|
Danmarks miljøsamarbejde med Afrika Slip rengøringsdillerne løs
En række miniprojekter i Soweto forsøger at rydde op efter årtier, hvor svineri i dagligdagen var både et våben og et resultat af opgøret mellem apartheidstyret og dets modstandere. Et af Sydafrikas største paradokser kan opleves hver gang, man træder over dørtrinnet til et blikskur i en af landets mange townships. Indenfor er alt pudset, poleret og passet, selv hvor tapetet er lavet af reklameaviser og gulvet er af stampet ler. Udenfor flyder affaldet til gengæld ofte i knæhøjde. Hvorfor finder folk med så høje standarder på hjemmefronten sig i at vade rundt i skødesløst henkastet skrald, så snart de træder ud i det offentlige rum? Hvordan slipper man hjemmets rengøringsdiller løs på gaden udenfor? Det er nogle af de meget basale og dybt komplicerede spørgsmål, som et Danced-financieret affaldsprojekt i Sowetos sorte townships uden for Johannesburg er nødt til at finde et fornuftigt svar på. Så vi spørger lystigt løs en skoldhed eftermiddag i Maria Nkosis dagligstue, der helt efter normen er aldeles fnugfri. Nkosi er en slagkraftig bedstemor, der betragter Danced's projekt som et velkomment bidrag til hendes eget årelange korstog mod affaldet i bydelen Jabavu. "Jeg har lyst til at kvæle dem", siger hun om de naboer, der dumper skraldet i det offentlige rum. Så hvordan i alverden tør de?
"Det begyndte, efter Mandela blev løsladt. Det er som om, folk er blevet ligeglade og tror, de kan tillade sig alt. Førhen var det ikke sådan", siger Maria Nkosi. Hvem chikanerer bedst? Men den forklaring afviser kommunens leder af projektet, Les Venter, som em romantiseret udgave af de dårlige, gamle dage. "Affaldsdyngerne er en meget synlig arv efter apartheid", siger han og sammenstykker en kompleks forklaring på det problem, han er sat til at løse. Affaldsdyngerne hænger sammen med townshippenes historie som ghettoer for sort arbejdskraft. I apartheids storhedstid kunne ingen i teorien bo permanent i Soweto. Beboernes officielle hjem var i et af ti såkaldte hjemlande i fjerne, landlige omgivelser, hvorfra de kom til storbyen på korte kontrakter. Når kontrakten udløb, skulle skulle de tage hjem og hente en ny tilladelse til at bo i Soweto. Det førte til den første forklaring på affaldsbjergene: Fordi folk ikke ejede husene og var på en slags permanent gennemrejse, bekymrede de sig meget lidt om, hvad der foregik i nabolaget. Forklaring nummer to handler om, at apartheidstyret bevidst forsøgte at gøre livet i Soweto så kummerligt som muligt. Idealet var jo at jage folk ud i hjemlandene. Derfor blev renovation i 70erne reduceret til afhentning af affald på gadehjørnerne. Folk blev opfordret til at lave små lossepladser, som en gummiged med ujævne mellemrum læssede op på en lastbil. "Du havde nu en kombination af manglende fornemmelse af ejerskab og offentlig tilskynding til at lave affaldsdynger", siger Les Venter. Resultatet ligger der endnu: Mange gadehjørner i Soweto har store huller fra gummigedens indsats. Når det regner, bliver udgravningerne til vandhuller, hvor townshippens børn svømmer rundt sammen med affaldet. Boykot øgede problemer Maria Nkosi bryder ind og husker nu, at svineriet på gaden udenfor startede endnu før, Mandela kom ud af fængslet. For en del af kampen mod apartheidstyret handlede om at gøre landet uregerbart ved at skabe kaos i landet. "Vi dumpede affald for at genere myndighederne", siger hun. Fra 1986 deltog de fleste beboere i Soweto i en landsdækkende boykot af husleje og vand- og elafgifter. Det bidrog igen til, at kommunen skar ned på renovation og vedligeholdelse af vandledninger og elkabler. Ordet går videre til Les Venters lokale koordinator af affaldsprojektet, Smith Radingwana. Han mener, at affaldsdyngerne skyldes bylivets og de moderne tiders nedbrydning af traditionelle værdier: "I gamle dage stod afrikanske kvinder tidligt op for at feje gården og området foran huset. Med den ændrede tankegang er de blevet ligeglade. Og det er meget vanskeligt at ændre den slags holdninger", siger han. Genbrug som tvivlsom løsning Sådan summer Maria Nkosis dagligstue videre med så mangeartede forklaringer på problemets baggrund, at der kun er én klar konklusion: Les Venter og Smith Radingwana har de sværeste jobs i den lange kæde af projekter, der fra miljøministeriets skriveborde til Nkosis gade i Soweto skal føre Sydafrikas nye affaldsstrategi ud i livet.
