Måling af dioxinemissionen fra udvalgte sekundære kilder

Bilag B: Resumé af Miljøprojekt nr. 249, 1994. Emission af dioxiner fra pejse og brændeovne36

De vigtigste forsøgsbetingelser og måleresultater fra miljøprojektet er gengivet i dette resumé, som er udarbejdet i forbindelse med gennemlæsning af rapporten. Indholdet er således udtryk for den umiddelbare opfattelse af indholdet i miljøprojektet, og en anden læser kan opfatte teksten anderledes. Emissionsværdierne er desuden aflæst fra diagrammer med den usikkerhed, det indebærer, og værdierne er efterfølgende omregnet til emissionsfaktorer i I-TEQ enheder pr. tons træ. De anførte emissionsfaktorer kan derfor ikke genfindes direkte i miljøprojektet.

Der er udført målinger med 3 brændsler i 4 ovntyper ved to forskellige driftsformer.

De 3 brændsler er:

Bøg, birk og gran, der er skovet i Marselisborg skovdistrikt syd for Århus. Træet er kløvet til standardstørrelse brænde med bark og tørret til ens fugtindhold på ca. 18%, svarende til det, der opnås ved almindelig lufttørring under tag.

De 4 ovntyper er:

  1. Ældre støbejernsovn, der er solgt mange af i Danmark.
  2. Ældre pladejernsovn, der er repræsentativ for pladejernsovne i Danmark.
  3. Ny og forbedret udgave af ovn 2. Godkendt i henhold til DS 887.
  4. Prototype af ovn med underforbrænding, udviklet af Dansk Teknologisk Institut.

De to driftsformer er:

  1. Optimal drift. Defineret som den driftsform, hvor ovnen havde den bedste og reneste forbrænding, vurderet ud fra virkningsgrad og emissionen af CO og uforbrændte kulbrinter.
  2. Normal drift. Defineret som den driftsform, som oftest forekommer i praksis. Forbrændingen var visuelt god med flammer i brændkammeret, men med dæmpet ydelse. CO-emissionen var relativt høj.

I praksis var forskellen på de to driftsformer, at forbrændingsluftmængden var større ved Optimal drift end ved Normal drift.

Analyserne er udført som gruppespecifikke analyser, således at der samlet er analyseret for grupperne af:

Dioxiner

TCDD
PeCDD
HxCDD
HpCDD
OCDD

Furaner

TCDF
PeCDF
HxCDF
HpCDF
OCDF

Analyserne blev foretaget på LRGC/MS (Low Resolution Gas Chromatography/Mass Spectrometry) og detektionsgrænserne har været relativt høje, i størrelsesordenen 1 ng/prøve. Flere af grupperne har været under detektionsgrænsen og er angivet med værdien 0.

Emissionerne er opgivet i ng/m³ i tabelform og i ng/kg træ i søjlediagram. De eksakte tal for emissionen i ng/kg træ kan ikke findes i rapporten, ligesom det øvrige talmateriale ikke er tilstrækkeligt til at rekonstruere beregningerne. Værdierne er derfor aflæst fra søjlediagrammet med den relativt store aflæsningsusikkerhed, det medfører.

Værdierne er efterfølgende omregnet til Nordiske TEQ, som tilnærmelsesvis svarer til I-TEQ, som angivet i rapporten side 42, som 1,5% af den totale dioxinemission. Desuden er tallene omregnet til at være pr. ton træ.

 

Normal fyring, ng I-TEQ/ton træ

Optimal fyring, ng I-TEQ/ton træ

Ovn 1

Ovn 2

Ovn 3

Ovn 4

Ovn 1

Ovn 2

Ovn 3

Ovn 4

Bøg

1.500

3.750

3.000

300

2.250

3.000

7.500

2.250

Birk

1.500

3.000

2.250

300

1.500

1.500

21.000

2.250

Gran

3.750

7.500

6.000

750

4.500

7.500

30.000

750


Normal fyring svarer bedre til den normale anvendelse af brændeovne end optimal fyring. Det er derfor mest rigtigt at sammenligne andre målinger med resultaterne fra normalfyring.

De nye målinger for bøg og birk i brændeovn på henholdsvis 1.900 og 5.100 ng I-TEQ/ton træ er af samme størrelsesorden som ovenstående resultater for ovn 2 og 3.

De nye målinger på et stokerfyr på henholdsvis 530 og 210 ng I-TEQ/ton træ ved fuldlast og 26% last kan sammenlignes med ovn 4, da de i princippet begge fungerer efter underforbrændingsprincippet. Her er der meget fin overensstemmelse.

Rapporten giver desværre ingen forklaring på det forhold, at specielt ovn 3, som er en forbedret model med bedre forbrændingsforhold end ovn 1 og 2, har en meget forøget dioxinemission ved optimal fyring. Det formodes at kunne skyldes forhold omkring højere temperatur og kortere opholdstid i brændkammeret.

36 Knud J. Hansen, Jørgen Vikelsøe, Henrik Madsen. Emission af dioxiner fra pejse og brændeovne. Miljøprojekt nr. 249. 1994.
[Tilbage]