| Forside | | Indhold | | Forrige |
Miljøstyring og miljørevision i danske virksomheder
Dette afsluttende kapitel 7 indeholder en sammenlignende international analyse. Analysens
fokus er programindsatser og effekter af foranstaltninger i andre europæiske lande, som
kan sammenlignes med det i Danmark gennemførte program.
I samarbejde med følgegruppen blev der udvalgt fem lande, der skulle danne grundlag
for analysen. De fem lande var: Storbritannien, Tyskland (Baden-Württemberg og Bayern),
Sverige, Holland og Østrig. Analysen blev gennemført som en emailbaseret
spørgeskemaundersøgelse med repræsentanter for landene, som blev udspurgt om deres
erfaringer med landenes programmer. Der er modtaget besvarelser fra Østrig, Holland og de
to delstater i Tyskland og i meget begrænset omfang fra Sverige.
Ikke desto mindre er det på baggrund af det foreliggende materiale muligt at fremdrage
en række relevante læresætninger vedrørende programmer, der har til formål at fremme
miljøledelse.
Generelt skal det dog understreges, at den internationale analyse er vægtet lavt i
forhold til den samlede evaluering, og resultaterne skal læses derefter. Beskrivelserne
af indsatsen i de enkelte lande kan derfor ikke nødvendigvis anses for udtømmende i
forhold til aktiviteter relateret til miljøledelse.
Som udgangspunkt for den internationale undersøgelse er det vigtigt at slå fast, at
det allerede er internationalt kendt, at EMAS i mange lande har haft en relativt beskeden
udbredelse, fordi virksomhederne foretrækker ISO-ordningen. Denne præference kan
skyldes, at EMAS-registrerede virksomheder skal udarbejde en offentlig tilgængelig
miljøredegørelse, og at virksomheden kontinuert skal forbedre sin miljøbelastning.
Litteraturen på området32 opererer med en lang række
yderligere forklaringsfaktorer og barrierer i omverdensforholdene, herunder de kulturelle,
økonomiske og sociale forskelle landene i mellem, samt naturligvis sektor- og
branchemæssige forhold, gennemsnitlig virksomhedsstørrelse etc.
Andre studier peger på, at EMAS ikke har fået den opmærksomhed i offentligheden, som
var forventet ved dets introduktion. Disse faktorer kan i et vist omfang forklare den
betydelige variation, som ses i udbredelsen af EMAS (jf. tabel 7.1), ligesom de samme
faktorer også har betydning for tilslutningen til ISO 14001 standarden (jf. tabel 7.2).
Tabel 7.1:
EMAS-deltagelse udvalgte caselande pr. 1. januar 2001
Land |
Antal EMAS registrerede
virksomheder |
Antal EMAS registrerede
virksomheder per 1 mio. indbyggere |
Danmark |
151 |
28,5 |
Sverige |
177 |
19,9 |
Storbritannien |
77 |
1,3 |
Holland |
26 |
1,7 |
Østrig |
252 |
31,1 |
Tyskland |
2124 |
25,9 |
Hele Europa* |
3076 |
|
Kilde: Miljøstyrelsens hjemmeside (www.mst.dk).
* Ud over de nævnte lande er det: SP, NO; FR; IT; FIN; BEL; IR; LUX; GR; PO.
Hvad EMAS angår, er Tyskland kendt for i absolutte termer at have
førerpositionen. Mindre kendt er imidlertid, at vurderet i forhold til antal indbyggere i
det pågældende land, er Østrig det land, som har den største andel af
EMAS-registrerede virksomheder. Som det fremgår, har Danmark også en relativ høj grad
af udbredelse af EMAS. Der henvises i øvrigt til afsnit 3.2, der viser udviklingen i
antallet af registrerede virksomheder tilbage fra 1995 i Danmark.
Sammenfattende er der ingen steder i Europa, hvor andelen af EMAS-registrerede
virksomheder udgør en væsentlig andel af det samlede antal virksomheder.
Hvad angår udbredelsen af ISO 14001, kan denne ses af tabel 7.2, hvor tal for
udviklingen over tid har været tilgængelige.
Tabel 7.2:
Udbredelsen af ISO 14001 vækst fra 1995 til 2000 (antal virksomheder)33
|
1995 |
1996 |
1997 |
1998 |
1999 |
2000 |
Danmark |
21 |
96 |
270 |
314 |
430 |
580 |
Sverige |
2 |
25 |
194 |
304 |
851 |
1370 |
Storbritannien |
61 |
322 |
644 |
921 |
1492 |
2534 |
Holland |
74 |
119 |
263 |
341 |
403 |
784 |
Østrig |
11 |
56 |
80 |
132 |
156 |
203 |
Tyskland |
35 |
16 |
352 |
651 |
962 |
1260 |
Kilde: The 10th cycle of The ISO Survey of ISO 9000 and 14000 Certificates,
www.iso.org.
I en lang række lande har væksten i antallet af ISO 14001-certificeringer været
markant, og sammenlignes med tabel 7.1 er der i dag markant flere virksomheder med
certificeringer efter ISO 14001 end EMAS-registreringer i Danmark, Sverige, Storbritannien
og Holland.
Derimod er det interessant at konstatere, at der er lidt flere EMAS-registreringer i
Østrig end ISO 14001-certificeringer og en del flere i Tyskland. Årsagerne hertil
afsøges nedenfor.
I det følgende afsnit gennemgås erfaringerne fra besvarelserne fra de fire lande, som
besvarede spørgeskemaet. Der er tale om et kvalitativt præget materiale, hvilket dels
skyldes analyseformen dels variationen i karakteren af besvarelser.
I Sverige har man ikke gennemført egentlige tilskudsprogrammer med henblik på at
skabe kendskab til EMAS-ordningen.
Administrationen af EMAS-ordningen har været varetaget af et aktieselskab
"Miljöstyrningsrådet" med staten som hovedaktionær. Miljöstyrningsrådets
opgave er således at forvalte og administrere to systemer: EMAS og EPD34
(Environmental Product Declaration).
Miljöstyrningsrådet har desuden til opgave at :
 | Støtte det svenske erhvervsliv og offentlige forvaltninger i at udvikle sin
miljøindsats på en systematisk og omkostningseffektiv måde. |
 | Hjælpe de virksomheder, som frivilligt informerer offentligheden om sit miljøarbejde
med at opnå såvel national som international anerkendelse. |
Miljöstyrningsrådet har en fuldtidsansat medarbejder og supplerer med løsarbejdere
når det er nødvendigt (i 2000 blev der suppleret med en halv medarbejder).
I Sverige er der langt færre EMAS-registereringer end ISO 14001-certificeringer, og
udviklingen i forhold til EMAS har i de senere år haft karakter af afmatning i
modsætning til ISO 14001, der har været stærkt stigende. Generelt er indsatsen på
EMAS-området dog på linie med andre toneangivende EU-lande, jf. tabel 7.1 ovenfor.
Endvidere udnyttes i Sverige muligheden i EMAS-forordningen vedrørende forsøg med
andre virksomhedstyper end fremstilling. Ordningen er også åbne for offentlige
virksomheder, jordbrug, skovbrug, bygge- og anlæg, handel og servicesektoren, som siden
1998 har kunnet lade sig registrere.
En rapport om Miljöstyrningsrådets virksomhed35 giver
en oversigt over virksomhedernes holdninger til EMAS og dermed den manglende udbredelse i
forhold til ISO 14001:
 | Registreringsafgiften er for høj og medfører høje omkostninger. |
 | Der er mere værdi i ISO 14001 i forretningsmæssig forstand, mens der ikke er
efterspørgsel efter EMAS |
 | Der har ifølge virksomhederne manglet opbakning bag EMAS fra myndighederne. |
 | Man forventede en reduktion i tilsynsomkostningerne ved brug af EMAS. |
I Holland har der i perioden 1990-95 været et program, som har haft til formål at
forøge tilslutningen til EMAS-ordningen. Programmets budget var 20 mio. (ca. 149
mio. DKK). Det konkrete mål var, at 10.000 virksomheder eller organisationer skulle
implementere miljøledelse, og at 100.000 virksomheder eller organisationer skulle
påbegynde implementeringen.
