Verificering af aluminiumsemballagemængden på det danske marked

7 Undersøgelse gennem detailhandels- emballagedatabase

I 1997 gennemførte en stor detailhandelskæde en kortlægning af emballageforbruget til ca. 5.000 af de varenumre, der sælges i alle deres butikker. I denne undersøgelse er hver eneste emballage specificeret m.h.t. materiale og vægt. Disse data er så koblet sammen med antal solgte enheder i den aktuelle periode. Herigennem er det muligt at opregne den samlede aluminiumsemballagemængde til de produkter, der er emballeret i aluminiumsemballager.

De væsentlige leverandører til kæden er blevet bedt om, at indrapportere specifikke data for de emballager, de anvender til deres produkter. Der drejer sig om emballagetype, materialer, vægt og volumen af emballagerne. På denne baggrund er der således opbygget en database over den anvendte emballage til ca. 5.000 produkter.

Dog er undersøgelsen ikke alt omfattende – for en række varegrupper er der ikke indsamlet data, ligesom at der ikke er indrapporteret data for alle varer i de aktuelle varegrupper. Men gennem anvendelse af emballagedatabasen med opjusteringer for de manglende produkter samt en opjustering til et totalt markedstal på basis af markedsandelsberegninger kan man komme frem til et nogenlunde tal for anvendelsen af aluminiumsemballage.

Da emballagedatabasen indeholder direkte salgsdata kan resultater fra databasen ikke gengives i materialet her. Men på basis af opjusteringer til de aktuelle totale varegrupper samt til hele dagligvaremarkedet på basis af en samlet markedsandelsbetragtning for detailhandelskæden contra den resterende del af dagligvarehandelen – eksklusiv specialhandelen – kan man beregne sig frem til et samlet aluminiumsemballageforbrug for de varegrupper, der er indeholdt i emballagedatabasen.

Gennem en samlet opgørelse af aluminiumsemballageforbruget med tilhørende opjustering til hele dagligvaremarkedet kommer man frem til et samlet aluminiumsemballageforbrug på 5.281 tons pr. år.

Aluminiumsemballageforbrug gennem salg i dagligvarehandelen

5.281 tons


Men man skal dog være opmærksom på, at de 5.281 tons aluminium pr. år ikke er udtryk for den samlede aluminiums-salgsemballagemængde – altså det tal der kan sammenlignes med de 20.217 tons, som emballageforsyningsstatistikken kommer frem til. For god ordens skyld skal det også noteres, at aluminiumsprodukter som bruges i de private husholdninger såsom aluminiumsfolie, foliebakker til bagning m.v. ikke indgår i den opgjorte mængde. Mængden hertil er opgjort til at ligge på mellem 1.200 og 1.500 tons pr. år.

Gennem emballagedatabasen er det også muligt at få et billede af de anvendte emballagetyper. Den samlede aluminiumsemballagemængde, fordeler sig i databasen sig således:

Type

Tons

%-andel

Aerosol

575

11

Bakke

605

11

Dåse

2.422

46

Folie

922

17

Tube

758

14

I alt

5.281

100


Den store dåsemængde kommer fra hunde- og kattemad samt fiskekonserves. Bakkerne anvendes primært til leverpostej.

I forhold til de 5.281 tons findes en mængde øvrige aluminiums-salgsemballager, der skal opgøres på anden vis og tillægges den samlede mængde. Det drejer sig om følgende forhold:
Salg/emballageforbrug af de samme produkter og varegrupper gennem specialhandel, cateringgrossister, "cash and carry"-butikker samt dagligvarebutikkers delikatesseafdelinger m.v.
Salg/emballageforbrug for de produktgrupper der ikke indgår i emballagedatabasen
Emballageforbrug i cateringsektor
Salg/aluminiumsemballageforbrug gennem laminatemballager

Ad. Salg/emballageforbrug af de samme produkter og varegrupper gennem specialhandel, cateringgrossister, "cash and carry"-butikker samt dagligvarebutikkers delikatesseafdelinger m.v.

De samme produkter og samme produktgrupper sælges også gennem andre salgskanaler end dagligvarehandelen, som inkluderer alle supermarkeder, varehuse, minimarkeder, kiosker og tankstationer. Der er ca. 10.000 af den type butikker. Af øvrige butikker der sælger visse af de aktuelle dagligvare-produkter kan nævnes specialhandel, cateringgrossister og "cash and carry"-butikker. Specialhandelen omfatter f.eks. bagere, slagtere, Matas m.v. Cateringgrossister leverer til restauranter, kantiner og institutioner. "Cash-and-carry"-butikker er Metro, INCO og S-Engros, hvor mindre handlende, mindre restauranter, kantiner og privathandel til momsregistrerede virksomheder. Hertil kommer de produkter som fremstilles og sælges fra større dagligvarebutikkers delikatesseafdelinger. Generelt vurderes salget gennem disse afsætningskanaler, at være på ca. 20% af salget gennem dagligvaremarkedet. Herved kommer man frem til en aluminiumsmængde igennem disse afsætningskanaler på 1.056 tons.

Ad. Salg/emballageforbrug for de produktgrupper der ikke indgår i emballagedatabasen

I emballagedatabasen indgår de fleste varegrupper inden for kategorien af dagligvarer. Men derudover anvendes der aluminiumsemballager til en række andre varegrupper. Det drejer sig om en række non-food-varegrupper, her skal især nævnes lægemidler (blisterpakninger), aerosoler til maling, bilplejeprodukter samt kosmetik samt til foto og film-produkter. På basis af den gennemførte opgørelse af emballageforsyningen fordelt på varegrupper, kommer man frem til, at der ligger ca. 750 tons aluminium pr. år inden for disse varegrupper.

Ad. Emballageforbrug i cateringsektor

I cateringsektoren anvendes aluminiumsemballager i form af aluminiumsbakker til ældrebespisning, flykøkkener, dinnér transpotable samt tilhørende aluminiumsfolie til afdækning. Ud fra definitionen på emballage skal disse også indregnes i den samlede aluminiumsmængde. En kvalificeret vurdering siger, at der ligger omkring 500 tons her.

Ad. Salg/aluminiumsemballageforbrug gennem laminatemballager

I emballagedatabasen er bl.a. kartonner til mejeriprodukter rubriceret som værende fremstillet af laminat uden, at det er opdelt, hvor stor en andel af laminatmaterialet der henholdsvis er pap og andre materialer. I emballageforsyningsopgørelsen findes der ingen emballagetype, der hedder "laminat", men de enkelte materialeandele er indplaceret i de respektive materialekategorier. Det samme gør sig gældende for plastfolieemballager, hvor der også findes et lag metal. Det gælder f.eks. for emballager til kartoffelchips. I emballageforsyningsopgørelsen er de enkelte materialeandele angivet med hver deres materialeandel. For at gøre de 2 opgørelser sammenlignelige skal aluminiumsandelen fra laminatemballager principielt tillægges mængden fra detailhandelsdatabasen. Men da den nye emballageforsyningsopgørelse også foretager en opdeling i laminatemballager, tjener det ikke noget formål at opregne en nærmere mængde her.

Samlet oversigt over aluminiumsemballageanvendelsen

Ud fra de gennemførte opgørelser kommer man frem til følgende samlede mængde aluminium:

Emballagekilde

Tons pr. år

Salg gennem dagligvarehandelen

5.281

Salg gennem specialhandel, cateringgrossister, "cash-and-carry"-grossister samt delikatesseafdelinger

1.056

Anvendelse i andre produktgrupper

750

Anvendelse i cateringssektor

500

I alt

7.587