Renere teknologiprojekter 1996

Oversigt over renere teknologi i fiskeindustrien

Miljøprojekt nr. 317, 1996
Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen har besluttet at gøre status over udarbejdede teknologiprojekter vedrørende udvikling af renere teknologi i fiskebranchen. Denne rapport indeholder en samling og en gennemgang af de opnåede resultater. Gennemgangen omfatter såvel en oversigt over mulighederne for miljøforbedringer som en redegørelse for de økonomiske konsekvenser ved indførelsen af den renere teknologi. Den miljømæssige forbedring sammenholdt med den gode økonomi i investeringerne har allerede været med til at udbrede anvendelsen af projektresultaterne inden for silde- og hvidfiske-industrien.

De teknologiprojekter, der gennemgås, er foretaget i sildefileterings-, sildekonserves-, hvidfiske- og rejeindustrien.

Den primære målgruppe forventes at være silde-, makrel-, hvidfiske- og rejeindustrien samt projekterende ingeniørfirmaer, der arbejder med kommunale rensningsanlæg og de administrative myndigheder. Den sekundære målgruppe er fiskemelsfabrikker samt den øvrige fødevareindustri

Som det første er gennemført en indledende undersøgelse af fiskeindustrien fra 1988, hvor der ses på, hvad der kan opnås med indførelse af renere teknologi. Efterfølgende afsnit behandler mere specifikke renere teknologiforsøg inden for de enkelte fiskeindustrier.

Herefter sammenfattes resultaterne af den indledende brancheundersøgelse, der kortlægger fiskeindustrien i Danmark i 1988. Undersøgelsen indeholder en opgørelse af vandforbruget og koncentrationen af spildevandet samt en række forslag til rensning af spildevandet.

Videre gennemgås miljøprojekt nr. 97 "Renere teknologi i fiskeindustrien", som er et udredningsprojekt udført i perioden november 1987 til april 1988. Projektet koncentrerer sig om ni repræsentativt udvalgte virksomheder fra silde- og hvidfiskeindustrien. For disse virksomheder analyseres vandforbrug og forureningsbelastning i produktionens forskellige delprocesser.

Informationssystem om renere teknologi (Rentek-databasen) præsenteres. Der vises et eksempel fra Rentek-databasen om filetering af sild, hvor færdigvaren er ferske eller frosne fileter.

Projekter gennemført i sildeindustrien præsenteres. Formålet med disse har været at udvikle praktisk anvendelige og økonomisk rentable metoder til nedsættelse af vandforbruget og forureningsgraden af spildevandet samt øge salgsværdien af spildprodukterne.

I et separat afsnit præsenteres projekter gennemført i sildekonservesindustrien. Projekternes formål har været at finde praktisk anvendelige og økonomisk rentable metoder til nedsættelse af vandforbruget og forureningsgraden af spildevandet.

For hvidfiskeindustrien er der ikke udført renere teknologiprojekter. I stedet vurderes hvilke effekter, der kan opnås for vandforbrug og udledningsmængder ved overførsel af erfaringer og teknologier fra tilsvarende foranstaltninger i sildeindustrien.

I rejeindustrien har det primære formål med projekterne været at finde praktisk anvendelige og økonomisk rentable metoder til nedsættelse af vandforbrug og forureningsgrad af spildevandet. Et sekundært formål har været at finde alternative afsætningsmuligheder for biprodukterne fra produktionen.

Sluttelig gennemgås projektet "Renere teknologi ved rengøring". Formålet er at undersøge mulighederne vedrørende indførelse af en ny renere rengøringsteknologi i rund- og fladfiskeindustrien.

I afsnittet præsenteres et projekt, der undersøger mulighederne for rensning af silde-industriens spildevand til en kvalitet, der sikrer, at genbrug af renset spildevand kan blive en realitet.

Forfatter/udførende institution

Erik Andersen, Matcon, Alex Veje Rasmussen, DIFTA, Kaj Rasmussen, Hembi og Greta Jakobsen, Højmarkslaboratoriet.

Rapporten er udarbejdet med tilskud fra Rådet vedr. genanvendelse og mindre forurenende teknologi.

ISSN nr. 0105-3094
ISBN nr. 87-7810-538-3