Resultaterne af det Hollandske program summeres i nedenstående:
 | 55 brancheorganisationer har udviklet implementeringsprogrammer (7 mio. ~ 52,2
mio. DKK). Dette er sket via pilotprojekter, udvikling af konkrete værktøjer og
informationsaktiviteter. |
 | 34 non profit organisationer er blevet støttet med henblik på at rådgive små og
mellemstore virksomheder med implementering af miljøledelse. Små og mellemstore
virksomheder kan blive medlemmer af disse organisationer og kan herigennem få
professionel rådgivning (7 mio. ~ 52,2 mio. DKK). |
 | 13 regeringsorganisationer har udviklet implementeringsprogrammer (1 mio. ~ 7,5
mio. DKK). |
 | 31 individuelle projekter med det formål at udvikle nye metoder (3 mio. ~ 22,4
mio. DKK). |
 | 29 generelle informations og formidlingsprojekter (2 mio. ~ 14,9 mio. DKK). |
Som det fremgår ovenfor, har man ikke i det hollandske program givet direkte
virksomhedsstøtte til indførelse af miljøledelse.
I figuren nedenfor er det akkumulerede antal af EMAS-registrerede og ISO
14001-certificerede virksomheder i Holland angivet, hvor det bemærkes, at udbredelsen af
EMAS er meget begrænset.
Tabel 7.3:
Antal ISO registrerede og EMAS registrerede virksomheder i Holland
|
ISO 14001 |
EMAS |
1995 |
74 |
- |
1996 |
119 |
13 |
1997 |
263 |
20 |
1998 |
341 |
23 |
1999 |
403 |
26 |
2000 |
784 |
26 |
Der er ingen baggrundsoplysninger tilgængelige vedrørende de virksomheder, som er
EMAS-registrerede og/eller ISO 14001-certificerede. Ikke desto mindre har man i Holland
indikationer af, at også virksomheder, der ikke har registrerede eller certificerede
miljøledelsessystemer, investerer i ny og mere miljøvenlig teknologi for at forbedre
deres miljøbelastning.
For nyligt har der været gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt samtlige ISO
14001-certificerede virksomheder, der havde til formal at afdække, hvilke positive
effekter miljøcertificeringen havde haft.
Den oftest nævnte effekt af implementeringen af ISO 14001 var risikoreduktion.
Omkostningsreduktion viste sig ikke at være særlig relevant. Hollandske virksomheder ser
implementeringen af ledelsessystemer, herunder også miljøledelsessystemer, som
indikatorer for, at organisationen har en større og bedre forståelse af sine egne
interne processer, og at man har udviklet og indført procedurer og mekanismer, som skal
sikre, at de løbende bliver forbedret.
I relation til vurderingen af hvilke positive effekter virksomhederne har fra at være
EMAS-registrerede og/eller ISO-certificerede er disse inddelt i formelle og uformelle
fordele. Således at formelle fordele er forhold, som er reguleret i love, cirkulærer,
forordninger og lignende:
 | Outline license: Dette er en (i Holland) ny form for udledningstilladelse,
der omfatter hele virksomheden (på den pågældende lokalitet). Tilladelsen angiver en
årlig maksimum udledning af en specifik emissionstype, og virksomheden er så ansvarlig
for ikke at overskride denne årlige grænse og dokumentere, at dette ikke er sket. Denne
type tilladelse er interessant for en lang række virksomheder, fordi den giver stor
fleksibilitet i forhold til at indrette produktionen mest hensigtsmæssigt. Denne type
tilladelse gives kun til virksomheder der er EMAS-registrerede og/eller ISO
14001-registrerede. |
 | EMAS-registrerede virksomheder, som i medfør af den generelle miljølovgivning er
særligt forurenende, og derfor skal lave en årlig miljørapport, opfylder med
EMAS-miljøredegørelsen denne forpligtigelse. |
Uformelle fordele er de forhold, som ikke er nedfældet på papir, men som
EMAS-registrerede virksomheder opnår som en sideeffekt ved at være registrerede:
 | Det tager kortere tid af få miljøgodkendelser (fordi der er større gennemskuelighed i
virksomhedens produktionsprocesser). |
 | Færre besøg fra kontrolmyndighederne (fordi man har tillid til virksomheden og fordi
det er bedre at brug tid på virksomheder, der ikke har miljøledelsessystemer). |
 | I stedet for umiddelbart at iværksætte strafforanstaltninger gives der større
spillerum med hensyn til at forklare og rette op, hvis der er sket overtrædelser af
miljølovgivningen. |
For mange virksomheder er de uformelle fordele vigtigere end de formelle. En basal
hæmsko for både formelle og uformelle fordele er, at kontrolmyndighederne ikke forstår
konceptet og fordelene ved miljøledelsessystemer, herunder EMAS-regelsættene og
certificerings- og verifikationsprocesserne.
