| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |

Danmarks miljøsamarbejde med Afrika

Lære for livet

Lærere i to provinser har gennem efteruddannelse i miljø fået demonstreret, at der er mange andre undervisningsmetoder end udenadslære.

Nogle få uger før Nelson Mandela i 1994 blev indsat som præsident, fik Cliff Olivier besøg på sit kontor i nabolandet Namibias undervisningsministerium.

Gæsterne var politikere fra Nelson Mandelas parti ANC, der efter hans magtovertagelse skulle være undervisningsministre i Sydafrikas provinser. De var lokket til Namibia af rygterne om det skræddersyede miljøfag "Life Science", livsvidenskab, der blev udviklet af det namibiske undervisningsministerium og den danske bistandsorganisation Ibis

Kort fortalt er "Life Science" en kombination af biologi og landbrugslære, der med teori og praktiske øvelser lærer børnene at overleve i ørkenlandet Namibia.

De sydafrikanske politikere var interesseret i "Life Science" af to årsager: Sydafrika havde meget få erfaringer med miljølære, der forholder sig direkte til elevernes virkelighed. Og samtidig var "Life Science"s eksperimenterende stil et opgør med den udenadslære, som var - og stadig er - typisk for meget undervisning i sydafrikanske skoler.

Resultatet af studieturen blev et af Danceds første projekter, udført af provinserne Gauteng og Mpumalanga i samarbejde med Ibis (gennem paraplyorganisationen Interfund i Sydafrika). Cliff Olivier blev ansat som rådgiver.

Opgør med udenadslæren

Kernen i projektet er efteruddannelse af lærere i miljøundervisning. Men for mange af deltagerne udviklede det sig til et krævende og udfordrende opgør med alt, hvad de hidtil havde foretaget sig i klasselokalerne.

I det gamle Sydafrika havde lærere et næsten fuldstændigt fastlåst pensum, der ofte var ude af trit med elevernes virkelighed. I biologi skulle børnene lære om nåletræer og sæler, selv om de boede 800 kilometer fra kysten i et subtropisk klima.

Metoden var som oftest udenadslære, hvor det var vigtigere at kende de latinske navne på samtlige fiskens finner end at vide, hvordan den trækker vejret med sine gæller. Eleverne blev opfattet som besværlige, hvis de stillede spørgsmål og forholdt sig kritisk til det, de fik at vide.

Det ny Sydafrika forsøgte kort efter 1994 et storstilet opgør med denne tankegang med strategien "Curriculum 2005". Hvor det gamle undervisningssystem havde detaljerede læseplaner, opstillede "Curriculum 2005" mål for undervisningen og lod lærerne selv afgøre, hvordan de ville nå målene. Samtidig forlangte "Curriculum 2005",at skolerne skræddersyede undervisningen efter deres lokale virkelighed og opmuntrede til debat, kreativitet og udforskning.

Det var en gigantisk mundfuld og ofte skræmmende for lærere, der selv var vokset op i det gamle system. Og i udsultede townshipskoler med 50 elever i klasserne og mangel på alt fra bøger til tavlekridt var "Curriculum 2005" næsten umuligt at gennemføre.

Skuffelser og frustrationer

Det Danced-finansierede projekt "Learning for Sustainability" fik derfor et dobbelt formål: Lærerne havde brug for efteruddannelse for at indbygge miljølære i biologi- og geografiundervisningen. Samtidig lærte de nye metoder, der kunne hjælpe dem med at føre "Curriculum 2005" ud i livet.

En lille øvelse illustrerer, hvordan underviserne i "Learning for Sustainability" selv stimulerede lærernes fantasi med nye metoder, samtidig med de fik diskuteret udfordringer som "Curriculum 2005":

Lærerne blev bedt om at sammenligne "Curriculum 2005" med et dyr efter eget valg. En valgte elefanten, fordi den er "meget stor og frygtet", men også fordi "man får værdifulde produkter fra elefanten", der giver "et stærkere uddannelsessystem". En anden skrev, at "Curriculum 2005" får "mig til at føle mig som en abe", fordi "det driver mig til vanvid" og "får mig til at føle mig inkompetent". "Jeg har mistet troen på mig selv og ender med at opføre mig uansvarligt".

