Rensning af jord med blandingsforureninger ved hjælp af termiske jordbehandlingsanlæg

1. Indledning

1.1 Formål og strategi
1.2 Læsevejledning

Fra byområder fremkommer årligt store mængder overskudsjord fra bygge- og anlægsprojekter. Overskudsjorden er oftest forurenet i mere eller mindre grad. Store dele af overskudsjorden er forurenet med flere forureningskomponenter dvs. blandingsforureninger. Denne jordforurening er oftest opstået ved enten spild eller atmosfærisk nedfald. Forureningen af jorden fra disse arealer er derfor ofte sammensat af både olie/tjærekomponenter og tungmetaller.

Ved udvikling af rensningsmetoder er det ønskeligt, at der lægges vægt på at der skal indføres renere teknologi for at undgå affald og for at fremme genanvendelse/nyttiggørelse af slutproduktet. Forudsætningen herfor er at der på markedet er veldokumenterede og kommercielt tilgængelige rensningsteknikker til rådighed, som kan nedbringe jordens indhold af olie/tjæreprodukter, og som kan stabilisere jordens øvrige indhold af miljøfremmede stoffer, herunder i særdeleshed frigivelsen af tungmetaller.

RGS90 Jordrens har i perioden november 2000 til april 2001 haft et semi-mobilt termisk jordbehandlingsanlæg opstillet på sine arealer i København. Anlægget ejes af det franske selskab Tradeco.

Miljøkontrollen og Miljøstyrelsen har i samarbejde med RGS90 gennemført et kontrolleret fuld-skala forsøg med anlægget, hvor metodens rensningseffekt, miljøbelastning og økonomi er undersøgt.

1.1 Formål og strategi

Forsøg med termisk jordrensning iværksættes med henblik på at dokumentere behandlingsanlæggets virkningsgrad og karakterisere restproduktets anvendelsesmuligheder. Undersøgelsesprogrammet sigter i særdeleshed imod:
At dokumentere jordbehandlingsanlæggets rensningseffekt overfor forskellige jordtyper forurenet med PAH-forbindelser og tunge olieprodukter
At belyse forandringer af den behandlede jord af betydning for produktets genanvendelse herunder i særdeleshed geotekniske egenskaber, frigivelse af tungmetaller og/eller uorganiske salte samt eventuel påvirkning fra forbrændingsprocessen.
At skabe grundlag for en økonomisk og miljømæssig vurdering af den termiske behandlingsmetode

Forsøget er udført som to døgnkørsler med anlægget, hvor der over en periode på ca. 24 timer er behandlet en mængde jord, hvis indhold af miljøfremmede stoffer er veldokumenteret. Med henblik på at udbrede undersøgelsens gyldighed er der gennemført batchforsøg, hvor behandlingsanlæggets ydeevne er undersøgt henholdsvis for en typisk blandingsforurenet fyldjord (batch 1) og for en olie/tjæreforurenet lerjord (batch 2).

Det bærende element i undersøgelsen af selve jordbehandlingen er registrering af udvalgte nøgleparametre før og efter jordbehandling. Undersøgelsens konklusioner er valideret ved at underkaste måleresultaterne statistiske tests.

Vurdering af de miljømæssige forhold omkring behandlingsmetoden tager metodisk afsæt i Banestyrelsens LIFE-projekt "Miljørigtig oprensning af jord og grundvand" /1/.

1.2 Læsevejledning

Omstændighederne ved de gennemførte forsøg er beskrevet i kapitel 2. Det termiske jordbehandlingsanlægs indretning og funktion er beskrevet i afsnit 2.1, den behandlede jord er beskrevet i afsnit 2.2 og en samlet oversigt over det gennemførte prøvetagnings- og analyseprogram fremgår af afsnit 2.3.

Resultater vedrørende rensningseffekt og andre forandringer af den behandlede jord er præsenteret i kapitel 3, afsnit 3.1 til 3.3. I afsnit 3.4 og 3.5 er præsenteret øvrige registreringer af massestrømme og ressourceforbrug ved behandlingen.

En miljøvurdering af den termiske jordbehandling fremgår af kapitel 4 og kapitel 5 indeholder en oversigt over de økonomiske ressourcer anvendt ved behandlingen.

Undersøgelsens konklusioner sammenfattes og diskuteres i kapitel 6.

Bilagsmaterialet omfatter beskrivelser af anlæggets indretning og drift, samt rapporter om udførte tests og analyser, som har resulteret i egentlige vurderinger eller grafisk fremstillede data . Øvrige resultater af kemiske analyser er opsummeret på tabelform i bilag 4.