| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Kemi i børns hverdag
Vi bader og plejer dagligt vores børn. Plejemidlerne er ofte tilsat parfume og
konserveringsmidler der er den hyppigste årsag til kosmetikallergi hos børn.
Sæbe, creme og shampoo
Man bør generelt undgå parfume i sæbe, shampoo og cremer til børn. Alle kosmetiske
midler skal mærkes med en indholdsdeklaration der viser om produktet indeholder parfume.
Er der parfume i, står der enten "parfum", "parfume" eller
"aroma".
Der er konserveringsstoffer i de fleste plejemidler - og nogle af dem kan give allergi.
Farvestoffer i kosmetik kan være allergifremkaldende. De er deklareret som
"colour index" numre, dvs. der står "CI" fulgt af et nummer på
indholdsdeklarationen.
Alle kosmetiske midler skal mærkes med sikkerhedsforskrifter for hvordan man anvender
dem. Det er vigtigt at man følger de advarsler eller brugsvejledninger som gælder for
det kosmetiske middel.
På indholdsdeklarationen er indholdsstofferne, som hovedregel, beskrevet med deres
kosmetiske navn, som også kaldes INCI-navnet. En
fuld liste over de kosmetiske navne og deres rigtige kemiske navn kan findes på EU´s
hjemmeside for kemiske produkter:
http://europa.eu.int/comm/food/fs/sc/sccp/out123cm_en.pdf.
Tandpasta
Tandpasta indeholder fluor som, sammen med børstningen af tænderne, beskytter mod
huller i tænderne. Små børn har ofte svært ved at lære at spytte ud og skylle munden
med vand, og derfor sluger de ofte en del af tandpastaen. Da fluor kan være
sundhedsskadeligt, bør man kun bruge den mængde tandpasta der svarer til barnets
lillefingernegl eller en lille ært.
Denne mængde er tilstrækkelig til at forebygge huller i tænderne. Dette gælder
også for de tandpastamærker der markedsføres til børn. De indeholder ofte samme
mængde fluor som almindelig tandpasta.
Anbefaling: Plejemidler
 | Undgå plejemidler med parfume. |
 | Har barnet allergi, så læs indholdsdeklarationen for at sikre at produktet ikke
indeholder et stof som barnet er allergisk overfor. |
 | Lad være med at købe produktet hvis der ikke er mulighed for at få
indholdsdeklarationen. |
 | Lad være med at købe produktet hvis der ikke er mulighed for at få de advarsler eller
brugsvejledninger der gælder for produktet. |
 | Brug en mængde tandpasta der svarer til en lille ært, og husk at børstningen gør det
halve arbejde. |
 | Køb hygiejneartikler, som engangsbleer, shampoo og sæbe med det nordiske miljømærke,
"Svanen". |
Bideringe og sutter
Sutter kan afgive små mængder af kemiske stoffer. Mængderne er så små, at de ikke
i sig selv udgør noget sundhedsproblem. Men da vi også bliver påvirket af mange andre
kemiske stoffer i vores hverdag, er det en god ide at forsøge at reducere mængden af
kemiske stoffer hvor det er muligt. Derfor anbefaler Miljøstyrelsen at man skolder sutter
inden brug - også sutter til sutteflasker.
Tidligere blev mange bideringe fremstillet af blød PVC-plast. PVC-plast er ofte tilsat
phthalater for at blødgøre produktet. I dag er der forbud mod indholdet af phthalater i
bideringe og andre artikler til børn under tre år.
Bleer
I moderne engangsbleer er der normalt ikke blød PVC, mens gammeldags blesnipper kan
være af PVC. De kan altså afgive phthalater, så undgå dem.
Bleer med det nordiske miljømærke "Svanen" er mindre belastende for
miljøet end andre bleer.
Bleer kan være tilsat lotion eller parfume. Lotion og parfume skal være deklareret
på pakken. Parfume kan give allergi og hvis der bruges bleer med lotion, udsættes
barnets hud konstant for en kemisk påvirkning.
Anbefaling: Bleer og sutter
 | Køb ikke gammeldags blesnipper af blød PVC. |
 | Køb bleer med det nordiske miljømærke "Svanen". |
 | Vælg bleer uden lotion og parfume. |
 | Skold sutter inden brug. |
Læs mere om phthalater i legetøj i afsnittet "I børneværelset" side 5
og afsnittet "Børneudstyr og tøj" side 21.
Vådservietter
Vådservietter er populære både til ansigtet og i forbindelse med bleskift.
Vådservietter indeholder konserveringsmidler og ofte parfume. Begge dele kan give udslæt
og irritationseksem på følsom hud. Emballagen skal have en indholdsdeklaration hvis
servietten er tilsat kosmetiske stoffer.
Vådservietter indeholder desuden små mængder organiske opløsningsmidler.
Opløsningsmidlerne udtørrer huden, og gør den mere sårbar over for andre kemiske
stoffer.
Anbefaling: Vådservietter
 | Brug ikke parfumerede vådservietter til børn. Brug i stedet vand og engangsvaskeklude
i skumgummi. |
 | Afvaskning med sæbe er oftest kun nødvendig når dit barn har haft afføring i bleen.
Brug da mild børnesæbe uden parfume. |
 | Medbring en våd vaskeklud eller engangsklud i en plasticpose på ture i stedet for
vådservietter. |
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |