|
Vandforsyningsteknik og regler 2. Lovgivning, normer og standarder
Kapitlet vil blive afsluttet med en kort omtale af nogle normer på vandforsyningsområdet og AB 92. 2.1 VandforsyningslovenRammelov Vandforsyningsloven, lovbekendtgørelse nr. 130 af 26.02.1999, er ligesom mange andre danske love en rammelov. Det vil sige, at der er flere bestemmelser i loven, som giver miljøministeren lov til at sende bekendtgørelser ud, hvor nogle af lovens emner reguleres mere detaljeret. Naturligvis synes brøndborere, at nogle bestemmelser i loven er mere interessante end andre. Men for at forstå reglerne om blandt andet tilladelse til indvinding af vand og til etablering af anlæg, er det nødvendigt at huske på lovens formål. 2.1.1 FormålFormålene er beskrevet i §§1 og 2 som: a. At udnyttelse og beskyttelse af vandforekomster sker efter en samlet planlægning og efter en samlet vurdering af:
b. En samordning af den eksisterende vandforsyning med henblik på en hensigtsmæssig anvendelse af vandforekomsterne. c. En planmæssig udbygning og drift af en tilstrækkelig og kvalitetsmæssig tilfredsstillende vandforsyning. 2.1.2 Ændringer af lovenI 1998 kom der flere væsentlige ændringer i Vandforsyningsloven. Ændringerne har forbindelse til indføjelsen af et beskyttelseselement i lovens formål. I vil nu kunne finde regler om:
Desuden fik amtsrådene i 1999 mulighed for at få finansieret bestemte dele af deres arbejde, der har forbindelse til kortlægning og koordinationsforaene. Der kan nu fastsættes:
2.1.3 PlanlægningFor at kunne leve op til formålene er det nødvendigt, at der planlægges. Dette sker på flere niveauer: Disse omhandler "det åbne land". Hvor kan vi placere virksomheder, skove, landbrug, indvinding af råstoffer? Regionplanen vil også ofte berøre anvendelse og beskyttelse af vandressourcerne. 2.1.3.2 Vandressourceplanlægning Amtsrådene skal fortsat lave vandressourceplaner, hvor de beskriver ressourcernes beliggenhed, størrelse, kvalitet, beskyttelse, mængder til vandforsyning og den fremtidige anvendelse. Derudover skal der ske en:
Udarbejdelse af en tidsplan i forhold til udfærdigelse og virkeliggørelse af indsatsplaner. Kommunerne tilrettelægger med disse planer borgernes forsyning med drikkevand. Typisk vil vi finde svar på spørgsmålene: Hvor forsyner vandværkerne i øjeblikket, og hvor skal de forsyne i fremtiden? Hvor er det mest fornuftigt, at folk forsynes via enkeltindvindinger? 2.2 VandindvindingstilladelserDisse tilladelser er omtalt mange steder - blandt andet i:
Den klare hovedregel er, at grundvand og overfladevand ikke må indvindes uden tilladelse, se VFL §18. Der er dog tre undtagelser: Hovedregel a. En ejer af jord ned til en å eller lignende behøver ikke tilladelse til at indvinde overfladevand til kreaturvanding, se VFL §18 stk. 3. Overfladevand til kreaturvanding udenfor naturlige forsyningsområder b. Ejendomme, som ligger uden for et alment vandværks naturlige forsyningsområde, kan indvinde grundvand på egen grund uden tilladelse til selve indvindingen, se VFL §18 stk. 2. Ud over forudsætningerne som er nævnt i de to følgende afsnit, så skal vi huske på, at der fortsat skal indhentes tilladelse til både borested og anlæg, se VFL §21. Kravet, om at det skal være uden for et vandværks "naturlige forsyningsområde", dækker kort sagt over det område, som vandværket ikke kan forsyne uden først at skulle udvide sin kapacitet. Der er også andre betingelser knyttet til undtagelse b: Vandet skal kun bruges til husholdningen inklusiv almindelig havevanding og bilvask, og der findes kun én husholdning, som bruger vandet. Endvidere skal vandet kunne overholde kvalitetskravene til drikkevand. Ældre indvindinger c. Indvindinger - som eksisterede før 01.04.1980, og som efter den gamle lov ikke behøvede tilladelser - er fortsat gyldige, se VFL §86 stk. 2. § 19-anlæg Det er sådan, at nogle tilladelser ikke kan nægtes. Dette er baggrunden for, at §19 nr. 1 anlæg (§19 anlæg) er ret specielle. Der skal ganske vist søges om tilladelse til indvinding ved hjælp af disse anlæg - men tilladelsen til forsyningen af husholdning og almindeligt landbrug - kan kun nægtes i to tilfælde:
Revurdering Derudover skal vi huske, at hvis formålet med en indvinding ændres, eller indvindingen øges væsentligt, så skal ejeren rejse sagen for den myndighed, som har kompetencen, se VFL §33. Myndigheden skal med andre ord igen vurdere, om indvindingen er acceptabel og kan tillades. 2.2.1 Den rette myndighedEfter VFL §19 kan kommunalbestyrelsen meddele tilladelse til de små anlæg, hvor indvindingen er maksimalt 3.000 m3/år - eller 6.000 m3/år, når anlægget forsyner flere bebyggelser på landet, dog uden at være et alment vandværk (§19-anlæg). Kommunalbestyrelsen har en ret til at meddele tilladelse - ikke en pligt. Den kan derfor vælge at overlade vurderingen til amtsrådet. Alle de store indvindinger og ansøgningerne om markvanding skal amtsrådet vurdere, se VFL §20 (§20-anlæg). Der er skrevet mere om dette emne i DVF´s vejledning "Tilladelser til indvinding af grundvand ved enkeltanlæg og mindre ikke-almene vandforsyningsanlæg". 2.3 Tilladelse til anlægDisse tilladelser er omtalt de samme steder i lovgivningen som indvindingstilladelserne. Derudover er de nævnt i Cirkulære nr. 82 af 11.07.1986 om forskellige forhold vedrørende Vandforsyningsloven (cirk. 82). I forbindelse med vurderingerne af om der kan gives tilladelse til anlæg, skal der tages hensyn til regler om placeringen af brønde og boringer. De er nævnt i:
To tilladelser I dag kræver loven, at der ansøges om tilladelse til både selve indvindingen og anlægget. Baggrunden for indførelsen af anlægstilladelser i forbindelse med deres etablering er at sikre:
Der skal også tilladelser til, når anlægget forbedres væsentligt eller i øvrigt ændres væsentligt. Dette skyldes et ønske om at:
Hvis der søges om en anlægstilladelse efter VFL §21, så vurderer myndigheden både indretningen af anlægget og placeringen af det. Altid tilladelse til anlæg Det er endvidere sådan, at der skal søges om anlægstilladelse efter VFL §21, selv om ejeren ikke skal søge om indvindingstilladelse. De såkaldte §18 stk. 2 anlæg skal med andre ord også knyttes til en vurdering af anlæggets placering og indretning. Dette er omtalt i § 3 stk. 2 i bek. 3 og cirk. 65. 2.3.1 "Vandindvindingsanlæg"Loven taler om "vandindvindingsanlæg", og dette omfatter:
Det vil sige, at forsyningsledninger ikke er omfattet. Men dette hindrer ikke, at der i forbindelse med anlægstilladelsen kan være opstillet vilkår, som berører disse ledninger. 2.3.2 "Udbedres eller ændres"Vendingen "på en væsentlig måde udbedres eller ændres" i VFL §21 dækker blandt andet over:
Der skal ikke tilladelser til ændringer hos et alment vandværk, hvis:
I forhold til mindre indvindingsanlæg vil kravene typisk ikke være så skrappe. Men der skal anlægstilladelse til, når:
Mens der ikke kræves tilladelse ved mindre anlæg, hvis:
Hvis fornyelsen af anlægget har en teknisk og økonomisk rækkevidde, som betyder, at myndigheden bør have lejlighed til at overveje det fornuftige ved anlægget - så skal der altså søges om tilladelse. 2.4 ErstatningsboringerDer findes en undtagelse fra pligten til at ansøge om anlægstilladelse, se VFL §21 stk. 2. Undtagelsen går på de situationer:
Forudsætninger Indtil sommeren 1998 var signalerne fra både domstolene og myndighederne, at §21 stk. 2 skulle fortolkes snævert. Men en afgørelse fra Vestre Landsret (UfR 1998.1592) har ændret på situationen. Der kan tilsyneladende ikke længere altid stilles et krav om, at forsyningen skal være blevet "pludseligt" afbrudt, se nedenfor under tvangssituationer. Der er fortsat flere krav, som alle skal være opfyldte, for at ejeren af anlægget kan bruge reglen om erstatningsboring:
Tvangssituation Det er flere gange blevet understreget af Miljøstyrelsen, at der er tænkt på tvangssituationer. Eksempelvis det tilfælde hvor en boring på en gård med dyr pludselig bryder sammen. Men bestemmelsen kan ikke bruges i følgende situationer:
Tidligere har meldingen været, at der ikke kunne etableres erstatningsboring uden tilladelse, hvis ejeren igennem længere tid har kunnet konstatere, at der kom mindre og mindre vand fra anlægget. Med UfR 1998.1592 bliver vi i øjeblikket nød til at skelne mellem de tilfælde, hvor årsagen til mindre vand er dårlig mekanik og de situationer, hvor forklaringen er hydrogeologisk. Hvis vandspejlet eksempelvis er sunket, så er der ikke noget krav om, at vandforsyningen pludselig skal være ophørt. Husk altid kravene til placering Vi vil senere se nærmere på bek. 4 om udførelse af boringer. Men i forbindelse med nødboringer skal brøndborerne være opmærksomme på, at bekendtgørelsens §5 om krav til placeringen af anlæg også gælder i disse situationer. 2.4.1 Erstatningsboringer med tilladelseSom udgangspunkt kræver loven ikke, at ejeren skal ansøge om tilladelse til etablering af en erstatningsboring - eller til udbedring eller ændring af en eksisterende brønd/boring i tvangssituationer. En kommunalbestyrelse eller et amtsråd kan dog have besluttet, at bestemte ejendomme skal have tilladelse til etablering af erstatningsboringer, se VFL §21 stk. 3. Påbud om at tilladelse er nødvendig En beslutning efter denne bestemmelse skal være baseret på en konkret begrundelse af vandforsyningsmæssig karakter. Det vil sige, at myndigheden eksempelvis ikke kan beslutte, at dette skal gælde for alle ejendomme med enkeltindvinding i kommunen. Beslutningen kan heller ikke være formuleret sådan, at alle anlæg af en bestemt art i hele kommunen skal søge om tilladelse til nødboringer. Beslutningen skal med andre ord være meget konkret og gå på den enkelte ejendom, hvor forholdene er blevet grundigt undersøgt. Tanken med §21 stk. 3 er, at den eksempelvis kan bruges, hvis:
2.5 Det praktiske og overvejelser i forbindelse med ansøgningerAlt det praktiske og de forskellige overvejelser, myndigheder skal gøre, kan I læse mere om i bek. 3 og bek. 4. Bek. 4 om udførelse af boringer efter grundvand vil blive omtalt i afsnit 2.6. Det skal nævnes, at vi fra 01.02.1999 har fået regler, hvorefter tilladelsen til indvinding kan blive koblet sammen med et gebyr til amtsrådet, se VFL §52c. 2.5.1 Todeling af tilladelsernePrincipielt skal vi skelne mellem en foreløbig og en endelige tilladelse. Kravene til de oplysninger, som skal indleveres sammen med ansøgningen, er også forskellige i de to situationer. Ideen med denne todeling er, at så længe indvindingstilladelsen ikke er givet, så skal ejeren ikke begynde med de store investeringer i anlæg. Ofte vil brøndboreren skulle arbejde i et område, hvor ingen har mulighederne for at vide, om ejeren kan få vand. Dette betyder, at det er klogt at undersøge stedet nærmere, før den endelige tilladelse gives. Todeling ikke er nødvendig Der vil dog være flere tilfælde, hvor todelingen ikke er nødvendig. Myndigheden vurderer nemlig her, at de har tilstrækkeligt med oplysninger fra indvindingsanlæg i nærheden. Det betyder, at ansøgeren kunne tænkes straks at få den endelige tilladelse, hvis det drejer sig om:
I praksis er der dog ofte todeling i forbindelse med tilladelse til markvanding. Mens todelingen typisk ikke sker ved enkelt-indvindingsanlæg til almindelig husholdning. Der er i §7 og §15 lister over oplysninger, som en ansøgning om henholdsvis foreløbig og endelig tilladelse skal indeholde. Mens der i §§14 og 17 er opstillet krav til indholdet i de to forskellige tilladelser. Reglerne i bekendtgørelsen er skrevet med henblik på nyetablering eller væsentlige udvidelser. Mindre ændringer vil derfor typisk være forbundet med mindre krav til oplysninger. DVF´s vejledning "Tilladelse til indvinding af grundvand ved enkelt anlæg og mindre ikke-almene vandforsyningsanlæg" fortæller også om kravene til både ansøgningerne og tilladelserne. Ansøgningen sendes ind til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor indvindingen vil ske/sker, se §8 i bek. 3. Her finder de ud af, om sagen skal sendes videre til amtsrådet, eller om de kan/vil behandle ansøgningen. Hvis sagen sendes til amtet, så skal kommunen vedlægge en udtalelse med begrundelse. Ofte vil der kun kunne stilles realistiske vilkår for anlægget, hvis der har været en besigtigelse af stedet. En ansat hos myndigheden skal se på borestedet, inden han skriver vilkårene for en eventuel tilladelse, se §5 stk. 4. Se tilladelsen med evt. vilkår Det eneste forsvarlige, en brøndborer kan gøre, når han bliver bedt om at bore efter vand, er at bede om se tilladelsen. Der vil være flere vilkår i denne, som har betydning for det arbejde, brøndboreren skal til at lave. En foreløbig tilladelse betyder kun, at ansøgeren kan arbejde videre med sagen. Han vil blandt andet kunne foretage boringer og afprøve dem i det omfang, som denne tilladelse giver adgang til. 2.5.1.1 Foreløbige tilladelser Som nævnt, vil vi henvise til lovgivningen og DVF vejledningen om emnet, men få ting vil dog blive omtalt her. I foreløbige tilladelser vil der efter en god sagsbehandling altid stå noget om mulige påvirkninger af omgivelserne ved indvindingen. Det vil også være anført, at den endelige tilladelse til indvindingen kun kan forventes, hvis det vurderes som værende forsvarligt på baggrund af de oplysninger, som det foreløbige borearbejde giver. Dermed er det igen understreget, at en færdiggørelse af anlægget forudsætter en ny vurdering. I tilladelsen vil der ofte stå noget om prøvepumpninger. Det bør være præciseret, hvordan den skal foregå, og dette omfatter tidsperioden for prøvepumpningen. I forhold til de endelige tilladelser vil to emner blive omtalt; nemlig vilkårene om et beskyttelsesområde og vilkårene om et fredningsbælte omkring anlægget. Beslutningen om et beskyttelsesområde vil blive skriftligt varslet til grundejerne og brugerne, som bliver berørt. Påbud om et fredningsområde vil myndigheden også varsle overfor grundejeren. De berørte vil på denne måde få adgang til at komme med deres bemærkninger før den endelige afgørelse. Når vi har med større indvindinger at gøre, hvorfra der er behov for særlig god beskyttelse, vil der være opsat vilkår om beskyttelsesområde. Tidligere var lovreglen §12 i Miljøbeskyttelsesloven, i dag finder vi den i samme lov - men §22. Typisk vil der ikke være krav om et beskyttelsesområde ved mindre anlæg. Disse anlæg vil nemlig ofte kunne placeres på en sådan måde, at de ikke udsættes for forurening af bakterier. Miljøbeskyttelsesloven giver også myndigheden mulighed for at give påbud om at fjerne forureningskilden. Ligesom nye mulige forureningskilder - eksempelvis nedsivningsanlæg - ikke ville kunne få tilladelse til at blive etableret i nærheden af vandforsyningsanlægget. Den typiske størrelse Ofte vil der være påbud om, at beskyttelsesområdet skal være området med afstanden 300 meter fra indvindingsanlægget. Men det er ikke en lovbaseret afstand. Der kan være forhold, som betyder, at afstanden skal være større eller mindre. Indenfor beskyttelsesområdet forbydes det at have eller at få indrettet sivebrønde, sivedræn eller andre indretninger, som kan medføre forurening af grundvandet. I dag er hjemlen i Miljøbeskyttelsesloven §24, mens den før var i samme lovs §14. Den typiske størrelse For almene vandværker vil der være krav om, at det areal inden for typisk 10 meter fra boringen skal være indhegnet - og at hegnet normalt skal være lukket. Heller ikke her er det et lovkrav som lige præcis siger 10 meter, men i praksis vil I næsten altid møde dette tal. I forhold til fredningsbælte på jorde, som ikke tilhører vandværket, så ser vi forskellige praksiser rundt omkring i landet. Typisk vil det være den konkrete situation, som afgør, om der skal opsættes hegn eller beplantning til markering af bæltet. Inden for fredningsbæltet må der ikke ske gødskning. Der må ikke bruges eller anbringes pesticider eller andre stoffer, som kan udsætte anlægget for forurening. Ved mindre ikke-almene anlæg vil I ofte se krav om et fredningsbælte på 5 meter i radius. Miljøbeskyttelsesloven §24 giver principiel mulighed for, at også andre foranstaltninger til beskyttelse kan påbydes grundejeren. Ved anlæg til markvanding vil det en gang imellem være fornuftigt at stille krav om et fredningsbælte, hvor gødning eller pesticider ikke må oplagres. I praksis vil vi også her se et krav om fredningsbælte med 5 meter i radius. Der er knyttet mulighed for erstatning til påbud om fredningsbælte, se §63 i Miljøbeskyttelsesloven. 2.5.2 Erstatningspligt for anlægsejerenEjeren af de store indvindingsanlæg, som er omfattet af VFL §20, kan blive erstatningspligtig i visse situationer, se VFL §23. Ejeren kan bliver pligtig, til at betale erstatning for skader opstået ved:
Skader på bestående forhold Der skal være sket skader på "bestående forhold". Der tænkes på tidspunktet for tilladelsen. Hvis eksempelvis en nabo, der havde egen vandindvinding på dette tidspunkt, oplever, at hans boring ikke giver vand på grund af et større anlægs grundvandssænkning, så har han gode chancer for at få erstatning. Der kan også opstå erstatningskrav på grund af forandringer i vandføringen i overfladevand, se §23 stk. 2. 2.5.3 Tilladelser efter andre loveIsær for vandværk gør det sig gældende, at ansøgninger om andre tilladelser er nødvendige. Der kan blive tale om tilladelse til:
2.6 Udførelse af boringerReglerne om udførelse af boringer, væsentlige udbedringer eller ændringer af gamle boringer er omtalt i:
Miljøstyrelsen arbejder i øjeblikket på at lave en ny bekendtgørelse om samme emne, og af denne grund vil der ikke blive brugt megen plads på bek. 4 her. Derudover har I også mødt de fleste af bestemmelserne i de andre moduler/fag. Bek. 4 har en tæt tilknytning til normerne fra Dansk Ingeniørforening DS 441 og DS 442, hvor der er anbefalinger om udførelse og sløjfning af boringer. 2.6.1 Området for bekendtgørelsenBrøndborerne har fra 01.04.1980 skullet følge bekendtgørelsen ved følgende arbejder:
Vendingen "væsentlige udbedringer og ændringer" er forklaret i forbindelse med gennemgangen af §21 i VFL. 2.6.1.1 Forudsætning for at arbejdet kan begynde De nødvendige tilladelser Efter §3 må arbejdet ikke begynde, før der er givet de nødvendige tilladelser til indvinding og anlæg efter bek. 3. Naturligvis vil der være situationer, hvor brøndboreren som hovedregel ikke skal vente på en tilladelse - nemlig i tvangssituationer, se §21 stk. 2 i VFL. Men brøndboreren bør spørge ejeren, om myndighederne har besluttet, at selv i disse situationer skal der en tilladelse til, se VFL §21 stk. 3. Afvente klagefristens udløb Det er ikke nok at vente på, at tilladelsen foreligger. Brøndboreren skal lade mindst 4 uger gå efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Og er der klaget, inden 4 ugers klagefristen er udløbet, skal brøndboreren vente til denne klage er behandlet. Der er dog to situationer, hvor brøndboreren ikke skal vente de 4 uger:
Både §18 stk. 2 anlæg og §19 nr. 1 anlæg er nævnt i afsnittene om tilladelse til vandindvinding. Besked om tidspunkt for arbejdet Før det praktiske arbejde starter, er der i §4 krav om, at kommunalbestyrelsen skal have besked om tidspunktet for dette. Derudover skal kommunalbestyrelsen også vide, hvem der udfører opgaven. Sommetider forlanger kommunen at få oplysninger om tidspunktet for starten på renpumpningen. 2.6.1.2 Placering af borestedet Bekendtgørelsens §5 om placering af boringen skal huskes af alle, der har med vandindvinding at gøre. Det vil sige, at grundejeren, brøndboreren og kommunalbestyrelsen/ amtsrådet skal have den i tankerne. Bestemmelsen gælder for alle former for anlæg og borearbejde - og dette betyder, at også arbejder efter undtagelsesbestemmelsen §21 stk. 2 er omfattet (erstatningsboring). Efter Miljøstyrelsens opfattelse er det dog lovligt, hvis en erstatningsboring etableres, selvom boringen ikke opfylder de normalt gældende afstandskrav til forureningskilden. Dette forudsætter dog to ting; 1) der foreligger ikke nogen beslutning efter §21 stk. 3, og 2) boringen er udført inden for en 5 meters afstand fra den gamle boring. Stk. 1 i bekendtgørelsen er en generelt formuleret bestemmelse om at undgå forurening af boringen og hensyn til muligheder for både at føre tilsyn og vedligeholde. Stk. 2 går på etablering af fredningsbælte, som er blevet omtalt i forbindelse med vilkår ved endelige indvindingstilladelser. Derudover er der en fornuftig anvisning om, at terrænet ved boringen og råvandsstationen skal være højest placeret. På denne måde kan man undgå, at overfladevand løber ned i boringen. Stk. 3 fastslår, at boringer ikke må placeres i bygninger, som bruges til andet end vandforsyning. Endvidere er der krav om opfyldning efter §15 og overbygning, hvis boringen placeres i bunden af en gammel brønd. Stk. 4 handler om beslutningen om afstanden mellem boringen og forureningskilderne. Dette har vi tidligere være inde på i forbindelse med de endelige tilladelser til vandindvinding. Vi vil også komme ind på afstandene, når normerne fra Dansk Ingeniørforening gennemgås. 2.6.1.3 Sløjfning af boringer og brønde Flere grunde til sløjfning Der er flere grunde til, at en professionel sløjfning af anlæg er en god idé:
Påbud om sløjfning Kommunalbestyrelsen eller amtsrådet kan give påbud om sløjfning af en brønd eller boring, se VFL §36. Dette kan ske i forskellige tilfælde, hvis:
2.6.1.4 Tilsyn med brøndborerens arbejde Kommunalbestyrelsen har tilsyn Det er kommunalbestyrelsen, som fører tilsynet med overholdelse af reglerne i denne bekendtgørelse, se §20. Dette gælder også, selv om det er amtsrådet, der har givet tilladelsen til boringen. Den generelle kompetence til at føre tilsyn vil vi se på senere. Men i forbindelse med udførelse af boringer har vi det specielle, at der er mulighed for tilsyn under selve borearbejdet. Om brøndboreren har efterlevet bestemmelserne og vilkårene om tætning omkring boringen, materialevalg, ren- og prøvepumpning, kan tilsynsmyndigheden nemlig kun kontrollere under selve arbejdets udførelse. Evt. besigtigelse Det er ikke tanken, at kommunen skal sende en mand ud ved alle borearbejder. Men ved at få suppleret sit kendskab til anlægstypen med oplysninger om tidspunktet for borearbejdet og navnet på den udførende brøndborer får kommunen lejlighed til at vurdere, om tilsyn under arbejde er en god idé. 2.7 Tilsyn med vandkvalitet og anlægReglerne, som omtaler tilsynet med drikkevandskvaliteten og det tekniske anlæg, finder vi i:
Det har altid været dansk politik, at vort drikkevand skal være af bedst mulig kvalitet. Bedst mulig kvalitet Sådan er det fortsat. Dette betyder, at selv om der er fastsat grænseværdier, så bør vandværkerne forsøge at levere vand, hvor koncentrationen af de forskellige stoffer er væsentlig lavere. Trusler Som I vil kunne se af det efterfølgende, er vandkvaliteten hele tiden udsat for forskellige farer:
Bek. 515 har mange tekniske detaljer, og læseren skal hele tiden sammenholde lovteksten med uddybningen i bekendtgørelsens bilag. 2.7.1 KvalitetUdgangspunktet er, som nævnt, at vor drikkevandskvalitet skal være bedst mulig, se §4. I Bilag 1 finder vi grænseværdierne og de vejledende værdier for en lang række af stofferne, som kommunalbestyrelsen skal anvende i dens tilsyn. Dispensation Det er dog sådan, at amtsrådet kan dispensere fra grænseværdierne. Forudsætningen er, at overskridelsen enten skyldes jordlagenes beskaffenhed eller meteorologiske forhold, se §5. Det er endvidere et krav, at det ikke umiddelbart er muligt at skaffe anden vandforsyning. Det er kommunalbestyrelsen, som skal søge amtsrådet om en dispensation fra kravene. Embedslægen skal udtale sig om det fornuftige i sagen. Tilladelsen til højere værdi kan amtsrådet give til: Permanganattal, inddampningsrest, magnesium, natrirum, kalium, ammonium, klorid, sulfat, nitrat, totalt fosforindhold, fluorid, aluminium og Kjeldahlkvælstof. Men tilladelserne til at levere vand med højere værdier gælder for højst 5 år. Amtsrådet skal også beslutte hvilke foranstaltninger, der skal træffes i den periode, hvor de højere værdier er lovlige. 2.7.1.1 Stedet hvor kvalitetskravene skal være opfyldte Det er ved forbrugerens taphaner, at kvalitetskravene skal være opfyldt. Derudover er der specielle krav for vandet, som leveres fra vandværk. Og disse krav skal være opfyldt, når vandet sendes ud fra vandværket. Selv om kommunalbestyrelsen fører tilsyn, så er det vandværket, der har ansvaret for kvaliteten. Men vandværkets ansvar for vandkvaliteten stopper dog på det sted, hvor forbrugeren får vandet stillet til rådighed. Det vil sige, at forbrugeren har ansvaret for, at der ikke sker forurening fra ejendommens installationer. 2.7.1.3 Anlæg omfattet af kvalitetskontrollen I bekendtgørelsens §7 har vi en liste over anlæg, som skal indgå i kommunalbestyrelsens regelmæssige undersøgelser. Her skal det kun understreges, at alle vandforsyningsanlæg til husholdninger er omfattet. Det vil sige, at enkeltindvindingerne også skal undersøges. 2.7.1.4 Forskellige former for kvalitetskontrol Analyserne er opdelt i forskellige grupper, se §8:
De forskellige grupper er knyttet til specielle analyser, som fremgår af bekendtgørelsens bilag 2-8. Men der er intet til hinder for, at det besluttes, at minimumskravene suppleres med andre undersøgelser. 2.7.1.5 Hyppigheden for kvalitetskontrollen Der er forskellige krav til, hvor ofte undersøgelserne skal foretages - og dette afhænger af, om vi har at gøre med en forenklet, begrænset, normal, udvidet kontrol eller en boringskontrol. Når der drejer sig om anlæg, der sender mindre end 700.000 m3 ud til forbrugerne, så bestemmer kommunalbestyrelsen hyppigheden. Mens der er mindstekrav for anlæggene, som sender mindst 700.000 m3 ud i ledningerne, se §9 stk. 1 og bilag 7. Under visse betingelser kan hyppigheden for undersøgelserne, som angivet i bilag 7, reduceres, se bilag 8. Analyserne, som anlæggets ejer typisk selv skal betale, skal undersøges på godkendte laboratorier, se §15. Attesterne fra laboratorierne for de regelmæssige analyser sendes direkte til ejeren af anlægget, kommunalbestyrelsen, amtsrådet og embedslægen, se §29. Mange brøndborere oplever, at en anlægsejer beder dem om at være behjælpelig med at læse attesterne. Der er derfor vedlagt et bilag, som forklarer de forskellige begreber (Bilag 1). 2.7.2 Tilsyn med det tekniske anlægKommunalbestyrelsen fører tilsyn med de tekniske anlæg ved almene vandværker. Ligesom den også har tilsynet med anlæg, der forsyner offentlige og private institutioner og virksomheder, hvor levnedsmidler behandles eller sælges, se §25. Det er op til en kommunal beslutning, hvor ofte dette tilsyn skal ske. Evt. også enkeltindvindinger Hvis kommunalbestyrelsen beslutter det, skal der også føres tilsyn med andre vandforsyningsanlæg end de, som har obligatorisk tilsyn, se §25 stk. 2. Det vil blandt andet sige, at alle enkeltindvindere kan være underlagt et regelmæssigt teknisk tilsyn. Tilsynet går på undersøgelse af anlæggets indretning, funktion, vedligeholdelse og renholdelse. 2.7.3 Utilfredsstillende vandkvalitetHvis vandets kvalitet eller anlæggets tilstand ikke er tilfredsstillende, så kan kommunalbestyrelsen give påbud. Lovgrundlaget er VFL §62 og bekendtgørelsens §19 for så vidt angår vandkvaliteten, medens §27 er hjemlen i forhold til udelukkende tekniske problemer. Når vi taler om vandkvaliteten, skal vi skelne imellem to situationer. Kan give påbud Den ene gruppe er de tilfælde, a) hvor kvalitetskravene ikke er opfyldt, eller b) kommunalbestyrelsen skønner, at der er nærliggende fare for, at vandet kan blive sundhedsfarligt. Her kan kommunalbestyrelsen give påbud om:
Ofte vil påbudet være formuleret sådan, at ejeren skal "træffe de nødvendige foranstaltninger for, at kravene til vandkvaliteten opfyldes". Kommunalbestyrelsen vil da kunne vejlede, men det er op til ejeren - eventuelt i samråd med en brøndborer at finde frem til en brugbar løsning. Skal give påbud Den anden situation er de tilfælde, hvor det er konstateret, at vandet er sundhedsfarligt. Her skal kommunalbestyrelsen beslutte, om der bør træffes foranstaltninger af den ene eller anden art. Det vil sige, at kommunalbestyrelsen skal vurdere, hvilken reaktion der i den konkrete situation er mest fornuftig. Hvis der eksempelvis ikke er mulighed for anden vandforsyning til en enkeltindvinder, da der er langt til nærmeste almene vandværks ledninger, så bør kommunalbestyrelsen være tilbageholdende med at gribe ind. Men kommunalbestyrelsen behøver ikke være så tilbageholdende, hvis den har en godkendt vandforsyningsplan eller er villig til at give et påbud om tvangstilslutning efter VFL §29. Der er naturligvis også den mulighed, at lodsejeren får en ny tilladelse til en ny egen indvinding. 2.8 Tilsyn og håndhævelseDet er ikke blot VFL, men også bekendtgørelser, som har regler om tilsyn og håndhævelse. Tilsyn kan nærmest sættes lig kontrol. Mens håndhævelse kan beskrives som noget, der bliver aktuelt, når for eksempel en forbruger eller anlægsejer ikke uden videre gør, hvad reglerne kræver af dem. Bek. 515 består næsten kun af regler om tilsyn, men i det efterfølgende vil vi kun se på det generelle tilsyn. Ligesom vi også kun vil se overordnet på håndhævelse. 2.8.1 TilsynKommunalbestyrelsen har efter VFL tilsyn med mange forskellige forhold, og noget af dette tilsyn er, som nævnt, mere detaljeret beskrevet i bek. 515. Vi har eksempler som:
Men for at kommunalbestyrelsen eller andre - som har kompetence til at foretage undersøgelser eller tilsyn ved vandinstallationer - kan udføre dette arbejde, er der en særlig regel om adgang til ejendomme, se §64. Adgang til offentlige og private ejendomme Hvis det skønnes nødvendigt, har disse personer til hver en tid adgang til offentlige og private ejendomme. De behøver ikke en retskendelse hertil, men de skal naturligvis have den nødvendige legitimation. Skulle den situation opstå, at de ikke umiddelbart kan få adgang, kan politiet og en låsesmed give bistand. En foged og en låsesmed kan også være behjælpelige sommetider. 2.8.2 HåndhævelseEfter VFL §65 er det kommunalbestyrelsen, som påser, at loven og alle reglerne med hjemmel i loven overholdes. Administrativ håndhævelse før politianmeldelse Hovedreglen er, at der skal forsøges med administrativ håndhævelse, før der sker en politianmeldelse. Proportionalitet Der stilles det krav til håndhævelse, at der skal være balance (proportionalitet) mellem forseelsen og midlet til at opnå efterlevelse. 2.8.2.1 Administrativ håndhævelse Kommunalbestyrelsen har forskellige reaktionsmuligheder. Kommunalbestyrelsen fastslår gældende ret I de tilfælde, hvor den fastslår, hvad der er gældende ret, kan den reagere sådan, at:
Kommunalbestyrelsen skaber ny retstilstand Vi kan også have sager, hvor kommunalbestyrelsen har konstateret et forhold, som ikke i sig selv er ulovligt, men det vurderes, at dette forhold vil betyde en risiko for eller med sikkerhed medføre forurening. Her kan kommunalbestyrelsen reagere med et påbud eller forbud. Men da der er tale om, at man skaber en ny retstilstand for borgeren, så skal myndigheden i forbindelse med forbudet/påbudet sikre sig:
2.8.2.2 Anmeldelse til politiet I princippet kan enhver indgive en anmeldelse. Og det bør overvejes ved blandt andet:
De årlige 300-500 politianmeldelser inden for hele miljøområdet kan opdeles i to grupper:
2.8.2.2.1 Straf og vandforsyning I VFL er der i §84 en liste over de bestemmelser i loven, hvis overtrædelse kan medføre politianmeldelse og bødestraf. Der er også givet hjemmel til, at bekendtgørelser i tilknytning til VFL, har straffebestemmelser. Hvis eksempelvis en brøndborer - uden tilladelse - laver en boring, som ganske vist er inden for en 5 meters afstand fra den tidligere boring - men hvor de øvrige betingelser i VFL §21 ikke er opfyldt - så kan han idømmes en bøde. En brøndborer kan også få en bøde, hvis han ikke placerer boringen korrekt. Det fremgår af bek. 4, hvor §21 stk. 1 henviser til §5. 2.9 NormerNår vi taler om normer og standarder på vandforsyningsområdet, så vil der især være to normsæt, som har interesse for brøndborere. Det er:
Normerne er lavet i en arbejdsgruppe under ingeniørforeningen, og derefter har Dansk Standardiseringsråd godkendt dem. I forbindelse med udarbejdelsen af normerne er der blevet lagt vægt på, at kravene både sikrer et teknisk og et hygiejnisk forsvarligt anlæg. Derudover tager normerne afsæt i, at de er praktisk brugbare og baseret på teknisk-videnskabelig viden. Udtryk for et forsvarligt stykke arbejde Normerne er ikke at ligestille med love, men de er udtryk for, hvad et godt og forsvarligt stykke arbejde skal bestå i. Omverden har nogle naturlige krav til fagfolk, og hvis disse krav ikke opfyldes, så kan fagfolkene blive erstatningsansvarlige. En måde at vurdere fagfolk på er derfor at se, om de har udført arbejdet efter anbefalingerne i normerne. Som brøndborer vil man også ofte se, at en indvindingstilladelse typisk er betinget af, at anlægget indrettes efter normerne fra ingeniørforeningen. Kravene i normerne kan dog fraviges, hvis det kan dokumenteres, at det er forsvarligt. 2.9.1 DS 442 - almene vandværkerAlle normerne definerer deres gyldighedsområde. Og DS 442 gælder for indretning og udførelse af vandforsyningsanlæg til indvinding af grundvand, forudsat at anlægget forsyner mindst 10 ejendomme. Normen omfatter med andre ord almene vandværker - for så vidt angår: DS 442 omfatter
Anvendelse Normen skal bruges ved indretning og udførelse af nye anlæg. Ligesom den skal bruges ved fornyelse, væsentlige udbedringer og udvidelser af gamle anlæg. Der er i denne norm en tabel over minimumsafstandene mellem anlægget og forureningskilder, se tabel V 4.3. side 26 i normen. 2.9.2 DS 441 - ikke-almene anlægDS 441 gælder for indretning og udførelse af vandforsyningsanlæg til indvinding af grundvand, som forsyner mindre end 10 ejendomme. DS 441 omfatter Konkret omfatter normen:
Med hensyn til installationer skal det oplyses, at de øvrige vandinstallationer er omtalt i DS 439. Der er i DS 441 en oversigt over minimumsafstandene mellem det ikkealmene anlæg og forureningskilder, se tabel V 4.3 side 20. Nogle af afstandene er fastsat i Miljøbeskyttelsesloven og dens bekendtgørelser, mens andre er vejledende. 2.10 AB 92AB er forkortelse for "Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge og anlægsvirksomheder". Mens 92 henviser til årstallet, hvor aftalen blev lavet. Det er muligt at få en kommenteret håndbog ved navn "AB 92 for praktikere" ved at henvende sig til Entreprenørforeningen; AB er ikke en lov Det er vigtigt at huske på, at bestemmelserne i AB (Bilag 2) som hovedreglen kun indgår i en aftale mellem to parter, når parterne er enige derom. AB er altså ikke en lov, men en samling af retningslinier, som er fornuftige, og som deler sol og måne lige mellem to parter (entreprenøren og bygherren). Ligesom der ikke er formkrav til andre aftaler, er der heller ikke krav om, at entrepriseaftalen skal laves på en bestemt måde. Men i vor komplekse verden ser vi flere skriftlige aftaler. Ofte vælger to parter at henvise til normarbejde frem for selv at forhandle alle mulige detaljer på plads. Fordelen ved at henvise til blandt andet AB er, at den er blevet til efter forhandlinger mellem organisationer, som repræsenterer interesserne i bygge - og anlægsbranchen. De forskellige parters erfaringer og interesser er blevet vejet op mod hinanden, og dernæst har Boligministeriet givet sit blå stempel. Standard forbehold Det skal ganske kort nævnes, at Foreningen af Danske Brøndborere har udformet nogle standard-forbehold, som de anbefaler, at deres medlemmer bruger, når de indgår aftaler om udførelse af borearbejde (Bilag 3) Udtryk for praksis Selvom AB ikke er vedtaget til at regulere forholdet mellem to parter, så vil nogle af retningslinierne fra den alligevel blive brugt til at løse uenigheder mellem parterne. Det hænger sammen med, at mange af retningslinierne er udtryk for praksis og sædvane. 2.10.1 IndholdAB er et studium værd i sig selv. For at få et lille indblik i hvilke emner, AB omhandler vil de blive nævnt her:
2.10.2 Kommentarer til enkelte bestemmelser§1 Almindelige bestemmelser AB er først og fremmest lavet for at regulere forholdet mellem bygherre og entreprenør. Når AB bruges i underentrepriser, vil hovedentreprenøren være "bygherren" og underentreprenøren "entreprenøren" §6 Entreprenørens sikkerhedsstillelse Den sikkerhed, som entreprenøren stiller over for bygherren, kaldes ofte "arbejdsgarantien". Den skal dække de krav, som bygherren har - eller måtte få - mod entreprenøren i anledning af arbejdet. Hvis sikkerheden stilles i form af en kautionsforsikring, garanti fra en bank eller fra anden tredjemand, vil sikkerhedsstillelse ikke kunne omstødes efter Konkurslovens regler, hvis entreprenøren går konkurs. §7 Bygherrens sikkerhedsstillelse Entreprenøren kan kun kræve denne sikkerhed ved private arbejder - og ikke ved arbejder ved for offentlige bygherrer. §8 Forsikring Bygherren skal tegne brand- og stormforsikring. Dette er praksis, selv om entreprenøren bærer risikoen for arbejdet indtil afleveringen, se §12. Som udgangspunkt er det bygherren som er forsikret, men entreprenøren kan anmode om, at han og eventuelle underentreprenører medtages som sikrede. Dette vil betyde, at forsikringsselskabet ikke kan gøre regres mod entreprenøren og underentreprenøren ved skade, som sker på grund af deres fejl - medmindre der er tale om uforsvarlige forhold. §12 Arbejdets forringelse Selv om det formelt er bygherrens ejendom, så bærer entreprenøren risikoen for arbejdet indtil afleveringen. Denne regel har sin baggrund i, at det i praksis er lettere for entreprenøren end for bygherren at passe på arbejdet under udførelse. Medmindre at skaden skyldes bygherren, så bærer entreprenøren altså risikoen for skade på det allerede udførte arbejde, materialet som ikke er anvendt i byggeriet endnu - men som er modtaget. §13 Forholdet til myndigheder Bygherren skal sørge for de nødvendige godkendelser til projektet. Det vil sige, at han blandt andet skal sørge for opnåelse af byggetilladelse, tilmelding til permanent tilslutning til el, gas, vand, kloak og fjernvarme, færdigmelde arbejdet til bygningsmyndigheden og opnå tilladelse til, at det må tages i brug. Entreprenøren skal sørge for tilladelser og så videre, som er nødvendige for selve arbejdets udførelse. Det vil sige, at han blandt andet skal sørge for tilladelse til opgravning i vej, tilladelse til midlertidig tilslutning af forsyningsledninger, bede byggemyndigheder om at syne kloak og bærende konstruktioner samt søge om tilladelse til opsætning af skure på offentlig vej. §23 Entreprenørens ret til at standse arbejdet Efter at have varslet standsningen, kan entreprenøren stoppe arbejdet på grund af a) manglende betaling af forfaldne beløb eller b) formodning om manglende evne til at betale i fremtiden. §30 Mangler ved arbejdet Vi taler om en mangel, hvis:
Selvom arbejdet ikke er udført fagmæssigt korrekt, taler vi ikke om en mangel, hvis arbejdet er udført som aftalt eller i overensstemmelse med bygherrens senere anvisninger. Med hensyn til bevisbyrden for eksistensen af en mangel, kan vi opdele det i to led:
Hvis det kan påvises, at der er en fejl ved arbejdet, men det ikke kan bevises, at dette skyldes udførelsen af arbejdet - så har bygherren ikke løftet bevisbyrden under 1. Hvis vi har at gøre med et arbejde, hvor flere underentreprenører deltager, og der ikke kan udpeges én, som er ansvarlig for fejlen, så har bygherren heller ikke løftet sin bevisbyrde. Hvis en fejl ganske vist skyldes udførelsen af arbejdet, men man på dette tidspunkt betragtede arbejdet som værende fuldt ud fagligt forsvarligt - så har vi at gøre med en udviklingsfejl, som er bygherrens risiko. §31 Mangler påvist ved aflevering Entreprenøren har både ret og pligt til at afhjælpe mangler påvist ved aflevering. Afhjælpningspligten falder bort, hvis det er umuligt, eller hvis det er forbundet med urimeligt store udgifter. Man taler om en offergrænse for pligten til at afhjælpe, se §33. §32 Mangler påvist efter aflevering I særlige tilfælde har bygherren ret til at lade fejlene udbedre for entreprenørens regning. §34 Bygherrens ret til afslag i entreprisesummen Udgangspunktet er entreprenørens ret til at afhjælpe. I særlige situationer kan bygherren kræve afslag i prisen. Der er dog også tilfælde, hvor afhjælpning er umuligt eller forbundet med urimelige store omkostninger, og hvor bygherren alligevel ikke har krav på udbedring på entreprenørens regning eller afslag, der svarer til det, som det vil koste at udbedre fejlen. Afslaget vil da blive sat til enten 1) hvad der skønnes rimeligt - eller 2) et beløb, som entreprisesummen må skønnes at ville være blevet reduceret med, hvis manglen havde været forudset. §35 Følgeskader Entreprenøren kan blive ansvarlig for følgeskader, som sker både før og efter arbejdets aflevering. Følgende betingelser skal være opfyldt:
|