I Holland har man fokuseret på at gøre de lokale myndigheder opmærksomme på de
muligheder, som sådanne systemer skaber, dette er sket ved:
 | Udgivelse af flere publikationer specielt rettet mod offentlige myndigheder omhandlende
indholdet af miljøledelsessystemer og certificerings-/verifikationsprocesserne; |
 | Kampagner, som skal stimulere virksomhederne til at invitere lokale myndigheder til at
overvære audits, for herigennem at gøre dem bekendte med og opmærksomme på
mulighederne af EMAS og ISO 14001 i praksis; |
 | Stimulere virksomhederne til at informere og inddrage lokale myndigheder i processen op
til certificeringen/ verifikationen; |
 | Organisering af workshops for relevante miljømedarbejdere hos de lokale myndigheder,
med det formål at skabe dialog og diskussion vedrørende deres erfaringer med
virksomheder, der er EMAS-registrerede og/eller ISO 14001-certificerede. |
I Tyskland er administrationen af EMAS-forordningen lagt ud til delstaterne. Der er i
det følgende derfor valgt to delstater som eksempler: Baden-Württemberg og Bayern. Disse
to delstater er henholdsvis den tredje største og største i forhold til antallet af
EMAS-registrerede virksomheder i Tyskland.
Bayern
Bayern støtter introduktion af miljøstyring med omtrent 2 millioner DM (7,6 mio. DKK)
årligt gennem det såkaldte "Bayerisches Umweltberatungs- und Auditprogram".
Små og mellemstore virksomheder har i en årrække kunnet få dækket op til 80 % af
deres omkostninger (max. 30.000 DM ~ 114.000 DKK) til at introducere et EMAS system. I
perioden 1997 til 2000 har ca. 300 virksomheder modtaget en sådan støtte. Fra 2001 er
programmet blevet ændret, således at virksomhederne kun kan få op til 60 % pct. (max.
6.000,- DM ~ 23.000 DKK) som tilskud til implementeringen af et miljøledelsessystem (EMAS
eller ISO 14001).
Virksomhederne i Bayern har yderligere under programmet - "Støtte til
virksomheders implementering af miljøledelsessystemer" - kunne få tilskud til
rådgivning, bestående af 60 pct. af udgiften (max 1.940 DM) til tre rådgivningsdage.
Endvidere har programmet støttet følgende aktiviteter:
 | Udarbejdelse af rapporter om miljøledelse |
 | Pilot projekter mht. indførelse af miljøledelsessystemer |
 | Uddannelse |
 | Seminarer |
 | Demonstrationsaktiviteter |
 | Udvikling af værktøjer |
 | Informations og formidlingsaktiviteter |
I perioden 1995-2000 havde Bayern følgende antal EMAS-registrerede virksomheder:
Tabel 7.4:
Antal EMAS registrerede virksomheder i Bayern
År |
Antal virksomheder |
1995 |
11 |
1996 |
81 |
1997 |
194 |
1998 |
382 |
1999 |
558 |
2000 |
602 |
Det har ikke været muligt at fremskaffe informationer vedrørende ISO 14001
certificeringen i Bayern.
Effekterne af EMAS-registreringerne og ISO 14001-certificeringerne af virksomheder i
Bayern har været følgende:
 | Miljøforbedringer (øget genanvendelse, energi besparelser, reduceret vandforbrug og
udledning af spildevand, reduktion i affaldsmængderne, ressource besparelser, reduktion
af forureningsemissioner, reduktion af støj og en generelt reduktion af emissioner) |
 | Forbedringer i arbejdsmiljøet |
 | Økonomiske effekter (Forbedret omsætning, profitabilitet og højere beskæftigelse) |
Baden-Württemberg
Siden 1993 har delstaten Baden-Württemberg brugt 1.8 mio. (13,4 mio. DKK) til
at fremme EMAS-ordningen blandt små og mellemstore virksomheder. Aktiviterne var:
 | Udarbejdelse af rapporter |
 | Pilotprojekter mht. indførelse af miljøledelsessystemer |
 | Seminarer |
 | Informations- og formidlingsaktiviteter |
Aktiviteterne omfattede også udarbejdelse af "Guidance Papers", afholdelse
af workshops for små og mellemstore virksomheder og Handelskammeret.
