Med udgangspunkt i ovenstående omkring systemløsninger med CO2 er en
række problemstillinger blevet diskuteret. Dette oplæg opsummerer konklusionerne fra
dette tidligere arbejde og danner retningslinierne for det videre arbejde.
De væsentligste problemstillinger med de afprøvede systemer kan nu opridses:
Problematisk olieretur med forskellig opløselighed mellem CO2 og olie
Risiko for væskeslag ved overløb fra beholdere
Bestemmelse af kølemiddelfyldning
Fyldningens placering i anlægget
Kondensering i mellemkøler
Med baggrund i disse erfaringer er et antal systemkoncepter blevet vurderet, hvor de
mest interessante er simple systemer, hvor beholdere, der er til gene for olieretur, er
undgået. Endvidere er et economiser-system vurderet som det mest relevante system i
forbindelse med forøgelse af kapacitet og COP.
Som udgangspunkt anvendes et system, som er tæt på at ligne et R134a anlæg, hvor
rørføringen er simpel og stort set bibeholdt fra R134a-containeren. Endvidere er
oliereturen sikret, hvis fordamperen er designet således, at olien kan trækkes med hjem.
Det vurderes dog, at der kan opstå "kommunikationsproblemer" mellem
drøvleventilen og ekspansionsventilen. Der kan opstå kølemiddelmangel til
ekspansionsventilen, hvis drøvleventilen lukker, og termoventilen åbner. De to ventilers
ydelse vil sikkert ikke være identiske. Dette punkt skal undersøges gennem et antal
forsøg.

Figur 2.7.1:
Lukket mellemkøler med receiver efter gaskøler
Et andet problem med systemet skitseret i figur 2.7.1 er, at placeringen af receiveren
på højtrykssiden vil forstærke kølemiddelsvingningerne i anlægget.
Ved overkritisk drift (100 bar/35 °C) vil der stå en stor kølemiddelmængde på
højtrykssiden som overkritisk fluid. Ved skift til lavere temperaturer, hvor anlægget
kører underkritisk, skal en stor mængde af fyldningen overgå til væskeform og
opbevares. Uanset hvor stor receiveren er, vil den i princippet aldrig være
tilstrækkelig.

Figur 2.7.2:
Nyt forslag til system med lukket mellemkøler
Konceptet i figur 2.7.2 er blevet gennemdiskuteret. Det indeholder nogle fordele
fremfor konceptet i figur 2.7.1.
- Receiveren sidder placeret ved et tryk, som ikke er det samme som kompressorens
mellemtryk, men et tryk, der opstår mellem drøvleventilen og ekspansionsventilen, og som
viser sig at være trykket ved grænsekurven.
- Der tilføres en frihedsgrad (receiver), således at de to ventiler kan reguleres
uafhængigt
- Receiveren er nødvendig for at udligne kølemiddelmængden på højtrykssiden, der
varierer voldsomt afhængigt af, om anlægget kører over- eller underkritisk.
- Economiseren er placeret efter drøvleventilen.
Yderligere vil det være en fordel, at ekspansionsventilen til economiseren tager
væske fra trykket i receiveren, da drivtrykket herved er større end efter termoventilen.
Denne løsning vil formentlig altid fungere. Der er dog et problem, hvis mellemtrykket
er overkritisk (hvilket under ekstreme forhold kan forekomme, hvis slagvolumenforholdet
mellem lav- og højtryk er mindre end 2). Mellemtrykket vil da være højere end trykket i
receiver, og strengen hen til termoventilen og economiseren vil i så fald ikke vil have
nogen ydelse. Dette vil blive testet.
Anvendes CO2 som kølemiddel i køleanlæg eller varmepumper, vil processen
være væsentligt forskellig afhængigt af temperaturen på kondensatorsiden. Ved lav
temperatur af det medie, der skal køle kondensatoren, vil processen forløbe som for
andre kølemidler (Carnot-proces). Imidlertid vil processen ved højere temperaturer
forløbe lidt anderledes,

Figur 2.8.1:
Kredsprocesser for R134a og CO2
da CO2 ikke kan kondensere ved temperaturer over 31°C. Dette betyder
ikke, at processen ikke kan levere køling eller varme, men blot at systemet skal designes
efter den anderledes kredsproces (Lorentz-proces). Kondensatoren anvendes nu ikke længere
til at kondensere kølemidlet, men til at køle den transkritiske fluid og benævnes
derfor ofte som "gaskøleren".
I figur 4.8.1 ses den transkritiske kredsproces sammenlignet med den konventionelle
kredsproces med R134a indtegnet i et h,log(p)-diagram.
På figuren er indtegnet de to isotermer (40 °C) for hhv. R134a og CO2.
Begge processer arbejder således ved en fordampertemperatur på -10 °C og op mod en
udetemperatur eller vandemperatur på ca. 40 °C.
Som det ses, arbejder kredsprocessen med CO2 ved langt højere tryk end
R134a. Dette betyder, at rørsystemer, beholdere og komponenter skal designes til dette.
Endvidere ses, at ekspansionsventilen har transkritisk fluid på tilgangen mod normalt
væske (R134a). Dette betyder, at væskedannelsen for den transkritiske proces sker i
ventilen under ekspansionen gennem dysen, hvilket normalt ikke er noget problem.
Ved overkritisk drift findes der ikke i kondensatoren sammenhæng (afhængighed) mellem
tryk og temperatur. Dette betyder, at systemet nu er blevet tilføjet endnu en
frihedsgrad, således at det er muligt at styre trykket i gaskøleren og temperaturen i
gaskøleren uafhængigt.

