| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
AOX udredning, litteraturstudium
Siden Rook i 1974 viste, at der dannes trihalomethaner (THM) ved chlorering af vand
indeholdende naturligt organisk stof ("humus") [26],
er isoleret en bred vifte af biprodukter ved chlorering: desinfection by products, DBP.
Den store interesse skyldes, at chlorering på den ene side er et effektivt middel til at
fjerne patogener fra for eksempel drikkevand, mens en række af biprodukterne på den
anden side er miljø- og sundhedsmæssigt betænkelige. Hovedvægten på undersøgelser af
chloreringsbiprodukter har været rettet imod chlordesinfektion af drikkevand og i mindre
omfang på behandling af spildevand.
Under anvendelse af chlorgas eller hypochlorit, som er standard for desinfektion i
svømmebade (afsnit 4), virker chlor som et kraftigt oxidationsmiddel, under alle
omstændigheder via hypochlorit efter [27]:
Cl2 + H2O ® HOCl + H+ + Cl-
I naturlige vandtyper findes i reglen et lavt indhold af bromid, hvorved også
dannes hypobromit:
HOCl + Br- ® HOBr + Cl-
Begge stoffer kan oxidere organisk stof, idet der samtidig indføres chlor- eller
bromatomer i de organiske molekyler [28,29] (figur 6.1.1).

Figur 6.1.1
Skematisk, ikke afstemte reaktionsligninger for dannelse af chlororganiske stoffer
under chlorering, efter [28,29].
Phenoler, som de viste, ligner strukturmæssigt de humusstoffer, som er en del af det
naturlige organiske stof i vand. Som det ses, dannes ved chloreringen en blanding af en
række chlororganiske stoffer, foruden chlorid, vand og kuldioxid, ligesom der kan dannes
bromerede organiske stoffer. Det er chloreringsbetingelserne, der primært bestemmer, hvor
langt reaktionen forløber, og hvilke stoffer der dannes. Kun en mindre mængde af den
tilsatte mængde chlor ender som organisk bundet chlor, mens det meste bliver reduceret
til chlorid [30].
Undersøgelser af vand fra et fransk drikkevandsbehandlingsanlæg viste, at det
organiske chlor for denne vandtype ikke sad i den aromatiske struktur, men snarere i
alifatiske forbindelser eller alkylkæder af mere komplekse forbindelser [31].
De to almindelige oxidationsmidler chlor og chloramin har forskellige mekanismer [30], idet chlor kan oxidere organiske forbindelser og bindes i de
organiske molekyler, men også ende som uorganisk chlorid (se ovenfor), mens chlor fra
chloramin altid vil ende i de organiske molekyler.
Undersøgelser af dannelse af disinfection by-products, DBP, i svømmebade ved
pilotforsøg [32] har vist, at de to væsentligste parametre
for dannelse af trihalomethaner, THM, og chloraminer er antal personer, der har badet,
samt dosis af chlordesinfektionsmiddel tilsat. Desuden viste massebalancestudier, at en
stor del (40-60%) af det organiske stof og chlor, som blev tilsat, ikke kunne findes som
eksempelvis THM, men formodentlig fandtes som chlorerede syrer af forskellig art i vandet.
I en Japansk undersøgelse [33] af
svømmebassinvand fra 30 svømmehaller og 16 friluftsbade blev TOX og indholdet af
trihalomethaner, THM, bestemt (Tabel 6.2.1).
Tabel 6.2.1
TOX og THM i vand fra japanske svømmebade [33].
|
TOX
µg Cl/L |
THM
µg/L |
THM : TOX
% |
Indendørs |
438-2800 |
21-195 |
3,5-10 |
Udendørs |
115-1170 |
7-127 |
4,8-19 |
I begge typer var der et bemærkelsesvist højt indhold af chloroform og ingen bromoform.
Efter udskiftning af vandet var der en signifikant øgning af indholdet af TOX og THM,
ligesom der var en klar sammenhæng mellem TOX og øvrige vandkvalitetsparametre som
permanganattal, chlorid, ledningsevne og især TOC.
Yderligere information om sammensætning og styrende faktorer for dannelse af DBP ved
chlorering kan findes i undersøgelser med relation til drikkevand.
I Standard Methods findes et afsnit om halogenerede forbindelser: 5710 Formation of
Trihalomethanes and Other Disinfection By-Products [34]. Her
anføres, at følgende forbindelser kan dannes ved chloring: trihalomethaner, halogenerede
eddikesyrer og halogenerede nitriller ved reaktion med naturligt forekommende stoffer som
humussyrer og fulvussyrer. Det anføres, at det naturlige indhold af bromid i vandet vil
føre til dannelse af bromerede forbindelser. Med et forhold mellem chorid:bromid på 40:1
vil der dannes lige store molære mængder af organisk chlor og brom. Er der mindre
mængder bromid tilstede, vil der i forbindelser med mere end et halogenatom være
mulighed for alle tænkelige kombinationer af chlor og brom, eksempelvis
trihalomethanerne: chloroform (CHCl3), dichlorbrommethan (CHCl2Br),
chlordibrommethan (CHClBr2) og bromoform (CHBr3).
I Standard Methods 5710 anføres det, at koncentrationen af halogenerede forbindelser
generelt stiger med reaktionstiden, men der er undtagelser: hvis pH er høj vil der ikke
dannes trichloreddikesyre, ligesom di-halo-eddikesyre hurtigt når et maksimum og derefter
begynder at hydrolysere. Nogle forbindelser, som bromerede eddikesyrer, er ustabile og vil
nedbrydes ved opbevaring.
Standard Methods 5710 anfører de mest almindelige desinfektionsbiprodukter som vist i
tabel 6.2.2.
Tabel 6.2.2
Mest almindelige biprodukter ved chlorering efter Standard Methods [34].
Gruppe |
Specifikke forbindelser |
Trihalomethaner |
Chloroform, trichlor-methan (CHCl3)
dichlor-brom-methan (CHCl2Br)
chlor-dibrom-methan (CClBr2)
bromoform, tribrom-methan (CHBr3). |
Trihalogeneddikesyre |
Trichlor-eddikesyre (CCl3COOH)
Dichlor-brom-eddikesyre (CCl2BrCOOH)
Chlor-dibrom-eddikesyre (CClBr2COOH)
Tribrom-eddikesyre (CCl2BrCOOH) |
Dihalogeneddikesyre |
Dichlor-eddikesyre
Chlor-brom-eddikesyre
Dibrom-eddikesyre |
Monohalogeneddikesyre |
Chlor-eddikesyre
Brom-eddikesyre |
Chloralhydrat |
|
Dihalogenacetonitril |
Dichlor-acetonitril, CHCl2-CN
Chlor-brom-acetonitril
Dibrom-acetonitril |
Chlorketon |
1,1,1-trichlor-propanone, CCl3-CO-CH3 |
Chloropicrin |
Chlor-picrin, trichlor-nitro-methan, CCl3NO2 |
Cyanogen chlorid |
|
DOX/TOX |
|
Det skal her bemærkes, at stoffet MX i tabel 4.1, som er et trivialnavn for
3-chloro-4-(dichloromethyl)-5-hydroxy-2-(5H)-furanon (figur 6.2.1), er det stærkeste
mutagen, der dannes ved chlorering af drikkevand, og er fundet at udgøre 20-50% af den
mutagene effekt af chloreret drikkevand [35,36].

Figur 6.2.1
Kemisk struktur af det stærkeste mutagen i chloreret drikkevand, MX [36].
Standard Methods 5710 anfører tillige metoder til bestemmelse af Disinfection
By-Products Formation Potential og Trihalomethane Formation Potential, hvor vandprøver
behandles under specificerede betingelser i en specificeret periode med en kendt mængde
chlor, og de dannede produkter derefter bestemmes.
I en undersøgelse af dannelse af DBP blev 33 specifikke forbindelser dækkende 4
trihaloemethaner, THM, 9 halogenerede eddikesyrer, HAAs, 4 halogenerede
acetonitriller, 2 haloketoner, chloropicrin,13 aldehyder og bromate bestemt sammen med
sumparametrene TOX, TOCl og TOBr [37]. Undersøgelsen blev
gennemført på ultrarent vand tilsat fulvussyrer til 3 mg/L TOC, med og uden indhold af
bromid i 0,1 mg/L, samt med fire almindeligt anvendte desinfektionsmidler: chloramin,
chlordioxid, chlor og ozone. Indholdet af TOX var størst efter behandling med chlor
(tabel 6.2.3). Derudover viser tabellen, at kun 50% af TOX blev identificeret ved
chlorbehandling og endnu mindre for de øvrige desinfektionsmidler.
Tabel 6.2.3
Dannelse af DBP ved desinfektion med 4 forskellige metoder af fulvussyrer, TOC 3 mg/L,
i vand [37]/.
|
Chloramin |
ClO2 |
Cl2 |
O3 |
TOX, µg/L Cl |
155 |
61 |
572 |
6 |
TOCl, µg/L Cl |
143 |
25 |
534 |
0 |
TOBr, µg/L Cl |
12 |
36 |
38 |
6 |
Uidentificeret, % |
82,9 |
71,5 |
51,5 |
91,7 |
HAA, % |
10,8 |
25,3 |
11,9 |
7,1 |
THM, % |
3,9 |
2,5 |
35,6 |
1,1 |
Other, % |
2,3 |
0,6 |
0,9 |
0,0 |
THAA, total halogeneret eddikesyre, TTHM, total trihalomethan, identificeret som % af
TOX vist.
Information om dannelse af chlorerede organiske forbindelser kan endvidere fås i
litteraturen om stoffer dannet ved chlorering af træmasse i celluloseindustrien. I et
review over en række gennemførte undersøgelser vedrørende chlorblegning af papirmasse
med chlor [38] findes en gennemgang af de påviste chlorerede
forbindelser. Der skelnes traditionelt i denne type af undersøgelser imellem AOX, der
bestemmes i et vandigt ekstrakt, EOX, der bestemmes efter ekstraktion med et
opløsningsmiddel, og endelig ikke-ekstraherbare organiske forbindelser. Afhængigt af
trætypen udgjorde den udvaskelige del, AOX, mindre end 10% og den ekstraherbare del, EOX,
ca. 50% af total organisk chlor. Mere end 80% af EOX var lipofilt og havde en log POW,
som var større end 4, hvilket angiver, at der var tale om bioakkumulerbare forbindelser.
Endvidere var der en del af EOX med log POW større end 6,2.
Strukturundersøgelser med NMR-teknik viste, at der var et meget lavt indhold af
aromatiske forbindelser i de undersøgte ekstrakter. Der blev identificeret linolsyre med
op til 4 chloratomer.
Chlorering af vand med indhold af organisk stof anvendes desuden udbredt for udløb fra
renseanlæg [39], især hvor vandet skal anvendes til
kunstvanding af markafgrøder eller til f.eks. infiltration med henblik på
grundvandsdannelse. I chloreret spildevand blev identificeret nogle af indholdsstofferne [39]: chlorerede alkoholer, ketoner og syrer, mens der ved
chlorering af overfladevand og modelhumusstoffer mest dannedes THM og halogenerede
eddikesyrer, HAA.
I behandlet overfladevand fra forskellige lokaliteter i USA blev forholdet mellem TOX
og specifikke forbindelser undersøgt [40]. Det viste sig, at
forholdet var næsten konstant, når det beregnedes på basis af vandets indhold af
organisk kulstof: 220 µg TOX dannet pr. mg TOC ved chlorering ved pH 7,0 ved et Cl2-C
forhold på 4-5 (mg /mg forhold) og en behandlingstid på 72 timer. Endvidere viste det
sig, at uafhængigt af kilden udgjorde CHCl3 omtrent 20% af TOX,
trichloreddikesyre 18% og dichloreddikesyre 6 % af TOX, mens trichloracetone og
dichloracetonitril udgjorde mindre end 1 %. Tilsammen udgjorde disse forbindelser 44% af
det målte TOX, hvilket svarer til resultaterne af tidligere undersøgelser. I de
tilfælde, hvor yderligere forbindelser er identificeret med avancerede analyser, udgjorde
den del, som er identificeret højst omkring 50 %. Forholdet mellem TOX og THM afhang af
den øvrige vandbehandling og lå imellem 29% og 44% THM i forhold til TOX.
I en anden undersøgelse af behandlet drikkevand fra 10 lokaliteter i USA [41] omfattende flod-, sø- og grundvand bestemtes indhold af
trichloreddikesyre, TCA, på 4 54 µg/L med en medianværdi på 30 µg/L. TOX blev
målt til 146 566 µg Cl/L med en medianværdi på 350 µg Cl/L. TCA-indholdet
udgjorde mellem 2 og 10 % af TOX- indholdet, med en medianværdi på 6 %. Der kunne
etableres en lineær regression mellem TCA- og TOX-koncentrationerne med
regressionskoefficient, R = 0,861.
I Tama River, der udmunder i Tokyo, er der målt dannelse af THM og TOX på 8
lokaliteter op ad floden [42]. Ved behandling med 10 mg/L
chlor i 24 timer var dannelses potentialerne henholdsvis 22 64 for THM og 112-200
µg/L for TOX.
I Galilæa søen i Israel, der har højt indhold af bromid (1,9 mg/l), påvistes
bromerede organiske forbindelser ved chlorering [28]. 3
bromerede haloeddikesyrer blev påvist i høje koncentrationer. THM og haloeddikesyrer
udgjorde 75 % af TOX, og over 85 % af TOX var bromerede forbindelser. Tribromeddikesyre
kunne omdannes til bromoform, ligesom det ses for dannelsen af chloroform fra
trichloreddikesyre.
I atomkraftværker i USA, der ligeledes benytter chlorering til deres kølevand [43], er der identificeret THM, chlor- og bromphenoler og TOX
(alternativ, nu forældet, metode med adsorption på XAD i stedet for på aktivt kul). I
chloreret kølevand fra flodvand eller havvand identificeredes 21 chlor- og bromphenoler
med indtil 3 halogenatomer, samt 2 nitro- og 1 ethoxybromphenol. Totalindholdet at
chlorphenoler var ca. 1 µg/L, af THM 0,5-2,8 µg/L og af TOX 2-4 µg/L. Den væsentligste
forskel på havvand og ferskvand var, at der især var bromerede forbindelser i havvand,
formodentlig på grund af det højere indhold af uorganisk brom i havvand.
I en gennemgang af forskellige desinfektionsmidlers effektivitet og DBP-dannelse
konstateredes, at dannelsen af flygtige THM og af ikke-flygtigt TOX, NPTOX, giver en
fordeling med 1,5 11 gange mere NPTOX end THM [30]. I
artiklen fremhæves, at den traditionelle regulering af chlordesinfektionsprocessen for
drikkevand ved hjælp af THM-indholdet ikke er hensigtsmæssig, fordi THM kun udgør en
mindre del af de chlorerede organiske forbindelser, som ønskes undgået. Eksempelvis
danner chloraminer mindre THM, men ikke mindre TOX. Til gengæld er chloraminer mindre
effektive til desinfektion. Dette perspektiveres af, at forfatteren anser NPTOX for at
være den mest betænkelige del af DBP pågrund af høj carcinogen effekt (sammenlign med
den kraftige carcinogene effekt af MX, som vil findes i NPTOX-fraktionen), mens den
flygtige del af TOX, PTOX, hovedsageligt vil være THM. Det bemærkes tillige, at ved
chlorbehandling falder dannelsen af THM moderat med faldende pH, mens dannelsen af TOX
stiger voldsomt. Selv om TOX-dannelsen ved chlordesinfektion ikke i sig selv er reguleret,
er det altså god praksis at kontrollere TOX-dannelsen ud over THM-dannelsen.
I en undersøgelse af chlorering af ikke-nitrificeret spildevand med indhold af
ammonium dannedes chloraminer og ikke-flygtigt organisk halogen, mens der i nitrificeret
spildevand, uden ammonium, dannedes store mængder af TOX og THM [39].
Undersøgelserne viste, at ved tilstedeværelsen af ammonium opnåedes et gennemsnitligt
forhold TOX/DOC på 7,5 µg Cl/mg C og lave indhold af THM og HAA. Ved chlorering af
nitrificeret spildevand opnåedes et gennemsnitligt forhold TOX/DOC på 49 µg Cl/mg C.
Forskellene i dannelse af DPB på de forskellige typer af spildevand skyldes formodentlig,
at ammonium i vandet reagerer med tilsat chlor, hvormed chloreringseffekten reduceres [30]. En lavere dannelse af DBP i vand med højt indhold af
ammonium kan altså være samtidig med en lavere desinfektionseffekt.
Undersøgelsen af behandlet overfladevand [40] viste, at
der var en god relation mellem både potentialet for dannelsen af THM (THMFP) og for
dannelsen af TOX (TOXFP) og vandets indhold af organisk stof bestemt som TOC eller som
UV-absorption ved 254 nm på en sur prøve. Eksempelvis var korrelationen mellem TOXFP og
TOC bestemt på 59 prøver:
TOXFP [µg Cl/L] = 152 (+13,8) TOC [mg C/l] + 222(+ 217), R = 0,825,
Et indhold af TOC på 10 mg C/L forudsiges at kunne føre til et indhold af TOX på
1742+355 µg Cl/L.
Korrelationen mellem THMFP og TOC bestemt på 59 prøver var:
THMFP [µg /L] = 54 (+4,8) TOC [mg C/l] + 46,6(+ 76,5), R = 0,828,
Et indhold af TOC på 10 mg C/L forudsiges at kunne føre til et indhold af THM på 587+125
µg/L.
Tilsvarende er effekten af procesfaktorer som organisk stof indhold i vandet (TOC), det
organiske stofs sammensætning (karakteriseret ved absorption af ultraviolet lys, UV, ved
254 nm), pH, chlordosis, temperatur og tid beskrevet i sæt af ligninger for forskellige
DBP [44]. Det skal bemærkes, at denne type generaliseringer
skal anvendes med varsomhed, idet betingelser, der ligger uden for det datasæt anvendt i
opstillingen af ligningerne, kan gøre ligningerne upålidelige. Et eksempel på ligning
for dannelse af chloroform (CHCl3) og trichloreddikesyre (TCAA) er vist
nedenfor:
CHCl3 (µg/L) = 0,278*(TOC*UV-254)0,616*(Cl2)0,391*(T)1,15*(t)0,265*(pH-2,6)0,8*(Br
+ 1)-2,23
TCAA (µg/L) = 87,182*(TOC)0,355*(UV-254)0,901*(Cl2)0,881*(t)0,264*(pH)-1,732*(Br
+ 1)-0,679
Ligningerne beskriver, at både chloroformdannelse og dannelse af trichloreddikesyre
stiger med stigende indhold af organisk stof i råvandet, med chlordosis, med
reaktions-tid og med temperaturen (indgår kun for chloroform). Chloroformdannelsen stiger
med pH, mens TCAA-dannelsen falder med pH. Bromid mindsker dannelsen af de fuldt
chlorerede DBP, fordi der i stedet dannes de analoge bromerede stoffer.
Den parameter, som primært er variabel med henblik på nedbringelse af dannelsen af
DBP, er altså mængde og art af det organiske stof. Chlordosis kan ikke nedbringes under
den effektive værdi, pH og temperatur kan ikke justeres uden gener for brugerne, og
reaktionstid kan kun nedbringes ved at øge dimensionerne i behandlingsanlægget.
I undersøgelsen af behandlet overfladevand [40] sås det,
at traditionel vandbehandling med flokkulering og bundfældning reducerede TOC og dermed
THMFP og TOXFP med 50 %.
I drikkevandsbehandlingsanlæg i Frankrig [31] er
undersøgt fordelingen på forskellige molekylfraktioner med gelfiltrering, gel permeation
kromatografi, GPC, før og efter chlorering (tabel 6.3.1).
Tabel 6.3.1
Molekylvægtsstørrelse af TOC og TOX før og efter chlorering [31].
Sandfiltreret vand |
Molekylvægt fraktion |
% TOC |
% TOX |
TOX/TOC
(µg/mg) |
før chloring |
> 5000 |
16 |
2 |
10-15 |
1000-5000 |
32 |
27 |
100 |
<1000 |
52 |
71 |
170 |
efter chloring |
> 5000 |
21 |
2 |
10-15 |
1000-5000 |
41 |
42 |
180 |
<1000 |
38 |
56 |
260 |
I det ikke-chlorerede vand var kun 2 % af TOX i den tungeste fraktion, og efter chlorering
var dette uændret. Altså reagerede denne fraktion begrænset med chlor, mens de 2
letteste fraktioner reagerede mest med chlor. Mere specifikt blev nogle modelstoffers
TOX-dannelsespotentiale, TOXFP, testet ved at behandle med 1 mg chlor pr mg stof i 24
timer (tabel 6.3.2).
