evaluator, at programmet har haft en acceptabel til høj grad af effekt (3,8). Tilsvarende findes det gennemsnitlige projekt at have en acceptabel til høj grad af levedygtighed (gennemsnit på 3,7). Det betyder, at gennemsnitsprojektets resultat i acceptabel til høj grad har en varig karakter. Figuren nedenfor illustrerer spredningen på de fem vurderingskriterier. Figur 4.1:
Figuren illustrerer tydeligt, at evalueringen overordnet har dokumenteret, at ordningen må betegnes som en succes. Ovenstående er evaluators vurdering fremsat i meget kortfattet form. I det følgende uddybes de fremlagte resultater. Produkter af høj kvalitet Særskilt om kvaliteten af de under programmet udviklede værktøjer, vurderer evaluator, at disse generelt har været af meget høj kvalitet. Dette er i nærværende kapitel illustreret i boks 4.3 og i de efterfølgende eksempler på gode projekter (’best practice’). Boks 4.3:
Faktorer bag relevans og effektivitet Evaluator vurderer, at der er flere årsager til langt de fleste projekters høje grad af relevans. Flertallet af projekterne har været udført af professionelle ’projektmagere’ eller brancheorganisationer med stor erfaring som projektholdere. Hertil kommer, at projekterne i et vist omfang har været revideret på baggrund af anbefalinger fra sagsbehandlere i de administrerende styrelser. Endelig har netop de udførte projekter været igennem en sorteringsproces, som har fravalgt et stort antal ansøgte projekter, der ikke har opfyldt relevanskriterier på program- og projektniveau. Den høje score bekræfter således, at Miljøstyrelsen og Erhvervsfremme Styrelsen i projektudvælgelsen i høj til meget høj grad har formået at udvælge projekter, som levede op til ordningens formål. Alt i alt har dette betydet såvel en professionel tilgang til at ’styre’ efter programmets overordnede målsætninger, som en faglig tilgang til – blandt andet via sæde i de faglige følgegrupper – at navigere de enkelte projekter i forhold til deres konkrete målsætninger. Den gennemsnitlige score på effektivitetsparameteren omfatter enkelte projekter, som kun i mindre grad har været omkostningseffektive. Dette kan skyldes, at nogle projekter er gennemført i en mere forretningsmæssig kontekst end andre, men kan også være resultat af meget konkrete forhold i det enkelte projekt. Det har dog ikke været muligt at fremdrage tværgående faktorer, der har haft betydning for graden af målopfyldelse. Faktorer bag effekter og levedygtighed Evaluator har analyseret projekternes resultater med henblik på at identificere mønstre, som kan pege på generelle faktorer af betydning for projekternes – og dermed programmets – effekter og levedygtighed. Faktorer i ’farezonen’ Her er det karakteristisk, at de projekter, som har afstedkommet mere beskedne og mindre levedygtige effekter, kan karakteriseres som ’smalle’ projekter med en snæver målgruppe – til tider snævrere end planlagt. Der har endvidere ofte været tale om en begrænset formidlingsstrategi fra projektholders side. Endelig er det karakteristisk, at disse projekter har været fagligt specialiserede eller teknisk komplekse. Ovenstående gælder eksempelvis: "Den juridiske del af miljøredegørelsen under ECO-Audit", ECOPROD projektet, HACCP-metodik projektet, rengøringsbranchen og kemikaliebranchen, samt i nogen grad Engroshandelsprojektet, genvindingssektoren og "Miljønøglen". Den juridiske del af miljøredegørelsen under ECO-AUDIT er således et generelt projekt, hvis produkt er et relativt beskedent eller uprætentiøst notat, som umiddelbart kan virke indforstået eller uformidlet og ’løsrevet’, idet kontekst og formål ikke er beskrevet i produktet. ECOPROD - Et miljøstrategisk ledelsesværktøj er et generelt projekt, som har forsøgt at kombinere en eksplorativ metodeudviklingstilgang med et dokumentations- og afprøvningsformål. Trods projektets generelle sigte har produktet præg af at henvende sig til en snæver, specialiseret målgruppe, og projekthåndbogen fremstår ikke som et brugervenligt værktøj. Projektet Billedmæssig præsentation af Green Network er et generelt projekt og et eksempel på et velforankret netværksprojekt. Projektets produkt – Green Network: et regionalt samarbejde om miljøforhold – fortjener imidlertid større udbredelse end det umiddelbart vurderes at have fået. Miljøstyring i rengøringsbranchen og Miljøstyring i kemikaliebranchen er brancheprojekter, som begge fortjener en større opfølgningsindsats. I disse brancher er opmærksomheden fra forbrugere og myndigheder, hvad angår miljøforholdene stor, og virksomhedernes må have stort behov for at yde kvalificeret modspil til myndighederne. Eksistensen af den internationale branchestandard "Responsible Care" var en oplagt mulighed for at udvikle et værktøj til anvendelse i danske kemikaliefirmaer. Succesfaktorer De projekter, som har opnået høj score på effekter og levedygtighed, kan karakteriseres ved en solid forankring i en stor kommune eller branche – alternativt at virke via et vidt forgrenet netværk. Dette gælder eksempelvis Albertslund projektet og Miljøudvikling gennem netværk. Generelt synes projekter, hvortil der er etableret ejerskab hos branchen eller projektholder at have klaret sig bedre i formidlingsfasen – også efter formel projektafslutning. En flerhed af forskellige formidlingsaktiviteter og – primært for brancheprojekternes vedkommende – et højt antal deltagere (ERFA-grupper, pilot- og afprøvningsvirksomheder) synes også at være en væsentlig succesfaktor. En eksplicit målsætning om, at deltagende pilotvirksomheder vil blive certificeret, eller eksistensen af produkter som på anden vis kan hjælpe virksomheder til at opfylde ydre krav, er også en succesfaktor. Tilsvarende gælder projekter, hvor miljøledelse er blevet en integreret (eller obligatorisk) del af en branches eget kvalitetssikringssystem. Dette gælder eksempelvis Plastindustrien. I mindst eet tilfælde har et meget højt antal af delprojekter tydeligvis haft stor synergieffekt, idet delprojekterne har understøttet hinanden. Dette gælder projekterne i den agroindustrielle sektor. En anden succesparameter synes at være balancen mellem generelle og specifikke komponenter – en balance som er meget vellykket i projektet om miljøledelse i private skove. Endelig gælder det, at produkter, som er differentierede for at kunne nå forskellige delmålgrupper med forskellige behov eller forudsætninger, klarer sig godt målt på effekter og levedygtighed. Kom godt videre, Auto & industrilakerer-projektet, Håndværksrådets projekt, Elektronikbranchen, og projektet om "Væsentlighedskriterier i miljøledelse" er alle eksempler på projekter, hvor en eller flere af ovennævnte faktorer bidrager positivt til projekternes effekt og levedygtighed. Evaluator har endvidere noteret sig, at der er forskel på de forskellige projektrapporters tilgang til erfaringsopsamling. Et eksempel på en grundig selv-evaluering og erfaringsopsamling findes i boks 4.4. Boks 4.4:
Med henblik på at udlede en række ’best practice’ eksempler foretog evaluator et udvalg af projekter, som udfra evaluators vurderingskriterier opnåede en særlig høj score. 11 ’best practice’ projekter blev udvalgt, heraf tre generelle og otte brancheprojekter, som i det følgende underkastet nærmere analyse med henblik på at udlede positive læresætninger. Udvælgelsen gav i øvrigt en markant overvægt af brancheprojekter i gruppen af best practice projekter i modsætning til de projekter med mere begrænsede resultater. En analyse af de udvalgte best practice projekter er anvendt til at fremstille en række læresætninger, der ovenfor blev fremhævet som væsentlige faktorer for succes. Evaluator fremlægger i det følgende en kort karakteristik af de projektrelaterede elementer, som vurderes relevant udfra et best practice perspektiv. Miljøstyring i erhvervsvirksomheder i Albertslund Kommune var et generelt projekt, som udmærkede sig ved at formidle samarbejde mellem kommune og en lokal erhvervssammenslutning i relation til såvel at fremme kendskabet til miljøledelse som styrkelse af netværk mellem virksomheder og miljøforvaltning. Konkret udmøntedes projektet i et brugbart værktøj. Der var tale om en såkaldt ’koordinerende’ model, idet projektet udførtes af en ekstern konsulent i tæt samarbejde med projektholder, Albertslund Erhvervssammenslutning. Miljøudvikling gennem netværk var et generelt projekt, som demonstrerede værdien af at kombinere netværksskabelse blandt virksomheder på tværs af brancher, som kunne arbejde sammen i netværk om udviklingen af deres eget miljøledelsessystem. Projektet indledtes med en behovsundersøgelse blandt deltagerne og medførte flere ISO 14001-certificeringer. Kom godt videre var et generelt projekt, som byggede videre på et tidligere projekt. Dels formidlede projektet på frugtbar vis erfaringer fra det foregående projekt, dels fokuseredes på de ny udfordringer, som knytter sig til at vedligeholde et miljøstyringssystem. Miljøledelse for tekstilindustrien var et brancheprojekt udført af eksterne konsulenter i samarbejde med branchen, herunder medlemsvirksomheder som deltog i en vækstgruppe. Projektet begyndte med et forprojekt – et kortlægningsprojekt – som belyste, hvor det efterfølgende projekt skulle sætte ind. Projektets produkt – en håndbog i miljøledelse – har været gennemarbejdet og gennemprøvet i vækstgruppen, og i processen blev flere virksomheder certificeret med et anerkendt miljøledelsessystem. Projektet havde på forhånd en eksplicit målsætning om, at flere virksomheder skulle certificeres i projektforløbet. Miljøstyring i Plastindustrien var et brancheprojekt af den såkaldt ’koordinerende model’, hvor branchens egen miljøkonsulent i samarbejde med en ekstern konsulent gennemførte projektet i to faser, hvoraf det første udmundede i formulering af konkrete milepæle for det næste. Begge faser har haft et højt antal deltagende virksomheder, som opdeltes på 4 ERFA-grupper med fælles seminarer. Undervejs i forløbet har der været en høj grad af erfaringsopsamling, herunder en analyse af driftsøkonomiske konsekvenser for de deltagende virksomheder, som indførte miljøledelse. Såvel undervejs som afslutningsvist er projektet søgt grundigt formidlet til hele branchen, blandt andet via landsdækkende seminarer. Miljøstyring i den agroindustrielle sektor, og formidlingen af væsentlige erfaringer herfra,var et branche-paraply-projekt som udmærkede sig ved at sammenbygge et stort antal delprojekter, dækkende forskellige dele af branchen, herunder underleverandører i produktkæden (fra jord til bord). Kvalitets- og miljøstyring hos auto- og industrilakerere var et brancheprojekt, som fra begyndelsen sigtede på at integrere miljøledelse med branchens eget kvalitets-styringssystem (KS 2000). Projektet udførtes i tæt samspil mellem branche og en enkeltvirksomhed, men blev videreformidlet til resten af branchen via elektroniske netværk, informationsmøder og kurser. Miljøstyring i håndværk, fremstilling, handel/butikshåndværk og service var et brancheprojekt, som på eksemplarisk vis er udmøntet i interaktive edb-værktøjer, som giver brugeren et meget anvendeligt produkt, som nemt lader sig tilpasse de mange forskellige branchevirksomheders varierende behov. Der har som de fleste andre best practice eksempler været tale om grundig pilotvirksomhedsindragelse, her i såvel produktion som afprøvning af miljøledelsesproduktet. Miljøledelse i elektronikbranchen var karakteristisk ved, at der var tale om en branche af betydelig størrelse, hvor også de virksomheder, som deltog i projektet var store, selv i en international målestok. Der var tale om den ’koordinerende model’, hvor eksterne konsulenter har været inddraget i opgaven men med brancheforeningen som projektleder. Brancheprojektet Miljøledelse i private skove kombinerede på bedste vis en generel tilgang med en række branchespecifikke værktøjer. Værktøjets tilblivelse har været præget af gennemprøvning på 9 skovdistrikter, næsten lige så mange erfaringsudvekslingsworkshops og en meget bred deltagelse i projektets følgegruppe, også omfattende en række grønne miljøorganisationer. Projektet var et brancheprojekt af den koordinerende model, hvor såvel branchen som eksterne konsulenter har været udførende. Der er tale om en let tilgængelig håndbog, der giver appetit på indføring af miljøledelse. Håndbogen er nem at finde på Internettet. Fremme af miljøstyring i hotel, restaurant- og turisterhvervet var et brancheprojekt med flere delprojekter, som indledtes med en kortlægning af miljøforholdene i erhvervet og undervejs gennemførtes en midtvejs-evaluering med tilhørende rapport. Der er tale om en stor branche med mange tusind medlemsvirksomheder, som på den anden side er meget homogene i forhold til deres miljøproblemer. Omverdensfaktorer Hvad omverdensfaktorer angår, gælder det, at forventningerne til programmet – og levedygtigheden af enkeltprojekter – ofte hviler på antagelser om omverdensfaktorer udenfor programmets handlerum. Disse antagelser er ofte ikke eksplicitte, og det har i visse tilfælde givet anledning til urealistiske forventninger om projekternes udbredelse og effekt. I de enkelte projekter er det tydeligt, at omverdensfaktorerne er afgørende for, om projektet har fået den gennemslagskraft, som man indledningsvist har ønsket eller håbet. Eksempelvis er projektet om "Miljøvurdering og kreditvurdering - miljørådgivere i finanssektoren" i sig selv et udmærket projekt og et fint værktøj. Men som det også fremgår af breddeanalysen og formidleranalysen, spiller den finansielle sektor endnu ingen væsentlig rolle for virksomheders overvejelser om eventuelt at lade sig certificere. Praktisk talt ingen virksomheder har oplevet, at en bank eller forsikringsvirksomhed eksplicit har stillet nævneværdige krav til virksomheden i relation til dens miljøforhold/miljøledelse. Sidstnævnte indikerer berettigelsen af statslige tilskudsordninger, som kan tillade, tilskynde og støtte virksomhederne i den miljøindsats, som samfundet kræver af dem. Det skal således gentages, at der i programmets omverden – over tid – har været/findes en række sådanne ordninger – eksempelvis til fremme af arbejdsmiljø- og miljøtiltag på virksomhedsniveau med direkte økonomisk støtte til ansættelse af miljømedarbejdere (miljøisbrydere). I dag eksisterer den såkaldte Miljøkompetenceordning og mere generelt Programmet for Renere Produkter. Disse ordninger må som omverdensbetingelser formodes at have indvirket positivt på nærværende tilskudsordning. I boks 4.5 illustreres omverdensfaktorernes betydning for i hvilken udstrækning, produkterne kan forventes at bringes i spil. Boks 4.5:
En anden omverdensfaktor er samspillet mellem miljølovgivningen og de officielle miljøledelsesstandarder (ISO og EMAS). Der findes således en regel om, at en EMAS redegørelse kan træde i stedet for et grønt regnskab. Dette har givet anledning til overvejelser om at styrke virksomhedernes incitament til at lade sig certificere ved eksempelvis at graduere miljøtilsynsindsatsen i forhold til, om en virksomhed har etableret et anerkendt miljøledelsessystem. En konkret undersøgelse af mulighederne for at forenkle det offentliges tilsyn med såkaldte elitevirksomheder identificerer imidlertid ikke yderligere potentiale for direkte og kontante lettelser til certificerede virksomheder på miljøtilsynsområdet, men taler om indirekte fordele ved at myndighederne "differentierer" tilsynet, for ikke at duplikere kontroller, som allerede er udført af certificeringsorganerne25. Det er fortsat et åbent spørgsmål, om der findes andre muligheder for at øge de anerkendte miljøledelsessystemers værdi for virksomhederne i relation til lovgivning og myndigheder. Tilsvarende efterspørger offentligheden og virksomhedernes kunder ikke miljøledelse og miljøcertificering i en grad, som kan sikre en automatisk udbredelse og levedygtighed af produkterne (miljøledelsesværktøjerne). Dette er vilkår, som har givet programmet hårde odds, idet der ikke eksisterer et markedstræk i forhold til grønne produkter og ydelser produceret af miljøcertificerede virksomheder. Parallelt hermed har kun et fåtal af virksomhederne oplevet miljøledelse som et krav fra kunderne. Til gengæld dokumenterer breddeanalysen betydelige omkostninger ved at indføre miljøledelse. Såvel litteratur om miljøledelse, som den internationale analyse, rejser spørgsmålet om i hvilken grad EMAS registrerede og ISO certificerede virksomheder oplever en lettelse i relation til myndighedskrav. Den danske miljølovgivning integrerer allerede de officielle miljøledelsesordninger med miljølovgivningen i nogen grad, idet en EMAS redegørelse kan træde i stedet for et grønt regnskab. Eet af de gennemførte projekter under ordningen afprøvede en formodning om, at miljømyndighedernes tilsynsopgave skulle være mindre ressourcekrævende i miljøstyrede virksomheder. Denne hypotese kunne imidlertid ikke bekræftes i projektet. Fra de to administrerende styrelsers side forelå fra ordningens begyndelse et fælles dokument, som fastlægger standardvilkår for modtagelse af tilskud fra programmet. Nogle projektholdere har oplevet, at aftalegrundlaget for en efterfølgende formidling af projekternes outputs ikke var klart og præcist, især hvad angår de nærmere bestemmelser om ejendomsretten til projektresultater. Såvel spørgeskemaundersøgelsen som sagsgennemgangen har givet evaluator eksempler på, at det fra programmets begyndelse ikke synes at have været klart, hvorledes parterne skulle forholde sig til spørgsmål om enerettigheder, det vil i praksis sige; copyrights. Evaluator vurderer, at aftalegrundlaget i form af standardvilkårene ikke i udgangspunktet har taget tilstrækkelig højde for sammenhængen mellem rettigheder og formidling af programmets og projekternes output. Dette tydeliggøres af afsnittet om "rettigheder til projektresultater" i standardvilkårene26. Dette har betydet, at projekternes formidling på den ene side har været aftalt udfra case by case forhandling, ad hoc vurderinger og skøn. På den anden side har dette formentlig i sig selv bidraget til en stor og ofte frugtbar variation i den konkrete udmøntning af formidlingsløsninger i de forskellige projekter. Evaluator finder det vigtigt at understrege, at ovenstående alene gælder i relation til standardvilkårene. Evaluator finder det meget tilfredsstillende, at styrelserne i en række tilfælde efterfølgende har kompenseret for standardvilkårenes iboende generaliseringer. Det er blandt andet gjort ved i korrespondance med tilskudsmodtagerne (bl.a. i en række bevillingsskrivelser) at indføje en "aftale om tilskud", hvor man præciserer en række særlige vilkår, herunder et afsnit om "Rettigheder". Dette afsnit lyder, i en tilsagnsskrivelse fra 22. december 1998 således: "Miljøstyrelsen har enhver rettighed til de i denne aftale nævnte produkter med henblik på at kunne udgive disse elektronisk, herunder copyright til illustrationsmateriale m.m." Generelle faktorer af betydning for en vellykket spredning Evaluator har ovenfor fokuseret på en række specifikke faktorer af betydning for de enkelte projekters succes. I det følgende fremlægges en række mere overordnede betragtninger i relation til programmets generelle målsætning om at arbejde for størst mulig spredning af programmets resultater. De væsentligste faktorer af betydning for en vellykket spredning, synes at have været følgende: Projektholders formidlingserfaring: Projektholdere med formidlingserfaring har i tillæg til udførelsen af projektets faglige del også reserveret tid, ressourcer og opmærksomhed på formidlingen af projektets produkt. For andre projektholdere synes formidlingsopgavens ressourcekrav til dels at være kommet som en overraskelse. Nogle projektholdere har fundet formidlings-delen, herunder målgruppestyring, sproglig udformning og korrekturlæsning, for betydeligt mere omfattende, tids- og ressourcekrævende, end antaget i ansøgningen. Nogle projekter opbrugte for hurtigt de ressourcer, som var afsat til formidling af projektet. Dette er formentlig baggrunden for, at der i flere sager er søgt og givet en ekstra bevilling til formidling af resultaterne af de forskellige projekter. Dette har til tider også været tilfældet, hvor der allerede i den oprindelige ansøgning er klargjort for, hvordan spredningen af resultaterne skulle foregå. De faglige følgegrupper har i nogle projekter haft en nævneværdig og positiv betydning for projektet. I andre projekter har følgegruppen været præget af personudskiftninger, lavt fremmøde og begrænset fagligt input. Evaluator noterer med tilfredshed, at programmet med tiden har udviklet fleksibilitet til at afholde ad hoc møder efter behov frem for nødvendigvis at følge på forhånd fastlagte mødefrekvenser. Evaluator bemærker, at faglige kommentarer og krav om indholdsmæssig revision (eksempelvis med henblik på tilpasning til målgruppens behov) oftest kom fra styrelsen – forud for følgegruppemøderne. Styrelsernes formidlingstradition: Statens (og Finansministeriets) regler betyder, at der gælder et overordnet forvaltningsprincip om styrelsernes ejerskab til programmets og projekternes produkter. Indenfor rammerne af dette princip har været variation i formidlingsmønstret for de konkrete produkter og en høj grad af fleksibilitet i formidlingsløsningerne. Flere modeller har været afprøvet, og de to styrelser har haft forskellige tilgang til at optimere spredningen af programmets produkter. De to tilgange har fungeret forskelligt, og hver af dem har styrker og svagheder, jf. nedenfor. Miljøstyrelsen har i høj grad lagt vægt på at fastslå sit "ejerskab" til programmets produkter og har i høj grad taget det på sig at offentliggøre og formidle disse "in-house" (via egen publikationsserie, Internetside og Miljøbutikken). Styrken ved denne tilgang har været en høj grad af offentliggørelse – næsten alle projekter er publiceret i een form eller ofte flere former i Miljøstyrelsens regi, herunder på Internettet. Svagheden ved denne tilgang har været, at projektholder i nogle tilfælde måske i nogen grad har været frataget incitament til at udgive, genoptrykke og revidere produktet og dermed øge dets spredning/levedygtighed. Evaluator har fundet enkelte indikationer herpå, men er forsigtig med at generalisere disse, fordi Miljøstyrelsen aktivt har "forhandlet" og "fulgt til dørs" og dermed ofte i den konkrete sagsbehandling kompenseret for, at standardvilkårene primært fastlagde et overordnet princip om ejerskab, uden detaljerede anvisninger på, hvordan dette skulle udmøntes. Modsat Miljøstyrelsen har Erhvervsfremme Styrelsen tradition for at begrænse in-house formidling til at omfatte styrelsens egne projekter i snæver forstand. Den praktiske/faktiske formidling af projekter, hvori Erhvervsfremme Styrelsens rolle har været indirekte, overlades i højere grad til de eksterne parter. Styrken ved denne tilgang er, at Erhvervsfremme Styrelsen måske i højere grad har kunnet koncentrere sig om sin strategiske rolle og overlade den praktiske udmøntning til andre. Svagheden har været, at Erhvervsfremme Styrelsen har været bundet af samme overordnede hensyn om styrelsens ejerskab til produkterne, som fra begyndelsen var indbygget i programmets fælles standardvilkår. Dermed har der været en tendens til at styrelsen på den ene side ikke selv har kunnet gå meget aktivt ind for at formidle projekterne (som i Miljøstyrelsens tilfælde), og på den anden side i begrænset omfang har kunnet overlade projektholderne copyrights i et omfang, som indebar en stærk tilskyndelse til at projektholderne formidlede projektet. Igen gælder, at der ofte i den konkrete sagsbehandling er kompenseret for standardvilkårenes overordnede karakter. Begge styrelser har i flere tilfælde tilsyneladende accepteret, at ejerskab til copyrights ikke var "gennemgående", men alene gjaldt første version – således, at projektholder kunne få ejerskab til reviderede udgaver. Kommunikationsmiljøet: Generelt synes kommunikationsmiljøet at have været præget af en begrænset a priori interesse for miljøledelse, fra mediernes side. Det er dog lykkedes – via styrelsernes PR-indsatser – at skabe nogen pressedækning via "events". Har brancheindsatsen virket? Tilskudsordningen har i væsentlig grad været baseret på en formidlertilgang, hvor særligt brancheorganisationer var udset til at være bærere af budskabet om miljøledelse til danske virksomheder. Ca. halvdelen af projekterne gennemført under ordningen har været brancheprojekter, om end langt hovedparten af midlerne under ordningen er tilgået brancheprojekter. Evaluator vurderer generelt, at brancheorganisationerne har gjort en betydelig og vellykket indsats med at videreformidle viden om miljøledelse til deres medlemmer, hvilket bl.a. afspejles i et langt mere udbredt kendskab til miljøledelse generelt og til de formaliserede miljøledelsessystemer specifikt i de under ordningen prioriterede brancher end i dansk erhvervsliv generelt, jf. breddeanalysen. Der er imidlertid blandt brancheprojekterne en vis varians, hvad angår projekternes effekter og levedygtighed. Evaluator har foretaget en tværgående analyse, som sammenholder en gruppe brancheprojekter med betydelige effekter og høj grad af levedygtighed med en gruppe med mere beskedne effekter og levedygtighed. Evaluator fandt her en række mønstre, som udover at indikere en række generelle faktorer af betydning for tilskudsordningens effekter og levedygtighed, også kan anvendes til at karakterisere de brancher, der har opnået betydelige og varige effekter som følge af projekterne (også betegnet som ’best practice’ projekter). På denne baggrund vurderer evaluator, at branchekonceptet har fungeret bedst for de brancher, som i videst mulig udstrækning har benyttet ERFA-grupper og pilotvirksomheder, og som har udviklet produkter i samarbejde med en række virksomheder. Forundersøgelser forud for projektets begyndelse er en anden vigtig faktor. Ligeledes synes en eksplicit målsætning om, at deltagende pilotvirksomheder skulle certificeres at bidrage til mere virkningsfulde og levedygtige projekter. Tilsvarende gælder, hvor miljøledelse er blevet en integreret (eller obligatorisk) del af en branches eget kvalitetssikringssystem. I eet tilfælde har et meget højt antal af delprojekter tydeligvis haft stor synergieffekt, idet delprojekterne og deres organisationer gensidigt har understøttet hinanden (den agroindustrielle sektor). Endvidere skal fremhæves et tilfælde (miljøledelse i private skove), hvor projektet indeholdt såvel en generel komponent som branchespecifikke komponenter. Brancher, som har differentieret deres miljøledelsesprodukter for at kunne nå forskellige delmålgrupper af virksomheder med forskellige behov og forudsætninger, har opnået højere grad af effekter og levedygtighed. Én eller flere af ovenstående faktorer har bidraget til at sikre markante effekter i en række brancheprojekter, fx plastindustrien, auto/industrilakeringsbranchen, den agroindustrielle sektor, Håndværksrådet, elektronikbranchen og projektet om miljøledelse i private skove gennemført af Dansk Skovforening. Heroverfor har evaluator fundet nogle grundlæggende karakteristika for de brancheprojekter, som har afstedkommet mere beskedne resultater. Det gælder først og fremmest branchens tradition for at arbejde på miljøområdet. Brancher, som allerede ved ordningens begyndelse, var kendt som miljøpionerer (fx den grafiske branche), har fungeret bedre