For at foretage en risikovurdering for et anlæg/tapsted, hvorfra der er taget prøve, må
man i første omgang vurdere legionellakimtallet, samt hvilken serogruppe (evt. subgruppe)
isolaterne har. Desuden skal man vurdere hvor mange personer, der eksponeres, hvem
eksponeres (ældre, syge, raske), og i hvilken grad vandet fra den givne kilde forstøves.
Ud fra erfaring om vandtemperaturens indflydelse på en mulig forekomst og opformering
af Legionella bør et anlægs temperaturforhold også inddrages i en vurdering -
uanset om der er foretaget analyse af vandprøven. Endvidere kan vandets opholdstid i
anlægget - i gennemsnit og/eller i særlige perioder - inddrages i en overordnet
risikovurdering.
6.1 Legionellakimtal
Fra samtlige anlæg blev der udtaget vandprøver efter instruks A, hvor den første
liter fra tapstedet udtages, uden at vandet har løbet først. Med henblik på
risikovurdering er det væsentligt at konstatere koncentationen ved den aktuelle
hane/bruser, når den åbnes, frem for at vurdere koncentrationen længere inde i
anlægget.
Som der er gjort rede for i Kapitel 4 blev der påvist dyrkbare Legionella
pneumophila kim i prøver fra 19 af de 22 undersøgte anlæg. Som det ses af figur
4.1.1 i Kapitel 4 var kimtallet under detektionsgrænsen eller meget lavt til
forholdsvis højt (< 5 x 104 ) i prøver fra 17 af de 22 anlæg. For de
resterende fem anlæg må kimtallet betragtes som højt til meget højt (34). To af disse (HA2P og JA3P) fem prøver kom fra
beboelsesejendomme, én fra et baderum (SM2G) i en idrætshal på en skole og én fra et
baderum (DI2P) i en virksomhed. Den femte prøve (AL2L) var fra et plejehjem. Fra de to
ejendomme blev der på et senere tidspunkt igen udtaget prøver, men fra andre tapsteder.
Kimtallene var her godt 10 (HA) til knapt 100 (JA) gange lavere i de nye A prøver, og
endnu lavere i B prøverne. Men kimtallene var dog moderat høje til høje i alle nye
prøver fra begge ejendomme (7 x 103 til 7 x 104 cfu/liter).
6.2 Serogrupper
Der er i alt serogruppebestemt 145 kolonier isoleret fra 29 vandprøver fra 19 anlæg
(fra to anlæg døde kolonierne inden de kunne serogruppebestemmes). Ved
serogruppebestemmelse er der ikke påvist andre legionellaarter end Legionella
pneumophila. Det har ikke været muligt at bestemme alle de undersøgte isolater til
en specifik serogruppe med de monoklonale antistoffer. Det er tidligere vist, at det kan
være vanskeligt at serogruppebestemme miljøisolater. En del isolater har således alene
vist reaktion i Oxoid kittet som Legionella pneumophila serogruppe 2 14.
Serogruppe 4 er en uhomogen gruppe. Nogle af disse isolater viser variabel reaktion med
monoklonalt antistof mod serogruppe 15. Isolaterne benævnes her under et - serogruppe 4
eller 15.
I tabel 6.2.1 er serogruppefordelingen for isolaterne fra de 19 anlæg med
dyrkningspåvist Legionella pneumophila vist. I fire anlæg blev der påvist mere
end én serogruppe (OS, JA, HK og JY).
Tabel 6.2.1
Serogruppefordelingen for isolater fra 19 anlæg med dyrkningspåvist Legionella
pneumophila. Samme anlæg kan optræde flere gange, hvis der er påvist mere end én
serogruppe fra anlægget
Se her!
Kun én koloni (af alle undersøgte) af i alt 15 undersøgte kolonier fra et anlæg
(OS) blev identificeret til Legionella pneumophila serogruppe 1 Pontiac. Fra
samme anlæg blev der også påvist Legionella pneumophila serogruppe 1
non-Pontiac, serogruppe 4 Portland og serogruppe 10. Fra yderligere to anlæg (HA, JY)
blev der påvist Legionella pneumophila serogruppe 1 non-Pontiac. I de
øvrige 16 anlæg blev der påvist andre Legionella pneumophila serogrupper.
Serogruppe 3, som efter serogruppe 1 er hyppigste årsag til legionærsygdom i Danmark,
blev påvist i to anlæg (BA, TI). Der blev ikke påvist nogen sammenhæng mellem
forekomst af specifik serogruppe på den ene side og kimtal eller temperatur eller
anlægstype på den anden side.
6.3 Diskussion
Der er aldrig påvist en direkte sammenhæng mellem niveauet af legionellakim og risiko
for at blive smittet. Det er således velkendt, at Legionella nogle steder kan
forekomme i høje koncentrationer, uden at der er kendte tilfælde af smitte, mens man i
andre tilfælde ser smitte fra kilder med tilsyneladende moderate koncentrationer ved
efterfølgende vandanalyser. På den anden side er der næppe påvist smitte fra
varmtvandssystemer med mindre end 103 cfu/l. Et kimtal på £
103 cfu/l indikerer dog,at Legionella kan trives i anlægget, og selv
små ændringer i driftsforholdene (eller lokale forhold ved tapstederne) kan formentlig
få kimtallet til at stige kraftigt.
Påvisning af høje koncentrationer af Legionella pneumophila fra et tapsted
bør derfor føre til handling, men ved vurdering af risikoen må det tages i betragtning,
hvor mange personer der eksponeres, hvem der eksponeres (ældre, syge, raske), og i
hvilken grad vandet forstøves fra den givne kilde. Det kan dog være vanskeligt at
identificere anlæg, hvor udelukkende raske personer eksponeres, idet disponerede personer
(f.eks. kronisk syge) kan være hjemmeboende og/eller i arbejde og dermed kan komme i
kontakt med varmtvandssystemer i beboelsesejendomme og på arbejdspladser.
Med udgangspunkt i de fem højeste kimtalsfund (HA2P, JA3P, SM2G, DI2P og AL2L) kan man
sige, at så høje kimtal ikke bør forekomme i beboelsesejendomme (HA2P og JA3P) eller i
badeanlæg for en skole (SM2G) eller en virksomhed (DI2P). Mest alvorligt ser det måske
ud for anlægget (AL2L), der er på et plejehjem, hvor det er ældre og svækkede
personer, der eksponeres.
Ved risikovurderingen kan man se på hvilke serogrupper og subgrupper, der forekommer.
Samtlige kendte udbrud af ikke-nosokomiel legionærsygdom har været forårsaget af L.pneumophila
serogruppe 1 subgruppen Pontiac, så selv lave koncentrationer af denne subgruppe bør
give anledning til agtpågivenhed. Ofte findes denne subgruppe dog i blandingskultur i så
lille andel, at den ikke umiddelbart påvises ved dyrkning, medmindre der underdersøges
mange kolonier ved serogruppebestemmelse. Desuden tyder undersøgelser på, at samme
serogruppe 1 stamme kan eksistere både i en virulent (Pontiac) og mindre virulent form
(non-Pontiac) samme sted (23). Så det er et spørgsmål om
man reelt kan bedømme risikoen til at være mindre hvis man kun finder non-Pontiac. Selv
høje koncentrationer af non-serogruppe 1 vil sandsynligvis ikke frembyde risiko for
egentlige udbrud af legionærsygdom udenfor hospitalsmiljø.. Disse kan imidlertid være
årsag til enkeltstående (eller få) tilfælde, udbrud af nosokomiel legionærsygdom samt
udbrud af Pontiac feber.
6.4 Konklusion
Undersøgelsen bekræfter, at Legionella pneumophila kan trives i almindelige
varmtvandsanlæg og hyppigt forekommer i moderate til høje koncentrationer (³ 5 x 103 cfu/l i 11 anlæg). De her påviste
kimtal, støtter den fremsatte hypotese, at almindelige varmtvandsforsyninger kan være en
mulig smittekilde til legionærsygdom herhjemme.
I den foreliggende undersøgelse og i en tilsvarende undersøgelse fra Hvidovre Kommune
har man fundet de samme serogrupper, som har været årsag til legionærsygdom i den
danske befolkning. Af Figur 6.4.1 og Figur 6.4.2 fremgår, at de hyppigst
sygdomsfremkaldende serogrupper: 1, 3, 4, og 6 alle også er isoleret fra vandprøver i
disse to undersøgelser (35). Undersøgelsens resultater
bekræfter dermed muligheden for, at varmtvandssystemer kan være en smittekilde for
legionærsygdom i Danmark.
Ud over de rejse- og hospitalsrelaterede tilfælde diagnosticeres et antal tilfælde af
legionærsygdom i befolkningen, hvor smittekilden i de fleste tilfælde er ukendt. Disse
tilfælde udgør 50-60% af det årlige registrerede antal tilfælde af legionærsygdom,
men det absolutte tal af kendte tilfælde er lille og andrager ca. et halvt hundrede
personer. Årsagen til, at der er relativt få tilfælde i denne kategori, tiltrods for at
mange mennesker dagligt ekponeres, kan bl.a. bero på, at de mest virulente eller
smitsomme typer af bakterien ikke forekommer særligt hyppigt i miljøet. Denne
undersøgelse støtter denne antagelse, idet serogrupperne 1 og 3, der er årsag til knapt
80% af alle dyrkningspåviste Legionella infektioner i Danmark (4) kun blev fundet i 5 af 19 anlæg, samt det forhold at L.pneumophila
serogruppe 1 subgruppe Pontiac, der er årsag til ca. 50% af alle tilfældene, kun blev
påvist i et af i alt 38 undersøgte anlæg i de to undersøgelser (35) i denne undersøgelse var det i et af 19 anlæg .
Relativ sjælden forekomst af de mest virulente eller smitsomme typer kan således være
en årsag til, at der er relativt få tilfælde af legionærsygdom i Danmark. Årsagen
hertil kendes ikke, og det skal erindres at denne undersøgelse kun omfatter én mulig
smittekilde nemlig vamtvandssystemet.

Figur 6.4.1
Legionella serogrupper påvist i 38 varmtvandsanlæg. Antal anlæg med angivne
serogrupper35 (Pontiac og non-Pontiac, begge
serogruppe 1)

Figur 6.4.2
Legionella serogrupper isoleret fra 96 hverken -rejse- eller
hospitalsrelaterede tilfælde af Legionærsygdom i Danmark i perioden 1994-2000 35 (Pontiac og non-Pontiac, begge serogruppe 1)
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|