| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Danmarks miljøsamarbejde med Afrika
Revolution fra rendestenen

Affald har altid været meget synligt i Kliptown: Spildevand løb ned ad gaderne og
toiletskurene stod i vejkanten. Danceds projekt tager sig af affaldet og spildevandet,
mens beboerne indtil videre må vente på træk-og-slip.
I et historisk hjørne af de gigantiske townships i Soweto har et læs
kloakrør blæst nyt liv i håbet om, at Sydafrikas politiske omvæltninger en dag bliver
fulgt op med bedre levevilkår.
Man kommer ikke langt ned ad jordvejene mellem Kliptowns brogede blanding af
murstenshuse og blikskure, før en af indbyggerne minder om stedets stolte historie.
Her mødtes ledere fra det nuværende regeringsparti ANC og andre modstandere af
apartheidstyret i 1955 for at vedtage det såkaldte "Freedom Charter", en vision
for et Sydafrika uden racedeling.
"Sydafrika tilhører alle, der bor her, sorte som hvide", lyder en af de
indledende paragraffer. Stærkt revolutionerende ord på et tidspunkt, hvor resten af
Afrika tørstede efter at smide hvide koloniherrer helt ud af kontinentet.
Visionen blev gennemført med Nelson Mandelas magtovertagelse i 1994. Men indbyggerne i
de vildtvoksende sorte townships i Soweto uden for Johannesburg fik ikke meget ud af deres
tolerance og 40 års tålmodighed.
De historiske huse i Kliptown blev brugt som kulisser i "Cry, The
Beloved Country" og andre film om apartheids storhed og fald. Men når
filmselskaberne og deres elgeneratorer drog videre, sad indbyggerne tilbage i huse uden
elektricitet. Udenfor legede børnene med affald på gader, der drev af kloakvand.
 |
Da Donald Kgasi voksede op i Kliptown, var der grønne
områder og langt mellem blikskurene. Siden bredte slummen sig, mens udviklingen og
politikerne gik forbi. Kgasi ser Danceds projekt som en mulighed for at organisere
beboerne til selv at skabe fremskridt og bedre miljø i området. |
Visioner om renere vand
"Politikerne forlod os, undtagen når de kom tilbage for at samle stemmer. Vi ser
dem kun, når der er oversvømmelser", siger Donald Kgasi. Han er en af de få
beboere i Kliptown, der har banet sig vej til universitetet.
Sidste år fik kun 20 børn i et område med 20.000 indbyggere studentereksamen. Og
mens Kgasi tager os rundt i Kliptown, stopper han jævnligt for at vise, hvor skurbyens
fattigdom er vokset hen over hans barndoms fodboldbaner og grønne områder.
Alt dette for at forklare, hvorfor eksperter fra Danced og Sydafrikas vand og
skovministerium skabte grundlaget for en ny revolution, da de i 2000 tog ud i Kliptown med
et læs kloakrør.
Kloakrørene er meget håndfaste eksempler på ideerne i den strategi for bedre
vandkvalitet i tæt bebyggede områder, som Danced og ministeriet har arbejdet på siden
1997.
Kliptown var udvalgt som et af i alt ni forsøgsprojekter, et i hvert provins. De
udvalgte områder havde alle samme nogenlunde samme problem som Kliptown: Spildevand,
affald og regnvand blev blandet i en stinkende substans, der bugtede sig i små floder ned
ad jordvejene.
Toiletterne må vente
Spildevandet kom fra de fælles vandhaner, hvor indbyggerne henter vand og vasker op.
Affaldet flød ofte i gaderne. Og sommerens næsten daglige tordenvejr over Johannesburg
vaskede det alt sammen urenset ud i floden Klipspruit ved bunden af den skråning, som
Kliptown ligger på.
Strategien for renere vand går ud på at adskille det hele. Affaldet i containere og
spildevandet i kloakker, så regnvandet kan løbe i floden uden at tage forurening med.
Beboerne så gerne, at ministeriet og Danced også tog det sidste skridt og sørgede
for træk-og-slip. Men indtil videre må de klare sig med kemiske toiletter og tømning
med slamsuger. Ud over økonomien skyldes det, at mange af blikskurene i området
betragtes som midlertidige boliger, der hen ad vejen skal erstattes med murstenshuse.
Projektet i Kliptown ville aldrig være lykkedes, hvis ikke beboerne var blevet
motiveret. Mange af dem skal selv bidrage til at betale kloakrør fra private afløb til
hovedledningen. Og affaldsproblemet kan ikke løses, med mindre beboerne bliver bedre til
at bruge de opstillede containere.
 |
I fattige områder som Kliptown handler løsning af
miljøproblemer ofte om meget enkle midler. Her er der bygget et bassin rundt om vandhanen
for at sikre, at spildevandet fra tøjvask ved de fælles vandhaner løber i de nye
kloakker. |
"Projektet har åbnet vores øjne for, hvordan vi kan involvere
lokalsamfundet i vores egen udvikling. Selv om der tilsyneladende ikke er nogen penge her,
må vi samle dem sammen, der er", siger Donald Kgasi.
En vigtig motivation er udsigten til, at børnene bliver mindre syge, når de ikke
længere skal lege i spildevand og affald.
"I de områder, hvor vandet ikke længere løber ned ad vejen, siger folk:
Gudskelov slap vi af med den lugt", siger Kgasi.
 |
Et af de kolossale problemer med spildevand i åbne
kanaler og frit flydende af falder, at gaden ofte er børnenes eneste legeplads. Derfor
fortæller beboere ofte om sundere unger, når der bliver ryddet op. |
Udvikling som sideeffekt
Den måske største succes ved forsøgsprojektet i Kliptown rækker langt ud over
teknik og vandkvalitet. Projektet har bragt nyt håb til et område, der hidtil har været
afhængigt af hjælp fra lokale narkohandlere, når det løb ind i problemer. Pusherne var
ofte de eneste, der bragte store penge til Kliptown.
Donald Kgasi fortæller, hvordan indbyggerne tørstede efter udvikling og derfor har
brugt projektet til at blæse nyt liv i lokalsamfundet.
"Folk var vrede. "The Freedom Charter" blev underskrevet her, men vi var
de sidste til at se nogen udvikling", siger han.
Kgasi beskriver den skuffelse, der mange steder har afløst de første års jubel over
apartheidsamfundets sammenbrud. Sydafrikas økonomi er ikke vokset hurtigt nok til at
opfylde ANC's valgløfter om" et bedre liv for alle". Og i mange lokalsamfund
som Kliptown er politikerne blevet syndebukke.
Kgasi er selv medlem af ANC. Men ligesom de øvrige medlemmer af vandprojektets
styringsgruppe ser han i dag den praktiske løsning af Kliptowns problemer som langt mere
frugtbar end politik. Han studerer til bygningskonstruktør, men har under et års orlov
været medlem af den styringsgruppe, der sammen med ministeriet og Danced leder projektet
i Kliptown.
"Jeg vil hellere bruge min energi på udvikling end på retorik", siger
Kgasi. Hans nye status som lokal leder har tvunget ham til at sige farvel til venner, han
ved bevæger sig på kanten af loven.
"Jeg hilser stadig på dem. Men når jeg er involveret i udvikling, kan jeg ikke
have venner, der er skadelige for lokalsamfundet", siger han.
En ny magtbase
Styringsgruppens formand John Legoale forklarer, hvordan kampen for bedre levevilkår
har afløst den politiske kamp mod apartheid:
"Den økonomiske kamp er ny for os. Vi har brug for den slags ændringer, som
Danced og ministeriet har hjulpet os med. Projektet har knyttet Kliptown sammen på en
helt ny måde. De involverede parter er ikke længere politiske, men
græsrodsorganisationer, kirkerne og så videre".
Spildevandsprojektet er med andre ord blevet en potentiel magtbase for de folk, der er
involveret i det. Men dermed er de også en trussel mod de eksisterende strukturer. Nogle
måneder inde i projektet forsøgte de lokale ledere af den beboerorganisationen SANCO
derfor at skaffe sig indflydelse ved blandt andet at hævde, at kloakrørene var for
tynde.
"De rejste en række problemer, som ikke var virkelige problemer. Alle forsøger
at involvere sig, fordi de kan se, projektet fungerer", siger Lee Boyd, der har
været ministeriets kontaktperson til projektet i Kliptown.
Men projektets succes har også tiltrukket folk, der har andet at tilbyde end ønsket
om magt.
"Andre donorer er nu parate til at støtte nye projekter her, fordi de kan se
lokalsamfundet er involveret", siger Boyd.

Beboerne i Kliptown havde håbet på træk-og-slip, men må
stadig finde sig i jævnlige besøg af slamsugeren i stedet
Styringsgruppens formand John Legoale har på sin side været meget imponeret af, at
Lee Boyd i stor stil har overladt ham ansvaret for pengene i projektet og dermed ført
Danceds ambitioner om demokratisering og decentralisering af styringen ud i livet.
"Vi planlægger og styrer. Det er en af de ting, vi er stolte af. Danced
praktiserer, hvad de prædiker", siger Legoale.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|