I kvantitative termer resulterede disse aktiviteter i: 25 rapporter udgivet samlet i
55.000 eksemplarer, 25 projekter, 8 seminarer blev afholdt, og mere end 100
pressemeddelelser blev udsendt. Dette har bidraget til, at der i 1998 var 420
EMAS-registreringer i delstaten. Det har ikke været muligt at fremskaffe tal for
udviklingen i registreringer, samt tal for ISO 14001-certificeringer.
Den væsentligste effekt, som EMAS-registreringerne har haft er, at
tilsynsmyndighedernes arbejde lettes, og at virksomhederne har fået et værktøj som kan
bruges til at opfylde gældende lovgivning. En EMAS-redegørelse kan erstatte behovet for
myndighedsinspektioner.
7.2.4 Østrig
I Østrig har der siden 1995 eksisteret en række forskellige støtteprogrammer,
som alle har haft til formål at fremme EMAS og miljøledelse blandt små og mellemstore
virksomheder.
Den vigtigste ordning er et program udviklet i samarbejde mellem Miljøministeriet og
"Österreichische Kommunalkredit AG". Programmet har siden 1996 fordelt 130 mio.
ATS (70,2 mio. DKK) til små og mellemstore virksomheder som tilskud til udgifterne
forbundet med indførelse af EMAS.
Derudover er der 2 mindre programmer. Det første program giver tilskud til
EMAS-registrerede virksomheder, som vil investere i miljøforbedringer, og der har siden
2000 været et årligt budget på 2 mio. ATS (~ 3,7 mio. DKK). Den anden ordning er rettet
mod generelle projekter, som har til formål at fremme indførelsen af miljøledelse og
styring i østrigske virksomheder. Det årlige budget for ordningen har siden 1996
været 5 mio. AST (~ 9,2 mio. DKK). Disse programmer har til formål at støtte følgende
aktiviteter:
 | Udarbejdelse af rapporter, bøger og brochurer |
 | Udvikling af guidelines |
 | Pilotprojekter |
 | Uddannelsesprogrammer |
 | Seminarer og workshops |
 | Konferencer |
 | Demonstrationsindsatser (procedurer) |
 | Udvikling af værktøjer |
Støtteperioden igennem har disse ordninger i gennemsnit årligt resulteret i
følgende:
 | 10 skriftlige rapporter |
 | 20 artikler |
 | 15 projekter |
 | Eet uddannelsesprogram |
 | 3 seminarer |
 | Eet demonstrationsprojekt |
 | 50 øvrige produkter af forskellig type |
Østrigske case-studier har vist, at det vigtigste incitament til, at virksomhederne
indfører et officielt miljøstyringssystem er den systematiske tilgang til at overvåge,
om virksomhederne overholder love, regler, cirkulærer og individuelle tilladelser. Dette
tilskynder virksomhederne til at bruge et officielt anerkendt miljøledelsessystem.
Det er derfor den østrigske stats erklærede målsætning at sikre, at
EMAS-registrerede virksomheder også i fremtiden vil opnå fordel i form af mindre og mere
lempelig kontrol af overholdelse af miljølovgivningen.
Den østrigske stat har også brugt andre virkemidler end direkte tilskud til
virksomheder for at fremme interessen for og kendskabet til miljøstyringssystemer. Man
har således finansieret og publiceret flere undersøgelser af og guidelinies for EMAS,
herunder også sektorspecifikke projekter. Endvidere har man afholdt workshops, hvor
repræsentanter for relevante myndigheder og EMAS-registrerede virksomheder har kunnet
mødes og udveksle erfaringer om EMAS.
Udviklingen i det akkumulerede antal af EMAS-certificerede virksomheder i Østrig, fra
1996-2000 fremgår af nedenstående tabel.