som miljøledelsesambassadører end brancher, som ikke har haft en længere tradition for miljøarbejde og tilhørende grøn profil. Sidstnævnte gælder eksempelvis rengøringsbranchen og kemikaliebranchen, samt i nogen grad engroshandelsprojektet. Derudover har branchens størrelse haft stor betydning for, om dens projekter har været vellykkede, idet de store brancher har haft mere veletablerede kommunikationsveje til rådighed, formidlingserfaring og netværk og ofte flere interne ressourcer og miljøkompetencer end de mindre brancheorganisationer. Evaluator konkluderer på baggrund af ovenstående, at branchetilgangen – og dermed anvendelsen af brancheprojekter – har været velvalgt i udgangspunktet og vellykket i gennemførelsen. Styrelserne valgte ved ordningens start 21 brancher ud af 30 forhåndsinteresserede. På den ene side var denne fremgangsmåde udtryk for en eksplorativ tilgang, idet de prioriterede brancher havde dels meget forskellige miljøproblemer, dels meget forskellige behov og forudsætninger for at arbejde med miljøledelse. På den anden side var udvælgelsen af brancherne netop udtryk for en prioritering i forhold til, hvor potentialet for indførelse af miljøledelse var størst. Retrospektivt er det derfor evaluators vurdering, at tilrettelæggelsen af brancheindsatsen var den rigtige i lyset af udgangssituationen for ordningens opstart, som det blev dokumenteret via Dansk Standards undersøgelse fra 1994. Samtidig er det evaluators anbefaling, at man ved anvendelse af en branchetilgang ved eventuelle fremtidige initiativer på miljøledelsesområdet bør anvende nærværende evaluerings resultater i tilrettelæggelsen. Evalueringen giver belæg for i højere grad at målrette en brancheindsats dels i forhold til de brancher, der fremstår som organisatorisk og kompetencemæssigt ’gearede’ til at løfte en brancherelateret miljøindsats, dels i forhold til de virksomheder, hvor miljøledelse i dag er kendt, bliver anvendt og opfattes som relevant (primært mellemstore og store fremstillingsvirksomheder), og hvor indsatsen indebærer et væsentligt miljømæssigt potentiale. Endelig skal det nævnes, at evaluator vurderer, at balancen mellem brancheprojekter og generelle projekter har været hensigtsmæssigt, samt at der i tilskudsordningens løbetid har været truffet velvalgte beslutninger, bl.a. beslutningen om ikke at prioritere nye brancher i 1998 og 1999 men i stedet at nyttiggøre eksisterende viden i regi af mere generelle og tværgående projekter. 4.1.2 Spørgeskemaundersøgelse til projektledereDer udsendtes i alt 77 skemaer til projektledere. 44 udfyldte spørgeskemaer returneredes efter en telefonisk rykkerrunde, hvilket indebærer en svarprocent på 57. Denne svarprocent vurderes af evaluator at være tilfredsstillende. Spørgsmålene i skemaet var struktureret omkring følgende emner: tilskudsordningens administration; anvendelse og spredning af projekternes produkter samt effekten af samme. Hvad angår de spørgsmål, der omhandler administrativ praksis, er disse afrapporteret i kapitel 6. Respondenterne i undersøgelsen havde for mere end halvdelens vedkommende fungeret som udførende projektleder (60 pct.) og hver fjerde respondent havde endvidere været overordnet ansvarlig for projektet. 14 pct havde udfyldt begge roller. Respondenterne repræsenterer ikke én dominerende branche. Projektholdere fra "private konsulentfirmaer" (27 pct.), og "rådgivende ingeniørfirmaer" (14 pct.) tegner sig for godt en tredjedel af projekterne. Respondenterne fordelte sig på programmets to hovedtyper således, at 59 pct. af svarene repræsenterede branche-projekter, mens 36 pct. repræsenterede generelle projekter. Projekterne har i 3 ud af 4 tilfælde resulteret i, at der er lavet en håndbog eller en manual. I lidt mere en halvdelen af tilfældene er projektet mundet ud i, at der er afholdt kurser eller seminar. I 1/3 af tilfældene er der produceret en pjece, jf. figur 4.2. Figur 4.2:
Note: Antal respondenter: 44, flere svar mulige 61 pct. af respondenterne angiver, at projektet resulterede i, at eet eller flere produkter er blevet offentliggjort. 47 pct. af respondenterne angiver, at hele projektmaterialet er offentligt tilgængeligt. 5 pct. angiver, at projektet alene har givet anledning til den obligatoriske afrapportering af projektet. Respondenterne har haft mulighed for at afgive flere svar, men kun meget få – 2 – har angivet, at resultaterne ikke er blevet offentliggjort. Samlet viser dette, at programmets produkter i vid udstrækning er offentligt tilgængelige, hvilket dog også har været programmets målsætning og krav. For de projekter, der resulterede i offentliggørelse, udgav 3 ud af 4 en papirudgivelse. For de, der har sat et antal på, hvor mange trykte eksemplarer, de har produceret, er gennemsnittet 1.186 stk. Det gennemsnitlige antal solgte/udsendte eksemplarer er ca. halvt så stort (577 stk.). 39 pct. af projekterne resulterede i en Internet-udgivelse. De produkter, som ikke udsendtes på Internet, distribueredes i et meget varierende omfang, jf. figur 4.3. Figur 4.3:
Note: Antal respondenter: 44 Figur 4.3 illustrerer, at på den ene side udkom 26 pct. af produkterne i flere end 500 eksemplarer, og på den anden side udkom 11 pct. i mindre end hundrede eksemplarer og i alt udkom 24 pct. i mindre end fem hundrede eksemplarer. For den sidste halvdel er produktet angivet som tilgængeligt på Internettet (oftest projektholders egen hjemmeside), eller respondenten har ikke svaret. Spørgeskemaundersøgelsen til projektholderne viser, at der kun i få tilfælde har været tale om genoptryk (14 pct.), og det hører til undtagelsen, at et produkt har været udsendt i revideret udgave (14 pct.). Antallet af kurser, der har været afholdt i tilknytning til det enkelte projekt, varierer meget. Hele 32 pct. har kun afholdt kurset én enkelt gang. På den anden side har 40 pct. afholdt kurset mere end fem gange, jf. figur 4.4. Figur 4.4:
Note antal respondenter: 25 Ovenstående billede af produkternes spredning er konservativt i den forstand, at det primært afspejler projektholdernes egne aktiviteter og spredningsindsats. Dertil kommer, at styrelserne qua deres ejerskab til produkterne efterfølgende har haft mulighed for aktiv at lægge alle (1. generations) produkter (eller henvisninger) ud på Internettet – en mulighed som især Miljøstyrelsen konsekvent benytter sig af. Dette – at programmets formidling og produkternes udbredelse er forløbet over en længere periode, hvor anvendelse af digitale medier, herunder Internettet er vokset eksplosivt – har indvirket positivt på formidlingen. Samtidig er et samlet overblik vanskeliggjort. De forskellige projekter henvender sig til meget forskellige målgrupper, fra brancher med mindre end 50 medlemmer, til bogprojekter med en meget stor potentiel kundekreds. Ikke alle projekter har fra begyndelsen fastsat kvantitative målsætninger i relation til den efterfølgende formidling. Udfra en samlet vurdering af spørgeskemaundersøgelsen, herunder variationen blandt projekternes målgrupper, vurderer evaluator, at programmet generelt er velformidlet. Det forhold, at et relativt beskedent antal af produkterne endnu har været genudsendt/revideret tyder på, at der i nogle projekter er et potentiale for at videreudvikle produkterne. Da et hovedformål med brancheværktøjerne var et tilvejebringe manualer, som virksomheder kunne tage til sig og tilpasse egne formål, vurderer evaluator, at programmets formidlingsmål generelt er opfyldt. Effekten af projekterne kan måles ved at se på, hvor mange virksomheder der har anvendt produktet, og som følge heraf har indført/overvejer at indføre miljøledelse. 45 pct. af projektlederne har angivet, at deres projekts produkt er blevet bredt ud til mere end 20 virksomheder. 18 pct. har svaret, at det er blevet bredt ud til mellem 2 og 5 virksomheder, mens 27 pct. ikke har besvaret spørgsmålet, jf. figur 4.5. Figur 4.5:
Note: Antal respondenter: 44 Generelt må det konkluderes, at effekten målt på antallet af virksomheder, der har anvendt produkterne, og som deraf har indført/overvejer at indføre miljøledelse, er moderat til høj og under alle omstændigheder tilfredsstillende. Der er ikke enighed blandt projektlederne om, hvorvidt der er økonomisk fordele ved at indføre miljøledelse i en grad, som kan tilskynde virksomhederne til at indføre miljøledelse på markedsøkonomiske vilkår og af egen drift. 32 pct. svarer, at projektets virkning i denne henseende er "meget stor" eller har "en betydelig virkning". 19 pct. svarer, at projektet har en "begrænset" eller "meget begrænset virkning", som næppe kan give tilstrækkelig tilskyndelse til at virksomhederne indfører miljøledelse af egen drift. Evaluator vurderer, at denne uenighed afspejler den naturlige variation i projekter og brancher. Vigtigere er det, at næsten alle respondenter kompletterer spørgsmålet med uddybende, kvalitative kommentarer. Med kun enkelte undtagelser peger disse kommentarer samstemmende på forhold, hvor projekterne har haft en positiv betydning for virksomhedernes indførelse af/overvejelser i forhold til miljøledelse. Lidt færre respondenter kommenterer brancheorganisationernes rolle, men igen er vurderingen samstemmende positiv: brancheorganisationernes deltagelse påvirkede produkterne i en mere "virksomhedsnær" retning, inspirerede virksomhederne, faciliterede produktets spredning, koordinerede og var i det hele taget en vigtig "drivkraft". Forskelle mellem brancheprojekter og generelle projekter Myndigheden bad om en tilpasning (revision) af ansøgningen mere end dobbelt så ofte, når der var tale om et brancheprojekt, end når der var tale om et generel projekt. Kommunikationen frem til tilsagn med myndigheden er blevet vurderet til at fungere lidt bedre i de generelle projekter end for brancheprojekterne. Det gælder dog for alle projekter at kommunikationen frem til tilsagn har fungeret godt. Der er således ingen, der angiver, at kommunikationen har fungeret utilfredsstillende. Når der spørges til projektledernes vurdering af kommunikationen under projektforløbet, er der for brancheprojekterne dobbelt så mange, der har angivet, at kommunikationen har været tilfredsstillende eller fuldt tilfredsstilende end for de generelle projekter. Myndighederne har altså frem til tilsagn været bedst til kommunikation med de generelle projekter, mens der under selve projektforløbet er en tendens til en større tilfredshed med kommunikationen med myndigheden fra brancheprojekterne. Dialog mellem projektleder og styrelse var der mindst af i de generelle projekter, hvor 63 pct. angav at være uenig eller meget uenig i, at den kvartalsvise periode-rapport involverede en grundig dialog. For brancheprojekterne er 40 pct. uenige eller meget uenige. Hertil skal dog bemærkes, at faglig dialog ikke var tiltænkt en større rolle i kvartalsrapporterne. For de projekter, hvor produktet var afholdelse af kurser, har antallet af afholdte kurser været lidt højere for brancheprojekter end for generelle projekter. Der er en tendens til, at brancheprojekterne i lidt højere grad end de generelle projekter har involveret pilotvirksomheder eller andre brugergrupper. Som nævnt var der blandt projektholderne enighed om brancheorganisationernes væsentlige rolle, jf. ovenfor. 4.1.2.3. Delkonklusion: projektlederne (spørgeskemaundersøgelsen)
Evaluators vurdering af programmets samlede effekter (spredning og anvendelse) er, at et stort antal virksomheder i Danmark via tilskudsordningens projekter har fået en stor informationsmængde om miljøledelse generelt, og et stort antal branchetilpassede uddannelses- og miljøstyringsværktøjer af høj kvalitet til rådighed. Konkret vurderer evaluator derfor, at programmet har opfyldt ordningens målsætning om, at der i 10 brancher skal være udviklet uddannelsesforløb og udviklet tilpassede værktøjer og metoder til miljøledelse. Den overvejende del af produkterne er gennemført i henhold til tilsagnsskrivelsen og kvaliteten af det materiale, der udgør projekternes output, er gennemgående meget høj. Evaluator vurderer, at brancheorganisationernes indsats har været udslagsgivende for, i hvilken grad projekterne har været vellykkede – og været afgørende for, i hvilken udstrækning produkterne er formidlet og spredt. I besvarelsen af spørgsmålet om projekterne i tilstrækkelig høj grad har sørget for at distribuere produkterne og få disse bragt i anvendelse, finder evaluator anledning til at understrege, at der for nogle projekters vedkommende med rette har været tale om en "begrænset" formidling af projektets resultater. Der kan være tale om en branche med en i absolut forstand begrænset målgruppe, eller der kan være tale om, at der er udviklet et standardværktøj, som det er op til brugerne at tilpasse til egen situation og efterfølgende tilegne sig som erfaringsviden. Evaluator vurderer, at det for programmet har haft en meget høj grad af effekt at inddrage interessenter i projekternes omverden i de enkelte projekter. Ved ordningens begyndelse synes aftalegrundlaget styrelserne og projekthaverne imellem ikke at tage fuld højde for sammenhænge mellem rettigheder og spredningen af programmets og projekternes output. Dette forhold har der i styrelserne efterfølgende og i stigende grad været kompenseret for, via den konkrete sagsbehandling og øget programfokus på formidling. Evaluator vurderer, at programmet har opnået sine mål med at demonstrere og formidle udformning af miljøledelsesværktøjer og implementering af miljøledelse. Evaluator påpeger en række faktorer i såvel programdesign som i omverdenen, som har virket begrænsende på projekternes og dermed programmets effekt. Alt i alt må det konkluderes, at programmets effekt målt på antallet af virksomheder, der har anvendt produkterne, og som deraf har indført eller haft mulighed for at overveje at indføre miljøledelse, er meget tilfredsstillende. Fra omverdensanalysen står det dog klart, at virksomhederne ikke oplever et egentligt markedstræk eller økonomisk pres til at indføre miljøledelse. 4.2 CaseanalysenSom supplement til breddeundersøgelserne og projektanalysen er gennemført en dybdeanalyse af udvalgte virksomheders erfaringer med indførelse af miljøledelse. 13 virksomheder, der alle har indført ISO 14001 og/eller EMAS27, indgik i analysen. Casene er primært analyseret via dybdeinterviews med nøglepersoner i virksomhederne suppleret med gennemgang af skriftligt materiale om virksomhedernes miljøledelsessystemer. Formålet med caseanalysen var at besvare følgende spørgsmål: Hvorfor har virksomhederne indført miljøledelse:
Vurdering af effekterne af miljøledelse:
Overordnet var det målet at få udvalgte virksomheder til at fortælle deres historie om indførelse af miljøledelse med henblik på at kunne udlede en række læresætninger. I nærværende afsnit er alene fokuseret på at beskrive de identificerede læresætninger. De detaljerede casebeskrivelser forefindes i bilagsrapporten. Det er bevidst søgt at udvælge virksomheder, som ikke har været involveret i projekter under tilskudsordningen for ikke at forvrænge billedet af virksomhedernes kendskab til tilskudsordningen og den effekter. Der er endvidere søgt efter virksomheder i forskellige brancher for at få en vis bredde i analysen. I tabellen nedenfor er de 13 casevirksomheder opført. Tabel 4.1:
*Rockwool ønskede ikke at oplyse sidste års omsætning. 4.2.1 Kort om virksomhederneSom det fremgår af ovenstående tabel, er der stor variation i såvel størrelsen af som omsætningen i de enkelte virksomheder. Det er også forsøgt at udvælge forskellige typer af virksomheder for at give undersøgelsen en vis bredde. Af branchetyperne fremgår det, at det har været fremstillings- eller forarbejdningsvirksomheder, som primært har været udvalgt. Dette er logisk, idet hovedparten af ISO 14001 certificerede og/eller EMAS registrerede virksomheder er fremstillings- eller forarbejdningsvirksomheder. Undersøgelsen giver derfor et godt billede af de dybereliggende overvejelser, der ligger til grund for indførelsen af miljøledelse i disse virksomheder. Det skal dog understreges, at resultaterne ikke kan siges at være repræsentative i kvantitativ forstand, som det er tilfældet for breddeanalyserne. 4.2.2 Kendskab til tilskudsordningenIndledningsvis blev der spurgt til, hvorvidt man i virksomheden havde kendskab til tilskudsordningen. Det dominerende svar var, at det ikke var tilfældet, om end enkelte virksomheder havde detailkendskab til ordningen. Endvidere var der også meget få, der havde modtaget materiale fra deres brancheorganisationer, og få havde ligeledes brugt materialet i forbindelse med indførelsen. Generelt har man dog gjort stor anvendelse af såvel formelle som uformelle netværk til at få inspiration og vejledning fra. Omvendt anførte enkelte, at de havde fået tilskud fra andre ordninger, fx Miljøkompetenceordningen. 4.2.3 Hvorfor miljøledelse?Caseanalysen har anskueliggjort, at det er vanskeligt for virksomhederne at pege på én udslagsgivende faktor for at indføre miljøledelse. Typisk indgår beslutningen om at indføre et formaliseret miljøledelsessystem i et strategisk beslutningsgrundlag, hvor en lang række årsager har været påvirkende. I det følgende analyseres de relevante faktorer. Den primære begrundelse for at indføre miljøledelse er, at man ønsker at være på forkant med udviklingen. Flere virksomheder fortalte, at man ved indførelsen havde forventninger om konkurrencemæssige fordele, dels ved faldende omkostninger, dels fordi kunderne på sigt forventes at stille krav om certificering, eller fordi man forventede, at myndighederne på sigt ville stille krav om verificerede miljøledelsessystemer (EMAS og ISO 14001). Erfaringen er dog, at kunderne ikke i dag stiller krav om egentlig certificering (der er kun få eksempler på dette). En del kunder er dog interesseret i, hvordan miljøforhold tackles af virksomhederne som følge af, at kunderne enten selv er certificerede eller registrerede eller blot interesserede. Virksomhederne selv stiller heller ikke krav til sine leverandører om, at de skal være certificerede eller EMAS registrerede. I den sammenhæng er det også fremhævet, at der i visse brancher (fx den grafiske branche) kan være tale om en ’domino-effekt’. Såfremt visse virksomheder indfører miljøledelse, så vil konkurrenterne følge efter. I forhold til myndighederne vurderede de fleste, at indførelsen af miljøledelsessystemerne har haft en positiv effekt. Kommunikationen med de offentlige myndigheder er blevet lettere, både for de virksomheder, som der er lovmæssige krav til at de skal være certificerede (fx autoophug), og de øvrige virksomheder. Om end beslutningen om indførelse generelt ikke udløses af et decideret myndighedskrav (med fx autoophug som undtagelse), så betyder indførelsen, at dialogen med miljømyndighederne bliver forbedret, da virksomheden signalerer, at man tager sit miljøansvar seriøst. Valget mellem EMAS og ISO standarden har i flere tilfælde været styret af, hvilke markeder virksomheden agerer på. Valget af EMAS er ofte begrundet med, at virksomheden handler på det nordiske og europæiske marked, og valget af ISO er begrundet med, at virksomheden agerer på det globale marked eller i områder uden for Europa. De virksomheder, som har valgt begge ordninger, begrunder typisk valget med, at EMAS og ISO 14001 ligner hinanden så meget, at man lige så godt kan indføre begge. En anden væsentlig begrundelse, som flere virksomheder fremførte, var, at miljøledelsesprocessen var initieret af enkeltpersoner (såvel direktører og ledere som medarbejdere). Der er tale om ildsjæle. Enkelte vurderede også, at man kunne bruge et miljøledelsessystem i kommunikationen med omverdenen – naboer, offentlige myndigheder og andre interessenter. I relation til inddragelse af arbejdsmiljøet i miljøledelsessystemet er alle enige om, at dette er oplagt og relevant at gøre. Det er dog langt fra alle, som har gjort det, endsige overvejer det. Endelig finder mange virksomheder, at den vigtigste årsag til indførelse af miljøledelse er, at man herigennem får overblik over virksomhedens produktionsprocesser og arbejdsgange. Med andre ord er miljøledelse et styringsværktøj til at "skabe orden i eget hus". Et delelement i denne sammenhæng er, at virksomheden også får overblik over miljøpåvirkningen, men dette blev af flere ikke fremhævet som det essentielle. Sidstnævnte gælder typisk for de virksomheder, som har besluttet at indføre et kvalitetsstyringssystem (ISO 9001), hvor miljøkomponenten i den sammenhæng bliver sekundær. 4.2.4 Hvordan miljøledelse?Typisk tager virksomhederne udgangspunkt i en kortlægning af virksomhedens produktion, hvorefter der udarbejdes procedurer og forskrifter, og endelig indføres systemet med de deraf følgende interne og eksterne audits og de krævede registreringer samt for EMAS vedkommende udarbejdelse af den årlige miljøredegørelse. Denne meget korte gennemgang dækker over mange forskellige individuelle processer og ikke mindst mange forskellige læresætninger. De væsentligste forskelle er omfanget af medarbejderinddragelse; hvorvidt man har anvendt konsulentbistand; om man havde eller opbyggede en miljøorganisation; og i særdeleshed om virksomheden allerede havde et kvalitetsstyringssystem. Især tilstedeværelsen af et etableret kvalitetsstyringssystem har flere virksomheder fremhævet som væsentligt. Indførelsen af miljøledelsessystemerne har været meget lettere i de virksomheder, som allerede havde et kvalitetsstyringssystem. I de virksomheder, hvor man har valgt at indføre et kvalitetsstyringssystem samtidig med miljøledelsessystemet vurderes dette også som fordelagtigt. Fordelen består i, at systemerne har fælles terminologi og komplementære mål. Caseanalysen har således dokumenteret, at der synes at være fordele i at samtænke de forskellige certificeringsstandarder, idet processen optimeres ved, at virksomheden oplever stordriftsfordele og får flere strenge at spille på – både internt og eksternt. Hovedparten af virksomhederne vurderer, at der fandtes tilstrækkeligt med informationsmateriale ved indførelsen. Dog er der få, som har haft gavn af deres brancheorganisationer i forbindelse med indførelsen af miljøledelsessystemer. En del virksomheder anvendte konsulenter i indkøringsfasen, men herefter anvendtes meget sjældent konsulentbistand. Mange anfører, at de har stor gavn af ERFA-grupper og lignende netværk i forbindelse med det daglige arbejde med vedligeholdelse af systemerne. Som den væsentligste barriere vurderes udgifterne til indførelse og vedligeholdelse af miljøledelsessystemerne. Derudover anfører virksomhederne (især de større), at det kan være vanskeligt at sikre medarbejdernes ’commitment’ på trods af medarbejderinvolvering. Systemerne kan opleves som komplekse og fremmedartede for medarbejdere ’på gulvet’. Dette tyder på behovet for en særlig kommunikationsindsats internt i virksomhederne. Typisk har det taget ca. et år (i nogle tilfælde lidt længere) at forberede virksomheden til certificering, og det har endvidere været meget arbejdskrævende. Det er generelt virksomhedernes vurdering, at resultatet fra breddeanalysen (miljøledelsesanalysen) vedrørende omkostningerne til indførelse og vedligeholdelse af miljøledelsessystemerne er retvisene. Udgifterne til indførelse er 500.000-1.000.000 kr. og de årlige vedligeholdelsesomkostninger er 100.000-150.000 kr. – dog afhængig af virksomhedernes størrelse. 4.2.5 Effekter af miljøledelseDen hyppigst anførte succeshistorie er, at alle virksomhederne har haft reduktioner i deres forbrug – el, vand og varme – om end i varierende grad. Der er store variationer i det reelle økonomiske resultat, men tendensen er, at de opnåede ressourcebesparelser forbruges på indførelse og vedligeholdelse af systemerne. Dette må anses for en væsentlig barriere for indførelse af miljøledelsessystemer, idet virksomhederne som det væsentligste argument for indførelse af miljøledelse forventer at opnå økonomiske besparelser. Miljøansvaret kommer oftest i anden række. De forventede konkurrencemæssige fordele er langt fra indtrådt. De fleste virksomheder oplever ikke nogen markante effekter i den retning. Det er stadigvæk kvalitet og pris, der har første prioritet, når kunderne skal vælge. Miljøparameteren er ikke slået igennem som en væsentlig og selvstændig parameter. Det vurderes dog, at indførelsen af miljøledelsessystemer signalerer professionalisme, som er en vigtig del af virksomhedernes image, om end offentligheden i bred forstand ikke udviser interesse herfor. Erfaringerne med miljøredegørelserne (EMAS) viser, at de er effektive redskaber til intern brug, når man i virksomheden skal diskutere miljø og arbejdsmiljø og i relation til arbejdet med vedligeholdelse og revision af miljøledelsessystemet. Miljøredegørelserne har dog ikke haft interesse blandt virksomhedernes eksterne interessenter ud over de offentlige myndigheder. En del virksomheder fremførte, at EMAS-kravet om konstant at skulle forbedre virksomhedens miljøpræstation er uhensigtsmæssigt. Kravet inspirerer virksomheder, som er hurtige til eller har let ved at opfylde sine miljømålsætninger, til strategisk tænkning og at sætte lave målsætninger, for ikke hurtigt at ’løbe tør’ for miljøforbedringsmuligheder. Generelt vurderede virksomhederne, at miljøledelsessystemerne var blevet godt forankret blandt medarbejderne. Indførelsen af miljøledelse havde sat ekstra fokus på arbejdsmiljøet og flere berettede, at medarbejderne føler, at de gør en forskel, både for virksomheden og for miljøet ved at handle mere forsvarligt. 4.2.6 Konklusion: caseanalysenPå baggrund af analysen af ovenstående cases kan det konkluderes, at de udvalgte virksomheder i dag primært indfører miljøledelse for at opnå økonomiske og konkurrencemæssige fordele og sekundært for at skabe en grøn profil. De mangler dog stadig bevis for, at de økonomiske fordele overstiger omkostninger ved indførelse og vedligeholdelse, men det er forventningen, at dette sker på sigt. Det er endvidere værd at fremhæve, at indførelse af miljøledelse ofte skal ses i sammenhæng med beslutningen om introduktion af andre standarder (typisk kvalitetsstyring), og at der synes at være væsentlige fordele ved integreret certificering. De anvendte metoder til indførelse af miljøledelse er meget ens, hvilket ideelt set netop er tanken med standarder. Dette er dog ikke ensbetydende med, at selve processerne er ens, idet hver enkelt situation/virksomhed er unik. En yderligere forskel er graden af medarbejderinvolvering. Resultatet er, at virksomheder, som har brugt en stor grad af medarbejderinvolvering, også oplever det største medarbejderengagement. I øvrigt viser der sig, at de virksomheder, som allerede har kvalitetsstyringssystemer, har lettest ved at indføre miljøledelse. Indførelsen af miljøledelsessystemer giver ressourcemæssige besparelser, men omfanget er stærkt afhængigt af virksomhedernes udgangssituation. Det viser sig også, at virksomheder, som i udgangspunktet har en lav miljøbelastning, har lettest ved at nå sine miljømålsætninger, fordi målet typisk er interne ressourcebesparelser snarere en nedbringelse af miljøpåvirkninger. Sammenfattende er caseanalysens konklusion følgende (best practice elementer ved indførelse af miljøledelse er fremhævet med ’BG’): Kendskab til tilskudsordningen?
Hvorfor har virksomhederne indført miljøledelse?
Vurdering af effekterne af miljøledelse
Information
Ressourceforbrug
|