Figur 2.9.1:
Ydelsens (Q0) afhængighed af gastemperaturen ud af gaskøleren for
fastholdt tryk
Figur 2.9.1 viser, hvorledes kuldeydelsen (Q0) drastisk forøges ved at
ændre CO2-temperaturen ved afgang fra gaskøleren. Kompressorens arbejde (Wk)
er det samme. Under normale forhold kan CO2-temperaturen ved afgang fra
gaskøler ikke vælges vilkårligt, men vil afhænge af konditionerne, hvorunder anlægget
kører. Dette kan være lufttemperaturen ved køling af gaskøleren med luft eller
vandtemperaturen ved køling af gaskøleren med vand (vandkølet gaskøler). Da man ikke
selv er herre over temperaturen ved afgang fra gaskøleren, betyder dette, at man i stedet
kan vælge et tryk i gaskølerne, der er optimalt for en ønsket drift (høj/lav
kapacitet) eller blot for givne konditioner at maksimere COP for anlægget.
Kapacitetsregulering for et transkritisk CO2-anlæg kan - ud over de normale
metoder - opnås ved at styre trykket i gaskøleren. For en given CO2 -temperatur
ved afgang fra gaskøleren (bestemt af ydre konditioner) er det således muligt at
kapacitetsregulere anlægget inden for meget vide grænser. Princippet er vist i figur
2.9.2.

Figur 2.9.2:
Ydelsens (Q0) afhængighed af trykket i gaskøleren for fastholdt
gastemperatur
Det antages, at CO2s temperatur ved afgang fra gaskøleren er bestemt
af de ydre konditioner og ligger på 35 °C. Som det ses, er det muligt at forøge
anlæggets kapacitet væsentligt blot ved at hæve trykket i gaskøleren en smule. Omvendt
er det også muligt at reducere kapaciteten, hvis dette er ønsket, hvor der samtidig
opnås en energibesparelse på kompressoren. Dette aspekt er meget vigtigt i forståelsen
af mulighederne i den transkritiske CO2-proces.
Ofte er der ikke behov for kapacitetsregulering, eller dette opnås på en anden måde,
f.eks. ved kapacitetsregulering af kompressoren (cylinderudkobling eller
omdrejningstalsregulering). I denne situation vil det være muligt at styre efter den
maksimale COP af processen.
Figur 2.9.3 viser det beregnede optimale valg af gastrykket i gaskøleren afhængigt af
gassens temperatur ved afgang fra gaskøleren.

Figur 2.9.3:
Beregnet tryk i gaskøleren for optimal COP afhængigt af fordampertemperaturen og
gastemperaturen ud af gaskøleren (Tg,2).
Som det ses af figur 2.9.3, afhænger det optimale højtryk både af gastemperaturen ud
af gaskøleren, men også af fordampertemperaturen. Endvidere vil det optimale tryk
afhænge af følgende:
Betydningen af disse elementer er ikke undersøgt endnu, men det vurderes, at de ikke
vil ændre billedet markant.
På baggrund af en analyse kan det optimale højtryk nu findes på baggrund af
varierende fordampertemperaturer (Te) og temperaturer ud af gaskøleren (Tg,2).
Den isentropiske kompressorvirkningsgrad er holdt konstant på 0,6, mens effektiviteten
for den interne varmeveksler er fastholdt på 0,5.

Figur 2.9.4:
Beregnet tryk i gaskøleren Pg2 for optimal COP afhængigt af fordampertemperaturen te
og af gastemperaturen tg2 ved afgang fra gaskøleren.
Det er således lykkedes at generere et meget simpelt udtryk, som angiver det optimale
højtryk (for optimal COP) på baggrund af Te og Tg,2.
Pg,2 (optimal) = 0,7244 0,275 * Te +
2,275 * Tg,2
I figur 2.9.5 ses følsomheden for korrekt valgt højtryk. Som det ses, kan det være
dyrt at "skyde under" det optimale tryk, da COP her falder kraftigt. Imidlertid
er kurverne relativt flade for højere tryk.

Figur 2.9.5:
Beregnet følsomhed for korrekt valg tryk i gaskøleren for optimal COP (Te
=
-25 °C)

Figur 2.9-6:
Beregnet sammenligning mellem gastemperatur ved afgang gaskøler og optimalt
gastryk med indtegnet reguleringskurve, som bestemmes ved nedenstående ligning.
Reguleringsudtrykket ser nu således ud:
For Tg,2 mindre end 20 °C holdes ventilen helt åben.
For Tg,2 < 20 °C så er Tg,2 = 20

a = 282.05394
b = -1.5741522
c = -167064.7
d = 425285.17
e = -3.68426 x 109
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|