Tabel 6.3.2
TOXFP for forskellige typer af organisk stof [31].
|
TOX/TOC
(µg/mg) |
Dextran, MW 40.000 |
34 |
Protein, BSA |
60 |
Humic Acid |
86 |
Fulvic Acid |
116 |
Ved hjælp af pyrolyse GC/MS kunne det vises [31], at den
tunge fraktion af TOC (tabel 6.3.1) var domineret af kulhydrater og proteiner snarere end
af polyhydroxyaromater (humus- og fulvussyrer). Den tunge fraktions ringe dannelse af TOX
kan dermed forklares ud fra proteins og kulhydraters mindre TOXFP, som det fremgår for
dextran (kulhydrat) og protein i tabel 6.3.2. Dette antyder, at vand med et mindre indhold
af humus og et højere indhold af kulhydrater og proteiner, som eksempelvis forventet i
svømmebade, vil give en lavere produktion af DBP end beregnet ud fra ligningerne ovenfor.
Hovedfraktionen af TOX var lavmolekylære forbindelser (tabel 6.3.1), MW < 1000,
hvor de fleste af disse forbindelser kunne ikke analyseres ved almindelig GC og kunne ikke
ekstraheres med konventionelle teknikker [31], hvilket er
typisk for polære forbindelser. Dette forklarer, hvorfor det normalt ikke er muligt at
redegøre for al TOX ved specifikke analyser.
Chlorering af 22 forskellige aminosyrer og nogle veldefinerede oligo- og polypeptider
(proteiner) har vist [31,45], at
frie aminosyrer og proteiner krævede høj chlordosis, hvor chlor behovet varierede fra
2,5 16 mol Cl2/mol stof. De frie aminosyrer viste sig at have lavt
THMFP, men et højt TOXFP. Forfatteren anfører, at da aminosyrekoncentrationen i
drikkevand kan variere fra få nanomol til adskillige hundrede nanomol pr. liter, må det
forventes, at disse forbindelser udgør en betydelig del af chlorbehovet i forbindelse med
behandling af drikkevand.
Til nærmere at anslå TOX-dannelsespotentialet af det organiske stof i vand er
foreslået UV-spektrofotometri [46], idet der måles på det
fald i UV-absorbans af naturlige organiske forbindelser (NOM), der sker ved chlorering.
Faldet i UV-absorbans afbildet imod bølgelængden kaldes et differential UV-spektrum.
Mens konventionelle UV-spektre af NOM stort set kun viser en jævnt faldende kurve uden
megen reel information, viser differential UV-spektre af NOM et bemærkelsesværdigt
billede typisk for en bred vifte af vandtyper og chloreringsbetingelser med et maksimum
ved 272 nm. Størrelsen af faldet i absorbans er en indikator for potentialet for
TOX-dannelse ved chloreringen, idet UV-målingen reelt foretages på den del af molekylet,
der også reagerer med chlor. Fordi den indledende reaktion mellem chlor og NOM medfører,
at hovedparten af den tilførte chlor bliver inkorporeret i det organiske molekyle, giver
viden om graden af tidligere chlorering målt ved differential UV-spektrofotometri
mulighed for at forudsige potentialet for fortsat DPB-dannelse, for eksempel i vand under
konstant chlorering i et svømmebad. Dette understøttes af den registrerede stigning i
dannelse af TOX og THM i japanske svømmebade efter vandudskiftning og dermed tilførsel
af frisk organisk stof (se tidligere i dette afsnit).
Sammenfattende kan siges om de forbindelser, der dannes ved chlorering af vand, samt om
processerne, at
 | ved chlorering af vand indeholdende organisk stof dannes chloreringsbiprodukter, DBP |
 | af totalt dannet DBP målt ved AOX kan i bedste fald identificeres 50 % |
 | der identificeres primært trihalomethaner, halogenerede eddikesyrer, chloropicrin,
chlorketoner, chlornitriller, chlorphenoler og chloraminer |
 | der dannes ved chlorering mindst 1 potent mutagen, MX, som ikke indgår i THM, men i AOX |
 | trihalomethaner kun udgør en mindre del af DBP/AOX, og analyse herfor er ikke nok til
at følge dannelsen af chlorerede forbindelser |
 | der er en klar sammenhæng mellem mængden og arten af organisk stof til stede og
mængden af AOX der dannes |
 | pH, chlordosis, chloreringsmiddel, temperatur, chloreringstid og andre stoffer tilstede
påvirker DBP dannelsen |
 | AOX målinger og differential UV-spektrofotometri kan være supplerende styreparametre
for chloreringsprocesser |
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |
|