Evaluering af bilskrotordningen 1. Indledning
|
![]() | Har medført en reduktion i antallet af biler henstillet på offentlige arealer (herreløse biler). |
![]() | Har medført en reduktion i antallet af udtjente biler, der henstår på private ejendomme (henstillede biler). |
![]() | Har medført en stigning i antallet af udtjente biler, der er afleveret til ophugning på registrerede ophugningsvirksomheder med udbetaling af skrotningsgodtgørelse til følge. |
![]() | Har medført en ændring i antallet af at herreløse og henstillede person- og varebiler, der afleveres til affaldshåndtering på en registreret ophugningsvirksomhed uden udbetaling af skrotningsgodtgørelse. |
Projektet er afgrænset til de biltyper der er omfattet af "Lov om miljøbidrag og godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler", hvilket vil sige personbiler beregnet til højst 9 personer og varevogne med totalvægt på ikke over 3 500 kg.
Tidsmæssigt er evalueringen afgrænset til perioden fra 1. juli 2000 til 1. juli 2001. dvs. det første år ordningen har fungeret.
Folketinget vedtog med lov nr. 372 af 2. juni 1999 om miljøbidrag og godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler at gennemføre en ordning med sigte på at fremme aflevering af udtjente person- og varebiler til korrekt affaldshåndtering hos registrerede autoophugningsvirksomheder.
Formålet med ordningen er at minimere antallet af henstillede bilvrag, herunder herreløse biler, på offentlige og private arealer samt at sikre en miljømæssig forsvarlig affaldshåndtering af udtjente biler.
Reglerne om affaldshåndtering af motordrevne køretøjer er fastsat i bekendtgørelse nr. 141 af 25. februar 2000 om indbetaling af miljøbidrag og udbetaling af godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler og bekendtgørelse nr. 860 af 29. november 1999 om håndtering af affald i form af motordrevne køretøjer og affaldsfraktioner herfra.
I juni 2000, umiddelbart inden regelsættet trådte i kraft og i december 2000 blev der gennemført informationskampagner om ordningen. Der blev desuden afholdt et orienteringsmøde med deltagelse af virksomheder, der var registreret eller som forventedes registreret efter bestemmelserne i § 5 i bekendtgørelse nr. 860. Endvidere udsendtes en orientering om de to bekendtgørelser med Miljøstyrelsens fortolkning af en række bestemmelser i de to bekendtgørelser.
Miljø- og energiministeren har besluttet at ordningen skal evalueres efter, at den har virket et års tid.
Projektet er gennemført af RAMBØLL, Afdelingen for Virksomhedsmiljø. Fra RAMBØLL har medvirket Grethe Føns Hjortbak, Stig Hirsbak og Niels Juul Busch, med sidstnævnte som projektleder.
I forbindelse med projektet har været nedsat en følgegruppe med følgende sammensætning:
![]() | Peter Grau, Miljøstyrelsen, formand |
![]() | Bent Mikkelsen, Miljøordning for Biler (MOB) |
![]() | Jørgen Jørgensen, Forenede Danske Motorejere (FDM) |
![]() | Niels Remtoft, Kommunernes Landsforening (KL) |
![]() | Grethe Føns Hjortbak, RAMBØLL |
![]() | Stig Hirsbak, RAMBØLL |
![]() | Niels Juul Busch, RAMBØLL. |
Følgegruppen har bistået med råd, vejledning og data samt kommenteret rapporten under dens opbygning.
Rapporten indledes med en kort gennemgang af den "nye" bilskrot-ordning (kapitel2).
Dernæst følger i kapitel 3 en overordnet beskrivelse af bil-kredsløbet, for at etablere et overblik over de væsentlige strømme, hvorigennem biler kanaliseres. Desuden defineres de væsentligste begreber, der anvendes i rapporten.
I kapitel 4 følger opgørelser over import og eksport af nye og brugte biler, for at belyse de væsentligste input og outputs til og fra bilparken.
I kapitel 5 opgøres antallet af biler, der registreres og afmeldes i Centralregisteret for Motorkøretøjer.
Kapitel 6 indeholder en opgørelse af de biler, som sendes til ophugning.
I kapitel 7 er resultaterne fra en spørgeskemaundersøgelse om herreløse og henstillede biler i en række danske kommuner sammenfattet.
Til sidst i kapitel 8 er der opstillet en samlet balance for bil-kredsløbet, baseret på de data der er præsenteret i de øvrige kapitler. Dette kapitel indeholder desuden konklusioner.