Tabel 7.5:
Antal EMAS registrerede virksomheder i Østrig
År |
Antal virksomheder |
1996 |
43 |
1997 |
95 |
1998 |
157 |
1999 |
221 |
2000 |
314 |
2001 |
319 |
Effekterne af at have indført EMAS og eller ISO 14001 har været følgende:
 | Miljøforbedringer (øget genanvendelse, energibesparelser, reduceret vandforbrug og
udledning af spildevand, reduktion i affaldsmængderne, ressource besparelser, reduktion
af forureningsemissioner, reduktion af støj og en generelt reduktion af emissioner) |
 | Forbedringer i arbejdsmiljøet |
 | Økonomiske effekter (Forbedret omsætning, profitabilitet og højere beskæftigelse) |
En evaluering af en række østrigske EMAS pilotprojekter viste endvidere, at
investeringen i EMAS-registreringen var indtjent efter 14 måneder. Endvidere viser
evalueringer af EMAS-ordningen, at indførelsen af EMAS ofte forbedrer motivationen blandt
medarbejderne, at der er forbedret indtjening på grund af et mere miljøvenligt image, og
endelig at virksomhederne har lettere ved at opfylde miljølovgivningen. Det skal desuden
bemærkes at der er en førstegangs registreringsafgift på ca. 3.800 DKK, men ingen
årlige afgifter.
Formålet med den internationale analyse var at vurdere den danske tilskudsordning i
forhold til resultater af tilsvarende eller sammenlignelige foranstaltninger/programmer i
andre lande, jf. EMAS-forordningens generelle tekst om igangsættelse af informations- og
andre støtteaktiviteter.
En sådan sammenligning skal give mulighed for at vurdere programmernes produkter,
resultater og effekter med henblik på at udlede læresætninger både på programniveau
og på projektniveau. Der skal dog generelt tages forbehold for analysen, idet der kan
være aktiviteter, som evaluator ikke har haft oplysninger om, jf. den anvendte metode.
Som det fremgår af indledningen til dette kapitel, har især Østrig, Danmark,
Tyskland og Sverige (i den nævnte rækkefølge) haft succes med at introducere
EMAS-ordningen, hvis man sammenligner tilslutningen i forhold til indbyggerantallet.
Betragter man tilslutningen i absolutte termer, er det de samme 4 lande, der ligger i
spidsen med følgende rækkefølge: Tyskland, Østrig, Sverige og Danmark.
Generelt vidner denne enkle sammenligning om, at indsatsen i Danmark har været
vellykket.
Hvad angår tilskudsprogrammerne i de forskellige lande, er disse opsummeret i tabellen
nedenfor, hvorefter der opstilles en række læresætninger.
Tabel 7.6: Se her!
Karakteristik af tilskudsuniverset i de fire lande
*Der eksisterer formelle retningslinier vedrørende særbehandling af EMAS registrerede
virksomheder i forhold til visse miljøregler.
** Antallet referer til 1999 og ikke 2001.
Den internationale analyse giver belæg for følgende konklusioner og læresætninger:
 | ISO 14001 er i de fleste lande det mest populære miljøledelsessystem, hvilket givetvis
skyldes, at EMAS er mere forpligtende i forhold til at dokumentere miljøforbedringer. |
 | Dette er imidlertid ikke tilfældet i Østrig, hvor EMAS fremstår som det mest
populære system, og ovenstående årsagssammenhæng er således ikke entydig. |
 | Brugen af tilskudsordninger har en betydelig effekt, men kan ikke alene forklare
interessen eller manglen på samme for EMAS-ordningen. Andre landespecifikke faktorer vil
uundgåeligt spille ind. |
 | Direkte virksomhedstilskud har været muligt i visse lande (i Østrig og Tyskland, samt
i Danmark under andre programmer), og disse lande kan fremvise en høj EMAS-tilslutning,
hvorimod dette ikke har været muligt i lande med lav (Holland) og middel (Sverige)
tilslutning. |
 | Der arbejdes i flere lande med at skabe administrative lettelser (fx i forhold til
miljøtilsynet) for virksomheder med formaliseret miljøledelse og dermed
belønne de grønne virksomheder. |
 | I visse lande (fx Sverige men også i Danmark, jf. kapitel 4) opleves et manglende
markedstræk i forhold til at indføre miljøledelse. |
 | I alle landene fremføres det, at programindsatsen og tilslutningen til EMAS-ordningen
har haft miljømæssige konsekvenser, der er også stor enighed om at der har være
positive effekter på arbejdsmiljøet. |
 | Hvorvidt der har været reelle økonomiske effekter er der delte meninger om og bør ses
i forhold til både de generelle omkostninger ved at indføre og vedligeholde en
EMAS-registrering og registreringsafgifterne, som i en del lande er vurderet som meget
høje. |
 | En synlig offentlig indsats og opbakning bag systemerne er væsentlig for at motivere
virksomhederne til at indføre miljøledelse. |
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Top | |