| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste |
Modellering af opvarmning ved dampinjektion (Modi)
3. Energibalancemodeller
Der har tidligere været anvendt en række analytiske modeller baseret på
energibalancer til at forudsige udbredelsen af en dampzone. En generel forudsætning for
disse modeller er, at man skal kende den geometri, hvormed dampzonen udvikler sig. Når
geometrien er kendt, er det muligt at sige, hvor stor en dampzone der er blevet dannet ved
at se på, hvor meget energi der er blevet injiceret, og hvor meget der kræves for at
opvarme jorden til damptemperatur. Disse modeller er oprindeligt udviklet i
olieindustrien, hvor dampinjektion har været brugt siden 1960erne.
I en energibalancemodel uden varmetab antager man, at al den injicerede energi går til
opvarmning af jord til damptemperatur. Der er altså ikke noget energitab fra dampzonen
ved varmeledning, strømning af kondensat eller gasfaseekstraktion. Ved hjælp af denne
antagelse er det muligt at beregne dampzonens udbredelse som funktion af den injicerede
energi, når man samtidig kender den geometri, som dampzonen udbreder sig med.
Energiindholdet for mættet damp kan beregnes ved følgende formel:

hvor mdamp er massen af damp, Hfv er vands fordampningsvarme, cvand
er vands varmekapacitet og D T er temperaturforskellen mellem
dampen og jordens temperatur ved dampinjektionens begyndelse.
Energimængden, der kræves for at opvarme jord til damptemperatur, er givet ved
følgende formel:

hvor V, r jord og cjord er henholdsvis
jordens volumen, densitet og varmekapacitet, n er porøsiteten, Svr er
vandmætningen i dampzonen, r vand er vands densitet
og
er den overordnede varmekapacitet for et jordvolumen.
Energien til opvarmningen af poreluft og eventuel forurening på fri fase er negligeret.
Ved at kombinere disse to formler kan man umiddelbart bestemme, hvor stort et volumen
jord, V, en given mængde damp, mdamp, kan opvarme. Når man samtidig kender
formen på dette volumen eller dampzonens geometri, har man en model, der kan forudsige
dampzonens udbredelse.
I det lineære 1-dimensionale tilfælde får man derved følgende ligning for
dampfrontens placering:

hvor x(t) afstanden fra injektionen til dampfronten til tiden t, mdamp(t) er
den totalt injicerede mængde damp til tiden t og A er tværsnitsarealet.
Denne formel har været anvendt til analyse af kolonneforsøg med dampinjektion. /5/
I fuldskalaoprensninger vil dampzonen ikke udbrede sig lineært, og man må benytte en
anden volumenfunktion. Antager man, at dampzonen udbreder sig radialt som en cylinder kan
man få følgende formel:

hvor r(t) er afstanden fra injektionen til dampfronten til tiden t og h er højden af
dampzonen. Denne formel har været brugt i /2/ til analyse af en
fuldskalaoprensning som er nærmere gennemgået i afsnit 8.1.
Forudsætningen for at anvende formlen er, at dampzonen kun udbredes horisontalt,
hvilket kræver, at den horisontale permeabilitet er mange gange større end den
vertikale.
Man kunne også forestille sig, at dampzonen ligeledes udbredte sig i vertikal retning
og i stedet tilnærme dens form med en ellipsoide, hvor der var en fast sammenhæng mellem
udbredelsen i vertikal og horisontal retning. Eksempelvis kunne den udbrede sig x gange
hurtigere i horisontal retning, hvilket vil give følgende formel:

hvor r(t) afstanden fra injektionen til dampfronten til tiden t i horisontal retning og
den tilsvarende afstand i vertikal retning vil så være r/x. Faktoren x kunne være
bestemt ud fra forholdet mellem den vertikale og den horisontale permeabilitet.
Som det ses, kan der på simpel vis udvikles en model, når blot man kender en formel
for dampzonens volumen.
Marx-Langenheim-modellen antager, at dampzonen udvikles radialt imellem to impermeable
lag, hvortil der er et energitab ved varmeledning. Det antages yderligere, at de
impermeable lag har en uendelig udstrækning, og at varmeledningen kun foregår i en
dimension. I det tilfælde er det muligt at finde en analytisk løsning for varmetabet,
som kan kobles med den tidligere viste model for udbredelsen af en radial dampzone. Herved
fås følgende formel:

hvor |
 |
hvor k er varmeledningskoefficienten for de omkringliggende impermeable lag og
erfc(y) er den komplementære fejlfunktion. I denne udgave af Marx-Langenheim-modellen
antages varmekapaciteten at være den samme for de impermeable lag og dampzonen.
Forudsætningen for at benytte denne model er den samme som for den radiale model, og
hvis forudsætningerne er opfyldt vil den være mere præcis, idet der altid vil foregå
varmetab til omgivelserne ved varmeledning.
Den væsentligste begrænsning ved energibalancemodellerne er, at de forudsætter, at
dampzonen har en bestemt geometri. I forbindelse med terrænnære oprensninger vil den
vertikale permeabilitet oftest være betydelig, og man kan ikke antage, at dampen kun
strømmer horisontalt. I de tilfælde kan den radiale energibalancemodel og
Marx-Langenheim-modellen derfor ikke benyttes. For at beskrive den situation er man nødt
til også at betragte dampens strømning, og det er nødvendigt at koble energibalancen
med en strømningsligning.
| Forside | | Indhold | | Forrige | | Næste | | Top
|