| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Renere teknologiprojekter 1996
Arbejdsrapport nr. 80, 1996
Miljøstyrelsen
I slutningen af 80´erne begyndte Statens Planteavlsforsøg og Den Kgl. Veterinær- og
Landbohøjskole et samarbejdsprojekt med titlen "Udvikling af styringsteknik og
redskaber til mekanisk ukrudtsbekæmpelse".
Formålet var at udvikle et automatisk styresystem til radrensere samt at undersøge
mulighederne for at bekæmpe ukrudt i korn ved hjælp af radrensning. Projektet vakte stor
interesse i udlandet, men da styresystemet ikke umiddelbart kunne anvendes i praksis, gik
det danske udviklingsarbejde i stå. I flere af vor nabolande blev arbejdet videreført og
de første styresystemer anvendes nu i praksis. Denne rapport giver et overblik over
mulighederne for at anvende automatisk præcisionsstyring i ukrudtsbekæmpelsen.
Første del giver en oversigt over de bekæmpelsesmetoder, der kan komme på tale i
forbindelse med automatisk præcisionsstyring. Anden del beskriver forskellige principper
for automatisk præcisionsstyring, og tredje del belyser økonomien ved præcisionsstyret
ukrudtsbekæmpelse i bederoer. Rapporten afsluttes med en diskussion af mulighederne for
at anvende mekanisk ukrudtsbekæmpelse i landbruget, især i rækkeafgrøder, hvor metoden
er mest rentabel.
Det konkluderes, at det allerede nu er teknisk muligt at anvende automatisk
præcisionsstyring i forbindelse med radrensning og
båndsprøjtning. Systemerne er baseret på styring efter jordriller, der er etableret ved
såning, men andre styringssystemer er på vej. Automatisk præcisionsstyring har en
række fordele frem for radrensning og båndsprøjtning med manuel styring. Fordelene er
større præcision, som giver nedsat herbicidforbrug,
større kapacitet og forbedret arbejdsmiljø. I rækkeafgrøder kan forbruget af
herbicider nedsættes med op til 80% i forhold til bredsprøjtning, hvilket i mange
tilfælde gør metoden rentabel. I korn er metoden ikke rentabel men medfører en
merudgift på omkring 500 kr. pr. ha under de nuværende prisforhold.
Til gengæld tager det længere tid at radrense og båndsprøjte end at bredsprøjte,
og denne tid skal være til rådighed i den enkelte bedrift. Det kræver en investering.
Men den største ulempe er nok, at der er usikkerhed om metodens effektivitet, fordi der
ikke er noget dansk erfaringsgrundlag at trække på.
Trods de økonomiske fordele praktiseres radrensning og båndsprøjtning med automatisk
præcisionsstyring ikke i Danmark. Landmænd, konsulenter og forsøgsvæsen har ikke
interesseret sig for metoden. Sandsynligvis fordi man har satset på lavdosisstrategien.
Det er allerede nu realistisk at erstatte en stor del af bredsprøjtningen i
rækkeafgrøder med automatisk præcisionsstyret radrensning og båndsprøjtning. Men hvis
landbruget i højere grad skal vælge metoden, kræver det, at der iværksættes en
målrettet forsknings- og udviklingsindsats. Der er brug for at få undersøgt spørgsmål
som dysevalg og -placering ved båndsprøjtning og skærudformning i forbindelse med
radrensning. Det vil også være nødvendigt at undersøge radrensning og båndsprøjtning
i en eller flere arbejdsgange samt hvor effektive de forskellige styresystemer er på
forskellige jordtyper. Samtidig er det vigtigt, at viden fra udenlandske forsøg og fra
praksis kommer ud til de relevante aktører, evt. gennem en oplysningskampagne. På lidt
længere sigt er det også realistisk at anvende automatisk præcisionsstyret radrensning
og båndsprøjtning i korn og andre radsåede afgrøder. Det vil dog kræve et målrettet
udviklingsarbejde og en politisk satsning, som kan gøre det økonomisk rentabelt.
Forfatter/udførende institution
Jesper Rasmussen, Statens Planteavlsforsøg. Afdeling for Ukrudtsbekæmpelse.
Rapporten er udarbejdet med tilskud fra Rådet vedr. genanvendelse og mindre
forurenende teknologi.
ISSN nr. 0908-9195
ISBN nr. 87-7810-717-2
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|