Det samlede forbrug af papir og pap i Danmark var i 1998 1.304.000 tons3. Heraf 520.000 tons hos private husstande4 og 780.000 tons hos virksomheder.
Af disse 780.000 tons skønnes de 700.000 tons at være egnet til genanvendelse. Af
disse 700.000 tons blev der i 1998 indsamlet 414.000 tons5,
svarende til knap 60% (59%) af potentialet.
I dag findes der ikke potentialer for papir og pap fordelt på virksomheder,
virksomhedstyper eller brancher. Dog skal affaldsproducerende virksomheder der er
listevirksomheder føre register over deres affaldsproduktion og på anmodning indberette
oplysningerne til kommunalbestyrelsen. Disse oplysninger kan indhentes.
Den mest præcise kortlægning af papir- og papmængden hos kommunens virksomheder og
institutioner opnås ved besøg på den enkelte virksomhed/institution. Dette er
imidlertid en meget ressourcekrævende måde at kortlægge de potentielle
indsamlingsmængder på, ikke mindst fordi det set ud fra et rationelt synspunkt vil være
fornuftigt samtidig at benytte lejligheden til at kortlægge de øvrige affaldsmængder i
virksomhederne og institutionerne.
Det kan derfor anbefales, at der i første omgang gennemføres en
spørgeskemaundersøgelse enten hos alle kommunens virksomheder eller hos de virksomheder,
der skønnes relevante.
Hvis spørgeskemaundersøgelsen kun foretages hos udvalgte virksomheder, kan det
anbefales at udvælge f.eks. handel, kontor og institutioner, hvor genanvendelsen ikke er
steget så kraftigt som forventet6 i de
senere år. Ligeledes er der hos en del fremstillingsvirksomheder ofte tale om, at der er
etableret en ordning for f.eks. pap fra produktionen, men ikke en indsamling af
kontorpapir fra de administrative arbejdspladser.
En anden form for afgrænsning af antallet af virksomheder, der inddrages i en
spørgeskemaundersøgelse, kan være kun at medtage virksomheder med f.eks. 5 ansatte og
derover.
Oplysningerne om mængder/potentialer, der fremkommer ved anvendelse af en
spørgeskemaundersøgelse, vil være præget af en vis usikkerhed. Det viste diagram kan
være til hjælp, når man skal forsøge at sikre sig, at man har de samlede papir- og
papstrømme med for den enkelte virksomhed.

Papir- og papstrømme for den enkelte virksomhed