|
Affaldsindikatorer 5 Resultater af beregningenVed beregning af indikatorværdierne for de tre affaldsfraktioner papir&pap, glasemballage og aluminium, tages der udgangspunkt i de faktorer for hhv. ressourcer, energi og deponi, som blev beregnet i kapitel 4 og bilag C. Faktorerne kan ganges ind i affaldsmængderne for de forskellige behandlingsmetoder, hvorved indikatorværdierne fremkommer. Beregningen er nærmere beskrevet i kapitel 4, og i det følgende præsenteres og kommenteres resultaterne. Nedenfor præsenteres først de affaldsmængder, der er grundlag for indikatorberegningerne både ved præsentation af resultater for model A og B (afsnit 5.1). De to præsentationsformer er beskrevet nærmere i kapitel 1. Derefter præsenteres og kommenteres de anvendte beregningsfaktorer der indgår i model A (afsnit 5.2). I afsnit 5.3 præsenteres resultaterne for indikatorberegningen jf. model A. I afsnit 5.4 indledes kort med en beskrivelse af, hvordan affaldsdata og indikatorværdier beregningsmæssigt håndteres for at danne grundlag for præsentationsmodel B. Ved model B sættes der fokus på de opnåede gevinster ved den aktuelle affaldshåndtering i forhold til blot at deponere det hele. De to modeller adskiller sig ikke kun i måden at præsentere resultaterne på, men også i hvad der medtages i præsentationen. I praksis anvendes de samme grunddata som udgangspunkt. Den væsentligste forskel ved datagrundlaget er, at hvor model A kræver viden om det samlede forbrug af materialer i samfundet og affaldsbehandlingen, kræver model B kun specifik viden om affaldsbehandlingen og det aktuelle potentiale for genanvendelse af materialer, hvilket uddybes i afsnit 5.4. 5.1 Affaldsmængder til beregningerneDe beregnede faktorer for hvert materiale skal multipliceres med affalds-mængderne fordelt på behandlingsform. Affaldsmængderne fremgår af Tabel 5.1. Baggrunden for beregningen af mængderne er gennemgået i det foregående kapitel samt i bilag C. Tabel 5.1
* ekskl. pantflasker 5.2 Præsentation af beregningsfaktorerDe faktorer, som anvendes til model A til beregning af indikatorerne, er vist i tabel 4.3. Faktorerne er yderligere illustreret i de følgende figurer. Datagrundlaget for beregningerne af de enkelte faktorer for de 3 materialefraktioner og relevante behandlingsformer fremgår af bilag D. 5.2.1 RessourcefaktorerRessouceværdierne opgøres i PR, som er personreserver – ofte blot benævnt personreserver – og udtrykker forbruget i forhold til den kendte reserve af en ressource for alle verdensborgere (se ordliste). Beregningen af ressourcefaktoren for en materialefraktion bygger på opgørelse af ressourcefaktorer for hver enkelt ressource, der medgår til produktion af materialefraktionen. I bilag D fremgår det for hver enkelt materialefraktion hvad hver enkelt ressource bidrager med. Kommentarerne til de følgende figurer er baseret på de bagvedliggende talværdier. Af figur 5.1 fremgår det, at for papir vejer det ikke-energirelaterede, ressourceforbrug tungest, hvilket for en stor del skyldes forbrug af ressourcen svovl til fremstilling af papir. Den store tyngde, svovl får ved opgørelsen, skyldes, at svovl har en kort forsyningshorisont, når man blot ser på traditionelt tilgængelige kilder. Imidlertid er der store svovlressourcer bundet i fossile brændsler, og disse udnyttes i dag i stigende omfang. Man vil derfor kunne argumentere for, at ressourceopgørelsen for svovl burde give en lavere værdi, der tager højde for sådanne kilder (se bilag C). I UMIP-projektet har man undladt at normalisere svovl (sat værdien til 0), hvilket heller ikke synes at være korrekt. Eksemplet peger således på at LCA- metodikken stadig er under udvikling. For glasemballage vejer energiråstofferne derimod tungest (se figur 5.2). Dette resulterer i, at der ressourcemæssigt ikke er særlig markant forskel på, om glasset genanvendes eller deponeres, da der er et væsentligt energiforbrug ved omsmeltning af glasset, mens der er en stor gevinst ved at genbruge glasemballage uden omsmeltning. Ressourcemæssigt (og også energimæssigt) er der altså en stor gevinst at opnå ved at genbruge en større mængde direkte som emballageglas frem for at genanvende glasset fra skår. Det samlede ressourceforbrug knyttet til behandling af 1 ton aluminium fremgår af 5.3. Ved genanvendelse eller affaldsforbrænding produceres der sekundære materialer, hvorved der kan spares på de jomfruelige materialer; henholdsvis aluminium og sand/grus. Som det fremgår er figuren og tabel 4.3, er ressourcebesparelsen ved forbrænding af aluminium ubetydelig sammenlignet med ressourceforbruget til produktion af nyt aluminium til erstatning for det, som tabes. Dette er dog baseret på en antagelse om at aluminium forbrændes helt (se bilag C). I relation til ressourcefaktorerne (se figur 5.1 - 5.3) springer det i øjnene, at aluminium adskiller sig meget markant fra de to andre materialefraktioner, hvor faktoren pr. ton er 30 højere end for papir og 150 gange højere end for glas. Årsagen er, at brugen af bauxit til aluminiumfremstilling vægter tungt på trods af en lang forsyningshorisont for bauxit. Brugen af energiråstoffer bidrager kun lidt til den samlede ressourceforbrug knyttet til produktion af aluminium, da der i høj grad er tale om vandkraft, som ressourcemæssigt vejer meget lidt (se figur 5.3). Hvor meget de enkelte råstoffer bidrager med til ressource faktorerne, fremgår af databilag D. Det er således også muligt at opdele bidragene på fornyelige og ikke fornyelige ressourcer, hvilket kun er medtaget i figur 5.4 – 5.6. Generelt vejer de fornyelige ressourcer kun lidt – hvilket bunder i opgørelsesmetoden (se ordliste).
Figur 5.1
Figur 5.2
Figur 5.3 5.2.2 EnergifaktorerEnergifaktoren udtrykker, hvor meget primærenergi (se ordliste), der netto medgår ved forskellig håndtering af de 3 affaldsfraktioner. Enheden er her mPEDK98 pr. 1000 tons materiale. Primærenergiforbruget i Danmark var i 1998 160 GJ pr. person, og en mPE er derfor lig med 160 MJ. Energiforbruget som indikator vil især være anvendelig som et samlet mål for miljøbelastningen ved energianvendelse og afvejer i modsætning til ressourcefaktoren fornyelige og ikke-fornyelige ressourcer i forhold til hinanden. I figur 5.4 – 5.6 er det derfor angivet, hvilken del af energiforbruget der stammer fra fornyelige og ikke-fornyelige energiressourcer. Nyt papir fremstilles hovedsageligt på basis af fornyelige energiressourcer, træ og vandkraft. Af figur 5.4 fremgår det, at papiret ved forbrænding substituerer ikke-fornyelige energiressourcer. Målt i personækvivalenter er resultatet ved forbrænding af papir et primærenergiforbrug i form af fornyelige energiressourcer på godt 100 mPE pr. ton, hvilket er lidt mere end ved genanvendelse af papir. Beregningen viser således, at der på trods af energigenvindingen ved affaldsforbrænding er en energimæssig gevinst ved genanvendelse af papiret, om end gevinsten skal sammenholdes med det større forbrug af ikke-fornyelige energikilder ved genanvendelsen. Energiforbruget ved genanvendelse af papir er imidlertid i størrelsen 50% af energiforbruget ved produktion af nyt papir.
Figur 5.4
Figur 5.5 Figur 5.5 viser, at for glasemballage er primærenergiforbruget ved genbrug af glas markant mindre end ved omsmeltning af glasskår. Omsmeltning er dog lidt bedre end deponering hvis man kun betragter primærenergiforbruget. Af figur 5.6 fremgår det, at primærenergiforbruget ved genanvendelse af aluminium er langt mindre end andre affaldshåndteringsmetoder – hvilket ikke er overraskende. Samtidig fremgår det, at selvom det er forudsat, at aluminium forbrænder, hvis det kommer i affaldsforbrændingsanlæg (se bilag C), så er den opnåede energigevinst relativt lille i forhold til gevinsten ved genanvendelse.