"Vores held er, at vi med pengene fra Danced har råd til at eksperimentere", siger Les Venter. En af de oprindelige strategier gik ud på at opmuntre beboerne til at begrænse affaldsmængderne ved genbrug. Det var blandt andet inspireret af et samarbejde med Københavns Kommune, hvor Venter ved selvsyn så de positive danske erfaringer med affaldssortering og genbrug. Maria Nkosi har en omfangsrig samling af plasticposer og kasser med gamle flasker i sin baggård. Andre har samlet øldåser, pap og papir. Men pengene i genbrug i Sydafrika er så små, at det ofte vil være en underskudsforretning at transportere det indsamlede hen til opkøberne. Derfor har meget få tjent penge på genbrugstanken. "Det har skuffet folk så meget, at vi er rykket tilbage til start", siger Maria Nkosi. "Problemet var, at vi lagde for meget vægt på den økonomiske vinkel. Folk fik den opfattelse, at de kunne leve af deres skrald", siger Les Venter. Behov for nye holdninger Den reviderede strategi går derfor ud på at få genbrugsindustrien til at opføre lokale indleveringssteder. "Ideen er, at folk skal være i stand til at gå derhen med en trillebør fuld af flasker", forklarer Venter. Men vigtigst af alt forsøger han og Smith Radingwana at forklare folk, at genbrug og indtjening ikke er et mål i sig selv. Det kan højst være et middel til at opfylde det egentlige formål med hele affaldsprojektet: Et renere miljø, hvor børnene for eksempel ikke bliver syge af at svømme i de nu rensede vandhuller på gadehjørnerne. I et endnu videre perspektiv handler affaldsprojektet om at spare penge, som kommunen så kan bruge på positiv udvikling i townshippen. Dette komplicerede budskab forsøger Venter, Radingwana og en lokal styringsgruppe - med Maria Nkosi som et markant medlem - at sprede gennem beboermøder og skolelærere. Genbrug spiller stadig en rolle. Men for at nå op på mængder, der er penge i, opfordrer de nu folk til at donere deres dåser, flasker og papir til skolerne og andre institutioner. Den idé har sine egne indbyggede problemer. For det første bygger den på det ansvar for fællesskabet, der hidtil har manglet i folks omgang med deres affald - det er svineriet i gaderne jo netop beviset på. For det andet er det svært at overtale folk til at give slip på noget, som nogen kan tjene penge på. "Fattigdommen er så høj, at alt med økonomisk værdi giver håb. Så snart folk ser, at du får penge ud af det, de giver dig, vil de selv have del i det", siger Les Venter. Derfor er den eneste løsning på affaldsproblemet også den sværeste: En holdningsændring. "Det er som med alkoholisme: At indrømme problemet er den halve løsning", siger Les Venter. Men her er lang vej hjem: Da projektet startede, ville kun 11 procent af beboerne i en spørgeskemaundersøgelse indrømme, at de dumpede affald.
|
