| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Kemi i børns hverdag
Kemikalier er ofte en forudsætning for farvestrålende og udviklende kreativt
legetøj. Der er en række regler på området, men alligevel bør man være opmærksom
på hvad man køber til små børn.
CE-mærkning
Det er producenternes og legetøjsimportørernes ansvar at sikre at legetøj ikke
indeholder stoffer i farlige mængder som kan være skadelige for børn når de bruger
legetøjet på "normal" måde. Men legetøjet må heller ikke være farligt hvis
børn bruger det til noget andet end det er beregnet til, hvis de putter det i munden
eller sutter på det.
Fælles EU-regler siger at legetøj til børn under 14 år skal mærkes med et såkaldt
CE-mærke. CE-mærket er producentens eller importørens måde at fortælle at produktet
lever op til de sundheds- og sikkerhedskrav der bliver dikteret af legetøjsreglerne. Hvis
man skal tage specielle sikkerhedshensyn - for eksempel at børn under tre år ikke må
bruge legetøjet - skal det fremgå af en dansk tekst.
CE-mærket legetøj må kun afgive ubetydelige mængder af stoffer, som eksempelvis
bly, kviksølv og cadmium. Det betyder at mængderne er så små at der ingen risiko er
ved at bruge legetøjet.
Forbrugerstyrelsen kontrollerer at legetøj er CE-mærket, mens Miljøstyrelsen har
tilsynet med legetøjets kemiske sammensætning. Miljøstyrelsen undersøger for eksempel
om grænseværdierne for indholdet af bly, phthalater, andre tungmetaller og lignende
overholdes.
Læs mere om de tilladte grænseværdier på side 7 og om CE-mærket i afsnittet
"Hvad betyder mærkerne" side 30.
Dukker og andre bløde plastprodukter
Bløde plastprodukter - for eksempel dukker - kan være fremstillet af PVC-plast der
indeholder blødgørere, de såkaldte phthalater. Blødgørere mistænkes for at være
sundhedsskadelige hvis de puttes i munden.
Afgivelsen af phthalater sker især når små børn bider i eller sutter på
legetøjet. Ifølge de danske legetøjsregler må legetøj og andre småbørnsartikler til
børn under tre år ikke indeholde mere end 1/2 gram phthalat pr. kilogram legetøj i
blød plast.
Reglen gælder ligeledes for produkter der ikke umiddelbart er tiltænkt små børn,
men hvis udseende appellerer til dem.
Anbefaling: PVC og phthalater
 | Hold øje med hvad små børn bider i og sutter på af legetøj der ikke er beregnet til
børn under tre år da dette ikke er omfattet af forbuddet mod phthalater. |
 | Hvis du køber legetøj i PVC, så vælg det der er lavet af hård plast. |
 | Køb legetøj der er CE-mærket. |
Grænseværdier for indholdet af
tungmetaller pr. kg. legetøj: |
|
antimon |
60 mikrogram |
arsen |
25 mikrogram |
barium |
1.000 mikrogram |
bly |
90 mikrogram |
cadmium |
75 mikrogram |
chrom |
60 mikrogram |
kviksølv |
60 mikrogram |
selen
|
500 mikrogram
|
(1 mikrogram = 0,000001 gram = 1
milliontedel gram) |
Nikkelgrænsen
Grænseværdier for afgivelse af nikkel er 0,5 mikrogram pr. cm2 pr.
uge for produkter der kommer i direkte berøring med huden, eksempelvis smykker og
armbåndsure. Reglen gælder tilsvarende for metalgenstande i tøj. Det er for eksempel
knapper, spænder, lynlåse og nitter.
Nikkeltestsæt
Testen kan købes på apoteket og består af to opløsninger. To
dråber af hver opløsning dryppes på en vatpind. Vatpinden gnides på metalgenstanden i
ca. 30 sekunder. Hvis genstanden eller vatpinden får en rød farve, er nikkelafgivelsen
for høj.
Testen koster mellem 70 og 80 kr., og den kan bruges til cirka 200
målinger. |
Børnesmykker
Der er bestemte grænser for, hvor meget nikkel der må afgives fra genstande der
kommer i berøring med huden, for eksempel smykker.
Miljøstyrelsens kontrol af nikkelafgivelse fra smykker viser at man desværre, til
trods for reglerne, stadig kan få smykker der afgiver så meget nikkel at det kan give
nikkelallergi.
Anbefaling: Børnesmykker
 | Test smykkerne for nikkelafgivelse. Det kontrolleres let med et nikkeltestsæt der kan
købes på apoteket. Testen koster mellem 70 og 80 kr. og kan bruges til cirka 200
målinger. |
Sminke
Mange børn bruger sminke i forbindelse med teater og udklædningslege. Sminke der er
beregnet til børn, skal være CEmærket, fordi det betragtes som legetøj. Derudover skal
sminken også overholde de gældende kosmetikregler.
Al kosmetik, inklusiv børnesminke, skal have en indholdsdeklaration, og mærkes med en
sikkerhedsforskrift for anvendelsen. Hvis dit barn er allergisk bør du derfor læse
indholdsdeklarationen og følge den brugsvejledning eller de advarsler der står på det
kosmetiske produkt.
