| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
AOX udredning, litteraturstudium
AOX, adsorberbart organisk halogen, omfatter de organiske forbindelser med indhold af
chlor, brom eller iod, der kan adsorberes fra vand på aktivt kul. AOX er en
samleparameter, hvor medbestemte stoffer afhænger af den metode, der benyttes. I EN
1485:1996 [4], der også foreligger som dansk standard, er der
følgende definition:
AOX er en analytisk konvention. Resultatet er en parameter, der anvendes i
forbindelse med kontrol af vandkvalitet. Det repræsenterer summen af organisk bundet
chlor, brom og jod (men ikke fluor), der kan adsorberes på aktivt kul under bestemte
betingelser.
AOX benævnes i amerikanske standarder og litteratur TOX, totalt organisk halogen,
udfra antagelsen om, at næsten alle organiske forbindelser adsorberes på aktivt kul. I
denne rapport vil begreberne AOX og TOX blive benyttet synonymt og bestemt af det begreb,
som anvendes i det citerede arbejde.
Følgende andre forkortelser og termer benyttes:
VOX: volatile organic halogen, flygtigt organisk halogen =
POX: purgeable organic halogen, afblæseligt organisk halogen =
EOX: extractable organic halogen, ekstraherbart organisk halogen
DOX: dissolved organic halogen, opløst organisk halogen
TOC: total organic carbon, total organisk kulstof
For alle begreberne gælder som nævnt ovenfor for AOX, at det er analysemetoderne, der
fastlægger den gruppe af forskellige forbindelser, der medbestemmes.
AOX omfatter EOX og principielt også VOX. Som det fremgår af de følgende afsnit, er
der dog problemer med bestemmelsen af VOX-indholdet i AOX-analysen. VOX og EOX vil i
normalt forekommende prøvetyper udgøre en mindre delmængde af AOX-indholdet. Det kan
også udtrykkes således, at AOX er en tilnærmelse til det totale indhold af organisk
halogen, og AOX omfatter endvidere de to delmængder af de flygtige halogenerede
forbindelser, VOX, og de ekstraherbare halogenerede forbindelser, EOX.
VOX omfatter de flygtige halogenerede organiske forbindelser, som f.eks.
trihalomethaner og chlorerede opløsningsmidler. VOX defineres i DIN 38414/25 [5] som de forbindelser, der kan strippes ved 60°C i 15 min. fra
100 mL prøve i en defineret flaskestørrelse og med et givet gasflow. Prøverne til
VOX-analyse skal endvidere håndteres som andre prøver til bestemmelse af flygtige
forbindelser: helt fyldte flasker, opbevares koldt, analyseres inden for 24 timer og ingen
kemisk konservering.
EOX omfatter de lipofile halogenerede organiske forbindelser, som kan ekstraheres med
et apolært opløsningsmiddel. I forbindelse med økotoksikologiske undersøgelser er der
særlig opmærksomhed på disse forbindelser, idet de kan forventes at være
bioakkumulerbare.
For de nævnte metoder til at bestemme organisk halogen som sumparametre gælder, at
metoderne giver et signal, der er afhængigt af den molære koncentration af halogen.
Dette signal omregnes altid til den tilsvarende koncentration af chlor i µg/L eller mg/L,
idet chlors molvægt på 35,5 g/mol anvendes. Dette kan begrundes med, at chlorerede
forbindelser i langt de fleste prøver vil ære dominerende. Da molvægtene for brom og
iod er højere end for chlor (henholdsvis 79,9 g/mol og 126,9 g/mol), vil halogenindholdet
blive undervurderet, hvis prøverne indeholder meget organisk brom eller iod.
Endelig skal det huskes ved sammenligninger mellem resultater fra specifikke målinger
og målinger af AOX, at i det første tilfælde angives indholdet af den specifikke
forbindelse, mens der for AOX angives indholdet af chlor i forbindelserne. Eksempelvis vil
chlorphenol med en koncentration på 100 µg/L svare til et AOX-indhold på 28,5 µg Cl/L.
Analyse for AOX i en vandprøve består af følgende principielle trin:
- Forbehandling
- Adsorption på aktivt kul af organiske stoffer
- Fjernelse rester af uorganisk halogenid ved skylning med nitratopløsning
- Forbrænding af organisk halogen til hydrogen halogenid HX (HCl, HBr eller HI)
- Automatiseret, microcoulometrisk titrering af dannet hydrogen halogenid
For de to øvrige hyppigt benyttede sumparametre, VOX og EOX, benyttes enten
afblæsning (VOX) eller ekstraktion med opløsningsmiddel (EOX) til at isolere den
ønskede del af de chlororganiske stoffer samt til at fjerne uorganisk halogenid.
Metoderne afsluttes begge med de samme trin 4 og 5 som AOX-analysen. Der har været
foreslået alternative metoder til både adsorption (f.eks. Tenax eller XAD [6,7]) og til
detektion (f.eks. ionkromatografi eller neutronaktivering [8,9]), men ingen af disse har
vundet indpas i større omfang.
Den konkrete udformning af de enkelte trin i AOX-analysen er væsentlig for de stoffer,
der omfattes af analysen, samt for de mulige interferenser:
- Forbehandlingen omfatter justering af prøvens pH til stærkt sur reaktion med
salpetersyre. Dette sikrer, at sure organiske forbindelser er på ikke-ioniseret form og
dermed efterfølgende bedre adsorberes på aktivt kul. Den lave pH i den forbehandlede
prøve sikrer endvidere, at prøven er mikrobiologisk stabil, indtil den tages i arbejde.
For prøver, der indeholder frit chlor fra en chloreringsproces, tilsættes der
umiddelbart efter prøveudtagningen sulfit for at stoppe yderligere chlorering (quenching
af frit chlor), således at prøvens AOX-indhold ikke øges efter prøveudtagningen. Denne
sulfit tilsætning virker endvidere reducerende på interferens fra uorganisk brom og iod,
hvorfor sulfit også tilsættes til øvrige prøver inden adsorption. Endelig tilsættes
nitrationer for at modvirke, at chloridioner bindes til kullet.
- Adsorptionen af prøvens stoffer på kul kan gennemføres på to forskellige måder:
efter kolonne- eller rystemetoden. Ved kolonnemetoden presses vandprøven gennem 2 kulrør
forbundet i serie. Kullene fra hvert rør analyseres separat. Ved rystemetoden tilsættes
kullet til en kendt prøvemængde, hvorefter flasken lukkes og rystes i en time. Vandet
skilles fra ved filtrering, og filteret med kul kan analyseres. Her analyseres prøven i 2
forskellige fortyndinger, hvis muligt. Formålet med at benytte 2 kulrør eller 2
forskellige fortyndinger er at kontrollere eventuel ufuldstændig adsorption, ligesom der
kan fås et varsel om for højt indhold af uorganisk chlorid (se nedenfor). Både ved
ufuldstændig adsorption og ved for højt chloridindhold vil der være forhøjet måling
på andet kulrør eller uoverensstemmelse mellem de 2 fortyndinger. Standardmetoderne
foreskriver nogle kontrolgrænser herfor. Kolonnemetoden anbefales til prøver med højt
chloridindhold. Rystemetoden anbefales til prøver med indhold af partikler, der ellers
vil kunne tilstoppe kulrørene, inden tilstrækkelig prøve har passeret.
- Skylningen af kul efter adsorption med en opløsning af nitrationer, som fortrænger
uorganisk chlorid fra kullet, er et vigtigt trin, fordi det er almindeligt, at indholdet
af chloridioner er i mg/L, hvor indholdet af AOX er i µg/L, altså en forskel på flere
dekader. Skylningen kan effektivt fjerne op til cirka 1 g/L chlorid, og for at nedsætte
binding af chlorid under adsorptionstrinnet tilsættes nitrat som et led i forbehandlingen
af prøven.
- Forbrændingen foregår i en ovn, der er udformet som et ca. 30 cm langt kvartsrør,
hvor kullene forbrændes ved en temperatur på mindst 950°C. Her omdannes organisk
halogen til det tilsvarende uorganiske hydrogenhalogenid (f.eks. saltsyre) og kullet til
kuldioxid. Ved hjælp af en bæregasstrøm føres den dannede syre gennem en absorber
fyldt med koncentreret svovlsyre, der tørrer gasstrømmen, og videre til detektoren.
Utilstrækkelig forbrændingstemperatur eller forkert sammensætning af forbrændings- og
bæregas medfører for lave analyseresultater.
- Detektionen foregår i en microcoulometrisk titreringscelle, der automatisk bestemmer
mængden af halogenidioner. Når hydrogenhalogeniderne opløses i titreringcellens
eddikesyre, sker en udfældning af cellens indhold af opløste sølvioner som
tungtopløseligt sølvsalt (sølvchlorid, sølvbromid eller sølviodid). Microcoulometret
opretholder en konstant sølvionkoncentration i tritreringscellen ved elektrolytisk at
frigive sølv fra en sølvelektrode til titreringcellens væske. Den strøm, som hermed
forbruges, bestemmes og integreres over måleperioden. Det integrerede signal er
proportionalt med antallet af molekyler hydrogenhalogenid tilført cellen, målt i mol, og
omregnet pr. konvention til µg Cl.
Interferenser ved AOX-metoden er nærmere beskrevet i afsnit 5.3.
Der har siden 1980erne været standardmetoder til AOX, bl.a. Standard Methods
5320 [10], DIN 38409/14 [11] og
ISO 9562 [12]. Der er udarbejdet en europæisk standard EN
1485 [4], der siden 1997 har været en dansk standard, DS/EN
1485 [13]. I 2000 er denne danske standard endvidere oversat
til dansk. Standardmetoderne er ikke på alle punkter overensstemmende, og der er særligt
historisk betingede forskelle i de amerikanske og de europæiske versioner.
For den europæiske standard, som også er gjort til dansk standard, gælder, at
metoden overordnet set er tilfredsstillende, men at standarden i sin udformning ikke er
præcis nok: der opstilles valgmuligheder, som kan forventes at føre til forskellige
resultater, hvis forskellige laboratorier ikke træffer samme valg.
Derudover er den europæiske metode ikke følsom nok til overvågning af grundvandet i
Danmark. Detektionsgrænsen er i standarden anført til 10 µg Cl/L, mens niveauet i
uforurenet grundvand typisk er 1-15 µg/L. Derfor har Miljøstyrelsen i 1994 iværksat et
udredningsarbejde, der har ført til, at der foreligger en særlig metode til bestemmelse
af AOX på lavt niveau [14]. Her er den væsentlige
modifikation, at der tages 500 mL prøve i arbejde i stedet for 100 mL. Endvidere er
valgmulighederne i den europæiske metode elimineret, idet metoden alene retter sig mod
grundvand. Metoden er derudover modificeret således, at evt. VOX fjernes fra prøven ved
gennemblæsning ved 60°C inden AOX-analyse. Herved er der indført en klar opdeling
imellem de flygtige forbindelser og de øvrige forbindelser, således at totalindholdet af
organiske halogenerede forbindelser er summen af de flygtige organiske halogenerede
forbindelser plus de ikke-flygtige organiske halogenerede forbindelser (TOX =
"AOX" + VOX). Tilsvarende er foreslået i USA, hvor den ikke flygtige del af AOX
kaldes NP-TOX eller NPOX [15].
Denne opdeling var en klar fordel, da metoden blev udviklet, fordi alle vandprøver fra
grundvandsmoniteringen blev analyseret for både VOX og AOX i forbindelse med samme
prøveudtagningsrunde. En yderligere fordel ved at bestemme VOX separat er, at den
prøveopbevaring, -håndtering og -konservering, der anvendes ved AOX-analysen, ikke
sikrer mod tab af flygtige forbindelser. Den udviklede metode er valideret og
dokumenteret, og der er gennemført en interlaboratoriemetodeafprøvning mellem de danske
laboratorier med tilfredsstillende resultat [16]. Metoden med
fjernelse af VOX er benyttet for de vandprøver fra svømmebade, der er analyseret på DHI
i 1999 og 2000.
Der foreligger også metoder til bestemmelse af AOX i andre prøvetyper end vand. I
slam og sedimenter bestemmes AOX efter DIN 38414/18 [17]. Til
saltvand findes udkast til metode DIN 38409-22: 1999, Determination of AOX in Salt Loaded
Water (SPE-AOX) [18]. Her er der indført et oprensningstrin,
hvor vandprøvens indhold af organiske forbindelser opkoncentreres på en
styren-divinylbenzen (XAD), fastfasekolonne og uorganiske forbindelser fjernes. Herefter
elueres de organiske forbindelser med methanol, methanol ekstraktet fortyndes med vand, og
der fortsættes som ved almindelig AOX-analyse.
Sammenfattende om AOX analysemetoderne kan følgende fremhæves:
 | AOX er en sumparameter, hvor anvendelse af en standardiseret metode er særligt central
for at opnå veldefinerede, ensartede analyseresultater |
 | der er udarbejdet standardmetoder til bestemmelse af AOX i vand samt for andre
fraktioner og matricer |
 | alle halogener beregnes som chlor, hvilket vil medføre for lave resultater ved f.eks.
indhold af bromerede forbindelser |
 | der er udarbejdet en modifikation af AOX-metoden, som anvendes ved analyse af grundvand
i Danmark, hvor inholdet af flygtige forbindelser fjernes inden analyse for AOX. |
I Dansk Standard 1485 [13] er anført følgende:
 | Visse uorganiske brom- og jodforbindelser kan bindes til aktivt kul, således at de
medbestemmes som AOX: positiv bias. Disse interferenser kan formindskes ved tilsætning af
natriumsulfit |
 | Organiske brom- og jodforbindelser kan under forbrænding sønderdeles til henholdsvis
frit brom og frit jod, der efterfølgende kun medbestemmes delvist i detektoren: negativ
bias. Disse interferenser modvirkes i et vist omfang ved anvendelse af en bæregas
indeholdende CO2 |
 | Uopløselige uorganiske halogenider vil blive fanget i det aktive kul og medbestemmes:
positiv bias |
 | Mange levende celler (for eksempel mikroorganismer eller alger) i prøverne kan
medføre, at cellerne med deres høje indhold af uorganisk chlorid fanges i det aktive kul
og medbestemmes: positiv bias. I disse tilfælde analyseres prøven tidligst 8 timer efter
syretilsætning, således at alle celler er sprængt af pH og ionstyrkeeffekter |
 | Høje chloridkoncentrationer (> ca. 1 g/l) kan for rystemetoden medføre, at ikke al
uorganisk chlorid fjernes fra det aktive kul ved vaskningen, således at restchlorid
medbestemmes: positiv bias. Denne interferens kan modvirkes ved at benytte kolonnemetoden,
som er mindre følsom herfor. |
Den væsentligste systematiske fejl ved AOX er analyse af vandprøver med for højt
indhold af uorganisk chlorid, uden at der tages de nødvendige forholdsregler til at
modvirke positiv bias.
Det er vist, at uorganisk iod i grundvandet fra Skagen og Kalundborg fører til
forhøjede AOX-resultater, som ikke har sammenhæng med indholdet af halogenerede
organiske forbindelser [19]. Iodindholdet i disse vandtyper er
så højt, at der formodentlig ikke er mulighed for at forhindre interferens af det
uorganiske iod ved AOX-bestemmelsen.
Der findes beskrevet et beregningseksempel [20], hvor
bromid- og bromatkoncentrationen kan bruges til at korrigere TOX-tallet, så der ved høje
indhold af bromforbindelser kan opnås et TOX-resultat, der bedre udtrykker indholdet af
organisk bundet halogen. Denne fremgangsmåde kan ikke umiddelbart anbefales, idet
adsorption og detektion af bromid og bromat vil variere, og dermed vil AOX-resultatet
være betydeligt mere usikkert end sædvanligt.
Der er i detektionstrinnet risiko for, at andre ioner end halogenider, som danner tungt
opløselige sølvsalte, f.eks. sulfid, giver for høje analyseresultater. Et eksempel på
dette er en række boringer til uforurenet grundvand i Jylland [21],
hvor der påvistes forhøjede værdier af DOC og AOX ved prøveudtagning i flere dybder.
Årsagen viste sig at være afgivelse af en blødgører, N-butylbenzensulfonamid (NBSA),
fra installationer af nylon. De målte værdier var indtil 74 mg/L C og 254 µg/L Cl,
hvilket er 50 til 100 gange højere end det, der konstateredes i en nærliggende boring
uden nyloninstallationer. NBSA indeholder ikke halogen og skulle derfor ikke give
anledning til AOX, men en nærmere undersøgelse [22] viste,
at svovlet i NBSA detekteres af microcoulometret og dermed giver et signal som halogen.
Der er ikke en lineær sammenhæng imellem svovlindhold og signal størrelse: under en vis
koncentration er der intet signal og over en anden koncentration øges signalet ikke
yderligere. Dermed kan denne interferens ikke uden videre kompenseres beregningsmæssigt.
Problemet er forværret i den metodevariant, der anvendes mest i Danmark til grundvand,
hvor prøvemængden er øget fra 100 til 500 mL for at øge følsomheden/sænke
detektionsgrænsen. Problemet antages at være generelt, således at der kan opstå
positiv bias fra organiske svovlforbindelser og ved sulfidholdige vandtyper som perkolat.
Det skal bemærkes, at der ligeledes er rapporteret bias fra organiske
kvælstofforbindelser [23].
Sammenfattende om interferenser fra andre end halogenholdige, organiske forbindelser
ved AOX kan siges:
 | Meget høje chloridindhold kan føre til positiv bias |
 | Positiv bias fra uorganisk bromid og iodid kan ikke elimineres i alle tilfælde |
 | Der er dokumenteret et tilfælde, hvor en organisk svovlforbindelse gav positiv bias. |
DHI Institut for Vand og Miljø har udført enkelte målinger for AOX i
svømmebassinvand. Da indholdet af de flygtige forbindelser her blev bestemt ved analyse
for trihalomethaner, THM, på de samme prøver, blev prøverne til AOX efter aftale med
rekvirenten strippet for at fjerne de flygtige forbindelser inden AOX analyse. Disse AOX
resultater vil altså ikke indeholde bidrag fra flygtige forbindelser. Det fremgår i
øvrigt af afsnit 5.2 side 7 nederst og side 8 øverst vedr. AOX og flygtige stoffer og
tabel 5.4.1, at flygtige forbindelser bestemmes bedst som VOX fremfor som AOX.
Ingen af de modtagen prøver af svømmebassinvand, som er analyseret for indhold af AOX
på DHI, har været tilsat sulfit ved prøveudtagningen. Dette anbefales i
standardmetoderne for at reducere indholdet af frit chlor og dermed standse yderligere
dannelse af AOX inden ankomsten til laboratoriet. Netop for svømmebassinvand, hvor
kloringen ikke er foretaget umiddelbart forinden prøveudtagningen, og der dermed
har været lang kontakttid imellem chlor og organisk stof i vandet inden prøvetagning,
forventes dannelsen af AOX efter prøveudtagningen dog at være minimal.
Ved analyse for indhold af chlor i henhold til DS 282:1990 måles der frit chlor og
total chlor, og bundet chlor bestemmes som forskellen. Bundet chlor omfatter både
uorganiske og organiske chloraminer. Chloraminer antages at dechloreres ved reduktion med
sulfit og forventes derfor ikke medbestemt som AOX, men der er ikke fundet eftervisning af
dette i den undersøgte litteratur.
Der vil ikke være interferens fra frit chlor og fra levende mikroorganismer, idet
tilsætningen af sulfit fjerner overskud af frit chlor og tilsætningen af syre i mindst 8
timer før analysen sikrer, at alle celler er sprængt på grund af pH og
ionstyrkeeffekter.
Der foreligger i litteraturen omfattende tests af genfinding af modelforbindelser, men
det skal bemærkes, at disse kun kan sammenlignes, såfremt der er benyttet eksakt samme
standardiserede analysemetode.
Et eksempel (tabel 5.4.1) er en test for genfinding af AOX, EOX og VOX for en udvalgt
gruppe modelstoffer med metoder, der for AOX og EOX ligger tæt på de metoder, som
benyttes på DHI i dag [19].
De bemærkes, at for de flygtige forbindelser, er der et tydeligt billede af at, disse
bestemmes bedst ved en VOX analyse, idet procedurerne for AOX analysen ikke sikrer mod
fordampningstab.
Efter gennemførelsen af disse undersøgelser er VOX-metoden modificeret til direkte
overførsel fra afstripning til forbrænding, så der ikke længere er lav genfinding for
dichlormethan og vinylchlorid. For AOX bestemtes de flygtige forbindelser med lav
genfinding, især for vinylchlorid, freon 113 og dichlormethan. Dichlormethan vides at
adsorbere dårligt til kul fra vand, vinylklorid mistes formodentlig på grund af den
ekstreme flygtighed, mens freon er vanskeligt forbrændbart. Ved separat bestemmelse af de
flygtige forbindelser og efterfølgende bestemmelse af AOX på strippede prøver
forsvinder denne effekt. Hexachlorbenzen gav en lav genfinding, formodentlig fordi stoffet
er vanskeligt forbrændbart. Den stærke syre Dalapon, 2,2-dichlorpropansyre, med en pKa
på 1,74-1,84 genfandtes dårligt, formodentlig på grund af at adsorptionsforholdene ved
pH på 2 er ugunstige for denne forbindelse.
De halogenerede eddikesyrers genfinding er undersøgt ved TOX-analyse i henhold til
EPA/EMSL Method 450.1 [24]. Genfindingerne var ensartet høje
med et gennemsnit på 85% (tabel 5.4.2). Det anføres i referencen, at monochloreddikesyre
i andre undersøgelser er bestemt med 0% genfinding, hvor monochloreddikesyre i denne
undersøgelse gav 75% genfinding.
Tabel 5.4.1
Genfinding af halogenerede organiske forbindelser ved AOX-, EOX- og VOX-analyse af
syntetiske vandprøver på niveau 1-10 µg Cl/L [19]. Der er
nu foretaget enkelte rettelser af fejl i den oprindelige tabel.
Forbindelse |
AOX
% |
EOX
% |
VOX
% |
Dichlormethan |
14 |
< 2 |
< 5 |
Tetrachlormethan |
67 |
5,0 |
87 |
Cis-1,2-Dichlorethylen |
65 |
< 2 |
73 |
Vinylchlorid |
< 5 |
< 2 |
< 5 |
1,1,1-Trichlorethan |
54 |
3,8 |
77 |
1,1,2-Trichlorethan |
77 |
- |
84-90 |
1,1,2-Trifluortrichlorethan |
< 5 |
< 2 |
14 |
Trichlorethylen |
64 |
6,7 |
87 |
Chlorbenzen |
86 |
32 |
86 |
Brombenzen |
79 |
- |
104 |
1,2,4-trichlorbenzen |
- |
72 |
- |
Hexachlorbenzen |
50 |
61 |
- |
2,4-Dichlorphenol |
100 |
32 |
< 5 |
2,4,6-trichlorphenol |
102 |
- |
- |
Pentachlorphenol |
73 |
86 |
- |
2-Chloranilin |
102 |
3,2 |
- |
Lindan |
87 |
109 |
9,9 |
Aldrin |
- |
80-98 |
- |
DDT |
- |
73 |
- |
Heptachlor |
- |
73 |
- |
Atrazin |
96 |
10 |
- |
Dichlorprop |
88 |
< 2 |
< 5 |
Dalapon |
59 |
< 2 |
- |
PCB |
76 |
75 |
- |
Tabel 5.4.2
Oversigt over genfinding og præcision af TOX for 9 forskellige halogenerede
eddikesyrer med metode EPA/EMSL Method 450.1
|
|
Højt niveau
~ 300 µg/L |
Lavt niveau
~ 60 µg/L |
|
|
genf. % |
SD% |
Genf. % |
SD% |
MCAA |
mono-chlor-eddikesyre |
86 |
15 |
64 |
30 |
MBAA |
mono-brom-eddikesyre |
100 |
11 |
89 |
16 |
DCAA |
di-chlor-eddikesyre |
92 |
6 |
83 |
25 |
TCAA |
tri-chlor-eddikesyre |
84 |
6 |
79 |
9 |
BCAA |
brom-chlor-eddikesyre |
96 |
3 |
85 |
14 |
DBAA |
di-brom-eddikesyre |
97 |
9 |
93 |
7 |
DBCAA |
di-brom-chlor-eddikesyre |
77 |
6 |
79 |
1 |
TBAA |
tri-brom-eddikesyre |
80 |
3 |
87 |
13 |
DCBAA |
di-chlor-brom-eddikesyre |
89 |
5 |
87 |
7 |
Summen af de enkelte halogenerede organiske forbindelser, som kan identificeres ved brug
af specifikke analyser (f.eks. GC, GC-MS, HPLC), er meget ofte mindre end summen af
de halogenerede forbindelser bestemt ved AOX. Det kan være resultatet af, at der ved en
given undersøgelse ikke er foretaget et rigtigt valg af specifikke analysemetoder, men
generelt er der blandt de halogenerede organiske forbindelser målt som AOX en væsentlig
del, der ikke kan gøres rede for. Et eksempel er analyse af lossepladsperkolat, hvor der
typisk findes langt højere AOX, end summen af de specifikke forureningsstoffer betinger,
på grund af et højt indhold af chlorholdige humusstoffer dannet ved den mikrobielle
omsætning i lossepladsen [25].Generelt skyldes
uoverensstemmelsen imellem AOX og summen af identificerede, haloorganiske forureninger 3
forhold:
 | Der findes i prøven en stor mængde af chlororganiske stoffer, som hver især er i
koncentrationer under de specifikke analysemetoders detektionsgrænser, men som samlet
giver et betydeligt bidrag til AOX |
 | Der findes i prøven stoffer, hvor der ikke findes velegnede analysemetoder, typisk
polære stoffer og chlorerede humusstoffer |
 | De specifikke analysemetoder, som benyttes, er ikke tilstrækkeligt bredspektrede til at
måle for alle haloorganiske forureningsstoffer, typisk indgår polære stoffer og
nedbrydningsprodukter ikke. |
Sammenfattende gælder, at:
 | AOX er tæt på en metode til bestemmelse af totalindhold af chlor i organiske stoffer i
vand |
 | gode genfindinger for både polære og apolære forbindelser ses for AOX |
 | der kan være problemer med flygtige, med vanskeligt forbrændbare og med stærkt sure
forbindelser |
 | ved EOX og VOX genfindes henholdsvis lipofile stoffer og flygtige stoffer som forventet
ud fra metodernes karakteristika |
 | som for andre sumparametre er det metoden, der fastlægger, hvilke stoffer der
medbestemmes, hvorfor anvendelse af en standardiseret metode er central |
 | flygtige forbindelser vil ikke blive bestemt fuldstændigt ved AOX, medmindre der
træffes særlige foranstaltninger. Derfor er de flygtige forbindelser fjernes forinden
analyse ved de danske målinger på bassinvand |
 | flygtige, halogenerede forbindelser bør derfor bestemmes som VOX, såfremt de ønskes
bestemt som sumparameter. |
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |
|