Materialer til overfladebelægninger i svømmebassiner

1. Introduktion

Vandet i svømmebassiner tilføres kontinuerligt en række forureningsstoffer fra omgivelserne, fra de badende og fra de forskellige konstruktionsmaterialer, som vandet er i kontakt med i bassinet eller i behandlingsanlægget.

Der er en god viden om arten, mængden og behandlingsmetoder for størsteparten af de forskellige forureningsstoffer, men hvad angår de stoffer, som teoretisk kan migrere fra konstruktionsmaterialer til bassinvand, er den eksisterende viden begrænset.

Bassinvandet desinficeres og oxideres ved behandling med klor, og ved reaktion mellem kloren og de forskellige stoffer dannes en række reaktionsprodukter. Størsteparten af disse reaktionsprodukter er kendte som værende kloraminforbindelser og THM forbindelser. Teoretisk kan der imidlertid blive dannet mange andre reaktionsprodukter mellem kloren og stoffer, der eventuelt er migreret fra konstruktionsmaterialer til bassinvandet. Nærmere undersøgelser for disse mulige teoretisk kemiske forbindelser har der indtil nu kun været begrænset fokus på.

For at få en større viden om konstruktionsmaterialernes eventuelle indflydelse på bassinvandet har Miljøstyrelsen derfor besluttet at iværksætte et projekt omkring "Materialer til overfladebelægninger i svømmebassiner".

Gennemførelse af projektet, der er opdelt i en kortlægningsfase (fase 1) og en analysefase (fase 2), er overdraget til Teknologisk Institut, Sektion for Svømmebadsteknologi og i efterfølgende rapportering er der redegjort for resultatet af begge faser.