| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Kortlægning af diffus jordforurening i byområder. Delrapport 1
Som noget nyt i forhold til tidligere lovgivning omfatter jordforureningsloven
bestemmelser om diffust forurenede arealer, /1/.
Jordforureningsloven indeholder dermed hjemmel til at kortlægge arealer med diffus
jordforurening eller forventet diffus jordforurening. Der mangler dog et generelt
videngrundlag til med større sikkerhed at kunne udpege disse arealer.
Diffus jordforurening har et andet forureningsmønster end punktforureninger, hvilket
stiller særlige krav til de undersøgelsesstrategier, der benyttes ved dokumentation af
signifikante diffuse forureningsniveauer.
Således har Københavns Kommune, Miljøkontrollen, under Miljøstyrelsens
teknologiudviklingsprogram iværksat et projekt med det overordnede formål at udarbejde
metoder til optimering og forenkling af myndighedernes faglige arbejde ved den
forestående kortlægning af diffus jordforurening i byområder, i medfør af
Jordforureningsloven.
Projektet er opdelt i 2 faser, hvor Fase I har omfattet indsamling af erfaringer og
viden om forureningskilder samt teknikker og metoder til undersøgelse af diffust
forurenet jord. Endvidere omfattede Fase I udarbejdelse af en strategi til afprøvning af
fysiske undersøgelsesmetoder på diffust forurenet jord, inklusiv vurdering og validering
af egnede feltmetoder. Undersøgelses- strategierne skal føre til beslutning om eventuel
kortlægning af diffust forurenede arealer på vidensniveau 2.
I Fase I af projektet om kortlægning af diffus jordforurening i byområder er
udarbejdet følgende tre delrapporter:
Delrapport 1: |
Erfaringsopsamling og afklaring af kilder til diffus
jordforurening i byområder /nærværende rapport/. |
Delrapport 2: |
Afprøvning af feltmetoder ved undersøgelse af diffust
forurenet jord, /2/. |
Delrapport 3: |
Indledende forslag til undersøgelsesstrategier for
kortlægning af diffust forurenede arealer i byområder, /3/ |
I Fase II skal der foretages en fysisk afprøvning af de i Fase I udarbejdede
undersøgelsesstrategier. På baggrund af de opnåede undersøgelsesresultater skal der i
Fase II foretages en endelig redigering af undersøgelsesstrategierne for kortlægning af
diffus jordforurening på vidensniveau 2.
Nærværende delrapport 1 har til formål:
 | at strukturere og opsummere eksisterende erfaring og brugbar viden vedrørende
undersøgelser af diffus forurening. |
 | at udarbejde et klassifikationssystem til identifikation af potentielle kilder baseret
på datakilder, typiske forureningsniveauer, indikator- og analyseparametre. |
Konklusionerne gælder for såvel København som andre større byer, men der skal
gøres opmærksom på, at størstedelen af erfaringsopsamlingen er hentet fra
Københavnsområdet.
Rapporten indeholder en erfaringsopsamling og afklaring af kilder til diffus
forurening.
I kapitel 2 er diffus jordforurening defineret og metoden for videnopsamling beskrevet.
I kapitel 3 og 4 er udført en beskrivelse af byudvikling, infrastruktur og
konsekvenser for diffus forurening, og diffus forurening fra industrielle kilder er
gennemgået.
I kapitel 5 og 6 er resultaterne fra emissions- og jordforureningsundersøgelser
opsummeret med det formål at karakterisere diffus jordforurening fra forskellige kilder.
I kapitel 7 er udført en erfaringsopsamling over statistisk databehandling i
forbindelse med diffus jordforurening.
I kapitel 8 er referenceniveauer for dansk jord sammenstillet med de forventelige
niveauer for diffus jordforurening i byområder. Desuden er udarbejdet en oversigt over de
mest betydningsfulde kilder til diffus forurening, og hvilke forureningsparametre de
medfører.
Sluttelig er der i kapitel 9 angivet en ordforklaring over en række emner, der har
betydning i forbindelse med undersøgelsesstrategier.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
| |