Virkeligheden ind i klassen

Deltagerne i "Learning for Sustainability"-projektet havde det vigtige fortrin frem for titusinder af andre lærere, at de i det mindste havde nogen at diskutere den slags frustrationer med. I mange tilfælde lykkedes det projektets undervisere at få dem til at udnytte mulighederne i det ny system.

""Curriculum 2005" opstiller mål for undervisningen, men har ikke mange rammer. Mange opfattede det som en svaghed. Vi så det som en styrke", siger Cliff Olivier.

Eleverne blev først sendt ud for at finde ud af, hvem der brugte vådområdet. Bagefter skulle de i grupper repræsentere hver deres bruger: Ornitologen krævede området fredet for fuglenes skyld. Lystfiskeren ville have fri adgang til et grønt område med sin fiskestang. Landmanden ville dræne hele området for at dyrke genmanipuleret majs. En udenlandsk velgører stod parat med penge til at lave en fodboldbane til børnene fra en nærliggende skurby, hvor forældrene var mere interesseret i at lave en sikker skolevej gennem vådområdet.

Efter at have præsenteret deres personer for klassen, skrev eleverne breve til "myndighederne" med hver deres synspunkter. Til sidst bygger de modeller af mulige løsninger.

"Ideen var at bruge historien og rollemodellerne til at vise eleverne, hvordan man i fællesskab kan lave løsninger. Først bagefter kunne de så tage stilling til problemerne i deres eget lokalmiljø. Formålet er ikke så meget, at eleverne kommer med de "rigtige løsninger", men at de får diskuteret muligheder, begrænsninger og konsekvenser", siger Kith Bjerg Hansen.

Billeder af miljøet

Et andet eksempel på en ny undervisningsmetode var at give lærerne et engangskamera og bede dem tage billeder af deres eget miljø. De kom tilbage med fotos af affaldsbunker, frilufts"slagterier", krokodillefyldte floder og folk, der sprøjtede med insektmidler. Billederne blev klæbet op på plancher, og lærerne blev bedt om at skrive en historie, indsætte talebobler eller overveje, hvad der havde skabt de problemer og muligheder, som billederne viste.

Den slags krav om kreativitet, selvtænkning og refleksion ligger i sig selv fjernt fra virkeligheden i mange sydafrikanske skoler. Men projektet gik et skridt videre og fik lærerne til også at reflektere over deres egen undervisning.

I en evaluering af ^"Learning for Sustainability" fremhæver lærerne, at de selv er blevet bedre til at stille spørgsmål og - måske mest revolutionerende af alt - at de ikke længere er bange for at risikere at begå fejl.

Nyt projekt på vej

"Learning for Sustainability er blevet gennemført i et sydafrikansk undervisningssystem i dyb krise. Ønsket om at spare på de offentlige udgifter fik den nye regering til at fyre tusinder af lærere efter 1994. Og hvert år siden demokratiets indførelse har stadigt færre elever forladt skolen med en eksamen, der kvalificerer dem til universitetet. Nedgangen synes først vendt med årgang 2000.

"Learning for Sustainability" har i stort og småt oplevet sin del af problemerne og de kultursammenstød, det giver at introducere nye programmer i et konservativt miljø:

- I ét område blev projektet bremset af vold i skolen, hvor en elev blev skudt og lærerne i månedsvis følte sig dybt utrygge ved at fortsætte deres undervisning.

- Nogle af deltagerne i projektet har gjort som deres elever og er blevet væk fra det næste møde, når de ikke forstod den opgave, de havde fået som hjemmearbejde.

- Flerdageskurser har i nogle tilfælde lidt under, at jaloux ægtemænd forlangte, at de kvindelige lærere skulle komme hjem og sove.

Ovenfra er hele sammenhængen for programmet blevet ændret, da en ny undervisningsminister i 2000 besluttede at lægge "Curriculum 2005" på is, indtil årsagen for de mange problemer er klarlagt. De samlede erfaringer med "Learning for Sustainability" har dog været så positive, at Danced i 2001 starter et nyt treårigt og langt større program for 30 millioner kroner, der skal udbredes til samtlige provinser.

Ideerne med skræddersyede lærebøger og efteruddannelse af lærere i miljøfag vil kunne udnyttes næsten uanset hvilken overordnet uddannelsespolitik, der i den sidste ende kommer ud af undervisningsministeriets overvejelser.