Figur 5.6 5.2.3 DeponeringsfaktorerDeponeringsfaktoren udtrykker hvor meget affald til deponi, der dannes ved forskellig håndtering af de 3 typer affald. Enheden er her PEDK98 pr. 1000 tons materiale. Den deponerede mængde affald i Danmark var i 1998 403 kg pr. person, dvs. at en PE for affald til deponi = 403 kg. Figur 5.7 viser, at ved deponi af papir er mængden lidt større end de knap 2,5 PE, selve papiret til deponi udgør. Det skyldes, at der også deponeres lidt affald i forbindelse med fremstillingen af papiret. Ved genanvendelse af papir sker der også noget deponi af affald fra genanvendelsesprocessen - især fyldstofferne fra papiret ender ofte i slam til deponi. Forbrænding af papir giver også noget slagge, som bl.a. skyldes indholdet af ubrændbare fyldstoffer i papiret. Samtidig giver forbrændingen også en besparelse på primær energi som kul, og sparer dermed også affald til deponi fra udvinding og forbrænding af kul. Når mængden er mindre ved forbrænding af papir end ved genanvendelse, skyldes det især, at en meget stor del af slaggen fra forbrænding bruges til bygge- og anlægsarbejde, der regnes som genanvendelse og dermed ikke optager plads til deponi. For glas (figur 5.8) deponeres omtrent samme mængde som mængden af glas til deponi - dvs. at der er ikke er noget væsentligt bidrag i forbindelse med fremstilling af glas. Desuden udgør mængden til deponi ved forbrænding 40% af mængden, idet 60% af slaggen ved forbrænding genanvendes til bygge- og anlægsarbejde. Både genanvendelse og genbrug giver anledning til meget lille mængde til deponi. Figur 5.9 viser deponi af affald ved de forskellige affaldshåndteringer af aluminium. Udover den deponerede affaldsmængde skal der fremstilles nyt aluminium, der giver anledning til en meget stor deponeret mængde i forbindelse med fremstillingen. Ved forbrænding vil aluminium også skulle genfremstilles, og der dannes en betydelige mængde slagge. Slaggemængden er ca. dobbelt så stor som aluminiumsmængden, forudsat at det hele forbrænder (se bilag C). Det skyldes, at der ved forbrænding dannes aluminiumoxid. Til gengæld genanvendes ca. 60% af slaggen som fyldmateriale. Resultatet er, at med hensyn til deponibehov er der ikke væsentlig forskel på direkte deponi eller forbrænding af aluminium. Kun ved genanvendelse kan der opnås en betydelig reduktion af deponibehovet.
Figur 5.7
Figur 5.8
Figur 5.9 5.2.4 Forskelle på faktorerne for de 3 materialerPå såvel energi- som ressourcefaktorerne ses der for aluminium meget markante forskelle mellem genanvendelse og behandling på anden måde. For papir spares godt halvdelen af energi- og ressourceforbruget ved genanvendelse frem for deponi. For glas ses, at der selv om materialerne genvindes, er et betydeligt ressource- og energiforbrug i størrelsen 50-70% af forbruget, hvis materialerne blot blev deponeret. For energifaktorerne er forskellen mellem aluminium og de øvrige materialer mindre markant, men stadig udtalt (se figur 5.4 - 5.6). Det forholder sig naturligvis anderledes, når man ser på deponeringsfaktoren, hvor der er en markant effekt af genanvendelse (se figur 5.7-5.9). Deponeringsfaktoren er ca. 3 gange højere for aluminium, der deponeres end for glas, som deponeres. Forskellen er et resultat af, at der ved produktionen af primært aluminium dannes en væsentlig mængde affald, som indgår i beregningen. For papir ses den effekt, at deponeringen ved genanvendelse er større end deponeringen ved affaldsforbrændingen, da fyldstofferne i papiret bliver deponeret ved genanvendelsen. Desuden bevirker afbrænding af papir, at der spares kul og dermed bliver der mindre affald til deponi fra kulproduktion og forbrænding. For aluminium er deponeringsfaktoren kun lidt mindre ved affaldsforbrænding end ved deponering, idet en del af aluminiumet ved forbrændingen oxideres, og der dermed skabes betydelige affaldsmængder (se bilag C). Man kan med rette indvende, at en lignende oxidation vil finde sted på længere sigt ved deponering, ligesom organisk affald vil blive omsat. Men der er for at forenkle beregningerne generelt ikke regnet med langsigtede ændringer af materialerne ved deponering. Genanvendelse af slagge fra affaldsforbrænding til fyld mv. udgør 60% af den producerede slagge og flyveaske (Orientering nr. 17, 2000), hvilket indgår i beregningen. 5.3 Indikatorer for affaldets samlede belastning (model A)Ved beregning af indikatorværdierne ganges faktorerne for de 3 affaldsfraktioner (se tabel 4.3) med affaldsmængderne for de forskellige behandlingsmetoder (se tabel 5.1). Beregningen er nærmere beskrevet i kapitel 4, og i det følgende præsenteres og kommenteres resultaterne. Af figur 5.10 ses at indikatorværdierne tegner lidt forskellige billeder af de tre materialefraktioners relative betydning som affald betragtet ved den aktuelle affaldshåndtering. Det ses, at de 3 indikatorer giver væsentligt forskellige resultater, som supplerer hinanden. I denne og de øvrige figurer, der viser indikatorværdier, er der for overskuelighedens skyld ikke foretaget opdeling af ressourcerne i energiressourcer og andre ressourcer samt opdeling af primærenergien i fornyelige og ikke-fornyelige kilder. Opdelingen kan man se ved at betragte figur 5.1- 5.6, eller i bilag D, hvor resultaterne findes opdelt.
Figur 5.10 Følgende enheder er benyttet: Ressourceforbrug: PRWDK90 ,energiforbrug: PEDK98 , deponeringsbehov: PEAFFALD DK98. Værdierne for deponeringsbehov skal ganges med 10. Det skal pointeres, at de tre indikatorer kun er vist på samme figur af praktiske årsager. Hver indikator skal læses for sig. Resultaterne kan også illustreres relativt som vist i figur 5.11, hvor de 3 materialer er sat i forhold til hinanden. Det ses af figuren, hvor meget hver materialefraktion udgør af den samlede indikatorværdi. Figur 5.11viser, at aluminium på trods af de langt mindre affaldsmængder end de to andre materialefraktioner, udgør et betydeligt bidrag med hensyn til ressourceforbrug. Papir udgør det væsentligst bidrag med hensyn til energi, hvilket måske ikke er så overraskende. At papir også udgør et væsentligt bidrag til ressourceforbruget skyldes bla. den store ressourcemæssige vægt svovl er tillagt ved opgørelsen, hvilket diskuteres i afsnit 5.2.1. Figur 5.11 giver en fornemmelse af, hvad de 3 indikatorer sætter fokus på og viser samtidig, at affaldsmængden i sig selv giver et markant anderledes billede. Der kan således være gode grunde til at operere med flere indikatorer for at få et dækkende billede af affaldssituationen.
Figur 5.11 Da formålet med indikatorerne også er at illustrere effekten af tiltag inden for affaldsområdet, er det væsentligt, at indikatorerne kan anvendes til at følge udviklingen. I figur 5.12 er vist affaldsmængder og de tre indikatorer for glas opgjort for hhv. 1991, 1995 og 1998 indekseret i forhold til 1991. Den samlede mængde af glasaffald er i perioden steget ca. 20%, og energi og ressource- indikatorerne er tilsvarende sammenfaldende steget 10-15%. Den mindre stigning i indikatorerne er et resultat af øget genanvendelse, men resultaterne viser, at det samlede ressource- og energiforbrug knyttet til brugen af glas er steget i perioden trods tiltag inden for affaldsområdet. Deponeringsfaktoren er derimod faldet 20% , hvilket er et udtryk for, at glas, der bliver forbrændt, til dels bliver genanvendt sammen med slaggen fra affaldsforbrændingsanlægget.
Figur 5.12 For aluminium foreligger der kun en detaljeret materialestrømsanalyse for 1994 (se bilag C), og det er derfor ikke muligt at lave en opgørelse, hvor udviklingen følges eksempelvis fra 1991 til 1998. Det må forventes, at den øgede brug af genbrugsstationer og ordninger for indsamling af elektriske og elektroniske produkter har øget indsamlingen af aluminium, men det må samtidig forventes, at affaldsmængden er steget. Det er dog ikke uden en opdatering af den foreliggende massestrømsanalyse muligt at afspejle denne udvikling. Afprøvningen viser, at det er meget relevant at have metallerne med, hvis de livscyklusbaserede indikatorer skal anvendes på hele affaldsområdet. Hvad angår indikatoren for ressourceforbrug må der regnes med, at en række af de øvrige metaller vil bidrage væsentligt i lighed med aluminium. Ved normaliseringen til verdens reserver for de enkelte metaller kan selv metaller, som omsættes i små mængder, men med lille genanvendelse, bidrage væsentligt til det vægtede ressourceforbrug. Hvad angår energiforbrug, er aluminium en sværvægter, og de øvrige metaller - bortset fra jern og stål - vil formentlig bidrage væsentligt mindre end aluminium. 5.4 Indikatorer med fokus på de realiserede besparelser (model B)Forskellen mellem præsentation A og B ligger først og fremmest i, hvad præsentationen fremhæver. Mens A fokuserer på de samlede affaldsmængder, fokuserer B på de opnåede besparelser i ressourcer, energiforbrug og deponi ved den aktuelle affaldshåndtering i forhold til blot at deponere alt affaldet. De grundliggende beregningsprincipper med hensyn til livscyklusdata og mængdedata er de samme for de to modeller. I princippet kan indikatorværdierne for præsentationsmodel B beregnes ved at tage udgangspunkt i to scenarier, hvoraf det ene er beregningen for model A, der viser indikatorværdier for den aktuelle affaldshåndtering. Derudover beregner man et alternativt affaldsbehandlingsscenarie, hvor det antages at alt affald deponeres. Indikatorværdierne til præsentation af model B finder man derefter ved at beregne forskellen mellem de to scenarier. Derved fremkommer indikatorværdier for de ressourcemæssige, energimæssige og deponerings-mæssige fordele, der er realiseret eller opnået ved den nuværende affaldshåndtering fremfor blot at deponere alt affaldet. Endelig kan man tilføje en beregning af et 3. scenarie, hvor man antager af en optimering af affaldshåndteringen gennemføres fuldt ud. Forskellen mellem dette scenarie og den nuværende håndtering viser det potentiale, der er ved en optimering af affaldshåndteringen. Det indgår også i præsentationsmodel B i det følgende. Beregningsmæssigt er der dog foretaget en forenkling af proceduren ved at omregne faktorerne fra model A (tabel 5.1) til et sæt faktorer for model B (tabel 5.2). Omregningen er foretaget ved for hver enkelt faktor og materiale at beregne forskellen mellem deponi og de øvrige håndteringer, og de anvendte grunddata er således de samme som beskrevet for model A. Kolonnen deponi i tabel 5.2 er 0 for alle felter, og positiv eller nul for de øvrige behandlingsformer. Det viser, at deponi altid er det ringeste alternativ i de beregnede eksempler. Tabel 5.1
De anvendte enheder er: Præsentation af data i model B matcher de data godt, der findes for affaldshåndteringen i affaldsstatistikken. Den viser først og fremmest indikatorværdier for de mængder, der indsamles til oparbejdning, mens de mængder, der deponeres, ikke bidrager til indikatoren. Hvis man ønsker at beregne potentialet ved en optimering af affaldshåndteringen, må der tilføjes nogle supplerende data fra anden statistik end affaldsstatistikken samt vurderes, hvor store mængder det er muligt at indsamle af en materialefraktion. Det diskuteres i de følgende afsnit. 5.4.1 Værdien af genanvendte materialer og de potentielle besparelserHer diskuteres principperne for hvad der aktuelt er den optimale genanvendelse, og hvordan den kan beregnes i forbindelse med en indikatorberegning. Hvis man eksempelvis ser på aluminium, er den almindeligste praksis i forbindelse med genanvendelse, at en række aluminiumslegeringer blandes sammen, og at der ved genanvendelsen næsten udelukkende produceres højtlegeret støbealuminium. Mulighederne for fremtidig genanvendelse af dette støbealuminium vil være væsentligt mere begrænset end genanvendelse af de lavtlegerede aluminiumstyper. Sidstnævnte udgør hovedparten af det aluminium, der i dag bortskaffes til genanvendelse. Det vil således på længere sigt være optimalt at holde aluminiumslegeringerne adskilt ved genanvendelsen. Ved genanvendelsesprocessen bliver en del aluminium ydermere oxideret og deponeres i form af aluminiumoxid. På nogle få norske smelteværker sker der en oprensning og genanvendelse af dette aluminiumoxid. Denne proces vil i relation til ressourcebevarelse være optimal i forhold til den mere almindelige smelteproces. Den optimale genanvendelse adskiller sig således noget fra den form for genanvendelse, der i dag er mest udbredt. Hvis der for hver bortskaffelsesform skulle foretages en detaljeret analyse af den bedst tilgængelige teknologi og indhentes data for denne, ville opgaven med dataindhentning og datavurdering imidlertid hurtigt blive meget omfattende. Det foreslås derfor, at defineringen af den optimale form for genanvendelse håndteres mere pragmatisk, således at der eksempelvis i relation til aluminium regnes med gennemsnitsdata for den europæiske genvindingsindustri hentet fra LCV-databasen. Udover at forenkle dataindsamlingen har det den fordel, at man undgår meget omfattende udredninger af beregningsforudsætninger. Når den direkte genanvendelse som metal sammenlignes med energigenvinding ved affaldsforbrænding eller genanvendelse af aluminiumsoxid i form af slagge fra affaldsforbrænding, vil genanvendelse som metal under alle omstændigheder være det optimale. I relation til den aktuelle genanvendelse er problemet ikke kun hvilke belastninger der er knyttet til genanvendelsen. Det kan bestemmes konkret i forhold til den faktiske genanvendelse (i det omfang data foreligger). Problemet er også at bestemme, hvad det er, som faktisk substitueres ved genanvendelsen, og hvilken kvalitet (værdi) det genvundne materiale skal tillægges. Udgangspunktet er, at vi vil foretage en beregning, som omfatter alt det materiale, der genvindes. Hvorledes ville alt det aluminium, som i dag produceres ved genanvendelse, være blevet produceret, hvis der ikke var genanvendelse? Og hvorledes ville den fjernvarme, som i dag kommer fra affaldsforbrænding, være produceret, hvis der ikke skete energigenvinding ved forbrændingen? Det ved vi faktisk ikke, og især på energiområdet vil udviklingen ikke kun være styret af markedsøkonomiske mekanismer. I lighed med tilgangen, som anvendes til at bestemme den optimale genanvendelsesform, vil vi derfor anvende en pragmatisk tilgang, hvor der tages udgangspunkt i nogle gennemsnitsbetragtninger. Dog har vi for varmeproduktion ved affaldsforbrænding fortaget en nærmere undersøgelse i bilag C. Det vil i tilknytning til eksemplet aluminium sige, at der regnes med de data, som i LCV- databasen repræsenterer gennemsnit for europæisk produceret aluminium. For danskproduceret kraftvarme har vi foretaget en konkret vurdering af, hvilken betydning afbrænding af affald på danske affaldsforbrændingsanlæg har for kulforbruget. 5.4.2 Potentielle besparelser ved optimering af affaldshåndteringenIndikatorerne i beregningsmodel B har til formål at vise den realiserede og potentielle besparelse i relation til de tre parametre. Hvor den realiserede besparelse kan baseres på ret sikre mængdedata og i det hele taget er mindre diskutabel, er det nødvendigt at gøre flere antagelser med hensyn til den potentielle besparelse. I de anvendte beregningseksempler er den potentielle besparelse beregnet som følger: For papir&pap er der anvendt et teoretisk potentiale, hvor 87% af det samlede papirforbrug genanvendes på lignende måde, som papir&pap genanvendes i dag. Det vil ikke være muligt at nå højere indsamlingsprocenter, idet en del af papiret, der udgøres af aftørringspapir, ender i dagrenovation eller i kloaksystemet. I affaldsstatistikken (Rendan, 1998) anslås det realistiske potentiale for genanvendelse af papir til 80%. Se evt. bilag C. Der er desuden taget højde for, at papirmaterialet mister lødighed ved genanvendelsen. Potentialet udtrykker således en teoretisk maksimumsgrænse. Der vil kunne opnås yderligere besparelser, hvis papir&pap direkte genbruges, men dette vil formentlig kun være praktisk muligt for en lille del af transportemballagen, og det er ikke forsøgt at estimere, hvor stor en andel af papir&pap der ville kunne genbruges direkte. For glasemballage er der angivet to teoretiske potentialer. Et niveau, hvor der kun forudsættes genbrug ved vask af det glas, der genbruges i dag, og al resten genvindes ved omsmeltning. Der vil dog formentlig være en mindre mængde emballageglas, der ikke kan indsamles til genanvendelse, fordi det er forurenet på forskellig vis, så 100% genanvendelse vil i praksis ikke være mulig at opnå. Det skal bemærkes, at genbrug af flasker til øl og sodavand ikke indgår i beregningen, der omfatter andre former for emballageglas. Ved det andet potentialeniveau regnes der med at 100% af glasaffaldet potentielt kan genbruges som flaske-/glasemballage - også det, der omsmeltes i dag. At opnå en så høj genbrugsgrad vil formentlig kræve væsentlige ændringer i anvendelsen af glas til emballage og et indsamlingssystem, hvor glassene ikke knuses (fx standard emballagetyper, som kendes fra øl og vand). I dag knuses en betydelig del ved indsamlingen. Der er således tale om et teoretisk potentiale, men det er ikke umiddelbart muligt at vurdere, hvad et realistisk potentiale udgør. For aluminium regnes der med en 100% genindvinding. Der vil ved genanvendelsesprocessen være et tab af størrelsesordenen 5%, som er indregnet i denne proces. Der vil således løbende blive tilført nyt aluminium, og det vil være muligt at gennemføre et kredsløb uden tab, som er begrundet i materialeforringelsen ved genanvendelse. I praksis vil det med den nuværende brug af aluminium til emballage være meget vanskeligt (eller umuligt) at opnå så høje genanvendelsesprocenter, idet den del i vidt omfang ender i dagrenovationen. De realiserede og teoretisk fastsatte potentielle besparelser med hensyn til ressourcer, energi og deponeringsbehov er vist i figur 5.13 - 5.15. Til sammenligning er vist de realiserede og potentielle besparelser, hvis de var opgjort i affaldsmængder i Figur 5.16. Sammenlignet med papir&pap og aluminium er de realiserede besparelser ved genanvendelse af glas ret beskedne både med hensyn til ressourcer og energi. Det skal understreges, at genbrug af flasker til øl og sodavand ikke indgår i beregningen. Der er dog på energisiden et potentiale for besparelser, hvis glasemballagen direkte genbruges.
Figur 5.13
Figur 5.14
Figur 5.15
Figur 5.16 I figur 5.17 er vist udviklingen i de realiserede besparelser knyttet til bortskaffelsen af glasaffald i perioden 1991-1998. Figuren er udelukkende baseret på de beregnede faktorer og data hentet fra ISAG. Det mønster, som ses, er på en måde en spejling af mønstret, som fremgår af figur 5.12, idet det her ses, at de samlede besparelser til en vis grad er en funktion af øget affaldsmængde. Der er dog tillige er en effekt af forbedrede behandlings-metoder, da besparelsen målt i de tre indikatorer stiger mere end affaldsmængden.
Figur 5.17 For aluminium vises udviklingen i den realiserede besparelse i figur 5.18. I bilag C er der angivet en metode til - på grundlag af oplysningerne fra Danmarks Statistik - at estimere mængderne af aluminium, der behandles ved genanvendelse. For at afprøve om metoden er robust og faktisk synliggør en udvikling, er de indsamlede mængder beregnet for en række år og vist som indekserede værdier i figur 5.18. Der er kun beregnet udviklingen i ressourcebesparelsen.
Figur 5.18 For at illustrere, hvorledes de forskellige materialefraktioner bidrager til den samlede besparelse, er der i figur 5.19 vist data for 1991, 1995 og 1998 for energibesparelserne opnået ved den praktiserede affaldsbehandling fremfor blot at deponere alt affald. Samlet set er besparelsen øget med ca. 40% gennem 90'erne.
Figur 5.19 5.4.3 AfslutningDe forskellige måder at præsentere indikatorerne på sætter fokus på forskellige forhold ved affaldsbehandlingen. Et vigtigt argument for valg af præsentationsform B frem for A vil være mulighederne for indsamling og opdatering af datagrundlaget. Det undersøges i det følgende kapitel.
|