Hvis emballagen eller beholderen er for lille til en etiket med en indholdsfortegnelse
og brugsvejledning, skal det være anført på en vedlagt meddelelse, etiket, bånd eller
kort som fastgøres til produktet. I så fald skal beholder/emballage være mærket med et
symbol der viser en opslået bog og en finger (Fingertekst symbolet), eller der skal stå
på produktet at information er vedlagt eller fastgjort til produktet.
Er produktet uegnet til at bære en etiket, eksempelvis sæbe- eller badekugler, skal
deklarationen i stedet være vedlagt produktet.
Anbefaling: Sminke
 | Undgå sminke med parfume - det er unødvendigt og kan give allergi. |
 | Køb sminke der er CE-mærket. |
 | Lad være med at købe sminken hvis der ikke er mulighed for at få de advarsler eller
brugsvejledninger der gælder for sminken. |
 | Brug fugtighedscreme under sminken |
 | Vær omhyggelig med at fjerne sminken - brug vand og sæbe hvis det er vandbaseret
sminke og rensecreme hvis det er fedtbaseret sminke. |
Læs mere om fingertekst-symbolet og CE-mærket i afsnittet, "Hvad betyder
mærkerne" side 30.
Kemisæt og fotografisæt m.v.
Der kan være farlige kemiske stoffer i kemisæt, sæt til plaststøbning, keramik,
emaljerings- og fotografisæt. Derfor bør børn ikke lege alene med legetøjet.
Produkter af denne art skal være forsynet med forsigtighedsregler, oplysninger om
risici og anvisning på førstehjælp. Desuden skal der stå hvilken aldersgruppe
produkterne er beregnet til, og at de kun må bruges under opsyn af voksne.
Modellervoks m.v.
Nogle modellermasser der skal hærdes i ovn efter udformning, er baseret på PVC og må således indeholde op til 30 %
blødgørere, herunder phthalater. Disse vokse er omfattet af en europæisk standard som
siger at de kun må benyttes af børn over otte år og kun under opsyn af voksne. Dette er
hovedsageligt for at forhindre at modellervoksen bliver brugt til andre formål, men det
er også for at sikre at der er voksne til at holde opsyn når modellervoksen skal i
ovnen.
Der skal følge en brugsanvisning med modellervoksen.
Anbefaling: Modellervoks m.v.
 | Følg aldersgrænserne og læs brugsanvisningerne nøje. |
 | Hold opsyn med børn der leger med kemisk legetøj, som for eksempel kemiog
fotografisæt. |
Selvlysende legetøj og smykker
Miljøstyrelsen har undersøgt nogle af de meget populære selvlysende stjerner der kan
klistres på vægge, lofter m.v. Analyseresultaterne viste at stjernerne ikke indeholder
farlige stoffer og heller ikke er farlige når de lyser.
Derimod er knæklys til fiskeri, selvlysende halsbånd, ørenringe osv. giftige.
Smykkerne kan for eksempel være udformet som et tyndt plastrør med selvlysende væske i.
Væsken indeholder phthalater der mistænkes for at være sundhedsskadelige. Det har siden
1997 været forbudt at sælge halsbånd, øreringe osv. med disse væsker i Danmark.
Hobbyartikler
I følge loven skelnes der ikke mellem hobbyprodukter (maling, porcelænsfarver,
vinduesfarver, hobbylim eller tegneredskaber) beregnet til voksne og børn. Det vil sige
at hobbyartikler ikke er reguleret som legetøj, men omfattet af de almindelige regler for
kemiske produkter samt produktsikkerhedsreglerne.
Leverandører og producenter er derfor heller ikke lovmæssigt forpligtet til at
udarbejde en speciel brugsanvisning til de hobbyprodukter der er beregnet til børn.
Producenterne udarbejder dog ofte brugsanvisninger som en service. Brugsanvisningerne skal
være skrevet på dansk.
Fællesrådet For Formnings- og Hobbymaterialer (FFFH), som er en forening af
leverandører, producenter og forhandlere af hobbymaterialer, har for eksempel taget
initiativ til en frivillig mærkningsordning. Den dækker i dag et stort antal produkter i
en lang række hobbyforretninger.
FFFH's mærkning kan blandt andet indeholde oplysninger om hvad der er i produktet og
hvordan man skal bruge og opbevare det. Derudover klassificerer de produktet med et A, B,
C eller D-mærke.
A-mærkede produkter kan bruges af alle over tre år. B-mærkede produkter kan bruges
af alle over tre år under kyndig vejledning af voksne. C-mærkede produkter må ikke
benyttes af børn og unge under 15 år. D-mærkede produkter må kun benyttes af voksne.
Miljøstyrelsen samarbejder med EU om at udvikle en standard der regulerer indholdet af
organiske stoffer i hobbyprodukter beregnet til børn.
Anbefaling: Hobbyartikler
 | Hvis man ikke kan købe CEmærkede hobbyartikler, så vælg et produkt uden fareetiket
eller et produkt mærket med FFFH's ABCD-mærkning. |
 | Spørg efter leverandørens brugsanvisning. |
Læs mere om faremærker i afsnittet "Hvad betyder mærkerne" side 30.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |